Annoncer på bloggen?

Kære allesammen!

Inden længe vil der begynde at være annoncer på bloggen, for at jeg kan tjene en lille skilling på alle de kloge ord, jeg skriver til jer!

Jo mere I klikker rundt på bloggen, jo flere penge tjener jeg... Så klik jer endelig rundt og ind på indlæg, når I læser noget.

Finder I en annonce, som er ubehagelig eller stødende, så skriv endelig til mig, så får jeg den fjernet med det samme!

I må have en dejlig dag!

Knus herfra

Kort nyt fra Feministmaven

Feminisme handler ikke om at hade mænd. Feminisme handler ikke om at kæmpe imod mænd eller at ville bestemme over mænd. Feminisme handler ikke om at ville nedgøre mænd og tage hævn over de nedgørelser, som kvinder har lidt igennem historien. 

Feminisme er ikke kampen mellem mænd og kvinder. 

Men hvad handler feminisme så om? 

For mig handler feminisme om kvinder. Det handler om, at turde stå op for mig selv og ikke mindst for andre kvinder omkring mig og sige: Det er ikke okay, at kvinder skal være bange for at gå hjem, når det er mørkt. Det handler om at sige nej til overgreb og nej til chikane. Det handler om at være ligestillet med mænd både i status og i løn. Det handler om retten til at være glad for sig selv uden føle, at man skal ændre sig selv for at tilfredsstille en mand. 

Vi kvinder skal være stærke og stå fast i vores rettigheder, og vi skal hjælpe hinanden. Vi skal sætte mennesker fri og befri dem fra undertrykkelse. Det er lige fra unge piger i U-lande, der bliver nægtet skolegang, til den prostituerede, som skal have samme rettigheder til a-kasse og arbejdsløshedspenge, som vi andre har. 

Vi skal ikke tale nogen ned. Vi skal tale alle op. Som Michelle Obama sagde: "There is no limit to what we, as women, can accomplish". Jeg tror på, at det er rigtigt. Vi skal ikke opgive dem magt og indflydelse, vi har, fordi vi tror, vi ikke har nogen. Det kan godt være, at jeg ikke kan ændre systemet alene. Jeg kan formegentligt ikke komme særlig langt med nogle af mine ord alene. Jeg kan ikke råbe nogen politikere op alene. Men vi kan sammen. Sammen kan vi buldre og trampe til lortet falder sammen. Sammen kan vi ændre systemet, og sammen kan vi gøre verden et bedre sted for kvinder, som lider, uanset hvor de er. Sammen er vi stærke. 

Så på med de røde strømper, Søster, og gå ud og dans! Du fortjener det! Fest og fejr dig selv. Du er skøn, som du er. I nat fejrer vi os selv. Og i morgen går vi i gang med at arbejde for de, som ikke kan fejre sig selv endnu. 

Overbelægning

Jeg vil gerne dele et brev, jeg har skrevet i forbindelse med overbelægning på psykiatrisk hospital. Vi ligger to patienter på nogle af stuerne, hvilket er mindre end optimale forhold! I kan selv læse med her: 

Aarhus 16. januar 2019

Kære Skejby Universitetshospital og Region Midtjylland

Mit navn er Christina Gormsen. Jeg er 21 år gammel, og jeg er i øjeblikket indlagt på psykiatrisk afdeling sengeafsnit 5 i Skejby. Jeg er diagnosticeret med depression, PTSD, angst, og jeg er i udredning for personlighedsforstyrrelse. Mine psykiske lidelser gør, at jeg har brug for stabilitet og forudsigelighed for, at jeg kan have forhåbninger om lindring.

Jeg er indlagt på en overbelægningsstue, hvor jeg deler stue med en anden patient. Overbelægningsstuerne er handikapstuer, som har en anelse større rum, hvor man derfor har stillet en ekstra seng ind, fordi der er for mange patienter i forhold til stuer.

Jeg har set flere patienter komme ind og ud, mens jeg har været på denne stue. Nye medpatienter kan komme på alle tider af døgnet, og de er altid fremmede mennesker, som – ligesom jeg selv – er enormt sårbare og har brug for en stue, hvor de kan trække sig tilbage og være sig selv.

På en overbelægningsstue er der ikke mulighed for privatliv. Jeg er altid opmærksom på, at døren kan gå op når som helst. Når den anden seng er tom, kan det være en ny patient, der kommer ind. Og når sengen er besat, går døren op flere gange, fordi den anden patient selvfølgelig har brug for at komme og gå på stuen.

Vi er ikke et sted i vores liv lige nu, hvor vi har brug for at være sociale på alle tider af døgnet. Nøglebegreberne til bedring er ro og hvile samt stimulering i kontrolleret og begrænset omfang. Vi er mennesker, som græder og kan have angstanfald flere gange dagligt. Vi har brug for at kunne tale med personale uden at blive overhørt af en anden patient, og vi har brug for at medpatienter kan få deres behandling uden, at vi skal sendes ud af vores stue, for at der kan tales fortroligt. At være indlagt på en overbelægningsstue er på ingen måde optimal for min og mine medpatienters bedring – tvært imod vil jeg sige, at det er yderst anstrængende, ikke at kunne være alene og ikke at kunne føle, at ens stue er et trygt sted.

Jeg håber, I vil tage denne problemstilling op til overvejelse. Og jeg håber, at I forstår, at overbelægningsstuer ikke er til nytte for hverken patienter eller personale.

Tak for jeres tid!

Med venlig hilsen

Christina Gormsen

Billedet er taget i vinduet til en gang på psykiatrisk sengeafsnit 4 en af de første dage, jeg var indlagt. 

Kært barn har mange navne

Kvinde, dame, pige, tøs, kælling, madam, jente, fruentimmer, pigebarn, kvindemenneske, hunkønsvæsen, frue, bitch.
- Ja, kært barn har mange navne.

Kan du høre dem for dig? Nogle af disse navne for et hun-menneske bærer en vis kraft med sig. De er ikke alle sammen lige kønne, og mange af dem har ændret betydning igennem tiden. Et ord som kælling, har ændret betydning fra "en lille, kærlig en" (Kilde: Kristeligt dagblad) til "en strid en" og ordet har i den grad forvandlet sig til at være et negativ ord.

Jeg er blev kaldt en kælling mange gange - oftest af fremmede i byen eller på nettet. Men også af folk, som jeg stolede på. Jeg kan blandt andet fortælle om en fyr(dreng, mand, "bro"), jeg var gode venner med i lang tid. En dag så jeg, at han på sin telefon havde skrevet til en ven: "Jeg er lige sammen med kællingen", hvilket ramte mig et sted i kroppen, som jeg endnu ikke helt kendte til på det tidspunkt. Det ramte mig nemlig i min feministmave.

Ser du, jeg er lidt som en ko. Når jeg skal tage noget ind, tygger og synker jeg det først én gang, hvorefter jeg så kaster det op i min egen mund - ja, det er klamt - og anden gang ryger det så ned i min feministmave, hvor tingene bliver arbejdet rigtig godt med og reageret på.
Den her kommentar, var noget af det første, der røg ned i feministmaven, som stadig var underudviklet og ikke helt klar til at reagere, så kommentareren endte med at ligge der lidt tid, før jeg kunne bearbejde den.

Vi, hun-mennesker, har en rimelig klar ide om, hvilket ord, der beskriver en bedst. Jeg tænkte længe på mig selv som en pige. En pige. En ung kvinde. Et barn. Et hun-menneske-barn. En af de første gange, jeg blev konfronteret med problemstillingen: Hvad er jeg? Var da jeg som svømmetræner og 16 årig hørte en svømme-far sige til sit barn: "Kan du give bolden til damen?"

Damen? DAMEN? D-A-M-E-N!?

Hvad i alverden var det? Jeg var da ikke en dame. En dame er sådan en voksen én... voksen og på kanten til gammel. Det var, hvad "damen" er. Men lige pludselig var "damen" mig. Og jeg tog imod bolden, og jeg smilede, for det var mit arbejde. Men jeg gik også hen til min hjælpeinstruktør og sagde: "Han kaldte mig for 'damen'", for det er min personlighed at joke med mine kollegaer. Hun var enig i, at hun også ville studse over at blive kaldt "damen".

Jeg ved godt, hvorfor jeg blev kaldt for damen. Jeg var "den voksne" i situationen. Jeg var træneren. Og ydermere lignede jeg en person, som lå på grænsen mellem en pige og en kvinde. Jeg tror, at svømme-faren i situationen tænkte: "Jeg vil ikke fornærme hende ved at kalde hende en pige, hvis hun identificerer sig som en kvinde" og så er endt med at sige dame.
Men dame er ikke slemt. Dame er bare spøjst. Der er nogle af disse navne, som er langt være.

For eksempel er det enormt ubehageligt at blive kaldt kælling, jente, pigebarn, tøs, hunkønsvæsen, fruentimmer og bitch. For mig er de her nogle af de ord, som er negative versioner af kvinde. Ingen af dem er gode, men én af dem er værst. Bitch. Bitch er værst. Bitch er et ord, som deler vandene, for jeg møder af og til folk, som bruger bitch som et kælenavn eller et positivt ord for en kvinde.  Men helst ærligt... En bitch er en hunhund - en tæve. Det er ikke et kompliment at blive kaldt en tæve.

Forstil dig min stemme: (Hvis du ikke kender mig, så er det lidt ligesom Gollums stemme)
"Ej, bitch, det skulle du da ikke have gjort!"
"Sådan en bitch"
"Fucking bitch"
"Bitches, I have arrived!"

"Ej, tæve, det skulle du da ikke have gjort!"
"Sådan en tæve"
"Fucking tæve"
"Tæver, jeg er ankommet!"

Kan du høre det for dig?
Lyder det forkert?
Så hvorfor bruge et ord som bitch til og om hinanden? Det er nedværdigende og nedgørende.

Links:
Kristeligt dagblad

Hvad sker der, når man bliver indlagt?

Den første januar 2019 måtte jeg erkende, at min depression havde taget til, og jeg var nu på et niveau, hvor jeg endnu en gang ikke kunne passe på mig selv. Og det er, hvad dette indlæg handler om. Jeg vil gerne fortælle om min oplevelse, fra da jeg blev indlagt på "den lyserøde" i tirsdags. Jeg håber, du vil læse med, men jeg er også godt klar over, at alt den her snak om depression og indlæggelse kan være triggering for nogle, så hvis du bliver påvirket, kan det være, du skal springe dette indlæg over.


Hvordan vidste jeg, at det var tid til en indlæggelse?
Jeg havde i nogle dage haft en tunghed i min krop, så jeg vidste godt, at jeg var på vej ned. Men jeg havde ikke regnet, at det ville gå så hurtigt, som det gjorde - på trods af at jeg havde haft nogle travle uger.

Det tog cirka 2 døgn fra "Okay, Christina, vi kan godt klare nogle dage alene. Det bliver lækkert med lidt ro og selvforkælelse" til "............ mit navn er Christina." (forklaring følger). Jeg lå i min seng tirsdag og kunne næsten ikke bevæge mig. Min lyst og motivation var væk. Jeg stirrede op i loftet, mens youtube kørte ved siden af mig. I mit hoved kørte grimme tanker i ring; såsom: "Jeg er allerede død", "hvis jeg ku' få lov til at sove de næste fem dage uden at vågne, så ville det være dejligt.", "Shit, der er skole om en måned. Det kan jeg slet ikke..." Alt hvad der var svært eller en udfordring poppede frem som en fuldstændig uoverskuelig opgave, og tankerne ville ikke forsvinde. Til sidst samlede jeg alt min energi, og  jeg rejste mig og gik ud for at købe en pizza, som jeg kunne smide i ovnen.

Og det var her, det gik rigtig op for mig, hvor slemt det var. Jeg havde høretelefoner på, hvori jeg hørte noget stille musik. Og mens jeg gik imod Menu, løb tårerne ned af mine kinder, men vinden var så voldsom, at jeg kunne lade som om det bare var vinden. Og da jeg så endelig nåede til Menu, så var der lukket. Så jeg gik i en anden butik, men de var løbet tør for frysepizzaer. Så jeg stod midt i et supermarked med røde kinder og udmattelsestårer i hele fjæset. Det har været et kønt syn - det er jeg ikke i tvivl om.

Jeg købte to skåle risalamande i mangel på bedre og gik hjem igen. Der er cirka 700 meter mellem butikkerne og min lejlighed. Det tog mig 25 minutter at gå hjem. Ét skridt af gangen og i medvind. Det var det hurtigste jeg kunne gå. Min krop kunne ikke bevæge sig hurtigere. Der var ikke mere kraft eller styrke. Og nu løb tårerne ikke ked af mine kinder. Det regnede på mig. Kun på mig. Tudende og grædende gik jeg, mens jeg tænkte: ".... mit navn er Christina, mit navn er Christina..."

Jeg ved ikke, hvor den mantra kommer fra, men jeg har efterhånden hørt den nok gange til, at jeg ved, at det er en katastrofetanke. Når jeg ikke kan mere, så dukker den op. Den kan komme én gang eller hundrede gange. Den kan stå på et split sekund eller en time.... Mit navn er Christina.

Og der vidste jeg, at jeg skulle indlægges, og jeg skulle have noget seriøs hjælp. Senere på aftenen (klokken 20.00) ringede jeg til vagtlægen og fortalte, hvordan jeg havde det. Han bad mig melde ind på akutskadestuen i Skejby. Mine forældre hentede mig og kørte mig ind.


Akutskadestuen 
Der var få patenter på skadestuen omkring klokken 21.15 den første januar, hvilket var et held (sidst ventede vi i 2 timer). Vi ventede omkring 20 minutter, før jeg blev kaldt ind til en læge. Vi snakkede kort, før han besluttede at ringe til psykiatrien for at høre, om de ville snakke med mig. Jeg blev sendt ud i venteværelset igen for at vente på en, der skulle følge mig til psykiatrisk modtagelse.


Psykiatrisk modtagelse
Tidligere var modtagelsen en del af psykiatrien i Risskov. Nu er den en del af skadestuen. Så vi blev ført ind i et venteværelse ikke langt fra det andet. I modtagelsen sa der allerede to og ventede. Klokken har vel været 21.45-22.00, da jeg kom ind i modtagelsen.

I modtagelsen ventede jeg først en halv time, før jeg blev kaldt ind til en "forsamtale", som blev holdt med en sygeplejerske. Her fortalte jeg, hvad jeg havde fortalt lægen kort forinden. Hun skrev ned og spurgte ind til mine depressive tendenser og min psykose. Jeg fik at vide, at der var én foran mig i kø til at snakke med lægen, men sygeplejersken ville ikke gætte på, hvor lang tid det ville tage.

Kort efter sad jeg igen i venteværelset. Manden foran mig blev kaldt ind. Så nu vidste jeg, at jeg var den næste. Så vi ventede. Mens vi ventede kom en dame ind, hun var knapt kommet ind i rummet før hun vendte om. Hun foretrak at vente i enrum.
Der gik ikke lang tid, før tre unge kom ind. Det var tydeligt, at den ene kvinde var meget ked af det. De sad lidt, men kort efter gik de også til enrum. Så vi sad nu alene i venteværelset. Vi ventede og ventede. Manden foran mig var for længst kommet ud og sendt hjem, så jeg sad og ventede på, at jeg skulle blive hentet af lægen. Men det gjorde jeg ikke. Klokken nærmede sig midnat og sneg sig over midnat, og vi ventede stadig. Til sidst måtte vi gå ud og høre, hvad der skete. Vi fik at vide, at der nu var to foran mig.
Det kunne jeg slet ikke. Vi havde siddet i flere timer og ventet, mens andre var kommet foran mig. en sygeplejerske fortalte, at de var mere akutte. Egentlig kan jeg godt forstå det, hvis man er mere akut, har man brug for hjælp først. Men i situationen kunne jeg ikke forstå, hvordan nogen kunne være mere akut end jeg var. Jeg kunne ikke længere holde tårerne tilbage. Vi blev bedt om at vente på lægen, så det gjorde vi, selvom vi egentlig var klar til at køre hjem uden at se lægen.

Kort tid efter så jeg den unge kvinde gå ud af dørene med et kæmpe smil og grin på hendes læber, og jeg brød sammen. Jeg følte mig så ulykkeligt og så unfair behandlet, hvordan kunne hun gå ud af døren fra psykiatrisk modtagelse så glad og samtidig være kommet foran mig i køen, fordi hun var mere akut. Jeg følte mig til grin. Jeg følte, at jeg ikke blev taget seriøst.

Heldigvis kom lægen kort efter og hentede mig ind. Vi snakkede i lidt tid. Hun foreslog mig en indlæggelse. Og jeg takkede ja. Vi snakkede lidt om, hvad vilkår min indlæggelse skulle være på, og det endte med, at jeg foreløbigt ikke har udgang. Jeg blev indlagt under en problemstilling som hedder: Depressivt skred, hvilket bare betyder, at min depression er blevet værre.


Indlæggelse
Efter læge samtalen var der igen ventetid. Der var fuldt optaget på den sengeafsnit 5, som svarer til den afdeling, jeg havde været på, da psykiatrisk hospital lå i Risskov. I november blev Risskov lagt sammen med Skejby, og afdelingerne er blevet omlagt. Så nu skulle jeg på sengeafsnit 4, hvor jeg ikke kender personalet. Jeg havde håbet på afsnit 5, men den gik ikke. Vi blev fortalt, at man nu var så presset på stuer, at de var begyndt at lægge to patienter på nogle af stuerne.

Jeg blev tilbudt en orlovsplads, hvilket betyder, at der faktisk er en, som har stuen, men vedkommende er på orlov hjemme, så jeg fik deres plads. Vedkommende er nu kommet igen, men har fået en anden stue, da jeg skal have en stue, hvor der er mulighed for skærmning - det står i min behandlingsplan. (Skærmning er når personale sidder i døråbningen og observerer en patient.)


Hvad så?
Det tager 5 timer at blive indlagt. Fra jeg ringede til vagtlægen til jeg havde en stue og en seng. Det er en hård process, og det er ikke for sjov. Mine forældre og jeg har flere gange oplevet at sidde og vente i flere timer i modtagelsen. Nogle gange bliver man taget ind. Andre gange bliver man sendt hjem.
Indlæggelsesprocessen er unødvendig hård. Man skal snakke med personale af flere omgange.


Er vi så færdige med at blive indlagt?
Nej. Dagen efter bliver man kaldt ind til en halvanden time lang samtale med en læge, som spørger om alt forfra. Derudover skal man tjekkes somatisk. Altså skal ens reflekser testes, ens syn, ens balance, ens alt... Man bliver testet på alt.

Men det er stadig ikke nok. Dagen efter lægesamtalen kom to sygeplejersker ind med en maskine, for jeg skulle have taget EKG for at sikre, at mit hjerte har det godt. Det kan nemt blive påvirket af medicinen.

Og i dag vågnede jeg ved, at døren blev åbnet klokken 7.30, og fire sygeplejersker rullede et stort bord og en skærm ind. Så skulle jeg have taget blodprøver lige pludselig. Jeg var ikke vågen, men lyset blev tændt, og de skannede mit armbånd, mens der blev spurgt: "Hvad er dit navn? Hvad er dit CPR-nummer?" Jeg havde knapt en ide om, hvor jeg var, men to minutter efter var der stukket en nål i min arm. Jeg nåede ikke engang at fortælle dem, at nåle trigger min angst.



Og nu er jeg indlagt. Der er stadig spørgsmål ved, om jeg fortsat skal have denne stue, og om jeg måske kan få lov til at rykke til sengeafsnit 5, hvor jeg kender personalet. Jeg har fortalt dem, at det ikke er fordi, jeg har noget imod afsnit 4. Jeg savner bare den peer-medarbejder og kontaktpersonerne, der er på afsnit 5.

Her på afsnit 4 kører der Huset på Christianshavn i fjernsynet døgnet rundt. Alle (bortset fra mig og en ung mand) er 50+, så er er høj fjernsyn og gammelmandsråben dagen lang. Det føles i høj grad som at bo på et plejehjem. Sengeafsnit 4; plejehjemmet.

Til slut får I et af mine kønneste billeder med. Det her billede tog jeg, fordi jeg tænkte, at I nok gerne ville se, hvordan man så ser ud, når man har brug 5 timer på at blive indlagt. Det var så lidt ;).