Frisk plukket depression 1 for 20 - 2 for 30.

Vidste du, at man for at kunne få diagnosen ‘depression’ skal have været depressiv i to uger? 

Til tider kan jeg have svært ved at forstå, at nogle mennesker har en depression i nogle uger, og at den så går væk af sig selv. Mine depressioner har altid varet i lange perioder - nogle gange år. 

Faktisk tænker jeg, at jeg har haft én depression fra da jeg gik i 8. klasse til denne vinter (2020), hvor jeg i februar mærkede en forbedring, som har været enormt tiltrængt. Så når man tænker over det, så vil jeg vurdere, at jeg har haft en grad af depression i omkring 8-9 år. 

OTTE TIL NI ÅR. 

Jeg kan slet ikke begribe det. 

Der har selvfølgelig været perioder, hvor jeg har haft det bedre end andre perioder, men jeg tror, at jeg har været syg stort set hele tiden. 

I februar følte jeg, at jeg fik mere overskud og kunne mærke ‘tyngden’ lette lidt. Så selvom foråret har været helt uventet stressende på mange forskellige måder, så har jeg egentlig følt, at jeg kunne holde mig oprejst igennem det. Corona har sat sig mere i min angst, end det har sat sig i min depression. 

 (Jeg troede, at jeg allerede var bange for alt, der kunne være farligt i verden. Det viste sig så… at jeg ikke havde overvejet en pandemi som en mulig fare. Så spørgsmålet er, hvad er der, at være bange for, som jeg endnu ikke har været opmærksom på?)

 

Selv igennem mine eksamener tænkte jeg, at jeg ville ende med at stå lodret, når sommerferien kom, men måske har presset alligevel været for meget?

Jeg har ikke hørt stemmer længe. Og jeg troede egentligt, at det var et overstået kapitel. Men under mine eksamener, begyndte de at komme tilbage. Det var på en anden måde end tidligere, hvor jeg havde hørt klare stemmer og skrig. Nu var det som om, nogen havde tændt for 100 fjernsynskanaler, som larmede i baggrunden. Det var særlig voldsomt, når jeg skulle sove. Og det værste var, at stemmerne ikke snakkede til mig. De snakkede til hinanden, og det var ikke altid lige klart, hvad det egentlig var, de sagde. Og i dag kan jeg ikke gengive, hvad de har sagt. Det eneste, jeg husker, er, at der var en, der sagde noget, om noget fare, som man skulle være opmærksom på. Men hvad det er, ved jeg ikke. 

Så eksamenerne kom og eksamenerne gik. 

Og stille og roligt forsvandt stemmerne. 

Og jeg tænkte: 

Cool, min hjerne ved, at nu er der sommerferie. 

Indtil for en uge siden. 

Jeg havde haft nogle venner på besøg i min lejlighed lørdag. Mine venner kan være højrøstede, så på et tidspunkt måtte jeg trække mig tilbage, fordi jeg følte mig lidt overstimuleret. Og det har nok været det første tegn på, at noget var galt. For jeg har ikke rigtig været overstimuleret (i sådan en grad, at jeg har måttet trække mig) siden i vinters. Søndag var jeg flad. Jeg sov en lur på 5 timer. Og jeg kunne ikke rigtig stå ud af sengen, da jeg skulle lave aftensmad. Det er ikke unormalt, hvis jeg har været presset. Jeg regner generelt med at have en off-day dagen efter, at jeg har set mennesker. 

Men min off-day fortsatte og blev til, hvad lægerne kalder for et ‘depressivt-skred’. Og det føles virkelig som et skred. Jorden bliver virkelig revet væk under en. 

Alle teknikker og støtte-søjler, som jeg har opbygget de seneste år, var pludselig væk, og det gik stærkt nedad. Det føltes underligt velkendt, næsten som om det havde en duft, som man kan genkende og som bringer et minde frem. Det øjeblik, det gik op for mig, at jeg var ved at få det dårligt på den dårlige måde, var en aften, hvor jeg var gået i bad. Mit hår var vådt, men jeg havde ikke kræfter i mine arme til at vaske det. Men jeg havde heller ikke kræfter til at vende om og skulle forsøge at redde mit våde hår ud uden, at det havde fået balsam i sig - det er umuligt. 

På få minutter gik jeg fra at tænke, at et bad var en god og afslappende ide til, at det var umuligt. Jeg fik mit første panik-angstanfald i mange måneder - næsten et halvt år. Og dertil følger en dejlig cocktail af ‘depressions-tanker’:

- Jeg kan ikke noget. - Jeg har ingen værdi. - Hvorfor kan folk overhovedet lide mig? - Kan folk overhovedet lide mig? - Ingen kan lide mig. - Jeg er tom. - Totalt tom. - Jeg føler ikke noget. - Jeg føler alt for meget. - Jeg føler stadig ikke noget. - Jeg har ondt over det hele. - Jeg kan ikke mærke min krop. -Er det her overhovedet min krop? - Det føles ikke som min krop. - Shit det er helt forkert alt sammen. - Hvorfor er det, at jeg tror, at jeg kan noget som helst? - Jeg kan vitterligt ikke komme på én ting, som jeg kan finde ud af. - Jeg er et ondt menneske. - Hvorfor er jeg så nederen et menneske? - Hvorfor tager jeg mig ikke bare sammen? -Det kan virkelig ikke være så svært at fucking vaske sit fucking hår. - Hvorfor har jeg hår? - Jeg fortjener ikke at have hår. - Jeg burde egentlig bare klippe det af…. 

Og lige dér gik det op for mig, at den var gal. 

Jeg tror, at jeg har skrevet om det på T-rex før, men i det øjeblik, jeg seriøst overvejer at skade mit hår eller klippe det af eller flå det af, det er et klart og tydeligt tegn på, at jeg ikke længere selv sidder i førersædet. 

Og jeg sukkede og fortalte mig selv: 

“Christina, din dejlige og kompetente kvinde… Vores depression er tilbage. Vi starter sikkerhedsplanen op.” 

Og sådan var det.

Jeg har tidligere beskrevet min sikkerhedsplan. Den er i indlægget, der hedder “Dyr med G” hvis du har lyst til at læse den. 

Torsdag nat tog jeg hjem til mine forældre, og i dag har jeg været til samtale hos overlægen i OPUS. Det er lidt ligesom at møde chefen. Hun er 'in charge', og er en meget travl kvinde. Jeg skulle have set hende alligevel, fordi vi skulle diskutere, om jeg skulle skifte depressions medicin til noget med færre bivirkninger (og risikere lidt mindre positiv effekt) eller måske bare gå ned i dosis. Men den plan har fået et stort STOP-stempel. I stedet skal jeg trappes ud af min angst-medicin, som jeg alligevel ikke mærker effekt af. Den giver kun bivirkninger og har fået over 6 måneder til at give effekt. Ud med den. Så det er planen. 

Men nu har jeg så tænkt: Er det her en ny depression, eller er den en del af mine årelange depression? For… jeg har haft det bedre, fordi medicinen har virket. Havde jeg ikke taget min medicin, så havde jeg ikke haft det godt. Så er der jo stadig behov for depressionsmedicin ergo må jeg jo stadig have haft en depression…? Jeg har bare ikke vist symptomer, fordi medicinen har gjort et fantastisk arbejde med at holde dem nede i de sidste 4 måneder. Nu går den så ikke længere. Det er en skam. Men det kan jeg godt håndtere. Det skal jeg kunne. 

Men shit hvor er det svært. 

I lørdags var jeg i biografen med to veninder. Da jeg kom hjem, Kunne. Jeg. Ikke. Mere. Jeg var så ekstremt overstimuleret (Vi havde set Little Women - en super rolig og behagelig film) og jeg brød totalt sammen. Jeg måtte bede min mor hjælpe mig ude af bilen, fordi jeg var i tvivl om, om jeg overhovedet kunne stå op, hvis jeg trådte ud uden hjælp. Jeg lå resten af dagen og aftenen i min seng med min kugledyne og ‘lege’ “Dyr med G”. 

Min pointe med det hele er, at jeg sjældent har oplevet at miste mig selv i sådan en grad på en uge. At gå fra at have det fint til at være ude af stand til at stå på mine ben FORDI MIN HJERNE ER KED AF DET. Jeg har før prøvet, at min krop ikke ville lystre, fordi min depression er så indgribende, men det er som regel der, jeg bliver indlagt efter lang tid med symptomer og utallige dage i sengen. Der her er kommet så hurtigt og voldsomt, at jeg ikke kan følge med mere. 

Og der er ‘kun’ gået 9 dage. Altså skal jeg have haft det dårligt i endnu 5 dage, før det officielt er en en depressions-diagnose værdig. 

Men altså… jeg kan dufte det, og det stinker af depression. 

Tusmørke-effekten

I 2008 sendte 'Troldspejlet' en anmeldelse af den splinternye 'Twilight'-film, som gik i biograferne. Dengang var jeg 11. Jeg sagde: "Mor, jeg vil gerne se den film". Min mor svarede, at hvis jeg læste bogen, så måtte jeg komme i biografen og se filmen, så min mor købte bogen til mig.

Twilight skulle være den første af mange bøger, jeg har samlet på i tidernes løb. For selvom jeg ikke nåede at læse bogen færdig, før den var ude af biograferne, så skulle den være skelsættende på flere måder igennem mit liv.

Jeg slugte bogen råt. Jeg husker, at jeg sad i cykelskuret i frikvartererne dybt begravet i de over 500 sider. Jeg havde aldrig før mødt et medie, som jeg kunne fordybe mig så fuldstændigt. Men denne fortælling optog mig i sådan en grad, at jeg tog bogen med uanset, hvor jeg gik. Jeg havde den altid til at ligge på kanten af mit bord i skolen, og jeg tog den med på alle køreture, uanset hvor korte de end måtte være.
Da der ikke var mere bog, læste jeg næste bog i serien, og derefter var der ikke udgivet flere bøger på dansk i serien, så jeg måtte finde andre bog-serier. Og hermed voksede min kærlighed til bøger; ikke kun at læse bøger, men også at skrive, fantasere og imaginere historier, som ellers kun fandtes i mit hoved - i hvert fald indtil jeg skrev dem ned.

Jeg blev lige så forelsket i film-serien, som jeg havde været i bog serien. Jeg sad i biografen til premiere og talte dagene til nye udgivelser. Det endte med, at jeg købte den sidste bog på engelsk, før jeg overhovedet var en stabil engelsklæser, fordi jeg var nødt til at vide, hvad der skete.

Hvorfor snakker vi 'Twilight'?- tænker du nok.
Vi snakker 'Twilight' fordi jeg for nyligt genlæste og genså filmene, og da den sidste film endte, sad jeg med en overvældende nostalgisk energi, som jeg ikke kunne placere. Var den god eller dårlig?
Jeg havde tårer trillende ned af kinderne af to grunde:

UNO:
Jeg var nostalgisk over genoplivning af alle de gode minder, jeg har med Twilight. Jeg har så meget kærlighed til de karakterer i min krop, at det føltes tumpet og en anelse pinligt at indrømme. At serien stadig er lige så god, som jeg husker den, er en lettelse.

DUO:
Jeg genoplevede den smerte, jeg havde haft i disse år i mit liv. I folkeskolen havde jeg problemer med at passe ind. Jeg husker ikke, om jeg sad i cykelskuret med en kilotung roman fordi jeg ikke havde nogen venner. Eller om jeg ikke havde nogen venner fordi jeg sad i cykelskuret med min bog. Jeg husker bare, at jeg ikke havde nogle venner, men at jeg havde en bog.

Folkeskolen bærer nogle grimme minder med sig. Jeg var et nemt mål for mobning, fordi jeg var tydeligt anderledes. Jeg bar en rød-strikket-og-stribet-hue hver dag. Min mormor havde strikket den til mig. Faktisk havde jeg to. De var magen til hinanden, så jeg kunne skifte lidt mellem dem.
Hvis du kendte mig dengang, så kan du måske huske min hue?
Jeg husker, at jeg stod i midten af en rundtkreds, mens huen blev kastet rundt, og jeg forsøgte at jagte den. Jeg husker, at den hver dag blev taget fra mig, og jeg skulle jage hvem end, der havde taget den. Hver dag skulle jeg lege "tampen brænder", fordi nogen havde gemt min hue et sted i skolen.

Jeg husker, at der blev oprettet en falsk facebook-profil ved navn 'Jeppe Fuldmåne', som søgte mit venskab på facebook. Jeg var ikke gammel nok til at forstå, at den var falsk, men da der pludselig blev kommenteret: "Smuk", "Du er lækker", "Du er flot" under alle mine billeder, så kunne jeg forstå, at var noget galt. Vedkommende var kun venner med folk fra min årgang, som var "outsidere". Det var alle sidsterangsmenneskerne. Jeg konfronterede den falske profil, og den blev lukket, men jeg fandt aldrig ud af, hvem det var, selvom jeg har mine anelser.

Jeg husker, at jeg var på vej fra klasselokalet til biblioteket alene, da en gruppe af de ældre elever kommer gående imod mig. Jeg kan huske, hvad jeg havde på i detaljer. Jeg havde cowboybukser på, en sort Nik & Jay-trøje. Et par fingreløsevanter, som min mormor havde strikket. Jeg havde sort eyeliner og sort mascara på. Og jeg husker det meget specifikt, fordi denne gruppe af ældre elever begyndte at råbe: "EMO" efter mig. På det her tidspunkt har jeg gået i 7. eller 8. Men jeg husker det tydeligt. For jeg var ikke emo. Jeg var misforstået.

Jeg husker, at jeg en dag i 7. klasse kom ind i klasselokalet, og jeg så, at der var blevet sat et kondom nedover min drikkedunk. Og alle grinede. Alle undtagen mig. Min taske var fyldt med bitte små stykker af papir, som var blevet klippet ud og dumpet ned i min taske.

Jeg husker, at jeg sad hos sundhedsplejersken i 8. klasse, og jeg fortalte hende, at jeg havde ondt inden i. Jeg fortalte, at jeg ikke kunne finde venner i min klasse, og at jeg græd hver dag. Og jeg fortalte, at jeg var uendeligt ked af det. Jeg husker svaret, jeg fik. Hun sagde, og jeg citerer: "Prøv at tab dig lidt og få nogle venner". Det var, hvad hun sagde. Aldrig var jeg blevet så svigtet. Jeg havde prøvet at åbne op overfor 'en voksen', om at jeg var bange for, at jeg havde en depression, og jeg havde fået et usselt svar, som sidder i mig i dag.
Jeg var ødelagt. Jeg kan huske, at jeg nogle måneder efter skrev et brev i ren fortvivlelse. Jeg det stadig liggende et sted. Det blev 15 sider langt. Papiret knasede, fordi det var blevet genneblødt af tårer. Da jeg startede med at skrive brevet, vidste jeg ikke, hvem det var til. Men det var et råb om hjælp, som aldrig blev sendt. Jeg ville have sneget det ind under døren til sundhedsplejersken, men jeg vidste ikke, om hun ville tage mig seriøst denne gang.

Jeg husker, jeg sad i klassen en dag, da drengene bad 'Google Translate'-damen om at læse højt med sin robot-stemme. Jeg husker, at høre ordene: "Gormsen er grim"og "Gormsen er en luder" blive læst høj i ekkoet af deres grin. Jeg husker, min mor havde sagt: "Så slog ham, hvis han fortjener det", så det gjorde jeg. Jeg slog ud efter ham, der havde været efter mig i flere år. Og jeg fik problemer. Den første gang, jeg nogensinde reagerede på den mobning, jeg var udsat for. Jeg blev sat uden for døren, og efter en (for mig) meget frustrerende samtale med min klasselærer, hvor jeg fik at vide, at jeg var skurken, blev jeg bedt om at sige undskyld. Og jeg svarede nej. Jeg ville ikke sige undskyld. Jeg havde fået at vide af min mor, at jeg ikke skulle undskylde, hvis jeg slog ham.

Jeg husker en af de sidste uger af 9. klasse, blev jeg fortalt et af de rygter, der havde været omkring mig. Rygtet gik ud på, at jeg var lesbisk, og jeg havde lavet øjne og sagt ting såsom: "jeg vil have dig" og indikeret, at jeg var seksuelt tiltrukket af pigerne i parallelklasserne. Jeg skulle eftersigende have været "helt vildt klam" og "open for business".

Og i det øjeblik, jeg hørte disse rygter blev jeg enormt glad. Glad for at folkeskolen skulle slutte nu. Glad for, at jeg aldrig skulle se nogle af disse mennesker igen. Glad for, at jeg aldrig mere skulle jage mine ting rundt på skolen. Glad for, at det var okay at hade mennesker, for det gjorde jeg. Jeg var så indbrændt. Det var slut med at spille ligeglad, for folkeskolen var ovre. Lige om lidt.

Så hvad har 'Twilight' at gøre med det hele? Jeg det ikke helt. Men det, jeg ved. er, at mens jeg har genlæst og genset serien, er disse minder dukket op i mit indre. Og jeg finder mig stoppe op og gispe i smerte over, at jeg har været det her igennem. At genopleve 'Twilight' gav mig en masse glæde, men det viste mig også en del af mit liv, som har stået i baggrund af depression og PTSD i nogle år nu. Jeg var et offer for mobning i folkeskolen. Og jeg har i mange år underspillet og måske ikke helt været opmærksom på, hvor slemt det var, for det var min hverdag.

Twilight var, hvad gjorde mig glad i denne periode af mit liv. Det var, hvad jeg forsvandt væk og fordybede mig i. Og det er Tusmørke-effekten. At tillade sig selv at overgive sig til bøger og film, fordi det er hvad, der er til rådighed, når man sidder i cykelskuret som 11 årig.

Billedet her er taget i 2010. Det var et par uger, før jeg fyldte 13. Sådan så jeg ud.

Overbelægning

Jeg vil gerne dele et brev, jeg har skrevet i forbindelse med overbelægning på psykiatrisk hospital. Vi ligger to patienter på nogle af stuerne, hvilket er mindre end optimale forhold! I kan selv læse med her: 

Aarhus 16. januar 2019

Kære Skejby Universitetshospital og Region Midtjylland

Mit navn er Christina Gormsen. Jeg er 21 år gammel, og jeg er i øjeblikket indlagt på psykiatrisk afdeling sengeafsnit 5 i Skejby. Jeg er diagnosticeret med depression, PTSD, angst, og jeg er i udredning for personlighedsforstyrrelse. Mine psykiske lidelser gør, at jeg har brug for stabilitet og forudsigelighed for, at jeg kan have forhåbninger om lindring.

Jeg er indlagt på en overbelægningsstue, hvor jeg deler stue med en anden patient. Overbelægningsstuerne er handikapstuer, som har en anelse større rum, hvor man derfor har stillet en ekstra seng ind, fordi der er for mange patienter i forhold til stuer.

Jeg har set flere patienter komme ind og ud, mens jeg har været på denne stue. Nye medpatienter kan komme på alle tider af døgnet, og de er altid fremmede mennesker, som – ligesom jeg selv – er enormt sårbare og har brug for en stue, hvor de kan trække sig tilbage og være sig selv.

På en overbelægningsstue er der ikke mulighed for privatliv. Jeg er altid opmærksom på, at døren kan gå op når som helst. Når den anden seng er tom, kan det være en ny patient, der kommer ind. Og når sengen er besat, går døren op flere gange, fordi den anden patient selvfølgelig har brug for at komme og gå på stuen.

Vi er ikke et sted i vores liv lige nu, hvor vi har brug for at være sociale på alle tider af døgnet. Nøglebegreberne til bedring er ro og hvile samt stimulering i kontrolleret og begrænset omfang. Vi er mennesker, som græder og kan have angstanfald flere gange dagligt. Vi har brug for at kunne tale med personale uden at blive overhørt af en anden patient, og vi har brug for at medpatienter kan få deres behandling uden, at vi skal sendes ud af vores stue, for at der kan tales fortroligt. At være indlagt på en overbelægningsstue er på ingen måde optimal for min og mine medpatienters bedring – tvært imod vil jeg sige, at det er yderst anstrængende, ikke at kunne være alene og ikke at kunne føle, at ens stue er et trygt sted.

Jeg håber, I vil tage denne problemstilling op til overvejelse. Og jeg håber, at I forstår, at overbelægningsstuer ikke er til nytte for hverken patienter eller personale.

Tak for jeres tid!

Med venlig hilsen

Christina Gormsen

Billedet er taget i vinduet til en gang på psykiatrisk sengeafsnit 4 en af de første dage, jeg var indlagt. 

Når et menneske lever

I forbindelse med min farfars død, som jeg skrev om i mit forrige indlæg, har jeg spekuleret meget over mit eget liv og ikke mindst på, hvad det er værd.

Disse tanker grunder i, at jeg i perioder søger smerte, fordi jeg havde svært ved at identificere og føle følelser. Jeg har længe følt den “famøse tomhed”, som har beskrevet tidligere. Denne tomhed gør, at alle indtryk og alle følelser bliver til tristhed.

Når jeg er ked af det, græder jeg.

Når jeg er vred, græder jeg.

Når jeg er glad, græder jeg.

Og det eneste, det stopper tårerne er smerte.

Så jeg har fået en grim vane for at nive mig selv. Jeg niver mine arme og lår. Ofte er det ubevidst eller som refleks på, at jeg føler, at jeg er ved at græde.

Selvskaden er blevet en del af min facade. Jeg bruger den til at distrahere mig selv fra den psykiske smerte, for fysisk smerte er så meget nemmere at håndtere.

Og det er her, at historien tager en grim drejning. Jeg havde kæmpet med det her i et stykke tid, da det ikke længere føles som nok at borre neglene ned i mit kød.

Jeg stod efter en forelæsning på universitet og ventede på bussen. Det her var kort tid før min sygemelding. Jeg havde det skidt, men hvis nogen havde spurgt mig, hvad der var galt, så ville jeg ikke kunne sætte fingeren på det. For det var det hele, som var galt. Jeg var galt. Universitet var galt. Bussen var galt. Menneskerne omkring mig var galt. Jeg havde ikke mere at give af. Jeg havde kørt mig selv helt ned, men jeg kunne ikke selv sige fra.

Jeg vidste, jeg havde en lang tur hjem foran mig, og mine øjne var fyldt med tårer, selvom jeg havde nevet min arm hårdere end nogensinde før.

Og da bussen kom tænkte jeg:

“Gad vide, hvor ondt det ville gøre, hvis jeg smed mig selv foran bussen lige nu…”

Jeg gjorde det ikke, og jeg føler ikke, at jeg var tæt på, men tanken om, at den fysisk smerte i min krop ville overstige den psykiske smerte var fristende.

Forstå mig ret...

Det var ikke et ønske om at dø, som drev tanken.

Det var et ønske om ikke at føle sådan her mere. Det var et ønske om ikke at vågne hver morgen en smule mere ligeglad end dagen før.

Der var ikke en stor udvikling fra dag til dag, men det er lidt som dråber i en skål under et utæt tag; de bliver til mange, hvis skålen ikke tømmes. Og en dag kan skålen ikke rumme flere dråber. Det er næsten som om, at man forventer en eksplosion af vand, når skålen er fyldt, men det sker ikke. Vandet løber stille og roligt ned af siderne på skålen, når det ikke længere kan være i skålen. Men nu er facaden brudt.

Og når facaden er brudt finder man sig selv ved et busstoppested med tårerne løbende ned af kinderne, mens man overvejer, hvordan man dog skal tømme sin skål, så man kan blive glad… eller måske bare føle noget.

Selvom min skål ikke er tom i dag, og jeg stadig vælter rundt imellem mine følelser og støder hovedet ind i en mur, der hvor mine følelser ikke er “låst op”, så kan jeg fortælle, at det ikke vil være det værd. At smide sig foran en bus i håb om at føle noget eller som et råb om hjælp er ikke det værd.

Det er der mange grunde til, såsom at du kommer til at mærke buschaufførens liv for evigt. Uanset om du klarer den eller ej.

Men den grund, der kommer til at afholde mig fra at springe foran en bus eller andre “dumme ting” (som er min ‘pæne’ måde at sige selvmordsforsøg på) gik op for mig, da vi begravede min farfar.

For nogen skal begrave dig. Det bliver højest sandsynligt dine forældre. Hvis du nogensinde har begravet en af dine bedsteforældre, forældre eller venner, så ved du, hvor hårdt det er.

Forestil dig, at det er dine forældre, der sidder på forreste række i kirken. For det er dig, der ligger i kisten.

Det var billedet af mig i kisten og mine forældre på bænken, som jeg ikke kunne håndtere.

Det er en af de mest grusomme tanker, jeg nogensinde har haft.

Fuck alle “bus-tanker” og alt smerte i verden. For hvis du dør, så efterlader du nogle mennesker, som skal bære din kiste, og som skal vælge blomster til din grav. Og de skal vælge, hvad salmer der skal synges i kirken. Og de kommer til at mærke den psykiske smerte, som du også føler.

De vil alle tænke, at de skulle have gjort mere, eller at de skulle have set den komme. Og de vil savne dig. Og jeg vil savne dig.

Så lov mig, at du lever. Lov mig, at du kæmper videre. Dit liv er så meget mere værd, end hvad du føler lige nu - eller mangel på samme. Hvis du har brug for hjælp, så ring til nogen. Ring til en veninde/ven eller forældre.

Og hvis du har brug for hjælpe lige nu, så ring til din læge eller vagtlægen.

Jeg ringede til min læge. Og jeg sagde: “Jeg kan ikke mere. Jeg skal bruge hjælp lige nu. Og det er lige nu. Det er ikke om en time.”  

Opkaldet er et grumt minde at have. Det tog al mod, jeg havde i mig. Men hellere at have mindet om det sværeste opkald, jeg nogensinde har foretaget mig, end ingen minder overhovedet.

Og jeg fik hjælp.

Det er første skridt på vejen imod at genfinde mine følelser og lære at klare mig selv igen. Jeg er ved at lære, hvor meget jeg er værd. Det tager mig mange måneder at lære. Og det har krævet, at jeg har set min farfars kiste, for at jeg kan begynde at forstå, at jeg ikke kun er mig. Jeg er også alle menneskerne omkring mig. Jeg er bekendtskaber og nære venner. Jeg er familie.

Når et menneske lever, så lever mennesket ikke kun i og for sig selv. Du lever ikke kun i og for dig selv.

Jeg lever ikke kun i og for mig selv.

Mine karakterer definerer ikke mig som person

Jeg læste en artikel på dr.dk ved navn: ”Gymnasier giver høje årskarakterer: ’Advarselslamperne bør blinke’”.

I denne artikel skriver DR: ”Helt generelt er der en tendens til, at der bliver uddelt en smule højere årskarakterer end prøvekarakterer. Således var årskaraktererne sidste år højere på 127 af 141 gymnasier.”

Og jeg sidder tilbage og tænker hvorfor mon det?

DRs vinkel på sagen er, at lærerne er for rundhåndede med karaktererne, og så snart der kommer en ”uvildig censor” på banen, så kan man se præcis, hvad eleven egentlig kan præstere.

Men det er forkert.

Så nu vil jeg give jer sandheden om eksamen.

Eksamen er et virvar af indtryk og udtryk. Der er så mange ting, som spiller ind i, hvordan din eksamen går! Er du nervøs? Er du for nervøs? Har du andre problemer i hovedet? Har du fået sovet? Kom du til at kaste op på skolens toilet, og lugter du nu lidt af bræk? Præsterer du godt under denne slags pres?

Da jeg blev student for to år siden, var jeg til eksamen i et fag, der hedder Almen studieforberedelse – AT som forkortelse.  AT er ikke et fag, man får en årskarakter i, for det er et fag, som man kun har i perioder i løbet af ens gymnasietid. I AT skriver man en opgave i to fag. Hos mig var det latin A og religion C. Et par uger efter skal man op og ’forsvare’ sin opgave hos en af ens egne lærere og en fremmed censor. Jeg havde en censor i latin og egen lærer i religion.

Det går hverken værre eller bedre, end at da jeg kommer ind så lukker min hjerne ned for alt jeg ved om latin. På dette tidspunkt havde jeg haft to års latin ved siden af folkeskolen og 3 år i gymnasiet. Jeg vidste, at jeg kunne, men denne dag havde jeg glemt alt.

Jeg fumler mig frem, og det ender med, at jeg slet ikke tør sige noget latin-relateret ved det grønne bord.

Jeg endte med at få et 4-tal. Jeg var sønderknust. Jeg var så uendeligt ked af det. Jeg sad på toilettet og græd en halv time, hvor jeg ingen kontrol havde over mine følelser. Det endte med, at min religionslærer fulgte mig over til studievejlederen, som også var min græsklærer.

Og hos min søde og kyndige studievejleder/græsklærer lærte jeg noget, som jeg har taget med mig til alle eksamener lige siden. Hun sagde:

Din præstation i de 20 minutter, du sidder ved det bord, siger intet om dig. Det siger intet om din intelligens. Det eneste, det siger noget om, er de 20 minutter, hvor du var under pres. Dine lærere ved godt, hvad du kan, Christina, det er derfor du får årskarakterer.

Hun havde ret. Selvfølgelig havde hun ret. Det er bare svært at lukke sådan nogle vise ord ind, når man sidder med et snit, hvor et 10-tal vil trække en ned, og så ser man et 4-tal i øjnene.

Men efter at jeg fik ro på, og jeg kom på afstand af situationen, så kunne jeg godt se, at det var værd at huske på.

Som sagt har jeg taget hendes ord med til de eksamener, jeg har været til siden både i gymnasiet og på universitet. Men alligevel finder jeg mig selv på et toilet efter hver eksamen uanset, hvordan det gik. Men det handler ikke længere om de 4-taller, jeg får. Det handler om det pres, jeg er under.

Jeg er ved at lære at give slip på karakterræset. Men jeg mærker stadig presset. Jeg mærker stadig kvalmen og gråden. For eksamen er en utrolig presset situation. Du har læst og læst og øvet dig og øvet dig, og af og til kan det føles som om intet af det hænger ved, og at du starter forfra hver dag. Og så pludselig bliver det hele forløst i 20 minutter, hvor du sidder med to fremmede (sådan er det af og til på uni), som sidder og vurderer alt du siger. De vurderer, om du er klog eller ikke så klog. Og når du hører dig selv sige noget forkert eller slet ikke sige noget overhovedet, så kan du mærke presset.

Når jeg snakker med voksne om dette pres, så siger de ofte: ’Men, Christina, sådan er det jo også på arbejdsmarkedet. Det er ikke meget anderledes’.

Det er både rigtigt og forkert.

Jeg vil sige, at jeg ikke ved meget om ’det voksne arbejdsmarked’, men jeg har været til jobsamtaler, både hvor jeg ikke fik jobbet, og hvor jeg fik jobbet. Jeg har passet tre arbejdspladser ved siden af universitet. Og hvordan det så er i forhold til et ’rigtigt voksenarbejde’, det kan jeg ikke sige noget om, men jeg ved, at der ikke er en direkte karakterskala på arbejdspladsen, hvor du får sat et klistermærke i panden med det tal, som du bliver vurderet til at være.

Og det er rigtigt, at der er nogle, som er rigtig dygtige til at tale til eksamen, hvilket giver dem nogle rigtig gode karakterer, men det er ikke størstedelen af dem, jeg kender. Størstedelen af dem, jeg kender, jagter karaktererne og arbejder hårdt for dem. Vi jagter dem som en kat efter en mus. Men hvorfor gør vi det? Det er jo ikke engang altid, vi skal bruge dem til at komme ind på en uddannelse.

Det forenklede svar er: Har du måske lyst til, at nogle vurderer dig til mindre, end du bør være værd? At sætte en karakter på, er ligesom at sætte en pris på folk. Koster du -3, 00, 02, 4, 7, 10 eller 12? Sådan føles det.

Derfor kaster vi os hovedkulds efter de høje karakterer. Derfor fejler det nogle gange. Derfor gør det ondt, når det fejler.

Så kære DR

I jeres artikel om, hvorfor eksamenskarakterer er lavere end årskarakterer, glemte I at tage højde for, at eksamen… er en eksamen…

Og kære dig, der læser med

Hvis du står over for at skulle få karakterer eller på et tidspunkt har fået dem, så husk:

De definerer ikke, hvad du kan, eller hvem du er.

Det definerer hverken hvor klog du er, eller hvem du er som person.

Artikel-link fra DR.dk: https://www.dr.dk/nyheder/indland/gymnasier-giver-hoeje-aarskarakterer-advarselslamperne-boer-blinke