søndag den 31. marts 2019

Skal man vente på ægte kærlighed?

Det er sjældent, jeg skriver om noget, som jeg ikke selv synes, jeg har svaret på. Men det gør jeg nu. Det sidste års tid har spørgsmålet om, der virkelig findes en soulmate til os hver, eller om kærlighed er mere eller mindre tilfældig process, som handler om, hvem man er heldig (eller uheldig) at møde.

Jeg vil gerne starte med at sige, jeg er ung - blot 21 år, men jeg har oplevet forskellige grader af forelskelse og kærlighed igennem de sidste par år, så jeg har alligevel noget at sige om emnet. Det kan være, at jeg har skiftet holdning om 1 år, men det kan jeg ikke tage stilling til nu. Det gode ved livet er, at man lærer nyt hele tiden. Plat - I know.

Så skal man vente på "Mr. Right"? 
Jeg vil virkelig gerne tro på, at der findes mennesker, som er er skabt for hinanden, men hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, at mennesker mødes og forelsker sig i hinanden tilfældigt. Og enten så klikker man sammen, eller også gør man ikke. Det finder man ud af, som tiden går. Nogle ved det i løbet af en enkelt aften. Ja, vi skal så ikke ses igen. Og så er den ikke længere. Nogen når at være gift et helt liv, før det går op for dem, at man faktisk skulle noget helt andet. Og så lægger man sine planer om.
Men er det fordi, at vedkommende, man havde mødt, ikke var ens soulmate? Hvornår ved man, at man har mødt den rette? SKAL MAN VENTE PÅ HAM?

Jeg tror ikke, at jeg skal vente på "Mr. Right". Måske er det fordi, han ikke findes derude. Måske er han på den anden side af planten og har besluttet sig for at slå ned med en tilfældig kvinde. Måske har jeg bare for travlt med alle de andre ting, jeg skal nå i mit liv. Han står ikke på min "one day more"-liste, fordi han ikke skal have den magt over mig. Jeg vil ikke være bundet af en mand, hvis det betyder, jeg kompromiser min egen lykke. Det er noget, jeg har lært i løbet af det sidste år.

Man kan godt være ensom i et forhold, selvom man tror, at det er det rette for en. Og når man kommer ud på den anden side, går det op for en, at man begge havde trukket en forestilling om ægte kærlighed ned over hovedet på hinanden. Og jeg ville ofre alt for at holde fast i "ægte kærlighed", da jeg først troede, jeg havde fundet den. Og pludselig smuldrer den imellem fingrene på en, som havde man vendt et timeglas.

Nogle mennesker på min alder har allerede slået sig ned med mand og hus og børn. Det er utroligt at tænke over nogle af de forskellige, der er på min generation og generationerne nogle få årtier tilbage. Vi er alle sammen vildt forskellige steder i vores liv. Der er ikke længere en tradition, der dikterer, at man skal være gift som 25 årig og have børn som 30 årig. Nogle vælger at gøre det før. Nogle gør det bagefter. Nogle gør det slet ikke. Nogle laver helt om i traditionerne.

Da jeg gik i folkeskole, var der en af mine lærere, som valgte at få børn uden en mand. Hun har i dag to dejlige børn, som jeg har haft fornøjelsen at kende lidt. Dengang havde jeg en forestilling af, at man skulle finde sig en mand, som man skulle have børn med, men min lærer var med til at åbne mine øjne og få et bredere perspektiv på, hvad det vil sige at stifte familie. Kvinder har et "biologisk ur", der tikker, og hvis "Mr. Right" ikke står ved ens side, hvad gør man så?
Venter man på ham og risikerer at misse sin chance eller samler man hammeren op og begynder at bygge sit eget hus? Så fuck da det, hvis der ikke står en mand ved din side. Der står allerede venner og familie, som er klar til at bygge rede og isolere den med blødt fluf. Du og dine børn får et varmt og sikkert hjem alligevel!

Der er også mennesker på min alder, som stadig har ved at finde fodfæste i hele dating-miljøet. Der kan være mange forskellige grunde til, at man har været ude og danse med de vilde bavianer. Blandt andet er der mange unge i LGBTQ+ sammenhænge, som har af og til svært ved at finde en partner til trods for, at homoseksualitet er mere velset end nogensinde før. (Min universitets-hjerne undersøgte, hvor mange, der er homoseksuelle. Man (USA - verdens navle) anslår at det er 1/5, der har homoseksuelle eller biseksuelle "tendenser"). Jeg kan godt forstå, at det er svært. Jeg synes, det er svært at finde en heteroseksuel-"Mr. Right", hvor mine odds er 4/5. Forestil dig, at man også skal ramme i den 1/5 kategori mennesker, der allerede har fundet ud af, at de er til eget køn.

Så hvad nu, hvis jeg vælger at forfølge min drøm om at skrive bøger og lave film, og jeg skal rejse hele verden rundt. Jeg lever det vilde liv med røde løbere og Oscar-statuetter (Ja kliche, følg lige med alligevel) og pludselig møder jeg min "Mr. Right", når jeg mindst venter det! Hvad hvis min ægte kærlighed har fast bopæl i Danmark? Han er måske arkitekt i Odense og har to børn. Hvad gør jeg så? Vælger jeg "jetsetter"-livet eller familielivet? Skal jeg vælge? Det er ikke nok at vente på ham. Man skal også at være klar til smide alle ens fancy drømme og planer, fordi det er hvad, man gør, når nan er forelsket. Man smider det hele ud af vinduet. Men vil jeg det?

Som jeg sidder her i min seng i mit nattøj, tænker jeg, "Næh nej, jeg skal have det der fancy-fancy liv med champagne. Ingen mand skal holde mig tilbage", men jeg tror ikke, at jeg tænker sådan, når der står en mand foran mig, som jeg har slået kløerne i, og han er i gang med at bygge mig et hus med blødt fluf og indendørs rutsjebane.
Men lige nu tænker jeg, at jeg hellere vil forfølge mine drømme og mål, end jeg vil vente tilbage og lade chancerne passere mig forbi, fordi jeg forventer, der skal komme en mand forbi mig.



lørdag den 30. marts 2019

One day more...

Jeg har nogle gange brug for at huske på, at i morgen ikke kun bringer mere tomhed og depression. I morgen har al mulighed for at bringe glæde og spænding. Så jeg skrev en liste over nogle ting, jeg skal opleve. Nogle af tingene har jeg allerede været så heldig at opleve inden og efter, jeg skrev listen. 
Da jeg skrev listen var jeg meget opmærksom på, at min glæde ikke skal være afhængig af andre. Så det er bevist, at der hverken står "bliv gift" eller "få børn" på listen, selvom det er ønsker, jeg har.

De punkter, der står i kursiv, har jeg allerede haft glæden af at opleve, men de fortjener at blive gentaget. 

Fall out boy koncert (igen)
Nickelback koncert (igen)
Besøge USA
L.A./ Hollywood
New York
Las Vegas
Avengers 4
Marvel museum.
Panic a! the Disco koncert.
Verdens omrejse
Få en tatovering
Tag på spontan rejse
Bestig et bjerg
Møde en avenger.
Comic con!
Besøg Fridas restaurant i Palermo
Se koralrev
Få en pelset ven.
Weekend i Disneyland
Lære keramik
Blive budt op til dans
Afholde min ceremoni.
Besøge pepsi-fabrik.
Spise boller i karry, imens jeg ser en smuk solnedgang.
Bliv udgivet
Blive filmproducent
Design mit eget våbenskjold.
Blive anerkendt og husket for noget.
Købe en Tesla
Læse alle bøger, jeg har.
Have mulighed for at gøre forskel.
Have en dag, der kun handler om mig.

Design og byg eget hus.




Du skal behandle andre, som du selv vil behandles...

I anden klasse skrev min folkeskole lærer disse ord på et stykke rødt karton, som fulgte os hele vejen op igennem folkeskolen.

"Du skal behandle andre, som du selv vil behandles"

- Det er umiddelbart gode ord eller?

Nej, vil jeg sige. Jeg har et andet synspunkt på dette citat, for ja, det er et godt udgangspunkt, men måske vil det være bedre at sige "Du skal behandle andre, som de selv vil behandles". Lad mig forklare.

Når man behandler andre, som man selv vil behandles, så sætter man selv standarten for, hvad man må udsætte andre for. Sådan skal det ikke være. Andre mennesker skal sætte standarten for, hvordan vi skal behandle dem.

Jeg kan ikke gå op til dig og kalde dig en masse ukvemsord, bare fordi jeg synes, det er rimeligt. Sådan fungerer det ikke. Så kan jeg jo bare sige: "Ja, du kan bare kalde mig de samme ord tilbage", men det er der ikke nogen af os, der bliver bedre mennesker af.
Hvis jeg tvært

imod ved, at du havde svært ved ordet "kælling" eller "idiot", så skal vise dig respekt og lade være med at kalde dig disse ord. Dette gælder også i jokes.

Dette kan gælde mere alvorlige samtaler, så som: Du ved, at jeg har PTSD efter voldtægt. Det vil være helt forskruet, hvis du kom op til mig og lavede en voldtægtsjoke. Men det kan være, at din ven fortalte dig den her voldtægtsjoke i går, og du synes den var herre sjov - For det kan nemlig være, at du ikke har oplevet voldtægt. Vi forskellige udgangspunkter giver to forskellige situationer. Det skal vi bare acceptere.

Jeg kan give jer flere eksempler:
a) "Fuck"-fingeren bruger jeg aldrig. Og jeg vil ikke rækkes fuck af. Men kan du gøre det med din anden ven. Fedt, behandl dem, som de vil behandles.
b) Komplimenter. Vi (...jeg) har diskuteret det her før. Komplimenter er ikke altid positive uanset, hvor velmente de er. Det kan du læse eller genlæse i "Må jeg give dig et kompliment? Pænt nej tak" fra maj 2018.
c) Berøring. Du har ikke ret til at berøre andre. Fysisk. Nej. Spirituelt. Ja. Hvis du kan.



søndag den 24. marts 2019

Hvordan skal du behandle dig selv?

En af mine venner fortalte mig sidste år, at man skal behandle sig selv, som man ville behandle et barn.

Man skal drage den samme omsorg og respekt for sig selv, som var man et lille barn. Det er vigtigt, at man ikke er for hård ved sig selv, og det skal jeg huske mig selv på hver dag. Jeg havde en periode, hvor jeg talte meget nedsættende om mig selv, så min veninde sagde:

"Christina. Tal om og til dig selv, som om du var et ungt barn. Du ville aldrig sige:

Du er
a) tyk
b) grim
c) dum
d) uduelig
e) klam
f ) etc.

til et barn, ville du?"

Så dette råd giver jeg videre til dig. Så når du står i spejlet næste gang, så forstil dig det barn, du var engang, og ros hende/ham. Vis dig selv noget kærlighed. Imens står jeg i mit spejl og fortæller mig selv:

Du er
a) betydningsfuld
b) dygtig
c) elsket
d) smuk
e) klog
f) etc.

P.s. Man må altid gerne give sig selv komplimenter!






Jeg er tyk, og jeg er smuk!

Jeg er et fucking beast, når jeg vil være det. Det fandt jeg et bevis på i dag. Den 2. april 2018 skrev jeg mine tænker og mit hjerte ud. Jeg skrev det i et word-dokument ved navn "Jeg er tyk, og jeg er smuk" og jeg tænkte ikke nærmere over det i næsten et år, indtil jeg i dag fandt det igen.

I april havde jeg endnu ikke startet bloggen, så jeg vidste ikke, hvordan og om jeg kunne dele mine tanker. Jeg vidste ikke, om folk overhovedet ville læse mine små udbrud af frustration og kvindelig vrede på styrke 10. Men nu ved jeg, at det vil du faktisk rigtig gerne. Du brænder lidt for at se mig dumme mig eller give dig en ny joke til julefrokosten, så her kommer den.

Mine damer og herrer!
Jeg præsenterer: Christina fra den 2. april 2018. Præ-T-rex og med en hulens masse på hjerte;

Jeg er tyk, og jeg er smuk!

”Kunne du ikke tænke dig at give mig dit nummer, din frække lille tøs”

”Du må da indrømme, at du er større end mig”

”Vi to har den samme røv…. Jeg synes, min røv er grim”

”Du ligner ikke en, der kan svømme særlig hurtigt”

”Mænd har altid haft mere magt end kvinder. Det kan du ikke ændre”

”Du trænger til at tabe dig lidt”

”Det ville være pænere, hvis du tabte dig lidt”

Mit navn er Christina, og jeg er 20 år ung. Da 2018 startede, begyndte jeg at samle på ord. Det her er ord, som folk har sagt til mig. Der er nu gået 3 måneder, og det er tid til en kvartalsopgørelse. Jeg har valgt nogle citater ud fra mine veninder, min familie, min arbejdsgiver og fra fremmede kunder på restauranten, hvor jeg arbejder.

Jeg er en af de personer, der kæmper med lav selvtillid, og det går udover min livsglæde. Så da nytåret kom, tog jeg mig selv i at lave det samme nytårsfortsæt, som jeg i altid har gjort: ”I år skal jeg tabe mig, så jeg kan blive glad”, men hvert år er jeg blevet mere ulykkelig end nogensinde før. 

Danmark kunne umuligt være et af verdens lykkeligste lande, for jeg alene var ulykkelig nok til at tippe skalaen. Jeg har altid tænkt, at min lykke (eller mangel derpå) hænger sammen med min vægt og mit udseende. Men det viste sig, at jeg var stadig ulykkelig, når jeg havde formået at tabe mig. Jeg var stadig ulykkelig, når jeg havde lagt makeup. Og jeg blev endnu mere ulykkelig, hvis mine venner kaldte mig for smuk. For jeg er jo for tyk til at være smuk. Så det var på tide, at jeg prøvede noget nyt. Jeg ville bare … være glad.

I takt med at jeg begyndte at acceptere, at jeg ikke skulle tabe mig lige nu, og at min lykke ikke afhang af tallet på vægten, gik det op for mig, at det ikke kun var mig selv, der havde forventninger og holdninger til, hvordan jeg ser ud, hvordan jeg burde se ud. Disse kommentarer er ikke pludselig kommet, fordi jeg har valgt at acceptere mig selv. De har altid været en del af mit liv, jeg har bare altid ignoreret dem eller ladet som om, jeg ikke tog dem til mig. Sandheden er, at det gør jeg. Selvfølgelig gør jeg det.
Forskellen er bare, at nu er jeg opmærksom på det. Jeg hører, hvad folk rent faktisk siger til mig. Jeg noterer det. Og jeg bruger det, selvom jeg er alt for konfliktsky til at konfrontere folk i øjeblikket.

Det vigtigste, jeg har lært i de sidste tre måneder er: Jeg er ikke til for andres øjnes skyld. Min krop er ikke til for, at du skal kigge på mig. Jeg skal ikke tilfredsstille dine øjne! Ligeledes skal du ikke tilfredsstille mine øjne! Det er fuldstændig lige meget, hvordan jeg ser ud. Jeg er et kompetent og fantastisk menneske lige meget hvad.
Jeg har altid modeleret min krop efter, at folk kiggede på mig. Jeg sidder og står kun på bestemte måder, for at min mave og lår ikke skal se for tykke ud. Når jeg ligger og ser film med mine venner, er jeg opmærksom på, om jeg har dobbelthage. Selv når jeg er alene, og jeg ligger på siden, skammer jeg mig over, at min mave stikker ud fra min krop. Ikke fordi jeg selv ser den være sådan – fordi hvis den stikker ud, når jeg bare er for mig selv, så stikker den også ud, når der er folk omkring mig, der kan se den.
Når jeg er tiltrukket af en mand, tænker jeg omgående: Han er ikke interesseret, for min mave er tykkere end hans. Jeg er ikke det værd. Han kan umuligt være tiltrukket af mig eller ønske at give mig en chance, når der findes så mange kvinder, der er smukkere end mig!

Og det skal slutte lige nu. Jeg er ikke til for andres øjne.

Min første erindring af, at jeg skulle tilfredsstille andres øjne, var da et familiemedlem efter min konfirmation sagde: ”Du har glemt at barbere dig under din arme”. Da jeg var 13, var jeg slet ikke nået dertil. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men jeg kan huske, at jeg startede med at barbere mig ugen efter.
Vi kvinder kan være lede mod hinanden. Fem ud af syv citater på min liste er fra kvinder. Vi holder os op imod og bedømmer os selv ud fra hinanden. Hvorfor gør vi det? Det eneste, vi opnår, er sårende bemærkninger og uvenskab. Kvinder er i en evig konkurrence imod hinanden. Konkurrencen omhandler alt fra tøjstørrelse, makeup, øjenbryn, hår på hovedet, hår på kroppen, store numser, store bryster, karakterer, arbejde, tøjstil, hudfarve, længde på øjenvipper, glat hud, alt. Det er alt. Er hun tyndere end mig? Hvor tykke er hendes lår, hvis hun sidder ned? Ej, hendes hår er flottere end mit. Men hun har for meget makeup på. Det der er overhovedet ikke naturligt! Ha, hun har sikkert fået lavet sine bryster også. Men hun har en kæreste. Så hun er flottere end mig. Det glæder os at finde ud af, at en person er tykkere end os. Og det er en enorm fornærmelse, når folk siger, at man er tykkere, end man føler sig. Kvinders syn på kvinder er lige så galt, som mænds syn på kvinder er. Vi burde støtte hinanden i stedet. Det burde vi virkelig. Jeg synes, vi skal starte med, hvordan vi tænker om hinanden. Det vil lægge en grundsten for, hvordan vi taler til og om hinanden.
Damer, come on.

Én ting er, hvordan kvinder taler til hinanden, en anden er, hvordan mænd taler til kvinder. Der er ét citat i mængden, som du nok havde gættet, var leveret af en mand. Det burde ikke komme som en overraskelse, at min navn ikke er ”din frække lille tøs”. Mit navn er Christina, men i det øjeblik var mit navn ”din frække lille tøs”, fordi jeg ignorerede ham. Jeg svarede ham ikke. Jeg fortalte ham ikke, at det var uacceptabelt, at han talte sådan til mig, og derfor blev jeg et objekt. Jeg blev et objekt for hans seksuelle tilnærmelser. Denne aften lærte jeg en endnu en ting: Jeg vil ikke være nogen andens objekt. Jeg vil være mit eget subjekt! Jeg vil ikke gå på kompromis med min eget velbefindende, for at en mand kan kalde mig en ”fræk lille tøs” foran sine venner og få deres anerkendelse og billige grin.
For sandheden er, det var grimt. Jeg havde øvet mig på og kæmpet for at være glad, og så kommer der en mand, som kan vælte det hele på fem sekunder. Jeg er godt klar over, at jeg er tyndhudet, og man kan sagtens sige, at jeg burde have trukket på skuldrene og taget det som et kompliment, men det er forkert. For det er ikke et kompliment. Det har aldrig været et kompliment. Hvordan skal det på nogen måde være et kompliment at blive gjort til et objekt? Han sagde det ikke, for at jeg skulle føle mig godt tilpas, eller fordi han virkelig ønskede at få mit nummer. Han sagde det, fordi han vidste, at han kunne. Men det kan han ikke mere. For nu arbejder jeg på at være mit eget subjekt. Det betyder, at det er slut med at være nogens objekt.
Det er også slut med at sige undskyld, fordi jeg eksisterer. Hvis der fandtes en app til at tælle, hvor mange gange jeg siger ”undskyld” på én dag, ville min telefon brænde sammen. Jeg skal ikke sige undskyld på forhånd, fordi jeg er bange for at fejle eller sige noget dumt. Hvis jeg dummer mig, skal jeg nok undskylde.


Det er slut med at skjule dobbelthagen, når jeg ser serier på computer, for hvad nu hvis nogen kigger med igennem kameraet.

For nu er det min tur til at være glad.


onsdag den 20. marts 2019

Depressionssved

Vidste du, at en af bivirkningerne ved depressionsmedicin er... depression? Og selvmordstanker.

Derudover er der en lang liste af bivirkninger alt fra de almindelige til de meget sjældne. Alt fra:
Kvalme
Appetitmangel
Appetitøgning
Søvnbesvær
Mærkelige drømme
Rysten
Følelse af at hjertet pumper i brystet
Mavesmerter
Opkastning
Fordøjelsesbesvær
ØGET SVEDTENDENS
Hyppig vandladning
Træthed

Alle disse, jeg har nævnt er under "Almindelige bivirkninger 1 ud af 10 personer"
Jeg har dem alle.
Jeg er enormt ramt af bevirkninger ved min medicin, men som du nok har regnet ud, er der én, der overgår de andre.

Øget svedtendens.
Eller som jeg kalder det: Depressionssved.

Kort sagt er det som om, min krop fuldstændighed har mistet al evne til at regulere min kropstemperatur. Jeg kan gå fra at fryse til at være overophedet på få minutter; alt imens jeg kampsveder.
Jeg tror, min krop er ved at bevise, at jeg har Aarhus' mest produktive svedkirtler. Hold nu op mand, jeg er altid gennemblødt af sved. Uanset om jeg har været i træningscenteret eller ude at cykle, eller om jeg bare ligger i sengen. Jeg er gennemblødt.

Nogle nætter er det så slemt, at jeg har måttet skifte nattøj og sengetøj, fordi det simpelthen er ubehageligt vådt. Og nu tænker du nok: "Tak tak, det er riiiiigeligt med information", men nej, det bliver værre endnu, for når jeg har været ude og gå eller træne, så bliver jeg ved med at svede, selv efter jeg har været i bad, så bliver sveden ved med at løbe i dråber ned af min krop. Et styks nyvasket krop med ekstra sved - tak.

Hvis du - ligesom mig - får eller har fået depressionsmedicin, så kender du måske til denne øget svedtendens. Den overrasker en, når man tror, man har snydt den. Jeg har snakket med en af mine veninder, som også får denne slags medicin, og vi var overraskende og pinagtigt enige i, at sveden var det værste. Faktisk blev det i det øjeblik utroligt forløsende at snakke med en anden ung person, som ligeledes følte, at hendes krop var ligeså sved-forstyrret som min. For det kan nok mest af alt beskrives som at gå i overgangsalderen som 21 årig. Men hey, så ved jeg, hvad jeg har at se frem til.

Så hvis du ser mig, og jeg ligner en, der ikke har vasket hår i en uge, så er det bare fordi, jeg har en enorm overproduktion af sved. Heldigvis har jeg endnu ikke fået klager over, at jeg lugter, men det kan også bare være, fordi folk er for høflige til at fortælle mig det.







lørdag den 16. marts 2019

Wild Hearts Can't Be Broken

Jeg har diskuteret med mig selv om, hvad jeg skulle kalde dette indlæg. Jeg havde overvejet noget provokerende alla: "Sådan bliver du voldtaget" eller noget sørgeligt såsom: "Undskyld til mig selv", men i virkeligheden er der ikke en titel, som bedst beskriver, hvad jeg prøver at ramme med dette indlæg. Så jeg har valgt at opkalde oplægget efter en sang, som siden dens udgivelse har hjulpet mig med at bearbejde tankerne.




Det, jeg gerne vil fortælle, er historien om de voldtægter, jeg var udsat for, da jeg gik i 1g. Det er sjældent, at folk spørger mig direkte: "Hvad skete der?" og for at være helt ærlig, så er det ikke noget, jeg har lyst til at genleve hver dag, men i takt med at mine mareridt er blevet til lange nætter i panikangst og med lyset tændt, så er jeg begyndt at tage emnet op med min psykolog.

Vi snakkede om min selvtillid og selvrespekt eller nok mere mangel derpå. Og så kom vi til at snakke om, hvad der gjorde, at jeg aldrig reagerede på de mareridt jeg rent faktisk gennemleve dengang. Så her er historien - eller dele af den. Jeg håber, at du/I lærer noget af den. Jeg håber, at folk forstår, hvorfor jeg har så ondt indeni. Mine hænder ryster helt vildt, så tilgiv mig mine stavefejl.

Det var - som sagt - da jeg gik i 1g. Jeg var 16 år gammel, og jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg lige havde mistet to af mine bedste venner. Vi var gledet ud. Jeg havde endnu ikke fået venner i gymnasiet, og jeg var i bund og grund enormt ensom. Hvis noget havde bedt mig beskrive mig selv, så havde jeg sagt: Tyk, klam, dum og fed. Det var, hvad jeg var i mine egne øjne, så det måtte også være sådan andre opfattede mig.

På det her tidspunkt kæmpede jeg. Jeg kæmpede helt vildt for at holde hovedet over vande. Jeg ville bare gerne være som alle andre. Jeg ville gerne date, og jeg ville gerne have venner.
Jeg havde en profil på en online chatside, fordi det opfylde mit sociale behov. Og her skrev han til mig. Han hed Andreas.
Fra starten virkede han led og ond, men han gav mig opmærksomhed, som jeg ikke følte, at jeg havde råd til at takke nej til.


Andreas inviterede sig selv på besøg, og vi brugte lang tid på diskutere, om jeg skulle tage ham med hjem. Jeg havde fra starten sagt, at hvis vi skulle på en date, så skulle det være et offentligt sted. Men han fik mig overtalt til, at han måtte hente mig en lørdag fra mit arbejde i svømmehallen. Han kørte mig hjem til mine forældre, hvor vi tilbragte eftermiddagen.


Om aften var vi på en kinesisk buffetrestaurant bare ham og jeg. Han havde ikke gjort et særlig godt indryk på mig, og jeg vidste allerede, at jeg ikke ønskede at se ham igen, men jeg holdt ud, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme af med ham.
På et tidspunkt kom jeg gående hen til vores bord, hvor han sad, og han sagde: "Hvordan kan du ikke hade dig selv, når dine lår klasker imod hinanden på den måde?" og han var seriøs. Jeg havde aldrig nogensinde forventet at skulle svare på sådan en spørgsmål.
I dag ville jeg ønske, at jeg havde rejst mig her og forladt restauranten og aldrig kigget tilbage, men det kunne jeg ikke dengang. Jeg forstod ikke, hvad mine muligheder var. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede ham.


Da vi havde spist kørte vi tilbage til mine forældres hus. Og jeg var begyndt at glæde mig til at han skulle gå, men det var som om, at han ikke var så nem at komme af med. Vi sad i min seng, og han begyndte at gnide sig op af mig, mens han begyndte at tage tøjet af. Igen havde jeg ingen ide om, hvad jeg havde af muligheder i situationen, så jeg lå frossen og kiggede op i loftet. Jeg havde kysset med ham, men nu var det gået over mine grænser. Hele dagen havde han kommenteret på mit guldkors, og nu spurgte han, hvordan jeg kunne kalde mig selv et barn af gud, når jeg lige havde fået ham til at komme i sine underbukser. Han sagde, at nu var jeg nødt til at gøre det færdigt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg sagde nej.
Kort efter gik han. Jeg gik ud til mine forældre og satte en smilende facade op, for jeg vidste ikke, hvad der lige var sket. På det her tidspunkt havde jeg ikke forstået, at jeg var blevet voldtaget. Ordet var slet ikke faldet mig ind under overgrebet eller umiddelbart efter. Jeg tænkte bare, at nu havde jeg haft min første seksuelle oplevelse, og det var forfærdeligt. Men ingen havde fortalt mig, at den første gang ville være forfærdelig, så der måtte jo være noget galt med mig. Det var min skyld, at jeg ikke levede op til glansbiledet af, hvad sex skulle være.


Så da mine forældre spurgte, om jeg havde lyst til at se ham igen svarede jeg ja, for jeg håbede jeg kunne reparere, hvad end der var gået galt. Så Andreas blev inviteret med op i sommerhus, hvor vi skulle være en aften alene med min bror, da mine forældre var til fest.
I sommerhuset er der et rum, hvor der er en køjeseng. Vi lå i den nederste køje, og min lillebror var ude i stuen. Vi lå inde i køjen, fordi Andreas ville have sex. Jeg var på p-piller, hvilket i hans hoved betød, at jeg var tilgængelig på alle tidspunkter.
Jeg har så mange grimme og ydmygende minder forbundet med det rum. Selvom jeg sagde nej, så fik han presset sig igennem ikke én men to gange, hvorefter jeg var nødt til at sætte et stort smil på, for vi skulle køre ud og hente mine forældre. De var til stor fest hos nogle voksne venner, så vi kom til et rum fyldt med berusede voksne, hvor nogle af mændene kom med seksuelle jokes om os, da vi ankom. Ingen af dem kunne vide, at jeg var splittet indeni. Splittet imellem at holde facaden oppe og eller indrømme overfor alle, at jeg ikke vidste, hvordan man var god til sex. For alt, jeg kunne mærke, var, at jeg var ulykkelig, og jeg hadede ham, men jeg kunne ikke sætte de to ting sammen.


Næste gang, jeg så Andreas, var da jeg havde fået at vide, at vi skulle ses en weekend hos hans forældre. Så jeg tog toget fra Silkeborg til Herning og fra Herning til Holstebro. Jeg kan huske, at jeg hele vejen ville ønske, at toget ville vende om eller gå i stykker. Jeg hadede det. Ser du, Andreas misbrugte mig ikke kun seksuelt. Han var også psykologisk voldelig i højeste grad.


Hvordan kan du ikke hade sig selv, når dine lår klasker imod hinanden på den måde? Hvordan kan du være et Gudsbarn? Hvad vil Gud ikke tænke om dig? Christina, du er så tyk og grim. Hvis vi cykler en tur til Skagen, så kan du tabe dig lidt. Her er en bog om juice, fordi du er tyk, så du skal prøve kun at drikke juice, så du taber dig. Jeg ved, at du kan lide det. Jeg ved, du lige kom, du skal ikke lyve omkring det. Hvordan kunne du dog tillade dig selv at blive så tyk? 


Når vi var hos ham, så var i hans forældres kælder. Jeg fandt hurtigt ud af, hvad hans "rutine" var. Først ville han sætte en film eller Game of Thrones på. Så ville han lægge sig op af mig og begynde at tage sit eget tøj af, til han var nøgen. Så ville han sige, at jeg havde ledt ham til at blive tændt, og nu var der ikke andre valgmuligheder end sex. For det meste sagde jeg nej. Jeg sagde nej 100 gange, men jeg var aldrig stærk nok til at stå imod, for jeg ville ikke skrige højt, for hvad ville hans forældre ikke tænke? Så jeg endte ofte med at ligge og kigge op i loftet til, at han var færdig, eller han fandt på nye ting, han ville prøve. På et tidspunkt greb han fat i mit hår og tvang mig til at slikke sveden i hans armhule væk. Om natten sov jeg på gulvet, for han skubbede mig ud af sengen og ville ikke dele sin dyne. I løbet af dagen blev jeg ikke tilbudt mad. Det var først, når hans forældre lavede aftensmad, han var nødt til at lade mig komme op og spise.


Jeg tilbragte to weekender med ham hos hans forældre. Og to weekender i sommerhus med mine forældre foruden den første gang, vi sås.
Den sidste weekend hos hans forældre, havde jeg ikke spist fra fredag til søndag, og søndag aften lavede han kylling. Jeg havde fortalt ham om de krydderier, min mave ikke kan tåle, og Andreas krydrede kylling stærkt til med alle de krydderier, jeg ikke kunne tåle, lige inden jeg skulle hjem. Han mente, at han kunne kurere mig. Jeg har aldrig haft så ondt i maven som den togtur hjem.


Anden gang vi var i sommerhus, sov vi i annekset. Han kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke tabte mig, og han blev ved med at diskutere, hvor tyk jeg var. Desuden prøvede han at overtale mig til at prøve at ryge hash, fordi han tænkte, at det kunne fjerne min depression. Senere den nat lå vi og sov, da han synes, at vi skulle have sex. Jeg havde det forfærdeligt, men det kunne han ikke tage sig af, så han holdt mig nede og voldtog mig, mens jeg græd.


Min mor og jeg kørte han til en busterminal, så han kunne tage en tidligere bus hjem den næste dag. Der var tydelige problemer, men jeg kunne ikke fortælle mine forældre om det, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortælle dem, at jeg havde haft "sex".


Jeg nærede allerede dengang et ubeskriveligt had til denne person. Og jeg vidste godt, at jeg hadede ham, men havde ingen ide om, hvad jeg skulle gøre for at komme af med ham. Indtil jeg en dag fandt styrken til at fortælle ham, at han ikke skulle komme igen, var der gået omkring en måned, hvor jeg hver weekend havde set Andreas. Det meste af den tid har min hjerne fortrængt. Jeg husker det mest af alt som Helvede på jorden, en kæmpe bunke frygt og frustration over, at jeg ikke kunne gøre, hvad der var bedst for mig selv.


Da jeg endelig fik sagt fra, begyndte mareridtene. Det er de samme mareridt, som jeg stadig kæmper med i dag. Jeg drømmer, at han kommer tilbage for at slå mig og min familie ihjel. Jeg er ikke i tvivl om, at han har det i sig, så jeg er altid i tvivl om, om jeg er i sikkerhed. Jeg anmeldte aldrig voldtægterne, fordi jeg (som jeg har forklaret før) tog lang tid om at acceptere det og kalde en skovl for en skovl. Ordet voldtægt gør ondt på mig. Jeg måtte lære at elske og respektere mig selv først, før det gik op for mig, hvor galt det havde været.


Jeg har set ham 1 gang siden jeg bad ham forsvinde, og det var da han skulle hente sin juice-bog. Derudover har jeg set ham på tinder og sidst på instagram, hvor han navn og billede pludselig var foran mig.


Så hvad skete der bagefter?
Umiddelbart lige efter overgrebene ændrede jeg min livstil drastisk. Jeg kørte et hårdt træningsprogram og vejede og målte al mad, jeg indtog. Jeg vejede mig flere gange om dagen og straffede mig selv, hvis jeg vejede mere om eftermiddagen end om morgenen. Jeg tabte 12 kilo over 3 måneder. Jeg begyndte at minimere, hvor mange kalorier jeg indtog på en dag, og lavede 100-200 mavebøjninger hvor aften og morgen. Det virkede. Jeg blev tyndere, men jeg blev også sygere. Min depression tog til, indtil jeg ikke kunne klare det længere. Jeg tog alt det, jeg havde tabt, på, og min selvtillid dalede endnu dybere ned, end den havde været til at starte med.

Jeg har udviklet PTSD, som jeg stadig venter behandling for. Center for voldtægtsofre kunne ikke behandle mig på grund af min depression, og jeg venter stadig på, at behandling for depression og medicin skal gå op i en højere enhed, og jeg skal begynde at få det bedre.


Min PTSD har ikke ændret sig i takt med, at jeg har fået medicin. Tværtimod vil jeg sige, at den er på et højpunkt for tiden, hvilket betyder, at jeg får medicin til at sove på, så jeg har en chance for at sove.
Om natten ser jeg ham sidde på kanten af min seng eller stå i hjørnet af min lejlighed. Jeg er bange for, at dette indlæg skal finde vej til ham, og at han pludselig skal opsøge mig igen. Men jeg har også besluttet mig for, at jeg ikke kan leve i frygt mere.



Jeg valgte sidste forår, at jeg var nødt til at fortælle min omgangskreds og omverden, om hvad jeg havde oplevet, fordi det ikke er min voldtægt. Jeg er et offer, og det skal ikke være et tabu. Jeg havde allerede brugt alt for længe på at holde det hemmeligt, som var det min skyld og skam.
Jeg har brug for at fortælle verden om, at jeg blev voldtaget, og at det skete, og nu ved I det. I ved, hvad der skete. I ved, at jeg ikke forstod, hvad selvkærlighed var. Det var ikke et begreb, jeg havde noget forhold til. Jeg havde ikke overvejet, at jeg havde andre muligheder. I dag smerter det mig meget, at jeg ikke har haft været stærkere dengang, det kunne have sparet mig en masse smerte i dag.
Men noget af det, psykologen og jeg snakker meget om, er ikke at bearbejde 16-årige mig, at jeg ikke kunne kæmpe. Fight or Flight. Hverken fight or flight var en mulighed, så jeg gjorde, hvad jeg dengang vurderede var det bedste for mig selv. Og det er okay.


I dag har jeg lært meget af den oplevelse. Jeg har lært hvem jeg selv er, og hvem jeg ikke er, men det er ikke noget med "Jeg ville ikke gøre det om, hvis jeg kunne", for JO! Jeg ville lave det om. Jeg ville være løbet, den første gang jeg blev mistænksom overfor ham.
Men fortiden kan ikke laves om. Selvom den gør umådeligt ondt, så kan jeg ikke gøre det om. Der er et kæmpe hul i mit indre, som ikke har ladet sig fylde op med trøst eller chokolade. Det eneste jeg kan gøre, er at lære at gro og blomstre uden om hullet, så jeg en dag kan gå hen over hullet uden at falde i.