Jeg har haft svært ved at skrive på bloggen de sidste par
uger. Det er nok mest fordi, at det eneste, der fylder i mit hoved lige for
tiden, er min depression. Den styrer min hverdag på en måde, hvor jeg bliver
hæmmet i mine daglige gøremål og omgang med mennesker omkring mig.
Da jeg skabte Typisk T-rex, besluttede jeg, at jeg ikke
ønskede, at bloggen skulle være en “Se hvor ondt min depression gør”-blog. - I
hvert fald ikke udelukkende.
Men når depressionen er det eneste, der fylder mit hoved, så
er det svært at fylde bloggen med positive budskaber og smarte observationer.
Jeg vil gerne fylde bloggen med sandheden, som jeg ser den. Men sandheden er,
at jeg har en voldsom depression. Sådan var sandheden også for en måned og to
måneder siden. Og det ser ikke ud til at ændre sig betydeligt indenfor det
næste stykke tid.
Men I skal ikke snydes for en omgang T-rex af den grund, så
her er en update på situationen:
Jeg er startet i behandling på Center for Voldtægtsofre. Jeg
modtager behandling for mine PTSD-symptomer, og hvis jeg skal sige det selv, så
går det rigtig godt. Jeg føler mig forstået og taget alvorligt. Al personale,
jeg har mødt på centeret, er professionelle og dygtige. Der bliver taget rigtig
godt hånd om mig.
Men min depression er desværre så tung for tiden, at det
giver problemer for min behandling. Jeg har kort sagt ikke kræfter nok til både
at tage vare på mig selv og holde humøret og energiniveauet højt nok til at
udføre mine daglige opgaver.
I juli måned blev min psykolog, min læge og jeg enige om, at
jeg skulle prøve at afhjælpe min depression med medicin. Jeg brugte mange dage
på at overveje, om jeg ønskede anti-depressiv-medicin eller ej. Konceptet i sig
selv lød skræmmende og bivirkningerne lød endnu mere skræmmende.
Medicinen virker først efter 2-3 måneder, men bivirkningerne
kom øjeblikkeligt. Den første nat på medicinen sov jeg 2 timer og vågnede midt
om natten. Jeg kunne ikke sove videre. Jeg var med andre ord lysvågen, som om
jeg havde sovet en fuld nat. Jeg brugte dernæst de næste mange timer på at
stirre ud af vinduet, mens jeg så lyset komme tilbage.
Insomniaen er ikke forfærdelig, for jeg fandt ud af, at hvis
jeg tager medicinen om morgenen og laver vejrtrækningsøvelser om aftenen, så
vil jeg kunne sove igennem hele natten. (Som en baby).
Mit største problem på medicinen er kvalmen. Jeg har kvalme
70% af døgnet. Jeg vågner om natten af den. Kvalmen gør, at jeg ikke spiser.
Bare tanken om mad, giver mig lyst til at kaste op. Der er selvfølgelig nogle
dage, der er bedre end andre, men jeg har endnu ikke haft en dag på medicinen,
hvor jeg har spist 3 måltider, som jeg normalt gør.
Det nemmeste er ikke at spise, men min krop har brug for
maden for at køre optimalt og for at bekæmpe depressionen.
Kvalmen har medført, at jeg for første gang i mit liv har
været på Bones og har sagt: “Hvis jeg absolut skal have noget, så tager jeg en
salatbar til hovedret.” og dette var vel at mærke efter en fuld dag med
aktiviteter i Legoland. Og ja, det er i sig selv meget sjovt. Jeg takker
sjældent nej til mad.
Jeg elsker mad, men kvalmen gør mig syg ved tanken. Jeg har
problemer med selv at regulere kulde og varme. Jeg har svært ved at sove. Jeg
har ondt i hovedet og i maven. Jeg kan af og til mærke mit hjerte springer slag
over og slår ude af takt. Jeg sveder hele tiden, også selvom jeg fryser. Jeg
har uro i kroppen, og min krop gør ondt ved berøring.
Men…
Jeg fortsætter med at tage medicinen, også selvom der er
lange udsigter på den gavnlige virkning. Jeg vil så umådeligt gerne, at min
depression bliver mindre, så jeg kan vende tilbage til en hverdag, hvor jeg
ikke skal vælge, om jeg skal bruge min energi på at spise eller på at tage et
bad - for der er kun energi til en af delene.
Og indtil da arbejder jeg videre hos psykologen, og jeg
tager min medicin, for jeg skal bevise overfor mig selv og menneskerne omkring
mig, at jeg er mere end min depression.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar