Viser opslag med etiketten pigeting. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pigeting. Vis alle opslag

onsdag den 16. januar 2019

Kort nyt fra Feministmaven

Feminisme handler ikke om at hade mænd. Feminisme handler ikke om at kæmpe imod mænd eller at ville bestemme over mænd. Feminisme handler ikke om at ville nedgøre mænd og tage hævn over de nedgørelser, som kvinder har lidt igennem historien. 

Feminisme er ikke kampen mellem mænd og kvinder. 


Men hvad handler feminisme så om? 

For mig handler feminisme om kvinder. Det handler om, at turde stå op for mig selv og ikke mindst for andre kvinder omkring mig og sige: Det er ikke okay, at kvinder skal være bange for at gå hjem, når det er mørkt. Det handler om at sige nej til overgreb og nej til chikane. Det handler om at være ligestillet med mænd både i status og i løn. Det handler om retten til at være glad for sig selv uden føle, at man skal ændre sig selv for at tilfredsstille en mand. 

Vi kvinder skal være stærke og stå fast i vores rettigheder, og vi skal hjælpe hinanden. Vi skal sætte mennesker fri og befri dem fra undertrykkelse. Det er lige fra unge piger i U-lande, der bliver nægtet skolegang, til den prostituerede, som skal have samme rettigheder til a-kasse og arbejdsløshedspenge, som vi andre har. 

Vi skal ikke tale nogen ned. Vi skal tale alle op. Som Michelle Obama sagde: "There is no limit to what we, as women, can accomplish". Jeg tror på, at det er rigtigt. Vi skal ikke opgive dem magt og indflydelse, vi har, fordi vi tror, vi ikke har nogen. Det kan godt være, at jeg ikke kan ændre systemet alene. Jeg kan formegentligt ikke komme særlig langt med nogle af mine ord alene. Jeg kan ikke råbe nogen politikere op alene. Men vi kan sammen. Sammen kan vi buldre og trampe til lortet falder sammen. Sammen kan vi ændre systemet, og sammen kan vi gøre verden et bedre sted for kvinder, som lider, uanset hvor de er. Sammen er vi stærke. 

Så på med de røde strømper, Søster, og gå ud og dans! Du fortjener det! Fest og fejr dig selv. Du er skøn, som du er. I nat fejrer vi os selv. Og i morgen går vi i gang med at arbejde for de, som ikke kan fejre sig selv endnu. 



tirsdag den 12. juni 2018

Pige- og drengeslikkepinde

Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange om dagen, jeg skal forholde mig til pigeting og drengeting - ofte markeret med pigefarver og drengefarver. Du ved lyserød og blå/grøn.
Vi møder kønsopdeling så meget i vores hverdag, at vi helt glemmer, at det sker.

På restauranten, hvor jeg arbejder, har vi en skål med slikkepinde i grøn, rød og gul. En far løfter sin dreng op for at nå en. Drengen tager en rød, hvorpå faren siger: "Du skal da ikke have en pigeslikkepind!" og stikker drengen en grøn i stedet.

I øjeblikket bliver jeg så lamslået over farens kommentar, at jeg ikke får sagt noget, men efterfølgende kommer jeg til at tænke:

"Hvad i alverden er en pigeslikkepind?" 

Er den røde slikkepind en "pigeslikkepind", fordi den har en rødlig farve? Og hvorfor vil faren ikke have, at drengen skal have en slikkepind, der forbindes med piger? Vil det gøre ham til en tøsedreng? Dit barn er 3 år gammel, og du fodrer det med snak om, hvad piger må, og hvad drenge må. Piger må spise lyserrøde ting. Drenge må spise grønne ting.

For hvad er det egentlig, han siger? Han siger, at hans søn ikke skal tage den røde slikkepind, fordi den repræsenterer "kvindelige værdier". Men hvorfor de "kvindelige værdier ikke lige så gode som "mandeværdierne"? Hvorfor vil det være så galt, hvis hans søn spiste en "pigeslikkepind". Det er jo ikke fordi drengen på magisk vis vil blive forvandlet til en pige, og selv hvis han gjorde, hvad er der så galt med at være en pige?
Det jeg hører, er, at han implicit siger, at "kvindeværdierne" i den røde slikkepind er mindre værd en "mandeværdierne" i den grønne slikkepind?

Det er en utroligt frusterende situation at stå i, at få at vide, at kvinder ikke er lige så meget værd som mænd. At når en dreng er en "tøsepige", så er han ikke en "ordentlig mand", fordi han viser følelser eller er tilbøjelig til at kunne lide "pigeting".

Så kan man jo sige: "Herregud, Christina, det er jo bare en slikkepind"...

Øh nej.... 

Det er ikke bare en slikkepind. Det er en samfundsformation, hvor vi lærer børn, at drenge er sådan nogle, der kæmper med sværd og leger vildt i frikvarteret, og piger er sådan nogle, der laver perleplader og leger med dukker. Det her handler ikke om, at "kvinder har et moderligt instinkt, der kommer til udtryk i en tidlig alder. Og drenge er beskytterne, der skal øve sig i at kæmpe..."
Buller-shit.

Et andet eksempel er fra, da jeg gik i folkeskole. Vi havde musik i flere år. Ikke én gang har jeg spillet trommer. Kun få gange spillede jeg guitar i musiktimerne til trods for, at jeg gik til guitar i min fritid.
Jeg kan tydeligt huske, at jeg mægtigt gerne ville spille trommer i nogle af sangene i timerne, men der var altid kamp fra drenges side om at spille trommer, hvilket ofte endte i, at vi piger sang eller stod med en lille æg med ris i. Hvis vi var heldige kunne vi slås om marimbaerne, men det er jo ikke helt trommer - er det vel?

Det blev hurtigt en rolle, jeg trådte ind i. Drenge havde førsteret til trommerne og guitarerne. Pigerne havde... ikke. Jeg troede, at jeg ikke kunne, fordi det gør piger ikke. Og hvis der var nogle piger, der spillede trommer, så var det drengepigerne. Og jeg blev først opmærksom på den tanke, da jeg blev ældre.

Drengepige. Rimelig sejt ikke?
Tøsedreng. Ikke så sejt.

Hvor mange piger kender du, der går i "drengetøj"? En del vil jeg gætte på.
Hvor mange drenge kender du, der går i "pigetøj"? Ikke så mange vil jeg skyde på.

Hvorfor er det, at det, vi associerer med drenge, får en ophøjet status?
Og det, vi associerer med piger, får en nedgjort status?

Jeg tror ikke kun, at det er piger, der lider under denne kønsopdeling. Det gør drenge også. De skal leve op til nogle samfundsforventniger om, at rigtige drenge ikke græder, at de "mander sig op", at de leger voldsomt, at de svarer igen og at de spiser grønne slikkepinde.

Den tre årige dreng på restauranten kunne have fået en slikkepind med jordbærsmag. I stedet fik han sur æblesmag.