mandag den 1. april 2019

Naturlig pels

Dette emne har stået på min To-do-liste, fra før jeg oprettede bloggen. Så nu er det ved at være tid til, at vi skal snakke om kropsbehåring. Vi har det alle sammen. Og vi ved alle sammen, at vi alle sammen har det. Nogle har meget lidt naturlig hår og andre er dækket på hele kroppen. Og det er bare de "store hår". Vi er alle dækket af meget små og fine hår. Det er en del vores naturlige hud.
Hvis du kigger på din arm, så kan du formegentlig se dem. De gør ingen skade, tværtimod er de med til at regulere vores kropstemperatur.

Vidste du, at hvis din krop er i energimangel f.eks. ved et vægttab eller spiseforstyrrelse, så skruer kroppen op for produktionen af hår, og man vil få en højere mængde hår på kroppen, fordi kroppen kæmper for at holde sig varm.

Min hud er bleg og mine hår er hvide. Jeg har aldrig haft noget stort problem med kropsbehåring, fordi folk simpelthen ikke kan se, om jeg har barberet ben eller ej. Så jeg har da prøvet det et par gange, men det var tidskrævende og skulle holdes ved lige hver uge. Og da jeg arbejdede i svømmehalen valgte jeg at sige: "Det kan jeg simpelthen ikke finde tid til, så må folk se mine bare ben med hår på." og der er aldrig nogensinde nogen, som har kommenteret mine naturligt behårede ben, mens jeg har været på arbejde.
Men jeg snakker af og til med mine tidligere kollegaer om emnet, og mange af dem barberer deres ben, og har udtrykt jalousi over mine "usynlige" hår.

Men hvorfor har vi overhovedet fået ind i hovedet, at ben ikke må have hår på sig? Kvinder skal helst barbere ben, og mænd skal helst lade være. Det er da for underligt. Det samme gælder hår under armene og i kønsområdet.
Kvinder skal helst ikke have hår - slet ikke under armene - men mænd kan køre deres egen stil. Det er sjældent, jeg møder en mand, som har barberet sig i armhulerne. Og jeg kan da godt forstå, de ikke gider. Nøj, hvor tager det meget energi og penge at holde sig barberet.

Da jeg blev indlagt i efteråret måtte vi ikke have skrabere, så jeg blev tvunget til ikke at barbere mig i efteråret. Og mine bade var markant hurtigere og markant behageligere. Jeg skulle ikke stå med en arm vredet af led og gøre mig skeløjet for at se min egen armhule - med en ny og dog allerede sløv skraber i hånden, hvor tre stykker havde kostet 85kr - men det er jo også, fordi de er lyserrøde og har en "gel", som mest af alt gør, at man slet ikke kan komme til.

Så jeg lod være. Jeg kunne ikke gøre det, da jeg var indlagt, og da jeg blev udskrevet var alt mit hår vokset ud. Og hvis du nogensinde har prøvet at afskrabe hår, som er over 3 millimeter lange, så ved du, at det faktisk er næsten umuligt. Hårene sætter sig fast imellem bladene, som var de limet fast.

Jeg lod min naturlige pels vokse ud, og det er skønt - venner. Stort OK herfra. Og nu har jeg hår under armene, som snart er 3-4 cm lange. Min kropslugt er blevet meget mere "rolig" og området klør eller sviger aldrig mere.

Så jeg begyndte at tænke:
- Hvornår kan jeg begynde at style det?
- Gad vide om, jeg kan flette det?
- Hvordan vil de se ud i anden farve?

Forestil jer lige alle de blikke, jeg vil få, når jeg til sommer kommer gående med min lyserrøde T-rex badedragt og grønne hår i armhulerne? Eller en matchende pink måske...?
Jeg ved godt, at det måske er en fremmede tanke for dig, men overvej lige hvor mange hoveder, jeg ville vende. Hele stranden ville kigge efter mig. Det kan godt være, at du har en god røv, men jeg har lyserrøde armhuler. Slå den!

Naturligvis holdt jeg op med at købe skrabere, men det kom til et punkt, hvor jeg tænkte: Hvad hvis jeg gerne vil fjerne mine hår en dag? Hvad hvis jeg vil lave en fletning og fjerne alt det andet hår. (Til de interesserede kan jeg fortælle, at jeg har prøvet. Det er desværre umuligt at flette sin egen armhule...) Så jeg begyndte at lede efter alternativer til plastik-skraberen, og jeg faldt over safety razor- modellen, som er lavet i metal, og hvor man kun udskrifter bladet, når det engang er færdigt. Jeg bestilte en, og jeg må sige, at jeg er meget imponeret.


Jeg barberede den ene armhule (kun én fordi alle en feminists kræfter sidder i armhulehårene - at du ved det...) og det tog 30 sekunder. Der var ingen hår, der sad fast i skraberen, og jobbet blev udført uden andet besvær en den nødvendige skiløjet position. Og I må gerne se resultatet.

   


Mine damer og herre, jeg præsenterer min ene barberede armhule og min anden ubarberede armhule. De er lige smukke og gør mig lige meget til en kvinde. Og de er helt rene, så de er ikke klamme, med mindre du har et problem med at se min naturlige pels. Det er også okay. Jeg kan ikke konvertere alle på én dag. Men i tilfælde af, at du aldrig har et en kvinde med hår i armhulen; værsgo det er gratis. 

Det smukke ved barbering er, at man selv bestemmer. Til alle mine søstre (og brødre), som elsker at være hårfri - You go, girls! og til alle os, der bare er lidt trætte af barbering - Go us as well! Og hvis du vil gå fuldt ud hulemand, så har du vores velsignelse!

Det er bare pels. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar