Kært barn har mange navne

Kvinde, dame, pige, tøs, kælling, madam, jente, fruentimmer, pigebarn, kvindemenneske, hunkønsvæsen, frue, bitch.
- Ja, kært barn har mange navne.

Kan du høre dem for dig? Nogle af disse navne for et hun-menneske bærer en vis kraft med sig. De er ikke alle sammen lige kønne, og mange af dem har ændret betydning igennem tiden. Et ord som kælling, har ændret betydning fra "en lille, kærlig en" (Kilde: Kristeligt dagblad) til "en strid en" og ordet har i den grad forvandlet sig til at være et negativ ord.

Jeg er blev kaldt en kælling mange gange - oftest af fremmede i byen eller på nettet. Men også af folk, som jeg stolede på. Jeg kan blandt andet fortælle om en fyr(dreng, mand, "bro"), jeg var gode venner med i lang tid. En dag så jeg, at han på sin telefon havde skrevet til en ven: "Jeg er lige sammen med kællingen", hvilket ramte mig et sted i kroppen, som jeg endnu ikke helt kendte til på det tidspunkt. Det ramte mig nemlig i min feministmave.

Ser du, jeg er lidt som en ko. Når jeg skal tage noget ind, tygger og synker jeg det først én gang, hvorefter jeg så kaster det op i min egen mund - ja, det er klamt - og anden gang ryger det så ned i min feministmave, hvor tingene bliver arbejdet rigtig godt med og reageret på.
Den her kommentar, var noget af det første, der røg ned i feministmaven, som stadig var underudviklet og ikke helt klar til at reagere, så kommentareren endte med at ligge der lidt tid, før jeg kunne bearbejde den.

Vi, hun-mennesker, har en rimelig klar ide om, hvilket ord, der beskriver en bedst. Jeg tænkte længe på mig selv som en pige. En pige. En ung kvinde. Et barn. Et hun-menneske-barn. En af de første gange, jeg blev konfronteret med problemstillingen: Hvad er jeg? Var da jeg som svømmetræner og 16 årig hørte en svømme-far sige til sit barn: "Kan du give bolden til damen?"

Damen? DAMEN? D-A-M-E-N!?

Hvad i alverden var det? Jeg var da ikke en dame. En dame er sådan en voksen én... voksen og på kanten til gammel. Det var, hvad "damen" er. Men lige pludselig var "damen" mig. Og jeg tog imod bolden, og jeg smilede, for det var mit arbejde. Men jeg gik også hen til min hjælpeinstruktør og sagde: "Han kaldte mig for 'damen'", for det er min personlighed at joke med mine kollegaer. Hun var enig i, at hun også ville studse over at blive kaldt "damen".

Jeg ved godt, hvorfor jeg blev kaldt for damen. Jeg var "den voksne" i situationen. Jeg var træneren. Og ydermere lignede jeg en person, som lå på grænsen mellem en pige og en kvinde. Jeg tror, at svømme-faren i situationen tænkte: "Jeg vil ikke fornærme hende ved at kalde hende en pige, hvis hun identificerer sig som en kvinde" og så er endt med at sige dame.
Men dame er ikke slemt. Dame er bare spøjst. Der er nogle af disse navne, som er langt være.

For eksempel er det enormt ubehageligt at blive kaldt kælling, jente, pigebarn, tøs, hunkønsvæsen, fruentimmer og bitch. For mig er de her nogle af de ord, som er negative versioner af kvinde. Ingen af dem er gode, men én af dem er værst. Bitch. Bitch er værst. Bitch er et ord, som deler vandene, for jeg møder af og til folk, som bruger bitch som et kælenavn eller et positivt ord for en kvinde.  Men helst ærligt... En bitch er en hunhund - en tæve. Det er ikke et kompliment at blive kaldt en tæve.

Forstil dig min stemme: (Hvis du ikke kender mig, så er det lidt ligesom Gollums stemme)
"Ej, bitch, det skulle du da ikke have gjort!"
"Sådan en bitch"
"Fucking bitch"
"Bitches, I have arrived!"

"Ej, tæve, det skulle du da ikke have gjort!"
"Sådan en tæve"
"Fucking tæve"
"Tæver, jeg er ankommet!"

Kan du høre det for dig?
Lyder det forkert?
Så hvorfor bruge et ord som bitch til og om hinanden? Det er nedværdigende og nedgørende.

Links:
Kristeligt dagblad

Se mig!

Hvis du skal gøre én ting i dag, så skal du se denne video.
Kvinden i denne video er sangerinden Halsey, som skriver og synger nogle fantastiske sange om smerte og mangel på kontrol.

I videoen her holder hun en tale, som ikke ligner nogen tale, jeg nogensinde har hørt før. Første gang jeg hørte den, græd jeg. For alt hun siger, gør ondt. Dette er en stærk kvinde, som bruger sin stemme.

Tag et øjeblik til at lytte og føle med hende.
Og så må du have en dejlig dag!

Ashley Nicolette Frangipane

Skyld og skam

Christina, hvorfor i al verden vil du skabe en blog, som fortæller om din inderste smerte og dybeste hemmeligheder? Hvordan kunne du gøre det imod dig selv? Nu kan hele verden se, at du er blevet voldtaget. Det er da ikke noget, man har lyst til, at folk ved om én. Det er da privat.

Ja, det er rigtigt, at meget af det, jeg skriver om, er privat. Det er min private oplevelse og min private smerte. Men folk forveksler ofte privathed og skam. Og det er forkert, at det er min skam.

Jeg brugte mange år på at føle skam. Jeg gav mig selv skylden, for jeg kunne ikke forstå, hvordan nogen kunne have gjort noget så grimt imod mig. Jeg følte uendelig meget smerte over, hvad der var sket, så jeg fortalte mig selv, at det er nemmere at glemme, hvad der skete, i stedet for at acceptere, at det var voldtægt. Det var ikke mig, der ikke havde sagt fra tydeligt nok. Det var ikke mig, som havde bedt om det. Det var ikke mig, som skulle bære skylden for det. Men det gjorde jeg.

Og det var nemt at give mig selv skylden. For der var intet, der fortalte mig, at jeg ikke var ansvarlig. Dengang kørte der ikke kampanger i fjernsyn og sociale medier, som fortalte mig, at hvis jeg var i tvivl, så kom og snak med nogen!
Jeg blev voldtaget i 2014, og dengang troede jeg, at det var meningen, at jeg skulle føle skyld og skam. Det var først i 2017, at jeg blev opmærksom på det og turde sige, at jeg ikke skal bære denne skam og skyld.

Så det er ikke skam, jeg viser jer. Det er mine private minder og ar, ja, men det er okay. Det er vigtigere, at vi bryder tabuet om voldtægt, så ingen andre skal gå i så lang tid med skyld og skam, som ikke er deres at bære.


Verden tror ikke på kvinder - endnu
Det er et faktum.
Og så kan du sagtens sige:
"Jamen, jeg tror da på kvinder"
Mange tak for det. Vi er heldigvis mange, som får øjnene op for, hvad kvinder, som har været udsat for overgreb eller vold, går igennem. Og mange andre kvinder også!

Det er så ekstremt vigtigt, at vi bliver ved med at bakke op om kvinder (og mænd), som kommer frem med deres historier. Vi må på ingen måde gøre dem til skamme, for det fodrer overgrebsmændenes magt over os.

Jeg tænker meget på Christine Ford, som på meget kort tid er blevet en personlig heltinde for mig. Jeg vil ærligt fortælle, at jeg ikke kendte hende for få måneder siden, men det, hun gør, er så stærkt og modigt, at hun kun fortjener respekt. Alle mennesker i hele verden har en holdning til, om hun blev voldtaget eller ej. Og alligevel er hun stået frem og har fortalt sin historie.

Det har hun ikke gjort, fordi det er sjovt at genopleve sine traumer, eller fordi det er spændende at se, hvor mange man kan få til at tro på en. Ford har været nødt til at stå frem. For ellers vil en voldtægtsmand få mere magt, end han fortjener og evner at besidde. Endelig har hun fået en stemme, som hun bruger til at nå frem til os alle og fortælle os, at vi kan kæmpe imod mænd uanset deres magtstatus. Vi skal kæmpe imod. Men selv når vi kæmper imod, så er tendensen, at kvinder ikke bliver troet på.

Hvorfor bliver vi ikke troet på?!

Hvad er det, der gør, at denne mand vinder? Der er ingen beviser på voldtægten andet end Fords traume, som hun skal gå med hver evig eneste dag resten af sit liv. Men er det ikke nok? Bør det ikke være nok? Voldtægt er en "gratis" forbrydelse, som bliver begået hver dag. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd bliver 5.100 danske kvinder voldtaget om året. I 2017 blev 944 anmeldt. I 2016 var det kun 791. Og selv hvis en kvinde anmelder forbrydelsen til politiet, som bliver der sjældent fældet dom. Fordi man ikke tror på kvindernes traume som bevis. Vi vil hellere lade voldtægt gå ustraffet hen end at ødelægge en mands ry og rygte. For hvad med alle de mænd, som bliver falsk anklaget?

Fakta er, at mænd sjældent bliver falsk anklaget (Jeg siger ikke, at det ikke sker). Men kvinder bliver voldtaget hver dag. Fordi mænd kan. Mænd bliver ikke straffet for voldtægt. Kvinder gør. Offeret går med skyld og skam hver dag. Og det er ikke fair.


Der er aldrig nogen, der har givet mig en stemme. Så jeg tog selv en, og jeg skabte denne blog. Jeg vil nedbryde tabuer om voldtægt. Jeg vil nedbryde skam og skyld hos offeret. Jeg vil pege piger og kvinder i en retning, hvor de kan få hjælp til at nedbryde deres traumer. Og det er derfor, det er så vigtigt, at I hjælper mig med at læse og dele bloggen.

For ja, det er privat, og ja det gør ondt. Af og til gør det meget ondt at dele med jer. Men hvis jeg ikke gjorde det, så er der 0% chance for, at jeg kan hjælpe nogen. Hvis ingen gør noget, så sker der heller ikke noget.

Og der skal ske noget nu!

Det er ikke min tatovering - endnu

Margaret Atwood

Margaret Atwood er en canadisk forfatter, som har skrevet en række dystopiske romaner så som The handmaid's tale, som du kan se som serie på HBO NORDIC. Jeg vil på mange måder anbefale serien til jer, fordi serien giver mulighed for et nyt perspektiv på den vej, verden følger i dag. Dog er det vigtigt for mig at sige, at denne serie er triggering (Den triggerede min angst og PTSD, så jeg har faktisk ikke set den færdig), så hvis du har lidt at slås med, kan det være en god ide at se serien sammen med nogen!

Grunden til, at jeg skriver dette indlæg er egentlig ikke for at fremhæve Margaret Atwood som forfatter og historieskaber, selvom hun gør det godt! Jeg skriver indlægget for at sætte fokus på nogle af de mange kloge ord, Atwood skriver og siger.

For mange år siden faldt jeg over et citat fra hende:

"Men are afraid that women will laugh at them. 

Women are afraid that men will kill them."

Den gang vidste jeg ikke, hvem Atwood var, eller hvad hun lavede, men jeg gemte citatet på min telefon, fordi det talte til mig. Jeg gemte citatet, fordi jeg følte det.
Lige siden har jeg tænkt meget over netop dette citat. Nok mest fordi jeg stadig føler det.

Jeg

Føler

Det.

Hver gang jeg har talt med en af mine veninder om forholdet mellem kvinder og mænd, om hvad feminisme er, og om hvorfor feminisme er så vigtigt, så er dette citat blevet bragt frem. Det må være, fordi det stadig er aktuelt. Jeg har aldrig været en mand, så jeg kan ikke vide, hvordan mænd har det med, at kvinder griner af dem. Men jeg er (rent faktisk - ja) en kvinde, og jeg ved, at jeg er bange for mænd. Jeg er bange til hverdag moderat bange for, at mænd skal dræbe mig. Men efter klokken 20.00 er jeg angst for alle mænd, som jeg ikke kender.

Det skal også siges, at jeg har angst generelt, så det er ikke sikkert at min holdning repræsenterer det bredde kvindelige spektrum. Men jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan her.
Jeg er ikke den eneste, der krydser vejen, når der kommer en mand modgående om natten. Jeg er ikke den eneste, der har prøvet at skulle afvise en aggressiv mand, som ikke forstår, hvorfor jeg ikke ville med ind i hans bil. Jeg er ikke den eneste, der er blevet råbt efter på gaden og taget på. Jeg er ikke den eneste, hvor en fremmede mand har fortalt mig deres holdning om mig på gaden. Jeg er ikke den eneste, der er blevet holdt imod min vilje.

Og jeg er ikke den eneste, som ikke er blevet troet på, når jeg har prøvet at snakke med 'voksne' om de her ting.

Og nu skal jeg selvfølgelig huske at sige, at de fleste mænd (og rigtig rigtig mange mænd, jeg kender) er nogle rigtig velopdragne mænd og søde mennesker. Men kulturen er der. Og jeg føler mig bange for, at en mand vil dræbe mig. Der er stadig forskel på mænd og kvinder, og derfor er feminisme vigtig!

Som Margaret Atwood siger:

"We still think of a powerful man as a born leader and a powerful woman as an anomaly"

Hvad fylder en mand?

Jeg sad for nogle uger siden i bus ved et firemandsområde. De af jer, der af og til kører i bus eller tog, ved, hvad jeg snakker om. 2x2 sæder overfor hinanden. Da jeg sætter mig er de andre sæder tomme, men kort efter stiger to unge mænd på bussen. Den ene sætter sig ved siden af mig og den anden sætter sig overfor. Sidstnævnte sætter sin sportstaske på sædet overfor mig.

Jeg trækker mig straks til mig og gør mig så lille som muligt, for at vi alle kan være der. Jeg trækker mig over imod vinduet, og jeg samler mine ben og presser dem imod væggen.
Jeg har siddet i denne ubehagelige stilling i godt fem minutter, før det går op for mig, hvordan de to mænd sidder. De sidder begge med spredte ben og knæ, der vender ud af. De har armene ned langs siden af kroppen. De fylder kort sagt rigtig meget. Og her sidder jeg ved siden af og gør mig så lille som overhovedet muligt for ikke at være til ulejlighed og for at mindske, hvor meget vores lår gnubber sig op af hinanden.

Den dag blev jeg opmærksom på, at jeg som kvinde trak mig for at gøre plads til to mænd, som til gengæld fyldte mere end, hvad deres andel var. Og da jeg kiggede rundt i bussen, var jeg tæt på at grine. Alle kvinder, jeg så, sad med samlet ben og gjorde sig små, for langt største delen af mændene i den efterhånden fyldte bus bredte sig og sine legemsdele langt ud over deres sæder.

Og siden da, har jeg forsøgt at være observant i toge og busser, men jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænkt så meget over det (da jeg i min sommerferie ikke har kørt så meget med offentlig transport), indtil jeg faldt over denne lille stribe (kvadrat er det vel egentlig), som rammer plet på emnet. Så selvfølgelig ville jeg lige dele tegneserien og emnet med jer. Så kan I selv gøre observationer og lave en vurdering.

Pige- og drengeslikkepinde

Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange om dagen, jeg skal forholde mig til pigeting og drengeting - ofte markeret med pigefarver og drengefarver. Du ved lyserød og blå/grøn.
Vi møder kønsopdeling så meget i vores hverdag, at vi helt glemmer, at det sker.

På restauranten, hvor jeg arbejder, har vi en skål med slikkepinde i grøn, rød og gul. En far løfter sin dreng op for at nå en. Drengen tager en rød, hvorpå faren siger: "Du skal da ikke have en pigeslikkepind!" og stikker drengen en grøn i stedet.

I øjeblikket bliver jeg så lamslået over farens kommentar, at jeg ikke får sagt noget, men efterfølgende kommer jeg til at tænke:

"Hvad i alverden er en pigeslikkepind?" 

Er den røde slikkepind en "pigeslikkepind", fordi den har en rødlig farve? Og hvorfor vil faren ikke have, at drengen skal have en slikkepind, der forbindes med piger? Vil det gøre ham til en tøsedreng? Dit barn er 3 år gammel, og du fodrer det med snak om, hvad piger må, og hvad drenge må. Piger må spise lyserrøde ting. Drenge må spise grønne ting.

For hvad er det egentlig, han siger? Han siger, at hans søn ikke skal tage den røde slikkepind, fordi den repræsenterer "kvindelige værdier". Men hvorfor de "kvindelige værdier ikke lige så gode som "mandeværdierne"? Hvorfor vil det være så galt, hvis hans søn spiste en "pigeslikkepind". Det er jo ikke fordi drengen på magisk vis vil blive forvandlet til en pige, og selv hvis han gjorde, hvad er der så galt med at være en pige?
Det jeg hører, er, at han implicit siger, at "kvindeværdierne" i den røde slikkepind er mindre værd en "mandeværdierne" i den grønne slikkepind?

Det er en utroligt frusterende situation at stå i, at få at vide, at kvinder ikke er lige så meget værd som mænd. At når en dreng er en "tøsepige", så er han ikke en "ordentlig mand", fordi han viser følelser eller er tilbøjelig til at kunne lide "pigeting".

Så kan man jo sige: "Herregud, Christina, det er jo bare en slikkepind"...

Øh nej.... 

Det er ikke bare en slikkepind. Det er en samfundsformation, hvor vi lærer børn, at drenge er sådan nogle, der kæmper med sværd og leger vildt i frikvarteret, og piger er sådan nogle, der laver perleplader og leger med dukker. Det her handler ikke om, at "kvinder har et moderligt instinkt, der kommer til udtryk i en tidlig alder. Og drenge er beskytterne, der skal øve sig i at kæmpe..."
Buller-shit.

Et andet eksempel er fra, da jeg gik i folkeskole. Vi havde musik i flere år. Ikke én gang har jeg spillet trommer. Kun få gange spillede jeg guitar i musiktimerne til trods for, at jeg gik til guitar i min fritid.
Jeg kan tydeligt huske, at jeg mægtigt gerne ville spille trommer i nogle af sangene i timerne, men der var altid kamp fra drenges side om at spille trommer, hvilket ofte endte i, at vi piger sang eller stod med en lille æg med ris i. Hvis vi var heldige kunne vi slås om marimbaerne, men det er jo ikke helt trommer - er det vel?

Det blev hurtigt en rolle, jeg trådte ind i. Drenge havde førsteret til trommerne og guitarerne. Pigerne havde... ikke. Jeg troede, at jeg ikke kunne, fordi det gør piger ikke. Og hvis der var nogle piger, der spillede trommer, så var det drengepigerne. Og jeg blev først opmærksom på den tanke, da jeg blev ældre.

Drengepige. Rimelig sejt ikke?
Tøsedreng. Ikke så sejt.

Hvor mange piger kender du, der går i "drengetøj"? En del vil jeg gætte på.
Hvor mange drenge kender du, der går i "pigetøj"? Ikke så mange vil jeg skyde på.

Hvorfor er det, at det, vi associerer med drenge, får en ophøjet status?
Og det, vi associerer med piger, får en nedgjort status?

Jeg tror ikke kun, at det er piger, der lider under denne kønsopdeling. Det gør drenge også. De skal leve op til nogle samfundsforventniger om, at rigtige drenge ikke græder, at de "mander sig op", at de leger voldsomt, at de svarer igen og at de spiser grønne slikkepinde.

Den tre årige dreng på restauranten kunne have fået en slikkepind med jordbærsmag. I stedet fik han sur æblesmag.

Velkommen til Typisk T-rex!

Typisk T-rex er mig og dig og naboen og personen ved siden af dig ved busstoppet.

Hvad er en typisk T-rex?, spørger du nok.
En typisk T-rex er en person som er helt normal og helt almindelig, men som alligevel stikker ud
- som en T-rex.

Mit navn er Christina, og jeg er 20 år gammel. Jeg troede, at jeg vidste, hvem jeg var. Jeg troede nemlig, at jeg var den facade, jeg sætter op foran folk. I løbet af det seneste år er jeg blevet opmærksom på facaden. Nu er jeg igang med at pille den ned, og jeg vil gerne invitere dig med på denne rejse.
Men du skal vide, at min blog er ærlig.
Min blog vil indeholde nogle sider, som du måske kender til, hvis du kender mig personligt.
Du er stadig meget velkommen til at følge med.

Jeg har udvalgt tre emner, som jeg primært vil blogge indenfor.
- Min depression
- Sexisme
- Kropsidealer
Du er meget velkommen til at diskutere emnerne med de andre gæster, men venligst hold en pæn tone. Grimme kommentarer vil blive slettet.

Velkommen til Typisk T-rex!