Jeg sad for nogle uger siden i bus ved et firemandsområde. De af jer, der af og til kører i bus eller tog, ved, hvad jeg snakker om. 2x2 sæder overfor hinanden. Da jeg sætter mig er de andre sæder tomme, men kort efter stiger to unge mænd på bussen. Den ene sætter sig ved siden af mig og den anden sætter sig overfor. Sidstnævnte sætter sin sportstaske på sædet overfor mig.
Jeg trækker mig straks til mig og gør mig så lille som muligt, for at vi alle kan være der. Jeg trækker mig over imod vinduet, og jeg samler mine ben og presser dem imod væggen.
Jeg har siddet i denne ubehagelige stilling i godt fem minutter, før det går op for mig, hvordan de to mænd sidder. De sidder begge med spredte ben og knæ, der vender ud af. De har armene ned langs siden af kroppen. De fylder kort sagt rigtig meget. Og her sidder jeg ved siden af og gør mig så lille som overhovedet muligt for ikke at være til ulejlighed og for at mindske, hvor meget vores lår gnubber sig op af hinanden.
Den dag blev jeg opmærksom på, at jeg som kvinde trak mig for at gøre plads til to mænd, som til gengæld fyldte mere end, hvad deres andel var. Og da jeg kiggede rundt i bussen, var jeg tæt på at grine. Alle kvinder, jeg så, sad med samlet ben og gjorde sig små, for langt største delen af mændene i den efterhånden fyldte bus bredte sig og sine legemsdele langt ud over deres sæder.
Og siden da, har jeg forsøgt at være observant i toge og busser, men jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænkt så meget over det (da jeg i min sommerferie ikke har kørt så meget med offentlig transport), indtil jeg faldt over denne lille stribe (kvadrat er det vel egentlig), som rammer plet på emnet. Så selvfølgelig ville jeg lige dele tegneserien og emnet med jer. Så kan I selv gøre observationer og lave en vurdering.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar