onsdag den 12. december 2018

T-rex; det forsigtige fossil!

Helt ærligt; jeg er et forsigtigt menneske. Jeg har altid lyttet til alle mere eller mindre livskloge mennesker omkring mig. Jeg lytter til andre mere, end jeg lytter til mig selv...

"

Lad være med at farve dit hår.

Det der kommer du til at fortryde.

Det er en dum ide at få en tatovering.

Chriiiistiiiina.... nej. 

Tror du ikke, du kommer til at støde folk?

Den der trøje viser din mave. Den kan du ikke have på.

Piercinger vil ikke klæde dig.

Tager du ikke lige en bh på?

Når du bliver gammel vil din tatovering blive rynket og grim.

Når du står sådan, kan jeg se dit mavefedt.

Hold da op manner! Du skal da vist klippes!

Du kommer nok til at se anderledes på det senere.

Jeg synes virkelig ikke, det er så godt... 
- Altså at du har hår på benene.

Den tøj stil er ikke noget for dig, Christina!

Ej nej, Christina!

Det lyder sørme spændende med en jordrejse! 
Men lad lige være, det kunne være farligt.

Har du ikke for mange t-shirts?

Kvinder i din størrelse bør ikke gå i bikini.

"


Suk. 
Jeg ved, at folk ikke siger det i ond ånd, men det betyder ikke, at folk skal blande sig. 
Selvfølgelig er jeg er opmærksom på, at jeg igennem tiden også har fået nogle gode råd såsom:

- Du skal holde dig fra stoffer - God ide. Tak for det!
- Du skal holde dig fra rygning - Også en god ide!
- Eh, hvis du klipper alt dit hår af, så kommer det altså ikke igen med det samme - Mange tak!!
- Lad være med at tegne en stor pikkemand på politibygningen - Igen tak!

Mange af de råd er kommet fra mine forældre og nærmeste familie. Og jeg har selvfølgelig værdsat en masse af de gode råd, jeg har fået! Men både gode og dårlige råd kommer med en pris...

Min pointe er, at der med alle disse gode råd også er kommet en forsigtighed, som jeg har svært ved at slippe af med. Et eksempel på dette er, at jeg har gået med adskillige tatoveringsideer i hovedet i flere år, som jeg ved, at jeg skal have. Det er ikke til diskussion. Alligevel har jeg ventet. Jeg har flere gange haft økonomisk rådighed til at få lavet flere tatoveringer, men jeg har aldrig gjort det. 
Fordi jeg er blevet for forsigtig. 

Når man er vokset op med, at venner, familie og voksne omkring én har sagt: 

Du kommer til at fortryde .... ALT

Så ender man med at blive bange for livet. 

Jeg er så bange for at tage beslutninger og prøve nyt, for hvad nu hvis jeg fortryder? Ja og hvad så? Så gror mit hår ud igen, hvis jeg er kommet til at klippe det for kort. Huller i ørene kan gro sammen igen. Rigtig mange valg kan annulleres. 


"Jamen, Christina, det kan en tatovering jo ikke"

Det er rigtigt, at det ofte er svært at annullere tatoveringer, men det kan lade sig at gøre. Jeg har fået lov til at citere min skønne og yderst kloge veninde Maya:

"Selv hvis du på et tidspunkt indser, at du ikke ville få lige den tatovering igen, så ved du, at dengang du fik lavet tatoveringen, betød den noget for dig!"

Og da Maya sagde det, fik jeg et helt nyt perspektiv på det at få en tatovering, for ja, jeg drømmer om at få alle Marvels Avengers superhelte må min ene arm, og mange af jer vil nok tænkte: "Deeeeeet... bare nej. Det kommer du til at fortryde." Ja det gør jeg måske. Men lige nu betyder de tegneseriefigurer mere for mig, end jeg egentlig vil indrømme. Og når jeg så bliver halvfjers og Ironmans maske har fået lige så mange rynker, som jeg har, så kan jeg grine over, at jeg var så underlig og tåbelig i mine unge dage. Men jeg vil også huske; at jeg havde en periode i mit liv, hvor jeg vendte mig imod superhelte og fandt styrke og mod derigennem. Og så har jeg fået nogle flotte farver på min krop. Så hvad har jeg egentlig at miste? 

Jeg tror, jeg skal blive bedre tage andres vurderinger og råd og sige: "Tak, men nej tak". Og jeg skal blive bedre til at sige til folk: "Jeg spurgte faktisk ikke om din holdning", for nogle mennesker har tendens til at tænkte, at fordi noget er ment godt, så har de ret til at sige det. Og det har vi efterhånden slået fast her på bloggen: Vi har ikke ret til at vurdere mennesker. 


Jeg er træt af at være bange for livet. Jeg kan mærke, at jeg har opbygget en spænding, som kommer til at eksplodere en dag. Forleden dag farvede jeg mit hår midlertidigt blåt. Det var noget farve, jeg havde haft liggende i over 6 måneder, men jeg havde været bange for at gøre det. 

FARVEN VARER I 2 UGER! HVAD ER DER AT VÆRE BANGE FOR!

Og da jeg så endelig gjorde det, var det en spontan handling. Jeg vågnede en dag og tænkte, "blåt hår, Det tror jeg da vist nok lige!" Og så farvede jeg det. Uden ide om hvordan og hvorfor...
Og jeg elsker resultatet. Mit hår er ikke blevet blåt. Det er blevet koralgrønt med tyrkisblå striber. Ja, jeg ved ikke helt, hvad der gik galt, men jeg elsker, at jeg turde, og jeg elsker, at jeg gjorde det. 

For nogle uger siden fik jeg en fornemmelse - nærmest en vrede - over, at jeg føler mig hæmmet af denne forsigtighed. Jeg skrev til min ven: "Vil du med ind og se mig få en tatovering i dag?" 
Egentlig er jeg okay med, at han ikke nåede at svare, før jeg havde kølet ned og erkendt, at jeg ikke har råd lige nu, og at jeg skal have fundet den rette tatovør i stedet for bare at gå ind til en tilfældig. 
Men jeg føler den stadig; fornemmelsen af, at det snart skal ske, for ellers kommer jeg til at leve resten af mit liv med intentioner om at få en tatovering - eller 20 tatoveringer - som jeg aldrig ender med at få. 


Jeg er nødt til at sparke mig selv lidt i gang med at tage en risiko og tro på, at det nok skal gå. Jeg er nødt til at lære at stole på min egen vurdering af mit eget liv. For ellers ender den her T-rex med at blive et forsigtigt fossil. 


tirsdag den 11. december 2018

Hvad er det, du vil, Christina?

Jeg ved det ikke.
Jeg ved det virkelig ikke.

Jeg vil grine og tilbringe tid med mine venner.
Men jeg vil også ligge i min seng i flere dage og stirre op i loftet.

Jeg vil løbe igennem livet med bare fødder i nyslået græs.
Men det skal også gøre ondt, som når græsplænen er fyldt med tidsler.

Jeg vil elskes og nusses.
Men jeg låser døre og vinduer for at holde folk ude.

Jeg vil have hjælp med min sygdom.
Men jeg vil være i fred.

Jeg vil spørges ind til og roses og klappes af.
Men jeg vil have total stilhed.

Jeg vil smage karry, chokolade og pizza.
Men jeg spiser ikke.

Jeg vil stifte familie og venskaber.
Men jeg vil være alene.

Jeg vil have lys og varme.
Men jeg vil også have mørke og kulde.

Jeg vil grine.
Og jeg vil græde.


Jeg ved ikke, hvad jeg vil, hvis jeg kun kan vælge den ene. Alt i mit hoved er et rod, som jeg ikke kan hitte rede i. Jeg ved, at jeg har brug for al den hjælp, jeg kan få. Jeg har brug for mine venner og min familie, men det er svært, når jeg helst gerne vil lade dem gå, så jeg ikke risikerer at blive afvist.

Jeg er ikke altid så selvsikker, som jeg ved, jeg kan fremstå. Jeg har ingen ide om, hvor mit liv er på vej hen - om jeg kan fortsætte mit studie, om jeg kan få den hjælp, jeg skal bruge, og om jeg kan blive rask.

Jeg går 100% ind for, at man skal elske sig selv og sin krop. Man skal sætte sig selv først og samtidig være god mod andre. Men sandheden er, at jeg er fyldt med selvhad, som æder mig op indefra. Jeg er ikke god til passe på mig selv, og det hader jeg også ved mig selv.

Jeg siger: "Elsk din krop! Du er perfekt, som du er!"
Men når jeg ser mig selv i spejlet, så ser jeg problemer over det hele, og det resulterer oftest i, at jeg ikke spiser, før jeg er ved at besvime. Og jeg ved godt, at det er skidt. Jeg ved det virkelig godt.

For nogle år tilbage stoppede jeg med at gå på vægten, for jeg endte altid med at hade mig selv mere for hver gang, uanset om vægten var gået op eller ned. Da jeg blev indlagt, sagde jeg tydelig: "Jeg vil ikke vide, hvad jeg vejer!"
Så de noterede min vægt hver uge uden at fortælle mig, hvad den var. Og det gik fint, indtil den sidste uge, hvor en psykolog, der ikke var opmærksom på mit valg, kom til at nævne min vægt til en samtale.

Jeg græd øjeblikkeligt. At få at vide "hvor slemt det var", (mine ord - ikke hendes) fik mig til at lukke op for alt det had, jeg havde skubbet væk i årevis, og det væltede ind over mig. Siden da har det været svært for mig at spise ordentligt. Jeg havde problemer med mad før. Men jeg føler, at de er fordoblet nu. Jeg glædes, når mit tøj sidder løst og det fortæller mig, at det virker, når jeg ikke spiser. Jeg har ikke været på vægten siden, for jeg har bildt mig selv ind, at jeg stadig taber mig, og jeg er ikke klar til erkendelsen af, at det gør jeg nok ikke.

Alt det her er svært for mig at indrømme. For jeg skriver indlæg så som:"Når jeg har tabt mig", hvor jeg siger: ELSK DIG SELV! DU ER GOD NOK, SOM DU ER! Men jeg kan ikke selv følge mine egne råd, hvilket for mig får dem til at virke tomme. Men jeg er også nødt til at fortælle, at der findes to sider. Jeg kan ikke være selvsikre Christina altid. Hun er der af og til. Og så er hun pludselig væk. I skal vide, at jeg vil fortsætte med at skrive indlæg, hvor jeg vil fortælle dig præcist hvor meget jeg er værd. Og i øjeblikket vil jeg tro på det. Men andre dage ville jeg ønske, at jeg kunne få en sygdom, så jeg kunne tabe mig. Og det håber jeg jo egentlig ikke. Sådan da.


Jeg vil gerne være en rollemodel.
Men det er jeg ikke.











søndag den 2. december 2018

Kunsten at skrige i stilhed

Vi kan alle høre dem, kan vi ikke? Hvis du lukker øjnene kan du så høre dem? Hvis jeg nu er helt stille, og jeg holder vejret, kan du så ikke høre dem? Heller ikke når du er alene? Du kan ikke høre dem? Venligst sig, at du også kan høre dem!

Der er to kvinder og en mand, men de tydeligste er de tre børn. De bor inde i mit hoved - siger lægerne. Egentlig vidste jeg godt, at de kun findes i mit hoved, inden jeg talte med lægerne om dem. Jeg vidste godt, at jeg er den eneste, der hører dem. Derfor gik der lang tid, før jeg fortalte nogen om "den brændende familie".

Jeg havde allerede fortalt om min tvilling, som også bor derinde. Jeg havde fortalt, at vi taler sammen, og hun er til stede i alt, jeg gør. Lægerne havde sagt, at jeg ikke er skizofren, jeg er blot psykotisk. Jeg har en psykose. Det er en del af min depression.

Men jeg havde ikke fortalt lægerne om de andre. For jeg har ikke vidst, hvad jeg skulle sige om dem. De taler nemlig ikke til mig. De skriger blot. De skriger af angst og frygt. De skriger til og af mig. Deres stemmer overdøver alt andet, og de er tydelige, som når nogen taler til mig, men i modsætning til min tvilling, så er de ikke altid til stede. For det meste er de stille. De skriger kun, når jeg er presset. Jeg hører dem oftest, når jeg ligger alene, når jeg skal sove, eller når jeg mærker min angst er på vej. Jeg kan være i et selskab, hvor jeg skulle være glad og social, men det eneste, jeg kan fokusere på, er skrigene i mit hoved. Det lyder som en dramatisk film, men det er min virkelighed.

Jeg kalder dem for "den brændende familie", for de skriger, som var de brændt inde i et hus. Nogle gange står jeg udenfor huset og hører dem skrige. Andre gange er jeg inde i huset og skriger med dem. Det er forskellige oplevelser, men begge er lige grusomme.
Da jeg endelig var klar til at fortælle lægerne om familien, så var jeg endnu ikke klar til at snakke om dem, så jeg skrev et brev med en blyant, jeg havde på hospitalet. Jeg nedskrev de ord, som jeg ikke kunne sige, imens min tvilling grinende fortalte mig: "Det er dumt - det der. Det er meget dumt - det der.".
Da lægerne havde fået brevet - som jeg havde gemt på min stue, til jeg havde samlet mod nok til at afleverede det- kaldte de mig ind til samtale. De gav mig noget medicin, som skal slukke mine tanker.

Så nu er mine tanker slukket. Der er ro. Det gælder både stemmerne og mig. Det er prisen for ikke at have psykose. Min tvilling er for det meste stille. Af og til stikker hun hovedet frem og skal sige noget, men det er mest, når jeg er træt eller fysisk udmattet.
Familien er til gengæld sværere at slukke for. Jeg troede længe, at de var påvirket succesfuldt af medicinen, men de er langsomt ved at vende tilbage. I går var jeg på restaurant med nogle venner og deres venner. Jeg var så lammet af angst og skrigene i mit hoved, at jeg ikke fik ytret ét eneste ord i samtalen. Jeg overdriver ikke - de, som var der, er mit vidne. Jeg var lammet. Jeg kunne ikke engang bestille selv hos tjeneren. Jeg var så udmattet af skrigene, som helt exceptionelt havde været i gang i næsten et helt døgn der, at jeg ikke kunne ikke længere lade som, at jeg er et velfungerende menneske.

Jeg snakkede med en psykolog om, at skrigende kan være min underbevidsthed, der skriger om hjælp, når jeg føler mig presset og angst. Mit indre skriger, mens jeg er stille. Jeg skriger i stilhed, når jeg ikke kan fortælle nogen, hvad der egentlig foregår inde i mig. Hun fortalte, at det er meget normalt, at psykosen (i mit tilfælde skrigene) kan forværres, når man prøver at række ud efter hjælp, men møder en lukket dør. Ensomhed og selvbebrejdelse fodrer min psykose. Hendes råd var at tvinge folk til at bruge tid med mig, men det er lettere sagt end gjort.

I dag sad jeg alene i bussen. Jeg var på vej hjem, og helt ærligt følte jeg mig meget ensom. Så ensom, som man nu kan være, når der er et rungende ekko af død i ens hoved. Jeg havde håbet, jeg kunne være ude lidt og snakke med nogle mennesker, så det kunne overdøve skrigende. Men jeg for vildt, og derfor var jeg kommet for sent, og den gruppe, jeg ville have tilsluttet mig, var ved at bryde op. Så jeg tog direkte hjem igen - endnu mere ensom, end da jeg tog afsted. Og jeg kunne kun spørge mig selv: "Hvem er dum nok til at fare vildt på en lige vej?"

Nu sidder jeg herhjemme. Jeg prøver at holde sammen på mig selv. Om lidt er der julekaldender og medicin. Så kan jeg forhåbentlig sove om nogle timer.

Jeg ville gerne dele denne side af sygdommen med jer. Det er en alvorlig og grim side af det at have en svær depression. Min depressionsmedicin begynder langsomt at virke på humøret, men det tager ikke tomheden, ensomheden og psykosen. Det har jeg stadig - også selvom jeg får medicin på en lang række af punkterne. Hverken læger, psykologer eller medicin kan trylle med en depression. Det tager lang tid at blive rask. Og indtil da øver jeg mig på ikke at skrige i stilhed.





søndag den 25. november 2018

Sange til den deprimerede

Musik har en ret så speciel effekt på os mennesker. Jeg har altid godt kunnet lide musik, men efter den store forværring i min depression det sidste års tid, har jeg set en forandring i min musikstil.


Jeg laver to slags playlister:

a) Det er rigtig skidt lige nu...
           og
b) ...men det bliver bedre lige om lidt!


Jeg vil gerne dele noget af det musik, som jeg har fundet gavnligt og lindrende. Det er alt sammen i håb om, at hvis nogle af jer derude har det svært, at I så kan samle lidt energi og kæmpe videre sammen med mig.

Jeg har tilføjet nogle videoer i indlægget. De sange, der står med kursiv, kan du finde som video.


Det er rigtig skidt lige nu...
Hurt - Johnny Cash (Jeg foretrækker Tim Burtons version)
Free me - Sia
Sober - Demi Lovato
You said you'd grow old with me - Michael Schulte
Leave the light on - Tom Walker
What a catch, Donnie - Fall Out Boy
How to save a life - The Fray
Angel by the wings - Sia


Say Something -A great big world (feat. Christina Aguilera)
Big girls cry - Sia
Who you are - Jessie J
Hold back the river - James Bay
Arsonist's lullaby - Hozier
Angel by the wings - Sia
Total eclipse of the heart - Bonnie Tyler


... men det bliver bedre lige om lidt!
Wild hearts can't be broken - P!nk
Warrior - Paloma Faith + Sia
Lullaby - Nickelback


Darkness - Go Go Berlin
The great escape - P!nk
Hum Hallelujah - Fall Out boy
Reaper - Sia
Unconditionally - Katy Perry
I'm not dead - P!nk
Fix you - coldplay
Survivor - 2WEI


Jeg håber, du har fundet bare én sang, som du har lyst til at sætte ind på din regnvejrsplayliste. Og hvis ikke, så er det også helt okay. Det er ikke alle, der får det samme følelser ud af disse sange, som jeg gør.

Hvis du kender en sang, som burde være nævnt her, men ikke er det, er du velkommen til at nævne den i en kommentar nedenfor, så andre kan få glæde af den!

"Hvem" er PTSD?

Psykiske sygdomme er forskellige fra person til person. Det, de er for mig, er måske ikke det samme for min nabo. Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke er læge, psykiater eller psykolog. Jeg har ingen uddannelse på dette område - udover mine egne erfaringer. Alligevel vil jeg gerne prøve at beskrive lidelsen PTSD for dig. Måske kender du sygdommen fra dig selv, en ven eller et familiemedlem. Måske kender du ikke til sygdommen personligt men har hørt om den? Måske ser du soldater i krig for dit indre øje, når du hører ordet?

PTSD står for Posttraumatic Stress Disorder eller på dansk: Posttraumatisk stresslidelse. Det er en sygdom oftest associeret med soldater, der er vendt hjem fra krig, men i virkeligheden rammer den langt bredere. Sygdommen opstår efter en eller flere traumatiserende hændelser, hvor man har følt sig i livstruende fare, som blandt andet kan være: krig, brand, naturkatastrofer, ulykker, eller som det er i mit tilfælde: Voldtægt.
PTSD opstår pludseligt og ikke altid lige efter hændelsen. Man kan ikke altid finde mening i sygdommen, da den til tider bliver igangsat af de mindste ting og små detaljer. Jeg har kaldt dette indlæg "Hvem" er PTSD, fordi det for mig føles som en ekstra personlighed, jeg har med i bagagen.

Det tog mig lang tid at tage PTSD-diagnosen og ordet til mig, da jeg på en måde følte skam over at have fået en psykisk lidelse, som folk, der havde udstået langt værre traumer end mig, havde fået. I takt med, at jeg modtog behandling på Center for Voldtægtsofre, begyndte jeg for alvor at forstå, at jeg ikke var den eneste, der har udviklet PTSD efter et overgreb. Den stress, man bliver udsat for under og efter et overgreb, forsvinder nogle gange af sig selv. Andre gange gør den ikke, og det er helt okay. Nogle gange kan man selv bearbejde oplevelserne og undgå at blive påvirket til sådan en grad, at man udvikler PTSD, og andre gange skal man have hjælp.

For mig er PTSD en spændetrøje af angst stramt anbragt omkring min krop. Nogle af de symptomer, jeg oplever, er flashbacks og grusomme mareridt, som har gjort mange af mine nætter søvnløse. Jeg er altid på vagt; hvis jeg ser genstande, jeg ikke kan sige er ufarligt med 100% sikkerhed, så råber min hjerne:

"DEN EKSPLODER!"

Det er ofte plastikposer og glemte tasker, men også kunstværker og almindelige genstande i byrummet. Lyden af flyvemaskiner over mit hoved får mig til at stivne. For jeg ved, at flyvemaskiner kan kaste med bomber. Flvyemaskiner er ikke sikre.

Mange mennesker og høje lyde gør min angst værre. Når jeg er i biografen har jeg et par store høretelefoner med. Ikke for at høre musik, men for at jeg kan blokere lyden ude. Lyden i biografer er pludselig blevet for høj til mig. Ikke lidt for høj. Alt for høj. Det gælder også almindelig fjernsyn og musik. Lyd er blevet invaderende i stedet for at være spændende og behageligt. Og når lyd er kombineret med mange mennesker, så ved jeg, at jeg kommer til at kæmpe en lang kamp for at holde fatningen og for ikke at bryde sammen.

Mænd. Hvor skal jeg overhovedet begynde? Mange har sagt, at angst for mænd er en meget naturlig reaktion efter et overgreb, men det føles ikke naturligt. Det føles hæmmende. Jeg har flere gange måtte ringe til hospitaler og behandlere for at bede om at få en anden behandler end den mand, jeg havde fået tildelt, fordi jeg simpelthen ikke er tilpas i enerum med en fremmed mand.
Når jeg står og venter på bussen, og der kun står mænd, så er jeg så angst, at jeg knap kan stå på mine ben. Mænd er en af de ting, som min hjerne forbinder direkte med fare. Det er ikke sådan, at jeg er angst overfor min familie og mine venner. Dem har jeg kendt længe, og jeg ved, at de ikke er farlige. Men mit hoved er sikker på, at alle andre mænd er potentielle mordere og voldtægtsmænd. Jeg ved godt, at det ikke er alle mænd, der er onde. Men alle mænd er muligvis onde - indtil jeg lærer dem at kende. Indtil jeg ved, at det er de ikke.
Dette betyder ofte, at jeg snakker i telefon med en af mine venner næsten hver gang, jeg står i en situation, hvor jeg reelt er bange for at blive overfaldet af alle de fredelige og helt sikkert meget venlige mænd på gaden. Jeg er meget opmærksom og læser deres kropssprog for den mindste hentydning af interesse imod mig. Derfor er jeg nødt til at distrahere mig selv for ikke altid at være "on edge" hele tiden. Det hjælper ofte at snakke i telefon. Jeg kan fortælle mig selv, at hvis jeg taler i telefon, så vil en overfaldsmand tænke, at hvis de overfalder mig, så vil der blive slået alarm. Jeg er stadig ved at vænne mig til at omgåes mænd. Jeg vil være ærlig og sige, at det er svært. Det er meget sværere, end jeg troede det skulle være. Men jeg er nødt til at kæmpe imod det, for det er invaliderende. Da jeg i sommers skulle til mundtlig eksamen, og jeg trådte ind i et lokale med to fremmede mænd, så blev jeg lammet. Jeg var dobbelt stresset både over eksamen og de to mænd. Min hjerne var sikker på, at jeg skulle dø. Sådan vil jeg ikke leve mit liv.

Jeg oplever mange forskellige symptomer på PTSD. Jeg kan ikke nævne dem alle her, men der er én, som jeg vil fremhæve. Der er noget, der plager mig voldsomt meget hverdag, og det er ændringen af min personlighed. Jeg har kognitive vanskeligheder; som helt enkelt er, at jeg ikke kan koncentere mig og huske. Jeg kan ikke huske ord og aftaler. Jeg plejede at sige, at jeg havde klæbehjerne; jeg plejede at huske alt. Nu husker jeg intet. Hvor har jeg parkeret bilen? Hvem sås jeg med i går? Hvor er jeg på vej hen? Hvordan lægger jeg disse tre enkle tal sammen? Hvad hedder ham gutten fra den tegneserie, you know? Men noget af det mest skræmmende, jeg oplever, er, når jeg ikke kan genkende mennesker. Første gang, det skete, var i foråret. Min lillebror kom ind i stuen, men jeg kunne ikke genkende ham. Han var som en fremmede i mit hoved. Jeg var fuldstændig mundlam over, at der pludselig stod et fremmede menneske i min stue, og der gik adskillige sekunder før, jeg kunne genkende ham, som havde han ændret skikkelse for øjnene af mig.

Mange af symptomerne på PTSD og depression er de samme eller lignende. Derfor kan det ofte være svært for mig og mine behandlere at sige, hvor min PTSD slutter og hvor min depression starter. PTSD og depression skal i mit tilfælde behandles seperat. Det var ikke muligt for dem at hjælpe mig på Center for Voldtægtsofre, så når min depressionsbehandling er godt i gang, bliver jeg formegentlig henvist til Center for PTSD, hvor jeg skal starte PTSD behandling.

PTSD er meget mere end 'bare' stress. PTSD er angst og ubehag hver dag. Det er stress i en cocktail med sig selv i alle størrelser og afskygninger. Det er angstanfald og panik. Det er en sygdom. Og den kan afhjælpes med den rigtige pleje. Men det tager tid, og det kan tage mange forsøg. Jeg tror på, at det er kampen værd!



Her er nogle links, så du kan læse og høre mere om PTSD:

Posttraumatisk Stresslidelse:
https://netdoktor.dk/sygdomme/fakta/posttraumatisk_stress.htm

Kognitive vanskeligheder:
http://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp/taenk-dig-staerk/kognitive-vanskeligheder/1-hvad-er-kognitive-vanskeligheder.aspx






onsdag den 7. november 2018

Sidsterangsmennesket

Jeg har aldrig følt mig som et førsterangsmenneske. Heller ikke som et andenrangsmenneske. Hvis jeg skulle beskrive mit liv og min opvækst, så husker jeg det som om, at jeg var et sidsterangsmenneske. Det handler ikke om, at min familie ikke elsker mig - det ved jeg de gør. Det handler heller ikke om, at jeg ikke havde nogen venner -for det har jeg haft on/off igennem mit liv.

Følelsen af at være et sidsterangsmenneske handler om at føle sig ubetydelig. Det er følelsen af ikke at være nogens nummer 1 eller nummer 2. Det handler om at stå med én fod inde i lejeren og én fod i en frossen sø, som du ikke kan træde ud af. Du kan stadig lugte bålet og måske også mærke varmen af og til, men du vil aldrig være helt inde. Du vil aldrig være gennemvarm, for uanset hvor meget du strækker dig for at nå bålet og nå trygheden, så vil din ene fod altid være fastfrosset i mørket og i kulden. Og sådan føles det at være et sidsterangsmenneske. 

Man kan føle sig som et sidsterangsmenneske af og til. Det er en del af livet. For de fleste bliver det sommer, og isen på søen tør, så du kan trække din fod op og gå ind i lejeren helt. For andre er det vinter i den vildeste Game of Thrones- stil, hvor vinteren nærmest varer for evigt. Men lige pludselig vil sommeren vende tilbage, og isen vil smelte. Heldigvis kan man gå lidt frem og tilbage, uden at det har store konsekvenser. Mange vil opleve, at man jonglerer i et "lillefingervarmt" område. 

Jeg husker at være et sidsterangsmenneske tilbage fra min barndom. Jeg husker det specielt ved, at blive valgt sidst til rundbold hver dag. At stå tilbage med de samme en-to personer. At kigge på hinanden i en indbyrdes kamp om, hvem der bliver valgt ikke-sidst. Jeg kan stadig huske følelsen. Jeg kan stadig se de andre sidsterangsmennesker stå sammen med mig på rundboldsbanen. Og jeg vil vædde med, at de godt ved, hvem de er, og de kan sikkert stadig se mig stå sammen med dem. 
Jeg ved godt, at det at blive valgt sidst til sport også har noget med atletisk styrke at gøre, men helt ærligt så var vi børn. Der var ikke nogen af os, der var atletiske mestre. Desuden var jeg konkurrencesvømmer dengang. Så jeg vurderer ikke, at jeg blev valgt sidst på grund af fysisk svaghed. 

En dag, som jeg tydeligt husker, er 9. klassernes sidste skoledag, da jeg gik i 8. klasse. Det er en af de dage, hvor jeg første gang blev opmærksom på, at folk ikke så mig, som jeg så mig selv. Den dag var jeg et rigtigt sidsterangsmenneske. Foran hele skolen uddelte 9.klasserne priser for *året babe*, *årets scoring*, *årets par*.... I kender genren. Jeg husker, at det var det vildeste, der kunne ske; at blive nomineret til en af priserne. Det var aldrig sket for mig. Jeg var slet ikke populær nok til overhovedet at blive overvejet. 
Men dette år blev jeg nomineret. Jeg blev rent faktisk ikke bare nomineret. Jeg vandt. Og så skulle man tro, at det var med jublen og smil, at jeg gik imod scenen. Men det var det ikke. Det var lige modsat. Jeg vandt ikke *året lækreste* eller *årets klogeste*. Prisen, jeg vandt, var *årets joke*.
Foran hele skolen måtte jeg gå op på scenen (hvis man ikke gik op friviligt, så blev man trukket derop), hvor jeg blev overrakt et bånd med ordene: *ÅRETS JOKE*, og der blev råbt "tale, tale, tale, tale". Hvad skulle jeg sige? Jeg var lige blev ydmyget foran hele skolen. Jeg husker en brændende lyst til at råbe:

FUCK JER!

Ud til alle tilskuere og 9.klasserne og til lærerne, fordi de lod dette ske. Jeg har mange gange ønsket, at jeg udlevede denne små-rebelske lyst. Jeg ville ønske, at jeg havde flået båndet af og brændt det lige der midt på scenen. Jeg ville ønske, at jeg havde stukket hende, der overrakte mig båndet, en kæmpe lussing. Jeg ville ønske, at jeg havde råbt, at de alle var; [Indsæt 1.000 grimme ord]. Men det gjorde jeg ikke. Jeg tvang frem et "Tak", og så gik jeg. Jeg gik ud af hallen med tårer strømmende ned af kinderne. Jeg gik forbi elever og lærere, og ingen sagde noget. For sådan var det dengang. Ingen bekymrede sig for, om du græd. Ingen havde tid til overs for et sidsterangsmenneske. 

Nogle år efter fortalte jeg min mor, om hvad der var sket. Jeg havde skammet mig i flere år, så jeg havde ikke fortalt nogen om det. Jeg havde gemt båndet i en kasse under min seng. Dengang lovede jeg min mor, at jeg ville smide båndet ud. Men det gjorde jeg ikke. Der er et minde knyttet til *ÅRETS JOKE*, som er blevet en del af det, som har udformet mig. Så jeg kunne ikke smide det ud. Jeg har det stadig. (Undskyld, Mor).
Jeg har ikke tænkt mig at smide det ud lige nu, for jeg har en plan. Planen er ikke at gemme på det for evigt. Planen er at brænde båndet, som jeg skulle have gjort den dag for mange år siden. I mit hoved er den perfekte plan at samle min omgangskreds og brænde alt det negative skidt, jeg har samlet igennem årene. Jeg vil holde en ceremoni til ære for mig. Jeg vil spise boller i karry og drikke champagne og pepsi twist. Jeg vil høre Fall Out Boy og jeg vil have lov til at græde over at have været et sidsterangsmenneske for så længe. Og det skal handle om mig. Jeg skal være et førsterangsmenneske. Bare for denne ene dag.

Jeg vil ikke love mig selv, at jeg er færdig med at være et sidsterangsmenneske, for så ville jeg lyve for mig selv. Jeg ved godt, at jeg altid vil have en fod fastfrosset ude i isen. Det ved jeg med sikkerhed, for jeg ved, at jeg ikke er min egen førsteprioritet. Jeg bliver ved med at sætte folk foran mig selv, også selvom jeg godt ved, at jeg egentlig fortjener bedre, og derfor vil jeg altid være et sidsterangsmenneske. Jeg gør mig selv mindre, og jeg bryder mine egne regler for nogle mennesker, som er min førsteprioritet, men hvor jeg ikke er deres førsteprioritet. Heller ikke andenprioritet. Jeg er sidsteprioritet. Et sidsterangsmenneske. Men jeg bliver hængende, for det er, hvad jeg kender. Jeg kender følelsen af den ene kolde fod. Jeg kender lugten af bålet. Og jeg strækker mig efter varmen hver dag. Og når jeg tror, at jeg kan nå flammen, så bliver jeg brændt og sendt tilbage til den frosne sø, hvor jeg står på strakte tæer for at holde hovedet oven vande. Og her er jeg fastfrosset. Og nu kommer vinteren, så udsigten er, at jeg kommer til at være her et stykke tid. Så I ved, hvor I kan finde mig. Den koldeste sø. På bunden. Men stadig med hovedet i vandskorpen. Stadig med øjnene rettet imod lejeren.



Sidsterangsmennesket






lørdag den 3. november 2018

Kortvarig glæde

Dette indlæg er en kort opdatering på, hvad der foregår i disse dage.

Tirsdag den 30. oktober blev jeg udskrevet. Til trods for, at mine forældre og jeg selv havde udtryk bekymring for, hvorvidt jeg var stabil nok til at blive sendt hjem, skete det alligevel.

For at gøre en lang historie kort, så tog jeg hjem tirsdag. Onsdag havde jeg en aftale med en god veninde og en kop varm kakao. Og torsdag skulle jeg til opstart i ambulant behandling i depressionsafdelingen.

Jeg havde ikke talt med min nye psykolog mere end en halv time, før hun begyndte at snakke om, at vi skulle genoverveje indlæggelse. På det tidspunkt var det knapt 35 timer, siden jeg forlod Q1, og nu var jeg altså på vej ind igen. Der blev ringet efter en læge, som skulle tage den endelige beslutning. Overlægen kom, og det endte med ordene: "Jeg ringer lige til Q1 og hører, om de har en ledig stue." og så vidste jeg godt, hvad der skulle ske.

Så nu er jeg atter indlagt. Det er formegentlig kun en uge, og så kan jeg komme hjem og være lidt for mig selv efterfølgende.


tirsdag den 23. oktober 2018

Afdeling Q

Dette indlæg er historien om, hvordan jeg blev indlagt på afdeling Q på psykiatrisk hospital i Risskov. Jeg skriver til sidst lidt om, hvordan det er at være indlagt. Måske er det præcist, som du forventer, det er, måske er det anderledes. Du er i hvert fald meget velkommen til at læse med og finde ud af det!

Den 1. oktober ringede min telefon efter, at jeg var kommet hjem fra en ambulant samtale i Risskov. (Hvis du ikke ved det, så betyder ambulant behandling, at man får behandling på hospitalet, men tager hjem og sover). Det var sygeplejersken, som jeg havde snakket med få timer forinden. Hun sagde, at hun i samarbejde med en overlæge havde besluttet sig for, at de ville indlægge mig til trods for, at de egentlig havde sendt mig hjem tidligere. De bad mig komme tilbage hurtigst muligt.

Nogle timer senere sad min mor og jeg i venteværelset og... ja... ventede. Det var en lang process. Jeg skulle tale med sygeplejersker og læger, som skulle vurdere, om jeg virkelig skulle indlægges. Efter 2 timer kom de frem til, at jeg ville have bedst af at blive indlagt. Det blev vurderet, at jeg var til fare for mig selv, så selvom jeg nærmest tiggede om at komme hjem, og jeg egenligt havde modsat mig lægens anbefaling, så endte jeg med at blive indlagt.

Min indlæggelse i modtagelsen har jeg egentlig ikke så meget at sige om. Jeg brugte det meste af min tid på at tælle hullerne i loftet. Der var 70.000 huller. Ja, jeg talte dem alle sammen. Flere gange regnede jeg efter ved at tælle de yderste kant-huller og gange dem med hinanden. Lamperne havde også huller, men dem kunne jeg ikke tælle. Det var for svært, for det var for hårdt at stirre op i lyset.
Når jeg havde talt hullerne én gang, så talte jeg dem igen.

Den 3. oktober blev jeg pludselig udskrevet. Det gik egentlig ret hurtigt, og jeg tror måske, at det var lidt af et chok for mig, for jeg var lige begyndt at falde til ro. Min opfattelse af min udskrivelse er, at de manglede pladser på modtagelsen, og der var ikke en plads til mig på depressionsafdelingen, så det eneste, de rigtigt kunne gøre, var at udskrive mig.

Næste mandag (den 8.) var jeg til opfølgning på ambulant-afdelingen. Jeg fortalte sygeplejersken, hvordan weekenden var gået, og hvordan jeg havde det. Hun sagde, at hun ville snakke med en overlæge om, hvorvidt vi skulle sætte min medicin op. Så jeg tog hjem og fik senere på dagen et opkald. Jeg forventede at få at vide, at jeg skulle tage mere medicin, men det var ikke den besked jeg fik i telefonen. Sygeplejersken sagde, at jeg dagen efter ville få en plads på psykiatrisk hospital i depressionsafsnittet, hvor jeg ville blive indlagt igen.

Så den 9. oktober blev jeg indlagt (for real) på psykiatrisk hospital. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle forvente. Afdeling Q (min afdeling - ja det er faktisk ret sjovt) er med låste døre og gårdspladser med et højt, grønt hegn. Bygningen ligner mest af alt en gammel herregård, så jeg må indrømme, at jeg var lidt skræmt, da jeg blev låst ind, og døren smækkede bag mig.

Det er i dag den 23. oktober. Jeg er på dag 15. Da jeg blev indlagt valgte jeg at vente med at skrive om det her på bloggen, da jeg faktisk ikke vidste, om jeg havde lyst til at folk skulle vide det.
Min opfattelse er, at mange tænker på psykiatrisk hospital som værende et sted, hvor folk er så syge, at de nærmest bliver til dæmoner. Det er i hvert fald den frygt, jeg havde, da jeg blev indlagt.
Sandheden er, at ja der er nogle patienter herinde, som er syge på en måde, hvor de bliver ret skræmmende. Der er skrig både nat og dag, og jeg har også oplevet at personale fra de andre afdelinger kom løbende for at hjælpe personalet på min afdeling med en patient, der havde en episode. Foruden personalet på min afdeling kom der 11 (!) løbende. Det lyder måske ikke af meget men overvej, at det var den mængde personale, der skulle til for at styre én patient.

En ting, jeg havde frygtet, var elektrochokbehandling. Jeg har klart sagt, at det er ikke en behandlingsform, jeg ønsker. Jeg fandt nemlig ud af, at ja man bruger stadig elektrochok i dag. Det har bare fået en pænt navn. I dag hedder ECT, og man bliver lagt i narkose. Jeg kan se, at de patienter, der får ECT får nogle ret heftige hukommelsestab af det. De kan ikke huske, at de har været på afdelingen før, og de har ingen ide, hvilken stue er deres. Men jeg kan også se en forbedring hos dem, som får ECT. Lige pludselig er de optimistiske og har nærmest fået en helt anden personlighed. Men jeg har stadig gjort det klart, at det vil jeg ikke. ECT er en midlertidig behandling. Man sender strøm ind i hjernen for, at den har mere energi at arbejde med. De fleste vil som regel være tilbage i det depressionsstadie, som de var i før behandling, efter mindre end et år.

De første dage, jeg var indlagt, havde jeg ikke mulighed for at forlade afdelingen. Det har jeg nu. Jeg har "udgang efter aftale", hvilket betyder, at jeg kan gå en tur eller cykle hjem i lejligheden og være et par timer, så længe personalet ved, hvor jeg er, og jeg overholder mine tidsrammer. Hvis jeg skal være ude i længere perioder, så skal der være nogen sammen med mig. Det er ikke fordi, jeg er i fængsel. Jeg er bare stadig ustabil.

Jeg har siddet længe med dette indlæg. Jeg vil gerne fortælle sandheden, men jeg vil også gerne have, at det er poetisk og smukt. Men sandheden er, at der ikke er meget eventyr over at være indlagt på psykiatrisk hospital. Det mest eventyrlige er den store skov og vandet, der omgiver os her i Risskov. Men afdelingen flytter snart til Skejby, og der er der kun beton-udsigt. Så jeg må nok erkende, at indlæggelsen og det at være indlagt er et kapitel i mit liv, som jeg glæder mig til at se enden på. Jeg kan godt forstå, at jeg har brug for denne behandling lige nu, men jeg ville ønske, at det ikke var kommet så vidt.

For her er det mad og medicin på klokkeslæt. Det er hvide vægge og lange gange. Det er skrig på alle tider af døgnet. Det er lange samtaler med læger og psykologer, der prøver at vurdere, hvornår de kan sende sig væk. Det er kampen for at komme ud men også kampen for at blive og kræve behandling. Det er 17 stuer med mennesker, som hver bringer sin historie med ind. Det er 17 mennesker som på et tidspunkt går ud af dørene her. Nogle vender tilbage. Andre gør ikke. Der kommer nye mennekser med tomme blikke, som erstatter de tomme stuer. Og på den måde bygger historierne om lidelse og depression sig ovenpå hinanden. Alle de skæbner, som igennem tiden har været indlagt her, bærer murstenene vidne på. Det er krasmærker på døre og vægge. Det er aflåste køkkener med aflåste skuffer. Det er puslespil uden ende og farvelægning af kranier. (Ja, vi farvelægger kranier.) For hver dag, der går, trækker omverden sig længere og længere væk fra mig. Det bliver mere og mere fremmed at vide, at på et tidspunkt går jeg ud herfra. Og jeg skal selv passe på mig selv derude.

Det er en svær balancegang; at give slip og turde slappe af og overlade ansvaret til andre, men samtidig også skulle tage ansvaret tilbage, mens man stadig ikke er færdig med at hele sin krop og sit sind.


Den første dag, hvor jeg havde udgang på egen hånd, gik jeg ned til vandet og så solnedgangen. 



mandag den 15. oktober 2018

Christina, uden mærkat


Mit navn er Christina. 

"Christina" er på en måde den bedste måde at beskrive mig på. Det er det navn, mine forældre gav mig, da jeg blev døbt. Det er et godt navn. Jeg er Christina.

Men selvfølgelig kan "Christina" ikke fortælle dig detaljer om, hvem jeg er som person. Så det er det godt, at jeg kan fortælle dig, at jeg er et menneske med en række kompliceret følelser, som har en stor retfærdighedssans, og som bekymrer sig alt for meget. Og så kan jeg rigtig godt lide boller i karry.
- Det er nogle af de ord, jeg ville bruge til at beskrive mig. Sådan ser jeg mig selv.

Og det er her, vi kommer ind på dagens emne. Mærkater. For folk omkring mig ser mig ikke, som jeg ser mig selv. Det er i høj grad helt okay. Så længe de holder det for sig selv.
Du må gerne synes, at jeg er en paddehat, jeg har bare ikke behov for at høre om det. Jeg har før skrevet om, at man ikke har ret til at give folk et kompliment. Det er det samme med mærkater. Det er en vurdering af en person, som personen ikke selv har bedt om.

Jeg har ingen ret til at give dig et mærkat. 


Nu kan det godt være, at du tænker: "Eh, hvad snakker du om?"

Jeg har længe tænkt på dette indlæg. Jeg har grublet meget over det. Rigtig meget endda. Det er lidt et delikat emne. Jeg vil gerne give nogle eksempler på mærkater, som folk har sat på mig igennem tiden, men jeg er heller ikke ude på at udstille folk, så hvis du læser noget, hvor du tænker: "Geeee, det er vist mig, der har sagt det", så skal du bare vide, at det er okay. Jeg studsede over det og tænkte over det, og nu er jeg klar til fortælle, at jeg også har en holdning til de mærkater, folk sætter på mig.


Et af de mærkater, jeg ofte tænker over, er:

"Christina, du er et ret barnligt menneske"

Jeg kniber øjnene sammen, når folk siger det, for det går stik imod min opfattelse af mig selv; Jeg vil selv sige, at jeg har lavet mig et solidt voksen-fundament, og jeg har mange "voksne" kvaliteter. 
Det kan godt være, at vedkommende sagde det med tanke på, at jeg synes, at superhelte og dinosaurer er noget af det fedeste i hele verden. Men det vil jeg ikke kalde barnligt. Jeg kalder det en sund interesse. Men ja, jeg kan godt lide at underholde børn i forbindelse med mine arbejder, men efterfølgende cykler jeg hjem og betaler mine regninger - som voksne jo gør.... ikk? 


Et andet mærkat, som folk kan finde på at klaske på mig, er: 

"Christina, du er et kedeligt menneske"

Korrekt. Men du har ingen ret til at sige det. 
Folk har ofte sagt at første gang, de mødte mig, tænkte de, at jeg var et tørt menneske, som ikke havde meget humor eller gnist. (Folk har som regel sagt: "Oh boy, jeg tog fejl af dig!" efterfølgende...) Jeg kan godt forstå, at jeg har fremstået lidt introvert og måske en anelse uinteresseret i folk. Men det har faktisk en god grund. Som du nok ved, har jeg haft en depression i mange år nu. Den har varieret i sværhedsgrad og intensitet. Især da jeg startede på gymnasiet, havde jeg en svær periode. Så der står i min blå bog, at folk ikke fik det bedste indtryk af mig, men i takt med at de lærte mig at kende, så ændrede deres opfattelse af mig. Måske til det bedre. Måske til det værre. Det er okay. 


"Christina, nøj hvor er du dog et fantastisk kløgtigt menneske!"

Ej, lad være... 
Helt seriøst er opfattelsen af, at jeg skulle være et klogt menneske, noget, som jeg har kæmpet med i lang tid. Mærkatet "klog" har jeg altid søgt at opnå, så jeg har altid taget det som et kompliment. Men som det jo er med komplimenter, så ved man ikke altid, hvad de sætter i gang i folk. "Klog" blev mere end et mærkat. Det blev min identitet. Jeg søgte klogskab, og jeg higede efter anerkendelse. Jeg ville have et stort 12-tal! Det var både i skolen og fritid. Var jeg ikke den bedste, så vidste jeg ikke, hvem jeg var. Og jeg skal være den første til at sige, at det absolut ikke er en sund indstilling til livet og på ingen måde noget, jeg kan anbefale. Det forvrængede mit selvbillede, ligesåvel som det karikerede mit blik på alt omkring mig. 
Som I nok kan høre har jeg lagt den identitet på hylden. Det blev simpelthen for hårdt, for jeg mødte mennesker, som var klogere end mig. Sådan er livet. Så jeg søgte et nyt selvbillede (efter lang tids arbejde!). 


Jeg har stadig et problem med "klog"-mærkatet, for jeg har endnu ikke fundet ud af, hvem denne nye identitet er. For lige nu er jeg hverken Christina, den barnlige, eller Christina, den kedelige, eller Christina, den kloge. Jeg er faktisk Christina, den deprimerede, og det er lidt en uheldig identitet, som jeg håber, jeg kan smide om kort tid. Til tider længdes jeg efter at være Christina, den kloge, for Christina, den kloge, havde et formål. Det har Christina, den deprimerede, ikke. 

Så jeg tænker, at jeg prøver bare at være Christina for en tid. Christina uden et mærkat. Det lyder som et godt sted at starte. Det er okay at sige nej tak til mærkater også selvom det er ment godt. 
Jeg kan fortælle dig, at det er sundt ikke at sætte mærkater på alle andre, du møder. Det vil gøre dig godt. Prøv aktivt at bekæmpe trangen til at sætte folk i en boks. Uanset hvad den boks er, for mennesker er ikke firkanter. Vi passer ikke i bokse, der kan sættes et mærkat på. Sådan fungerer det ikke. 




Andre siger:

"Christina, du er da vist ved at blive lidt af en feminist. hva?" 

KORREKT! [Vrikker med de røde strømper]. Det er en korrekt opfattelse af mig, og det må du gerne sige... For jeg er enig! Men jeg kan ikke kun være Christina, feministen, (selvom det lyder godt), for så bliver folk omkring mig tossede. 



De bedste hilsner fra
Christina, uden mærkat.






søndag den 7. oktober 2018

Se mig!

Hvis du skal gøre én ting i dag, så skal du se denne video.
Kvinden i denne video er sangerinden Halsey, som skriver og synger nogle fantastiske sange om smerte og mangel på kontrol.

I videoen her holder hun en tale, som ikke ligner nogen tale, jeg nogensinde har hørt før. Første gang jeg hørte den, græd jeg. For alt hun siger, gør ondt. Dette er en stærk kvinde, som bruger sin stemme.

Tag et øjeblik til at lytte og føle med hende.
Og så må du have en dejlig dag!





Ashley Nicolette Frangipane

Skyld og skam

Christina, hvorfor i al verden vil du skabe en blog, som fortæller om din inderste smerte og dybeste hemmeligheder? Hvordan kunne du gøre det imod dig selv? Nu kan hele verden se, at du er blevet voldtaget. Det er da ikke noget, man har lyst til, at folk ved om én. Det er da privat.

Ja, det er rigtigt, at meget af det, jeg skriver om, er privat. Det er min private oplevelse og min private smerte. Men folk forveksler ofte privathed og skam. Og det er forkert, at det er min skam.

Jeg brugte mange år på at føle skam. Jeg gav mig selv skylden, for jeg kunne ikke forstå, hvordan nogen kunne have gjort noget så grimt imod mig. Jeg følte uendelig meget smerte over, hvad der var sket, så jeg fortalte mig selv, at det er nemmere at glemme, hvad der skete, i stedet for at acceptere, at det var voldtægt. Det var ikke mig, der ikke havde sagt fra tydeligt nok. Det var ikke mig, som havde bedt om det. Det var ikke mig, som skulle bære skylden for det. Men det gjorde jeg.

Og det var nemt at give mig selv skylden. For der var intet, der fortalte mig, at jeg ikke var ansvarlig. Dengang kørte der ikke kampanger i fjernsyn og sociale medier, som fortalte mig, at hvis jeg var i tvivl, så kom og snak med nogen!
Jeg blev voldtaget i 2014, og dengang troede jeg, at det var meningen, at jeg skulle føle skyld og skam. Det var først i 2017, at jeg blev opmærksom på det og turde sige, at jeg ikke skal bære denne skam og skyld.

Så det er ikke skam, jeg viser jer. Det er mine private minder og ar, ja, men det er okay. Det er vigtigere, at vi bryder tabuet om voldtægt, så ingen andre skal gå i så lang tid med skyld og skam, som ikke er deres at bære.


Verden tror ikke på kvinder - endnu
Det er et faktum.
Og så kan du sagtens sige:
"Jamen, jeg tror da på kvinder"
Mange tak for det. Vi er heldigvis mange, som får øjnene op for, hvad kvinder, som har været udsat for overgreb eller vold, går igennem. Og mange andre kvinder også!

Det er så ekstremt vigtigt, at vi bliver ved med at bakke op om kvinder (og mænd), som kommer frem med deres historier. Vi må på ingen måde gøre dem til skamme, for det fodrer overgrebsmændenes magt over os.

Jeg tænker meget på Christine Ford, som på meget kort tid er blevet en personlig heltinde for mig. Jeg vil ærligt fortælle, at jeg ikke kendte hende for få måneder siden, men det, hun gør, er så stærkt og modigt, at hun kun fortjener respekt. Alle mennesker i hele verden har en holdning til, om hun blev voldtaget eller ej. Og alligevel er hun stået frem og har fortalt sin historie.

Det har hun ikke gjort, fordi det er sjovt at genopleve sine traumer, eller fordi det er spændende at se, hvor mange man kan få til at tro på en. Ford har været nødt til at stå frem. For ellers vil en voldtægtsmand få mere magt, end han fortjener og evner at besidde. Endelig har hun fået en stemme, som hun bruger til at nå frem til os alle og fortælle os, at vi kan kæmpe imod mænd uanset deres magtstatus. Vi skal kæmpe imod. Men selv når vi kæmper imod, så er tendensen, at kvinder ikke bliver troet på.

Hvorfor bliver vi ikke troet på?!

Hvad er det, der gør, at denne mand vinder? Der er ingen beviser på voldtægten andet end Fords traume, som hun skal gå med hver evig eneste dag resten af sit liv. Men er det ikke nok? Bør det ikke være nok? Voldtægt er en "gratis" forbrydelse, som bliver begået hver dag. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd bliver 5.100 danske kvinder voldtaget om året. I 2017 blev 944 anmeldt. I 2016 var det kun 791. Og selv hvis en kvinde anmelder forbrydelsen til politiet, som bliver der sjældent fældet dom. Fordi man ikke tror på kvindernes traume som bevis. Vi vil hellere lade voldtægt gå ustraffet hen end at ødelægge en mands ry og rygte. For hvad med alle de mænd, som bliver falsk anklaget?

Fakta er, at mænd sjældent bliver falsk anklaget (Jeg siger ikke, at det ikke sker). Men kvinder bliver voldtaget hver dag. Fordi mænd kan. Mænd bliver ikke straffet for voldtægt. Kvinder gør. Offeret går med skyld og skam hver dag. Og det er ikke fair.


Der er aldrig nogen, der har givet mig en stemme. Så jeg tog selv en, og jeg skabte denne blog. Jeg vil nedbryde tabuer om voldtægt. Jeg vil nedbryde skam og skyld hos offeret. Jeg vil pege piger og kvinder i en retning, hvor de kan få hjælp til at nedbryde deres traumer. Og det er derfor, det er så vigtigt, at I hjælper mig med at læse og dele bloggen.

For ja, det er privat, og ja det gør ondt. Af og til gør det meget ondt at dele med jer. Men hvis jeg ikke gjorde det, så er der 0% chance for, at jeg kan hjælpe nogen. Hvis ingen gør noget, så sker der heller ikke noget.

Og der skal ske noget nu!



Det er ikke min tatovering - endnu






tirsdag den 25. september 2018

If you're happy and you know it clap your hands...


Hej med dig!
Jeg håber, at du har haft en dejlig dag indtil videre, eller hvis du læser dette om morgen - at du så får en skøn dag!
Og at i morgen bliver fantastisk.
Og at du får et bekymringsfrit liv.
Jeg håber, at du bliver meget lykkelig!

Jeg skriver i dag om et emne, som jeg har berørt før.
Angst.

Så hvis du har personlig erfaring med angst eller er pårørende til en person med denne lidelse, så må du hjertens gerne læse med, men jeg vil også sige, at jeg beskriver min angst, som jeg oplever den, og det kan være triggering for nogle. Men velkommen til!

I dag er tirsdag den 25. september 2018. De sidste mange måneder har jeg været i behandling for PTSD på Center for Voldtægtsofre, hvor jeg har arbejdet med min angst og fået rigtig meget kvalificeret behandling. Alle, jeg har mødt der, har kun villet mig det bedste.
Min behandling er blevet afsluttet på centeret. Det er ikke, fordi jeg er rask. Jeg er blevet afsluttet på centeret, fordi jeg er for syg. Som jeg har beskrevet før, er de på centeret bekymret for, at min depression er for omfangsrig til, at de kan behandle min PTSD uden at forværre min depression.

Så hvad så nu, Christina?
- spørger du nok.

Svaret er umiddelbart ikke så lige til.
Jeg er henvist til udredningen og akutambulatoriet i Risskov i håb om, at de kan observere og stabilisere mig lidt, indtil psykiatrien er klar med en klar diagnose og en behandling. Jeg modtager anti-depressiv medicin 1 gang om dagen, beroligende 3 gange om dagen og sovepiller om natten. Det kan af og til være en rimelig en heftig cocktail, som kan få mig til at hallucinere og opføre mig underligt.

Så selvom jeg bliver taget seriøst, og mange mennesker arbejder på at hjælpe mig, så forværres min situation og hermed min angst for hver dag, der går. Jeg er plaget af angst og angstadfærd hver dag. Jeg er ved at lære at genkende angsten, for hvad den er - irrationelle tanker, som påvirker min dømmekraft. Men det er ikke altid, at jeg når at opfange angsten, enten fordi den aktiveres pludseligt, eller fordi jeg ikke har energi til at kontrollere den.

I de sidste syv dage har jeg fået tre voldsomme anfald af angst.

Tirsdag den 18. september var min depression så stærk, at jeg lå fra klokken 7:30 til 21:00 og stirrede op i mit hvide loft. Enkelte gange tvang jeg mig selv på toilet, men kravlede ned i sengen med det samme igen. Jeg spiste ikke noget hele dagen. Dagen endte med, at jeg var så opslugt i mine tanker og angst, at jeg måtte ringe til vagtlægen. For at gøre en lang historie ultra kort, så var jeg på skadestuen, hvorfra jeg blev sendt videre til akutmodtagelsen i Risskov, hvor jeg snakkede med sygeplejersker og læger, om hvorvidt det var tid til at indlægge mig. De sendte mig hjem 1:30.

Torsdag den 20. september var jeg ved at komme ovenpå igen, så jeg tog ind til formiddagstimer på uni. Jeg kan kun beskrive dagen som en super uheldig dag. Efter en time gik røgalarmen. Den var, som pedellen selv beskrev den efterfølgende,: "ret fesen", så ingen reagerede rigtig på den.
Jeg havde sådan lyst til at storme ud af klasselokalet og aldrig kigge tilbage. Jeg forsøgte at berolige mig selv ved at tælle til 10, men da jeg kunne se, at vores underviser var nervøs, og han sagde: "Vi bruger samme alarm til, hvis der er en bombe....", så fik jeg tårer i øjnene. Jeg følte, at jeg talte ned til at blive sprunget i luften. For selvfølgelig var der en bombe på skolen. Og lige i dag, hvor jeg havde samlet alle mine kræfter og var taget i skole, så ville den springe.
Men de andre griner, og jeg kan ikke rigtig aflæse stemningen. Skal vi gå eller blive?
Pludselig braser en mand igennem døren. Han råber, at der er brand, og at vi skal skynde os ud.

Jeg har aldrig oplevet, at min angst er eksploderet på den måde. Jeg hyperventilerer omgående, og hele min krop ryster. I klassen får vi samlet vores ting, og vi skynder os ud.
På pladsen foran bygningen søger væk fra de andre for at være for mig selv, så jeg ikke tiltrækker for meget opmærksomhed. Jeg kan ikke trække vejret, og jeg kan ikke stå på mine ben. Jeg er stadig overbevist om, at jeg skal dø. Vi skal alle dø. Om ti, ni, otte, syv, seks, fem, fire, tre, to, én. Nej? Okay, så om ti, ni, otte, syv, seks, fem, fire, tre, to, én! Nu. Nu. Nu. Nu. NU!

Heldigvis går jeg på hold med nogle forfærdeligt søde mennesker. To af pigerne kommer hen og hjælper mig igennem anfaldet. Der er også nogle andre personer, som tjekker og spørger ind til mig, da det går op for dem, at der sidder en op af muren, som har det dårligt.

Få minutter efter bliver alarmen blæst af, vi får at vide, at det var en øvelse. Og underligt nok gjorde det situationen meget værre. Jeg har fuld forståelse for, at evakueringsøvelser er super vigtige, og at de redder liv. Men alligevel følte jeg, at det var så unfair. Jeg kæmper hver dag imod angsten og de begrænsninger, den giver mig. Min angst ved jo ikke, at det er en øvelse. Den fortsætter flere timer efter. Flere dage efter er min angst forhøjet efter sådan en episode.

Mandag 24. september havde jeg været i Risskov til check. Jeg er derude til check cirka to gange om ugen. Det er gået helt fint. Jeg var forinden blevet sat op i medicin, så sygeplejersken tjekkede mig, og alt var i orden. Min hjerterytme var helt normal, og det samme var mit blod. Hun var ikke bekymret, sagde hun.
Så jeg tager bussen ind til byen, og kort tid efter tager jeg bussen hjem ad. Jeg kan godt mærke min angst i bussen, men jeg prøver at distancere mig fra den. Bussen var fyldt, og der var mange højlydte mennesker og børn med. Ydermere var bussen forsinket, så jeg var godt presset. Jeg sidder ned, men alligevel kan jeg mærke, at jeg bliver dårlig. Men det er okay, for jeg skal af nu...

Så jeg rejser mig og prøver at blive stående på mine ben. Jeg har ikke nogen energi i mine ben, men alligevel får jeg kæmpet mig ud af bussen. Den kører afsted, og jeg bevæger mig ud på en gå tur, som er en lille kilometer. Jeg kan godt mærke, at det bliver en hård tur hjem.
Jeg når at gå 10 meter fra busstoppestedet, før jeg ikke kan stå på mine ben mere. Jeg føler mig rigtig dårligt tilpas, og så husker jeg egentlig ikke mere.

Jeg vågner ved, at der står en mand og kvinde over mig. De er igang med at vække mig, og manden er ved at ringe efter en ambulance. De siger, at de har set mig falde om, så jeg har nok ikke været væk i mere end et par sekunder.
Men jeg har været heldig. Jeg er faldet ind på et stykke græs, og jeg har lige præcist misset et vejskilt og fliser. Jeg kunne lige så godt være faldt ud imod vejen, som er meget befærdet.

Jeg er i chok, men jeg har det bedre, så jeg siger mange tak for hjælpen, og at jeg ikke skal bruge en ambulance. Jeg skal nok selv komme hjem, selvom de gentagende gange tilbyder mig at køre mig. Jeg husker, at jeg er meget vedholdende i, at jeg bare går hjem - det er ikke noget problem. Hvilket er totalt åndsvagt. Jeg skulle have bedt om hjælp, men det ville min hjerne ikke, så jeg takker dem endnu mange gange og går afsted.
Jeg er stadig lidt omtåget, og jeg går ikke så hurtigt. Men jeg når hjem og får ringet til min mor, psykiatrisk rådgivning og min læge.

Efter at have snakket med rådgivningen og lægen kommer vi frem til, at det har været et angst-triggeret anfald, hvilket åbenbart er en ting, folk oplever. Når man først én gang er besvimet af angst, så skal man forvente, at det vender tilbage. Denne gang var jeg heldig, at jeg ikke slog mig eller faldt ind på kørebanen.

Så det er her, jeg står nu. Min krop viser angst på mange forskellige måder. Dens nyeste trick er at spille død, men det må jeg tage med. Jeg kan ikke gøre andet end at oplyse folk, om hvad de skal gøre, hvis jeg pludselig besvimer.
Der kan ikke rigtig gøres andet end at holde min krop i sikkerhed, indtil jeg vågner kort tid efter. Er jeg væk i over fem minutter, så skal man ringe efter en ambulance. Men så længe jeg ikke har slået mig i faldet, og jeg kun er væk i et par sekunder, så er der ingen grund til at ringe efter en ambulance.


Mange tak til alle, som har hjulpet mig igennem mine angstanfald - både folk, jeg kender, og de fremmede, der holdt ind for at hjælpe! Og til alle jer andre, som også er dejlige mennesker, nu ved I, hvad I skal gøre, hvis jeg eller nogen anden får et angstanfald af den ene eller den anden slags.

Det er alt sammen et skidt på vejen til at blive rask!








Margaret Atwood

Margaret Atwood er en canadisk forfatter, som har skrevet en række dystopiske romaner så som The handmaid's tale, som du kan se som serie på HBO NORDIC. Jeg vil på mange måder anbefale serien til jer, fordi serien giver mulighed for et nyt perspektiv på den vej, verden følger i dag. Dog er det vigtigt for mig at sige, at denne serie er triggering (Den triggerede min angst og PTSD, så jeg har faktisk ikke set den færdig), så hvis du har lidt at slås med, kan det være en god ide at se serien sammen med nogen!

Grunden til, at jeg skriver dette indlæg er egentlig ikke for at fremhæve Margaret Atwood som forfatter og historieskaber, selvom hun gør det godt! Jeg skriver indlægget for at sætte fokus på nogle af de mange kloge ord, Atwood skriver og siger.

For mange år siden faldt jeg over et citat fra hende:

"Men are afraid that women will laugh at them. 
Women are afraid that men will kill them."

Den gang vidste jeg ikke, hvem Atwood var, eller hvad hun lavede, men jeg gemte citatet på min telefon, fordi det talte til mig. Jeg gemte citatet, fordi jeg følte det.
Lige siden har jeg tænkt meget over netop dette citat. Nok mest fordi jeg stadig føler det.

Jeg
Føler
Det.

Hver gang jeg har talt med en af mine veninder om forholdet mellem kvinder og mænd, om hvad feminisme er, og om hvorfor feminisme er så vigtigt, så er dette citat blevet bragt frem. Det må være, fordi det stadig er aktuelt. Jeg har aldrig været en mand, så jeg kan ikke vide, hvordan mænd har det med, at kvinder griner af dem. Men jeg er (rent faktisk - ja) en kvinde, og jeg ved, at jeg er bange for mænd. Jeg er bange til hverdag moderat bange for, at mænd skal dræbe mig. Men efter klokken 20.00 er jeg angst for alle mænd, som jeg ikke kender.

Det skal også siges, at jeg har angst generelt, så det er ikke sikkert at min holdning repræsenterer det bredde kvindelige spektrum. Men jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan her.
Jeg er ikke den eneste, der krydser vejen, når der kommer en mand modgående om natten. Jeg er ikke den eneste, der har prøvet at skulle afvise en aggressiv mand, som ikke forstår, hvorfor jeg ikke ville med ind i hans bil. Jeg er ikke den eneste, der er blevet råbt efter på gaden og taget på. Jeg er ikke den eneste, hvor en fremmede mand har fortalt mig deres holdning om mig på gaden. Jeg er ikke den eneste, der er blevet holdt imod min vilje.

Og jeg er ikke den eneste, som ikke er blevet troet på, når jeg har prøvet at snakke med 'voksne' om de her ting.

Og nu skal jeg selvfølgelig huske at sige, at de fleste mænd (og rigtig rigtig mange mænd, jeg kender) er nogle rigtig velopdragne mænd og søde mennesker. Men kulturen er der. Og jeg føler mig bange for, at en mand vil dræbe mig. Der er stadig forskel på mænd og kvinder, og derfor er feminisme vigtig!

Som Margaret Atwood siger:

"We still think of a powerful man as a born leader and a powerful woman as an anomaly"






fredag den 17. august 2018

Tak!

Jeg er meget overvældet. Denne gang er det ikke kun på grund af min depression. Bloggen har snart 2.000 visninger! Jeg havde slet ikke drømt om, at folk rent faktisk ville læse med, når jeg skulle kloge mig på områder, hvor jeg ingen professionel erfaring har. Og ikke nok med, at I har læst med, I har også kommenteret, opmuntret og skrevet til mig.

Jeg har modtaget så meget positiv feedback, at jeg har svært ved at rumme det hele. Jeg har modtaget beskeder fra familie og venner, som jeg forventede ville nævne, at de har læst bloggen. Men jeg har også modtaget beskeder fra personer, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle høre fra. Og det betyder rigtig meget for mig, for de betyder, at bloggen når ud til folk, og at den sætter nogle tanker i gang. Så I skal have tusinde tak for jeres beskeder.

Det gælder også jer, som har snakket med mig mand til kvinde eller kvinde til kvinde. Det gælder uanset om I har sagt: "Jeg har læst din blog. Jeg tror på dig", eller om I henslængt har givet udtryk for, at I ved, hvad der sker hos mig for tiden. Det kan være utrolig svært at snakke om de emner, jeg bringer op (Tro mig, jeg mærker det!), men I gør det godt!

Bloggen er et pusterum, men den er også lige så meget en måde for mig at skabe en platform, hvor vi (mest mig) kan tale åbent om emner, som er sindssygt svære at tale om. Det er umådeligt svært at sige til folk så som klassekammerater og kollegaer: "Ja, min opførsel er lidt underlig lige nu, men det er, fordi jeg har PTSD, fordi jeg blev voldtaget for 4 år siden." eller "Jeg har en depression og angst, der gør, at jeg ikke kan stille mig op foran klassen for at holde et oplæg uden varsel, uden at jeg løber ud af klassen med tåre og snot i hele ansigtet, og det er okay."

Så jeg vil rigtig gerne sige mange tak til jer!
I gør et stort stykke arbejde for mig og for andre i min situation ved at læse bloggen! Jo mere I deler den med jeres venner og på medier rundt omkring, jo mere når den ud til folk, som enten kan have gavn af at læse bloggen eller grine lidt af mig.

Så del bloggen én gang mere og slå fødderne op med en kop te og slap af. Du har fortjent det.


torsdag den 16. august 2018

Hvad fylder en mand?

Jeg sad for nogle uger siden i bus ved et firemandsområde. De af jer, der af og til kører i bus eller tog, ved, hvad jeg snakker om. 2x2 sæder overfor hinanden. Da jeg sætter mig er de andre sæder tomme, men kort efter stiger to unge mænd på bussen. Den ene sætter sig ved siden af mig og den anden sætter sig overfor. Sidstnævnte sætter sin sportstaske på sædet overfor mig.

Jeg trækker mig straks til mig og gør mig så lille som muligt, for at vi alle kan være der. Jeg trækker mig over imod vinduet, og jeg samler mine ben og presser dem imod væggen.
Jeg har siddet i denne ubehagelige stilling i godt fem minutter, før det går op for mig, hvordan de to mænd sidder. De sidder begge med spredte ben og knæ, der vender ud af. De har armene ned langs siden af kroppen. De fylder kort sagt rigtig meget. Og her sidder jeg ved siden af og gør mig så lille som overhovedet muligt for ikke at være til ulejlighed og for at mindske, hvor meget vores lår gnubber sig op af hinanden.

Den dag blev jeg opmærksom på, at jeg som kvinde trak mig for at gøre plads til to mænd, som til gengæld fyldte mere end, hvad deres andel var. Og da jeg kiggede rundt i bussen, var jeg tæt på at grine. Alle kvinder, jeg så, sad med samlet ben og gjorde sig små, for langt største delen af mændene i den efterhånden fyldte bus bredte sig og sine legemsdele langt ud over deres sæder.

Og siden da, har jeg forsøgt at være observant i toge og busser, men jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænkt så meget over det (da jeg i min sommerferie ikke har kørt så meget med offentlig transport), indtil jeg faldt over denne lille stribe (kvadrat er det vel egentlig), som rammer plet på emnet. Så selvfølgelig ville jeg lige dele tegneserien og emnet med jer. Så kan I selv gøre observationer og lave en vurdering.



Hvad så nu, Typisk T-rex?

Jeg har haft svært ved at skrive på bloggen de sidste par uger. Det er nok mest fordi, at det eneste, der fylder i mit hoved lige for tiden, er min depression. Den styrer min hverdag på en måde, hvor jeg bliver hæmmet i mine daglige gøremål og omgang med mennesker omkring mig.
Da jeg skabte Typisk T-rex, besluttede jeg, at jeg ikke ønskede, at bloggen skulle være en “Se hvor ondt min depression gør”-blog. - I hvert fald ikke udelukkende.
Men når depressionen er det eneste, der fylder mit hoved, så er det svært at fylde bloggen med positive budskaber og smarte observationer. Jeg vil gerne fylde bloggen med sandheden, som jeg ser den. Men sandheden er, at jeg har en voldsom depression. Sådan var sandheden også for en måned og to måneder siden. Og det ser ikke ud til at ændre sig betydeligt indenfor det næste stykke tid.
Men I skal ikke snydes for en omgang T-rex af den grund, så her er en update på situationen:

Jeg er startet i behandling på Center for Voldtægtsofre. Jeg modtager behandling for mine PTSD-symptomer, og hvis jeg skal sige det selv, så går det rigtig godt. Jeg føler mig forstået og taget alvorligt. Al personale, jeg har mødt på centeret, er professionelle og dygtige. Der bliver taget rigtig godt hånd om mig.

Men min depression er desværre så tung for tiden, at det giver problemer for min behandling. Jeg har kort sagt ikke kræfter nok til både at tage vare på mig selv og holde humøret og energiniveauet højt nok til at udføre mine daglige opgaver.
I juli måned blev min psykolog, min læge og jeg enige om, at jeg skulle prøve at afhjælpe min depression med medicin. Jeg brugte mange dage på at overveje, om jeg ønskede anti-depressiv-medicin eller ej. Konceptet i sig selv lød skræmmende og bivirkningerne lød endnu mere skræmmende.

Medicinen virker først efter 2-3 måneder, men bivirkningerne kom øjeblikkeligt. Den første nat på medicinen sov jeg 2 timer og vågnede midt om natten. Jeg kunne ikke sove videre. Jeg var med andre ord lysvågen, som om jeg havde sovet en fuld nat. Jeg brugte dernæst de næste mange timer på at stirre ud af vinduet, mens jeg så lyset komme tilbage.
Insomniaen er ikke forfærdelig, for jeg fandt ud af, at hvis jeg tager medicinen om morgenen og laver vejrtrækningsøvelser om aftenen, så vil jeg kunne sove igennem hele natten. (Som en baby).

Mit største problem på medicinen er kvalmen. Jeg har kvalme 70% af døgnet. Jeg vågner om natten af den. Kvalmen gør, at jeg ikke spiser. Bare tanken om mad, giver mig lyst til at kaste op. Der er selvfølgelig nogle dage, der er bedre end andre, men jeg har endnu ikke haft en dag på medicinen, hvor jeg har spist 3 måltider, som jeg normalt gør.
Det nemmeste er ikke at spise, men min krop har brug for maden for at køre optimalt og for at bekæmpe depressionen.
Kvalmen har medført, at jeg for første gang i mit liv har været på Bones og har sagt: “Hvis jeg absolut skal have noget, så tager jeg en salatbar til hovedret.” og dette var vel at mærke efter en fuld dag med aktiviteter i Legoland. Og ja, det er i sig selv meget sjovt. Jeg takker sjældent nej til mad.

Jeg elsker mad, men kvalmen gør mig syg ved tanken. Jeg har problemer med selv at regulere kulde og varme. Jeg har svært ved at sove. Jeg har ondt i hovedet og i maven. Jeg kan af og til mærke mit hjerte springer slag over og slår ude af takt. Jeg sveder hele tiden, også selvom jeg fryser. Jeg har uro i kroppen, og min krop gør ondt ved berøring.

Men…
Jeg fortsætter med at tage medicinen, også selvom der er lange udsigter på den gavnlige virkning. Jeg vil så umådeligt gerne, at min depression bliver mindre, så jeg kan vende tilbage til en hverdag, hvor jeg ikke skal vælge, om jeg skal bruge min energi på at spise eller på at tage et bad - for der er kun energi til en af delene.


Og indtil da arbejder jeg videre hos psykologen, og jeg tager min medicin, for jeg skal bevise overfor mig selv og menneskerne omkring mig, at jeg er mere end min depression.