Dyr med G

Trigger-advarsel: Dette indlæg omhandler selvskade, selvmordstanker og depressionstanker.

Der er gris og gorilla. Og gedde...

Man skulle ikke tro, at en børneleg kan gøre stor forskel mellem liv og død, men den gør den. Og jeg skal forklare dig hvorfor.

Jeg har en app, der hedder "min plan". Det er en app, der skal fungere som redningskrans, når den eneste vej frem er igennem selvskade, eller man har tabt håb for livet. Det er en meget simpel app. Man skriver sine symptomer ind og kan derefter "parre" symptom med en strategi til at få symptomerne til at forsvinde.
Man kan kode sine pårørende ind, og den ved altid, hvor det nærmeste sygehus er, så skulle man ende med at gøre skade på sig selv, så kan man hurtigt få hjælp.

Det her er min stategi-liste. Den er ikke specielt imponerende, men den er tilpasset mig. Stategierne deler sig lidt op i to kategorier:

UNO: Jeg er ked af det - kategorien

Se en god film

Ring til Mor og Far

Tage PN (Beroligende medicin).

DUO: Jeg er panik-ked af det - kategorien.

Ring til Mor og Far
Skub den 10 minutter
Tag et bad (Gerne koldt)
Vejrtrækningsøvelser
Dyr med G

Nogle af dem siger sig selv, men "skub den 10 minutter" kræver måske lidt forklaring. Det handler i bund og grund om, at jeg sætter et ur til 10 minutter, når jeg gerne vil skade mig selv. Og så venter jeg 10 minutter - til når uret ringer. Men så sætter jeg et nyt ur - igen på 10 minutter. Jeg skubber den hele tiden 10 minutter, fordi jeg kan overskue 10 minutter af gangen, når jeg er ked af det. Det er ikke altid jeg kan overskue 1 time eller en hel nat.
Jeg er som regel kommet på bedre tanker, når de 10 minutter er gået 2-3 gange.

Og det er her Dyr med G kommer ind i billedet.
Forestil dig, at jeg sidder med ansigtet fuldstændig opløst i tårer. Jeg sidder med valget mellem at skade mig selv eller ringe til vagtlægen og blive indlagt. Og så sidder jeg der, og jeg siger:

"Christina. Find alle dyr, der findes, med G" og det kan syntes fjollet og nærmest pinligt, men det er en leg, der rydder alle tanker i hovedet. For min krop hulker stadig, og jeg er ved at falde fra mig selv, men mit hoved er roligere og mere fokuseret, for jeg prøver at finde alle fucking dyr, der starter med G.

Det er en overlevelsesmekanisme. Det lyder måske underligt, men for mig er det overlevelse. Nogle gange kan jeg falde igennem flere lag af sindsstemning på få sekunder. Jeg kan gå fra at være okay til at være frustreret over, at jeg ikke.... kan. Jeg kan intet. Jeg kan ikke passe på mig selv, og jeg kan ikke være til nytte.
Og så bliver jeg sur på mig selv over, at jeg ender med at blive samfundets røvhul, og så er det, at jeg begynder at få tanker om selvskade. Jeg har forestilling om, at jeg fortjener smerte, og at al den uro og sorg, jeg føler inden i, bliver nemmere at håndtere med smerte. Nogle gange handler det også om, at jeg har så ondt indeni, men ikke har nogle fysiske mærker som bevis på min smerte. Det er stor frustration. Og jeg er heldig, at jeg ikke fejler noget fysisk, men det kan nogle gange føles uretfærdigt, at jeg har så mange sygdomme, som man ikke kan se.

Der er ingen, der stopper op og siger: "Nå for den da, Christina har da vel nok brækket benet. Det ser ud til at gøre rigtig ondt. Skal vi ikke lige finde dig en gips og noget smertestillende?"
Sådan fungerer det ikke med mentalt helbred. Fremmede kigger ikke på mig og siger: "Nå for dælen, der har vi ganske vist en lille depressions-person. Stakkels dig, hva"; Eller jo, men det er mest, når jeg står foran kassedamen med tårer løbende ned af kinderne og 4 pakker kiks.

Men når jeg tvinger mig selv til at finde alle dyr med G, så er jeg nødt til at lukke alt det ude. Jeg er nødt til at fokusere på grævlinger og guldfisk. Og det virker som regel. For når jeg er færdig med G, så vælger jeg et andet bogstav. Og før jeg er nået igen alfabetet, så er min sovepille begyndt at virke. Og før jeg ved af det, så drømmer jeg om gæs og en ged - der hedder Gilbert.