onsdag den 27. februar 2019

Hvad jeg har lært de sidste 365 dage...

Jeg er tilbage med endnu et svært indlæg. Som altid har jeg prøvet at give jer 100% indblik bag facaden, og jeg ved, at jeg berør nogle emner, som kan gøre ondt og trigge nogen. Jeg håber, at alle har lært lige så meget, som jeg har det sidste år.


Om ensomhed
Uanset hvor mange venner jeg har, så er der en følelse, som hænger ved og som har bidt sig fast. Jeg er ensom. Ensomhed er en følelse, som ikke bor et bestemt sted i kroppen. Den hænger bare ved og lader sig slæbe med. Du kan ikke løbe fra den. Den kan ikke bedøves. Den lader dig tro, at du har besejret den, men så sniger den sig op på dig og bider dig endnu hårdere end før.


Om venner
Det sidste års tid har jeg fået nye venner. Jeg har også mistet venner - gode venner endda. Jeg fik også et nyt venskab, hvor jeg mindst ventede det. Jeg mødte et menneske, mens jeg var indlagt, som hurtigt er blevet en person, som jeg kan betro mig til, og som forstår, hvad jeg går igennem. Og jeg håber, vi kan være venner hele livet.
Jeg har også venner, som jeg har kendt i mange år. Om dem har jeg lært, at jeg elsker dem meget højt.  Jeg har enormt stor tiltro til mine venner, men i løbet af det sidste år, har jeg lært, at de bare er mennesker. Venner er ikke små guder, der bor omkring én. De er bare små personer, som kæmper de samme kampe og indånder den samme luft, som man selv gør. Alle mine venner kæmper. De kæmper med næb og klør. Alle har de hver deres kampe. De er ikke bedre, end jeg er. Men de er lige så gode. Jeg respekterer mine venner enormt meget, for jeg har fået et indblik, hvad de har i rygsækken, og alligevel har de af og til tid og overskud til at tage et kig i min rygsæk. Så kan vi kigge lidt i hinandens rygsække. Vi kan ikke gøre hinandens rygsække lettere, men i det mindste er vi ikke længere alene om at bære vores rygsække. Bare det, at vi ved, hvad hinanden kæmper med, betyder, at vi ikke er så alene om det mere.


Om kærlighed
Jeg har lært rigtig meget om kærlighed. Jeg har lært, at den eneste kærlighed, som aldrig er til at bøje,  er kærligheden i en familie. Familie elsker dig ubetinget. Alle andre, der siger, de elsker dig, har deres egen agenda. Det kan være, de elsker dig i dag, men i morgen er de væk. Sådan er det.


Om at græde i badet
Badet er det bedste sted at græde. Første gang man prøver det, føles det underligt. Men det gode ved at græde i badet er, at man er alene, man behøver ikke tørre sine tårer væk - for det klarer vandet, man  skal ikke se sine blodskudte øjne bagefter - for spejlet er helt dugget til, man er omgivet af varme og behagelige dufte.



Om at græde i offentligheden
Faktisk er der ikke særlig stor forskel på at græde i badet og at græde i offentligheden. Du vil altid være alene om det. Jeg har grædt mange steder i løbet af det sidste års tid. Jeg har grædt på universitetet. Ofte. Jeg har grædt i fyldte busser. Jeg har grædt, mens jeg gik ned af gå gaden. Folk er oftest ligeglad, hvis de overhovedet ser det. Nogle stirrer, fordi de er bange for at blande sig. Mennesker vi ikke smittes med ens tristhed.



Om at gå på universitetet
Fuck det, jeg vil hellere være glad. At gå på universitet gør ikke mennesker glade. Det gør mennesker til robotter. Jeg har lært, at man ikke er fintuddannet, bare fordi man kan finde fra Nobelparken og hen til Søaudiatorierne. Nixen Karen Blixen! Jeg har læst på uni i halvandet år. Jeg er stadig lige så forvirret, som jeg altid har været. Det er meningen, at jeg om endnu halvandet år skal have en kort videregående uddannelse. Men hvad i al verden er det? Jeg ved ikke mere om at være menneske, end jeg gjorde før. Jeg kan fortælle dig lidt om de forskellige dynastier i Kina, og jeg kan snakke med om, hvordan Marshall-planen reddede Europa efter Anden Verdenskrig. Men det gør mig ikke et bedre eller gladere menneske. Jeg er bare et veloplyst menneske. Et veloplyst meget trist menneske.
Men alligevel så går jeg der stadig. Jeg kæmper for at læse til timerne og komme til timerne. Det gør jeg, fordi jeg har lært, at det er min bedste chance for at finde ud af noget om mig selv og om verden. Og ellers ryger jeg på kontakthjælp. Og så skal min syge røv på understøttelse.



Om medicin
Medicin er ikke altid svaret. Medicin er ikke en skudsikker rustning. Medicin kan være en nødvendighed, men medicin er ikke uden konsekvenser. Jeg får rigtig meget medicin nu. Det gjorde jeg ikke for et år siden. Jeg er ikke bedre nu, end jeg var dengang. Men jeg er holdt op med at få det værre. Nu er jeg bare stabilt skidt tilpas.



Om skønhed
Åh, skønhed, du hellige gral. Bægeret, som selveste Jesus har drukket af. Skønhed, verden tilbeder dig... Jeg har lært, at jeg ville ønske, at verden have bredere standarter for skønhed, så vi alle kunne være inkluderet. I sig selv er der ikke noget galt med skønhed. Problemet opstår først, når man begynder at definere, hvad der ikke er skønhed.



Om sandhed
Sandheden er sværere at levere, end jeg havde troet, da jeg lavede bloggen. For hvor sandheden er, der er smerten også. Sandhed er ikke standarten hos mennesker. Alle lyver. Venner lyver. Politikere lyver. Elskere lyver. Selv familie lyver af og til. Hvorfor lyver man? Det gør man, fordi sandheden gør ondt. Vi er ikke glansbilleder, og det er okay. Jeg har lært, at jeg hellere vil se en krakeleret virkelighed, end jeg vil se glansbilledet; forestillingen af lykke og glæde. For jeg har lært, at jeg som regel lærer sandheden at kende før eller senere.
Derfor prøver jeg at give jer sandheden om mig og om mit liv. Og du er her endnu, så der må være noget, som enten er spændende eller forfriskende at få at vide. Forhåbentlig er det sandheden.



Om smerte
Jeg har lært, at jeg har et liv fyldt med meget smerte. Mere smerte end jeg troede. Alt gør ondt. Men det er ikke kun mig, der kender smerte. Alle bærer smerte med sig. Den bider sig fast ligesom ensomhed. Smerte er en universal glæde. Glæde; fordi når livet gør ondt, så er du i det mindste ikke død.



Om mig selv
Jeg er stærkere, end jeg selv troede, jeg var. Jeg er stærkere, end hvad der forventes af mig. Jeg er ikke bange for smerten, for så havde jeg ikke haft den her blog. Jeg har lært, at jeg giver den alt, jeg har. For havde jeg ikke gjort det, så havde jeg ikke været her mere. Og det er barske sager, men det er min virkelighed. Jeg har udviklet mig meget det seneste år. For et år siden troede jeg stadig på det gode i verden. Jeg må indrømme, at det gør jeg ikke i dag. I stedet har jeg i dag udviklet en sans for bullshit, som jeg ikke havde for et år siden. Det hjælper mig med at bygge det hus, jeg skal bo i. Hver dag, der har været fyldt med smerte, giver mig en mursten, som jeg putter i min rygsæk. Og ja, det er rigtig tungt at bære rundt på, men en dag har jeg nok mursten til at bygge mig et hus. Og så bestemmer jeg selv hvem og hvad, der bliver lukket ind. Det er vigtigt for mig at huske på, at jeg bestemmer.


Om at sige nej
Og når det er mig, der bestemmer, så kommer der til at være flere nej'er. Jeg er ved at lære at sige nej; for at passe på mig selv og min omverden. Jeg håber, du kommer til at opleve at få et nej fra mig, for det betyder, at jeg har udviklet mig.



Om at sige ja
For når jeg har lært at sige nej, så betyder et ja 100 gange mere, end det nogensinde har gjort før. Jeg har lært, hvad jeg ønsker at sige ja til. Jeg håber, at jeg kan sige ja til være glad og fyldt med håb. Jeg vil gerne sige ja til at danse i badedragt på en tropisk ø med mine venner i den ene hånd og billig rom i den anden hånd. Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg skal sige ja til at være glad.



Om hvad der ikke definerer mig
Jeg har også lært en hel masse om, hvad der ikke er mig. For det første: Jeg er ikke min sygdom. Jeg er ikke al den her smerte og alle de her grimme dage. Jeg er et menneske med en sygdom. Jeg er et menneske, der har flere svære ting med i rygsækken, men det skal ikke definere mig resten af mit liv.
Mit intellekt og karakterer definerer mig ikke, tværtimod har jeg lært, at jeg er meget mere end det. Jeg rummer flere dybder og muligheder, som ikke kan defineres med tal og "fint".
Min vægt definerer mig ikke. Om jeg bruger en størrelse 38 eller 44 i bukser... Det er røv lige meget. Man bliver ikke mere glad af at købe små bukser. Jeg har prøvet at søge lykken i de små størrelser. Det virker ikke, og det skal heller ikke virke, for modebranchen skal ikke have lov til at definere mig.
En anden ting, der ikke definerer mig og aldrig kommer til at definere mig; om jeg har en mand i mit liv. Jeg kan ikke gå og vente på at finde "Mister Right" at slå mig ned med. Hvis han kommer, så kommer han. Jeg er færdig med lede. For jeg har lært, at jeg ikke er et bedre menneske, når jeg har en kæreste. Jeg kan bygge mit hus uden en partner. Jeg kan være glad uden.



Om taknemmelighed
Jeg har lært, hvor meget taknemmelighed, jeg rummer. Især overfor min familie og de læger og sygeplejersker, der passer på mig. Jeg er taknemmlig for at være i live; for at Gud passer på mig. Jeg er taknemmelig for alle de mennesker, der viser mig støtte i min hverdag; for alle jer, der læser med - om I er tavse eller ej, så kan jeg se, I er der.



I de sidste 365 dage har jeg lært, at jeg ikke skal være tyndere, smukkere, sjovere eller have flere venner for at have det godt. Det, som jeg skal satse på, er at være glad. Man må sige, at jeg om nogen ved, hvad det betyder ikke at være glad. Og det er ikke løsningen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar