Hvad tænker du på, 70-kilo-Christina?

Oh shit, hvor bliver jeg ked af at kigge på det her billede. Det her billede blev taget til en casting, jeg var til. Og jeg kan huske præcist, hvad jeg tænkte, da det her billede blev taget.

"Jeg er alt for tyk til det her"

Og man kan se det på mig... Man kan se, at jeg tænker... For det gjorde jeg, jeg tænkte meget. Jeg tænkte: "Shit, hvor er det her pinligt. Hvordan kan jeg tro, at jeg nogensinde får den her chance." Og det gjorde jeg heller ikke. Jeg blev ikke udvalgt til de statistroller, jeg var på udkig efter. Og det har jeg det på ingen måde dårligt med. Det har ikke forandret mit liv. Det skulle bare have været en sjov oplevelse.

Det her billede er taget den 29. september 2015. Det er 1,5 år efter overgrebet, og jeg sad fast i en grim spiseforstyrrelse. Jeg vidste det ikke selv. Det var der ingen, der gjorde. Jeg var så ked af mig selv, og jeg synes, det er så tydeligt på det her billede. Jeg kunne slet ikke se mig selv dengang, som jeg kigger på dette billede nu. Jeg kan se, at jeg havde det dårligt. Men jeg ikke se, hvorfor jeg tænkte, at jeg var tyk. Oh man, jeg elskede den trøje. Roger Waters The Wall live. Jeg gik i den konstant, og jeg har den stadig. Jeg ville ønske, at jeg kunne den i dag, for så ville jeg tage den på lige nu.

Åh Christina, hvorfor har du altid været så led imod dig selv? Nogen burde rejse tilbage i tiden og give dig et kursus i selvkærlighed 101. Hell, nogen burde give mig et kursus i selvkærlighed 101 nu.

Men det værste er, at jeg har haft det sådan med mig selv lige siden. Og jeg havde det flere år, inden billedet blev taget. Og jeg er adskillige størrelser større nu. Så jeg har været ked af mig selv, og jeg har tænkt, at jeg var grim og tyk og utilstrækkelig i så mange år. Men jeg ved da godt, at jeg er ingen af delene. Jeg ved da godt, at jeg er et meget kompetent menneske.

Og alligevel har jeg kæmpet med mit selvbillede og min selvforståelse igennem så mange år. Og da jeg skabte bloggen her tænkte jeg, nu er det slut med at være ked mig selv mere. Nu er det slut med at fatshame mig selv. Nu vil jeg elske, hvordan jeg ser ud, så jeg skriver indlæg, som hedder: Jeg er tyk, og jeg er smuk. Og i øjeblikket tror jeg på det. Men lad mig fortælle dig, at det er rigtig hårdt at holde fast i at elske sig selv og sin krop, når man hedder Christina. Og jeg ved, at det er det samme for mange af jer, der læser med.

I løbet af det sidste års tid har jeg gennemgået store forandringer med min krop. Først tabte jeg mig, fordi jeg var på depressionsmedicin, som gjorde, at jeg gik rundt med konstant kvalme. Dernæst skiftede jeg medicin og endte med en kombination, der hed: Altid sulten. Kan ikke føle mæthed. Rigtig ked af det.

Så jeg spiste. Og jeg spiste. Og jeg spiste endnu mere. Jeg ville bare spise min depression og mine kærestesorger væk. Og jeg spiste indtil mine forældre en dag sagde stop. De sagde stop, fordi jeg kunne ikke selv. På få måneder havde jeg taget enormt meget på. Vi snakker ikke fem kilo. Vi snakker rigtig meget.

Jeg ved ikke hvor meget jeg tog på. Det er skam ikke, fordi I ikke må vide det. Det er fordi, jeg ikke må vide det. Da jeg var indlagt i efteråret kom en psykolog til at fortælle mig, at jeg vejede 92 kilo. Broke my heart back then. Og jeg skal fortælle her hvorfor.

Dengang det her billede blev taget, havde jeg en mantra:

"Jeg vil aldrig nogensinde veje 80 kg igen. ALDRIG NOGENSINDE!" Om jeg så blev gravid, så skulle jeg aldrig veje 80 kg igen. Da billedet blev taget vejede jeg 71kg. Jeg havde tabt mig meget efter overgrebet. Jeg havde startet ud med en vægt omkring de 82 kilo. Ja, jeg ved præcist hvad jeg vejede og hvornår. Jeg tabte 11 kg på få måneder.

70-kilo-Christina var kommet til et punkt, hvor jeg var på vægten flere gange om dagen. Og havde jeg taget på i løbet af dagen, så ville jeg straffe mig selv. Jeg var striks med afvejning af min mad. Alting indeholdt kalorier, og jeg talte hver og en. Jeg var sikker på, at jeg skulle ned og ramme en vægt, som hed 60kg. Og der skulle jeg ligge resten af livet. Hvis 70-kilo-Christina kunne se mig nu, så ville hun græde. Hun ville græde, når hun så mig sidde her i min t-shirt og undertøj med maven, der hænger, og lårene, som slasker imod hinanden. Hun ville synes, at mine tatoveringer er seje dog. Men hun ville ikke forstå fascinationen af dinosaurer. Ikke endnu, Christina.

Men 70-kilo-Christina ville også græde, fordi hun så mig sidde midt om natten og være så ked af det. Være så ked af det over min vægt, over depressionen, og over voldtægterne. Jeg tror ikke engang, hun vil være stolt over, at jeg åbent taler om det. For 70-kilo-Christina var voldtægterne den ene hemmelighed, som aldrig nogensinde måtte slippe ud. Tada Motherfucker, jeg har fortalt det til alle, vi kender. Jeg har skrevet en hel blog om det!

Dengang havde jeg de samme problemer, som jeg har nu. Overvældende depression, som gjorde, at jeg havde givet op på alt, der hed skolearbejde. Jeg huslede mig fra time til time. Sindssyg præstationsangst, som gjorde at mit husleri føltes som forræderi imod mig selv. Jeg ville have det 12-tal. Generel livsangst på et begyndende niveau. PTSD fra overgrebene og de dertil tilhørerende mareridt. Mareridt på mareridt på mareridt. Det er utroligt, at jeg sov overhovedet dengang. Og jeg gik alene med det hele. Jeg var slet ikke klar til at dele ud. Jo, jeg vidste godt, at jeg havde en depression, og det vidste mine forældre også, men jeg var ikke klar til at snakke om det.

Jeg kan huske den dag, hvor jeg sagde til min mor: "Jeg tror, jeg har en depression" og hun svarede: "Det tror jeg også, du har". Og det var startsskuddet til det hele. Til at snakke om tingene, selvom jeg sagde ville holde tæt om overgrebene i knap 1,5 mere, så var det en start. 

Jeg ved ikke, hvad jeg vejer i dag. Min mor ved, hvad jeg vejer, og min psykolog ved, hvad jeg vejer. Og det er fint for mig. Jeg skal kke vide det. For jeg er så bange for, at jeg falder direkte tilbage i det mind-set, som skabte 70-kilo-Christina. At alt mit selvhad og skam skal blæse mig lige tilbage i spiseforstyrrelsen.

For sandheden er, at jeg kæmper. Min OCD har stadig overhånd. Jeg står op efter et tidsvindue, og jeg træder ikke på stregerne og slet ikke hvor fliserne er flækket. Hvis du ikke ved, hvad det går ud på, så kan du scrolle ned og læse "Jorden er giftig..."

Min hjerne vil så gerne lave regler. Regler for alt. Regler for det hele. Og nu vil min hjerne gerne lave regler for, hvad og hvornår og hvormeget jeg må spise. Og det er ikke "prøv lige en grøntsag, Christina"-regler. Det er 1-måltid-om-dagen-regler. Det er fast-til-du-besvimer-regler. Det er 20-timer-mellem-hvert-måltid-regler. Og jeg kæmper. Jeg kæmper imod hver dag. Jeg kæmper hver gang min hjerne siger: "Hey, prøv lige at hør' den her regel" og jeg siger nej. Nej tak. Vi vil ikke de regler i mit hus.

Men nogle gange taber jeg kampen. Og jeg begynder at tælle timer. Hvis klokken var 20, da jeg spiste aftensmad i går, så må jeg spise igen klokken 16, men hvis jeg lige kan strække den til 18, så vil det være optimalt. Eller... Jeg kan begynde at lave mad klokken 18. Så spiser jeg først 18.30. Og sidder jeg så klar til at spise 18.28, så venter jeg de to minutter, før jeg begynder at spise.

For så forstyrret er mit forhold til regler lige for tiden. 

Så forstyrret er mit forhold til mad. 

Og så forstyrret er mit forhold til mig selv. 

Jeg har altid haft et forstyrret forhold til mad. Og jeg har talt min psykolog om det. Hun mener også, at jeg har et forstyrret forhold til mad. Ikke nødvendigvis en spiseforstyrrelse lige nu, men klart en forstyrrelse, som jeg skal være opmærksom på.

Når jeg er hos mig selv spiser jeg så lidt som muligt. Når jeg er hos mine forældre, spiser jeg så meget som muligt. Jeg kan godt forstå, hvis min krop ikke ved, hvad jeg vil. Jeg ved det heller ikke selv. Jo, jeg ved godt, hvad jeg vil. Jeg vil bare gerne være glad.

Min lige nu er det lettere sagt end gjort. Christina, vi har fortsat nogle problemer, men som sagt tidligere: Christina, vi kæmper stadig. Og Christina, vi bliver ved med at kæmpe.

Her er en collage af 70-Kilo-Christina. Hun ved det ikke selv, men hun er smuk, som hun er. Og hun har al ret til at være her.