Er du sur, Christina?

Jeg er vred for tiden. Jeg vil faktisk ikke engang sige, at jeg er vred. Jeg er rasende. Jeg har en enormt hæmmende indespærret aggresivitet i mig, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere.

Det føles som om, at jeg er lige ved at eksplodere; at jeg balancer på en hårfin linje mellem kontrol og kaos, og jeg kan falde over kanten, hvornår det skal være. Men det gør jeg ikke. Al den vrede, som jeg har bygget op og spærret inde i mig selv, forbliver, hvor den er. Jeg kan ikke få afløb for den.

Og det gælder ikke kun vrede. Jeg er stort set ude af balance med alle mine følelser for tiden. Jeg har også et kæmpe behov for at græde, men sjældent nok følelse indeni til at formå det. Og det er egenligt ret pudsigt, for jeg har ellers følt mig glad for tiden. Siden januar har jeg følt, at jeg var bedring, og at jeg kunne overskue min undervisning og behandling.
Og alligevel er jeg af og til blevet overrumplet af trangen til at flække et eller andet på tværs og flå det i en million småstumper og brænde resterne. Det føles som en rastløshed eller en spænding i min krop, som jeg ikke kan slippe.

Midt i marts mødte min bedring stilstand, og i de sidste par uger har jeg følt en nedgang, som lige nu føles som at rutsche på en olieret rutchebane med badedragten helt inde mellem balderne. Det er sådan jeg har det for tiden.

Men uanset, hvor jeg går, så føler jeg et lille vredes-monster stå bag mig og hviske: "Eksploder, eksploder, eksploder..!" og når jeg så er lige ved at tabe kontrolen, så siger det: "Jeg laver bare sjov. Det kan du slet ikke," og så står jeg tilbage og kan ikke finde hoved eller hale i, hvad der sker.

Jeg er... enormt bange for, hvad der sker den dag, jeg eksploderer. Jeg har tidligere udtrykt denne bekymring for min behandler i psykiatrien, og hun svarede, at det, at jeg bekymrer mig for, hvad der vil ske, betyder, at der ikke kommer til at ske noget grimt. Og jeg håber, at hun har ret.

Siden jeg blev indlagt første gang, har jeg sagt (lidt for sjovt), at den dag, hvor jeg klippede mit hår af, ville være den dag, hvor jeg mistede kontrollen. Og det er egentlig en underlig ting at sige, men jeg tænker stadig, at det er rigtigt. Tanken om, at jeg impulsivt skulle klippe mit eget hår af i vrede, er så destruktiv, at jeg bliver en smule dårlig af den. Jeg har ikke selvskadet længe, men da jeg gjorde, var tanken om at klippe mit hår af en af de mest invasive og forstyrrende tanker, jeg har haft.

Jeg har ikke noget interesse i at miste mit hår. Men jeg tror, at tanken stammede fra, at det ville være et meget tydeligt råb om hjælp. Men også at jeg er rigtig glad for mit hår, og mit hår er noget af det, som jeg bliver komplimenteret på ofte. Og selvdestruktive Christina mener ikke, at hun fortjener komplimenter og at være glad for noget ved sig selv.
Det er en utroligt hård indrømmelse. Især fordi impulsen til at kaos-klippe i mit hår er vendt tilbage.

Så i takt med, at jeg har anerkedt, at jeg stadig er vred, og at denne vrede vokser, er jeg igen begyndt at tage emnet op med de behandlere, jeg har. Jeg snakkede med min bostøtte om det i denne uge, og hun sagde, at jeg kunne prøve at skrive ned, hvad det egentlig var, jeg var vred over...

Jeg har jo aldrig rigtig tænkt over, hvad det i virkeligheden var, jeg var vred over. Jeg var jo bare vred; ligesom jeg ikke altid ved, hvad jeg er ked af det over.

Jeg vil gerne dele nogle af mine overvejelser med jer:


Jeg er vred over, at jeg er syg. 

Jeg er vred over, at jeg blev voldtaget.

Jeg er vred over, at det ikke er så nemt at elske mig selv, som jeg havde håbet, det ville være. 

Jeg er vred over, at jeg har angst hver eneste dag. 

Jeg er vred over, at jeg ikke kan de samme ting som mine jævnaldrene. 

Jeg er vred over, at jeg er bange for mænd. 

Jeg er vred over, at jeg ikke kan få behandling for mine PTSD-symptomer. 

Jeg er vred over, at jeg ikke kan overskue mine daglige gøremål.

Jeg er vred over, at jeg føler mig inkompetent og uværdig af universitet. 

Jeg er vred over, at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde vil kunne passe et normalt job. 

Jeg er vred over, at jeg føler, at jeg er til fare for mig selv og mine omgivelser. 


Da jeg startede min blog - hvilket er før, jeg startede i behandling - kunne jeg ikke føle vrede. Jeg kunne slet ikke identificere følelsen. I stedet blev jeg bare ked af det.
Nu står jeg i et næsten dagligt opgør med mig selv, hvor jeg føler, at jeg mister min menneskelighed til noget, som jeg ikke selv kan styre. Jeg føler, at det er svært at blive ved med at kæmpe kampen for at få min hverdag til at fungere. Det er fristende at give op og lægge mig ned og vente på, at det holder op.

Det er okay at ligge ned nogle gange, men det er også vigtigt at rejse sig op igen, for ellers kan man bruge hele sit liv på at ligge der og vente på, at smerten forsvinder.
Og det gør den ikke af sig selv.

Til slut vil jeg dele en af mine største anerkendelser:
Jeg er vred over, at jeg er vred.

Sidsterangsmennesket

Jeg har aldrig følt mig som et førsterangsmenneske. Heller ikke som et andenrangsmenneske. Hvis jeg skulle beskrive mit liv og min opvækst, så husker jeg det som om, at jeg var et sidsterangsmenneske. Det handler ikke om, at min familie ikke elsker mig - det ved jeg de gør. Det handler heller ikke om, at jeg ikke havde nogen venner -for det har jeg haft on/off igennem mit liv.

Følelsen af at være et sidsterangsmenneske handler om at føle sig ubetydelig. Det er følelsen af ikke at være nogens nummer 1 eller nummer 2. Det handler om at stå med én fod inde i lejeren og én fod i en frossen sø, som du ikke kan træde ud af. Du kan stadig lugte bålet og måske også mærke varmen af og til, men du vil aldrig være helt inde. Du vil aldrig være gennemvarm, for uanset hvor meget du strækker dig for at nå bålet og nå trygheden, så vil din ene fod altid være fastfrosset i mørket og i kulden. Og sådan føles det at være et sidsterangsmenneske. 

Man kan føle sig som et sidsterangsmenneske af og til. Det er en del af livet. For de fleste bliver det sommer, og isen på søen tør, så du kan trække din fod op og gå ind i lejeren helt. For andre er det vinter i den vildeste Game of Thrones- stil, hvor vinteren nærmest varer for evigt. Men lige pludselig vil sommeren vende tilbage, og isen vil smelte. Heldigvis kan man gå lidt frem og tilbage, uden at det har store konsekvenser. Mange vil opleve, at man jonglerer i et "lillefingervarmt" område. 

Jeg husker at være et sidsterangsmenneske tilbage fra min barndom. Jeg husker det specielt ved, at blive valgt sidst til rundbold hver dag. At stå tilbage med de samme en-to personer. At kigge på hinanden i en indbyrdes kamp om, hvem der bliver valgt ikke-sidst. Jeg kan stadig huske følelsen. Jeg kan stadig se de andre sidsterangsmennesker stå sammen med mig på rundboldsbanen. Og jeg vil vædde med, at de godt ved, hvem de er, og de kan sikkert stadig se mig stå sammen med dem. 

Jeg ved godt, at det at blive valgt sidst til sport også har noget med atletisk styrke at gøre, men helt ærligt så var vi børn. Der var ikke nogen af os, der var atletiske mestre. Desuden var jeg konkurrencesvømmer dengang. Så jeg vurderer ikke, at jeg blev valgt sidst på grund af fysisk svaghed. 

En dag, som jeg tydeligt husker, er 9. klassernes sidste skoledag, da jeg gik i 8. klasse. Det er en af de dage, hvor jeg første gang blev opmærksom på, at folk ikke så mig, som jeg så mig selv. Den dag var jeg et rigtigt sidsterangsmenneske. Foran hele skolen uddelte 9.klasserne priser for *året babe*, *årets scoring*, *årets par*.... I kender genren. Jeg husker, at det var det vildeste, der kunne ske; at blive nomineret til en af priserne. Det var aldrig sket for mig. Jeg var slet ikke populær nok til overhovedet at blive overvejet. 

Men dette år blev jeg nomineret. Jeg blev rent faktisk ikke bare nomineret. Jeg vandt. Og så skulle man tro, at det var med jublen og smil, at jeg gik imod scenen. Men det var det ikke. Det var lige modsat. Jeg vandt ikke *året lækreste* eller *årets klogeste*. Prisen, jeg vandt, var *årets joke*.
Foran hele skolen måtte jeg gå op på scenen (hvis man ikke gik op friviligt, så blev man trukket derop), hvor jeg blev overrakt et bånd med ordene: *ÅRETS JOKE*, og der blev råbt "tale, tale, tale, tale". Hvad skulle jeg sige? Jeg var lige blev ydmyget foran hele skolen. Jeg husker en brændende lyst til at råbe:

FUCK JER!

Ud til alle tilskuere og 9.klasserne og til lærerne, fordi de lod dette ske. Jeg har mange gange ønsket, at jeg udlevede denne små-rebelske lyst. Jeg ville ønske, at jeg havde flået båndet af og brændt det lige der midt på scenen. Jeg ville ønske, at jeg havde stukket hende, der overrakte mig båndet, en kæmpe lussing. Jeg ville ønske, at jeg havde råbt, at de alle var; [Indsæt 1.000 grimme ord]. Men det gjorde jeg ikke. Jeg tvang frem et "Tak", og så gik jeg. Jeg gik ud af hallen med tårer strømmende ned af kinderne. Jeg gik forbi elever og lærere, og ingen sagde noget. For sådan var det dengang. Ingen bekymrede sig for, om du græd. Ingen havde tid til overs for et sidsterangsmenneske. 

Nogle år efter fortalte jeg min mor, om hvad der var sket. Jeg havde skammet mig i flere år, så jeg havde ikke fortalt nogen om det. Jeg havde gemt båndet i en kasse under min seng. Dengang lovede jeg min mor, at jeg ville smide båndet ud. Men det gjorde jeg ikke. Der er et minde knyttet til *ÅRETS JOKE*, som er blevet en del af det, som har udformet mig. Så jeg kunne ikke smide det ud. Jeg har det stadig. (Undskyld, Mor).
Jeg har ikke tænkt mig at smide det ud lige nu, for jeg har en plan. Planen er ikke at gemme på det for evigt. Planen er at brænde båndet, som jeg skulle have gjort den dag for mange år siden. I mit hoved er den perfekte plan at samle min omgangskreds og brænde alt det negative skidt, jeg har samlet igennem årene. Jeg vil holde en ceremoni til ære for mig. Jeg vil spise boller i karry og drikke champagne og pepsi twist. Jeg vil høre Fall Out Boy og jeg vil have lov til at græde over at have været et sidsterangsmenneske for så længe. Og det skal handle om mig. Jeg skal være et førsterangsmenneske. Bare for denne ene dag.

Jeg vil ikke love mig selv, at jeg er færdig med at være et sidsterangsmenneske, for så ville jeg lyve for mig selv. Jeg ved godt, at jeg altid vil have en fod fastfrosset ude i isen. Det ved jeg med sikkerhed, for jeg ved, at jeg ikke er min egen førsteprioritet. Jeg bliver ved med at sætte folk foran mig selv, også selvom jeg godt ved, at jeg egentlig fortjener bedre, og derfor vil jeg altid være et sidsterangsmenneske. Jeg gør mig selv mindre, og jeg bryder mine egne regler for nogle mennesker, som er min førsteprioritet, men hvor jeg ikke er deres førsteprioritet. Heller ikke andenprioritet. Jeg er sidsteprioritet. Et sidsterangsmenneske. Men jeg bliver hængende, for det er, hvad jeg kender. Jeg kender følelsen af den ene kolde fod. Jeg kender lugten af bålet. Og jeg strækker mig efter varmen hver dag. Og når jeg tror, at jeg kan nå flammen, så bliver jeg brændt og sendt tilbage til den frosne sø, hvor jeg står på strakte tæer for at holde hovedet oven vande. Og her er jeg fastfrosset. Og nu kommer vinteren, så udsigten er, at jeg kommer til at være her et stykke tid. Så I ved, hvor I kan finde mig. Den koldeste sø. På bunden. Men stadig med hovedet i vandskorpen. Stadig med øjnene rettet imod lejeren.

Sidsterangsmennesket. 

At vente på hjælp...

Dette indlæg er et smertefuldt ærligt indlæg. Indlægget handler om mit mentale helbred, og det handler om, hvordan jeg nåede hertil. 

Min situation lige nu er, at jeg er syg.

Jeg er meget syg endda.

Jeg lider af depression, flere forskellige former for angst, stress og PTSD. Dette påvirker min hverdag i højere grad, end jeg hidtil har indrømmet overfor mig selv. Jeg har (efter min sygemelding) valgt at fortsætte mine studier, selvom jeg ved, at det bliver en lang kamp for mig at studere og blive rask samtidig.

Da jeg gik i 8. klasse, fik jeg en depression. Den var aldrig diagnosticeret af en læge eller afhjulpet, så den fik lov til at fortsætte uden, at jeg egentligt vidste, hvorfor jeg havde det så skidt hele tiden. Jeg blev mobbet i folkeskolen, men selvom jeg forsøgte at snakke med mine lærere og skolen om det, så blev jeg aldrig mødt med forståelse.

Jeg husker, at sundhedsplejersken sagde: ”Måske skulle du prøve at få dig nogle venner”, som om det skulle fikse mig og min ensomhed.

Depressionen udviklede sig til lavt selvværd og angst. Det var først i 1g, jeg fandt ud af, at det var en reel depression. Jeg begyndte hos skolepsykologen på mit gymnasium. Problemet forsvandt ikke, men jeg lærte at genkende mine følelser.

I foråret 2014 var jeg udsat for overgreb. I løbet af en måned blev jeg voldtaget 7 gange af den samme person. Jeg kunne godt sige, at det var fordi, jeg ikke havde modet eller selvrespekt til at sige fra.

Men sandheden er, at jeg blev voldtaget, fordi han valgte at gøre det imod mig. Det har taget mig 4 år at lægge skylden 100% på ham. Jeg må indrømme, at jeg stadig kan blive i tvivl.

Efter overgrebene var jeg i helt klassisk benægtelse. Jeg havde det værre end før, men jeg kunne ikke få mit hoved til at sætte den voldsomme frygt, mareridtene, selvhadet og isolationen sammen med, at jeg var ved at lægge skylden på mig selv.

Når jeg tænkte tilbage på overgrebene, brugte jeg aldrig ordene ’overgreb’ eller ’voldtægt’, for jeg var bange for, at jeg overdrev. Jeg var bange for at gøre det til en realitet.

Jeg kan huske en dag, hvor jeg tænkte: ”Dette er den første dag så længe jeg kan huske, at jeg ikke har grædt” og tanken om: ”Jeg har ikke grædt i dag” gav mig et indblik i, at den var helt galt. Det var sommer 2016, og jeg havde holdt alle mine følelser inde mig i 2 år, men for første gang var jeg ved at indse, at det ikke var mig, der var problemet.

Selvom jeg havde accepteret, at jeg var et offer, så havde jeg ikke overvejet, at jeg kunne fortælle nogen om det. Jeg betragtede det som min egen hemmelighed, som jeg skulle beskytte og gemme væk i en mørk krog.

Vinter 2017 fortalte jeg min veninde om det. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle møde så stor forståelse, som jeg gjorde. Min veninde gav mig plads til at fortælle om overgrebene, og hun støttede mig og hjalp mig med at bearbejde mine muligheder.

Hun fandt Center for Voldtægtsofre (CFV) og opfordrede mig til at overveje, om det var et tilbud, jeg kunne drage nytte af.

Februar 2017 fortalte jeg mine forældre om overgrebene. Min depression havde tippet mig over kanten, og jeg havde brug for hjælp til at komme igennem min hverdag.

En dag fortalte jeg dem om det efter aftensmaden. Jeg havde ikke forestillet mig, det skulle være så svært at sige ordet ’voldtægt’ for dem, men jeg kunne knapt få det ud.

Dagen efter kontaktede jeg Center for Voldtægtsofre.

19. april 2017 blev jeg kaldet ind til afklaringssamtale på et afbud. Jeg talte med en af de mest kompetente psykologer, jeg nogensinde har mødt. Jeg følte mig lyttet til på en helt ny måde. Jeg turde åbne mig op og fortælle, hvor skidt det egentlig stod til. Jeg var ikke bare klar til behandling – jeg havde behov for det! Nu var det ikke ’sjovt mere’.

Jeg blev ringet op nogle dage mere med nyheden om, at Centeret ville starte et traumeforløb med mig. Men jeg fik samtidigt at vide, at jeg ville blive sat på en venteliste, da det var over 3 måneder siden overgrebene, havde fundet sted. De kunne dog ikke fortælle mig, hvor længe jeg skulle stå på venteliste.

Men det var fint. Jeg kunne sagtens vente en måned eller to. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle vente 412 dage på min anden samtale.

412 dage er 1 år og 1 måned og 17 dage.

Jeg modtog i dag 4. juni 2018 min anden samtale på Center for Voldtægtsofre. Det var igen af afklaringssamtale for, at psykologerne kan vurdere, om tilbuddet stadig passer til mig.

Min situation er nemlig anderledes nu, end da jeg kaldte på hjælp for over 412 dage siden.

Min depression er ’ondere’ end nogensinde før. Det fylder 90% af min hverdag. Den er altid til stede. Jeg blev i foråret sygemeldt fra mit studie, fordi jeg ikke kan jonglere depressionen og studiet samtidigt.

For mig er depression ikke 1000 følelser på én gang – det er fraværet af følelser. Glæde, sorg, ekstase, seksualitet, stolthed, selvrespekt og kærlighed til mig selv, har været begrænsede følelser. Især vrede har været svær at rumme. Det hele er tomt og ligegyldigt.

Derfra opstod et behov for at påføre mig selv smerte for at fremprovokere følelser. At føle smerte er bedre end ikke at føle noget.

Mit hoved ved godt, at selvskade ikke er et godt redskab til at kontrollere mine følelser, men når man står i absolut tomhed, så føles det som den eneste mulighed.

Jeg ventede 412 dage på hjælp, fordi Center for Voldtægtsofre mangler midler. De har alt for mange henvendelser i forhold til, hvor mange de kan hjælpe!

Jeg vil gerne understrenge, at den lange ventetid ikke er centerets skyld! Det er dem, der sidder med pengeposen.

Jeg havde et sår, som jeg havde forsøgt at hele i 3 år.

Jeg kunne ikke selv lukke såret, så jeg søgte hjælp.

Såret blev åbnet og efterladt åbent i 412 dage.

Nu har jeg fået at vide, at jeg kan forvente en indkaldelse til traumebehandling indenfor  1-1½ måned. Så nu lukker vi forhåbentlig mit sår, så jeg kan komme videre.

Til slut vil jeg sige, at hvis du har behov for hjælp efter et overgreb, så kontakt Center for Voldtægtsofre. Uanset hvor lang tid, det er siden, overgrebet er sket. Uanset hvor længe du skal stå på venteliste. – kontakt dem.

De er professionelle og ekstremt dygtige.

- De har bare for få midler.

Center for Voldtægtsofre

Link: http://www.voldtaegt.dk

Er du i tvivl?

Link: http://erduitvivl.dk

Livslinjen

Link: https://www.livslinien.dk