Dyr med G

Trigger-advarsel: Dette indlæg omhandler selvskade, selvmordstanker og depressionstanker.

Der er gris og gorilla. Og gedde...

Man skulle ikke tro, at en børneleg kan gøre stor forskel mellem liv og død, men den gør den. Og jeg skal forklare dig hvorfor.

Jeg har en app, der hedder "min plan". Det er en app, der skal fungere som redningskrans, når den eneste vej frem er igennem selvskade, eller man har tabt håb for livet. Det er en meget simpel app. Man skriver sine symptomer ind og kan derefter "parre" symptom med en strategi til at få symptomerne til at forsvinde.
Man kan kode sine pårørende ind, og den ved altid, hvor det nærmeste sygehus er, så skulle man ende med at gøre skade på sig selv, så kan man hurtigt få hjælp.

Det her er min stategi-liste. Den er ikke specielt imponerende, men den er tilpasset mig. Stategierne deler sig lidt op i to kategorier:

UNO: Jeg er ked af det - kategorien

Se en god film

Ring til Mor og Far

Tage PN (Beroligende medicin).

DUO: Jeg er panik-ked af det - kategorien.

Ring til Mor og Far
Skub den 10 minutter
Tag et bad (Gerne koldt)
Vejrtrækningsøvelser
Dyr med G

Nogle af dem siger sig selv, men "skub den 10 minutter" kræver måske lidt forklaring. Det handler i bund og grund om, at jeg sætter et ur til 10 minutter, når jeg gerne vil skade mig selv. Og så venter jeg 10 minutter - til når uret ringer. Men så sætter jeg et nyt ur - igen på 10 minutter. Jeg skubber den hele tiden 10 minutter, fordi jeg kan overskue 10 minutter af gangen, når jeg er ked af det. Det er ikke altid jeg kan overskue 1 time eller en hel nat.
Jeg er som regel kommet på bedre tanker, når de 10 minutter er gået 2-3 gange.

Og det er her Dyr med G kommer ind i billedet.
Forestil dig, at jeg sidder med ansigtet fuldstændig opløst i tårer. Jeg sidder med valget mellem at skade mig selv eller ringe til vagtlægen og blive indlagt. Og så sidder jeg der, og jeg siger:

"Christina. Find alle dyr, der findes, med G" og det kan syntes fjollet og nærmest pinligt, men det er en leg, der rydder alle tanker i hovedet. For min krop hulker stadig, og jeg er ved at falde fra mig selv, men mit hoved er roligere og mere fokuseret, for jeg prøver at finde alle fucking dyr, der starter med G.

Det er en overlevelsesmekanisme. Det lyder måske underligt, men for mig er det overlevelse. Nogle gange kan jeg falde igennem flere lag af sindsstemning på få sekunder. Jeg kan gå fra at være okay til at være frustreret over, at jeg ikke.... kan. Jeg kan intet. Jeg kan ikke passe på mig selv, og jeg kan ikke være til nytte.
Og så bliver jeg sur på mig selv over, at jeg ender med at blive samfundets røvhul, og så er det, at jeg begynder at få tanker om selvskade. Jeg har forestilling om, at jeg fortjener smerte, og at al den uro og sorg, jeg føler inden i, bliver nemmere at håndtere med smerte. Nogle gange handler det også om, at jeg har så ondt indeni, men ikke har nogle fysiske mærker som bevis på min smerte. Det er stor frustration. Og jeg er heldig, at jeg ikke fejler noget fysisk, men det kan nogle gange føles uretfærdigt, at jeg har så mange sygdomme, som man ikke kan se.

Der er ingen, der stopper op og siger: "Nå for den da, Christina har da vel nok brækket benet. Det ser ud til at gøre rigtig ondt. Skal vi ikke lige finde dig en gips og noget smertestillende?"
Sådan fungerer det ikke med mentalt helbred. Fremmede kigger ikke på mig og siger: "Nå for dælen, der har vi ganske vist en lille depressions-person. Stakkels dig, hva"; Eller jo, men det er mest, når jeg står foran kassedamen med tårer løbende ned af kinderne og 4 pakker kiks.

Men når jeg tvinger mig selv til at finde alle dyr med G, så er jeg nødt til at lukke alt det ude. Jeg er nødt til at fokusere på grævlinger og guldfisk. Og det virker som regel. For når jeg er færdig med G, så vælger jeg et andet bogstav. Og før jeg er nået igen alfabetet, så er min sovepille begyndt at virke. Og før jeg ved af det, så drømmer jeg om gæs og en ged - der hedder Gilbert.

Når et menneske lever

I forbindelse med min farfars død, som jeg skrev om i mit forrige indlæg, har jeg spekuleret meget over mit eget liv og ikke mindst på, hvad det er værd.

Disse tanker grunder i, at jeg i perioder søger smerte, fordi jeg havde svært ved at identificere og føle følelser. Jeg har længe følt den “famøse tomhed”, som har beskrevet tidligere. Denne tomhed gør, at alle indtryk og alle følelser bliver til tristhed.

Når jeg er ked af det, græder jeg.

Når jeg er vred, græder jeg.

Når jeg er glad, græder jeg.

Og det eneste, det stopper tårerne er smerte.

Så jeg har fået en grim vane for at nive mig selv. Jeg niver mine arme og lår. Ofte er det ubevidst eller som refleks på, at jeg føler, at jeg er ved at græde.

Selvskaden er blevet en del af min facade. Jeg bruger den til at distrahere mig selv fra den psykiske smerte, for fysisk smerte er så meget nemmere at håndtere.

Og det er her, at historien tager en grim drejning. Jeg havde kæmpet med det her i et stykke tid, da det ikke længere føles som nok at borre neglene ned i mit kød.

Jeg stod efter en forelæsning på universitet og ventede på bussen. Det her var kort tid før min sygemelding. Jeg havde det skidt, men hvis nogen havde spurgt mig, hvad der var galt, så ville jeg ikke kunne sætte fingeren på det. For det var det hele, som var galt. Jeg var galt. Universitet var galt. Bussen var galt. Menneskerne omkring mig var galt. Jeg havde ikke mere at give af. Jeg havde kørt mig selv helt ned, men jeg kunne ikke selv sige fra.

Jeg vidste, jeg havde en lang tur hjem foran mig, og mine øjne var fyldt med tårer, selvom jeg havde nevet min arm hårdere end nogensinde før.

Og da bussen kom tænkte jeg:

“Gad vide, hvor ondt det ville gøre, hvis jeg smed mig selv foran bussen lige nu…”

Jeg gjorde det ikke, og jeg føler ikke, at jeg var tæt på, men tanken om, at den fysisk smerte i min krop ville overstige den psykiske smerte var fristende.

Forstå mig ret...

Det var ikke et ønske om at dø, som drev tanken.

Det var et ønske om ikke at føle sådan her mere. Det var et ønske om ikke at vågne hver morgen en smule mere ligeglad end dagen før.

Der var ikke en stor udvikling fra dag til dag, men det er lidt som dråber i en skål under et utæt tag; de bliver til mange, hvis skålen ikke tømmes. Og en dag kan skålen ikke rumme flere dråber. Det er næsten som om, at man forventer en eksplosion af vand, når skålen er fyldt, men det sker ikke. Vandet løber stille og roligt ned af siderne på skålen, når det ikke længere kan være i skålen. Men nu er facaden brudt.

Og når facaden er brudt finder man sig selv ved et busstoppested med tårerne løbende ned af kinderne, mens man overvejer, hvordan man dog skal tømme sin skål, så man kan blive glad… eller måske bare føle noget.

Selvom min skål ikke er tom i dag, og jeg stadig vælter rundt imellem mine følelser og støder hovedet ind i en mur, der hvor mine følelser ikke er “låst op”, så kan jeg fortælle, at det ikke vil være det værd. At smide sig foran en bus i håb om at føle noget eller som et råb om hjælp er ikke det værd.

Det er der mange grunde til, såsom at du kommer til at mærke buschaufførens liv for evigt. Uanset om du klarer den eller ej.

Men den grund, der kommer til at afholde mig fra at springe foran en bus eller andre “dumme ting” (som er min ‘pæne’ måde at sige selvmordsforsøg på) gik op for mig, da vi begravede min farfar.

For nogen skal begrave dig. Det bliver højest sandsynligt dine forældre. Hvis du nogensinde har begravet en af dine bedsteforældre, forældre eller venner, så ved du, hvor hårdt det er.

Forestil dig, at det er dine forældre, der sidder på forreste række i kirken. For det er dig, der ligger i kisten.

Det var billedet af mig i kisten og mine forældre på bænken, som jeg ikke kunne håndtere.

Det er en af de mest grusomme tanker, jeg nogensinde har haft.

Fuck alle “bus-tanker” og alt smerte i verden. For hvis du dør, så efterlader du nogle mennesker, som skal bære din kiste, og som skal vælge blomster til din grav. Og de skal vælge, hvad salmer der skal synges i kirken. Og de kommer til at mærke den psykiske smerte, som du også føler.

De vil alle tænke, at de skulle have gjort mere, eller at de skulle have set den komme. Og de vil savne dig. Og jeg vil savne dig.

Så lov mig, at du lever. Lov mig, at du kæmper videre. Dit liv er så meget mere værd, end hvad du føler lige nu - eller mangel på samme. Hvis du har brug for hjælp, så ring til nogen. Ring til en veninde/ven eller forældre.

Og hvis du har brug for hjælpe lige nu, så ring til din læge eller vagtlægen.

Jeg ringede til min læge. Og jeg sagde: “Jeg kan ikke mere. Jeg skal bruge hjælp lige nu. Og det er lige nu. Det er ikke om en time.”  

Opkaldet er et grumt minde at have. Det tog al mod, jeg havde i mig. Men hellere at have mindet om det sværeste opkald, jeg nogensinde har foretaget mig, end ingen minder overhovedet.

Og jeg fik hjælp.

Det er første skridt på vejen imod at genfinde mine følelser og lære at klare mig selv igen. Jeg er ved at lære, hvor meget jeg er værd. Det tager mig mange måneder at lære. Og det har krævet, at jeg har set min farfars kiste, for at jeg kan begynde at forstå, at jeg ikke kun er mig. Jeg er også alle menneskerne omkring mig. Jeg er bekendtskaber og nære venner. Jeg er familie.

Når et menneske lever, så lever mennesket ikke kun i og for sig selv. Du lever ikke kun i og for dig selv.

Jeg lever ikke kun i og for mig selv.

At vente på hjælp...

Dette indlæg er et smertefuldt ærligt indlæg. Indlægget handler om mit mentale helbred, og det handler om, hvordan jeg nåede hertil. 

Min situation lige nu er, at jeg er syg.

Jeg er meget syg endda.

Jeg lider af depression, flere forskellige former for angst, stress og PTSD. Dette påvirker min hverdag i højere grad, end jeg hidtil har indrømmet overfor mig selv. Jeg har (efter min sygemelding) valgt at fortsætte mine studier, selvom jeg ved, at det bliver en lang kamp for mig at studere og blive rask samtidig.

Da jeg gik i 8. klasse, fik jeg en depression. Den var aldrig diagnosticeret af en læge eller afhjulpet, så den fik lov til at fortsætte uden, at jeg egentligt vidste, hvorfor jeg havde det så skidt hele tiden. Jeg blev mobbet i folkeskolen, men selvom jeg forsøgte at snakke med mine lærere og skolen om det, så blev jeg aldrig mødt med forståelse.

Jeg husker, at sundhedsplejersken sagde: ”Måske skulle du prøve at få dig nogle venner”, som om det skulle fikse mig og min ensomhed.

Depressionen udviklede sig til lavt selvværd og angst. Det var først i 1g, jeg fandt ud af, at det var en reel depression. Jeg begyndte hos skolepsykologen på mit gymnasium. Problemet forsvandt ikke, men jeg lærte at genkende mine følelser.

I foråret 2014 var jeg udsat for overgreb. I løbet af en måned blev jeg voldtaget 7 gange af den samme person. Jeg kunne godt sige, at det var fordi, jeg ikke havde modet eller selvrespekt til at sige fra.

Men sandheden er, at jeg blev voldtaget, fordi han valgte at gøre det imod mig. Det har taget mig 4 år at lægge skylden 100% på ham. Jeg må indrømme, at jeg stadig kan blive i tvivl.

Efter overgrebene var jeg i helt klassisk benægtelse. Jeg havde det værre end før, men jeg kunne ikke få mit hoved til at sætte den voldsomme frygt, mareridtene, selvhadet og isolationen sammen med, at jeg var ved at lægge skylden på mig selv.

Når jeg tænkte tilbage på overgrebene, brugte jeg aldrig ordene ’overgreb’ eller ’voldtægt’, for jeg var bange for, at jeg overdrev. Jeg var bange for at gøre det til en realitet.

Jeg kan huske en dag, hvor jeg tænkte: ”Dette er den første dag så længe jeg kan huske, at jeg ikke har grædt” og tanken om: ”Jeg har ikke grædt i dag” gav mig et indblik i, at den var helt galt. Det var sommer 2016, og jeg havde holdt alle mine følelser inde mig i 2 år, men for første gang var jeg ved at indse, at det ikke var mig, der var problemet.

Selvom jeg havde accepteret, at jeg var et offer, så havde jeg ikke overvejet, at jeg kunne fortælle nogen om det. Jeg betragtede det som min egen hemmelighed, som jeg skulle beskytte og gemme væk i en mørk krog.

Vinter 2017 fortalte jeg min veninde om det. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle møde så stor forståelse, som jeg gjorde. Min veninde gav mig plads til at fortælle om overgrebene, og hun støttede mig og hjalp mig med at bearbejde mine muligheder.

Hun fandt Center for Voldtægtsofre (CFV) og opfordrede mig til at overveje, om det var et tilbud, jeg kunne drage nytte af.

Februar 2017 fortalte jeg mine forældre om overgrebene. Min depression havde tippet mig over kanten, og jeg havde brug for hjælp til at komme igennem min hverdag.

En dag fortalte jeg dem om det efter aftensmaden. Jeg havde ikke forestillet mig, det skulle være så svært at sige ordet ’voldtægt’ for dem, men jeg kunne knapt få det ud.

Dagen efter kontaktede jeg Center for Voldtægtsofre.

19. april 2017 blev jeg kaldet ind til afklaringssamtale på et afbud. Jeg talte med en af de mest kompetente psykologer, jeg nogensinde har mødt. Jeg følte mig lyttet til på en helt ny måde. Jeg turde åbne mig op og fortælle, hvor skidt det egentlig stod til. Jeg var ikke bare klar til behandling – jeg havde behov for det! Nu var det ikke ’sjovt mere’.

Jeg blev ringet op nogle dage mere med nyheden om, at Centeret ville starte et traumeforløb med mig. Men jeg fik samtidigt at vide, at jeg ville blive sat på en venteliste, da det var over 3 måneder siden overgrebene, havde fundet sted. De kunne dog ikke fortælle mig, hvor længe jeg skulle stå på venteliste.

Men det var fint. Jeg kunne sagtens vente en måned eller to. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle vente 412 dage på min anden samtale.

412 dage er 1 år og 1 måned og 17 dage.

Jeg modtog i dag 4. juni 2018 min anden samtale på Center for Voldtægtsofre. Det var igen af afklaringssamtale for, at psykologerne kan vurdere, om tilbuddet stadig passer til mig.

Min situation er nemlig anderledes nu, end da jeg kaldte på hjælp for over 412 dage siden.

Min depression er ’ondere’ end nogensinde før. Det fylder 90% af min hverdag. Den er altid til stede. Jeg blev i foråret sygemeldt fra mit studie, fordi jeg ikke kan jonglere depressionen og studiet samtidigt.

For mig er depression ikke 1000 følelser på én gang – det er fraværet af følelser. Glæde, sorg, ekstase, seksualitet, stolthed, selvrespekt og kærlighed til mig selv, har været begrænsede følelser. Især vrede har været svær at rumme. Det hele er tomt og ligegyldigt.

Derfra opstod et behov for at påføre mig selv smerte for at fremprovokere følelser. At føle smerte er bedre end ikke at føle noget.

Mit hoved ved godt, at selvskade ikke er et godt redskab til at kontrollere mine følelser, men når man står i absolut tomhed, så føles det som den eneste mulighed.

Jeg ventede 412 dage på hjælp, fordi Center for Voldtægtsofre mangler midler. De har alt for mange henvendelser i forhold til, hvor mange de kan hjælpe!

Jeg vil gerne understrenge, at den lange ventetid ikke er centerets skyld! Det er dem, der sidder med pengeposen.

Jeg havde et sår, som jeg havde forsøgt at hele i 3 år.

Jeg kunne ikke selv lukke såret, så jeg søgte hjælp.

Såret blev åbnet og efterladt åbent i 412 dage.

Nu har jeg fået at vide, at jeg kan forvente en indkaldelse til traumebehandling indenfor  1-1½ måned. Så nu lukker vi forhåbentlig mit sår, så jeg kan komme videre.

Til slut vil jeg sige, at hvis du har behov for hjælp efter et overgreb, så kontakt Center for Voldtægtsofre. Uanset hvor lang tid, det er siden, overgrebet er sket. Uanset hvor længe du skal stå på venteliste. – kontakt dem.

De er professionelle og ekstremt dygtige.

- De har bare for få midler.

Center for Voldtægtsofre

Link: http://www.voldtaegt.dk

Er du i tvivl?

Link: http://erduitvivl.dk

Livslinjen

Link: https://www.livslinien.dk