Jeg er tyk, og jeg er smuk!

Jeg er et fucking beast, når jeg vil være det. Det fandt jeg et bevis på i dag. Den 2. april 2018 skrev jeg mine tænker og mit hjerte ud. Jeg skrev det i et word-dokument ved navn "Jeg er tyk, og jeg er smuk" og jeg tænkte ikke nærmere over det i næsten et år, indtil jeg i dag fandt det igen.

I april havde jeg endnu ikke startet bloggen, så jeg vidste ikke, hvordan og om jeg kunne dele mine tanker. Jeg vidste ikke, om folk overhovedet ville læse mine små udbrud af frustration og kvindelig vrede på styrke 10. Men nu ved jeg, at det vil du faktisk rigtig gerne. Du brænder lidt for at se mig dumme mig eller give dig en ny joke til julefrokosten, så her kommer den.

Mine damer og herrer!
Jeg præsenterer: Christina fra den 2. april 2018. Præ-T-rex og med en hulens masse på hjerte;

Jeg er tyk, og jeg er smuk!

”Kunne du ikke tænke dig at give mig dit nummer, din frække lille tøs”

”Du må da indrømme, at du er større end mig”

”Vi to har den samme røv…. Jeg synes, min røv er grim”

”Du ligner ikke en, der kan svømme særlig hurtigt”

”Mænd har altid haft mere magt end kvinder. Det kan du ikke ændre”

”Du trænger til at tabe dig lidt”

”Det ville være pænere, hvis du tabte dig lidt”

Mit navn er Christina, og jeg er 20 år ung. Da 2018 startede, begyndte jeg at samle på ord. Det her er ord, som folk har sagt til mig. Der er nu gået 3 måneder, og det er tid til en kvartalsopgørelse. Jeg har valgt nogle citater ud fra mine veninder, min familie, min arbejdsgiver og fra fremmede kunder på restauranten, hvor jeg arbejder.

Jeg er en af de personer, der kæmper med lav selvtillid, og det går udover min livsglæde. Så da nytåret kom, tog jeg mig selv i at lave det samme nytårsfortsæt, som jeg i altid har gjort: ”I år skal jeg tabe mig, så jeg kan blive glad”, men hvert år er jeg blevet mere ulykkelig end nogensinde før. 

Danmark kunne umuligt være et af verdens lykkeligste lande, for jeg alene var ulykkelig nok til at tippe skalaen. Jeg har altid tænkt, at min lykke (eller mangel derpå) hænger sammen med min vægt og mit udseende. Men det viste sig, at jeg var stadig ulykkelig, når jeg havde formået at tabe mig. Jeg var stadig ulykkelig, når jeg havde lagt makeup. Og jeg blev endnu mere ulykkelig, hvis mine venner kaldte mig for smuk. For jeg er jo for tyk til at være smuk. Så det var på tide, at jeg prøvede noget nyt. Jeg ville bare … være glad.

I takt med at jeg begyndte at acceptere, at jeg ikke skulle tabe mig lige nu, og at min lykke ikke afhang af tallet på vægten, gik det op for mig, at det ikke kun var mig selv, der havde forventninger og holdninger til, hvordan jeg ser ud, hvordan jeg burde se ud. Disse kommentarer er ikke pludselig kommet, fordi jeg har valgt at acceptere mig selv. De har altid været en del af mit liv, jeg har bare altid ignoreret dem eller ladet som om, jeg ikke tog dem til mig. Sandheden er, at det gør jeg. Selvfølgelig gør jeg det.

Forskellen er bare, at nu er jeg opmærksom på det. Jeg hører, hvad folk rent faktisk siger til mig. Jeg noterer det. Og jeg bruger det, selvom jeg er alt for konfliktsky til at konfrontere folk i øjeblikket.

Det vigtigste, jeg har lært i de sidste tre måneder er: Jeg er ikke til for andres øjnes skyld. Min krop er ikke til for, at du skal kigge på mig. Jeg skal ikke tilfredsstille dine øjne! Ligeledes skal du ikke tilfredsstille mine øjne! Det er fuldstændig lige meget, hvordan jeg ser ud. Jeg er et kompetent og fantastisk menneske lige meget hvad.

Jeg har altid modeleret min krop efter, at folk kiggede på mig. Jeg sidder og står kun på bestemte måder, for at min mave og lår ikke skal se for tykke ud. Når jeg ligger og ser film med mine venner, er jeg opmærksom på, om jeg har dobbelthage. Selv når jeg er alene, og jeg ligger på siden, skammer jeg mig over, at min mave stikker ud fra min krop. Ikke fordi jeg selv ser den være sådan – fordi hvis den stikker ud, når jeg bare er for mig selv, så stikker den også ud, når der er folk omkring mig, der kan se den.

Når jeg er tiltrukket af en mand, tænker jeg omgående: Han er ikke interesseret, for min mave er tykkere end hans. Jeg er ikke det værd. Han kan umuligt være tiltrukket af mig eller ønske at give mig en chance, når der findes så mange kvinder, der er smukkere end mig!

Og det skal slutte lige nu. Jeg er ikke til for andres øjne.

Min første erindring af, at jeg skulle tilfredsstille andres øjne, var da et familiemedlem efter min konfirmation sagde: ”Du har glemt at barbere dig under din arme”. Da jeg var 13, var jeg slet ikke nået dertil. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men jeg kan huske, at jeg startede med at barbere mig ugen efter.

Vi kvinder kan være lede mod hinanden. Fem ud af syv citater på min liste er fra kvinder. Vi holder os op imod og bedømmer os selv ud fra hinanden. Hvorfor gør vi det? Det eneste, vi opnår, er sårende bemærkninger og uvenskab. Kvinder er i en evig konkurrence imod hinanden. Konkurrencen omhandler alt fra tøjstørrelse, makeup, øjenbryn, hår på hovedet, hår på kroppen, store numser, store bryster, karakterer, arbejde, tøjstil, hudfarve, længde på øjenvipper, glat hud, alt. Det er alt. Er hun tyndere end mig? Hvor tykke er hendes lår, hvis hun sidder ned? Ej, hendes hår er flottere end mit. Men hun har for meget makeup på. Det der er overhovedet ikke naturligt! Ha, hun har sikkert fået lavet sine bryster også. Men hun har en kæreste. Så hun er flottere end mig. Det glæder os at finde ud af, at en person er tykkere end os. Og det er en enorm fornærmelse, når folk siger, at man er tykkere, end man føler sig. Kvinders syn på kvinder er lige så galt, som mænds syn på kvinder er. Vi burde støtte hinanden i stedet. Det burde vi virkelig. Jeg synes, vi skal starte med, hvordan vi tænker om hinanden. Det vil lægge en grundsten for, hvordan vi taler til og om hinanden.

Damer, come on.

Én ting er, hvordan kvinder taler til hinanden, en anden er, hvordan mænd taler til kvinder. Der er ét citat i mængden, som du nok havde gættet, var leveret af en mand. Det burde ikke komme som en overraskelse, at min navn ikke er ”din frække lille tøs”. Mit navn er Christina, men i det øjeblik var mit navn ”din frække lille tøs”, fordi jeg ignorerede ham. Jeg svarede ham ikke. Jeg fortalte ham ikke, at det var uacceptabelt, at han talte sådan til mig, og derfor blev jeg et objekt. Jeg blev et objekt for hans seksuelle tilnærmelser. Denne aften lærte jeg en endnu en ting: Jeg vil ikke være nogen andens objekt. Jeg vil være mit eget subjekt! Jeg vil ikke gå på kompromis med min eget velbefindende, for at en mand kan kalde mig en ”fræk lille tøs” foran sine venner og få deres anerkendelse og billige grin.

For sandheden er, det var grimt. Jeg havde øvet mig på og kæmpet for at være glad, og så kommer der en mand, som kan vælte det hele på fem sekunder. Jeg er godt klar over, at jeg er tyndhudet, og man kan sagtens sige, at jeg burde have trukket på skuldrene og taget det som et kompliment, men det er forkert. For det er ikke et kompliment. Det har aldrig været et kompliment. Hvordan skal det på nogen måde være et kompliment at blive gjort til et objekt? Han sagde det ikke, for at jeg skulle føle mig godt tilpas, eller fordi han virkelig ønskede at få mit nummer. Han sagde det, fordi han vidste, at han kunne. Men det kan han ikke mere. For nu arbejder jeg på at være mit eget subjekt. Det betyder, at det er slut med at være nogens objekt.

Det er også slut med at sige undskyld, fordi jeg eksisterer. Hvis der fandtes en app til at tælle, hvor mange gange jeg siger ”undskyld” på én dag, ville min telefon brænde sammen. Jeg skal ikke sige undskyld på forhånd, fordi jeg er bange for at fejle eller sige noget dumt. Hvis jeg dummer mig, skal jeg nok undskylde.

Det er slut med at skjule dobbelthagen, når jeg ser serier på computer, for hvad nu hvis nogen kigger med igennem kameraet.

For nu er det min tur til at være glad.

Kort nyt fra Feministmaven

Feminisme handler ikke om at hade mænd. Feminisme handler ikke om at kæmpe imod mænd eller at ville bestemme over mænd. Feminisme handler ikke om at ville nedgøre mænd og tage hævn over de nedgørelser, som kvinder har lidt igennem historien. 

Feminisme er ikke kampen mellem mænd og kvinder. 

Men hvad handler feminisme så om? 

For mig handler feminisme om kvinder. Det handler om, at turde stå op for mig selv og ikke mindst for andre kvinder omkring mig og sige: Det er ikke okay, at kvinder skal være bange for at gå hjem, når det er mørkt. Det handler om at sige nej til overgreb og nej til chikane. Det handler om at være ligestillet med mænd både i status og i løn. Det handler om retten til at være glad for sig selv uden føle, at man skal ændre sig selv for at tilfredsstille en mand. 

Vi kvinder skal være stærke og stå fast i vores rettigheder, og vi skal hjælpe hinanden. Vi skal sætte mennesker fri og befri dem fra undertrykkelse. Det er lige fra unge piger i U-lande, der bliver nægtet skolegang, til den prostituerede, som skal have samme rettigheder til a-kasse og arbejdsløshedspenge, som vi andre har. 

Vi skal ikke tale nogen ned. Vi skal tale alle op. Som Michelle Obama sagde: "There is no limit to what we, as women, can accomplish". Jeg tror på, at det er rigtigt. Vi skal ikke opgive dem magt og indflydelse, vi har, fordi vi tror, vi ikke har nogen. Det kan godt være, at jeg ikke kan ændre systemet alene. Jeg kan formegentligt ikke komme særlig langt med nogle af mine ord alene. Jeg kan ikke råbe nogen politikere op alene. Men vi kan sammen. Sammen kan vi buldre og trampe til lortet falder sammen. Sammen kan vi ændre systemet, og sammen kan vi gøre verden et bedre sted for kvinder, som lider, uanset hvor de er. Sammen er vi stærke. 

Så på med de røde strømper, Søster, og gå ud og dans! Du fortjener det! Fest og fejr dig selv. Du er skøn, som du er. I nat fejrer vi os selv. Og i morgen går vi i gang med at arbejde for de, som ikke kan fejre sig selv endnu. 

Kært barn har mange navne

Kvinde, dame, pige, tøs, kælling, madam, jente, fruentimmer, pigebarn, kvindemenneske, hunkønsvæsen, frue, bitch.
- Ja, kært barn har mange navne.

Kan du høre dem for dig? Nogle af disse navne for et hun-menneske bærer en vis kraft med sig. De er ikke alle sammen lige kønne, og mange af dem har ændret betydning igennem tiden. Et ord som kælling, har ændret betydning fra "en lille, kærlig en" (Kilde: Kristeligt dagblad) til "en strid en" og ordet har i den grad forvandlet sig til at være et negativ ord.

Jeg er blev kaldt en kælling mange gange - oftest af fremmede i byen eller på nettet. Men også af folk, som jeg stolede på. Jeg kan blandt andet fortælle om en fyr(dreng, mand, "bro"), jeg var gode venner med i lang tid. En dag så jeg, at han på sin telefon havde skrevet til en ven: "Jeg er lige sammen med kællingen", hvilket ramte mig et sted i kroppen, som jeg endnu ikke helt kendte til på det tidspunkt. Det ramte mig nemlig i min feministmave.

Ser du, jeg er lidt som en ko. Når jeg skal tage noget ind, tygger og synker jeg det først én gang, hvorefter jeg så kaster det op i min egen mund - ja, det er klamt - og anden gang ryger det så ned i min feministmave, hvor tingene bliver arbejdet rigtig godt med og reageret på.
Den her kommentar, var noget af det første, der røg ned i feministmaven, som stadig var underudviklet og ikke helt klar til at reagere, så kommentareren endte med at ligge der lidt tid, før jeg kunne bearbejde den.

Vi, hun-mennesker, har en rimelig klar ide om, hvilket ord, der beskriver en bedst. Jeg tænkte længe på mig selv som en pige. En pige. En ung kvinde. Et barn. Et hun-menneske-barn. En af de første gange, jeg blev konfronteret med problemstillingen: Hvad er jeg? Var da jeg som svømmetræner og 16 årig hørte en svømme-far sige til sit barn: "Kan du give bolden til damen?"

Damen? DAMEN? D-A-M-E-N!?

Hvad i alverden var det? Jeg var da ikke en dame. En dame er sådan en voksen én... voksen og på kanten til gammel. Det var, hvad "damen" er. Men lige pludselig var "damen" mig. Og jeg tog imod bolden, og jeg smilede, for det var mit arbejde. Men jeg gik også hen til min hjælpeinstruktør og sagde: "Han kaldte mig for 'damen'", for det er min personlighed at joke med mine kollegaer. Hun var enig i, at hun også ville studse over at blive kaldt "damen".

Jeg ved godt, hvorfor jeg blev kaldt for damen. Jeg var "den voksne" i situationen. Jeg var træneren. Og ydermere lignede jeg en person, som lå på grænsen mellem en pige og en kvinde. Jeg tror, at svømme-faren i situationen tænkte: "Jeg vil ikke fornærme hende ved at kalde hende en pige, hvis hun identificerer sig som en kvinde" og så er endt med at sige dame.
Men dame er ikke slemt. Dame er bare spøjst. Der er nogle af disse navne, som er langt være.

For eksempel er det enormt ubehageligt at blive kaldt kælling, jente, pigebarn, tøs, hunkønsvæsen, fruentimmer og bitch. For mig er de her nogle af de ord, som er negative versioner af kvinde. Ingen af dem er gode, men én af dem er værst. Bitch. Bitch er værst. Bitch er et ord, som deler vandene, for jeg møder af og til folk, som bruger bitch som et kælenavn eller et positivt ord for en kvinde.  Men helst ærligt... En bitch er en hunhund - en tæve. Det er ikke et kompliment at blive kaldt en tæve.

Forstil dig min stemme: (Hvis du ikke kender mig, så er det lidt ligesom Gollums stemme)
"Ej, bitch, det skulle du da ikke have gjort!"
"Sådan en bitch"
"Fucking bitch"
"Bitches, I have arrived!"

"Ej, tæve, det skulle du da ikke have gjort!"
"Sådan en tæve"
"Fucking tæve"
"Tæver, jeg er ankommet!"

Kan du høre det for dig?
Lyder det forkert?
Så hvorfor bruge et ord som bitch til og om hinanden? Det er nedværdigende og nedgørende.

Links:
Kristeligt dagblad

T-rex; det forsigtige fossil!

Helt ærligt; jeg er et forsigtigt menneske. Jeg har altid lyttet til alle mere eller mindre livskloge mennesker omkring mig. Jeg lytter til andre mere, end jeg lytter til mig selv...

"

Lad være med at farve dit hår.

Det der kommer du til at fortryde.

Det er en dum ide at få en tatovering.

Chriiiistiiiina.... nej. 

Tror du ikke, du kommer til at støde folk?

Den der trøje viser din mave. Den kan du ikke have på.

Piercinger vil ikke klæde dig.

Tager du ikke lige en bh på?

Når du bliver gammel vil din tatovering blive rynket og grim.

Når du står sådan, kan jeg se dit mavefedt.

Hold da op manner! Du skal da vist klippes!

Du kommer nok til at se anderledes på det senere.

Jeg synes virkelig ikke, det er så godt... 

- Altså at du har hår på benene.

Den tøj stil er ikke noget for dig, Christina!

Ej nej, Christina!

Det lyder sørme spændende med en jordrejse! 

Men lad lige være, det kunne være farligt.

Har du ikke for mange t-shirts?

Kvinder i din størrelse bør ikke gå i bikini.

"

Suk. 

Jeg ved, at folk ikke siger det i ond ånd, men det betyder ikke, at folk skal blande sig. 

Selvfølgelig er jeg er opmærksom på, at jeg igennem tiden også har fået nogle gode råd såsom:

- Du skal holde dig fra stoffer - God ide. Tak for det!

- Du skal holde dig fra rygning - Også en god ide!

- Eh, hvis du klipper alt dit hår af, så kommer det altså ikke igen med det samme - Mange tak!!

- Lad være med at tegne en stor pikkemand på politibygningen - Igen tak!

Mange af de råd er kommet fra mine forældre og nærmeste familie. Og jeg har selvfølgelig værdsat en masse af de gode råd, jeg har fået! Men både gode og dårlige råd kommer med en pris...

Min pointe er, at der med alle disse gode råd også er kommet en forsigtighed, som jeg har svært ved at slippe af med. Et eksempel på dette er, at jeg har gået med adskillige tatoveringsideer i hovedet i flere år, som jeg ved, at jeg skal have. Det er ikke til diskussion. Alligevel har jeg ventet. Jeg har flere gange haft økonomisk rådighed til at få lavet flere tatoveringer, men jeg har aldrig gjort det. 

Fordi jeg er blevet for forsigtig. 

Når man er vokset op med, at venner, familie og voksne omkring én har sagt: 

Du kommer til at fortryde .... ALT

Så ender man med at blive bange for livet. 

Jeg er så bange for at tage beslutninger og prøve nyt, for hvad nu hvis jeg fortryder? Ja og hvad så? Så gror mit hår ud igen, hvis jeg er kommet til at klippe det for kort. Huller i ørene kan gro sammen igen. Rigtig mange valg kan annulleres. 

"Jamen, Christina, det kan en tatovering jo ikke"

Det er rigtigt, at det ofte er svært at annullere tatoveringer, men det kan lade sig at gøre. Jeg har fået lov til at citere min skønne og yderst kloge veninde Maya:

"Selv hvis du på et tidspunkt indser, at du ikke ville få lige den tatovering igen, så ved du, at dengang du fik lavet tatoveringen, betød den noget for dig!"

Og da Maya sagde det, fik jeg et helt nyt perspektiv på det at få en tatovering, for ja, jeg drømmer om at få alle Marvels Avengers superhelte må min ene arm, og mange af jer vil nok tænkte: "Deeeeeet... bare nej. Det kommer du til at fortryde." Ja det gør jeg måske. Men lige nu betyder de tegneseriefigurer mere for mig, end jeg egentlig vil indrømme. Og når jeg så bliver halvfjers og Ironmans maske har fået lige så mange rynker, som jeg har, så kan jeg grine over, at jeg var så underlig og tåbelig i mine unge dage. Men jeg vil også huske; at jeg havde en periode i mit liv, hvor jeg vendte mig imod superhelte og fandt styrke og mod derigennem. Og så har jeg fået nogle flotte farver på min krop. Så hvad har jeg egentlig at miste? 

Jeg tror, jeg skal blive bedre tage andres vurderinger og råd og sige: "Tak, men nej tak". Og jeg skal blive bedre til at sige til folk: "Jeg spurgte faktisk ikke om din holdning", for nogle mennesker har tendens til at tænkte, at fordi noget er ment godt, så har de ret til at sige det. Og det har vi efterhånden slået fast her på bloggen: Vi har ikke ret til at vurdere mennesker. 

Jeg er træt af at være bange for livet. Jeg kan mærke, at jeg har opbygget en spænding, som kommer til at eksplodere en dag. Forleden dag farvede jeg mit hår midlertidigt blåt. Det var noget farve, jeg havde haft liggende i over 6 måneder, men jeg havde været bange for at gøre det. 

FARVEN VARER I 2 UGER! HVAD ER DER AT VÆRE BANGE FOR!

Og da jeg så endelig gjorde det, var det en spontan handling. Jeg vågnede en dag og tænkte, "blåt hår, Det tror jeg da vist nok lige!" Og så farvede jeg det. Uden ide om hvordan og hvorfor...

Og jeg elsker resultatet. Mit hår er ikke blevet blåt. Det er blevet koralgrønt med tyrkisblå striber. Ja, jeg ved ikke helt, hvad der gik galt, men jeg elsker, at jeg turde, og jeg elsker, at jeg gjorde det. 

For nogle uger siden fik jeg en fornemmelse - nærmest en vrede - over, at jeg føler mig hæmmet af denne forsigtighed. Jeg skrev til min ven: "Vil du med ind og se mig få en tatovering i dag?" 

Egentlig er jeg okay med, at han ikke nåede at svare, før jeg havde kølet ned og erkendt, at jeg ikke har råd lige nu, og at jeg skal have fundet den rette tatovør i stedet for bare at gå ind til en tilfældig. 

Men jeg føler den stadig; fornemmelsen af, at det snart skal ske, for ellers kommer jeg til at leve resten af mit liv med intentioner om at få en tatovering - eller 20 tatoveringer - som jeg aldrig ender med at få. 

Jeg er nødt til at sparke mig selv lidt i gang med at tage en risiko og tro på, at det nok skal gå. Jeg er nødt til at lære at stole på min egen vurdering af mit eget liv. For ellers ender den her T-rex med at blive et forsigtigt fossil. 

Se mig!

Hvis du skal gøre én ting i dag, så skal du se denne video.
Kvinden i denne video er sangerinden Halsey, som skriver og synger nogle fantastiske sange om smerte og mangel på kontrol.

I videoen her holder hun en tale, som ikke ligner nogen tale, jeg nogensinde har hørt før. Første gang jeg hørte den, græd jeg. For alt hun siger, gør ondt. Dette er en stærk kvinde, som bruger sin stemme.

Tag et øjeblik til at lytte og føle med hende.
Og så må du have en dejlig dag!

Ashley Nicolette Frangipane

Skyld og skam

Christina, hvorfor i al verden vil du skabe en blog, som fortæller om din inderste smerte og dybeste hemmeligheder? Hvordan kunne du gøre det imod dig selv? Nu kan hele verden se, at du er blevet voldtaget. Det er da ikke noget, man har lyst til, at folk ved om én. Det er da privat.

Ja, det er rigtigt, at meget af det, jeg skriver om, er privat. Det er min private oplevelse og min private smerte. Men folk forveksler ofte privathed og skam. Og det er forkert, at det er min skam.

Jeg brugte mange år på at føle skam. Jeg gav mig selv skylden, for jeg kunne ikke forstå, hvordan nogen kunne have gjort noget så grimt imod mig. Jeg følte uendelig meget smerte over, hvad der var sket, så jeg fortalte mig selv, at det er nemmere at glemme, hvad der skete, i stedet for at acceptere, at det var voldtægt. Det var ikke mig, der ikke havde sagt fra tydeligt nok. Det var ikke mig, som havde bedt om det. Det var ikke mig, som skulle bære skylden for det. Men det gjorde jeg.

Og det var nemt at give mig selv skylden. For der var intet, der fortalte mig, at jeg ikke var ansvarlig. Dengang kørte der ikke kampanger i fjernsyn og sociale medier, som fortalte mig, at hvis jeg var i tvivl, så kom og snak med nogen!
Jeg blev voldtaget i 2014, og dengang troede jeg, at det var meningen, at jeg skulle føle skyld og skam. Det var først i 2017, at jeg blev opmærksom på det og turde sige, at jeg ikke skal bære denne skam og skyld.

Så det er ikke skam, jeg viser jer. Det er mine private minder og ar, ja, men det er okay. Det er vigtigere, at vi bryder tabuet om voldtægt, så ingen andre skal gå i så lang tid med skyld og skam, som ikke er deres at bære.


Verden tror ikke på kvinder - endnu
Det er et faktum.
Og så kan du sagtens sige:
"Jamen, jeg tror da på kvinder"
Mange tak for det. Vi er heldigvis mange, som får øjnene op for, hvad kvinder, som har været udsat for overgreb eller vold, går igennem. Og mange andre kvinder også!

Det er så ekstremt vigtigt, at vi bliver ved med at bakke op om kvinder (og mænd), som kommer frem med deres historier. Vi må på ingen måde gøre dem til skamme, for det fodrer overgrebsmændenes magt over os.

Jeg tænker meget på Christine Ford, som på meget kort tid er blevet en personlig heltinde for mig. Jeg vil ærligt fortælle, at jeg ikke kendte hende for få måneder siden, men det, hun gør, er så stærkt og modigt, at hun kun fortjener respekt. Alle mennesker i hele verden har en holdning til, om hun blev voldtaget eller ej. Og alligevel er hun stået frem og har fortalt sin historie.

Det har hun ikke gjort, fordi det er sjovt at genopleve sine traumer, eller fordi det er spændende at se, hvor mange man kan få til at tro på en. Ford har været nødt til at stå frem. For ellers vil en voldtægtsmand få mere magt, end han fortjener og evner at besidde. Endelig har hun fået en stemme, som hun bruger til at nå frem til os alle og fortælle os, at vi kan kæmpe imod mænd uanset deres magtstatus. Vi skal kæmpe imod. Men selv når vi kæmper imod, så er tendensen, at kvinder ikke bliver troet på.

Hvorfor bliver vi ikke troet på?!

Hvad er det, der gør, at denne mand vinder? Der er ingen beviser på voldtægten andet end Fords traume, som hun skal gå med hver evig eneste dag resten af sit liv. Men er det ikke nok? Bør det ikke være nok? Voldtægt er en "gratis" forbrydelse, som bliver begået hver dag. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd bliver 5.100 danske kvinder voldtaget om året. I 2017 blev 944 anmeldt. I 2016 var det kun 791. Og selv hvis en kvinde anmelder forbrydelsen til politiet, som bliver der sjældent fældet dom. Fordi man ikke tror på kvindernes traume som bevis. Vi vil hellere lade voldtægt gå ustraffet hen end at ødelægge en mands ry og rygte. For hvad med alle de mænd, som bliver falsk anklaget?

Fakta er, at mænd sjældent bliver falsk anklaget (Jeg siger ikke, at det ikke sker). Men kvinder bliver voldtaget hver dag. Fordi mænd kan. Mænd bliver ikke straffet for voldtægt. Kvinder gør. Offeret går med skyld og skam hver dag. Og det er ikke fair.


Der er aldrig nogen, der har givet mig en stemme. Så jeg tog selv en, og jeg skabte denne blog. Jeg vil nedbryde tabuer om voldtægt. Jeg vil nedbryde skam og skyld hos offeret. Jeg vil pege piger og kvinder i en retning, hvor de kan få hjælp til at nedbryde deres traumer. Og det er derfor, det er så vigtigt, at I hjælper mig med at læse og dele bloggen.

For ja, det er privat, og ja det gør ondt. Af og til gør det meget ondt at dele med jer. Men hvis jeg ikke gjorde det, så er der 0% chance for, at jeg kan hjælpe nogen. Hvis ingen gør noget, så sker der heller ikke noget.

Og der skal ske noget nu!

Det er ikke min tatovering - endnu

Hvad fylder en mand?

Jeg sad for nogle uger siden i bus ved et firemandsområde. De af jer, der af og til kører i bus eller tog, ved, hvad jeg snakker om. 2x2 sæder overfor hinanden. Da jeg sætter mig er de andre sæder tomme, men kort efter stiger to unge mænd på bussen. Den ene sætter sig ved siden af mig og den anden sætter sig overfor. Sidstnævnte sætter sin sportstaske på sædet overfor mig.

Jeg trækker mig straks til mig og gør mig så lille som muligt, for at vi alle kan være der. Jeg trækker mig over imod vinduet, og jeg samler mine ben og presser dem imod væggen.
Jeg har siddet i denne ubehagelige stilling i godt fem minutter, før det går op for mig, hvordan de to mænd sidder. De sidder begge med spredte ben og knæ, der vender ud af. De har armene ned langs siden af kroppen. De fylder kort sagt rigtig meget. Og her sidder jeg ved siden af og gør mig så lille som overhovedet muligt for ikke at være til ulejlighed og for at mindske, hvor meget vores lår gnubber sig op af hinanden.

Den dag blev jeg opmærksom på, at jeg som kvinde trak mig for at gøre plads til to mænd, som til gengæld fyldte mere end, hvad deres andel var. Og da jeg kiggede rundt i bussen, var jeg tæt på at grine. Alle kvinder, jeg så, sad med samlet ben og gjorde sig små, for langt største delen af mændene i den efterhånden fyldte bus bredte sig og sine legemsdele langt ud over deres sæder.

Og siden da, har jeg forsøgt at være observant i toge og busser, men jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænkt så meget over det (da jeg i min sommerferie ikke har kørt så meget med offentlig transport), indtil jeg faldt over denne lille stribe (kvadrat er det vel egentlig), som rammer plet på emnet. Så selvfølgelig ville jeg lige dele tegneserien og emnet med jer. Så kan I selv gøre observationer og lave en vurdering.

Pige- og drengeslikkepinde

Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange om dagen, jeg skal forholde mig til pigeting og drengeting - ofte markeret med pigefarver og drengefarver. Du ved lyserød og blå/grøn.
Vi møder kønsopdeling så meget i vores hverdag, at vi helt glemmer, at det sker.

På restauranten, hvor jeg arbejder, har vi en skål med slikkepinde i grøn, rød og gul. En far løfter sin dreng op for at nå en. Drengen tager en rød, hvorpå faren siger: "Du skal da ikke have en pigeslikkepind!" og stikker drengen en grøn i stedet.

I øjeblikket bliver jeg så lamslået over farens kommentar, at jeg ikke får sagt noget, men efterfølgende kommer jeg til at tænke:

"Hvad i alverden er en pigeslikkepind?" 

Er den røde slikkepind en "pigeslikkepind", fordi den har en rødlig farve? Og hvorfor vil faren ikke have, at drengen skal have en slikkepind, der forbindes med piger? Vil det gøre ham til en tøsedreng? Dit barn er 3 år gammel, og du fodrer det med snak om, hvad piger må, og hvad drenge må. Piger må spise lyserrøde ting. Drenge må spise grønne ting.

For hvad er det egentlig, han siger? Han siger, at hans søn ikke skal tage den røde slikkepind, fordi den repræsenterer "kvindelige værdier". Men hvorfor de "kvindelige værdier ikke lige så gode som "mandeværdierne"? Hvorfor vil det være så galt, hvis hans søn spiste en "pigeslikkepind". Det er jo ikke fordi drengen på magisk vis vil blive forvandlet til en pige, og selv hvis han gjorde, hvad er der så galt med at være en pige?
Det jeg hører, er, at han implicit siger, at "kvindeværdierne" i den røde slikkepind er mindre værd en "mandeværdierne" i den grønne slikkepind?

Det er en utroligt frusterende situation at stå i, at få at vide, at kvinder ikke er lige så meget værd som mænd. At når en dreng er en "tøsepige", så er han ikke en "ordentlig mand", fordi han viser følelser eller er tilbøjelig til at kunne lide "pigeting".

Så kan man jo sige: "Herregud, Christina, det er jo bare en slikkepind"...

Øh nej.... 

Det er ikke bare en slikkepind. Det er en samfundsformation, hvor vi lærer børn, at drenge er sådan nogle, der kæmper med sværd og leger vildt i frikvarteret, og piger er sådan nogle, der laver perleplader og leger med dukker. Det her handler ikke om, at "kvinder har et moderligt instinkt, der kommer til udtryk i en tidlig alder. Og drenge er beskytterne, der skal øve sig i at kæmpe..."
Buller-shit.

Et andet eksempel er fra, da jeg gik i folkeskole. Vi havde musik i flere år. Ikke én gang har jeg spillet trommer. Kun få gange spillede jeg guitar i musiktimerne til trods for, at jeg gik til guitar i min fritid.
Jeg kan tydeligt huske, at jeg mægtigt gerne ville spille trommer i nogle af sangene i timerne, men der var altid kamp fra drenges side om at spille trommer, hvilket ofte endte i, at vi piger sang eller stod med en lille æg med ris i. Hvis vi var heldige kunne vi slås om marimbaerne, men det er jo ikke helt trommer - er det vel?

Det blev hurtigt en rolle, jeg trådte ind i. Drenge havde førsteret til trommerne og guitarerne. Pigerne havde... ikke. Jeg troede, at jeg ikke kunne, fordi det gør piger ikke. Og hvis der var nogle piger, der spillede trommer, så var det drengepigerne. Og jeg blev først opmærksom på den tanke, da jeg blev ældre.

Drengepige. Rimelig sejt ikke?
Tøsedreng. Ikke så sejt.

Hvor mange piger kender du, der går i "drengetøj"? En del vil jeg gætte på.
Hvor mange drenge kender du, der går i "pigetøj"? Ikke så mange vil jeg skyde på.

Hvorfor er det, at det, vi associerer med drenge, får en ophøjet status?
Og det, vi associerer med piger, får en nedgjort status?

Jeg tror ikke kun, at det er piger, der lider under denne kønsopdeling. Det gør drenge også. De skal leve op til nogle samfundsforventniger om, at rigtige drenge ikke græder, at de "mander sig op", at de leger voldsomt, at de svarer igen og at de spiser grønne slikkepinde.

Den tre årige dreng på restauranten kunne have fået en slikkepind med jordbærsmag. I stedet fik han sur æblesmag.