Tusmørke-effekten

I 2008 sendte 'Troldspejlet' en anmeldelse af den splinternye 'Twilight'-film, som gik i biograferne. Dengang var jeg 11. Jeg sagde: "Mor, jeg vil gerne se den film". Min mor svarede, at hvis jeg læste bogen, så måtte jeg komme i biografen og se filmen, så min mor købte bogen til mig.

Twilight skulle være den første af mange bøger, jeg har samlet på i tidernes løb. For selvom jeg ikke nåede at læse bogen færdig, før den var ude af biograferne, så skulle den være skelsættende på flere måder igennem mit liv.

Jeg slugte bogen råt. Jeg husker, at jeg sad i cykelskuret i frikvartererne dybt begravet i de over 500 sider. Jeg havde aldrig før mødt et medie, som jeg kunne fordybe mig så fuldstændigt. Men denne fortælling optog mig i sådan en grad, at jeg tog bogen med uanset, hvor jeg gik. Jeg havde den altid til at ligge på kanten af mit bord i skolen, og jeg tog den med på alle køreture, uanset hvor korte de end måtte være.
Da der ikke var mere bog, læste jeg næste bog i serien, og derefter var der ikke udgivet flere bøger på dansk i serien, så jeg måtte finde andre bog-serier. Og hermed voksede min kærlighed til bøger; ikke kun at læse bøger, men også at skrive, fantasere og imaginere historier, som ellers kun fandtes i mit hoved - i hvert fald indtil jeg skrev dem ned.

Jeg blev lige så forelsket i film-serien, som jeg havde været i bog serien. Jeg sad i biografen til premiere og talte dagene til nye udgivelser. Det endte med, at jeg købte den sidste bog på engelsk, før jeg overhovedet var en stabil engelsklæser, fordi jeg var nødt til at vide, hvad der skete.

Hvorfor snakker vi 'Twilight'?- tænker du nok.
Vi snakker 'Twilight' fordi jeg for nyligt genlæste og genså filmene, og da den sidste film endte, sad jeg med en overvældende nostalgisk energi, som jeg ikke kunne placere. Var den god eller dårlig?
Jeg havde tårer trillende ned af kinderne af to grunde:

UNO:
Jeg var nostalgisk over genoplivning af alle de gode minder, jeg har med Twilight. Jeg har så meget kærlighed til de karakterer i min krop, at det føltes tumpet og en anelse pinligt at indrømme. At serien stadig er lige så god, som jeg husker den, er en lettelse.

DUO:
Jeg genoplevede den smerte, jeg havde haft i disse år i mit liv. I folkeskolen havde jeg problemer med at passe ind. Jeg husker ikke, om jeg sad i cykelskuret med en kilotung roman fordi jeg ikke havde nogen venner. Eller om jeg ikke havde nogen venner fordi jeg sad i cykelskuret med min bog. Jeg husker bare, at jeg ikke havde nogle venner, men at jeg havde en bog.

Folkeskolen bærer nogle grimme minder med sig. Jeg var et nemt mål for mobning, fordi jeg var tydeligt anderledes. Jeg bar en rød-strikket-og-stribet-hue hver dag. Min mormor havde strikket den til mig. Faktisk havde jeg to. De var magen til hinanden, så jeg kunne skifte lidt mellem dem.
Hvis du kendte mig dengang, så kan du måske huske min hue?
Jeg husker, at jeg stod i midten af en rundtkreds, mens huen blev kastet rundt, og jeg forsøgte at jagte den. Jeg husker, at den hver dag blev taget fra mig, og jeg skulle jage hvem end, der havde taget den. Hver dag skulle jeg lege "tampen brænder", fordi nogen havde gemt min hue et sted i skolen.

Jeg husker, at der blev oprettet en falsk facebook-profil ved navn 'Jeppe Fuldmåne', som søgte mit venskab på facebook. Jeg var ikke gammel nok til at forstå, at den var falsk, men da der pludselig blev kommenteret: "Smuk", "Du er lækker", "Du er flot" under alle mine billeder, så kunne jeg forstå, at var noget galt. Vedkommende var kun venner med folk fra min årgang, som var "outsidere". Det var alle sidsterangsmenneskerne. Jeg konfronterede den falske profil, og den blev lukket, men jeg fandt aldrig ud af, hvem det var, selvom jeg har mine anelser.

Jeg husker, at jeg var på vej fra klasselokalet til biblioteket alene, da en gruppe af de ældre elever kommer gående imod mig. Jeg kan huske, hvad jeg havde på i detaljer. Jeg havde cowboybukser på, en sort Nik & Jay-trøje. Et par fingreløsevanter, som min mormor havde strikket. Jeg havde sort eyeliner og sort mascara på. Og jeg husker det meget specifikt, fordi denne gruppe af ældre elever begyndte at råbe: "EMO" efter mig. På det her tidspunkt har jeg gået i 7. eller 8. Men jeg husker det tydeligt. For jeg var ikke emo. Jeg var misforstået.

Jeg husker, at jeg en dag i 7. klasse kom ind i klasselokalet, og jeg så, at der var blevet sat et kondom nedover min drikkedunk. Og alle grinede. Alle undtagen mig. Min taske var fyldt med bitte små stykker af papir, som var blevet klippet ud og dumpet ned i min taske.

Jeg husker, at jeg sad hos sundhedsplejersken i 8. klasse, og jeg fortalte hende, at jeg havde ondt inden i. Jeg fortalte, at jeg ikke kunne finde venner i min klasse, og at jeg græd hver dag. Og jeg fortalte, at jeg var uendeligt ked af det. Jeg husker svaret, jeg fik. Hun sagde, og jeg citerer: "Prøv at tab dig lidt og få nogle venner". Det var, hvad hun sagde. Aldrig var jeg blevet så svigtet. Jeg havde prøvet at åbne op overfor 'en voksen', om at jeg var bange for, at jeg havde en depression, og jeg havde fået et usselt svar, som sidder i mig i dag.
Jeg var ødelagt. Jeg kan huske, at jeg nogle måneder efter skrev et brev i ren fortvivlelse. Jeg det stadig liggende et sted. Det blev 15 sider langt. Papiret knasede, fordi det var blevet genneblødt af tårer. Da jeg startede med at skrive brevet, vidste jeg ikke, hvem det var til. Men det var et råb om hjælp, som aldrig blev sendt. Jeg ville have sneget det ind under døren til sundhedsplejersken, men jeg vidste ikke, om hun ville tage mig seriøst denne gang.

Jeg husker, jeg sad i klassen en dag, da drengene bad 'Google Translate'-damen om at læse højt med sin robot-stemme. Jeg husker, at høre ordene: "Gormsen er grim"og "Gormsen er en luder" blive læst høj i ekkoet af deres grin. Jeg husker, min mor havde sagt: "Så slog ham, hvis han fortjener det", så det gjorde jeg. Jeg slog ud efter ham, der havde været efter mig i flere år. Og jeg fik problemer. Den første gang, jeg nogensinde reagerede på den mobning, jeg var udsat for. Jeg blev sat uden for døren, og efter en (for mig) meget frustrerende samtale med min klasselærer, hvor jeg fik at vide, at jeg var skurken, blev jeg bedt om at sige undskyld. Og jeg svarede nej. Jeg ville ikke sige undskyld. Jeg havde fået at vide af min mor, at jeg ikke skulle undskylde, hvis jeg slog ham.

Jeg husker en af de sidste uger af 9. klasse, blev jeg fortalt et af de rygter, der havde været omkring mig. Rygtet gik ud på, at jeg var lesbisk, og jeg havde lavet øjne og sagt ting såsom: "jeg vil have dig" og indikeret, at jeg var seksuelt tiltrukket af pigerne i parallelklasserne. Jeg skulle eftersigende have været "helt vildt klam" og "open for business".

Og i det øjeblik, jeg hørte disse rygter blev jeg enormt glad. Glad for at folkeskolen skulle slutte nu. Glad for, at jeg aldrig skulle se nogle af disse mennesker igen. Glad for, at jeg aldrig mere skulle jage mine ting rundt på skolen. Glad for, at det var okay at hade mennesker, for det gjorde jeg. Jeg var så indbrændt. Det var slut med at spille ligeglad, for folkeskolen var ovre. Lige om lidt.

Så hvad har 'Twilight' at gøre med det hele? Jeg det ikke helt. Men det, jeg ved. er, at mens jeg har genlæst og genset serien, er disse minder dukket op i mit indre. Og jeg finder mig stoppe op og gispe i smerte over, at jeg har været det her igennem. At genopleve 'Twilight' gav mig en masse glæde, men det viste mig også en del af mit liv, som har stået i baggrund af depression og PTSD i nogle år nu. Jeg var et offer for mobning i folkeskolen. Og jeg har i mange år underspillet og måske ikke helt været opmærksom på, hvor slemt det var, for det var min hverdag.

Twilight var, hvad gjorde mig glad i denne periode af mit liv. Det var, hvad jeg forsvandt væk og fordybede mig i. Og det er Tusmørke-effekten. At tillade sig selv at overgive sig til bøger og film, fordi det er hvad, der er til rådighed, når man sidder i cykelskuret som 11 årig.

Billedet her er taget i 2010. Det var et par uger, før jeg fyldte 13. Sådan så jeg ud.

Skal man vente på ægte kærlighed?

Det er sjældent, jeg skriver om noget, som jeg ikke selv synes, jeg har svaret på. Men det gør jeg nu. Det sidste års tid har spørgsmålet om, der virkelig findes en soulmate til os hver, eller om kærlighed er mere eller mindre tilfældig process, som handler om, hvem man er heldig (eller uheldig) at møde.

Jeg vil gerne starte med at sige, jeg er ung - blot 21 år, men jeg har oplevet forskellige grader af forelskelse og kærlighed igennem de sidste par år, så jeg har alligevel noget at sige om emnet. Det kan være, at jeg har skiftet holdning om 1 år, men det kan jeg ikke tage stilling til nu. Det gode ved livet er, at man lærer nyt hele tiden. Plat - I know.

Så skal man vente på "Mr. Right"? 
Jeg vil virkelig gerne tro på, at der findes mennesker, som er er skabt for hinanden, men hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, at mennesker mødes og forelsker sig i hinanden tilfældigt. Og enten så klikker man sammen, eller også gør man ikke. Det finder man ud af, som tiden går. Nogle ved det i løbet af en enkelt aften. Ja, vi skal så ikke ses igen. Og så er den ikke længere. Nogen når at være gift et helt liv, før det går op for dem, at man faktisk skulle noget helt andet. Og så lægger man sine planer om.
Men er det fordi, at vedkommende, man havde mødt, ikke var ens soulmate? Hvornår ved man, at man har mødt den rette? SKAL MAN VENTE PÅ HAM?

Jeg tror ikke, at jeg skal vente på "Mr. Right". Måske er det fordi, han ikke findes derude. Måske er han på den anden side af planten og har besluttet sig for at slå ned med en tilfældig kvinde. Måske har jeg bare for travlt med alle de andre ting, jeg skal nå i mit liv. Han står ikke på min "one day more"-liste, fordi han ikke skal have den magt over mig. Jeg vil ikke være bundet af en mand, hvis det betyder, jeg kompromiser min egen lykke. Det er noget, jeg har lært i løbet af det sidste år.

Man kan godt være ensom i et forhold, selvom man tror, at det er det rette for en. Og når man kommer ud på den anden side, går det op for en, at man begge havde trukket en forestilling om ægte kærlighed ned over hovedet på hinanden. Og jeg ville ofre alt for at holde fast i "ægte kærlighed", da jeg først troede, jeg havde fundet den. Og pludselig smuldrer den imellem fingrene på en, som havde man vendt et timeglas.

Nogle mennesker på min alder har allerede slået sig ned med mand og hus og børn. Det er utroligt at tænke over nogle af de forskellige, der er på min generation og generationerne nogle få årtier tilbage. Vi er alle sammen vildt forskellige steder i vores liv. Der er ikke længere en tradition, der dikterer, at man skal være gift som 25 årig og have børn som 30 årig. Nogle vælger at gøre det før. Nogle gør det bagefter. Nogle gør det slet ikke. Nogle laver helt om i traditionerne.

Da jeg gik i folkeskole, var der en af mine lærere, som valgte at få børn uden en mand. Hun har i dag to dejlige børn, som jeg har haft fornøjelsen at kende lidt. Dengang havde jeg en forestilling af, at man skulle finde sig en mand, som man skulle have børn med, men min lærer var med til at åbne mine øjne og få et bredere perspektiv på, hvad det vil sige at stifte familie. Kvinder har et "biologisk ur", der tikker, og hvis "Mr. Right" ikke står ved ens side, hvad gør man så?
Venter man på ham og risikerer at misse sin chance eller samler man hammeren op og begynder at bygge sit eget hus? Så fuck da det, hvis der ikke står en mand ved din side. Der står allerede venner og familie, som er klar til at bygge rede og isolere den med blødt fluf. Du og dine børn får et varmt og sikkert hjem alligevel!

Der er også mennesker på min alder, som stadig har ved at finde fodfæste i hele dating-miljøet. Der kan være mange forskellige grunde til, at man har været ude og danse med de vilde bavianer. Blandt andet er der mange unge i LGBTQ+ sammenhænge, som har af og til svært ved at finde en partner til trods for, at homoseksualitet er mere velset end nogensinde før. (Min universitets-hjerne undersøgte, hvor mange, der er homoseksuelle. Man (USA - verdens navle) anslår at det er 1/5, der har homoseksuelle eller biseksuelle "tendenser"). Jeg kan godt forstå, at det er svært. Jeg synes, det er svært at finde en heteroseksuel-"Mr. Right", hvor mine odds er 4/5. Forestil dig, at man også skal ramme i den 1/5 kategori mennesker, der allerede har fundet ud af, at de er til eget køn.

Så hvad nu, hvis jeg vælger at forfølge min drøm om at skrive bøger og lave film, og jeg skal rejse hele verden rundt. Jeg lever det vilde liv med røde løbere og Oscar-statuetter (Ja kliche, følg lige med alligevel) og pludselig møder jeg min "Mr. Right", når jeg mindst venter det! Hvad hvis min ægte kærlighed har fast bopæl i Danmark? Han er måske arkitekt i Odense og har to børn. Hvad gør jeg så? Vælger jeg "jetsetter"-livet eller familielivet? Skal jeg vælge? Det er ikke nok at vente på ham. Man skal også at være klar til smide alle ens fancy drømme og planer, fordi det er hvad, man gør, når nan er forelsket. Man smider det hele ud af vinduet. Men vil jeg det?

Som jeg sidder her i min seng i mit nattøj, tænker jeg, "Næh nej, jeg skal have det der fancy-fancy liv med champagne. Ingen mand skal holde mig tilbage", men jeg tror ikke, at jeg tænker sådan, når der står en mand foran mig, som jeg har slået kløerne i, og han er i gang med at bygge mig et hus med blødt fluf og indendørs rutsjebane.
Men lige nu tænker jeg, at jeg hellere vil forfølge mine drømme og mål, end jeg vil vente tilbage og lade chancerne passere mig forbi, fordi jeg forventer, der skal komme en mand forbi mig.

Jeg er tyk, og jeg er smuk!

Jeg er et fucking beast, når jeg vil være det. Det fandt jeg et bevis på i dag. Den 2. april 2018 skrev jeg mine tænker og mit hjerte ud. Jeg skrev det i et word-dokument ved navn "Jeg er tyk, og jeg er smuk" og jeg tænkte ikke nærmere over det i næsten et år, indtil jeg i dag fandt det igen.

I april havde jeg endnu ikke startet bloggen, så jeg vidste ikke, hvordan og om jeg kunne dele mine tanker. Jeg vidste ikke, om folk overhovedet ville læse mine små udbrud af frustration og kvindelig vrede på styrke 10. Men nu ved jeg, at det vil du faktisk rigtig gerne. Du brænder lidt for at se mig dumme mig eller give dig en ny joke til julefrokosten, så her kommer den.

Mine damer og herrer!
Jeg præsenterer: Christina fra den 2. april 2018. Præ-T-rex og med en hulens masse på hjerte;

Jeg er tyk, og jeg er smuk!

”Kunne du ikke tænke dig at give mig dit nummer, din frække lille tøs”

”Du må da indrømme, at du er større end mig”

”Vi to har den samme røv…. Jeg synes, min røv er grim”

”Du ligner ikke en, der kan svømme særlig hurtigt”

”Mænd har altid haft mere magt end kvinder. Det kan du ikke ændre”

”Du trænger til at tabe dig lidt”

”Det ville være pænere, hvis du tabte dig lidt”

Mit navn er Christina, og jeg er 20 år ung. Da 2018 startede, begyndte jeg at samle på ord. Det her er ord, som folk har sagt til mig. Der er nu gået 3 måneder, og det er tid til en kvartalsopgørelse. Jeg har valgt nogle citater ud fra mine veninder, min familie, min arbejdsgiver og fra fremmede kunder på restauranten, hvor jeg arbejder.

Jeg er en af de personer, der kæmper med lav selvtillid, og det går udover min livsglæde. Så da nytåret kom, tog jeg mig selv i at lave det samme nytårsfortsæt, som jeg i altid har gjort: ”I år skal jeg tabe mig, så jeg kan blive glad”, men hvert år er jeg blevet mere ulykkelig end nogensinde før. 

Danmark kunne umuligt være et af verdens lykkeligste lande, for jeg alene var ulykkelig nok til at tippe skalaen. Jeg har altid tænkt, at min lykke (eller mangel derpå) hænger sammen med min vægt og mit udseende. Men det viste sig, at jeg var stadig ulykkelig, når jeg havde formået at tabe mig. Jeg var stadig ulykkelig, når jeg havde lagt makeup. Og jeg blev endnu mere ulykkelig, hvis mine venner kaldte mig for smuk. For jeg er jo for tyk til at være smuk. Så det var på tide, at jeg prøvede noget nyt. Jeg ville bare … være glad.

I takt med at jeg begyndte at acceptere, at jeg ikke skulle tabe mig lige nu, og at min lykke ikke afhang af tallet på vægten, gik det op for mig, at det ikke kun var mig selv, der havde forventninger og holdninger til, hvordan jeg ser ud, hvordan jeg burde se ud. Disse kommentarer er ikke pludselig kommet, fordi jeg har valgt at acceptere mig selv. De har altid været en del af mit liv, jeg har bare altid ignoreret dem eller ladet som om, jeg ikke tog dem til mig. Sandheden er, at det gør jeg. Selvfølgelig gør jeg det.

Forskellen er bare, at nu er jeg opmærksom på det. Jeg hører, hvad folk rent faktisk siger til mig. Jeg noterer det. Og jeg bruger det, selvom jeg er alt for konfliktsky til at konfrontere folk i øjeblikket.

Det vigtigste, jeg har lært i de sidste tre måneder er: Jeg er ikke til for andres øjnes skyld. Min krop er ikke til for, at du skal kigge på mig. Jeg skal ikke tilfredsstille dine øjne! Ligeledes skal du ikke tilfredsstille mine øjne! Det er fuldstændig lige meget, hvordan jeg ser ud. Jeg er et kompetent og fantastisk menneske lige meget hvad.

Jeg har altid modeleret min krop efter, at folk kiggede på mig. Jeg sidder og står kun på bestemte måder, for at min mave og lår ikke skal se for tykke ud. Når jeg ligger og ser film med mine venner, er jeg opmærksom på, om jeg har dobbelthage. Selv når jeg er alene, og jeg ligger på siden, skammer jeg mig over, at min mave stikker ud fra min krop. Ikke fordi jeg selv ser den være sådan – fordi hvis den stikker ud, når jeg bare er for mig selv, så stikker den også ud, når der er folk omkring mig, der kan se den.

Når jeg er tiltrukket af en mand, tænker jeg omgående: Han er ikke interesseret, for min mave er tykkere end hans. Jeg er ikke det værd. Han kan umuligt være tiltrukket af mig eller ønske at give mig en chance, når der findes så mange kvinder, der er smukkere end mig!

Og det skal slutte lige nu. Jeg er ikke til for andres øjne.

Min første erindring af, at jeg skulle tilfredsstille andres øjne, var da et familiemedlem efter min konfirmation sagde: ”Du har glemt at barbere dig under din arme”. Da jeg var 13, var jeg slet ikke nået dertil. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men jeg kan huske, at jeg startede med at barbere mig ugen efter.

Vi kvinder kan være lede mod hinanden. Fem ud af syv citater på min liste er fra kvinder. Vi holder os op imod og bedømmer os selv ud fra hinanden. Hvorfor gør vi det? Det eneste, vi opnår, er sårende bemærkninger og uvenskab. Kvinder er i en evig konkurrence imod hinanden. Konkurrencen omhandler alt fra tøjstørrelse, makeup, øjenbryn, hår på hovedet, hår på kroppen, store numser, store bryster, karakterer, arbejde, tøjstil, hudfarve, længde på øjenvipper, glat hud, alt. Det er alt. Er hun tyndere end mig? Hvor tykke er hendes lår, hvis hun sidder ned? Ej, hendes hår er flottere end mit. Men hun har for meget makeup på. Det der er overhovedet ikke naturligt! Ha, hun har sikkert fået lavet sine bryster også. Men hun har en kæreste. Så hun er flottere end mig. Det glæder os at finde ud af, at en person er tykkere end os. Og det er en enorm fornærmelse, når folk siger, at man er tykkere, end man føler sig. Kvinders syn på kvinder er lige så galt, som mænds syn på kvinder er. Vi burde støtte hinanden i stedet. Det burde vi virkelig. Jeg synes, vi skal starte med, hvordan vi tænker om hinanden. Det vil lægge en grundsten for, hvordan vi taler til og om hinanden.

Damer, come on.

Én ting er, hvordan kvinder taler til hinanden, en anden er, hvordan mænd taler til kvinder. Der er ét citat i mængden, som du nok havde gættet, var leveret af en mand. Det burde ikke komme som en overraskelse, at min navn ikke er ”din frække lille tøs”. Mit navn er Christina, men i det øjeblik var mit navn ”din frække lille tøs”, fordi jeg ignorerede ham. Jeg svarede ham ikke. Jeg fortalte ham ikke, at det var uacceptabelt, at han talte sådan til mig, og derfor blev jeg et objekt. Jeg blev et objekt for hans seksuelle tilnærmelser. Denne aften lærte jeg en endnu en ting: Jeg vil ikke være nogen andens objekt. Jeg vil være mit eget subjekt! Jeg vil ikke gå på kompromis med min eget velbefindende, for at en mand kan kalde mig en ”fræk lille tøs” foran sine venner og få deres anerkendelse og billige grin.

For sandheden er, det var grimt. Jeg havde øvet mig på og kæmpet for at være glad, og så kommer der en mand, som kan vælte det hele på fem sekunder. Jeg er godt klar over, at jeg er tyndhudet, og man kan sagtens sige, at jeg burde have trukket på skuldrene og taget det som et kompliment, men det er forkert. For det er ikke et kompliment. Det har aldrig været et kompliment. Hvordan skal det på nogen måde være et kompliment at blive gjort til et objekt? Han sagde det ikke, for at jeg skulle føle mig godt tilpas, eller fordi han virkelig ønskede at få mit nummer. Han sagde det, fordi han vidste, at han kunne. Men det kan han ikke mere. For nu arbejder jeg på at være mit eget subjekt. Det betyder, at det er slut med at være nogens objekt.

Det er også slut med at sige undskyld, fordi jeg eksisterer. Hvis der fandtes en app til at tælle, hvor mange gange jeg siger ”undskyld” på én dag, ville min telefon brænde sammen. Jeg skal ikke sige undskyld på forhånd, fordi jeg er bange for at fejle eller sige noget dumt. Hvis jeg dummer mig, skal jeg nok undskylde.

Det er slut med at skjule dobbelthagen, når jeg ser serier på computer, for hvad nu hvis nogen kigger med igennem kameraet.

For nu er det min tur til at være glad.

Hvad jeg har lært de sidste 365 dage...

Jeg er tilbage med endnu et svært indlæg. Som altid har jeg prøvet at give jer 100% indblik bag facaden, og jeg ved, at jeg berør nogle emner, som kan gøre ondt og trigge nogen. Jeg håber, at alle har lært lige så meget, som jeg har det sidste år.

Om ensomhed

Uanset hvor mange venner jeg har, så er der en følelse, som hænger ved og som har bidt sig fast. Jeg er ensom. Ensomhed er en følelse, som ikke bor et bestemt sted i kroppen. Den hænger bare ved og lader sig slæbe med. Du kan ikke løbe fra den. Den kan ikke bedøves. Den lader dig tro, at du har besejret den, men så sniger den sig op på dig og bider dig endnu hårdere end før.

Om venner

Det sidste års tid har jeg fået nye venner. Jeg har også mistet venner - gode venner endda. Jeg fik også et nyt venskab, hvor jeg mindst ventede det. Jeg mødte et menneske, mens jeg var indlagt, som hurtigt er blevet en person, som jeg kan betro mig til, og som forstår, hvad jeg går igennem. Og jeg håber, vi kan være venner hele livet.
Jeg har også venner, som jeg har kendt i mange år. Om dem har jeg lært, at jeg elsker dem meget højt.  Jeg har enormt stor tiltro til mine venner, men i løbet af det sidste år, har jeg lært, at de bare er mennesker. Venner er ikke små guder, der bor omkring én. De er bare små personer, som kæmper de samme kampe og indånder den samme luft, som man selv gør. Alle mine venner kæmper. De kæmper med næb og klør. Alle har de hver deres kampe. De er ikke bedre, end jeg er. Men de er lige så gode. Jeg respekterer mine venner enormt meget, for jeg har fået et indblik, hvad de har i rygsækken, og alligevel har de af og til tid og overskud til at tage et kig i min rygsæk. Så kan vi kigge lidt i hinandens rygsække. Vi kan ikke gøre hinandens rygsække lettere, men i det mindste er vi ikke længere alene om at bære vores rygsække. Bare det, at vi ved, hvad hinanden kæmper med, betyder, at vi ikke er så alene om det mere.

Om kærlighed

Jeg har lært rigtig meget om kærlighed. Jeg har lært, at den eneste kærlighed, som aldrig er til at bøje,  er kærligheden i en familie. Familie elsker dig ubetinget. Alle andre, der siger, de elsker dig, har deres egen agenda. Det kan være, de elsker dig i dag, men i morgen er de væk. Sådan er det.

Om at græde i badet

Badet er det bedste sted at græde. Første gang man prøver det, føles det underligt. Men det gode ved at græde i badet er, at man er alene, man behøver ikke tørre sine tårer væk - for det klarer vandet, man  skal ikke se sine blodskudte øjne bagefter - for spejlet er helt dugget til, man er omgivet af varme og behagelige dufte.

Om at græde i offentligheden

Faktisk er der ikke særlig stor forskel på at græde i badet og at græde i offentligheden. Du vil altid være alene om det. Jeg har grædt mange steder i løbet af det sidste års tid. Jeg har grædt på universitetet. Ofte. Jeg har grædt i fyldte busser. Jeg har grædt, mens jeg gik ned af gå gaden. Folk er oftest ligeglad, hvis de overhovedet ser det. Nogle stirrer, fordi de er bange for at blande sig. Mennesker vi ikke smittes med ens tristhed.

Om at gå på universitetet

Fuck det, jeg vil hellere være glad. At gå på universitet gør ikke mennesker glade. Det gør mennesker til robotter. Jeg har lært, at man ikke er fintuddannet, bare fordi man kan finde fra Nobelparken og hen til Søaudiatorierne. Nixen Karen Blixen! Jeg har læst på uni i halvandet år. Jeg er stadig lige så forvirret, som jeg altid har været. Det er meningen, at jeg om endnu halvandet år skal have en kort videregående uddannelse. Men hvad i al verden er det? Jeg ved ikke mere om at være menneske, end jeg gjorde før. Jeg kan fortælle dig lidt om de forskellige dynastier i Kina, og jeg kan snakke med om, hvordan Marshall-planen reddede Europa efter Anden Verdenskrig. Men det gør mig ikke et bedre eller gladere menneske. Jeg er bare et veloplyst menneske. Et veloplyst meget trist menneske.
Men alligevel så går jeg der stadig. Jeg kæmper for at læse til timerne og komme til timerne. Det gør jeg, fordi jeg har lært, at det er min bedste chance for at finde ud af noget om mig selv og om verden. Og ellers ryger jeg på kontakthjælp. Og så skal min syge røv på understøttelse.

Om medicin

Medicin er ikke altid svaret. Medicin er ikke en skudsikker rustning. Medicin kan være en nødvendighed, men medicin er ikke uden konsekvenser. Jeg får rigtig meget medicin nu. Det gjorde jeg ikke for et år siden. Jeg er ikke bedre nu, end jeg var dengang. Men jeg er holdt op med at få det værre. Nu er jeg bare stabilt skidt tilpas.

Om skønhed

Åh, skønhed, du hellige gral. Bægeret, som selveste Jesus har drukket af. Skønhed, verden tilbeder dig... Jeg har lært, at jeg ville ønske, at verden have bredere standarter for skønhed, så vi alle kunne være inkluderet. I sig selv er der ikke noget galt med skønhed. Problemet opstår først, når man begynder at definere, hvad der ikke er skønhed.

Om sandhed

Sandheden er sværere at levere, end jeg havde troet, da jeg lavede bloggen. For hvor sandheden er, der er smerten også. Sandhed er ikke standarten hos mennesker. Alle lyver. Venner lyver. Politikere lyver. Elskere lyver. Selv familie lyver af og til. Hvorfor lyver man? Det gør man, fordi sandheden gør ondt. Vi er ikke glansbilleder, og det er okay. Jeg har lært, at jeg hellere vil se en krakeleret virkelighed, end jeg vil se glansbilledet; forestillingen af lykke og glæde. For jeg har lært, at jeg som regel lærer sandheden at kende før eller senere.
Derfor prøver jeg at give jer sandheden om mig og om mit liv. Og du er her endnu, så der må være noget, som enten er spændende eller forfriskende at få at vide. Forhåbentlig er det sandheden.

Om smerte

Jeg har lært, at jeg har et liv fyldt med meget smerte. Mere smerte end jeg troede. Alt gør ondt. Men det er ikke kun mig, der kender smerte. Alle bærer smerte med sig. Den bider sig fast ligesom ensomhed. Smerte er en universal glæde. Glæde; fordi når livet gør ondt, så er du i det mindste ikke død.

Om mig selv

Jeg er stærkere, end jeg selv troede, jeg var. Jeg er stærkere, end hvad der forventes af mig. Jeg er ikke bange for smerten, for så havde jeg ikke haft den her blog. Jeg har lært, at jeg giver den alt, jeg har. For havde jeg ikke gjort det, så havde jeg ikke været her mere. Og det er barske sager, men det er min virkelighed. Jeg har udviklet mig meget det seneste år. For et år siden troede jeg stadig på det gode i verden. Jeg må indrømme, at det gør jeg ikke i dag. I stedet har jeg i dag udviklet en sans for bullshit, som jeg ikke havde for et år siden. Det hjælper mig med at bygge det hus, jeg skal bo i. Hver dag, der har været fyldt med smerte, giver mig en mursten, som jeg putter i min rygsæk. Og ja, det er rigtig tungt at bære rundt på, men en dag har jeg nok mursten til at bygge mig et hus. Og så bestemmer jeg selv hvem og hvad, der bliver lukket ind. Det er vigtigt for mig at huske på, at jeg bestemmer.

Om at sige nej

Og når det er mig, der bestemmer, så kommer der til at være flere nej'er. Jeg er ved at lære at sige nej; for at passe på mig selv og min omverden. Jeg håber, du kommer til at opleve at få et nej fra mig, for det betyder, at jeg har udviklet mig.

Om at sige ja

For når jeg har lært at sige nej, så betyder et ja 100 gange mere, end det nogensinde har gjort før. Jeg har lært, hvad jeg ønsker at sige ja til. Jeg håber, at jeg kan sige ja til være glad og fyldt med håb. Jeg vil gerne sige ja til at danse i badedragt på en tropisk ø med mine venner i den ene hånd og billig rom i den anden hånd. Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg skal sige ja til at være glad.

Om hvad der ikke definerer mig

Jeg har også lært en hel masse om, hvad der ikke er mig. For det første: Jeg er ikke min sygdom. Jeg er ikke al den her smerte og alle de her grimme dage. Jeg er et menneske med en sygdom. Jeg er et menneske, der har flere svære ting med i rygsækken, men det skal ikke definere mig resten af mit liv.
Mit intellekt og karakterer definerer mig ikke, tværtimod har jeg lært, at jeg er meget mere end det. Jeg rummer flere dybder og muligheder, som ikke kan defineres med tal og "fint".
Min vægt definerer mig ikke. Om jeg bruger en størrelse 38 eller 44 i bukser... Det er røv lige meget. Man bliver ikke mere glad af at købe små bukser. Jeg har prøvet at søge lykken i de små størrelser. Det virker ikke, og det skal heller ikke virke, for modebranchen skal ikke have lov til at definere mig.
En anden ting, der ikke definerer mig og aldrig kommer til at definere mig; om jeg har en mand i mit liv. Jeg kan ikke gå og vente på at finde "Mister Right" at slå mig ned med. Hvis han kommer, så kommer han. Jeg er færdig med lede. For jeg har lært, at jeg ikke er et bedre menneske, når jeg har en kæreste. Jeg kan bygge mit hus uden en partner. Jeg kan være glad uden.

Om taknemmelighed

Jeg har lært, hvor meget taknemmelighed, jeg rummer. Især overfor min familie og de læger og sygeplejersker, der passer på mig. Jeg er taknemmlig for at være i live; for at Gud passer på mig. Jeg er taknemmelig for alle de mennesker, der viser mig støtte i min hverdag; for alle jer, der læser med - om I er tavse eller ej, så kan jeg se, I er der.



I de sidste 365 dage har jeg lært, at jeg ikke skal være tyndere, smukkere, sjovere eller have flere venner for at have det godt. Det, som jeg skal satse på, er at være glad. Man må sige, at jeg om nogen ved, hvad det betyder ikke at være glad. Og det er ikke løsningen.

T-rex; det forsigtige fossil!

Helt ærligt; jeg er et forsigtigt menneske. Jeg har altid lyttet til alle mere eller mindre livskloge mennesker omkring mig. Jeg lytter til andre mere, end jeg lytter til mig selv...

"

Lad være med at farve dit hår.

Det der kommer du til at fortryde.

Det er en dum ide at få en tatovering.

Chriiiistiiiina.... nej. 

Tror du ikke, du kommer til at støde folk?

Den der trøje viser din mave. Den kan du ikke have på.

Piercinger vil ikke klæde dig.

Tager du ikke lige en bh på?

Når du bliver gammel vil din tatovering blive rynket og grim.

Når du står sådan, kan jeg se dit mavefedt.

Hold da op manner! Du skal da vist klippes!

Du kommer nok til at se anderledes på det senere.

Jeg synes virkelig ikke, det er så godt... 

- Altså at du har hår på benene.

Den tøj stil er ikke noget for dig, Christina!

Ej nej, Christina!

Det lyder sørme spændende med en jordrejse! 

Men lad lige være, det kunne være farligt.

Har du ikke for mange t-shirts?

Kvinder i din størrelse bør ikke gå i bikini.

"

Suk. 

Jeg ved, at folk ikke siger det i ond ånd, men det betyder ikke, at folk skal blande sig. 

Selvfølgelig er jeg er opmærksom på, at jeg igennem tiden også har fået nogle gode råd såsom:

- Du skal holde dig fra stoffer - God ide. Tak for det!

- Du skal holde dig fra rygning - Også en god ide!

- Eh, hvis du klipper alt dit hår af, så kommer det altså ikke igen med det samme - Mange tak!!

- Lad være med at tegne en stor pikkemand på politibygningen - Igen tak!

Mange af de råd er kommet fra mine forældre og nærmeste familie. Og jeg har selvfølgelig værdsat en masse af de gode råd, jeg har fået! Men både gode og dårlige råd kommer med en pris...

Min pointe er, at der med alle disse gode råd også er kommet en forsigtighed, som jeg har svært ved at slippe af med. Et eksempel på dette er, at jeg har gået med adskillige tatoveringsideer i hovedet i flere år, som jeg ved, at jeg skal have. Det er ikke til diskussion. Alligevel har jeg ventet. Jeg har flere gange haft økonomisk rådighed til at få lavet flere tatoveringer, men jeg har aldrig gjort det. 

Fordi jeg er blevet for forsigtig. 

Når man er vokset op med, at venner, familie og voksne omkring én har sagt: 

Du kommer til at fortryde .... ALT

Så ender man med at blive bange for livet. 

Jeg er så bange for at tage beslutninger og prøve nyt, for hvad nu hvis jeg fortryder? Ja og hvad så? Så gror mit hår ud igen, hvis jeg er kommet til at klippe det for kort. Huller i ørene kan gro sammen igen. Rigtig mange valg kan annulleres. 

"Jamen, Christina, det kan en tatovering jo ikke"

Det er rigtigt, at det ofte er svært at annullere tatoveringer, men det kan lade sig at gøre. Jeg har fået lov til at citere min skønne og yderst kloge veninde Maya:

"Selv hvis du på et tidspunkt indser, at du ikke ville få lige den tatovering igen, så ved du, at dengang du fik lavet tatoveringen, betød den noget for dig!"

Og da Maya sagde det, fik jeg et helt nyt perspektiv på det at få en tatovering, for ja, jeg drømmer om at få alle Marvels Avengers superhelte må min ene arm, og mange af jer vil nok tænkte: "Deeeeeet... bare nej. Det kommer du til at fortryde." Ja det gør jeg måske. Men lige nu betyder de tegneseriefigurer mere for mig, end jeg egentlig vil indrømme. Og når jeg så bliver halvfjers og Ironmans maske har fået lige så mange rynker, som jeg har, så kan jeg grine over, at jeg var så underlig og tåbelig i mine unge dage. Men jeg vil også huske; at jeg havde en periode i mit liv, hvor jeg vendte mig imod superhelte og fandt styrke og mod derigennem. Og så har jeg fået nogle flotte farver på min krop. Så hvad har jeg egentlig at miste? 

Jeg tror, jeg skal blive bedre tage andres vurderinger og råd og sige: "Tak, men nej tak". Og jeg skal blive bedre til at sige til folk: "Jeg spurgte faktisk ikke om din holdning", for nogle mennesker har tendens til at tænkte, at fordi noget er ment godt, så har de ret til at sige det. Og det har vi efterhånden slået fast her på bloggen: Vi har ikke ret til at vurdere mennesker. 

Jeg er træt af at være bange for livet. Jeg kan mærke, at jeg har opbygget en spænding, som kommer til at eksplodere en dag. Forleden dag farvede jeg mit hår midlertidigt blåt. Det var noget farve, jeg havde haft liggende i over 6 måneder, men jeg havde været bange for at gøre det. 

FARVEN VARER I 2 UGER! HVAD ER DER AT VÆRE BANGE FOR!

Og da jeg så endelig gjorde det, var det en spontan handling. Jeg vågnede en dag og tænkte, "blåt hår, Det tror jeg da vist nok lige!" Og så farvede jeg det. Uden ide om hvordan og hvorfor...

Og jeg elsker resultatet. Mit hår er ikke blevet blåt. Det er blevet koralgrønt med tyrkisblå striber. Ja, jeg ved ikke helt, hvad der gik galt, men jeg elsker, at jeg turde, og jeg elsker, at jeg gjorde det. 

For nogle uger siden fik jeg en fornemmelse - nærmest en vrede - over, at jeg føler mig hæmmet af denne forsigtighed. Jeg skrev til min ven: "Vil du med ind og se mig få en tatovering i dag?" 

Egentlig er jeg okay med, at han ikke nåede at svare, før jeg havde kølet ned og erkendt, at jeg ikke har råd lige nu, og at jeg skal have fundet den rette tatovør i stedet for bare at gå ind til en tilfældig. 

Men jeg føler den stadig; fornemmelsen af, at det snart skal ske, for ellers kommer jeg til at leve resten af mit liv med intentioner om at få en tatovering - eller 20 tatoveringer - som jeg aldrig ender med at få. 

Jeg er nødt til at sparke mig selv lidt i gang med at tage en risiko og tro på, at det nok skal gå. Jeg er nødt til at lære at stole på min egen vurdering af mit eget liv. For ellers ender den her T-rex med at blive et forsigtigt fossil. 

Skyld og skam

Christina, hvorfor i al verden vil du skabe en blog, som fortæller om din inderste smerte og dybeste hemmeligheder? Hvordan kunne du gøre det imod dig selv? Nu kan hele verden se, at du er blevet voldtaget. Det er da ikke noget, man har lyst til, at folk ved om én. Det er da privat.

Ja, det er rigtigt, at meget af det, jeg skriver om, er privat. Det er min private oplevelse og min private smerte. Men folk forveksler ofte privathed og skam. Og det er forkert, at det er min skam.

Jeg brugte mange år på at føle skam. Jeg gav mig selv skylden, for jeg kunne ikke forstå, hvordan nogen kunne have gjort noget så grimt imod mig. Jeg følte uendelig meget smerte over, hvad der var sket, så jeg fortalte mig selv, at det er nemmere at glemme, hvad der skete, i stedet for at acceptere, at det var voldtægt. Det var ikke mig, der ikke havde sagt fra tydeligt nok. Det var ikke mig, som havde bedt om det. Det var ikke mig, som skulle bære skylden for det. Men det gjorde jeg.

Og det var nemt at give mig selv skylden. For der var intet, der fortalte mig, at jeg ikke var ansvarlig. Dengang kørte der ikke kampanger i fjernsyn og sociale medier, som fortalte mig, at hvis jeg var i tvivl, så kom og snak med nogen!
Jeg blev voldtaget i 2014, og dengang troede jeg, at det var meningen, at jeg skulle føle skyld og skam. Det var først i 2017, at jeg blev opmærksom på det og turde sige, at jeg ikke skal bære denne skam og skyld.

Så det er ikke skam, jeg viser jer. Det er mine private minder og ar, ja, men det er okay. Det er vigtigere, at vi bryder tabuet om voldtægt, så ingen andre skal gå i så lang tid med skyld og skam, som ikke er deres at bære.


Verden tror ikke på kvinder - endnu
Det er et faktum.
Og så kan du sagtens sige:
"Jamen, jeg tror da på kvinder"
Mange tak for det. Vi er heldigvis mange, som får øjnene op for, hvad kvinder, som har været udsat for overgreb eller vold, går igennem. Og mange andre kvinder også!

Det er så ekstremt vigtigt, at vi bliver ved med at bakke op om kvinder (og mænd), som kommer frem med deres historier. Vi må på ingen måde gøre dem til skamme, for det fodrer overgrebsmændenes magt over os.

Jeg tænker meget på Christine Ford, som på meget kort tid er blevet en personlig heltinde for mig. Jeg vil ærligt fortælle, at jeg ikke kendte hende for få måneder siden, men det, hun gør, er så stærkt og modigt, at hun kun fortjener respekt. Alle mennesker i hele verden har en holdning til, om hun blev voldtaget eller ej. Og alligevel er hun stået frem og har fortalt sin historie.

Det har hun ikke gjort, fordi det er sjovt at genopleve sine traumer, eller fordi det er spændende at se, hvor mange man kan få til at tro på en. Ford har været nødt til at stå frem. For ellers vil en voldtægtsmand få mere magt, end han fortjener og evner at besidde. Endelig har hun fået en stemme, som hun bruger til at nå frem til os alle og fortælle os, at vi kan kæmpe imod mænd uanset deres magtstatus. Vi skal kæmpe imod. Men selv når vi kæmper imod, så er tendensen, at kvinder ikke bliver troet på.

Hvorfor bliver vi ikke troet på?!

Hvad er det, der gør, at denne mand vinder? Der er ingen beviser på voldtægten andet end Fords traume, som hun skal gå med hver evig eneste dag resten af sit liv. Men er det ikke nok? Bør det ikke være nok? Voldtægt er en "gratis" forbrydelse, som bliver begået hver dag. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd bliver 5.100 danske kvinder voldtaget om året. I 2017 blev 944 anmeldt. I 2016 var det kun 791. Og selv hvis en kvinde anmelder forbrydelsen til politiet, som bliver der sjældent fældet dom. Fordi man ikke tror på kvindernes traume som bevis. Vi vil hellere lade voldtægt gå ustraffet hen end at ødelægge en mands ry og rygte. For hvad med alle de mænd, som bliver falsk anklaget?

Fakta er, at mænd sjældent bliver falsk anklaget (Jeg siger ikke, at det ikke sker). Men kvinder bliver voldtaget hver dag. Fordi mænd kan. Mænd bliver ikke straffet for voldtægt. Kvinder gør. Offeret går med skyld og skam hver dag. Og det er ikke fair.


Der er aldrig nogen, der har givet mig en stemme. Så jeg tog selv en, og jeg skabte denne blog. Jeg vil nedbryde tabuer om voldtægt. Jeg vil nedbryde skam og skyld hos offeret. Jeg vil pege piger og kvinder i en retning, hvor de kan få hjælp til at nedbryde deres traumer. Og det er derfor, det er så vigtigt, at I hjælper mig med at læse og dele bloggen.

For ja, det er privat, og ja det gør ondt. Af og til gør det meget ondt at dele med jer. Men hvis jeg ikke gjorde det, så er der 0% chance for, at jeg kan hjælpe nogen. Hvis ingen gør noget, så sker der heller ikke noget.

Og der skal ske noget nu!

Det er ikke min tatovering - endnu

Når jeg har tabt mig [...]

”Når jeg har tabt mig, 

så skal jeg have en tatovering.”

”Når jeg bliver tynd, 

så skal jeg gå i lige det tøj, jeg vil.”

”Når jeg har tabt mig, 

så vil fyrene begynde at lægge mærke til mig.”

”Når jeg bliver tynd, 

så bliver jeg glad.”

”Når jeg har tabt mig, 

så starter livet virkelig for mig.”

Sådan har jeg tænkt i mange år. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været tynd på ”den sunde måde”, hvor det ikke var fordi, jeg talte kalorier med hård hånd og begrænsede mig selv ubarmhjertigt. Sidst jeg tabte mig, var i 2014 efter overgrebene. Jeg havde det forfærdeligt i min egen krop, så det var nemmere at ændre dens ydre end at arbejde med mit indre. Jeg troede, at jeg var forkert. Jeg troede, at jeg ville blive glad, hvis jeg tabte mig. Men sandheden var, at jeg var mere ulykkelig end nogensinde før.

Det blev en kamp om, hvor meget jeg kunne reducere mig selv i håb om at blive mere værd.

Spoiler alert: Det virker ikke!

Det, jeg er ved at lære, er, at livet ikke starter, når jeg har tabt mig, eller når jeg er blevet tynd og ”smuk”.

Livet er startet!

Livet kører derudaf for fulde drøn, og jeg går og venter på, at min krop bliver ”rigtig”, selvom jeg godt ved, at det ikke er det, jeg skal. Jeg skal ikke tabe mig for at leve op til nogle kropsidealer, hvor min krop ikke har det godt. Min krop kan ikke holde 60kg. Det kan den simpelthen ikke. Og det er helt okay. Min krop kan heller ikke altid holde 80 kg, og det er også okay. min vægt kører op og ned, og det her helt okay. Uanset hvad din krop vejer, så definerer det ikke dit værd, og det begrænser ikke dine rettigheder!

Jeg skal ikke tøjle mig selv og leve minimalt for at:

-       være glad

-       være smuk

-       få en tatovering

-       have venner

-       gå på en date

-       have en kæreste

-       have sex

-       klæde mig, som jeg vil

-       danse

-       være nøgen

-       være selvsikker

-       være herre lækker!

-       leve mit liv

Jeg kan gøre alt det her og have ”min egen” krop samtidig! Du kan gøre det her og meget mere uden at skulle ændre på din krop! Der er ikke noget, du ikke kan gøre. Dit liv er allerede startet. Gå ud og lev det!

Du skylder ikke nogen noget som helst angående din krop! Du skal ikke tabe dig (eller tage på) for nogen andres skyld. Gør det, hvis du føler for det, og lad være, hvis du ikke føler for det. Du er boss. Du bestemmer.

Livets gyldne regel: 

Du lever for dig.

Du er ikke skabt, for at andre skal lægge øjne på dig.

Du skal ikke ændre dig, fordi andre siger noget om dig

Du skal ikke ændre dig, fordi du er bange for, at andre skal sige noget om dig.

Du er smuk, og du er dejlig.

Du har ret til at gøre lige det, du vil! (indenfor lovens rammer dog! – T-rex opfordrer dig ikke til kriminalitet). Du er ikke begrænset af samfundets syn på din krop. Så gå ud og sving de hofter, hvis du føler for det. Eller gå hen til en fyr, når du er i byen, og køb ham en øl. Får du et afslag, så er det også helt fint. For det er til enhver tid bedre end at være hæmmet af tanken:

Jeg gør det, når jeg har tabt mig.