Christina, uden mærkat

Mit navn er Christina. 

"Christina" er på en måde den bedste måde at beskrive mig på. Det er det navn, mine forældre gav mig, da jeg blev døbt. Det er et godt navn. Jeg er Christina.

Men selvfølgelig kan "Christina" ikke fortælle dig detaljer om, hvem jeg er som person. Så det er det godt, at jeg kan fortælle dig, at jeg er et menneske med en række kompliceret følelser, som har en stor retfærdighedssans, og som bekymrer sig alt for meget. Og så kan jeg rigtig godt lide boller i karry.
- Det er nogle af de ord, jeg ville bruge til at beskrive mig. Sådan ser jeg mig selv.

Og det er her, vi kommer ind på dagens emne. Mærkater. For folk omkring mig ser mig ikke, som jeg ser mig selv. Det er i høj grad helt okay. Så længe de holder det for sig selv.
Du må gerne synes, at jeg er en paddehat, jeg har bare ikke behov for at høre om det. Jeg har før skrevet om, at man ikke har ret til at give folk et kompliment. Det er det samme med mærkater. Det er en vurdering af en person, som personen ikke selv har bedt om.

Jeg har ingen ret til at give dig et mærkat. 

Nu kan det godt være, at du tænker: "Eh, hvad snakker du om?"

Jeg har længe tænkt på dette indlæg. Jeg har grublet meget over det. Rigtig meget endda. Det er lidt et delikat emne. Jeg vil gerne give nogle eksempler på mærkater, som folk har sat på mig igennem tiden, men jeg er heller ikke ude på at udstille folk, så hvis du læser noget, hvor du tænker: "Geeee, det er vist mig, der har sagt det", så skal du bare vide, at det er okay. Jeg studsede over det og tænkte over det, og nu er jeg klar til fortælle, at jeg også har en holdning til de mærkater, folk sætter på mig.


Et af de mærkater, jeg ofte tænker over, er:

"Christina, du er et ret barnligt menneske"

Jeg kniber øjnene sammen, når folk siger det, for det går stik imod min opfattelse af mig selv; Jeg vil selv sige, at jeg har lavet mig et solidt voksen-fundament, og jeg har mange "voksne" kvaliteter. 

Det kan godt være, at vedkommende sagde det med tanke på, at jeg synes, at superhelte og dinosaurer er noget af det fedeste i hele verden. Men det vil jeg ikke kalde barnligt. Jeg kalder det en sund interesse. Men ja, jeg kan godt lide at underholde børn i forbindelse med mine arbejder, men efterfølgende cykler jeg hjem og betaler mine regninger - som voksne jo gør.... ikk? 

Et andet mærkat, som folk kan finde på at klaske på mig, er: 

"Christina, du er et kedeligt menneske"

Korrekt. Men du har ingen ret til at sige det. 

Folk har ofte sagt at første gang, de mødte mig, tænkte de, at jeg var et tørt menneske, som ikke havde meget humor eller gnist. (Folk har som regel sagt: "Oh boy, jeg tog fejl af dig!" efterfølgende...) Jeg kan godt forstå, at jeg har fremstået lidt introvert og måske en anelse uinteresseret i folk. Men det har faktisk en god grund. Som du nok ved, har jeg haft en depression i mange år nu. Den har varieret i sværhedsgrad og intensitet. Især da jeg startede på gymnasiet, havde jeg en svær periode. Så der står i min blå bog, at folk ikke fik det bedste indtryk af mig, men i takt med at de lærte mig at kende, så ændrede deres opfattelse af mig. Måske til det bedre. Måske til det værre. Det er okay. 

"Christina, nøj hvor er du dog et fantastisk kløgtigt menneske!"

Ej, lad være... 

Helt seriøst er opfattelsen af, at jeg skulle være et klogt menneske, noget, som jeg har kæmpet med i lang tid. Mærkatet "klog" har jeg altid søgt at opnå, så jeg har altid taget det som et kompliment. Men som det jo er med komplimenter, så ved man ikke altid, hvad de sætter i gang i folk. "Klog" blev mere end et mærkat. Det blev min identitet. Jeg søgte klogskab, og jeg higede efter anerkendelse. Jeg ville have et stort 12-tal! Det var både i skolen og fritid. Var jeg ikke den bedste, så vidste jeg ikke, hvem jeg var. Og jeg skal være den første til at sige, at det absolut ikke er en sund indstilling til livet og på ingen måde noget, jeg kan anbefale. Det forvrængede mit selvbillede, ligesåvel som det karikerede mit blik på alt omkring mig. 

Som I nok kan høre har jeg lagt den identitet på hylden. Det blev simpelthen for hårdt, for jeg mødte mennesker, som var klogere end mig. Sådan er livet. Så jeg søgte et nyt selvbillede (efter lang tids arbejde!). 

Jeg har stadig et problem med "klog"-mærkatet, for jeg har endnu ikke fundet ud af, hvem denne nye identitet er. For lige nu er jeg hverken Christina, den barnlige, eller Christina, den kedelige, eller Christina, den kloge. Jeg er faktisk Christina, den deprimerede, og det er lidt en uheldig identitet, som jeg håber, jeg kan smide om kort tid. Til tider længdes jeg efter at være Christina, den kloge, for Christina, den kloge, havde et formål. Det har Christina, den deprimerede, ikke. 

Så jeg tænker, at jeg prøver bare at være Christina for en tid. Christina uden et mærkat. Det lyder som et godt sted at starte. Det er okay at sige nej tak til mærkater også selvom det er ment godt. 

Jeg kan fortælle dig, at det er sundt ikke at sætte mærkater på alle andre, du møder. Det vil gøre dig godt. Prøv aktivt at bekæmpe trangen til at sætte folk i en boks. Uanset hvad den boks er, for mennesker er ikke firkanter. Vi passer ikke i bokse, der kan sættes et mærkat på. Sådan fungerer det ikke. 

Andre siger:

"Christina, du er da vist ved at blive lidt af en feminist. hva?" 

KORREKT! [Vrikker med de røde strømper]. Det er en korrekt opfattelse af mig, og det må du gerne sige... For jeg er enig! Men jeg kan ikke kun være Christina, feministen, (selvom det lyder godt), for så bliver folk omkring mig tossede. 

De bedste hilsner fra
Christina, uden mærkat.

Pige- og drengeslikkepinde

Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange om dagen, jeg skal forholde mig til pigeting og drengeting - ofte markeret med pigefarver og drengefarver. Du ved lyserød og blå/grøn.
Vi møder kønsopdeling så meget i vores hverdag, at vi helt glemmer, at det sker.

På restauranten, hvor jeg arbejder, har vi en skål med slikkepinde i grøn, rød og gul. En far løfter sin dreng op for at nå en. Drengen tager en rød, hvorpå faren siger: "Du skal da ikke have en pigeslikkepind!" og stikker drengen en grøn i stedet.

I øjeblikket bliver jeg så lamslået over farens kommentar, at jeg ikke får sagt noget, men efterfølgende kommer jeg til at tænke:

"Hvad i alverden er en pigeslikkepind?" 

Er den røde slikkepind en "pigeslikkepind", fordi den har en rødlig farve? Og hvorfor vil faren ikke have, at drengen skal have en slikkepind, der forbindes med piger? Vil det gøre ham til en tøsedreng? Dit barn er 3 år gammel, og du fodrer det med snak om, hvad piger må, og hvad drenge må. Piger må spise lyserrøde ting. Drenge må spise grønne ting.

For hvad er det egentlig, han siger? Han siger, at hans søn ikke skal tage den røde slikkepind, fordi den repræsenterer "kvindelige værdier". Men hvorfor de "kvindelige værdier ikke lige så gode som "mandeværdierne"? Hvorfor vil det være så galt, hvis hans søn spiste en "pigeslikkepind". Det er jo ikke fordi drengen på magisk vis vil blive forvandlet til en pige, og selv hvis han gjorde, hvad er der så galt med at være en pige?
Det jeg hører, er, at han implicit siger, at "kvindeværdierne" i den røde slikkepind er mindre værd en "mandeværdierne" i den grønne slikkepind?

Det er en utroligt frusterende situation at stå i, at få at vide, at kvinder ikke er lige så meget værd som mænd. At når en dreng er en "tøsepige", så er han ikke en "ordentlig mand", fordi han viser følelser eller er tilbøjelig til at kunne lide "pigeting".

Så kan man jo sige: "Herregud, Christina, det er jo bare en slikkepind"...

Øh nej.... 

Det er ikke bare en slikkepind. Det er en samfundsformation, hvor vi lærer børn, at drenge er sådan nogle, der kæmper med sværd og leger vildt i frikvarteret, og piger er sådan nogle, der laver perleplader og leger med dukker. Det her handler ikke om, at "kvinder har et moderligt instinkt, der kommer til udtryk i en tidlig alder. Og drenge er beskytterne, der skal øve sig i at kæmpe..."
Buller-shit.

Et andet eksempel er fra, da jeg gik i folkeskole. Vi havde musik i flere år. Ikke én gang har jeg spillet trommer. Kun få gange spillede jeg guitar i musiktimerne til trods for, at jeg gik til guitar i min fritid.
Jeg kan tydeligt huske, at jeg mægtigt gerne ville spille trommer i nogle af sangene i timerne, men der var altid kamp fra drenges side om at spille trommer, hvilket ofte endte i, at vi piger sang eller stod med en lille æg med ris i. Hvis vi var heldige kunne vi slås om marimbaerne, men det er jo ikke helt trommer - er det vel?

Det blev hurtigt en rolle, jeg trådte ind i. Drenge havde førsteret til trommerne og guitarerne. Pigerne havde... ikke. Jeg troede, at jeg ikke kunne, fordi det gør piger ikke. Og hvis der var nogle piger, der spillede trommer, så var det drengepigerne. Og jeg blev først opmærksom på den tanke, da jeg blev ældre.

Drengepige. Rimelig sejt ikke?
Tøsedreng. Ikke så sejt.

Hvor mange piger kender du, der går i "drengetøj"? En del vil jeg gætte på.
Hvor mange drenge kender du, der går i "pigetøj"? Ikke så mange vil jeg skyde på.

Hvorfor er det, at det, vi associerer med drenge, får en ophøjet status?
Og det, vi associerer med piger, får en nedgjort status?

Jeg tror ikke kun, at det er piger, der lider under denne kønsopdeling. Det gør drenge også. De skal leve op til nogle samfundsforventniger om, at rigtige drenge ikke græder, at de "mander sig op", at de leger voldsomt, at de svarer igen og at de spiser grønne slikkepinde.

Den tre årige dreng på restauranten kunne have fået en slikkepind med jordbærsmag. I stedet fik han sur æblesmag.