Dyr med G

Trigger-advarsel: Dette indlæg omhandler selvskade, selvmordstanker og depressionstanker.

Der er gris og gorilla. Og gedde...

Man skulle ikke tro, at en børneleg kan gøre stor forskel mellem liv og død, men den gør den. Og jeg skal forklare dig hvorfor.

Jeg har en app, der hedder "min plan". Det er en app, der skal fungere som redningskrans, når den eneste vej frem er igennem selvskade, eller man har tabt håb for livet. Det er en meget simpel app. Man skriver sine symptomer ind og kan derefter "parre" symptom med en strategi til at få symptomerne til at forsvinde.
Man kan kode sine pårørende ind, og den ved altid, hvor det nærmeste sygehus er, så skulle man ende med at gøre skade på sig selv, så kan man hurtigt få hjælp.

Det her er min stategi-liste. Den er ikke specielt imponerende, men den er tilpasset mig. Stategierne deler sig lidt op i to kategorier:

UNO: Jeg er ked af det - kategorien

Se en god film

Ring til Mor og Far

Tage PN (Beroligende medicin).

DUO: Jeg er panik-ked af det - kategorien.

Ring til Mor og Far
Skub den 10 minutter
Tag et bad (Gerne koldt)
Vejrtrækningsøvelser
Dyr med G

Nogle af dem siger sig selv, men "skub den 10 minutter" kræver måske lidt forklaring. Det handler i bund og grund om, at jeg sætter et ur til 10 minutter, når jeg gerne vil skade mig selv. Og så venter jeg 10 minutter - til når uret ringer. Men så sætter jeg et nyt ur - igen på 10 minutter. Jeg skubber den hele tiden 10 minutter, fordi jeg kan overskue 10 minutter af gangen, når jeg er ked af det. Det er ikke altid jeg kan overskue 1 time eller en hel nat.
Jeg er som regel kommet på bedre tanker, når de 10 minutter er gået 2-3 gange.

Og det er her Dyr med G kommer ind i billedet.
Forestil dig, at jeg sidder med ansigtet fuldstændig opløst i tårer. Jeg sidder med valget mellem at skade mig selv eller ringe til vagtlægen og blive indlagt. Og så sidder jeg der, og jeg siger:

"Christina. Find alle dyr, der findes, med G" og det kan syntes fjollet og nærmest pinligt, men det er en leg, der rydder alle tanker i hovedet. For min krop hulker stadig, og jeg er ved at falde fra mig selv, men mit hoved er roligere og mere fokuseret, for jeg prøver at finde alle fucking dyr, der starter med G.

Det er en overlevelsesmekanisme. Det lyder måske underligt, men for mig er det overlevelse. Nogle gange kan jeg falde igennem flere lag af sindsstemning på få sekunder. Jeg kan gå fra at være okay til at være frustreret over, at jeg ikke.... kan. Jeg kan intet. Jeg kan ikke passe på mig selv, og jeg kan ikke være til nytte.
Og så bliver jeg sur på mig selv over, at jeg ender med at blive samfundets røvhul, og så er det, at jeg begynder at få tanker om selvskade. Jeg har forestilling om, at jeg fortjener smerte, og at al den uro og sorg, jeg føler inden i, bliver nemmere at håndtere med smerte. Nogle gange handler det også om, at jeg har så ondt indeni, men ikke har nogle fysiske mærker som bevis på min smerte. Det er stor frustration. Og jeg er heldig, at jeg ikke fejler noget fysisk, men det kan nogle gange føles uretfærdigt, at jeg har så mange sygdomme, som man ikke kan se.

Der er ingen, der stopper op og siger: "Nå for den da, Christina har da vel nok brækket benet. Det ser ud til at gøre rigtig ondt. Skal vi ikke lige finde dig en gips og noget smertestillende?"
Sådan fungerer det ikke med mentalt helbred. Fremmede kigger ikke på mig og siger: "Nå for dælen, der har vi ganske vist en lille depressions-person. Stakkels dig, hva"; Eller jo, men det er mest, når jeg står foran kassedamen med tårer løbende ned af kinderne og 4 pakker kiks.

Men når jeg tvinger mig selv til at finde alle dyr med G, så er jeg nødt til at lukke alt det ude. Jeg er nødt til at fokusere på grævlinger og guldfisk. Og det virker som regel. For når jeg er færdig med G, så vælger jeg et andet bogstav. Og før jeg er nået igen alfabetet, så er min sovepille begyndt at virke. Og før jeg ved af det, så drømmer jeg om gæs og en ged - der hedder Gilbert.

Skizofreni til 500, tak!

Hvilken sindslidelse er kendetegnet ved forandringer i måden at opfatte sig selv, andre og verden på? Et andet typisk tegn er vrangforestillinger og tankeforstyrrelser. Sygdommen hænger blandt andet sammen med forstyrrelser i signalstoffet dopamin i hjernen.

I sidste uge blev jeg del af en ny statistik. Hvert år får 500 danskere diagnostiseret skizofreni. Og jeg er blevet en af dem. Jeg har flere gange i løbet af det sidste år sagt: "Nå, i det mindste har jeg ikke skizofreni" og grint. Egentlig griner jeg stadig. Skæbnen vil af og til gå nogle underlige veje, og nu har den ført mig til endnu en diagnose, men der er stadig en stor del usikkerhed i spil.

Jeg fik diagnosen Udifferentieret (blandet) skizofreni, som på dansk hedder "Vi-ved-ikke-helt-hvad-du-fejler-skizofreni", så de gav mig en diagnose og nu prøver vi noget behandling, der forhåbentlig skal hjælpe.
Jeg bliver behandler i OPUS, som er skizofreni-klinikken med de skarpeste psykologer. Jeg føler mig i gode hænder her, selvom jeg starter forfra med min behandling.

Så hvad fejler jeg egentlig?
Overlægen, der udreddede mig, spurgte, hvilke af mine symptomer, der generede mig mest, og man skulle måske tro, at jeg svarede stemmerne og skrigene i mit hoved eller opfattelsen og tanken om verden som et computerspil - som enten vindes eller tabes ud fra dine handlinger. Jeg kunne også have svaret, at jeg var mest generet af mine negative symptomer, som er mangel på energi, følelsesforladthed og koncentrationsbesvær.

Men jeg svarede:

"At jeg er så bange hele tiden"

For jeg kan godt forstå, at nogle dele af min hjerne er ude af balance. Jeg kan fortælle mig selv; "Jeg er ked af det i dag, fordi min hjerne mangler visse stoffer." Og så kan jeg mærke og acceptere ked af det-heden. Men frygt er noget andet. At leve i konstant angst er uudholdeligt. 

Jeg vågner om natten OVERBEVIST om, at jeg skal dø, eller at der er nogen, som er ved at bryde ind. Jeg har prøvet at ligge stiv af skræk, fordi jeg var 100% sikker på, at Djævlen var i min lejlighed.  Jeg har været i bussen, på uni, på gågaden, blandt venner, i supermarkedet, på hospitalet og tænkt: "Nu springer vi i luften", og jeg har ventet på eksplosionen. Forventet at den skulle ske. Hvert sekund. Bare ventet på at dø. 

Jeg hørte engang en TED-talk, hvor foredragsholderen sagde: At have angst er lidt ligesom at misse det sidste trin på trappen. Du falder et ganske kort sekund, men hele din krop når at opleve suset af adrenalin og spænding, som bliver forløst af jorden, som griber dig. Men når man har angst bliver man ikke fanget af jorden. Man falder om og om igen. 

Sådan føles det. 

Men hvorfor har jeg så skizofreni?

Jeg ved det ikke... Det hele er stadig meget nyt for mig, og der er mange ubesvarede spørgsmål...

Måske er det stress-udløst. Måske har jeg haft for meget skole, for meget job, for meget depression, for meget angst, for meget PTSD, for meget sårbarhed, som har gjort, at jeg har været "modtagelig" for sygdommen. Skizofreni smitter ikke, men man kan være genetisk disponeret, hvis andre i ens familie har skizofreni. Så vidt jeg ved, har jeg ikke nogen familiemedlemmer med skizofreni. 

Men... er jeg sådan rigtig skizofren? 

Altså der er ingen grund til at tænke anderledes om mig. Jeg er stadig mig. Jeg er ikke pludselig blevet farlig - tværtimod. 

Men ja, som jeg har skrevet om før, så har jeg vrangforestillinger. Jeg hører skrig. Rigtige rædselsskrig. Jeg hører dem især om natten. Derudover har jeg en kommentator, som jeg kalder for min ufødte tvilling (Smuk kliche), som taler til mig, når jeg presset. 

Ifølge min journal - Ja, der ligger mange lange journaler...- har jeg noget, der hedder tankepåvirkningsoplevelser. Hvilket der står, fordi jeg fortalte lægen om, at jeg er klar over, at noget, jeg har tænkt, formegentlig har påvirket min mormor og farfars død. Jeg tænker helt seriøst, at jeg har ansvar og skyld i deres død, hvilket er hårde tanker at gå rundt med. Jeg skal altid være forsigtig med mine tanker, for folk kan komme til skade, fordi jeg ikke udviser min taknemmelighed for dem. 

Men samtidigt er der et ekstremt kaos indeni. Det er som om jeg holder på 1.000 heliumsballoner, som jeg forsøger at gribe om, men af og til smutter en ud af hænderne på mig, og så er det, der sker uheld. 

Er jeg så slet ikke deprimeret?

Jo, jeg vil faktisk sige, at jeg lige nu er i forværing efter en periode, med gode dage. Jeg har lige nu overflod af dårlige dage og nætter. Og så tænker du måske: Har du ikke altid det?

Tjo, måske. Jeg skriver i hvert fald mest om min depression, når den er hård ved mig. Jeg burde måske være bedre til at dele mine gode dage på bloggen, men jeg er sikker på, at de ikke er lige så spændende, som de dårlige er. 

Skizofreni, depression og angst hænger desværre godt sammen, så de tre går ofte hånd i hånd. Og det gør de hos mig. Så fordi jeg får en skizofreni-diagnose betyder det ikke, at jeg så ikke har depression. Man kan måske nærmere sige, at jeg har angst og depression på grund af min skizofreni. 

Men hey, så vidt jeg ved kan der komme en psykolog om en måned og sige: "WAIT lige a half. Du har jo slet ikke skizofreni! Du hører slet ikke til i denne afdeling. Du skal faktisk et helt andet sted hen..." og så får jeg en anden diagnose og bliver sendt et andet sted hen. 

Nu må vi se.