Du skal behandle andre, som du selv vil behandles...

I anden klasse skrev min folkeskole lærer disse ord på et stykke rødt karton, som fulgte os hele vejen op igennem folkeskolen.

"Du skal behandle andre, som du selv vil behandles"

- Det er umiddelbart gode ord eller?

Nej, vil jeg sige. Jeg har et andet synspunkt på dette citat, for ja, det er et godt udgangspunkt, men måske vil det være bedre at sige "Du skal behandle andre, som de selv vil behandles". Lad mig forklare.

Når man behandler andre, som man selv vil behandles, så sætter man selv standarten for, hvad man må udsætte andre for. Sådan skal det ikke være. Andre mennesker skal sætte standarten for, hvordan vi skal behandle dem.

Jeg kan ikke gå op til dig og kalde dig en masse ukvemsord, bare fordi jeg synes, det er rimeligt. Sådan fungerer det ikke. Så kan jeg jo bare sige: "Ja, du kan bare kalde mig de samme ord tilbage", men det er der ikke nogen af os, der bliver bedre mennesker af.
Hvis jeg tvært

imod ved, at du havde svært ved ordet "kælling" eller "idiot", så skal vise dig respekt og lade være med at kalde dig disse ord. Dette gælder også i jokes.

Dette kan gælde mere alvorlige samtaler, så som: Du ved, at jeg har PTSD efter voldtægt. Det vil være helt forskruet, hvis du kom op til mig og lavede en voldtægtsjoke. Men det kan være, at din ven fortalte dig den her voldtægtsjoke i går, og du synes den var herre sjov - For det kan nemlig være, at du ikke har oplevet voldtægt. Vi forskellige udgangspunkter giver to forskellige situationer. Det skal vi bare acceptere.

Jeg kan give jer flere eksempler:
a) "Fuck"-fingeren bruger jeg aldrig. Og jeg vil ikke rækkes fuck af. Men kan du gøre det med din anden ven. Fedt, behandl dem, som de vil behandles.
b) Komplimenter. Vi (...jeg) har diskuteret det her før. Komplimenter er ikke altid positive uanset, hvor velmente de er. Det kan du læse eller genlæse i "Må jeg give dig et kompliment? Pænt nej tak" fra maj 2018.
c) Berøring. Du har ikke ret til at berøre andre. Fysisk. Nej. Spirituelt. Ja. Hvis du kan.

T-rex; det forsigtige fossil!

Helt ærligt; jeg er et forsigtigt menneske. Jeg har altid lyttet til alle mere eller mindre livskloge mennesker omkring mig. Jeg lytter til andre mere, end jeg lytter til mig selv...

"

Lad være med at farve dit hår.

Det der kommer du til at fortryde.

Det er en dum ide at få en tatovering.

Chriiiistiiiina.... nej. 

Tror du ikke, du kommer til at støde folk?

Den der trøje viser din mave. Den kan du ikke have på.

Piercinger vil ikke klæde dig.

Tager du ikke lige en bh på?

Når du bliver gammel vil din tatovering blive rynket og grim.

Når du står sådan, kan jeg se dit mavefedt.

Hold da op manner! Du skal da vist klippes!

Du kommer nok til at se anderledes på det senere.

Jeg synes virkelig ikke, det er så godt... 

- Altså at du har hår på benene.

Den tøj stil er ikke noget for dig, Christina!

Ej nej, Christina!

Det lyder sørme spændende med en jordrejse! 

Men lad lige være, det kunne være farligt.

Har du ikke for mange t-shirts?

Kvinder i din størrelse bør ikke gå i bikini.

"

Suk. 

Jeg ved, at folk ikke siger det i ond ånd, men det betyder ikke, at folk skal blande sig. 

Selvfølgelig er jeg er opmærksom på, at jeg igennem tiden også har fået nogle gode råd såsom:

- Du skal holde dig fra stoffer - God ide. Tak for det!

- Du skal holde dig fra rygning - Også en god ide!

- Eh, hvis du klipper alt dit hår af, så kommer det altså ikke igen med det samme - Mange tak!!

- Lad være med at tegne en stor pikkemand på politibygningen - Igen tak!

Mange af de råd er kommet fra mine forældre og nærmeste familie. Og jeg har selvfølgelig værdsat en masse af de gode råd, jeg har fået! Men både gode og dårlige råd kommer med en pris...

Min pointe er, at der med alle disse gode råd også er kommet en forsigtighed, som jeg har svært ved at slippe af med. Et eksempel på dette er, at jeg har gået med adskillige tatoveringsideer i hovedet i flere år, som jeg ved, at jeg skal have. Det er ikke til diskussion. Alligevel har jeg ventet. Jeg har flere gange haft økonomisk rådighed til at få lavet flere tatoveringer, men jeg har aldrig gjort det. 

Fordi jeg er blevet for forsigtig. 

Når man er vokset op med, at venner, familie og voksne omkring én har sagt: 

Du kommer til at fortryde .... ALT

Så ender man med at blive bange for livet. 

Jeg er så bange for at tage beslutninger og prøve nyt, for hvad nu hvis jeg fortryder? Ja og hvad så? Så gror mit hår ud igen, hvis jeg er kommet til at klippe det for kort. Huller i ørene kan gro sammen igen. Rigtig mange valg kan annulleres. 

"Jamen, Christina, det kan en tatovering jo ikke"

Det er rigtigt, at det ofte er svært at annullere tatoveringer, men det kan lade sig at gøre. Jeg har fået lov til at citere min skønne og yderst kloge veninde Maya:

"Selv hvis du på et tidspunkt indser, at du ikke ville få lige den tatovering igen, så ved du, at dengang du fik lavet tatoveringen, betød den noget for dig!"

Og da Maya sagde det, fik jeg et helt nyt perspektiv på det at få en tatovering, for ja, jeg drømmer om at få alle Marvels Avengers superhelte må min ene arm, og mange af jer vil nok tænkte: "Deeeeeet... bare nej. Det kommer du til at fortryde." Ja det gør jeg måske. Men lige nu betyder de tegneseriefigurer mere for mig, end jeg egentlig vil indrømme. Og når jeg så bliver halvfjers og Ironmans maske har fået lige så mange rynker, som jeg har, så kan jeg grine over, at jeg var så underlig og tåbelig i mine unge dage. Men jeg vil også huske; at jeg havde en periode i mit liv, hvor jeg vendte mig imod superhelte og fandt styrke og mod derigennem. Og så har jeg fået nogle flotte farver på min krop. Så hvad har jeg egentlig at miste? 

Jeg tror, jeg skal blive bedre tage andres vurderinger og råd og sige: "Tak, men nej tak". Og jeg skal blive bedre til at sige til folk: "Jeg spurgte faktisk ikke om din holdning", for nogle mennesker har tendens til at tænkte, at fordi noget er ment godt, så har de ret til at sige det. Og det har vi efterhånden slået fast her på bloggen: Vi har ikke ret til at vurdere mennesker. 

Jeg er træt af at være bange for livet. Jeg kan mærke, at jeg har opbygget en spænding, som kommer til at eksplodere en dag. Forleden dag farvede jeg mit hår midlertidigt blåt. Det var noget farve, jeg havde haft liggende i over 6 måneder, men jeg havde været bange for at gøre det. 

FARVEN VARER I 2 UGER! HVAD ER DER AT VÆRE BANGE FOR!

Og da jeg så endelig gjorde det, var det en spontan handling. Jeg vågnede en dag og tænkte, "blåt hår, Det tror jeg da vist nok lige!" Og så farvede jeg det. Uden ide om hvordan og hvorfor...

Og jeg elsker resultatet. Mit hår er ikke blevet blåt. Det er blevet koralgrønt med tyrkisblå striber. Ja, jeg ved ikke helt, hvad der gik galt, men jeg elsker, at jeg turde, og jeg elsker, at jeg gjorde det. 

For nogle uger siden fik jeg en fornemmelse - nærmest en vrede - over, at jeg føler mig hæmmet af denne forsigtighed. Jeg skrev til min ven: "Vil du med ind og se mig få en tatovering i dag?" 

Egentlig er jeg okay med, at han ikke nåede at svare, før jeg havde kølet ned og erkendt, at jeg ikke har råd lige nu, og at jeg skal have fundet den rette tatovør i stedet for bare at gå ind til en tilfældig. 

Men jeg føler den stadig; fornemmelsen af, at det snart skal ske, for ellers kommer jeg til at leve resten af mit liv med intentioner om at få en tatovering - eller 20 tatoveringer - som jeg aldrig ender med at få. 

Jeg er nødt til at sparke mig selv lidt i gang med at tage en risiko og tro på, at det nok skal gå. Jeg er nødt til at lære at stole på min egen vurdering af mit eget liv. For ellers ender den her T-rex med at blive et forsigtigt fossil. 

Christina, uden mærkat

Mit navn er Christina. 

"Christina" er på en måde den bedste måde at beskrive mig på. Det er det navn, mine forældre gav mig, da jeg blev døbt. Det er et godt navn. Jeg er Christina.

Men selvfølgelig kan "Christina" ikke fortælle dig detaljer om, hvem jeg er som person. Så det er det godt, at jeg kan fortælle dig, at jeg er et menneske med en række kompliceret følelser, som har en stor retfærdighedssans, og som bekymrer sig alt for meget. Og så kan jeg rigtig godt lide boller i karry.
- Det er nogle af de ord, jeg ville bruge til at beskrive mig. Sådan ser jeg mig selv.

Og det er her, vi kommer ind på dagens emne. Mærkater. For folk omkring mig ser mig ikke, som jeg ser mig selv. Det er i høj grad helt okay. Så længe de holder det for sig selv.
Du må gerne synes, at jeg er en paddehat, jeg har bare ikke behov for at høre om det. Jeg har før skrevet om, at man ikke har ret til at give folk et kompliment. Det er det samme med mærkater. Det er en vurdering af en person, som personen ikke selv har bedt om.

Jeg har ingen ret til at give dig et mærkat. 

Nu kan det godt være, at du tænker: "Eh, hvad snakker du om?"

Jeg har længe tænkt på dette indlæg. Jeg har grublet meget over det. Rigtig meget endda. Det er lidt et delikat emne. Jeg vil gerne give nogle eksempler på mærkater, som folk har sat på mig igennem tiden, men jeg er heller ikke ude på at udstille folk, så hvis du læser noget, hvor du tænker: "Geeee, det er vist mig, der har sagt det", så skal du bare vide, at det er okay. Jeg studsede over det og tænkte over det, og nu er jeg klar til fortælle, at jeg også har en holdning til de mærkater, folk sætter på mig.


Et af de mærkater, jeg ofte tænker over, er:

"Christina, du er et ret barnligt menneske"

Jeg kniber øjnene sammen, når folk siger det, for det går stik imod min opfattelse af mig selv; Jeg vil selv sige, at jeg har lavet mig et solidt voksen-fundament, og jeg har mange "voksne" kvaliteter. 

Det kan godt være, at vedkommende sagde det med tanke på, at jeg synes, at superhelte og dinosaurer er noget af det fedeste i hele verden. Men det vil jeg ikke kalde barnligt. Jeg kalder det en sund interesse. Men ja, jeg kan godt lide at underholde børn i forbindelse med mine arbejder, men efterfølgende cykler jeg hjem og betaler mine regninger - som voksne jo gør.... ikk? 

Et andet mærkat, som folk kan finde på at klaske på mig, er: 

"Christina, du er et kedeligt menneske"

Korrekt. Men du har ingen ret til at sige det. 

Folk har ofte sagt at første gang, de mødte mig, tænkte de, at jeg var et tørt menneske, som ikke havde meget humor eller gnist. (Folk har som regel sagt: "Oh boy, jeg tog fejl af dig!" efterfølgende...) Jeg kan godt forstå, at jeg har fremstået lidt introvert og måske en anelse uinteresseret i folk. Men det har faktisk en god grund. Som du nok ved, har jeg haft en depression i mange år nu. Den har varieret i sværhedsgrad og intensitet. Især da jeg startede på gymnasiet, havde jeg en svær periode. Så der står i min blå bog, at folk ikke fik det bedste indtryk af mig, men i takt med at de lærte mig at kende, så ændrede deres opfattelse af mig. Måske til det bedre. Måske til det værre. Det er okay. 

"Christina, nøj hvor er du dog et fantastisk kløgtigt menneske!"

Ej, lad være... 

Helt seriøst er opfattelsen af, at jeg skulle være et klogt menneske, noget, som jeg har kæmpet med i lang tid. Mærkatet "klog" har jeg altid søgt at opnå, så jeg har altid taget det som et kompliment. Men som det jo er med komplimenter, så ved man ikke altid, hvad de sætter i gang i folk. "Klog" blev mere end et mærkat. Det blev min identitet. Jeg søgte klogskab, og jeg higede efter anerkendelse. Jeg ville have et stort 12-tal! Det var både i skolen og fritid. Var jeg ikke den bedste, så vidste jeg ikke, hvem jeg var. Og jeg skal være den første til at sige, at det absolut ikke er en sund indstilling til livet og på ingen måde noget, jeg kan anbefale. Det forvrængede mit selvbillede, ligesåvel som det karikerede mit blik på alt omkring mig. 

Som I nok kan høre har jeg lagt den identitet på hylden. Det blev simpelthen for hårdt, for jeg mødte mennesker, som var klogere end mig. Sådan er livet. Så jeg søgte et nyt selvbillede (efter lang tids arbejde!). 

Jeg har stadig et problem med "klog"-mærkatet, for jeg har endnu ikke fundet ud af, hvem denne nye identitet er. For lige nu er jeg hverken Christina, den barnlige, eller Christina, den kedelige, eller Christina, den kloge. Jeg er faktisk Christina, den deprimerede, og det er lidt en uheldig identitet, som jeg håber, jeg kan smide om kort tid. Til tider længdes jeg efter at være Christina, den kloge, for Christina, den kloge, havde et formål. Det har Christina, den deprimerede, ikke. 

Så jeg tænker, at jeg prøver bare at være Christina for en tid. Christina uden et mærkat. Det lyder som et godt sted at starte. Det er okay at sige nej tak til mærkater også selvom det er ment godt. 

Jeg kan fortælle dig, at det er sundt ikke at sætte mærkater på alle andre, du møder. Det vil gøre dig godt. Prøv aktivt at bekæmpe trangen til at sætte folk i en boks. Uanset hvad den boks er, for mennesker er ikke firkanter. Vi passer ikke i bokse, der kan sættes et mærkat på. Sådan fungerer det ikke. 

Andre siger:

"Christina, du er da vist ved at blive lidt af en feminist. hva?" 

KORREKT! [Vrikker med de røde strømper]. Det er en korrekt opfattelse af mig, og det må du gerne sige... For jeg er enig! Men jeg kan ikke kun være Christina, feministen, (selvom det lyder godt), for så bliver folk omkring mig tossede. 

De bedste hilsner fra
Christina, uden mærkat.

Må jeg give dig et kompliment? Pænt nej tak!

Vi skal snakke lidt om komplimenter.
Komplimenter?
- Ja komplimenter!

Du tænker måske, at komplimenter er en af de ting, som man da altid gerne vil have! Det er også rigtigt, at et kompliment ofte er velment og varmer om hjertet.
Men du har måske ikke tænkt over, at hver gang, du giver nogen et kompliment, vurderer du vedkommendes stil, personlighed, udseende og væremåde.
Når jeg siger til min veninde: "Du ser skide godt ud i din røde kjole!" så vurderer jeg hendes udseende og fortæller hende, at jeg har fundet hende acceptabel.
- Det har jeg absolut ingen ret til!        
Med andre ord:

Du skal ikke finde dig i mine komplimenter!

Lad mig uddybe;
Jeg har spottet tre versioner af komplimenter:

Eksempel UNO: 
"Christina, du er altid så glad og smilende!"
Vedkommende komplimenterer mig for den facade, jeg har sat op, men sandheden er, at jeg måske er ved at bryde sammen indeni. Et kompliment som dette forstærker facaden. Men hvordan skal vedkommende kunne vide det, når man ikke ved, hvad der foregår inde i en person.

Eksempel DUE: 
"Du ville være pæn, hvis du smilte noget mere!"
Dette er slet ikke et kompliment. Det er en bemærkning, men folk tror, at de siger, at jeg er køn, når jeg smiler. Det er ikke det, de siger. Ved et 'kompliment' som dette, siger man, at nogen skal ændre sit udseende for at behage en selv. No - can't do!
Dette eksempel findes i flere versioner: "Den trøje ville sidde pænere, hvis du tabte dig lidt", "Du trænger til at blive klippet. Det vil klæde dig." og så videre.
Jeg gentager: Dette er ikke et kompliment!

Eksempel TRE:
"Din trøje er super fin, men jeg havde nok valgt nogle andre bukser til. Men det er jo også bare min mening"
Men.... jeg kan ikke huske, at jeg bad om din mening. Dette er igen en træls bemærkning forklædt som et kompliment!


Vi er så vant til at skulle høre, hvad andre mener om vores krop, hår, tøj, personlighed og lignende, at vi svarer med et "tak!" - selv hvis man er lidt forvirret over, hvorvidt komplimentet er et reelt kompliment.
Men sandheden er, at ingen har ret til at kommentere dig - bortset fra dig selv!
Du er ikke skabt for, at nogen skal lægge øjne på dig. Du skal ikke gøre dig pæn for andre og tilpasse dig andre, fordi du er bange for, hvad de vil sige.


LØSNINGEN:
Hvis din ven/veninde har taget de flotteste strømper på (Og du aldrig har set noget lignende. Det er nærmest magiske strømper!). Så har du lov til at spørge:

"Må jeg give dig et kompliment?" 

Så kan din ven svare:

"Ja tak"

                                                        eller

"Nej tak"

Først når du har hørt din vens svar, kan du enten tale eller acceptere, at din ven har det helt fint, uden at vedkommende behøver vide, at du er forelsket i hendes sokker.
Komplimenter er ofte dejlige og er en måde at vise kærlighed og støtte på. Jeg beder dig bare huske, at du ikke har ret til at sige din mening om andre.

Husk at dette går begge veje! Du er aldrig forpligtet til at høre, hvad andre har at sige om dig. Det eneste mening om dig, der betyder noget, er din egen!