Når et menneske dør

Min farfar døde den 4. juli 2018. Det var et hårdt tab for mig.

Ikke fordi jeg kendte min farfar specielt godt i de seneste år. Han havde mistet livskraften, hvilket har været svært for mig at omgås med min depression. Min farfars død var hård, fordi, at selvom han var havde gammel og levet et langt liv, følte jeg mig forladt.

Derudover følte jeg mig ansvarlig, fordi jeg for få uger siden kom til at tænke på, at min farfar var en gammel mand, som jeg af flere grunde ikke følte, jeg kendte mere. Jeg havde overvejet, om jeg mon vil føle, at jeg havde forsømt ham, når han engang døde. Og nu er han død.

Jeg ved godt, at langt hen af vejen er det min depression, der taler. Den fortæller mig grimme ting og fodrer mig med forkerte tanker. Jeg ved jo godt, at jeg ikke havde noget at gøre med hans lungebetændelse. Jeg har intet ansvar i, at lægerne ikke kunne finde en penicillin, der kunne fjerne betændelsen, alligevel føler jeg, at jeg skulle have gjort mere.

-       Eller måske bare gjort det anderledes.

Når et menneske dør, så er det helt normalt at føle sorg og tristhed. Men sorg og depression er en giftig blanding - og det mærker jeg nu.

Bisættelsen var en hård oplevelse. Jeg sad med en masse forskellige tanker både om mig selv, om min familie, om min farfar og om min farmor, der døde for 14 år siden.

Men bisættelsen gav mig også en ro, jeg ikke havde forventet at få med mig.

Under præstens tale fik jeg billedet af min farfar i Paradis, hvor min farmor tog imod ham. Min farfar har ventet 14 år på at se min farmor. Han var sønderknust, da hun døde i 2004. Men nu er de igen forenet.

Og jeg tænkte:

“Jeg har ikke mistet min farfar. Jeg har givet ham videre”

Tanken fik min depression til at løsne grebet om de grimme tanker vedrørende min farfars død. Jeg fik ro til at tænke, at selvom min farfar nu er død, så betyder det ikke kun slutningen.

Og det lyder måske meget kliché, men jeg tror på, at min farfar har fået en ny start på det liv, han skulle have haft de sidste 14 år.