T-rex; det forsigtige fossil!

Helt ærligt; jeg er et forsigtigt menneske. Jeg har altid lyttet til alle mere eller mindre livskloge mennesker omkring mig. Jeg lytter til andre mere, end jeg lytter til mig selv...

"

Lad være med at farve dit hår.

Det der kommer du til at fortryde.

Det er en dum ide at få en tatovering.

Chriiiistiiiina.... nej. 

Tror du ikke, du kommer til at støde folk?

Den der trøje viser din mave. Den kan du ikke have på.

Piercinger vil ikke klæde dig.

Tager du ikke lige en bh på?

Når du bliver gammel vil din tatovering blive rynket og grim.

Når du står sådan, kan jeg se dit mavefedt.

Hold da op manner! Du skal da vist klippes!

Du kommer nok til at se anderledes på det senere.

Jeg synes virkelig ikke, det er så godt... 

- Altså at du har hår på benene.

Den tøj stil er ikke noget for dig, Christina!

Ej nej, Christina!

Det lyder sørme spændende med en jordrejse! 

Men lad lige være, det kunne være farligt.

Har du ikke for mange t-shirts?

Kvinder i din størrelse bør ikke gå i bikini.

"

Suk. 

Jeg ved, at folk ikke siger det i ond ånd, men det betyder ikke, at folk skal blande sig. 

Selvfølgelig er jeg er opmærksom på, at jeg igennem tiden også har fået nogle gode råd såsom:

- Du skal holde dig fra stoffer - God ide. Tak for det!

- Du skal holde dig fra rygning - Også en god ide!

- Eh, hvis du klipper alt dit hår af, så kommer det altså ikke igen med det samme - Mange tak!!

- Lad være med at tegne en stor pikkemand på politibygningen - Igen tak!

Mange af de råd er kommet fra mine forældre og nærmeste familie. Og jeg har selvfølgelig værdsat en masse af de gode råd, jeg har fået! Men både gode og dårlige råd kommer med en pris...

Min pointe er, at der med alle disse gode råd også er kommet en forsigtighed, som jeg har svært ved at slippe af med. Et eksempel på dette er, at jeg har gået med adskillige tatoveringsideer i hovedet i flere år, som jeg ved, at jeg skal have. Det er ikke til diskussion. Alligevel har jeg ventet. Jeg har flere gange haft økonomisk rådighed til at få lavet flere tatoveringer, men jeg har aldrig gjort det. 

Fordi jeg er blevet for forsigtig. 

Når man er vokset op med, at venner, familie og voksne omkring én har sagt: 

Du kommer til at fortryde .... ALT

Så ender man med at blive bange for livet. 

Jeg er så bange for at tage beslutninger og prøve nyt, for hvad nu hvis jeg fortryder? Ja og hvad så? Så gror mit hår ud igen, hvis jeg er kommet til at klippe det for kort. Huller i ørene kan gro sammen igen. Rigtig mange valg kan annulleres. 

"Jamen, Christina, det kan en tatovering jo ikke"

Det er rigtigt, at det ofte er svært at annullere tatoveringer, men det kan lade sig at gøre. Jeg har fået lov til at citere min skønne og yderst kloge veninde Maya:

"Selv hvis du på et tidspunkt indser, at du ikke ville få lige den tatovering igen, så ved du, at dengang du fik lavet tatoveringen, betød den noget for dig!"

Og da Maya sagde det, fik jeg et helt nyt perspektiv på det at få en tatovering, for ja, jeg drømmer om at få alle Marvels Avengers superhelte må min ene arm, og mange af jer vil nok tænkte: "Deeeeeet... bare nej. Det kommer du til at fortryde." Ja det gør jeg måske. Men lige nu betyder de tegneseriefigurer mere for mig, end jeg egentlig vil indrømme. Og når jeg så bliver halvfjers og Ironmans maske har fået lige så mange rynker, som jeg har, så kan jeg grine over, at jeg var så underlig og tåbelig i mine unge dage. Men jeg vil også huske; at jeg havde en periode i mit liv, hvor jeg vendte mig imod superhelte og fandt styrke og mod derigennem. Og så har jeg fået nogle flotte farver på min krop. Så hvad har jeg egentlig at miste? 

Jeg tror, jeg skal blive bedre tage andres vurderinger og råd og sige: "Tak, men nej tak". Og jeg skal blive bedre til at sige til folk: "Jeg spurgte faktisk ikke om din holdning", for nogle mennesker har tendens til at tænkte, at fordi noget er ment godt, så har de ret til at sige det. Og det har vi efterhånden slået fast her på bloggen: Vi har ikke ret til at vurdere mennesker. 

Jeg er træt af at være bange for livet. Jeg kan mærke, at jeg har opbygget en spænding, som kommer til at eksplodere en dag. Forleden dag farvede jeg mit hår midlertidigt blåt. Det var noget farve, jeg havde haft liggende i over 6 måneder, men jeg havde været bange for at gøre det. 

FARVEN VARER I 2 UGER! HVAD ER DER AT VÆRE BANGE FOR!

Og da jeg så endelig gjorde det, var det en spontan handling. Jeg vågnede en dag og tænkte, "blåt hår, Det tror jeg da vist nok lige!" Og så farvede jeg det. Uden ide om hvordan og hvorfor...

Og jeg elsker resultatet. Mit hår er ikke blevet blåt. Det er blevet koralgrønt med tyrkisblå striber. Ja, jeg ved ikke helt, hvad der gik galt, men jeg elsker, at jeg turde, og jeg elsker, at jeg gjorde det. 

For nogle uger siden fik jeg en fornemmelse - nærmest en vrede - over, at jeg føler mig hæmmet af denne forsigtighed. Jeg skrev til min ven: "Vil du med ind og se mig få en tatovering i dag?" 

Egentlig er jeg okay med, at han ikke nåede at svare, før jeg havde kølet ned og erkendt, at jeg ikke har råd lige nu, og at jeg skal have fundet den rette tatovør i stedet for bare at gå ind til en tilfældig. 

Men jeg føler den stadig; fornemmelsen af, at det snart skal ske, for ellers kommer jeg til at leve resten af mit liv med intentioner om at få en tatovering - eller 20 tatoveringer - som jeg aldrig ender med at få. 

Jeg er nødt til at sparke mig selv lidt i gang med at tage en risiko og tro på, at det nok skal gå. Jeg er nødt til at lære at stole på min egen vurdering af mit eget liv. For ellers ender den her T-rex med at blive et forsigtigt fossil. 

Hvad er det, du vil, Christina?

Jeg ved det ikke.
Jeg ved det virkelig ikke.

Jeg vil grine og tilbringe tid med mine venner.
Men jeg vil også ligge i min seng i flere dage og stirre op i loftet.

Jeg vil løbe igennem livet med bare fødder i nyslået græs.
Men det skal også gøre ondt, som når græsplænen er fyldt med tidsler.

Jeg vil elskes og nusses.
Men jeg låser døre og vinduer for at holde folk ude.

Jeg vil have hjælp med min sygdom.
Men jeg vil være i fred.

Jeg vil spørges ind til og roses og klappes af.
Men jeg vil have total stilhed.

Jeg vil smage karry, chokolade og pizza.
Men jeg spiser ikke.

Jeg vil stifte familie og venskaber.
Men jeg vil være alene.

Jeg vil have lys og varme.
Men jeg vil også have mørke og kulde.

Jeg vil grine.
Og jeg vil græde.


Jeg ved ikke, hvad jeg vil, hvis jeg kun kan vælge den ene. Alt i mit hoved er et rod, som jeg ikke kan hitte rede i. Jeg ved, at jeg har brug for al den hjælp, jeg kan få. Jeg har brug for mine venner og min familie, men det er svært, når jeg helst gerne vil lade dem gå, så jeg ikke risikerer at blive afvist.

Jeg er ikke altid så selvsikker, som jeg ved, jeg kan fremstå. Jeg har ingen ide om, hvor mit liv er på vej hen - om jeg kan fortsætte mit studie, om jeg kan få den hjælp, jeg skal bruge, og om jeg kan blive rask.

Jeg går 100% ind for, at man skal elske sig selv og sin krop. Man skal sætte sig selv først og samtidig være god mod andre. Men sandheden er, at jeg er fyldt med selvhad, som æder mig op indefra. Jeg er ikke god til passe på mig selv, og det hader jeg også ved mig selv.

Jeg siger: "Elsk din krop! Du er perfekt, som du er!"
Men når jeg ser mig selv i spejlet, så ser jeg problemer over det hele, og det resulterer oftest i, at jeg ikke spiser, før jeg er ved at besvime. Og jeg ved godt, at det er skidt. Jeg ved det virkelig godt.

For nogle år tilbage stoppede jeg med at gå på vægten, for jeg endte altid med at hade mig selv mere for hver gang, uanset om vægten var gået op eller ned. Da jeg blev indlagt, sagde jeg tydelig: "Jeg vil ikke vide, hvad jeg vejer!"
Så de noterede min vægt hver uge uden at fortælle mig, hvad den var. Og det gik fint, indtil den sidste uge, hvor en psykolog, der ikke var opmærksom på mit valg, kom til at nævne min vægt til en samtale.

Jeg græd øjeblikkeligt. At få at vide "hvor slemt det var", (mine ord - ikke hendes) fik mig til at lukke op for alt det had, jeg havde skubbet væk i årevis, og det væltede ind over mig. Siden da har det været svært for mig at spise ordentligt. Jeg havde problemer med mad før. Men jeg føler, at de er fordoblet nu. Jeg glædes, når mit tøj sidder løst og det fortæller mig, at det virker, når jeg ikke spiser. Jeg har ikke været på vægten siden, for jeg har bildt mig selv ind, at jeg stadig taber mig, og jeg er ikke klar til erkendelsen af, at det gør jeg nok ikke.

Alt det her er svært for mig at indrømme. For jeg skriver indlæg så som:"Når jeg har tabt mig", hvor jeg siger: ELSK DIG SELV! DU ER GOD NOK, SOM DU ER! Men jeg kan ikke selv følge mine egne råd, hvilket for mig får dem til at virke tomme. Men jeg er også nødt til at fortælle, at der findes to sider. Jeg kan ikke være selvsikre Christina altid. Hun er der af og til. Og så er hun pludselig væk. I skal vide, at jeg vil fortsætte med at skrive indlæg, hvor jeg vil fortælle dig præcist hvor meget jeg er værd. Og i øjeblikket vil jeg tro på det. Men andre dage ville jeg ønske, at jeg kunne få en sygdom, så jeg kunne tabe mig. Og det håber jeg jo egentlig ikke. Sådan da.


Jeg vil gerne være en rollemodel.
Men det er jeg ikke.

Kunsten at skrige i stilhed

Vi kan alle høre dem, kan vi ikke? Hvis du lukker øjnene kan du så høre dem? Hvis jeg nu er helt stille, og jeg holder vejret, kan du så ikke høre dem? Heller ikke når du er alene? Du kan ikke høre dem? Venligst sig, at du også kan høre dem!

Der er to kvinder og en mand, men de tydeligste er de tre børn. De bor inde i mit hoved - siger lægerne. Egentlig vidste jeg godt, at de kun findes i mit hoved, inden jeg talte med lægerne om dem. Jeg vidste godt, at jeg er den eneste, der hører dem. Derfor gik der lang tid, før jeg fortalte nogen om "den brændende familie".

Jeg havde allerede fortalt om min tvilling, som også bor derinde. Jeg havde fortalt, at vi taler sammen, og hun er til stede i alt, jeg gør. Lægerne havde sagt, at jeg ikke er skizofren, jeg er blot psykotisk. Jeg har en psykose. Det er en del af min depression.

Men jeg havde ikke fortalt lægerne om de andre. For jeg har ikke vidst, hvad jeg skulle sige om dem. De taler nemlig ikke til mig. De skriger blot. De skriger af angst og frygt. De skriger til og af mig. Deres stemmer overdøver alt andet, og de er tydelige, som når nogen taler til mig, men i modsætning til min tvilling, så er de ikke altid til stede. For det meste er de stille. De skriger kun, når jeg er presset. Jeg hører dem oftest, når jeg ligger alene, når jeg skal sove, eller når jeg mærker min angst er på vej. Jeg kan være i et selskab, hvor jeg skulle være glad og social, men det eneste, jeg kan fokusere på, er skrigene i mit hoved. Det lyder som en dramatisk film, men det er min virkelighed.

Jeg kalder dem for "den brændende familie", for de skriger, som var de brændt inde i et hus. Nogle gange står jeg udenfor huset og hører dem skrige. Andre gange er jeg inde i huset og skriger med dem. Det er forskellige oplevelser, men begge er lige grusomme.
Da jeg endelig var klar til at fortælle lægerne om familien, så var jeg endnu ikke klar til at snakke om dem, så jeg skrev et brev med en blyant, jeg havde på hospitalet. Jeg nedskrev de ord, som jeg ikke kunne sige, imens min tvilling grinende fortalte mig: "Det er dumt - det der. Det er meget dumt - det der.".
Da lægerne havde fået brevet - som jeg havde gemt på min stue, til jeg havde samlet mod nok til at afleverede det- kaldte de mig ind til samtale. De gav mig noget medicin, som skal slukke mine tanker.

Så nu er mine tanker slukket. Der er ro. Det gælder både stemmerne og mig. Det er prisen for ikke at have psykose. Min tvilling er for det meste stille. Af og til stikker hun hovedet frem og skal sige noget, men det er mest, når jeg er træt eller fysisk udmattet.
Familien er til gengæld sværere at slukke for. Jeg troede længe, at de var påvirket succesfuldt af medicinen, men de er langsomt ved at vende tilbage. I går var jeg på restaurant med nogle venner og deres venner. Jeg var så lammet af angst og skrigene i mit hoved, at jeg ikke fik ytret ét eneste ord i samtalen. Jeg overdriver ikke - de, som var der, er mit vidne. Jeg var lammet. Jeg kunne ikke engang bestille selv hos tjeneren. Jeg var så udmattet af skrigene, som helt exceptionelt havde været i gang i næsten et helt døgn der, at jeg ikke kunne ikke længere lade som, at jeg er et velfungerende menneske.

Jeg snakkede med en psykolog om, at skrigende kan være min underbevidsthed, der skriger om hjælp, når jeg føler mig presset og angst. Mit indre skriger, mens jeg er stille. Jeg skriger i stilhed, når jeg ikke kan fortælle nogen, hvad der egentlig foregår inde i mig. Hun fortalte, at det er meget normalt, at psykosen (i mit tilfælde skrigene) kan forværres, når man prøver at række ud efter hjælp, men møder en lukket dør. Ensomhed og selvbebrejdelse fodrer min psykose. Hendes råd var at tvinge folk til at bruge tid med mig, men det er lettere sagt end gjort.

I dag sad jeg alene i bussen. Jeg var på vej hjem, og helt ærligt følte jeg mig meget ensom. Så ensom, som man nu kan være, når der er et rungende ekko af død i ens hoved. Jeg havde håbet, jeg kunne være ude lidt og snakke med nogle mennesker, så det kunne overdøve skrigende. Men jeg for vildt, og derfor var jeg kommet for sent, og den gruppe, jeg ville have tilsluttet mig, var ved at bryde op. Så jeg tog direkte hjem igen - endnu mere ensom, end da jeg tog afsted. Og jeg kunne kun spørge mig selv: "Hvem er dum nok til at fare vildt på en lige vej?"

Nu sidder jeg herhjemme. Jeg prøver at holde sammen på mig selv. Om lidt er der julekaldender og medicin. Så kan jeg forhåbentlig sove om nogle timer.

Jeg ville gerne dele denne side af sygdommen med jer. Det er en alvorlig og grim side af det at have en svær depression. Min depressionsmedicin begynder langsomt at virke på humøret, men det tager ikke tomheden, ensomheden og psykosen. Det har jeg stadig - også selvom jeg får medicin på en lang række af punkterne. Hverken læger, psykologer eller medicin kan trylle med en depression. Det tager lang tid at blive rask. Og indtil da øver jeg mig på ikke at skrige i stilhed.