Selvtillid søges

Jeg leder efter min selvtillid - har du set den?
Jeg tror, jeg er kommet til at efterlade den et sted her omkring, men jeg kan ikke finde den. Jeg har ledt i min rygsæk og i gaderoben. Der er den ikke. Jeg har virkelig brug for at finde den, for hvis jeg skal have mig en ny selvtillid, så skal jeg gå en lang og kroget vej. Det kan faktisk godt være farligt at gå foruden sin selvtillid alt for længe af gangen. Det kan give en et forkrøblet forhold til sig selv - og det er usundt.

Den er lille og skrøbelig, men den er smuk og unik. Den giver en lyst til at danse og modet til at gøre det uden at tænke over, hvad andre tænker. Den er også klog og kan fortælle dig alle detaljer om græske søjler og latinske druk-lege. Og så er den den fuld af ballade - så du må hellere passe på du ikke lader dig lokke af friske ideer og storslåede planer.

Men den har skudhuller, og den er bange. Jeg har ikke altid passet godt på den, for en gang troede jeg at der var uendelige mængder af selvtillid. Jeg havde endnu ikke forstået, at selvtilliden tager skade, når den ikke får rigelig omsorg. Og ikke bare hvilken som helst omsorg - det skal helst være af den kærlige slags - ingen tough love her.

Hvis jeg skal have mig en ny selvtillid, så skal jeg på en rejse, som jeg ikke ved, om jeg kan klare, så det kunne være rart, hvis jeg kunne genfinde min gamle selvtillid. Hvis jeg kunne tro lidt mere på mig selv, så ville den måske finde sin egen vej tilbage til mig, men det er svært, når jeg ikke engang ved, hvordan jeg skal passe på mig selv. Jeg kan godt forstå, at min selvtillid ikke har lyst til at hænge ud med mig mere.

Så hvis du ser den, vil du så ikke fortælle den, at jeg er ked af, at jeg ikke tog mig bedre af den? Vil du fortælle den, at jeg elsker dens spontane ideer og øjeblikke med frygtløshed og håb? Jeg skal nok prøve at forbedre mig, så jeg kan passe bedre på den.
Men det er også vigtigt, at den forstår, at jeg er et halvt menneske. Jeg er ikke rask, så jeg kan ikke gøre det samme, som andre mennesker kan. Det kan godt skade selvtilliden, når man er nødt til at se realiteterne i øjnene, men jeg har brug for den hos mig, så jeg kan møde hver dag med oprejst pande.

Jeg har brug for den til at stå imod frygt og angst. Jeg har brug for den til at sætte den ene fod foran den anden og turde springe ud i mine drømme eller sætte en fod på dansegulvet. Jeg har brug for den, så jeg kan føle mig fjollet og i live. Og jeg har brug for den, for uden den kravler jeg rundt på gulvet i blinde, fordi jeg ikke har modet til at stå på mine egne ben.


Så har du set den?

Sidsterangsmennesket i Jyllands-Posten

I søndags trykte Jyllands-Posten min kronik "Sidsterangsmennesket". Jeg har fået utrolig meget feedback, hvoraf 99% har været roser. Enormt mange fremmede mennesker har skrevet til mig og min Typisk T-rex har fået 700 besøgende på en uge, hvilket er en god del. Så naturligvis er jeg meget overvældet over responsen! Mange tusinde tak skal I alle have - for at I følger mig og støtter mit lille skribent eventyr!

Rachmaninoff

Hvis jeg siger Rachmanioff, hvad tænker du så? Hvis navnet ikke siger dig så meget, så er det helt okay. Nu skal jeg fortælle dig lidt om ham.

For 120 år siden skrev Sergei Rachmanioff et stykke klassisk musik, som afspejlede hans kamp imod depression og personlige problemer. Symfonien er i dag kendt som hans 2. Piano Concerto, og det er rent ud sagt et dystert stykke musik.

Og måske er det den dyster stemning og den levende smerte, der gør stykket så attraktivt for mig. Jeg lærte symfonien at kende, da jeg gik i folkeskolen. Du ved, hvordan det er med klassisk musik - man kender melodien, men det er ikke altid, man kan sætte navn og kunstner på. Sådan var det også med denne symfoni, indtil vi en dag så en kortfilm, som brugte netop dette nummer i rulleteksterne, og jeg vidste, at jeg var nødt til at høre det igen og igen og igen.

Jeg har ingen musik kunstskab eller viden, så jeg skal ikke kloge mig på, hvad der gør nummeret så specielt. Men jeg kan fortælle, hvad det gør for mig.

De første 2 minutter og 20 sekunder føles som om at gå på en kirkegård i mørke. Det føles, som om  der er et sort hav inden i mine blodårer, som skvulper over. Det føles som at klynge sig fast til rælingen på et skib, der er ved at kæntre.

Fra 2:20 til 5:30 har taget mig år at lære at forstå og værdsætte. jeg har altid været draget af de mørke dele af musikken, så jeg skulle høre stykket mange gange, før jeg fandt ud af, hvad de lyse betød. For tiden læser jeg det som en forårsstorm. Der er blomster og lys, men under det hele ligger den sorte skygge stadig og lurer. Det er som om faren aldrig helt forsvinder, selvom der på overfalden er pænt og rent.

Og så kommer mit ynglingstykke. Fra 5:30 til 6:30 er jeg indhyllet i gåsehud, og hver gang jeg hører symfonien er jeg nødt til at stoppe op og lytte. For den bliver ved med at forbavse mig. Den bliver ved at få mig til at tro at jeg står i orkanens øje, men alligevel bliver den mere og mere intens, indtil jeg sidder tilbage med raseri i kroppen. Jeg bliver lige overrasket hver gang.

Og jeg ved ikke, hvorfor det er vrede, jeg sidder tilbage med. Jeg har det, som om mine blodårer brænder, og jeg er blevet snydt for en million kroner. Og det er som regel her, jeg starter stykket forfra. Der er egentlig godt en halv time mere, men jeg ved ikke om jeg er for ung eller endnu for dum til at forstå den sidste del ordentlig.

Måske er det fordi den første del af stykket symboliserer den depression, som skal overvindes, og den sidste del er for mig at se overvindelsen og helbredelsen - og der er jeg ikke endnu. Så måske kan jeg om nogle år kigge tilbage og se, at jeg nu forstår fem minutter mere, end jeg gør nu.

Så hvorfor skal du høre om Rachmanioff?
Det skal du, fordi symfonien afspejler, hvordan jeg har det lige nu. Jeg har i efteråret og i vinters haft en svær depression, som egentlig havde set ud til at aftage lidt hen over foråret. Det har været som om jeg har genvundet noget af min glæde og egenskaber. Men nu kan jeg se, at jeg egentlig har befundet mig i en forårsstorm. Tingene begyndte at blive pænere på overfalden - også selvom de aldrig blev helt gode - men lige nu er jeg på vej ud et sted, hvor jeg ikke føler, jeg kan bunde.

Jeg er et følelsesmæssigt rod. Den sidste uges tid har jeg ikke haft kontrol over mine følelser. Jeg græder det meste af dagen, og når der endelig er ophold, så er jeg så udmattet, at jeg sover.
Jeg oplever, at min krop ikke selv kan aflæse mine følelser. Når jeg er ked af det, er jeg ved at falde om af grin, som knækker over i hulk, som gør det svært at trække vejret.

Jeg står tilbage og tænker: "Hvordan skal det her nogensinde få en ende?" og det egentlige spørgsmål er vel, om jeg snart knækker kurven? Skal jeg blive ved med at få det værre eller begynder det snart at lysne? Om en uge har jeg min sidste eksamen, og jeg håber, at når presset letter, så falder der ro på, men noget i mig siger, at jeg skal igennem mørke-lys-mørke scenariet om og om igen, før jeg ender med at forstå de sidste 30 minutter af Rachmanioffs symfoni.