Skal man vente på ægte kærlighed?

Det er sjældent, jeg skriver om noget, som jeg ikke selv synes, jeg har svaret på. Men det gør jeg nu. Det sidste års tid har spørgsmålet om, der virkelig findes en soulmate til os hver, eller om kærlighed er mere eller mindre tilfældig process, som handler om, hvem man er heldig (eller uheldig) at møde.

Jeg vil gerne starte med at sige, jeg er ung - blot 21 år, men jeg har oplevet forskellige grader af forelskelse og kærlighed igennem de sidste par år, så jeg har alligevel noget at sige om emnet. Det kan være, at jeg har skiftet holdning om 1 år, men det kan jeg ikke tage stilling til nu. Det gode ved livet er, at man lærer nyt hele tiden. Plat - I know.

Så skal man vente på "Mr. Right"? 
Jeg vil virkelig gerne tro på, at der findes mennesker, som er er skabt for hinanden, men hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, at mennesker mødes og forelsker sig i hinanden tilfældigt. Og enten så klikker man sammen, eller også gør man ikke. Det finder man ud af, som tiden går. Nogle ved det i løbet af en enkelt aften. Ja, vi skal så ikke ses igen. Og så er den ikke længere. Nogen når at være gift et helt liv, før det går op for dem, at man faktisk skulle noget helt andet. Og så lægger man sine planer om.
Men er det fordi, at vedkommende, man havde mødt, ikke var ens soulmate? Hvornår ved man, at man har mødt den rette? SKAL MAN VENTE PÅ HAM?

Jeg tror ikke, at jeg skal vente på "Mr. Right". Måske er det fordi, han ikke findes derude. Måske er han på den anden side af planten og har besluttet sig for at slå ned med en tilfældig kvinde. Måske har jeg bare for travlt med alle de andre ting, jeg skal nå i mit liv. Han står ikke på min "one day more"-liste, fordi han ikke skal have den magt over mig. Jeg vil ikke være bundet af en mand, hvis det betyder, jeg kompromiser min egen lykke. Det er noget, jeg har lært i løbet af det sidste år.

Man kan godt være ensom i et forhold, selvom man tror, at det er det rette for en. Og når man kommer ud på den anden side, går det op for en, at man begge havde trukket en forestilling om ægte kærlighed ned over hovedet på hinanden. Og jeg ville ofre alt for at holde fast i "ægte kærlighed", da jeg først troede, jeg havde fundet den. Og pludselig smuldrer den imellem fingrene på en, som havde man vendt et timeglas.

Nogle mennesker på min alder har allerede slået sig ned med mand og hus og børn. Det er utroligt at tænke over nogle af de forskellige, der er på min generation og generationerne nogle få årtier tilbage. Vi er alle sammen vildt forskellige steder i vores liv. Der er ikke længere en tradition, der dikterer, at man skal være gift som 25 årig og have børn som 30 årig. Nogle vælger at gøre det før. Nogle gør det bagefter. Nogle gør det slet ikke. Nogle laver helt om i traditionerne.

Da jeg gik i folkeskole, var der en af mine lærere, som valgte at få børn uden en mand. Hun har i dag to dejlige børn, som jeg har haft fornøjelsen at kende lidt. Dengang havde jeg en forestilling af, at man skulle finde sig en mand, som man skulle have børn med, men min lærer var med til at åbne mine øjne og få et bredere perspektiv på, hvad det vil sige at stifte familie. Kvinder har et "biologisk ur", der tikker, og hvis "Mr. Right" ikke står ved ens side, hvad gør man så?
Venter man på ham og risikerer at misse sin chance eller samler man hammeren op og begynder at bygge sit eget hus? Så fuck da det, hvis der ikke står en mand ved din side. Der står allerede venner og familie, som er klar til at bygge rede og isolere den med blødt fluf. Du og dine børn får et varmt og sikkert hjem alligevel!

Der er også mennesker på min alder, som stadig har ved at finde fodfæste i hele dating-miljøet. Der kan være mange forskellige grunde til, at man har været ude og danse med de vilde bavianer. Blandt andet er der mange unge i LGBTQ+ sammenhænge, som har af og til svært ved at finde en partner til trods for, at homoseksualitet er mere velset end nogensinde før. (Min universitets-hjerne undersøgte, hvor mange, der er homoseksuelle. Man (USA - verdens navle) anslår at det er 1/5, der har homoseksuelle eller biseksuelle "tendenser"). Jeg kan godt forstå, at det er svært. Jeg synes, det er svært at finde en heteroseksuel-"Mr. Right", hvor mine odds er 4/5. Forestil dig, at man også skal ramme i den 1/5 kategori mennesker, der allerede har fundet ud af, at de er til eget køn.

Så hvad nu, hvis jeg vælger at forfølge min drøm om at skrive bøger og lave film, og jeg skal rejse hele verden rundt. Jeg lever det vilde liv med røde løbere og Oscar-statuetter (Ja kliche, følg lige med alligevel) og pludselig møder jeg min "Mr. Right", når jeg mindst venter det! Hvad hvis min ægte kærlighed har fast bopæl i Danmark? Han er måske arkitekt i Odense og har to børn. Hvad gør jeg så? Vælger jeg "jetsetter"-livet eller familielivet? Skal jeg vælge? Det er ikke nok at vente på ham. Man skal også at være klar til smide alle ens fancy drømme og planer, fordi det er hvad, man gør, når nan er forelsket. Man smider det hele ud af vinduet. Men vil jeg det?

Som jeg sidder her i min seng i mit nattøj, tænker jeg, "Næh nej, jeg skal have det der fancy-fancy liv med champagne. Ingen mand skal holde mig tilbage", men jeg tror ikke, at jeg tænker sådan, når der står en mand foran mig, som jeg har slået kløerne i, og han er i gang med at bygge mig et hus med blødt fluf og indendørs rutsjebane.
Men lige nu tænker jeg, at jeg hellere vil forfølge mine drømme og mål, end jeg vil vente tilbage og lade chancerne passere mig forbi, fordi jeg forventer, der skal komme en mand forbi mig.

Hvordan skal du behandle dig selv?

En af mine venner fortalte mig sidste år, at man skal behandle sig selv, som man ville behandle et barn.

Man skal drage den samme omsorg og respekt for sig selv, som var man et lille barn. Det er vigtigt, at man ikke er for hård ved sig selv, og det skal jeg huske mig selv på hver dag. Jeg havde en periode, hvor jeg talte meget nedsættende om mig selv, så min veninde sagde:

"Christina. Tal om og til dig selv, som om du var et ungt barn. Du ville aldrig sige:

Du er
a) tyk
b) grim
c) dum
d) uduelig
e) klam
f ) etc.

til et barn, ville du?"

Så dette råd giver jeg videre til dig. Så når du står i spejlet næste gang, så forstil dig det barn, du var engang, og ros hende/ham. Vis dig selv noget kærlighed. Imens står jeg i mit spejl og fortæller mig selv:

Du er
a) betydningsfuld
b) dygtig
c) elsket
d) smuk
e) klog
f) etc.

P.s. Man må altid gerne give sig selv komplimenter!

Hvad jeg har lært de sidste 365 dage...

Jeg er tilbage med endnu et svært indlæg. Som altid har jeg prøvet at give jer 100% indblik bag facaden, og jeg ved, at jeg berør nogle emner, som kan gøre ondt og trigge nogen. Jeg håber, at alle har lært lige så meget, som jeg har det sidste år.

Om ensomhed

Uanset hvor mange venner jeg har, så er der en følelse, som hænger ved og som har bidt sig fast. Jeg er ensom. Ensomhed er en følelse, som ikke bor et bestemt sted i kroppen. Den hænger bare ved og lader sig slæbe med. Du kan ikke løbe fra den. Den kan ikke bedøves. Den lader dig tro, at du har besejret den, men så sniger den sig op på dig og bider dig endnu hårdere end før.

Om venner

Det sidste års tid har jeg fået nye venner. Jeg har også mistet venner - gode venner endda. Jeg fik også et nyt venskab, hvor jeg mindst ventede det. Jeg mødte et menneske, mens jeg var indlagt, som hurtigt er blevet en person, som jeg kan betro mig til, og som forstår, hvad jeg går igennem. Og jeg håber, vi kan være venner hele livet.
Jeg har også venner, som jeg har kendt i mange år. Om dem har jeg lært, at jeg elsker dem meget højt.  Jeg har enormt stor tiltro til mine venner, men i løbet af det sidste år, har jeg lært, at de bare er mennesker. Venner er ikke små guder, der bor omkring én. De er bare små personer, som kæmper de samme kampe og indånder den samme luft, som man selv gør. Alle mine venner kæmper. De kæmper med næb og klør. Alle har de hver deres kampe. De er ikke bedre, end jeg er. Men de er lige så gode. Jeg respekterer mine venner enormt meget, for jeg har fået et indblik, hvad de har i rygsækken, og alligevel har de af og til tid og overskud til at tage et kig i min rygsæk. Så kan vi kigge lidt i hinandens rygsække. Vi kan ikke gøre hinandens rygsække lettere, men i det mindste er vi ikke længere alene om at bære vores rygsække. Bare det, at vi ved, hvad hinanden kæmper med, betyder, at vi ikke er så alene om det mere.

Om kærlighed

Jeg har lært rigtig meget om kærlighed. Jeg har lært, at den eneste kærlighed, som aldrig er til at bøje,  er kærligheden i en familie. Familie elsker dig ubetinget. Alle andre, der siger, de elsker dig, har deres egen agenda. Det kan være, de elsker dig i dag, men i morgen er de væk. Sådan er det.

Om at græde i badet

Badet er det bedste sted at græde. Første gang man prøver det, føles det underligt. Men det gode ved at græde i badet er, at man er alene, man behøver ikke tørre sine tårer væk - for det klarer vandet, man  skal ikke se sine blodskudte øjne bagefter - for spejlet er helt dugget til, man er omgivet af varme og behagelige dufte.

Om at græde i offentligheden

Faktisk er der ikke særlig stor forskel på at græde i badet og at græde i offentligheden. Du vil altid være alene om det. Jeg har grædt mange steder i løbet af det sidste års tid. Jeg har grædt på universitetet. Ofte. Jeg har grædt i fyldte busser. Jeg har grædt, mens jeg gik ned af gå gaden. Folk er oftest ligeglad, hvis de overhovedet ser det. Nogle stirrer, fordi de er bange for at blande sig. Mennesker vi ikke smittes med ens tristhed.

Om at gå på universitetet

Fuck det, jeg vil hellere være glad. At gå på universitet gør ikke mennesker glade. Det gør mennesker til robotter. Jeg har lært, at man ikke er fintuddannet, bare fordi man kan finde fra Nobelparken og hen til Søaudiatorierne. Nixen Karen Blixen! Jeg har læst på uni i halvandet år. Jeg er stadig lige så forvirret, som jeg altid har været. Det er meningen, at jeg om endnu halvandet år skal have en kort videregående uddannelse. Men hvad i al verden er det? Jeg ved ikke mere om at være menneske, end jeg gjorde før. Jeg kan fortælle dig lidt om de forskellige dynastier i Kina, og jeg kan snakke med om, hvordan Marshall-planen reddede Europa efter Anden Verdenskrig. Men det gør mig ikke et bedre eller gladere menneske. Jeg er bare et veloplyst menneske. Et veloplyst meget trist menneske.
Men alligevel så går jeg der stadig. Jeg kæmper for at læse til timerne og komme til timerne. Det gør jeg, fordi jeg har lært, at det er min bedste chance for at finde ud af noget om mig selv og om verden. Og ellers ryger jeg på kontakthjælp. Og så skal min syge røv på understøttelse.

Om medicin

Medicin er ikke altid svaret. Medicin er ikke en skudsikker rustning. Medicin kan være en nødvendighed, men medicin er ikke uden konsekvenser. Jeg får rigtig meget medicin nu. Det gjorde jeg ikke for et år siden. Jeg er ikke bedre nu, end jeg var dengang. Men jeg er holdt op med at få det værre. Nu er jeg bare stabilt skidt tilpas.

Om skønhed

Åh, skønhed, du hellige gral. Bægeret, som selveste Jesus har drukket af. Skønhed, verden tilbeder dig... Jeg har lært, at jeg ville ønske, at verden have bredere standarter for skønhed, så vi alle kunne være inkluderet. I sig selv er der ikke noget galt med skønhed. Problemet opstår først, når man begynder at definere, hvad der ikke er skønhed.

Om sandhed

Sandheden er sværere at levere, end jeg havde troet, da jeg lavede bloggen. For hvor sandheden er, der er smerten også. Sandhed er ikke standarten hos mennesker. Alle lyver. Venner lyver. Politikere lyver. Elskere lyver. Selv familie lyver af og til. Hvorfor lyver man? Det gør man, fordi sandheden gør ondt. Vi er ikke glansbilleder, og det er okay. Jeg har lært, at jeg hellere vil se en krakeleret virkelighed, end jeg vil se glansbilledet; forestillingen af lykke og glæde. For jeg har lært, at jeg som regel lærer sandheden at kende før eller senere.
Derfor prøver jeg at give jer sandheden om mig og om mit liv. Og du er her endnu, så der må være noget, som enten er spændende eller forfriskende at få at vide. Forhåbentlig er det sandheden.

Om smerte

Jeg har lært, at jeg har et liv fyldt med meget smerte. Mere smerte end jeg troede. Alt gør ondt. Men det er ikke kun mig, der kender smerte. Alle bærer smerte med sig. Den bider sig fast ligesom ensomhed. Smerte er en universal glæde. Glæde; fordi når livet gør ondt, så er du i det mindste ikke død.

Om mig selv

Jeg er stærkere, end jeg selv troede, jeg var. Jeg er stærkere, end hvad der forventes af mig. Jeg er ikke bange for smerten, for så havde jeg ikke haft den her blog. Jeg har lært, at jeg giver den alt, jeg har. For havde jeg ikke gjort det, så havde jeg ikke været her mere. Og det er barske sager, men det er min virkelighed. Jeg har udviklet mig meget det seneste år. For et år siden troede jeg stadig på det gode i verden. Jeg må indrømme, at det gør jeg ikke i dag. I stedet har jeg i dag udviklet en sans for bullshit, som jeg ikke havde for et år siden. Det hjælper mig med at bygge det hus, jeg skal bo i. Hver dag, der har været fyldt med smerte, giver mig en mursten, som jeg putter i min rygsæk. Og ja, det er rigtig tungt at bære rundt på, men en dag har jeg nok mursten til at bygge mig et hus. Og så bestemmer jeg selv hvem og hvad, der bliver lukket ind. Det er vigtigt for mig at huske på, at jeg bestemmer.

Om at sige nej

Og når det er mig, der bestemmer, så kommer der til at være flere nej'er. Jeg er ved at lære at sige nej; for at passe på mig selv og min omverden. Jeg håber, du kommer til at opleve at få et nej fra mig, for det betyder, at jeg har udviklet mig.

Om at sige ja

For når jeg har lært at sige nej, så betyder et ja 100 gange mere, end det nogensinde har gjort før. Jeg har lært, hvad jeg ønsker at sige ja til. Jeg håber, at jeg kan sige ja til være glad og fyldt med håb. Jeg vil gerne sige ja til at danse i badedragt på en tropisk ø med mine venner i den ene hånd og billig rom i den anden hånd. Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg skal sige ja til at være glad.

Om hvad der ikke definerer mig

Jeg har også lært en hel masse om, hvad der ikke er mig. For det første: Jeg er ikke min sygdom. Jeg er ikke al den her smerte og alle de her grimme dage. Jeg er et menneske med en sygdom. Jeg er et menneske, der har flere svære ting med i rygsækken, men det skal ikke definere mig resten af mit liv.
Mit intellekt og karakterer definerer mig ikke, tværtimod har jeg lært, at jeg er meget mere end det. Jeg rummer flere dybder og muligheder, som ikke kan defineres med tal og "fint".
Min vægt definerer mig ikke. Om jeg bruger en størrelse 38 eller 44 i bukser... Det er røv lige meget. Man bliver ikke mere glad af at købe små bukser. Jeg har prøvet at søge lykken i de små størrelser. Det virker ikke, og det skal heller ikke virke, for modebranchen skal ikke have lov til at definere mig.
En anden ting, der ikke definerer mig og aldrig kommer til at definere mig; om jeg har en mand i mit liv. Jeg kan ikke gå og vente på at finde "Mister Right" at slå mig ned med. Hvis han kommer, så kommer han. Jeg er færdig med lede. For jeg har lært, at jeg ikke er et bedre menneske, når jeg har en kæreste. Jeg kan bygge mit hus uden en partner. Jeg kan være glad uden.

Om taknemmelighed

Jeg har lært, hvor meget taknemmelighed, jeg rummer. Især overfor min familie og de læger og sygeplejersker, der passer på mig. Jeg er taknemmlig for at være i live; for at Gud passer på mig. Jeg er taknemmelig for alle de mennesker, der viser mig støtte i min hverdag; for alle jer, der læser med - om I er tavse eller ej, så kan jeg se, I er der.



I de sidste 365 dage har jeg lært, at jeg ikke skal være tyndere, smukkere, sjovere eller have flere venner for at have det godt. Det, som jeg skal satse på, er at være glad. Man må sige, at jeg om nogen ved, hvad det betyder ikke at være glad. Og det er ikke løsningen.