søndag den 25. november 2018

Sange til den deprimerede

Musik har en ret så speciel effekt på os mennesker. Jeg har altid godt kunnet lide musik, men efter den store forværring i min depression det sidste års tid, har jeg set en forandring i min musikstil.


Jeg laver to slags playlister:

a) Det er rigtig skidt lige nu...
           og
b) ...men det bliver bedre lige om lidt!


Jeg vil gerne dele noget af det musik, som jeg har fundet gavnligt og lindrende. Det er alt sammen i håb om, at hvis nogle af jer derude har det svært, at I så kan samle lidt energi og kæmpe videre sammen med mig.

Jeg har tilføjet nogle videoer i indlægget. De sange, der står med kursiv, kan du finde som video.


Det er rigtig skidt lige nu...
Hurt - Johnny Cash (Jeg foretrækker Tim Burtons version)
Free me - Sia
Sober - Demi Lovato
You said you'd grow old with me - Michael Schulte
Leave the light on - Tom Walker
What a catch, Donnie - Fall Out Boy
How to save a life - The Fray
Angel by the wings - Sia


Say Something -A great big world (feat. Christina Aguilera)
Big girls cry - Sia
Who you are - Jessie J
Hold back the river - James Bay
Arsonist's lullaby - Hozier
Angel by the wings - Sia
Total eclipse of the heart - Bonnie Tyler


... men det bliver bedre lige om lidt!
Wild hearts can't be broken - P!nk
Warrior - Paloma Faith + Sia
Lullaby - Nickelback


Darkness - Go Go Berlin
The great escape - P!nk
Hum Hallelujah - Fall Out boy
Reaper - Sia
Unconditionally - Katy Perry
I'm not dead - P!nk
Fix you - coldplay
Survivor - 2WEI


Jeg håber, du har fundet bare én sang, som du har lyst til at sætte ind på din regnvejrsplayliste. Og hvis ikke, så er det også helt okay. Det er ikke alle, der får det samme følelser ud af disse sange, som jeg gør.

Hvis du kender en sang, som burde være nævnt her, men ikke er det, er du velkommen til at nævne den i en kommentar nedenfor, så andre kan få glæde af den!

"Hvem" er PTSD?

Psykiske sygdomme er forskellige fra person til person. Det, de er for mig, er måske ikke det samme for min nabo. Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke er læge, psykiater eller psykolog. Jeg har ingen uddannelse på dette område - udover mine egne erfaringer. Alligevel vil jeg gerne prøve at beskrive lidelsen PTSD for dig. Måske kender du sygdommen fra dig selv, en ven eller et familiemedlem. Måske kender du ikke til sygdommen personligt men har hørt om den? Måske ser du soldater i krig for dit indre øje, når du hører ordet?

PTSD står for Posttraumatic Stress Disorder eller på dansk: Posttraumatisk stresslidelse. Det er en sygdom oftest associeret med soldater, der er vendt hjem fra krig, men i virkeligheden rammer den langt bredere. Sygdommen opstår efter en eller flere traumatiserende hændelser, hvor man har følt sig i livstruende fare, som blandt andet kan være: krig, brand, naturkatastrofer, ulykker, eller som det er i mit tilfælde: Voldtægt.
PTSD opstår pludseligt og ikke altid lige efter hændelsen. Man kan ikke altid finde mening i sygdommen, da den til tider bliver igangsat af de mindste ting og små detaljer. Jeg har kaldt dette indlæg "Hvem" er PTSD, fordi det for mig føles som en ekstra personlighed, jeg har med i bagagen.

Det tog mig lang tid at tage PTSD-diagnosen og ordet til mig, da jeg på en måde følte skam over at have fået en psykisk lidelse, som folk, der havde udstået langt værre traumer end mig, havde fået. I takt med, at jeg modtog behandling på Center for Voldtægtsofre, begyndte jeg for alvor at forstå, at jeg ikke var den eneste, der har udviklet PTSD efter et overgreb. Den stress, man bliver udsat for under og efter et overgreb, forsvinder nogle gange af sig selv. Andre gange gør den ikke, og det er helt okay. Nogle gange kan man selv bearbejde oplevelserne og undgå at blive påvirket til sådan en grad, at man udvikler PTSD, og andre gange skal man have hjælp.

For mig er PTSD en spændetrøje af angst stramt anbragt omkring min krop. Nogle af de symptomer, jeg oplever, er flashbacks og grusomme mareridt, som har gjort mange af mine nætter søvnløse. Jeg er altid på vagt; hvis jeg ser genstande, jeg ikke kan sige er ufarligt med 100% sikkerhed, så råber min hjerne:

"DEN EKSPLODER!"

Det er ofte plastikposer og glemte tasker, men også kunstværker og almindelige genstande i byrummet. Lyden af flyvemaskiner over mit hoved får mig til at stivne. For jeg ved, at flyvemaskiner kan kaste med bomber. Flvyemaskiner er ikke sikre.

Mange mennesker og høje lyde gør min angst værre. Når jeg er i biografen har jeg et par store høretelefoner med. Ikke for at høre musik, men for at jeg kan blokere lyden ude. Lyden i biografer er pludselig blevet for høj til mig. Ikke lidt for høj. Alt for høj. Det gælder også almindelig fjernsyn og musik. Lyd er blevet invaderende i stedet for at være spændende og behageligt. Og når lyd er kombineret med mange mennesker, så ved jeg, at jeg kommer til at kæmpe en lang kamp for at holde fatningen og for ikke at bryde sammen.

Mænd. Hvor skal jeg overhovedet begynde? Mange har sagt, at angst for mænd er en meget naturlig reaktion efter et overgreb, men det føles ikke naturligt. Det føles hæmmende. Jeg har flere gange måtte ringe til hospitaler og behandlere for at bede om at få en anden behandler end den mand, jeg havde fået tildelt, fordi jeg simpelthen ikke er tilpas i enerum med en fremmed mand.
Når jeg står og venter på bussen, og der kun står mænd, så er jeg så angst, at jeg knap kan stå på mine ben. Mænd er en af de ting, som min hjerne forbinder direkte med fare. Det er ikke sådan, at jeg er angst overfor min familie og mine venner. Dem har jeg kendt længe, og jeg ved, at de ikke er farlige. Men mit hoved er sikker på, at alle andre mænd er potentielle mordere og voldtægtsmænd. Jeg ved godt, at det ikke er alle mænd, der er onde. Men alle mænd er muligvis onde - indtil jeg lærer dem at kende. Indtil jeg ved, at det er de ikke.
Dette betyder ofte, at jeg snakker i telefon med en af mine venner næsten hver gang, jeg står i en situation, hvor jeg reelt er bange for at blive overfaldet af alle de fredelige og helt sikkert meget venlige mænd på gaden. Jeg er meget opmærksom og læser deres kropssprog for den mindste hentydning af interesse imod mig. Derfor er jeg nødt til at distrahere mig selv for ikke altid at være "on edge" hele tiden. Det hjælper ofte at snakke i telefon. Jeg kan fortælle mig selv, at hvis jeg taler i telefon, så vil en overfaldsmand tænke, at hvis de overfalder mig, så vil der blive slået alarm. Jeg er stadig ved at vænne mig til at omgåes mænd. Jeg vil være ærlig og sige, at det er svært. Det er meget sværere, end jeg troede det skulle være. Men jeg er nødt til at kæmpe imod det, for det er invaliderende. Da jeg i sommers skulle til mundtlig eksamen, og jeg trådte ind i et lokale med to fremmede mænd, så blev jeg lammet. Jeg var dobbelt stresset både over eksamen og de to mænd. Min hjerne var sikker på, at jeg skulle dø. Sådan vil jeg ikke leve mit liv.

Jeg oplever mange forskellige symptomer på PTSD. Jeg kan ikke nævne dem alle her, men der er én, som jeg vil fremhæve. Der er noget, der plager mig voldsomt meget hverdag, og det er ændringen af min personlighed. Jeg har kognitive vanskeligheder; som helt enkelt er, at jeg ikke kan koncentere mig og huske. Jeg kan ikke huske ord og aftaler. Jeg plejede at sige, at jeg havde klæbehjerne; jeg plejede at huske alt. Nu husker jeg intet. Hvor har jeg parkeret bilen? Hvem sås jeg med i går? Hvor er jeg på vej hen? Hvordan lægger jeg disse tre enkle tal sammen? Hvad hedder ham gutten fra den tegneserie, you know? Men noget af det mest skræmmende, jeg oplever, er, når jeg ikke kan genkende mennesker. Første gang, det skete, var i foråret. Min lillebror kom ind i stuen, men jeg kunne ikke genkende ham. Han var som en fremmede i mit hoved. Jeg var fuldstændig mundlam over, at der pludselig stod et fremmede menneske i min stue, og der gik adskillige sekunder før, jeg kunne genkende ham, som havde han ændret skikkelse for øjnene af mig.

Mange af symptomerne på PTSD og depression er de samme eller lignende. Derfor kan det ofte være svært for mig og mine behandlere at sige, hvor min PTSD slutter og hvor min depression starter. PTSD og depression skal i mit tilfælde behandles seperat. Det var ikke muligt for dem at hjælpe mig på Center for Voldtægtsofre, så når min depressionsbehandling er godt i gang, bliver jeg formegentlig henvist til Center for PTSD, hvor jeg skal starte PTSD behandling.

PTSD er meget mere end 'bare' stress. PTSD er angst og ubehag hver dag. Det er stress i en cocktail med sig selv i alle størrelser og afskygninger. Det er angstanfald og panik. Det er en sygdom. Og den kan afhjælpes med den rigtige pleje. Men det tager tid, og det kan tage mange forsøg. Jeg tror på, at det er kampen værd!



Her er nogle links, så du kan læse og høre mere om PTSD:

Posttraumatisk Stresslidelse:
https://netdoktor.dk/sygdomme/fakta/posttraumatisk_stress.htm

Kognitive vanskeligheder:
http://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp/taenk-dig-staerk/kognitive-vanskeligheder/1-hvad-er-kognitive-vanskeligheder.aspx






onsdag den 7. november 2018

Sidsterangsmennesket

Jeg har aldrig følt mig som et førsterangsmenneske. Heller ikke som et andenrangsmenneske. Hvis jeg skulle beskrive mit liv og min opvækst, så husker jeg det som om, at jeg var et sidsterangsmenneske. Det handler ikke om, at min familie ikke elsker mig - det ved jeg de gør. Det handler heller ikke om, at jeg ikke havde nogen venner -for det har jeg haft on/off igennem mit liv.

Følelsen af at være et sidsterangsmenneske handler om at føle sig ubetydelig. Det er følelsen af ikke at være nogens nummer 1 eller nummer 2. Det handler om at stå med én fod inde i lejeren og én fod i en frossen sø, som du ikke kan træde ud af. Du kan stadig lugte bålet og måske også mærke varmen af og til, men du vil aldrig være helt inde. Du vil aldrig være gennemvarm, for uanset hvor meget du strækker dig for at nå bålet og nå trygheden, så vil din ene fod altid være fastfrosset i mørket og i kulden. Og sådan føles det at være et sidsterangsmenneske. 

Man kan føle sig som et sidsterangsmenneske af og til. Det er en del af livet. For de fleste bliver det sommer, og isen på søen tør, så du kan trække din fod op og gå ind i lejeren helt. For andre er det vinter i den vildeste Game of Thrones- stil, hvor vinteren nærmest varer for evigt. Men lige pludselig vil sommeren vende tilbage, og isen vil smelte. Heldigvis kan man gå lidt frem og tilbage, uden at det har store konsekvenser. Mange vil opleve, at man jonglerer i et "lillefingervarmt" område. 

Jeg husker at være et sidsterangsmenneske tilbage fra min barndom. Jeg husker det specielt ved, at blive valgt sidst til rundbold hver dag. At stå tilbage med de samme en-to personer. At kigge på hinanden i en indbyrdes kamp om, hvem der bliver valgt ikke-sidst. Jeg kan stadig huske følelsen. Jeg kan stadig se de andre sidsterangsmennesker stå sammen med mig på rundboldsbanen. Og jeg vil vædde med, at de godt ved, hvem de er, og de kan sikkert stadig se mig stå sammen med dem. 
Jeg ved godt, at det at blive valgt sidst til sport også har noget med atletisk styrke at gøre, men helt ærligt så var vi børn. Der var ikke nogen af os, der var atletiske mestre. Desuden var jeg konkurrencesvømmer dengang. Så jeg vurderer ikke, at jeg blev valgt sidst på grund af fysisk svaghed. 

En dag, som jeg tydeligt husker, er 9. klassernes sidste skoledag, da jeg gik i 8. klasse. Det er en af de dage, hvor jeg første gang blev opmærksom på, at folk ikke så mig, som jeg så mig selv. Den dag var jeg et rigtigt sidsterangsmenneske. Foran hele skolen uddelte 9.klasserne priser for *året babe*, *årets scoring*, *årets par*.... I kender genren. Jeg husker, at det var det vildeste, der kunne ske; at blive nomineret til en af priserne. Det var aldrig sket for mig. Jeg var slet ikke populær nok til overhovedet at blive overvejet. 
Men dette år blev jeg nomineret. Jeg blev rent faktisk ikke bare nomineret. Jeg vandt. Og så skulle man tro, at det var med jublen og smil, at jeg gik imod scenen. Men det var det ikke. Det var lige modsat. Jeg vandt ikke *året lækreste* eller *årets klogeste*. Prisen, jeg vandt, var *årets joke*.
Foran hele skolen måtte jeg gå op på scenen (hvis man ikke gik op friviligt, så blev man trukket derop), hvor jeg blev overrakt et bånd med ordene: *ÅRETS JOKE*, og der blev råbt "tale, tale, tale, tale". Hvad skulle jeg sige? Jeg var lige blev ydmyget foran hele skolen. Jeg husker en brændende lyst til at råbe:

FUCK JER!

Ud til alle tilskuere og 9.klasserne og til lærerne, fordi de lod dette ske. Jeg har mange gange ønsket, at jeg udlevede denne små-rebelske lyst. Jeg ville ønske, at jeg havde flået båndet af og brændt det lige der midt på scenen. Jeg ville ønske, at jeg havde stukket hende, der overrakte mig båndet, en kæmpe lussing. Jeg ville ønske, at jeg havde råbt, at de alle var; [Indsæt 1.000 grimme ord]. Men det gjorde jeg ikke. Jeg tvang frem et "Tak", og så gik jeg. Jeg gik ud af hallen med tårer strømmende ned af kinderne. Jeg gik forbi elever og lærere, og ingen sagde noget. For sådan var det dengang. Ingen bekymrede sig for, om du græd. Ingen havde tid til overs for et sidsterangsmenneske. 

Nogle år efter fortalte jeg min mor, om hvad der var sket. Jeg havde skammet mig i flere år, så jeg havde ikke fortalt nogen om det. Jeg havde gemt båndet i en kasse under min seng. Dengang lovede jeg min mor, at jeg ville smide båndet ud. Men det gjorde jeg ikke. Der er et minde knyttet til *ÅRETS JOKE*, som er blevet en del af det, som har udformet mig. Så jeg kunne ikke smide det ud. Jeg har det stadig. (Undskyld, Mor).
Jeg har ikke tænkt mig at smide det ud lige nu, for jeg har en plan. Planen er ikke at gemme på det for evigt. Planen er at brænde båndet, som jeg skulle have gjort den dag for mange år siden. I mit hoved er den perfekte plan at samle min omgangskreds og brænde alt det negative skidt, jeg har samlet igennem årene. Jeg vil holde en ceremoni til ære for mig. Jeg vil spise boller i karry og drikke champagne og pepsi twist. Jeg vil høre Fall Out Boy og jeg vil have lov til at græde over at have været et sidsterangsmenneske for så længe. Og det skal handle om mig. Jeg skal være et førsterangsmenneske. Bare for denne ene dag.

Jeg vil ikke love mig selv, at jeg er færdig med at være et sidsterangsmenneske, for så ville jeg lyve for mig selv. Jeg ved godt, at jeg altid vil have en fod fastfrosset ude i isen. Det ved jeg med sikkerhed, for jeg ved, at jeg ikke er min egen førsteprioritet. Jeg bliver ved med at sætte folk foran mig selv, også selvom jeg godt ved, at jeg egentlig fortjener bedre, og derfor vil jeg altid være et sidsterangsmenneske. Jeg gør mig selv mindre, og jeg bryder mine egne regler for nogle mennesker, som er min førsteprioritet, men hvor jeg ikke er deres førsteprioritet. Heller ikke andenprioritet. Jeg er sidsteprioritet. Et sidsterangsmenneske. Men jeg bliver hængende, for det er, hvad jeg kender. Jeg kender følelsen af den ene kolde fod. Jeg kender lugten af bålet. Og jeg strækker mig efter varmen hver dag. Og når jeg tror, at jeg kan nå flammen, så bliver jeg brændt og sendt tilbage til den frosne sø, hvor jeg står på strakte tæer for at holde hovedet oven vande. Og her er jeg fastfrosset. Og nu kommer vinteren, så udsigten er, at jeg kommer til at være her et stykke tid. Så I ved, hvor I kan finde mig. Den koldeste sø. På bunden. Men stadig med hovedet i vandskorpen. Stadig med øjnene rettet imod lejeren.



Sidsterangsmennesket






lørdag den 3. november 2018

Kortvarig glæde

Dette indlæg er en kort opdatering på, hvad der foregår i disse dage.

Tirsdag den 30. oktober blev jeg udskrevet. Til trods for, at mine forældre og jeg selv havde udtryk bekymring for, hvorvidt jeg var stabil nok til at blive sendt hjem, skete det alligevel.

For at gøre en lang historie kort, så tog jeg hjem tirsdag. Onsdag havde jeg en aftale med en god veninde og en kop varm kakao. Og torsdag skulle jeg til opstart i ambulant behandling i depressionsafdelingen.

Jeg havde ikke talt med min nye psykolog mere end en halv time, før hun begyndte at snakke om, at vi skulle genoverveje indlæggelse. På det tidspunkt var det knapt 35 timer, siden jeg forlod Q1, og nu var jeg altså på vej ind igen. Der blev ringet efter en læge, som skulle tage den endelige beslutning. Overlægen kom, og det endte med ordene: "Jeg ringer lige til Q1 og hører, om de har en ledig stue." og så vidste jeg godt, hvad der skulle ske.

Så nu er jeg atter indlagt. Det er formegentlig kun en uge, og så kan jeg komme hjem og være lidt for mig selv efterfølgende.