Du skal behandle andre, som du selv vil behandles...

I anden klasse skrev min folkeskole lærer disse ord på et stykke rødt karton, som fulgte os hele vejen op igennem folkeskolen.

"Du skal behandle andre, som du selv vil behandles"

- Det er umiddelbart gode ord eller?

Nej, vil jeg sige. Jeg har et andet synspunkt på dette citat, for ja, det er et godt udgangspunkt, men måske vil det være bedre at sige "Du skal behandle andre, som de selv vil behandles". Lad mig forklare.

Når man behandler andre, som man selv vil behandles, så sætter man selv standarten for, hvad man må udsætte andre for. Sådan skal det ikke være. Andre mennesker skal sætte standarten for, hvordan vi skal behandle dem.

Jeg kan ikke gå op til dig og kalde dig en masse ukvemsord, bare fordi jeg synes, det er rimeligt. Sådan fungerer det ikke. Så kan jeg jo bare sige: "Ja, du kan bare kalde mig de samme ord tilbage", men det er der ikke nogen af os, der bliver bedre mennesker af.
Hvis jeg tvært

imod ved, at du havde svært ved ordet "kælling" eller "idiot", så skal vise dig respekt og lade være med at kalde dig disse ord. Dette gælder også i jokes.

Dette kan gælde mere alvorlige samtaler, så som: Du ved, at jeg har PTSD efter voldtægt. Det vil være helt forskruet, hvis du kom op til mig og lavede en voldtægtsjoke. Men det kan være, at din ven fortalte dig den her voldtægtsjoke i går, og du synes den var herre sjov - For det kan nemlig være, at du ikke har oplevet voldtægt. Vi forskellige udgangspunkter giver to forskellige situationer. Det skal vi bare acceptere.

Jeg kan give jer flere eksempler:
a) "Fuck"-fingeren bruger jeg aldrig. Og jeg vil ikke rækkes fuck af. Men kan du gøre det med din anden ven. Fedt, behandl dem, som de vil behandles.
b) Komplimenter. Vi (...jeg) har diskuteret det her før. Komplimenter er ikke altid positive uanset, hvor velmente de er. Det kan du læse eller genlæse i "Må jeg give dig et kompliment? Pænt nej tak" fra maj 2018.
c) Berøring. Du har ikke ret til at berøre andre. Fysisk. Nej. Spirituelt. Ja. Hvis du kan.

Hvordan skal du behandle dig selv?

En af mine venner fortalte mig sidste år, at man skal behandle sig selv, som man ville behandle et barn.

Man skal drage den samme omsorg og respekt for sig selv, som var man et lille barn. Det er vigtigt, at man ikke er for hård ved sig selv, og det skal jeg huske mig selv på hver dag. Jeg havde en periode, hvor jeg talte meget nedsættende om mig selv, så min veninde sagde:

"Christina. Tal om og til dig selv, som om du var et ungt barn. Du ville aldrig sige:

Du er
a) tyk
b) grim
c) dum
d) uduelig
e) klam
f ) etc.

til et barn, ville du?"

Så dette råd giver jeg videre til dig. Så når du står i spejlet næste gang, så forstil dig det barn, du var engang, og ros hende/ham. Vis dig selv noget kærlighed. Imens står jeg i mit spejl og fortæller mig selv:

Du er
a) betydningsfuld
b) dygtig
c) elsket
d) smuk
e) klog
f) etc.

P.s. Man må altid gerne give sig selv komplimenter!

Jeg er tyk, og jeg er smuk!

Jeg er et fucking beast, når jeg vil være det. Det fandt jeg et bevis på i dag. Den 2. april 2018 skrev jeg mine tænker og mit hjerte ud. Jeg skrev det i et word-dokument ved navn "Jeg er tyk, og jeg er smuk" og jeg tænkte ikke nærmere over det i næsten et år, indtil jeg i dag fandt det igen.

I april havde jeg endnu ikke startet bloggen, så jeg vidste ikke, hvordan og om jeg kunne dele mine tanker. Jeg vidste ikke, om folk overhovedet ville læse mine små udbrud af frustration og kvindelig vrede på styrke 10. Men nu ved jeg, at det vil du faktisk rigtig gerne. Du brænder lidt for at se mig dumme mig eller give dig en ny joke til julefrokosten, så her kommer den.

Mine damer og herrer!
Jeg præsenterer: Christina fra den 2. april 2018. Præ-T-rex og med en hulens masse på hjerte;

Jeg er tyk, og jeg er smuk!

”Kunne du ikke tænke dig at give mig dit nummer, din frække lille tøs”

”Du må da indrømme, at du er større end mig”

”Vi to har den samme røv…. Jeg synes, min røv er grim”

”Du ligner ikke en, der kan svømme særlig hurtigt”

”Mænd har altid haft mere magt end kvinder. Det kan du ikke ændre”

”Du trænger til at tabe dig lidt”

”Det ville være pænere, hvis du tabte dig lidt”

Mit navn er Christina, og jeg er 20 år ung. Da 2018 startede, begyndte jeg at samle på ord. Det her er ord, som folk har sagt til mig. Der er nu gået 3 måneder, og det er tid til en kvartalsopgørelse. Jeg har valgt nogle citater ud fra mine veninder, min familie, min arbejdsgiver og fra fremmede kunder på restauranten, hvor jeg arbejder.

Jeg er en af de personer, der kæmper med lav selvtillid, og det går udover min livsglæde. Så da nytåret kom, tog jeg mig selv i at lave det samme nytårsfortsæt, som jeg i altid har gjort: ”I år skal jeg tabe mig, så jeg kan blive glad”, men hvert år er jeg blevet mere ulykkelig end nogensinde før. 

Danmark kunne umuligt være et af verdens lykkeligste lande, for jeg alene var ulykkelig nok til at tippe skalaen. Jeg har altid tænkt, at min lykke (eller mangel derpå) hænger sammen med min vægt og mit udseende. Men det viste sig, at jeg var stadig ulykkelig, når jeg havde formået at tabe mig. Jeg var stadig ulykkelig, når jeg havde lagt makeup. Og jeg blev endnu mere ulykkelig, hvis mine venner kaldte mig for smuk. For jeg er jo for tyk til at være smuk. Så det var på tide, at jeg prøvede noget nyt. Jeg ville bare … være glad.

I takt med at jeg begyndte at acceptere, at jeg ikke skulle tabe mig lige nu, og at min lykke ikke afhang af tallet på vægten, gik det op for mig, at det ikke kun var mig selv, der havde forventninger og holdninger til, hvordan jeg ser ud, hvordan jeg burde se ud. Disse kommentarer er ikke pludselig kommet, fordi jeg har valgt at acceptere mig selv. De har altid været en del af mit liv, jeg har bare altid ignoreret dem eller ladet som om, jeg ikke tog dem til mig. Sandheden er, at det gør jeg. Selvfølgelig gør jeg det.

Forskellen er bare, at nu er jeg opmærksom på det. Jeg hører, hvad folk rent faktisk siger til mig. Jeg noterer det. Og jeg bruger det, selvom jeg er alt for konfliktsky til at konfrontere folk i øjeblikket.

Det vigtigste, jeg har lært i de sidste tre måneder er: Jeg er ikke til for andres øjnes skyld. Min krop er ikke til for, at du skal kigge på mig. Jeg skal ikke tilfredsstille dine øjne! Ligeledes skal du ikke tilfredsstille mine øjne! Det er fuldstændig lige meget, hvordan jeg ser ud. Jeg er et kompetent og fantastisk menneske lige meget hvad.

Jeg har altid modeleret min krop efter, at folk kiggede på mig. Jeg sidder og står kun på bestemte måder, for at min mave og lår ikke skal se for tykke ud. Når jeg ligger og ser film med mine venner, er jeg opmærksom på, om jeg har dobbelthage. Selv når jeg er alene, og jeg ligger på siden, skammer jeg mig over, at min mave stikker ud fra min krop. Ikke fordi jeg selv ser den være sådan – fordi hvis den stikker ud, når jeg bare er for mig selv, så stikker den også ud, når der er folk omkring mig, der kan se den.

Når jeg er tiltrukket af en mand, tænker jeg omgående: Han er ikke interesseret, for min mave er tykkere end hans. Jeg er ikke det værd. Han kan umuligt være tiltrukket af mig eller ønske at give mig en chance, når der findes så mange kvinder, der er smukkere end mig!

Og det skal slutte lige nu. Jeg er ikke til for andres øjne.

Min første erindring af, at jeg skulle tilfredsstille andres øjne, var da et familiemedlem efter min konfirmation sagde: ”Du har glemt at barbere dig under din arme”. Da jeg var 13, var jeg slet ikke nået dertil. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men jeg kan huske, at jeg startede med at barbere mig ugen efter.

Vi kvinder kan være lede mod hinanden. Fem ud af syv citater på min liste er fra kvinder. Vi holder os op imod og bedømmer os selv ud fra hinanden. Hvorfor gør vi det? Det eneste, vi opnår, er sårende bemærkninger og uvenskab. Kvinder er i en evig konkurrence imod hinanden. Konkurrencen omhandler alt fra tøjstørrelse, makeup, øjenbryn, hår på hovedet, hår på kroppen, store numser, store bryster, karakterer, arbejde, tøjstil, hudfarve, længde på øjenvipper, glat hud, alt. Det er alt. Er hun tyndere end mig? Hvor tykke er hendes lår, hvis hun sidder ned? Ej, hendes hår er flottere end mit. Men hun har for meget makeup på. Det der er overhovedet ikke naturligt! Ha, hun har sikkert fået lavet sine bryster også. Men hun har en kæreste. Så hun er flottere end mig. Det glæder os at finde ud af, at en person er tykkere end os. Og det er en enorm fornærmelse, når folk siger, at man er tykkere, end man føler sig. Kvinders syn på kvinder er lige så galt, som mænds syn på kvinder er. Vi burde støtte hinanden i stedet. Det burde vi virkelig. Jeg synes, vi skal starte med, hvordan vi tænker om hinanden. Det vil lægge en grundsten for, hvordan vi taler til og om hinanden.

Damer, come on.

Én ting er, hvordan kvinder taler til hinanden, en anden er, hvordan mænd taler til kvinder. Der er ét citat i mængden, som du nok havde gættet, var leveret af en mand. Det burde ikke komme som en overraskelse, at min navn ikke er ”din frække lille tøs”. Mit navn er Christina, men i det øjeblik var mit navn ”din frække lille tøs”, fordi jeg ignorerede ham. Jeg svarede ham ikke. Jeg fortalte ham ikke, at det var uacceptabelt, at han talte sådan til mig, og derfor blev jeg et objekt. Jeg blev et objekt for hans seksuelle tilnærmelser. Denne aften lærte jeg en endnu en ting: Jeg vil ikke være nogen andens objekt. Jeg vil være mit eget subjekt! Jeg vil ikke gå på kompromis med min eget velbefindende, for at en mand kan kalde mig en ”fræk lille tøs” foran sine venner og få deres anerkendelse og billige grin.

For sandheden er, det var grimt. Jeg havde øvet mig på og kæmpet for at være glad, og så kommer der en mand, som kan vælte det hele på fem sekunder. Jeg er godt klar over, at jeg er tyndhudet, og man kan sagtens sige, at jeg burde have trukket på skuldrene og taget det som et kompliment, men det er forkert. For det er ikke et kompliment. Det har aldrig været et kompliment. Hvordan skal det på nogen måde være et kompliment at blive gjort til et objekt? Han sagde det ikke, for at jeg skulle føle mig godt tilpas, eller fordi han virkelig ønskede at få mit nummer. Han sagde det, fordi han vidste, at han kunne. Men det kan han ikke mere. For nu arbejder jeg på at være mit eget subjekt. Det betyder, at det er slut med at være nogens objekt.

Det er også slut med at sige undskyld, fordi jeg eksisterer. Hvis der fandtes en app til at tælle, hvor mange gange jeg siger ”undskyld” på én dag, ville min telefon brænde sammen. Jeg skal ikke sige undskyld på forhånd, fordi jeg er bange for at fejle eller sige noget dumt. Hvis jeg dummer mig, skal jeg nok undskylde.

Det er slut med at skjule dobbelthagen, når jeg ser serier på computer, for hvad nu hvis nogen kigger med igennem kameraet.

For nu er det min tur til at være glad.

Kært barn har mange navne

Kvinde, dame, pige, tøs, kælling, madam, jente, fruentimmer, pigebarn, kvindemenneske, hunkønsvæsen, frue, bitch.
- Ja, kært barn har mange navne.

Kan du høre dem for dig? Nogle af disse navne for et hun-menneske bærer en vis kraft med sig. De er ikke alle sammen lige kønne, og mange af dem har ændret betydning igennem tiden. Et ord som kælling, har ændret betydning fra "en lille, kærlig en" (Kilde: Kristeligt dagblad) til "en strid en" og ordet har i den grad forvandlet sig til at være et negativ ord.

Jeg er blev kaldt en kælling mange gange - oftest af fremmede i byen eller på nettet. Men også af folk, som jeg stolede på. Jeg kan blandt andet fortælle om en fyr(dreng, mand, "bro"), jeg var gode venner med i lang tid. En dag så jeg, at han på sin telefon havde skrevet til en ven: "Jeg er lige sammen med kællingen", hvilket ramte mig et sted i kroppen, som jeg endnu ikke helt kendte til på det tidspunkt. Det ramte mig nemlig i min feministmave.

Ser du, jeg er lidt som en ko. Når jeg skal tage noget ind, tygger og synker jeg det først én gang, hvorefter jeg så kaster det op i min egen mund - ja, det er klamt - og anden gang ryger det så ned i min feministmave, hvor tingene bliver arbejdet rigtig godt med og reageret på.
Den her kommentar, var noget af det første, der røg ned i feministmaven, som stadig var underudviklet og ikke helt klar til at reagere, så kommentareren endte med at ligge der lidt tid, før jeg kunne bearbejde den.

Vi, hun-mennesker, har en rimelig klar ide om, hvilket ord, der beskriver en bedst. Jeg tænkte længe på mig selv som en pige. En pige. En ung kvinde. Et barn. Et hun-menneske-barn. En af de første gange, jeg blev konfronteret med problemstillingen: Hvad er jeg? Var da jeg som svømmetræner og 16 årig hørte en svømme-far sige til sit barn: "Kan du give bolden til damen?"

Damen? DAMEN? D-A-M-E-N!?

Hvad i alverden var det? Jeg var da ikke en dame. En dame er sådan en voksen én... voksen og på kanten til gammel. Det var, hvad "damen" er. Men lige pludselig var "damen" mig. Og jeg tog imod bolden, og jeg smilede, for det var mit arbejde. Men jeg gik også hen til min hjælpeinstruktør og sagde: "Han kaldte mig for 'damen'", for det er min personlighed at joke med mine kollegaer. Hun var enig i, at hun også ville studse over at blive kaldt "damen".

Jeg ved godt, hvorfor jeg blev kaldt for damen. Jeg var "den voksne" i situationen. Jeg var træneren. Og ydermere lignede jeg en person, som lå på grænsen mellem en pige og en kvinde. Jeg tror, at svømme-faren i situationen tænkte: "Jeg vil ikke fornærme hende ved at kalde hende en pige, hvis hun identificerer sig som en kvinde" og så er endt med at sige dame.
Men dame er ikke slemt. Dame er bare spøjst. Der er nogle af disse navne, som er langt være.

For eksempel er det enormt ubehageligt at blive kaldt kælling, jente, pigebarn, tøs, hunkønsvæsen, fruentimmer og bitch. For mig er de her nogle af de ord, som er negative versioner af kvinde. Ingen af dem er gode, men én af dem er værst. Bitch. Bitch er værst. Bitch er et ord, som deler vandene, for jeg møder af og til folk, som bruger bitch som et kælenavn eller et positivt ord for en kvinde.  Men helst ærligt... En bitch er en hunhund - en tæve. Det er ikke et kompliment at blive kaldt en tæve.

Forstil dig min stemme: (Hvis du ikke kender mig, så er det lidt ligesom Gollums stemme)
"Ej, bitch, det skulle du da ikke have gjort!"
"Sådan en bitch"
"Fucking bitch"
"Bitches, I have arrived!"

"Ej, tæve, det skulle du da ikke have gjort!"
"Sådan en tæve"
"Fucking tæve"
"Tæver, jeg er ankommet!"

Kan du høre det for dig?
Lyder det forkert?
Så hvorfor bruge et ord som bitch til og om hinanden? Det er nedværdigende og nedgørende.

Links:
Kristeligt dagblad

Christina, uden mærkat

Mit navn er Christina. 

"Christina" er på en måde den bedste måde at beskrive mig på. Det er det navn, mine forældre gav mig, da jeg blev døbt. Det er et godt navn. Jeg er Christina.

Men selvfølgelig kan "Christina" ikke fortælle dig detaljer om, hvem jeg er som person. Så det er det godt, at jeg kan fortælle dig, at jeg er et menneske med en række kompliceret følelser, som har en stor retfærdighedssans, og som bekymrer sig alt for meget. Og så kan jeg rigtig godt lide boller i karry.
- Det er nogle af de ord, jeg ville bruge til at beskrive mig. Sådan ser jeg mig selv.

Og det er her, vi kommer ind på dagens emne. Mærkater. For folk omkring mig ser mig ikke, som jeg ser mig selv. Det er i høj grad helt okay. Så længe de holder det for sig selv.
Du må gerne synes, at jeg er en paddehat, jeg har bare ikke behov for at høre om det. Jeg har før skrevet om, at man ikke har ret til at give folk et kompliment. Det er det samme med mærkater. Det er en vurdering af en person, som personen ikke selv har bedt om.

Jeg har ingen ret til at give dig et mærkat. 

Nu kan det godt være, at du tænker: "Eh, hvad snakker du om?"

Jeg har længe tænkt på dette indlæg. Jeg har grublet meget over det. Rigtig meget endda. Det er lidt et delikat emne. Jeg vil gerne give nogle eksempler på mærkater, som folk har sat på mig igennem tiden, men jeg er heller ikke ude på at udstille folk, så hvis du læser noget, hvor du tænker: "Geeee, det er vist mig, der har sagt det", så skal du bare vide, at det er okay. Jeg studsede over det og tænkte over det, og nu er jeg klar til fortælle, at jeg også har en holdning til de mærkater, folk sætter på mig.


Et af de mærkater, jeg ofte tænker over, er:

"Christina, du er et ret barnligt menneske"

Jeg kniber øjnene sammen, når folk siger det, for det går stik imod min opfattelse af mig selv; Jeg vil selv sige, at jeg har lavet mig et solidt voksen-fundament, og jeg har mange "voksne" kvaliteter. 

Det kan godt være, at vedkommende sagde det med tanke på, at jeg synes, at superhelte og dinosaurer er noget af det fedeste i hele verden. Men det vil jeg ikke kalde barnligt. Jeg kalder det en sund interesse. Men ja, jeg kan godt lide at underholde børn i forbindelse med mine arbejder, men efterfølgende cykler jeg hjem og betaler mine regninger - som voksne jo gør.... ikk? 

Et andet mærkat, som folk kan finde på at klaske på mig, er: 

"Christina, du er et kedeligt menneske"

Korrekt. Men du har ingen ret til at sige det. 

Folk har ofte sagt at første gang, de mødte mig, tænkte de, at jeg var et tørt menneske, som ikke havde meget humor eller gnist. (Folk har som regel sagt: "Oh boy, jeg tog fejl af dig!" efterfølgende...) Jeg kan godt forstå, at jeg har fremstået lidt introvert og måske en anelse uinteresseret i folk. Men det har faktisk en god grund. Som du nok ved, har jeg haft en depression i mange år nu. Den har varieret i sværhedsgrad og intensitet. Især da jeg startede på gymnasiet, havde jeg en svær periode. Så der står i min blå bog, at folk ikke fik det bedste indtryk af mig, men i takt med at de lærte mig at kende, så ændrede deres opfattelse af mig. Måske til det bedre. Måske til det værre. Det er okay. 

"Christina, nøj hvor er du dog et fantastisk kløgtigt menneske!"

Ej, lad være... 

Helt seriøst er opfattelsen af, at jeg skulle være et klogt menneske, noget, som jeg har kæmpet med i lang tid. Mærkatet "klog" har jeg altid søgt at opnå, så jeg har altid taget det som et kompliment. Men som det jo er med komplimenter, så ved man ikke altid, hvad de sætter i gang i folk. "Klog" blev mere end et mærkat. Det blev min identitet. Jeg søgte klogskab, og jeg higede efter anerkendelse. Jeg ville have et stort 12-tal! Det var både i skolen og fritid. Var jeg ikke den bedste, så vidste jeg ikke, hvem jeg var. Og jeg skal være den første til at sige, at det absolut ikke er en sund indstilling til livet og på ingen måde noget, jeg kan anbefale. Det forvrængede mit selvbillede, ligesåvel som det karikerede mit blik på alt omkring mig. 

Som I nok kan høre har jeg lagt den identitet på hylden. Det blev simpelthen for hårdt, for jeg mødte mennesker, som var klogere end mig. Sådan er livet. Så jeg søgte et nyt selvbillede (efter lang tids arbejde!). 

Jeg har stadig et problem med "klog"-mærkatet, for jeg har endnu ikke fundet ud af, hvem denne nye identitet er. For lige nu er jeg hverken Christina, den barnlige, eller Christina, den kedelige, eller Christina, den kloge. Jeg er faktisk Christina, den deprimerede, og det er lidt en uheldig identitet, som jeg håber, jeg kan smide om kort tid. Til tider længdes jeg efter at være Christina, den kloge, for Christina, den kloge, havde et formål. Det har Christina, den deprimerede, ikke. 

Så jeg tænker, at jeg prøver bare at være Christina for en tid. Christina uden et mærkat. Det lyder som et godt sted at starte. Det er okay at sige nej tak til mærkater også selvom det er ment godt. 

Jeg kan fortælle dig, at det er sundt ikke at sætte mærkater på alle andre, du møder. Det vil gøre dig godt. Prøv aktivt at bekæmpe trangen til at sætte folk i en boks. Uanset hvad den boks er, for mennesker er ikke firkanter. Vi passer ikke i bokse, der kan sættes et mærkat på. Sådan fungerer det ikke. 

Andre siger:

"Christina, du er da vist ved at blive lidt af en feminist. hva?" 

KORREKT! [Vrikker med de røde strømper]. Det er en korrekt opfattelse af mig, og det må du gerne sige... For jeg er enig! Men jeg kan ikke kun være Christina, feministen, (selvom det lyder godt), for så bliver folk omkring mig tossede. 

De bedste hilsner fra
Christina, uden mærkat.

Må jeg give dig et kompliment? Pænt nej tak!

Vi skal snakke lidt om komplimenter.
Komplimenter?
- Ja komplimenter!

Du tænker måske, at komplimenter er en af de ting, som man da altid gerne vil have! Det er også rigtigt, at et kompliment ofte er velment og varmer om hjertet.
Men du har måske ikke tænkt over, at hver gang, du giver nogen et kompliment, vurderer du vedkommendes stil, personlighed, udseende og væremåde.
Når jeg siger til min veninde: "Du ser skide godt ud i din røde kjole!" så vurderer jeg hendes udseende og fortæller hende, at jeg har fundet hende acceptabel.
- Det har jeg absolut ingen ret til!        
Med andre ord:

Du skal ikke finde dig i mine komplimenter!

Lad mig uddybe;
Jeg har spottet tre versioner af komplimenter:

Eksempel UNO: 
"Christina, du er altid så glad og smilende!"
Vedkommende komplimenterer mig for den facade, jeg har sat op, men sandheden er, at jeg måske er ved at bryde sammen indeni. Et kompliment som dette forstærker facaden. Men hvordan skal vedkommende kunne vide det, når man ikke ved, hvad der foregår inde i en person.

Eksempel DUE: 
"Du ville være pæn, hvis du smilte noget mere!"
Dette er slet ikke et kompliment. Det er en bemærkning, men folk tror, at de siger, at jeg er køn, når jeg smiler. Det er ikke det, de siger. Ved et 'kompliment' som dette, siger man, at nogen skal ændre sit udseende for at behage en selv. No - can't do!
Dette eksempel findes i flere versioner: "Den trøje ville sidde pænere, hvis du tabte dig lidt", "Du trænger til at blive klippet. Det vil klæde dig." og så videre.
Jeg gentager: Dette er ikke et kompliment!

Eksempel TRE:
"Din trøje er super fin, men jeg havde nok valgt nogle andre bukser til. Men det er jo også bare min mening"
Men.... jeg kan ikke huske, at jeg bad om din mening. Dette er igen en træls bemærkning forklædt som et kompliment!


Vi er så vant til at skulle høre, hvad andre mener om vores krop, hår, tøj, personlighed og lignende, at vi svarer med et "tak!" - selv hvis man er lidt forvirret over, hvorvidt komplimentet er et reelt kompliment.
Men sandheden er, at ingen har ret til at kommentere dig - bortset fra dig selv!
Du er ikke skabt for, at nogen skal lægge øjne på dig. Du skal ikke gøre dig pæn for andre og tilpasse dig andre, fordi du er bange for, hvad de vil sige.


LØSNINGEN:
Hvis din ven/veninde har taget de flotteste strømper på (Og du aldrig har set noget lignende. Det er nærmest magiske strømper!). Så har du lov til at spørge:

"Må jeg give dig et kompliment?" 

Så kan din ven svare:

"Ja tak"

                                                        eller

"Nej tak"

Først når du har hørt din vens svar, kan du enten tale eller acceptere, at din ven har det helt fint, uden at vedkommende behøver vide, at du er forelsket i hendes sokker.
Komplimenter er ofte dejlige og er en måde at vise kærlighed og støtte på. Jeg beder dig bare huske, at du ikke har ret til at sige din mening om andre.

Husk at dette går begge veje! Du er aldrig forpligtet til at høre, hvad andre har at sige om dig. Det eneste mening om dig, der betyder noget, er din egen!