Hej med dig!
Jeg håber, at du har haft en dejlig dag indtil videre, eller hvis du læser dette om morgen - at du så får en skøn dag!
Og at i morgen bliver fantastisk.
Og at du får et bekymringsfrit liv.
Jeg håber, at du bliver meget lykkelig!
Jeg skriver i dag om et emne, som jeg har berørt før.
Angst.
Så hvis du har personlig erfaring med angst eller er pårørende til en person med denne lidelse, så må du hjertens gerne læse med, men jeg vil også sige, at jeg beskriver min angst, som jeg oplever den, og det kan være triggering for nogle. Men velkommen til!
I dag er tirsdag den 25. september 2018. De sidste mange måneder har jeg været i behandling for PTSD på Center for Voldtægtsofre, hvor jeg har arbejdet med min angst og fået rigtig meget kvalificeret behandling. Alle, jeg har mødt der, har kun villet mig det bedste.
Min behandling er blevet afsluttet på centeret. Det er ikke, fordi jeg er rask. Jeg er blevet afsluttet på centeret, fordi jeg er for syg. Som jeg har beskrevet før, er de på centeret bekymret for, at min depression er for omfangsrig til, at de kan behandle min PTSD uden at forværre min depression.
Så hvad så nu, Christina?
- spørger du nok.
Svaret er umiddelbart ikke så lige til.
Jeg er henvist til udredningen og akutambulatoriet i Risskov i håb om, at de kan observere og stabilisere mig lidt, indtil psykiatrien er klar med en klar diagnose og en behandling. Jeg modtager anti-depressiv medicin 1 gang om dagen, beroligende 3 gange om dagen og sovepiller om natten. Det kan af og til være en rimelig en heftig cocktail, som kan få mig til at hallucinere og opføre mig underligt.
Så selvom jeg bliver taget seriøst, og mange mennesker arbejder på at hjælpe mig, så forværres min situation og hermed min angst for hver dag, der går. Jeg er plaget af angst og angstadfærd hver dag. Jeg er ved at lære at genkende angsten, for hvad den er - irrationelle tanker, som påvirker min dømmekraft. Men det er ikke altid, at jeg når at opfange angsten, enten fordi den aktiveres pludseligt, eller fordi jeg ikke har energi til at kontrollere den.
I de sidste syv dage har jeg fået tre voldsomme anfald af angst.
Tirsdag den 18. september var min depression så stærk, at jeg lå fra klokken 7:30 til 21:00 og stirrede op i mit hvide loft. Enkelte gange tvang jeg mig selv på toilet, men kravlede ned i sengen med det samme igen. Jeg spiste ikke noget hele dagen. Dagen endte med, at jeg var så opslugt i mine tanker og angst, at jeg måtte ringe til vagtlægen. For at gøre en lang historie ultra kort, så var jeg på skadestuen, hvorfra jeg blev sendt videre til akutmodtagelsen i Risskov, hvor jeg snakkede med sygeplejersker og læger, om hvorvidt det var tid til at indlægge mig. De sendte mig hjem 1:30.
Torsdag den 20. september var jeg ved at komme ovenpå igen, så jeg tog ind til formiddagstimer på uni. Jeg kan kun beskrive dagen som en super uheldig dag. Efter en time gik røgalarmen. Den var, som pedellen selv beskrev den efterfølgende,: "ret fesen", så ingen reagerede rigtig på den.
Jeg havde sådan lyst til at storme ud af klasselokalet og aldrig kigge tilbage. Jeg forsøgte at berolige mig selv ved at tælle til 10, men da jeg kunne se, at vores underviser var nervøs, og han sagde: "Vi bruger samme alarm til, hvis der er en bombe....", så fik jeg tårer i øjnene. Jeg følte, at jeg talte ned til at blive sprunget i luften. For selvfølgelig var der en bombe på skolen. Og lige i dag, hvor jeg havde samlet alle mine kræfter og var taget i skole, så ville den springe.
Men de andre griner, og jeg kan ikke rigtig aflæse stemningen. Skal vi gå eller blive?
Pludselig braser en mand igennem døren. Han råber, at der er brand, og at vi skal skynde os ud.
Jeg har aldrig oplevet, at min angst er eksploderet på den måde. Jeg hyperventilerer omgående, og hele min krop ryster. I klassen får vi samlet vores ting, og vi skynder os ud.
På pladsen foran bygningen søger væk fra de andre for at være for mig selv, så jeg ikke tiltrækker for meget opmærksomhed. Jeg kan ikke trække vejret, og jeg kan ikke stå på mine ben. Jeg er stadig overbevist om, at jeg skal dø. Vi skal alle dø. Om ti, ni, otte, syv, seks, fem, fire, tre, to, én. Nej? Okay, så om ti, ni, otte, syv, seks, fem, fire, tre, to, én! Nu. Nu. Nu. Nu. NU!
Heldigvis går jeg på hold med nogle forfærdeligt søde mennesker. To af pigerne kommer hen og hjælper mig igennem anfaldet. Der er også nogle andre personer, som tjekker og spørger ind til mig, da det går op for dem, at der sidder en op af muren, som har det dårligt.
Få minutter efter bliver alarmen blæst af, vi får at vide, at det var en øvelse. Og underligt nok gjorde det situationen meget værre. Jeg har fuld forståelse for, at evakueringsøvelser er super vigtige, og at de redder liv. Men alligevel følte jeg, at det var så unfair. Jeg kæmper hver dag imod angsten og de begrænsninger, den giver mig. Min angst ved jo ikke, at det er en øvelse. Den fortsætter flere timer efter. Flere dage efter er min angst forhøjet efter sådan en episode.
Mandag 24. september havde jeg været i Risskov til check. Jeg er derude til check cirka to gange om ugen. Det er gået helt fint. Jeg var forinden blevet sat op i medicin, så sygeplejersken tjekkede mig, og alt var i orden. Min hjerterytme var helt normal, og det samme var mit blod. Hun var ikke bekymret, sagde hun.
Så jeg tager bussen ind til byen, og kort tid efter tager jeg bussen hjem ad. Jeg kan godt mærke min angst i bussen, men jeg prøver at distancere mig fra den. Bussen var fyldt, og der var mange højlydte mennesker og børn med. Ydermere var bussen forsinket, så jeg var godt presset. Jeg sidder ned, men alligevel kan jeg mærke, at jeg bliver dårlig. Men det er okay, for jeg skal af nu...
Så jeg rejser mig og prøver at blive stående på mine ben. Jeg har ikke nogen energi i mine ben, men alligevel får jeg kæmpet mig ud af bussen. Den kører afsted, og jeg bevæger mig ud på en gå tur, som er en lille kilometer. Jeg kan godt mærke, at det bliver en hård tur hjem.
Jeg når at gå 10 meter fra busstoppestedet, før jeg ikke kan stå på mine ben mere. Jeg føler mig rigtig dårligt tilpas, og så husker jeg egentlig ikke mere.
Jeg vågner ved, at der står en mand og kvinde over mig. De er igang med at vække mig, og manden er ved at ringe efter en ambulance. De siger, at de har set mig falde om, så jeg har nok ikke været væk i mere end et par sekunder.
Men jeg har været heldig. Jeg er faldet ind på et stykke græs, og jeg har lige præcist misset et vejskilt og fliser. Jeg kunne lige så godt være faldt ud imod vejen, som er meget befærdet.
Jeg er i chok, men jeg har det bedre, så jeg siger mange tak for hjælpen, og at jeg ikke skal bruge en ambulance. Jeg skal nok selv komme hjem, selvom de gentagende gange tilbyder mig at køre mig. Jeg husker, at jeg er meget vedholdende i, at jeg bare går hjem - det er ikke noget problem. Hvilket er totalt åndsvagt. Jeg skulle have bedt om hjælp, men det ville min hjerne ikke, så jeg takker dem endnu mange gange og går afsted.
Jeg er stadig lidt omtåget, og jeg går ikke så hurtigt. Men jeg når hjem og får ringet til min mor, psykiatrisk rådgivning og min læge.
Efter at have snakket med rådgivningen og lægen kommer vi frem til, at det har været et angst-triggeret anfald, hvilket åbenbart er en ting, folk oplever. Når man først én gang er besvimet af angst, så skal man forvente, at det vender tilbage. Denne gang var jeg heldig, at jeg ikke slog mig eller faldt ind på kørebanen.
Så det er her, jeg står nu. Min krop viser angst på mange forskellige måder. Dens nyeste trick er at spille død, men det må jeg tage med. Jeg kan ikke gøre andet end at oplyse folk, om hvad de skal gøre, hvis jeg pludselig besvimer.
Der kan ikke rigtig gøres andet end at holde min krop i sikkerhed, indtil jeg vågner kort tid efter. Er jeg væk i over fem minutter, så skal man ringe efter en ambulance. Men så længe jeg ikke har slået mig i faldet, og jeg kun er væk i et par sekunder, så er der ingen grund til at ringe efter en ambulance.
Mange tak til alle, som har hjulpet mig igennem mine angstanfald - både folk, jeg kender, og de fremmede, der holdt ind for at hjælpe! Og til alle jer andre, som også er dejlige mennesker, nu ved I, hvad I skal gøre, hvis jeg eller nogen anden får et angstanfald af den ene eller den anden slags.
Det er alt sammen et skidt på vejen til at blive rask!
