Frisk plukket depression 1 for 20 - 2 for 30.

Vidste du, at man for at kunne få diagnosen ‘depression’ skal have været depressiv i to uger? 

Til tider kan jeg have svært ved at forstå, at nogle mennesker har en depression i nogle uger, og at den så går væk af sig selv. Mine depressioner har altid varet i lange perioder - nogle gange år. 

Faktisk tænker jeg, at jeg har haft én depression fra da jeg gik i 8. klasse til denne vinter (2020), hvor jeg i februar mærkede en forbedring, som har været enormt tiltrængt. Så når man tænker over det, så vil jeg vurdere, at jeg har haft en grad af depression i omkring 8-9 år. 

OTTE TIL NI ÅR. 

Jeg kan slet ikke begribe det. 

Der har selvfølgelig været perioder, hvor jeg har haft det bedre end andre perioder, men jeg tror, at jeg har været syg stort set hele tiden. 

I februar følte jeg, at jeg fik mere overskud og kunne mærke ‘tyngden’ lette lidt. Så selvom foråret har været helt uventet stressende på mange forskellige måder, så har jeg egentlig følt, at jeg kunne holde mig oprejst igennem det. Corona har sat sig mere i min angst, end det har sat sig i min depression. 

 (Jeg troede, at jeg allerede var bange for alt, der kunne være farligt i verden. Det viste sig så… at jeg ikke havde overvejet en pandemi som en mulig fare. Så spørgsmålet er, hvad er der, at være bange for, som jeg endnu ikke har været opmærksom på?)

 

Selv igennem mine eksamener tænkte jeg, at jeg ville ende med at stå lodret, når sommerferien kom, men måske har presset alligevel været for meget?

Jeg har ikke hørt stemmer længe. Og jeg troede egentligt, at det var et overstået kapitel. Men under mine eksamener, begyndte de at komme tilbage. Det var på en anden måde end tidligere, hvor jeg havde hørt klare stemmer og skrig. Nu var det som om, nogen havde tændt for 100 fjernsynskanaler, som larmede i baggrunden. Det var særlig voldsomt, når jeg skulle sove. Og det værste var, at stemmerne ikke snakkede til mig. De snakkede til hinanden, og det var ikke altid lige klart, hvad det egentlig var, de sagde. Og i dag kan jeg ikke gengive, hvad de har sagt. Det eneste, jeg husker, er, at der var en, der sagde noget, om noget fare, som man skulle være opmærksom på. Men hvad det er, ved jeg ikke. 

Så eksamenerne kom og eksamenerne gik. 

Og stille og roligt forsvandt stemmerne. 

Og jeg tænkte: 

Cool, min hjerne ved, at nu er der sommerferie. 

Indtil for en uge siden. 

Jeg havde haft nogle venner på besøg i min lejlighed lørdag. Mine venner kan være højrøstede, så på et tidspunkt måtte jeg trække mig tilbage, fordi jeg følte mig lidt overstimuleret. Og det har nok været det første tegn på, at noget var galt. For jeg har ikke rigtig været overstimuleret (i sådan en grad, at jeg har måttet trække mig) siden i vinters. Søndag var jeg flad. Jeg sov en lur på 5 timer. Og jeg kunne ikke rigtig stå ud af sengen, da jeg skulle lave aftensmad. Det er ikke unormalt, hvis jeg har været presset. Jeg regner generelt med at have en off-day dagen efter, at jeg har set mennesker. 

Men min off-day fortsatte og blev til, hvad lægerne kalder for et ‘depressivt-skred’. Og det føles virkelig som et skred. Jorden bliver virkelig revet væk under en. 

Alle teknikker og støtte-søjler, som jeg har opbygget de seneste år, var pludselig væk, og det gik stærkt nedad. Det føltes underligt velkendt, næsten som om det havde en duft, som man kan genkende og som bringer et minde frem. Det øjeblik, det gik op for mig, at jeg var ved at få det dårligt på den dårlige måde, var en aften, hvor jeg var gået i bad. Mit hår var vådt, men jeg havde ikke kræfter i mine arme til at vaske det. Men jeg havde heller ikke kræfter til at vende om og skulle forsøge at redde mit våde hår ud uden, at det havde fået balsam i sig - det er umuligt. 

På få minutter gik jeg fra at tænke, at et bad var en god og afslappende ide til, at det var umuligt. Jeg fik mit første panik-angstanfald i mange måneder - næsten et halvt år. Og dertil følger en dejlig cocktail af ‘depressions-tanker’:

- Jeg kan ikke noget. - Jeg har ingen værdi. - Hvorfor kan folk overhovedet lide mig? - Kan folk overhovedet lide mig? - Ingen kan lide mig. - Jeg er tom. - Totalt tom. - Jeg føler ikke noget. - Jeg føler alt for meget. - Jeg føler stadig ikke noget. - Jeg har ondt over det hele. - Jeg kan ikke mærke min krop. -Er det her overhovedet min krop? - Det føles ikke som min krop. - Shit det er helt forkert alt sammen. - Hvorfor er det, at jeg tror, at jeg kan noget som helst? - Jeg kan vitterligt ikke komme på én ting, som jeg kan finde ud af. - Jeg er et ondt menneske. - Hvorfor er jeg så nederen et menneske? - Hvorfor tager jeg mig ikke bare sammen? -Det kan virkelig ikke være så svært at fucking vaske sit fucking hår. - Hvorfor har jeg hår? - Jeg fortjener ikke at have hår. - Jeg burde egentlig bare klippe det af…. 

Og lige dér gik det op for mig, at den var gal. 

Jeg tror, at jeg har skrevet om det på T-rex før, men i det øjeblik, jeg seriøst overvejer at skade mit hår eller klippe det af eller flå det af, det er et klart og tydeligt tegn på, at jeg ikke længere selv sidder i førersædet. 

Og jeg sukkede og fortalte mig selv: 

“Christina, din dejlige og kompetente kvinde… Vores depression er tilbage. Vi starter sikkerhedsplanen op.” 

Og sådan var det.

Jeg har tidligere beskrevet min sikkerhedsplan. Den er i indlægget, der hedder “Dyr med G” hvis du har lyst til at læse den. 

Torsdag nat tog jeg hjem til mine forældre, og i dag har jeg været til samtale hos overlægen i OPUS. Det er lidt ligesom at møde chefen. Hun er 'in charge', og er en meget travl kvinde. Jeg skulle have set hende alligevel, fordi vi skulle diskutere, om jeg skulle skifte depressions medicin til noget med færre bivirkninger (og risikere lidt mindre positiv effekt) eller måske bare gå ned i dosis. Men den plan har fået et stort STOP-stempel. I stedet skal jeg trappes ud af min angst-medicin, som jeg alligevel ikke mærker effekt af. Den giver kun bivirkninger og har fået over 6 måneder til at give effekt. Ud med den. Så det er planen. 

Men nu har jeg så tænkt: Er det her en ny depression, eller er den en del af mine årelange depression? For… jeg har haft det bedre, fordi medicinen har virket. Havde jeg ikke taget min medicin, så havde jeg ikke haft det godt. Så er der jo stadig behov for depressionsmedicin ergo må jeg jo stadig have haft en depression…? Jeg har bare ikke vist symptomer, fordi medicinen har gjort et fantastisk arbejde med at holde dem nede i de sidste 4 måneder. Nu går den så ikke længere. Det er en skam. Men det kan jeg godt håndtere. Det skal jeg kunne. 

Men shit hvor er det svært. 

I lørdags var jeg i biografen med to veninder. Da jeg kom hjem, Kunne. Jeg. Ikke. Mere. Jeg var så ekstremt overstimuleret (Vi havde set Little Women - en super rolig og behagelig film) og jeg brød totalt sammen. Jeg måtte bede min mor hjælpe mig ude af bilen, fordi jeg var i tvivl om, om jeg overhovedet kunne stå op, hvis jeg trådte ud uden hjælp. Jeg lå resten af dagen og aftenen i min seng med min kugledyne og ‘lege’ “Dyr med G”. 

Min pointe med det hele er, at jeg sjældent har oplevet at miste mig selv i sådan en grad på en uge. At gå fra at have det fint til at være ude af stand til at stå på mine ben FORDI MIN HJERNE ER KED AF DET. Jeg har før prøvet, at min krop ikke ville lystre, fordi min depression er så indgribende, men det er som regel der, jeg bliver indlagt efter lang tid med symptomer og utallige dage i sengen. Der her er kommet så hurtigt og voldsomt, at jeg ikke kan følge med mere. 

Og der er ‘kun’ gået 9 dage. Altså skal jeg have haft det dårligt i endnu 5 dage, før det officielt er en en depressions-diagnose værdig. 

Men altså… jeg kan dufte det, og det stinker af depression. 

Er du sur, Christina?

Jeg er vred for tiden. Jeg vil faktisk ikke engang sige, at jeg er vred. Jeg er rasende. Jeg har en enormt hæmmende indespærret aggresivitet i mig, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere.

Det føles som om, at jeg er lige ved at eksplodere; at jeg balancer på en hårfin linje mellem kontrol og kaos, og jeg kan falde over kanten, hvornår det skal være. Men det gør jeg ikke. Al den vrede, som jeg har bygget op og spærret inde i mig selv, forbliver, hvor den er. Jeg kan ikke få afløb for den.

Og det gælder ikke kun vrede. Jeg er stort set ude af balance med alle mine følelser for tiden. Jeg har også et kæmpe behov for at græde, men sjældent nok følelse indeni til at formå det. Og det er egenligt ret pudsigt, for jeg har ellers følt mig glad for tiden. Siden januar har jeg følt, at jeg var bedring, og at jeg kunne overskue min undervisning og behandling.
Og alligevel er jeg af og til blevet overrumplet af trangen til at flække et eller andet på tværs og flå det i en million småstumper og brænde resterne. Det føles som en rastløshed eller en spænding i min krop, som jeg ikke kan slippe.

Midt i marts mødte min bedring stilstand, og i de sidste par uger har jeg følt en nedgang, som lige nu føles som at rutsche på en olieret rutchebane med badedragten helt inde mellem balderne. Det er sådan jeg har det for tiden.

Men uanset, hvor jeg går, så føler jeg et lille vredes-monster stå bag mig og hviske: "Eksploder, eksploder, eksploder..!" og når jeg så er lige ved at tabe kontrolen, så siger det: "Jeg laver bare sjov. Det kan du slet ikke," og så står jeg tilbage og kan ikke finde hoved eller hale i, hvad der sker.

Jeg er... enormt bange for, hvad der sker den dag, jeg eksploderer. Jeg har tidligere udtrykt denne bekymring for min behandler i psykiatrien, og hun svarede, at det, at jeg bekymrer mig for, hvad der vil ske, betyder, at der ikke kommer til at ske noget grimt. Og jeg håber, at hun har ret.

Siden jeg blev indlagt første gang, har jeg sagt (lidt for sjovt), at den dag, hvor jeg klippede mit hår af, ville være den dag, hvor jeg mistede kontrollen. Og det er egentlig en underlig ting at sige, men jeg tænker stadig, at det er rigtigt. Tanken om, at jeg impulsivt skulle klippe mit eget hår af i vrede, er så destruktiv, at jeg bliver en smule dårlig af den. Jeg har ikke selvskadet længe, men da jeg gjorde, var tanken om at klippe mit hår af en af de mest invasive og forstyrrende tanker, jeg har haft.

Jeg har ikke noget interesse i at miste mit hår. Men jeg tror, at tanken stammede fra, at det ville være et meget tydeligt råb om hjælp. Men også at jeg er rigtig glad for mit hår, og mit hår er noget af det, som jeg bliver komplimenteret på ofte. Og selvdestruktive Christina mener ikke, at hun fortjener komplimenter og at være glad for noget ved sig selv.
Det er en utroligt hård indrømmelse. Især fordi impulsen til at kaos-klippe i mit hår er vendt tilbage.

Så i takt med, at jeg har anerkedt, at jeg stadig er vred, og at denne vrede vokser, er jeg igen begyndt at tage emnet op med de behandlere, jeg har. Jeg snakkede med min bostøtte om det i denne uge, og hun sagde, at jeg kunne prøve at skrive ned, hvad det egentlig var, jeg var vred over...

Jeg har jo aldrig rigtig tænkt over, hvad det i virkeligheden var, jeg var vred over. Jeg var jo bare vred; ligesom jeg ikke altid ved, hvad jeg er ked af det over.

Jeg vil gerne dele nogle af mine overvejelser med jer:


Jeg er vred over, at jeg er syg. 

Jeg er vred over, at jeg blev voldtaget.

Jeg er vred over, at det ikke er så nemt at elske mig selv, som jeg havde håbet, det ville være. 

Jeg er vred over, at jeg har angst hver eneste dag. 

Jeg er vred over, at jeg ikke kan de samme ting som mine jævnaldrene. 

Jeg er vred over, at jeg er bange for mænd. 

Jeg er vred over, at jeg ikke kan få behandling for mine PTSD-symptomer. 

Jeg er vred over, at jeg ikke kan overskue mine daglige gøremål.

Jeg er vred over, at jeg føler mig inkompetent og uværdig af universitet. 

Jeg er vred over, at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde vil kunne passe et normalt job. 

Jeg er vred over, at jeg føler, at jeg er til fare for mig selv og mine omgivelser. 


Da jeg startede min blog - hvilket er før, jeg startede i behandling - kunne jeg ikke føle vrede. Jeg kunne slet ikke identificere følelsen. I stedet blev jeg bare ked af det.
Nu står jeg i et næsten dagligt opgør med mig selv, hvor jeg føler, at jeg mister min menneskelighed til noget, som jeg ikke selv kan styre. Jeg føler, at det er svært at blive ved med at kæmpe kampen for at få min hverdag til at fungere. Det er fristende at give op og lægge mig ned og vente på, at det holder op.

Det er okay at ligge ned nogle gange, men det er også vigtigt at rejse sig op igen, for ellers kan man bruge hele sit liv på at ligge der og vente på, at smerten forsvinder.
Og det gør den ikke af sig selv.

Til slut vil jeg dele en af mine største anerkendelser:
Jeg er vred over, at jeg er vred.

YouTube for begyndere

Hej folkens!
Så er jeg klar med 'den store afsløring' - hvis du er venner med mig på facebook, så ved du sikkert allerede, at jeg er begyndt at lave YouTube videoer.
Jeg laver primært videoer om mentalt helbred, selvforkælelsesprodukter og tatoveringer, og hvis jeg selv skal sige det, så går det faktisk ret godt. Jeg bruger mange timer på mine videoer, men det er også en beskæftigelse, som jeg rent faktisk nyder. Så jeg har tilladt mig selv at tilbringe meget tid i selskab med mine videoer og computer, og så må jeg indhente det forsømte om lidt.

Min sidste video handlede om min depression. Egentlig kan man sige, at det bare er en filmisk version af min blog. Jeg ved ikke, om du ved det, men jeg vil jo gerne tage en kandidat i medievidenskab, så jeg tænker, at det er meget naturligt, at jeg har fået øjnene op for, hvad YouTube kan give mig. Jeg har jo længe været interesseret i at lave film og serier.
Jeg har linket min "Living with depression"-video herunder:

Det gør mig enormt glad, når I kigger med. Så jeg vil gerne sige mange tak for al den opbakning, som jeg har fået både på min blog og min YouTube kanal. Tusinde tak skal I have!

Jorden er giftig...

De sidste par måneder er et nyt problem listet ind på mig. Jeg har længe gået med angst og uro, men nu har min angst udviklet sig til tvangspræget adfærd, som hæmmer mig i min hverdag.

Det startede med, at jeg langsomt blev bange for mine egne tanker. Tanker om sygdom og katastrofe opstod i mit hoved - næsten som om jeg ønskede, at det skulle ske. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg fandt død og ulykke spændende, så jeg blev forskrækket over, at jeg tænkte så meget på det. Jeg ønsker ikke, at nogen skal komme galt til skade. Tværtimod frygter jeg det! Alligevel kan jeg ikke andet end at frygte, at mine tanker skal give nogen problemer eller være årsag til, at folk bliver syge. Logisk ved jeg godt, at det lyder fjollet, og at jeg ikke har magt til at gøre folk syge. Men logikken stopper ikke mine tanker... Så de fortsætter uhindret.

Jeg vågnede en morgen, og jeg kunne mærke, at jeg ikke skulle stå ud af sengen. Tidspunktet var helt forkert. Hvis jeg stod ud af sengen, ville nogen komme galt afsted. Så jeg blev liggende. Jeg blev liggende og stirrede på uret på min telefon, indtil følelsen gik væk. Nu kunne jeg stå op.
Næste morgen var følelsen der igen, og jeg blev liggende. Jeg blev liggende indtil klokken var xx.05. Fem minutter over hel måtte jeg stå op.
Sådan blev det ved i et par dage, og jeg skabte et meget fast system, som hed, at jeg ikke måtte stå op mellem xx.45 og xy.05. Efter et par dage føltes dette også forkert, så jeg indsnævrede mit vinduet så det efterhånden kom til at hedde: xx.30 til xy.25. SÅ nu havde jeg et fem minutters vindue, hvori jeg måtte rejse mig fra sengen, så var jeg mindst muligt skyld i, at nogen kom til skade. Missede jeg vinduet, så skulle jeg vente en time.
Og sådan har jeg levet i snart en måned nu.

Min hverdag er blevet fyldt med små ting, som er sikkerhedsforanstaltninger for, at alle er raske og i live. Sker der et uheld eller nogen bliver syge, så tænker jeg: "Hvad har jeg gjort?" og "Hvordan forhindrer jeg det fra at ske igen?"

Jeg har rigtig meget uro i min krop, og når det går op for mig, at mine ben og fødder bevæger sig i en bestemt rytme, så tør jeg ikke afbryde den, for... Nogen kunne dø. Og det kredser i mit hoved, at jeg hele tiden sætter folk i fare på grund af min egen bekvemlighed. Så jeg må hellere fortsætte, indtil jeg giver op af udmattethed eller fordi jeg skal bruge mine fødder til at gå med.

Et af mine nyeste problemer er, at jeg ikke må træde på revner i fliser eller asfalt. Det gælder også revnerne mellem stenene. Det gør det meget besværligt for mig at bevæge mig ud af min lejlighed. Hver gang jeg skal ud at handle, går jeg med 100% fokus på ikke at træde på revnerne. Og jeg træder over revnerne eller må tage små skridt indenfor fliserne. Og jeg kan se, at folk kigger på mig, men hvad skal jeg ellers gøre? Jeg kan ikke flyve. Og jeg har prøvet at fortælle mig selv, at det er gammel overtro, som nogen har besluttet. Det er ikke sådan, det er i virkeligheden.

Nogle af fliserne i mit køkken har revner i sig. Og jeg stod og kiggede på dem og tænkte: "Hvad hvis jeg ved et uheld kommer til at træde på dem, hvis jeg ikke er opmærksom i et øjeblik?" Så lagde jeg et tæppe hen over dem og fortalte mig selv, at så træder jeg teknisk set ikke på revnerne.

Jeg skulle ud med skraldet i dag, men jeg stod og kiggede på fliserne foran min lejlighed og tænkte: "De her fliser er så smalle, at jeg umuligt kan gå på dem uden at røre revnerne". Jeg ville kunne gå på græsset nogle af stederne, men langt fra alle steder. Så jeg lod mit skrald ligge.

I morgen skal jeg tage kampen op igen. For jeg skal jo ud med mit skrald på et tidspunkt. Og jeg har udtænkt en plan. Jeg kan gå på græsset til en omvej, som tager mig ud til nogle store fliser, som jeg kan gå på hen til skraldestationen. Men hvordan kommer jeg så til min postkasse?

Det er en uendelig omgang "Jorden er giftig" og det optager enormt meget energi og tid. Det er udmattende, at mit hoved konstant er fyldt med tanker om skyld og død. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal stoppe det.

Selvtillid søges

Jeg leder efter min selvtillid - har du set den?
Jeg tror, jeg er kommet til at efterlade den et sted her omkring, men jeg kan ikke finde den. Jeg har ledt i min rygsæk og i gaderoben. Der er den ikke. Jeg har virkelig brug for at finde den, for hvis jeg skal have mig en ny selvtillid, så skal jeg gå en lang og kroget vej. Det kan faktisk godt være farligt at gå foruden sin selvtillid alt for længe af gangen. Det kan give en et forkrøblet forhold til sig selv - og det er usundt.

Den er lille og skrøbelig, men den er smuk og unik. Den giver en lyst til at danse og modet til at gøre det uden at tænke over, hvad andre tænker. Den er også klog og kan fortælle dig alle detaljer om græske søjler og latinske druk-lege. Og så er den den fuld af ballade - så du må hellere passe på du ikke lader dig lokke af friske ideer og storslåede planer.

Men den har skudhuller, og den er bange. Jeg har ikke altid passet godt på den, for en gang troede jeg at der var uendelige mængder af selvtillid. Jeg havde endnu ikke forstået, at selvtilliden tager skade, når den ikke får rigelig omsorg. Og ikke bare hvilken som helst omsorg - det skal helst være af den kærlige slags - ingen tough love her.

Hvis jeg skal have mig en ny selvtillid, så skal jeg på en rejse, som jeg ikke ved, om jeg kan klare, så det kunne være rart, hvis jeg kunne genfinde min gamle selvtillid. Hvis jeg kunne tro lidt mere på mig selv, så ville den måske finde sin egen vej tilbage til mig, men det er svært, når jeg ikke engang ved, hvordan jeg skal passe på mig selv. Jeg kan godt forstå, at min selvtillid ikke har lyst til at hænge ud med mig mere.

Så hvis du ser den, vil du så ikke fortælle den, at jeg er ked af, at jeg ikke tog mig bedre af den? Vil du fortælle den, at jeg elsker dens spontane ideer og øjeblikke med frygtløshed og håb? Jeg skal nok prøve at forbedre mig, så jeg kan passe bedre på den.
Men det er også vigtigt, at den forstår, at jeg er et halvt menneske. Jeg er ikke rask, så jeg kan ikke gøre det samme, som andre mennesker kan. Det kan godt skade selvtilliden, når man er nødt til at se realiteterne i øjnene, men jeg har brug for den hos mig, så jeg kan møde hver dag med oprejst pande.

Jeg har brug for den til at stå imod frygt og angst. Jeg har brug for den til at sætte den ene fod foran den anden og turde springe ud i mine drømme eller sætte en fod på dansegulvet. Jeg har brug for den, så jeg kan føle mig fjollet og i live. Og jeg har brug for den, for uden den kravler jeg rundt på gulvet i blinde, fordi jeg ikke har modet til at stå på mine egne ben.


Så har du set den?

Rachmaninoff

Hvis jeg siger Rachmanioff, hvad tænker du så? Hvis navnet ikke siger dig så meget, så er det helt okay. Nu skal jeg fortælle dig lidt om ham.

For 120 år siden skrev Sergei Rachmanioff et stykke klassisk musik, som afspejlede hans kamp imod depression og personlige problemer. Symfonien er i dag kendt som hans 2. Piano Concerto, og det er rent ud sagt et dystert stykke musik.

Og måske er det den dyster stemning og den levende smerte, der gør stykket så attraktivt for mig. Jeg lærte symfonien at kende, da jeg gik i folkeskolen. Du ved, hvordan det er med klassisk musik - man kender melodien, men det er ikke altid, man kan sætte navn og kunstner på. Sådan var det også med denne symfoni, indtil vi en dag så en kortfilm, som brugte netop dette nummer i rulleteksterne, og jeg vidste, at jeg var nødt til at høre det igen og igen og igen.

Jeg har ingen musik kunstskab eller viden, så jeg skal ikke kloge mig på, hvad der gør nummeret så specielt. Men jeg kan fortælle, hvad det gør for mig.

De første 2 minutter og 20 sekunder føles som om at gå på en kirkegård i mørke. Det føles, som om  der er et sort hav inden i mine blodårer, som skvulper over. Det føles som at klynge sig fast til rælingen på et skib, der er ved at kæntre.

Fra 2:20 til 5:30 har taget mig år at lære at forstå og værdsætte. jeg har altid været draget af de mørke dele af musikken, så jeg skulle høre stykket mange gange, før jeg fandt ud af, hvad de lyse betød. For tiden læser jeg det som en forårsstorm. Der er blomster og lys, men under det hele ligger den sorte skygge stadig og lurer. Det er som om faren aldrig helt forsvinder, selvom der på overfalden er pænt og rent.

Og så kommer mit ynglingstykke. Fra 5:30 til 6:30 er jeg indhyllet i gåsehud, og hver gang jeg hører symfonien er jeg nødt til at stoppe op og lytte. For den bliver ved med at forbavse mig. Den bliver ved at få mig til at tro at jeg står i orkanens øje, men alligevel bliver den mere og mere intens, indtil jeg sidder tilbage med raseri i kroppen. Jeg bliver lige overrasket hver gang.

Og jeg ved ikke, hvorfor det er vrede, jeg sidder tilbage med. Jeg har det, som om mine blodårer brænder, og jeg er blevet snydt for en million kroner. Og det er som regel her, jeg starter stykket forfra. Der er egentlig godt en halv time mere, men jeg ved ikke om jeg er for ung eller endnu for dum til at forstå den sidste del ordentlig.

Måske er det fordi den første del af stykket symboliserer den depression, som skal overvindes, og den sidste del er for mig at se overvindelsen og helbredelsen - og der er jeg ikke endnu. Så måske kan jeg om nogle år kigge tilbage og se, at jeg nu forstår fem minutter mere, end jeg gør nu.

Så hvorfor skal du høre om Rachmanioff?
Det skal du, fordi symfonien afspejler, hvordan jeg har det lige nu. Jeg har i efteråret og i vinters haft en svær depression, som egentlig havde set ud til at aftage lidt hen over foråret. Det har været som om jeg har genvundet noget af min glæde og egenskaber. Men nu kan jeg se, at jeg egentlig har befundet mig i en forårsstorm. Tingene begyndte at blive pænere på overfalden - også selvom de aldrig blev helt gode - men lige nu er jeg på vej ud et sted, hvor jeg ikke føler, jeg kan bunde.

Jeg er et følelsesmæssigt rod. Den sidste uges tid har jeg ikke haft kontrol over mine følelser. Jeg græder det meste af dagen, og når der endelig er ophold, så er jeg så udmattet, at jeg sover.
Jeg oplever, at min krop ikke selv kan aflæse mine følelser. Når jeg er ked af det, er jeg ved at falde om af grin, som knækker over i hulk, som gør det svært at trække vejret.

Jeg står tilbage og tænker: "Hvordan skal det her nogensinde få en ende?" og det egentlige spørgsmål er vel, om jeg snart knækker kurven? Skal jeg blive ved med at få det værre eller begynder det snart at lysne? Om en uge har jeg min sidste eksamen, og jeg håber, at når presset letter, så falder der ro på, men noget i mig siger, at jeg skal igennem mørke-lys-mørke scenariet om og om igen, før jeg ender med at forstå de sidste 30 minutter af Rachmanioffs symfoni.

Dyr med G

Trigger-advarsel: Dette indlæg omhandler selvskade, selvmordstanker og depressionstanker.

Der er gris og gorilla. Og gedde...

Man skulle ikke tro, at en børneleg kan gøre stor forskel mellem liv og død, men den gør den. Og jeg skal forklare dig hvorfor.

Jeg har en app, der hedder "min plan". Det er en app, der skal fungere som redningskrans, når den eneste vej frem er igennem selvskade, eller man har tabt håb for livet. Det er en meget simpel app. Man skriver sine symptomer ind og kan derefter "parre" symptom med en strategi til at få symptomerne til at forsvinde.
Man kan kode sine pårørende ind, og den ved altid, hvor det nærmeste sygehus er, så skulle man ende med at gøre skade på sig selv, så kan man hurtigt få hjælp.

Det her er min stategi-liste. Den er ikke specielt imponerende, men den er tilpasset mig. Stategierne deler sig lidt op i to kategorier:

UNO: Jeg er ked af det - kategorien

Se en god film

Ring til Mor og Far

Tage PN (Beroligende medicin).

DUO: Jeg er panik-ked af det - kategorien.

Ring til Mor og Far
Skub den 10 minutter
Tag et bad (Gerne koldt)
Vejrtrækningsøvelser
Dyr med G

Nogle af dem siger sig selv, men "skub den 10 minutter" kræver måske lidt forklaring. Det handler i bund og grund om, at jeg sætter et ur til 10 minutter, når jeg gerne vil skade mig selv. Og så venter jeg 10 minutter - til når uret ringer. Men så sætter jeg et nyt ur - igen på 10 minutter. Jeg skubber den hele tiden 10 minutter, fordi jeg kan overskue 10 minutter af gangen, når jeg er ked af det. Det er ikke altid jeg kan overskue 1 time eller en hel nat.
Jeg er som regel kommet på bedre tanker, når de 10 minutter er gået 2-3 gange.

Og det er her Dyr med G kommer ind i billedet.
Forestil dig, at jeg sidder med ansigtet fuldstændig opløst i tårer. Jeg sidder med valget mellem at skade mig selv eller ringe til vagtlægen og blive indlagt. Og så sidder jeg der, og jeg siger:

"Christina. Find alle dyr, der findes, med G" og det kan syntes fjollet og nærmest pinligt, men det er en leg, der rydder alle tanker i hovedet. For min krop hulker stadig, og jeg er ved at falde fra mig selv, men mit hoved er roligere og mere fokuseret, for jeg prøver at finde alle fucking dyr, der starter med G.

Det er en overlevelsesmekanisme. Det lyder måske underligt, men for mig er det overlevelse. Nogle gange kan jeg falde igennem flere lag af sindsstemning på få sekunder. Jeg kan gå fra at være okay til at være frustreret over, at jeg ikke.... kan. Jeg kan intet. Jeg kan ikke passe på mig selv, og jeg kan ikke være til nytte.
Og så bliver jeg sur på mig selv over, at jeg ender med at blive samfundets røvhul, og så er det, at jeg begynder at få tanker om selvskade. Jeg har forestilling om, at jeg fortjener smerte, og at al den uro og sorg, jeg føler inden i, bliver nemmere at håndtere med smerte. Nogle gange handler det også om, at jeg har så ondt indeni, men ikke har nogle fysiske mærker som bevis på min smerte. Det er stor frustration. Og jeg er heldig, at jeg ikke fejler noget fysisk, men det kan nogle gange føles uretfærdigt, at jeg har så mange sygdomme, som man ikke kan se.

Der er ingen, der stopper op og siger: "Nå for den da, Christina har da vel nok brækket benet. Det ser ud til at gøre rigtig ondt. Skal vi ikke lige finde dig en gips og noget smertestillende?"
Sådan fungerer det ikke med mentalt helbred. Fremmede kigger ikke på mig og siger: "Nå for dælen, der har vi ganske vist en lille depressions-person. Stakkels dig, hva"; Eller jo, men det er mest, når jeg står foran kassedamen med tårer løbende ned af kinderne og 4 pakker kiks.

Men når jeg tvinger mig selv til at finde alle dyr med G, så er jeg nødt til at lukke alt det ude. Jeg er nødt til at fokusere på grævlinger og guldfisk. Og det virker som regel. For når jeg er færdig med G, så vælger jeg et andet bogstav. Og før jeg er nået igen alfabetet, så er min sovepille begyndt at virke. Og før jeg ved af det, så drømmer jeg om gæs og en ged - der hedder Gilbert.

Skizofreni til 500, tak!

Hvilken sindslidelse er kendetegnet ved forandringer i måden at opfatte sig selv, andre og verden på? Et andet typisk tegn er vrangforestillinger og tankeforstyrrelser. Sygdommen hænger blandt andet sammen med forstyrrelser i signalstoffet dopamin i hjernen.

I sidste uge blev jeg del af en ny statistik. Hvert år får 500 danskere diagnostiseret skizofreni. Og jeg er blevet en af dem. Jeg har flere gange i løbet af det sidste år sagt: "Nå, i det mindste har jeg ikke skizofreni" og grint. Egentlig griner jeg stadig. Skæbnen vil af og til gå nogle underlige veje, og nu har den ført mig til endnu en diagnose, men der er stadig en stor del usikkerhed i spil.

Jeg fik diagnosen Udifferentieret (blandet) skizofreni, som på dansk hedder "Vi-ved-ikke-helt-hvad-du-fejler-skizofreni", så de gav mig en diagnose og nu prøver vi noget behandling, der forhåbentlig skal hjælpe.
Jeg bliver behandler i OPUS, som er skizofreni-klinikken med de skarpeste psykologer. Jeg føler mig i gode hænder her, selvom jeg starter forfra med min behandling.

Så hvad fejler jeg egentlig?
Overlægen, der udreddede mig, spurgte, hvilke af mine symptomer, der generede mig mest, og man skulle måske tro, at jeg svarede stemmerne og skrigene i mit hoved eller opfattelsen og tanken om verden som et computerspil - som enten vindes eller tabes ud fra dine handlinger. Jeg kunne også have svaret, at jeg var mest generet af mine negative symptomer, som er mangel på energi, følelsesforladthed og koncentrationsbesvær.

Men jeg svarede:

"At jeg er så bange hele tiden"

For jeg kan godt forstå, at nogle dele af min hjerne er ude af balance. Jeg kan fortælle mig selv; "Jeg er ked af det i dag, fordi min hjerne mangler visse stoffer." Og så kan jeg mærke og acceptere ked af det-heden. Men frygt er noget andet. At leve i konstant angst er uudholdeligt. 

Jeg vågner om natten OVERBEVIST om, at jeg skal dø, eller at der er nogen, som er ved at bryde ind. Jeg har prøvet at ligge stiv af skræk, fordi jeg var 100% sikker på, at Djævlen var i min lejlighed.  Jeg har været i bussen, på uni, på gågaden, blandt venner, i supermarkedet, på hospitalet og tænkt: "Nu springer vi i luften", og jeg har ventet på eksplosionen. Forventet at den skulle ske. Hvert sekund. Bare ventet på at dø. 

Jeg hørte engang en TED-talk, hvor foredragsholderen sagde: At have angst er lidt ligesom at misse det sidste trin på trappen. Du falder et ganske kort sekund, men hele din krop når at opleve suset af adrenalin og spænding, som bliver forløst af jorden, som griber dig. Men når man har angst bliver man ikke fanget af jorden. Man falder om og om igen. 

Sådan føles det. 

Men hvorfor har jeg så skizofreni?

Jeg ved det ikke... Det hele er stadig meget nyt for mig, og der er mange ubesvarede spørgsmål...

Måske er det stress-udløst. Måske har jeg haft for meget skole, for meget job, for meget depression, for meget angst, for meget PTSD, for meget sårbarhed, som har gjort, at jeg har været "modtagelig" for sygdommen. Skizofreni smitter ikke, men man kan være genetisk disponeret, hvis andre i ens familie har skizofreni. Så vidt jeg ved, har jeg ikke nogen familiemedlemmer med skizofreni. 

Men... er jeg sådan rigtig skizofren? 

Altså der er ingen grund til at tænke anderledes om mig. Jeg er stadig mig. Jeg er ikke pludselig blevet farlig - tværtimod. 

Men ja, som jeg har skrevet om før, så har jeg vrangforestillinger. Jeg hører skrig. Rigtige rædselsskrig. Jeg hører dem især om natten. Derudover har jeg en kommentator, som jeg kalder for min ufødte tvilling (Smuk kliche), som taler til mig, når jeg presset. 

Ifølge min journal - Ja, der ligger mange lange journaler...- har jeg noget, der hedder tankepåvirkningsoplevelser. Hvilket der står, fordi jeg fortalte lægen om, at jeg er klar over, at noget, jeg har tænkt, formegentlig har påvirket min mormor og farfars død. Jeg tænker helt seriøst, at jeg har ansvar og skyld i deres død, hvilket er hårde tanker at gå rundt med. Jeg skal altid være forsigtig med mine tanker, for folk kan komme til skade, fordi jeg ikke udviser min taknemmelighed for dem. 

Men samtidigt er der et ekstremt kaos indeni. Det er som om jeg holder på 1.000 heliumsballoner, som jeg forsøger at gribe om, men af og til smutter en ud af hænderne på mig, og så er det, der sker uheld. 

Er jeg så slet ikke deprimeret?

Jo, jeg vil faktisk sige, at jeg lige nu er i forværing efter en periode, med gode dage. Jeg har lige nu overflod af dårlige dage og nætter. Og så tænker du måske: Har du ikke altid det?

Tjo, måske. Jeg skriver i hvert fald mest om min depression, når den er hård ved mig. Jeg burde måske være bedre til at dele mine gode dage på bloggen, men jeg er sikker på, at de ikke er lige så spændende, som de dårlige er. 

Skizofreni, depression og angst hænger desværre godt sammen, så de tre går ofte hånd i hånd. Og det gør de hos mig. Så fordi jeg får en skizofreni-diagnose betyder det ikke, at jeg så ikke har depression. Man kan måske nærmere sige, at jeg har angst og depression på grund af min skizofreni. 

Men hey, så vidt jeg ved kan der komme en psykolog om en måned og sige: "WAIT lige a half. Du har jo slet ikke skizofreni! Du hører slet ikke til i denne afdeling. Du skal faktisk et helt andet sted hen..." og så får jeg en anden diagnose og bliver sendt et andet sted hen. 

Nu må vi se. 

Tusmørke-effekten

I 2008 sendte 'Troldspejlet' en anmeldelse af den splinternye 'Twilight'-film, som gik i biograferne. Dengang var jeg 11. Jeg sagde: "Mor, jeg vil gerne se den film". Min mor svarede, at hvis jeg læste bogen, så måtte jeg komme i biografen og se filmen, så min mor købte bogen til mig.

Twilight skulle være den første af mange bøger, jeg har samlet på i tidernes løb. For selvom jeg ikke nåede at læse bogen færdig, før den var ude af biograferne, så skulle den være skelsættende på flere måder igennem mit liv.

Jeg slugte bogen råt. Jeg husker, at jeg sad i cykelskuret i frikvartererne dybt begravet i de over 500 sider. Jeg havde aldrig før mødt et medie, som jeg kunne fordybe mig så fuldstændigt. Men denne fortælling optog mig i sådan en grad, at jeg tog bogen med uanset, hvor jeg gik. Jeg havde den altid til at ligge på kanten af mit bord i skolen, og jeg tog den med på alle køreture, uanset hvor korte de end måtte være.
Da der ikke var mere bog, læste jeg næste bog i serien, og derefter var der ikke udgivet flere bøger på dansk i serien, så jeg måtte finde andre bog-serier. Og hermed voksede min kærlighed til bøger; ikke kun at læse bøger, men også at skrive, fantasere og imaginere historier, som ellers kun fandtes i mit hoved - i hvert fald indtil jeg skrev dem ned.

Jeg blev lige så forelsket i film-serien, som jeg havde været i bog serien. Jeg sad i biografen til premiere og talte dagene til nye udgivelser. Det endte med, at jeg købte den sidste bog på engelsk, før jeg overhovedet var en stabil engelsklæser, fordi jeg var nødt til at vide, hvad der skete.

Hvorfor snakker vi 'Twilight'?- tænker du nok.
Vi snakker 'Twilight' fordi jeg for nyligt genlæste og genså filmene, og da den sidste film endte, sad jeg med en overvældende nostalgisk energi, som jeg ikke kunne placere. Var den god eller dårlig?
Jeg havde tårer trillende ned af kinderne af to grunde:

UNO:
Jeg var nostalgisk over genoplivning af alle de gode minder, jeg har med Twilight. Jeg har så meget kærlighed til de karakterer i min krop, at det føltes tumpet og en anelse pinligt at indrømme. At serien stadig er lige så god, som jeg husker den, er en lettelse.

DUO:
Jeg genoplevede den smerte, jeg havde haft i disse år i mit liv. I folkeskolen havde jeg problemer med at passe ind. Jeg husker ikke, om jeg sad i cykelskuret med en kilotung roman fordi jeg ikke havde nogen venner. Eller om jeg ikke havde nogen venner fordi jeg sad i cykelskuret med min bog. Jeg husker bare, at jeg ikke havde nogle venner, men at jeg havde en bog.

Folkeskolen bærer nogle grimme minder med sig. Jeg var et nemt mål for mobning, fordi jeg var tydeligt anderledes. Jeg bar en rød-strikket-og-stribet-hue hver dag. Min mormor havde strikket den til mig. Faktisk havde jeg to. De var magen til hinanden, så jeg kunne skifte lidt mellem dem.
Hvis du kendte mig dengang, så kan du måske huske min hue?
Jeg husker, at jeg stod i midten af en rundtkreds, mens huen blev kastet rundt, og jeg forsøgte at jagte den. Jeg husker, at den hver dag blev taget fra mig, og jeg skulle jage hvem end, der havde taget den. Hver dag skulle jeg lege "tampen brænder", fordi nogen havde gemt min hue et sted i skolen.

Jeg husker, at der blev oprettet en falsk facebook-profil ved navn 'Jeppe Fuldmåne', som søgte mit venskab på facebook. Jeg var ikke gammel nok til at forstå, at den var falsk, men da der pludselig blev kommenteret: "Smuk", "Du er lækker", "Du er flot" under alle mine billeder, så kunne jeg forstå, at var noget galt. Vedkommende var kun venner med folk fra min årgang, som var "outsidere". Det var alle sidsterangsmenneskerne. Jeg konfronterede den falske profil, og den blev lukket, men jeg fandt aldrig ud af, hvem det var, selvom jeg har mine anelser.

Jeg husker, at jeg var på vej fra klasselokalet til biblioteket alene, da en gruppe af de ældre elever kommer gående imod mig. Jeg kan huske, hvad jeg havde på i detaljer. Jeg havde cowboybukser på, en sort Nik & Jay-trøje. Et par fingreløsevanter, som min mormor havde strikket. Jeg havde sort eyeliner og sort mascara på. Og jeg husker det meget specifikt, fordi denne gruppe af ældre elever begyndte at råbe: "EMO" efter mig. På det her tidspunkt har jeg gået i 7. eller 8. Men jeg husker det tydeligt. For jeg var ikke emo. Jeg var misforstået.

Jeg husker, at jeg en dag i 7. klasse kom ind i klasselokalet, og jeg så, at der var blevet sat et kondom nedover min drikkedunk. Og alle grinede. Alle undtagen mig. Min taske var fyldt med bitte små stykker af papir, som var blevet klippet ud og dumpet ned i min taske.

Jeg husker, at jeg sad hos sundhedsplejersken i 8. klasse, og jeg fortalte hende, at jeg havde ondt inden i. Jeg fortalte, at jeg ikke kunne finde venner i min klasse, og at jeg græd hver dag. Og jeg fortalte, at jeg var uendeligt ked af det. Jeg husker svaret, jeg fik. Hun sagde, og jeg citerer: "Prøv at tab dig lidt og få nogle venner". Det var, hvad hun sagde. Aldrig var jeg blevet så svigtet. Jeg havde prøvet at åbne op overfor 'en voksen', om at jeg var bange for, at jeg havde en depression, og jeg havde fået et usselt svar, som sidder i mig i dag.
Jeg var ødelagt. Jeg kan huske, at jeg nogle måneder efter skrev et brev i ren fortvivlelse. Jeg det stadig liggende et sted. Det blev 15 sider langt. Papiret knasede, fordi det var blevet genneblødt af tårer. Da jeg startede med at skrive brevet, vidste jeg ikke, hvem det var til. Men det var et råb om hjælp, som aldrig blev sendt. Jeg ville have sneget det ind under døren til sundhedsplejersken, men jeg vidste ikke, om hun ville tage mig seriøst denne gang.

Jeg husker, jeg sad i klassen en dag, da drengene bad 'Google Translate'-damen om at læse højt med sin robot-stemme. Jeg husker, at høre ordene: "Gormsen er grim"og "Gormsen er en luder" blive læst høj i ekkoet af deres grin. Jeg husker, min mor havde sagt: "Så slog ham, hvis han fortjener det", så det gjorde jeg. Jeg slog ud efter ham, der havde været efter mig i flere år. Og jeg fik problemer. Den første gang, jeg nogensinde reagerede på den mobning, jeg var udsat for. Jeg blev sat uden for døren, og efter en (for mig) meget frustrerende samtale med min klasselærer, hvor jeg fik at vide, at jeg var skurken, blev jeg bedt om at sige undskyld. Og jeg svarede nej. Jeg ville ikke sige undskyld. Jeg havde fået at vide af min mor, at jeg ikke skulle undskylde, hvis jeg slog ham.

Jeg husker en af de sidste uger af 9. klasse, blev jeg fortalt et af de rygter, der havde været omkring mig. Rygtet gik ud på, at jeg var lesbisk, og jeg havde lavet øjne og sagt ting såsom: "jeg vil have dig" og indikeret, at jeg var seksuelt tiltrukket af pigerne i parallelklasserne. Jeg skulle eftersigende have været "helt vildt klam" og "open for business".

Og i det øjeblik, jeg hørte disse rygter blev jeg enormt glad. Glad for at folkeskolen skulle slutte nu. Glad for, at jeg aldrig skulle se nogle af disse mennesker igen. Glad for, at jeg aldrig mere skulle jage mine ting rundt på skolen. Glad for, at det var okay at hade mennesker, for det gjorde jeg. Jeg var så indbrændt. Det var slut med at spille ligeglad, for folkeskolen var ovre. Lige om lidt.

Så hvad har 'Twilight' at gøre med det hele? Jeg det ikke helt. Men det, jeg ved. er, at mens jeg har genlæst og genset serien, er disse minder dukket op i mit indre. Og jeg finder mig stoppe op og gispe i smerte over, at jeg har været det her igennem. At genopleve 'Twilight' gav mig en masse glæde, men det viste mig også en del af mit liv, som har stået i baggrund af depression og PTSD i nogle år nu. Jeg var et offer for mobning i folkeskolen. Og jeg har i mange år underspillet og måske ikke helt været opmærksom på, hvor slemt det var, for det var min hverdag.

Twilight var, hvad gjorde mig glad i denne periode af mit liv. Det var, hvad jeg forsvandt væk og fordybede mig i. Og det er Tusmørke-effekten. At tillade sig selv at overgive sig til bøger og film, fordi det er hvad, der er til rådighed, når man sidder i cykelskuret som 11 årig.

Billedet her er taget i 2010. Det var et par uger, før jeg fyldte 13. Sådan så jeg ud.

One day more...

Jeg har nogle gange brug for at huske på, at i morgen ikke kun bringer mere tomhed og depression. I morgen har al mulighed for at bringe glæde og spænding. Så jeg skrev en liste over nogle ting, jeg skal opleve. Nogle af tingene har jeg allerede været så heldig at opleve inden og efter, jeg skrev listen. 

Da jeg skrev listen var jeg meget opmærksom på, at min glæde ikke skal være afhængig af andre. Så det er bevist, at der hverken står "bliv gift" eller "få børn" på listen, selvom det er ønsker, jeg har.

De punkter, der står i kursiv, har jeg allerede haft glæden af at opleve, men de fortjener at blive gentaget. 

Fall out boy koncert (igen)

Nickelback koncert (igen)

Besøge USA

L.A./ Hollywood

New York

Las Vegas

Avengers 4

Marvel museum.

Panic a! the Disco koncert.

Verdens omrejse

Få en tatovering

Tag på spontan rejse

Bestig et bjerg

Møde en avenger.

Comic con!

Besøg Fridas restaurant i Palermo

Se koralrev

Få en pelset ven.

Weekend i Disneyland

Lære keramik

Blive budt op til dans

Afholde min ceremoni.

Besøge pepsi-fabrik.

Spise boller i karry, imens jeg ser en smuk solnedgang.

Bliv udgivet

Blive filmproducent

Design mit eget våbenskjold.

Blive anerkendt og husket for noget.

Købe en Tesla

Læse alle bøger, jeg har.

Have mulighed for at gøre forskel.

Have en dag, der kun handler om mig.

Design og byg eget hus.

Depressionssved

Vidste du, at en af bivirkningerne ved depressionsmedicin er... depression? Og selvmordstanker.

Derudover er der en lang liste af bivirkninger alt fra de almindelige til de meget sjældne. Alt fra:
Kvalme
Appetitmangel
Appetitøgning
Søvnbesvær
Mærkelige drømme
Rysten
Følelse af at hjertet pumper i brystet
Mavesmerter
Opkastning
Fordøjelsesbesvær
ØGET SVEDTENDENS
Hyppig vandladning
Træthed

Alle disse, jeg har nævnt er under "Almindelige bivirkninger 1 ud af 10 personer"
Jeg har dem alle.
Jeg er enormt ramt af bevirkninger ved min medicin, men som du nok har regnet ud, er der én, der overgår de andre.

Øget svedtendens.
Eller som jeg kalder det: Depressionssved.

Kort sagt er det som om, min krop fuldstændighed har mistet al evne til at regulere min kropstemperatur. Jeg kan gå fra at fryse til at være overophedet på få minutter; alt imens jeg kampsveder.
Jeg tror, min krop er ved at bevise, at jeg har Aarhus' mest produktive svedkirtler. Hold nu op mand, jeg er altid gennemblødt af sved. Uanset om jeg har været i træningscenteret eller ude at cykle, eller om jeg bare ligger i sengen. Jeg er gennemblødt.

Nogle nætter er det så slemt, at jeg har måttet skifte nattøj og sengetøj, fordi det simpelthen er ubehageligt vådt. Og nu tænker du nok: "Tak tak, det er riiiiigeligt med information", men nej, det bliver værre endnu, for når jeg har været ude og gå eller træne, så bliver jeg ved med at svede, selv efter jeg har været i bad, så bliver sveden ved med at løbe i dråber ned af min krop. Et styks nyvasket krop med ekstra sved - tak.

Hvis du - ligesom mig - får eller har fået depressionsmedicin, så kender du måske til denne øget svedtendens. Den overrasker en, når man tror, man har snydt den. Jeg har snakket med en af mine veninder, som også får denne slags medicin, og vi var overraskende og pinagtigt enige i, at sveden var det værste. Faktisk blev det i det øjeblik utroligt forløsende at snakke med en anden ung person, som ligeledes følte, at hendes krop var ligeså sved-forstyrret som min. For det kan nok mest af alt beskrives som at gå i overgangsalderen som 21 årig. Men hey, så ved jeg, hvad jeg har at se frem til.

Så hvis du ser mig, og jeg ligner en, der ikke har vasket hår i en uge, så er det bare fordi, jeg har en enorm overproduktion af sved. Heldigvis har jeg endnu ikke fået klager over, at jeg lugter, men det kan også bare være, fordi folk er for høflige til at fortælle mig det.

Wild Hearts Can't Be Broken

Jeg har diskuteret med mig selv om, hvad jeg skulle kalde dette indlæg. Jeg havde overvejet noget provokerende alla: "Sådan bliver du voldtaget" eller noget sørgeligt såsom: "Undskyld til mig selv", men i virkeligheden er der ikke en titel, som bedst beskriver, hvad jeg prøver at ramme med dette indlæg. Så jeg har valgt at opkalde oplægget efter en sang, som siden dens udgivelse har hjulpet mig med at bearbejde tankerne.

Det, jeg gerne vil fortælle, er historien om de voldtægter, jeg var udsat for, da jeg gik i 1g. Det er sjældent, at folk spørger mig direkte: "Hvad skete der?" og for at være helt ærlig, så er det ikke noget, jeg har lyst til at genleve hver dag, men i takt med at mine mareridt er blevet til lange nætter i panikangst og med lyset tændt, så er jeg begyndt at tage emnet op med min psykolog.

Vi snakkede om min selvtillid og selvrespekt eller nok mere mangel derpå. Og så kom vi til at snakke om, hvad der gjorde, at jeg aldrig reagerede på de mareridt jeg rent faktisk gennemleve dengang. Så her er historien - eller dele af den. Jeg håber, at du/I lærer noget af den. Jeg håber, at folk forstår, hvorfor jeg har så ondt indeni. Mine hænder ryster helt vildt, så tilgiv mig mine stavefejl.

Det var - som sagt - da jeg gik i 1g. Jeg var 16 år gammel, og jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg lige havde mistet to af mine bedste venner. Vi var gledet ud. Jeg havde endnu ikke fået venner i gymnasiet, og jeg var i bund og grund enormt ensom. Hvis noget havde bedt mig beskrive mig selv, så havde jeg sagt: Tyk, klam, dum og fed. Det var, hvad jeg var i mine egne øjne, så det måtte også være sådan andre opfattede mig.

På det her tidspunkt kæmpede jeg. Jeg kæmpede helt vildt for at holde hovedet over vande. Jeg ville bare gerne være som alle andre. Jeg ville gerne date, og jeg ville gerne have venner.
Jeg havde en profil på en online chatside, fordi det opfylde mit sociale behov. Og her skrev han til mig. Han hed Andreas.
Fra starten virkede han led og ond, men han gav mig opmærksomhed, som jeg ikke følte, at jeg havde råd til at takke nej til.


Andreas inviterede sig selv på besøg, og vi brugte lang tid på diskutere, om jeg skulle tage ham med hjem. Jeg havde fra starten sagt, at hvis vi skulle på en date, så skulle det være et offentligt sted. Men han fik mig overtalt til, at han måtte hente mig en lørdag fra mit arbejde i svømmehallen. Han kørte mig hjem til mine forældre, hvor vi tilbragte eftermiddagen.


Om aften var vi på en kinesisk buffetrestaurant bare ham og jeg. Han havde ikke gjort et særlig godt indryk på mig, og jeg vidste allerede, at jeg ikke ønskede at se ham igen, men jeg holdt ud, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme af med ham.
På et tidspunkt kom jeg gående hen til vores bord, hvor han sad, og han sagde: "Hvordan kan du ikke hade dig selv, når dine lår klasker imod hinanden på den måde?" og han var seriøs. Jeg havde aldrig nogensinde forventet at skulle svare på sådan en spørgsmål.
I dag ville jeg ønske, at jeg havde rejst mig her og forladt restauranten og aldrig kigget tilbage, men det kunne jeg ikke dengang. Jeg forstod ikke, hvad mine muligheder var. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede ham.


Da vi havde spist kørte vi tilbage til mine forældres hus. Og jeg var begyndt at glæde mig til at han skulle gå, men det var som om, at han ikke var så nem at komme af med. Vi sad i min seng, og han begyndte at gnide sig op af mig, mens han begyndte at tage tøjet af. Igen havde jeg ingen ide om, hvad jeg havde af muligheder i situationen, så jeg lå frossen og kiggede op i loftet. Jeg havde kysset med ham, men nu var det gået over mine grænser. Hele dagen havde han kommenteret på mit guldkors, og nu spurgte han, hvordan jeg kunne kalde mig selv et barn af gud, når jeg lige havde fået ham til at komme i sine underbukser. Han sagde, at nu var jeg nødt til at gøre det færdigt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg sagde nej.
Kort efter gik han. Jeg gik ud til mine forældre og satte en smilende facade op, for jeg vidste ikke, hvad der lige var sket. På det her tidspunkt havde jeg ikke forstået, at jeg var blevet voldtaget. Ordet var slet ikke faldet mig ind under overgrebet eller umiddelbart efter. Jeg tænkte bare, at nu havde jeg haft min første seksuelle oplevelse, og det var forfærdeligt. Men ingen havde fortalt mig, at den første gang ville være forfærdelig, så der måtte jo være noget galt med mig. Det var min skyld, at jeg ikke levede op til glansbiledet af, hvad sex skulle være.


Så da mine forældre spurgte, om jeg havde lyst til at se ham igen svarede jeg ja, for jeg håbede jeg kunne reparere, hvad end der var gået galt. Så Andreas blev inviteret med op i sommerhus, hvor vi skulle være en aften alene med min bror, da mine forældre var til fest.
I sommerhuset er der et rum, hvor der er en køjeseng. Vi lå i den nederste køje, og min lillebror var ude i stuen. Vi lå inde i køjen, fordi Andreas ville have sex. Jeg var på p-piller, hvilket i hans hoved betød, at jeg var tilgængelig på alle tidspunkter.
Jeg har så mange grimme og ydmygende minder forbundet med det rum. Selvom jeg sagde nej, så fik han presset sig igennem ikke én men to gange, hvorefter jeg var nødt til at sætte et stort smil på, for vi skulle køre ud og hente mine forældre. De var til stor fest hos nogle voksne venner, så vi kom til et rum fyldt med berusede voksne, hvor nogle af mændene kom med seksuelle jokes om os, da vi ankom. Ingen af dem kunne vide, at jeg var splittet indeni. Splittet imellem at holde facaden oppe og eller indrømme overfor alle, at jeg ikke vidste, hvordan man var god til sex. For alt, jeg kunne mærke, var, at jeg var ulykkelig, og jeg hadede ham, men jeg kunne ikke sætte de to ting sammen.


Næste gang, jeg så Andreas, var da jeg havde fået at vide, at vi skulle ses en weekend hos hans forældre. Så jeg tog toget fra Silkeborg til Herning og fra Herning til Holstebro. Jeg kan huske, at jeg hele vejen ville ønske, at toget ville vende om eller gå i stykker. Jeg hadede det. Ser du, Andreas misbrugte mig ikke kun seksuelt. Han var også psykologisk voldelig i højeste grad.


Hvordan kan du ikke hade sig selv, når dine lår klasker imod hinanden på den måde? Hvordan kan du være et Gudsbarn? Hvad vil Gud ikke tænke om dig? Christina, du er så tyk og grim. Hvis vi cykler en tur til Skagen, så kan du tabe dig lidt. Her er en bog om juice, fordi du er tyk, så du skal prøve kun at drikke juice, så du taber dig. Jeg ved, at du kan lide det. Jeg ved, du lige kom, du skal ikke lyve omkring det. Hvordan kunne du dog tillade dig selv at blive så tyk? 


Når vi var hos ham, så var i hans forældres kælder. Jeg fandt hurtigt ud af, hvad hans "rutine" var. Først ville han sætte en film eller Game of Thrones på. Så ville han lægge sig op af mig og begynde at tage sit eget tøj af, til han var nøgen. Så ville han sige, at jeg havde ledt ham til at blive tændt, og nu var der ikke andre valgmuligheder end sex. For det meste sagde jeg nej. Jeg sagde nej 100 gange, men jeg var aldrig stærk nok til at stå imod, for jeg ville ikke skrige højt, for hvad ville hans forældre ikke tænke? Så jeg endte ofte med at ligge og kigge op i loftet til, at han var færdig, eller han fandt på nye ting, han ville prøve. På et tidspunkt greb han fat i mit hår og tvang mig til at slikke sveden i hans armhule væk. Om natten sov jeg på gulvet, for han skubbede mig ud af sengen og ville ikke dele sin dyne. I løbet af dagen blev jeg ikke tilbudt mad. Det var først, når hans forældre lavede aftensmad, han var nødt til at lade mig komme op og spise.


Jeg tilbragte to weekender med ham hos hans forældre. Og to weekender i sommerhus med mine forældre foruden den første gang, vi sås.
Den sidste weekend hos hans forældre, havde jeg ikke spist fra fredag til søndag, og søndag aften lavede han kylling. Jeg havde fortalt ham om de krydderier, min mave ikke kan tåle, og Andreas krydrede kylling stærkt til med alle de krydderier, jeg ikke kunne tåle, lige inden jeg skulle hjem. Han mente, at han kunne kurere mig. Jeg har aldrig haft så ondt i maven som den togtur hjem.


Anden gang vi var i sommerhus, sov vi i annekset. Han kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke tabte mig, og han blev ved med at diskutere, hvor tyk jeg var. Desuden prøvede han at overtale mig til at prøve at ryge hash, fordi han tænkte, at det kunne fjerne min depression. Senere den nat lå vi og sov, da han synes, at vi skulle have sex. Jeg havde det forfærdeligt, men det kunne han ikke tage sig af, så han holdt mig nede og voldtog mig, mens jeg græd.


Min mor og jeg kørte han til en busterminal, så han kunne tage en tidligere bus hjem den næste dag. Der var tydelige problemer, men jeg kunne ikke fortælle mine forældre om det, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortælle dem, at jeg havde haft "sex".


Jeg nærede allerede dengang et ubeskriveligt had til denne person. Og jeg vidste godt, at jeg hadede ham, men havde ingen ide om, hvad jeg skulle gøre for at komme af med ham. Indtil jeg en dag fandt styrken til at fortælle ham, at han ikke skulle komme igen, var der gået omkring en måned, hvor jeg hver weekend havde set Andreas. Det meste af den tid har min hjerne fortrængt. Jeg husker det mest af alt som Helvede på jorden, en kæmpe bunke frygt og frustration over, at jeg ikke kunne gøre, hvad der var bedst for mig selv.


Da jeg endelig fik sagt fra, begyndte mareridtene. Det er de samme mareridt, som jeg stadig kæmper med i dag. Jeg drømmer, at han kommer tilbage for at slå mig og min familie ihjel. Jeg er ikke i tvivl om, at han har det i sig, så jeg er altid i tvivl om, om jeg er i sikkerhed. Jeg anmeldte aldrig voldtægterne, fordi jeg (som jeg har forklaret før) tog lang tid om at acceptere det og kalde en skovl for en skovl. Ordet voldtægt gør ondt på mig. Jeg måtte lære at elske og respektere mig selv først, før det gik op for mig, hvor galt det havde været.


Jeg har set ham 1 gang siden jeg bad ham forsvinde, og det var da han skulle hente sin juice-bog. Derudover har jeg set ham på tinder og sidst på instagram, hvor han navn og billede pludselig var foran mig.


Så hvad skete der bagefter?
Umiddelbart lige efter overgrebene ændrede jeg min livstil drastisk. Jeg kørte et hårdt træningsprogram og vejede og målte al mad, jeg indtog. Jeg vejede mig flere gange om dagen og straffede mig selv, hvis jeg vejede mere om eftermiddagen end om morgenen. Jeg tabte 12 kilo over 3 måneder. Jeg begyndte at minimere, hvor mange kalorier jeg indtog på en dag, og lavede 100-200 mavebøjninger hvor aften og morgen. Det virkede. Jeg blev tyndere, men jeg blev også sygere. Min depression tog til, indtil jeg ikke kunne klare det længere. Jeg tog alt det, jeg havde tabt, på, og min selvtillid dalede endnu dybere ned, end den havde været til at starte med.

Jeg har udviklet PTSD, som jeg stadig venter behandling for. Center for voldtægtsofre kunne ikke behandle mig på grund af min depression, og jeg venter stadig på, at behandling for depression og medicin skal gå op i en højere enhed, og jeg skal begynde at få det bedre.


Min PTSD har ikke ændret sig i takt med, at jeg har fået medicin. Tværtimod vil jeg sige, at den er på et højpunkt for tiden, hvilket betyder, at jeg får medicin til at sove på, så jeg har en chance for at sove.
Om natten ser jeg ham sidde på kanten af min seng eller stå i hjørnet af min lejlighed. Jeg er bange for, at dette indlæg skal finde vej til ham, og at han pludselig skal opsøge mig igen. Men jeg har også besluttet mig for, at jeg ikke kan leve i frygt mere.



Jeg valgte sidste forår, at jeg var nødt til at fortælle min omgangskreds og omverden, om hvad jeg havde oplevet, fordi det ikke er min voldtægt. Jeg er et offer, og det skal ikke være et tabu. Jeg havde allerede brugt alt for længe på at holde det hemmeligt, som var det min skyld og skam.
Jeg har brug for at fortælle verden om, at jeg blev voldtaget, og at det skete, og nu ved I det. I ved, hvad der skete. I ved, at jeg ikke forstod, hvad selvkærlighed var. Det var ikke et begreb, jeg havde noget forhold til. Jeg havde ikke overvejet, at jeg havde andre muligheder. I dag smerter det mig meget, at jeg ikke har haft været stærkere dengang, det kunne have sparet mig en masse smerte i dag.
Men noget af det, psykologen og jeg snakker meget om, er ikke at bearbejde 16-årige mig, at jeg ikke kunne kæmpe. Fight or Flight. Hverken fight or flight var en mulighed, så jeg gjorde, hvad jeg dengang vurderede var det bedste for mig selv. Og det er okay.


I dag har jeg lært meget af den oplevelse. Jeg har lært hvem jeg selv er, og hvem jeg ikke er, men det er ikke noget med "Jeg ville ikke gøre det om, hvis jeg kunne", for JO! Jeg ville lave det om. Jeg ville være løbet, den første gang jeg blev mistænksom overfor ham.
Men fortiden kan ikke laves om. Selvom den gør umådeligt ondt, så kan jeg ikke gøre det om. Der er et kæmpe hul i mit indre, som ikke har ladet sig fylde op med trøst eller chokolade. Det eneste jeg kan gøre, er at lære at gro og blomstre uden om hullet, så jeg en dag kan gå hen over hullet uden at falde i.