Til tider kan jeg have svært ved at forstå, at nogle mennesker har en depression i nogle uger, og at den så går væk af sig selv. Mine depressioner har altid varet i lange perioder - nogle gange år.
Faktisk tænker jeg, at jeg har haft én depression fra da jeg gik i 8. klasse til denne vinter (2020), hvor jeg i februar mærkede en forbedring, som har været enormt tiltrængt. Så når man tænker over det, så vil jeg vurdere, at jeg har haft en grad af depression i omkring 8-9 år.
OTTE TIL NI ÅR.
Jeg kan slet ikke begribe det.
Der har selvfølgelig været perioder, hvor jeg har haft det bedre end andre perioder, men jeg tror, at jeg har været syg stort set hele tiden.
I februar følte jeg, at jeg fik mere overskud og kunne mærke ‘tyngden’ lette lidt. Så selvom foråret har været helt uventet stressende på mange forskellige måder, så har jeg egentlig følt, at jeg kunne holde mig oprejst igennem det. Corona har sat sig mere i min angst, end det har sat sig i min depression.
(Jeg troede, at jeg allerede var bange for alt, der kunne være farligt i verden. Det viste sig så… at jeg ikke havde overvejet en pandemi som en mulig fare. Så spørgsmålet er, hvad er der, at være bange for, som jeg endnu ikke har været opmærksom på?)
Selv igennem mine eksamener tænkte jeg, at jeg ville ende med at stå lodret, når sommerferien kom, men måske har presset alligevel været for meget?
Jeg har ikke hørt stemmer længe. Og jeg troede egentligt, at det var et overstået kapitel. Men under mine eksamener, begyndte de at komme tilbage. Det var på en anden måde end tidligere, hvor jeg havde hørt klare stemmer og skrig. Nu var det som om, nogen havde tændt for 100 fjernsynskanaler, som larmede i baggrunden. Det var særlig voldsomt, når jeg skulle sove. Og det værste var, at stemmerne ikke snakkede til mig. De snakkede til hinanden, og det var ikke altid lige klart, hvad det egentlig var, de sagde. Og i dag kan jeg ikke gengive, hvad de har sagt. Det eneste, jeg husker, er, at der var en, der sagde noget, om noget fare, som man skulle være opmærksom på. Men hvad det er, ved jeg ikke.
Så eksamenerne kom og eksamenerne gik.
Og stille og roligt forsvandt stemmerne.
Og jeg tænkte:
Cool, min hjerne ved, at nu er der sommerferie.
Indtil for en uge siden.
Jeg havde haft nogle venner på besøg i min lejlighed lørdag. Mine venner kan være højrøstede, så på et tidspunkt måtte jeg trække mig tilbage, fordi jeg følte mig lidt overstimuleret. Og det har nok været det første tegn på, at noget var galt. For jeg har ikke rigtig været overstimuleret (i sådan en grad, at jeg har måttet trække mig) siden i vinters. Søndag var jeg flad. Jeg sov en lur på 5 timer. Og jeg kunne ikke rigtig stå ud af sengen, da jeg skulle lave aftensmad. Det er ikke unormalt, hvis jeg har været presset. Jeg regner generelt med at have en off-day dagen efter, at jeg har set mennesker.
Men min off-day fortsatte og blev til, hvad lægerne kalder for et ‘depressivt-skred’. Og det føles virkelig som et skred. Jorden bliver virkelig revet væk under en.
Alle teknikker og støtte-søjler, som jeg har opbygget de seneste år, var pludselig væk, og det gik stærkt nedad. Det føltes underligt velkendt, næsten som om det havde en duft, som man kan genkende og som bringer et minde frem. Det øjeblik, det gik op for mig, at jeg var ved at få det dårligt på den dårlige måde, var en aften, hvor jeg var gået i bad. Mit hår var vådt, men jeg havde ikke kræfter i mine arme til at vaske det. Men jeg havde heller ikke kræfter til at vende om og skulle forsøge at redde mit våde hår ud uden, at det havde fået balsam i sig - det er umuligt.
På få minutter gik jeg fra at tænke, at et bad var en god og afslappende ide til, at det var umuligt. Jeg fik mit første panik-angstanfald i mange måneder - næsten et halvt år. Og dertil følger en dejlig cocktail af ‘depressions-tanker’:
- Jeg kan ikke noget. - Jeg har ingen værdi. - Hvorfor kan folk overhovedet lide mig? - Kan folk overhovedet lide mig? - Ingen kan lide mig. - Jeg er tom. - Totalt tom. - Jeg føler ikke noget. - Jeg føler alt for meget. - Jeg føler stadig ikke noget. - Jeg har ondt over det hele. - Jeg kan ikke mærke min krop. -Er det her overhovedet min krop? - Det føles ikke som min krop. - Shit det er helt forkert alt sammen. - Hvorfor er det, at jeg tror, at jeg kan noget som helst? - Jeg kan vitterligt ikke komme på én ting, som jeg kan finde ud af. - Jeg er et ondt menneske. - Hvorfor er jeg så nederen et menneske? - Hvorfor tager jeg mig ikke bare sammen? -Det kan virkelig ikke være så svært at fucking vaske sit fucking hår. - Hvorfor har jeg hår? - Jeg fortjener ikke at have hår. - Jeg burde egentlig bare klippe det af….
Og lige dér gik det op for mig, at den var gal.
Jeg tror, at jeg har skrevet om det på T-rex før, men i det øjeblik, jeg seriøst overvejer at skade mit hår eller klippe det af eller flå det af, det er et klart og tydeligt tegn på, at jeg ikke længere selv sidder i førersædet.
Og jeg sukkede og fortalte mig selv:
“Christina, din dejlige og kompetente kvinde… Vores depression er tilbage. Vi starter sikkerhedsplanen op.”
Og sådan var det.
Jeg har tidligere beskrevet min sikkerhedsplan. Den er i indlægget, der hedder “Dyr med G” hvis du har lyst til at læse den.
Torsdag nat tog jeg hjem til mine forældre, og i dag har jeg været til samtale hos overlægen i OPUS. Det er lidt ligesom at møde chefen. Hun er 'in charge', og er en meget travl kvinde. Jeg skulle have set hende alligevel, fordi vi skulle diskutere, om jeg skulle skifte depressions medicin til noget med færre bivirkninger (og risikere lidt mindre positiv effekt) eller måske bare gå ned i dosis. Men den plan har fået et stort STOP-stempel. I stedet skal jeg trappes ud af min angst-medicin, som jeg alligevel ikke mærker effekt af. Den giver kun bivirkninger og har fået over 6 måneder til at give effekt. Ud med den. Så det er planen.
Men nu har jeg så tænkt: Er det her en ny depression, eller er den en del af mine årelange depression? For… jeg har haft det bedre, fordi medicinen har virket. Havde jeg ikke taget min medicin, så havde jeg ikke haft det godt. Så er der jo stadig behov for depressionsmedicin ergo må jeg jo stadig have haft en depression…? Jeg har bare ikke vist symptomer, fordi medicinen har gjort et fantastisk arbejde med at holde dem nede i de sidste 4 måneder. Nu går den så ikke længere. Det er en skam. Men det kan jeg godt håndtere. Det skal jeg kunne.
Men shit hvor er det svært.
I lørdags var jeg i biografen med to veninder. Da jeg kom hjem, Kunne. Jeg. Ikke. Mere. Jeg var så ekstremt overstimuleret (Vi havde set Little Women - en super rolig og behagelig film) og jeg brød totalt sammen. Jeg måtte bede min mor hjælpe mig ude af bilen, fordi jeg var i tvivl om, om jeg overhovedet kunne stå op, hvis jeg trådte ud uden hjælp. Jeg lå resten af dagen og aftenen i min seng med min kugledyne og ‘lege’ “Dyr med G”.
Min pointe med det hele er, at jeg sjældent har oplevet at miste mig selv i sådan en grad på en uge. At gå fra at have det fint til at være ude af stand til at stå på mine ben FORDI MIN HJERNE ER KED AF DET. Jeg har før prøvet, at min krop ikke ville lystre, fordi min depression er så indgribende, men det er som regel der, jeg bliver indlagt efter lang tid med symptomer og utallige dage i sengen. Der her er kommet så hurtigt og voldsomt, at jeg ikke kan følge med mere.
Og der er ‘kun’ gået 9 dage. Altså skal jeg have haft det dårligt i endnu 5 dage, før det officielt er en en depressions-diagnose værdig.
Men altså… jeg kan dufte det, og det stinker af depression.
