Det føles som om, at jeg er lige ved at eksplodere; at jeg balancer på en hårfin linje mellem kontrol og kaos, og jeg kan falde over kanten, hvornår det skal være. Men det gør jeg ikke. Al den vrede, som jeg har bygget op og spærret inde i mig selv, forbliver, hvor den er. Jeg kan ikke få afløb for den.
Og det gælder ikke kun vrede. Jeg er stort set ude af balance med alle mine følelser for tiden. Jeg har også et kæmpe behov for at græde, men sjældent nok følelse indeni til at formå det. Og det er egenligt ret pudsigt, for jeg har ellers følt mig glad for tiden. Siden januar har jeg følt, at jeg var bedring, og at jeg kunne overskue min undervisning og behandling.
Og alligevel er jeg af og til blevet overrumplet af trangen til at flække et eller andet på tværs og flå det i en million småstumper og brænde resterne. Det føles som en rastløshed eller en spænding i min krop, som jeg ikke kan slippe.
Midt i marts mødte min bedring stilstand, og i de sidste par uger har jeg følt en nedgang, som lige nu føles som at rutsche på en olieret rutchebane med badedragten helt inde mellem balderne. Det er sådan jeg har det for tiden.
Men uanset, hvor jeg går, så føler jeg et lille vredes-monster stå bag mig og hviske: "Eksploder, eksploder, eksploder..!" og når jeg så er lige ved at tabe kontrolen, så siger det: "Jeg laver bare sjov. Det kan du slet ikke," og så står jeg tilbage og kan ikke finde hoved eller hale i, hvad der sker.
Jeg er... enormt bange for, hvad der sker den dag, jeg eksploderer. Jeg har tidligere udtrykt denne bekymring for min behandler i psykiatrien, og hun svarede, at det, at jeg bekymrer mig for, hvad der vil ske, betyder, at der ikke kommer til at ske noget grimt. Og jeg håber, at hun har ret.
Siden jeg blev indlagt første gang, har jeg sagt (lidt for sjovt), at den dag, hvor jeg klippede mit hår af, ville være den dag, hvor jeg mistede kontrollen. Og det er egentlig en underlig ting at sige, men jeg tænker stadig, at det er rigtigt. Tanken om, at jeg impulsivt skulle klippe mit eget hår af i vrede, er så destruktiv, at jeg bliver en smule dårlig af den. Jeg har ikke selvskadet længe, men da jeg gjorde, var tanken om at klippe mit hår af en af de mest invasive og forstyrrende tanker, jeg har haft.
Jeg har ikke noget interesse i at miste mit hår. Men jeg tror, at tanken stammede fra, at det ville være et meget tydeligt råb om hjælp. Men også at jeg er rigtig glad for mit hår, og mit hår er noget af det, som jeg bliver komplimenteret på ofte. Og selvdestruktive Christina mener ikke, at hun fortjener komplimenter og at være glad for noget ved sig selv.
Det er en utroligt hård indrømmelse. Især fordi impulsen til at kaos-klippe i mit hår er vendt tilbage.
Så i takt med, at jeg har anerkedt, at jeg stadig er vred, og at denne vrede vokser, er jeg igen begyndt at tage emnet op med de behandlere, jeg har. Jeg snakkede med min bostøtte om det i denne uge, og hun sagde, at jeg kunne prøve at skrive ned, hvad det egentlig var, jeg var vred over...
Jeg har jo aldrig rigtig tænkt over, hvad det i virkeligheden var, jeg var vred over. Jeg var jo bare vred; ligesom jeg ikke altid ved, hvad jeg er ked af det over.
Jeg vil gerne dele nogle af mine overvejelser med jer:
Jeg er vred over, at jeg er syg.
Jeg er vred over, at jeg blev voldtaget.
Jeg er vred over, at jeg har angst hver eneste dag.
Jeg er vred over, at jeg er bange for mænd.
Jeg er vred over, at jeg ikke kan få behandling for mine PTSD-symptomer.
Jeg er vred over, at jeg ikke kan overskue mine daglige gøremål.
Jeg er vred over, at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde vil kunne passe et normalt job.
Jeg er vred over, at jeg føler, at jeg er til fare for mig selv og mine omgivelser.
Da jeg startede min blog - hvilket er før, jeg startede i behandling - kunne jeg ikke føle vrede. Jeg kunne slet ikke identificere følelsen. I stedet blev jeg bare ked af det.
Nu står jeg i et næsten dagligt opgør med mig selv, hvor jeg føler, at jeg mister min menneskelighed til noget, som jeg ikke selv kan styre. Jeg føler, at det er svært at blive ved med at kæmpe kampen for at få min hverdag til at fungere. Det er fristende at give op og lægge mig ned og vente på, at det holder op.
Det er okay at ligge ned nogle gange, men det er også vigtigt at rejse sig op igen, for ellers kan man bruge hele sit liv på at ligge der og vente på, at smerten forsvinder.
Og det gør den ikke af sig selv.
Til slut vil jeg dele en af mine største anerkendelser:
Jeg er vred over, at jeg er vred.
