mandag den 25. juni 2018

Mine karakterer definerer ikke mig som person

Jeg læste en artikel på dr.dk ved navn: ”Gymnasier giver høje årskarakterer: ’Advarselslamperne bør blinke’”.
I denne artikel skriver DR: ”Helt generelt er der en tendens til, at der bliver uddelt en smule højere årskarakterer end prøvekarakterer. Således var årskaraktererne sidste år højere på 127 af 141 gymnasier.”
Og jeg sidder tilbage og tænker hvorfor mon det?

DRs vinkel på sagen er, at lærerne er for rundhåndede med karaktererne, og så snart der kommer en ”uvildig censor” på banen, så kan man se præcis, hvad eleven egentlig kan præstere.
Men det er forkert.
Så nu vil jeg give jer sandheden om eksamen.

Eksamen er et virvar af indtryk og udtryk. Der er så mange ting, som spiller ind i, hvordan din eksamen går! Er du nervøs? Er du for nervøs? Har du andre problemer i hovedet? Har du fået sovet? Kom du til at kaste op på skolens toilet, og lugter du nu lidt af bræk? Præsterer du godt under denne slags pres?

Da jeg blev student for to år siden, var jeg til eksamen i et fag, der hedder Almen studieforberedelse – AT som forkortelse.  AT er ikke et fag, man får en årskarakter i, for det er et fag, som man kun har i perioder i løbet af ens gymnasietid. I AT skriver man en opgave i to fag. Hos mig var det latin A og religion C. Et par uger efter skal man op og ’forsvare’ sin opgave hos en af ens egne lærere og en fremmed censor. Jeg havde en censor i latin og egen lærer i religion.

Det går hverken værre eller bedre, end at da jeg kommer ind så lukker min hjerne ned for alt jeg ved om latin. På dette tidspunkt havde jeg haft to års latin ved siden af folkeskolen og 3 år i gymnasiet. Jeg vidste, at jeg kunne, men denne dag havde jeg glemt alt.
Jeg fumler mig frem, og det ender med, at jeg slet ikke tør sige noget latin-relateret ved det grønne bord.

Jeg endte med at få et 4-tal. Jeg var sønderknust. Jeg var så uendeligt ked af det. Jeg sad på toilettet og græd en halv time, hvor jeg ingen kontrol havde over mine følelser. Det endte med, at min religionslærer fulgte mig over til studievejlederen, som også var min græsklærer.

Og hos min søde og kyndige studievejleder/græsklærer lærte jeg noget, som jeg har taget med mig til alle eksamener lige siden. Hun sagde:

Din præstation i de 20 minutter, du sidder ved det bord, siger intet om dig. Det siger intet om din intelligens. Det eneste, det siger noget om, er de 20 minutter, hvor du var under pres. Dine lærere ved godt, hvad du kan, Christina, det er derfor du får årskarakterer.

Hun havde ret. Selvfølgelig havde hun ret. Det er bare svært at lukke sådan nogle vise ord ind, når man sidder med et snit, hvor et 10-tal vil trække en ned, og så ser man et 4-tal i øjnene.
Men efter at jeg fik ro på, og jeg kom på afstand af situationen, så kunne jeg godt se, at det var værd at huske på.

Som sagt har jeg taget hendes ord med til de eksamener, jeg har været til siden både i gymnasiet og på universitet. Men alligevel finder jeg mig selv på et toilet efter hver eksamen uanset, hvordan det gik. Men det handler ikke længere om de 4-taller, jeg får. Det handler om det pres, jeg er under.

Jeg er ved at lære at give slip på karakterræset. Men jeg mærker stadig presset. Jeg mærker stadig kvalmen og gråden. For eksamen er en utrolig presset situation. Du har læst og læst og øvet dig og øvet dig, og af og til kan det føles som om intet af det hænger ved, og at du starter forfra hver dag. Og så pludselig bliver det hele forløst i 20 minutter, hvor du sidder med to fremmede (sådan er det af og til på uni), som sidder og vurderer alt du siger. De vurderer, om du er klog eller ikke så klog. Og når du hører dig selv sige noget forkert eller slet ikke sige noget overhovedet, så kan du mærke presset.

Når jeg snakker med voksne om dette pres, så siger de ofte: ’Men, Christina, sådan er det jo også på arbejdsmarkedet. Det er ikke meget anderledes’.
Det er både rigtigt og forkert.
Jeg vil sige, at jeg ikke ved meget om ’det voksne arbejdsmarked’, men jeg har været til jobsamtaler, både hvor jeg ikke fik jobbet, og hvor jeg fik jobbet. Jeg har passet tre arbejdspladser ved siden af universitet. Og hvordan det så er i forhold til et ’rigtigt voksenarbejde’, det kan jeg ikke sige noget om, men jeg ved, at der ikke er en direkte karakterskala på arbejdspladsen, hvor du får sat et klistermærke i panden med det tal, som du bliver vurderet til at være.

Og det er rigtigt, at der er nogle, som er rigtig dygtige til at tale til eksamen, hvilket giver dem nogle rigtig gode karakterer, men det er ikke størstedelen af dem, jeg kender. Størstedelen af dem, jeg kender, jagter karaktererne og arbejder hårdt for dem. Vi jagter dem som en kat efter en mus. Men hvorfor gør vi det? Det er jo ikke engang altid, vi skal bruge dem til at komme ind på en uddannelse.
Det forenklede svar er: Har du måske lyst til, at nogle vurderer dig til mindre, end du bør være værd? At sætte en karakter på, er ligesom at sætte en pris på folk. Koster du -3, 00, 02, 4, 7, 10 eller 12? Sådan føles det.
Derfor kaster vi os hovedkulds efter de høje karakterer. Derfor fejler det nogle gange. Derfor gør det ondt, når det fejler.


Så kære DR
I jeres artikel om, hvorfor eksamenskarakterer er lavere end årskarakterer, glemte I at tage højde for, at eksamen… er en eksamen…


Og kære dig, der læser med
Hvis du står over for at skulle få karakterer eller på et tidspunkt har fået dem, så husk:
De definerer ikke, hvad du kan, eller hvem du er.
Det definerer hverken hvor klog du er, eller hvem du er som person.


Artikel-link fra DR.dk: https://www.dr.dk/nyheder/indland/gymnasier-giver-hoeje-aarskarakterer-advarselslamperne-boer-blinke





lørdag den 23. juni 2018

Palermo den 19. november 2016

Det her er endnu en af de historier, som jeg har svært ved at fortælle, men jeg synes, den er vigtig. Den handler om en bytur, da jeg var i Palermo i efteråret 2016, hvor jeg blev forgiftet i mine drinks, som kom direkte fra en bartender.

Jeg var ude med to danske aupairs, som vi havde gjort mange gange før; 2-3 drinks – i byen og danse. Ud fra de billeder, jeg tog den aften, kan jeg se, at vi mødtes omkring 21.30, og jeg var hjemme igen 01.00. Kirken, jeg boede ovenpå, lå 600 meter fra centrum, hvor vi mødtes. Det var en tur, jeg havde gået mange gange.

Denne aften satte vi os på en bar, vi ikke havde prøvet før. I alt fik jeg tre drinks i løbet af de næste par timer. Da jeg rejste mig for at gå videre, kunne jeg mærke, at jeg havde det dårligt.
På det her tidspunkt tænkte jeg, at det var, fordi alkoholen ramte hårdt, selvom jeg følte mig ualmindeligt fuld. For så vidt jeg ved, var det kun bartenderen, der havde rørt vores drinks.

Vi tager videre på et diskotek få hundrede meter ved siden af, men så snart vi er kommet ind, bliver jeg træt. De to piger får sat mig i en sofa, hvor jeg sidder alene, mens de danser.
Mens jeg sidder i sofaen oplever jeg, at jeg er vågen, men min krop sover. Jeg har ingen ide om, hvor længe jeg sidder der. Min øjne er åbne, og jeg kan se en gruppe italienske drenge, som sidder og griner af mig. De tager billeder af mig, men jeg kan ikke flytte mig væk. Jeg havde ikke nogen fornemmelse af tid og folk omkring mig.

Omkring midnat ledte de to piger, jeg var sammen med, mig ud på gaden. De siger: ”Christina, du skal bare gå lige ud for at komme hjem. Af sted med dig”. De efterlader mig og går ind på diskoteket igen. Jeg husker at stå foran diskoteket og være på vej hjem. Det næste, jeg husker, er, at jeg står i elevatoren i kirken. Jeg har ingen erindring om at have gået hjem.
Jeg havde sendt min ven en besked klokken 00.12, da jeg gik fra diskoteket. Den næste besked, jeg sendte, var klokken 00.46, hvor der står, at jeg lige er kommet hjem. Jeg kan regne ud, at det har taget mig 30 minutter at gå 600 meter, men hvordan ved jeg simpelthen ikke.

Da jeg kommer ind af døren derhjemme skal jeg kaste op, så jeg løber af sted. Den næste time ligger jeg og kaster op. Og når jeg ikke kaster op, sidder jeg på gulvet fuldstændig afkræftet. Jeg husker, at jeg var ked af det. Umådeligt ked af det. Følelsen af ikke at have kontrol over min krop men at være vågen samtidig er noget af det mest skræmmende, jeg har oplevet. Men lige så skræmmende er perioderne, hvorfra jeg intet husker. Jeg har været så udsat, mens jeg gik hjem. Jeg har været tydeligt langsom og svækket. Jeg kan ikke tro, at jeg blev efterladt til at gå alene hjem. Det er et ufatteligt held, at jeg kom helskindet hjem.

I dagene efter tænkte jeg meget på denne aften. Med hjælp fra billeder og beskeder fra den 19. november prøvede jeg at stykke aftenen sammen med, de brudstykker jeg kunne huske. Hvordan kunne jeg få det så skidt?
Men puslespillet gik ikke op i mit hoved. Jeg havde spist aftensmad med familien, så jeg havde massere af mad i maven. Jeg havde drukket tre drinks, som jeg plejede. Jeg havde ikke drukket fra glas, der ikke var mine, og jeg havde ikke efterladt mine drinks uden opsyn.
Alligevel havde jeg mistet bevidsthed flere gange på en aften. Jeg havde mistet kontrollen over min egen krop. Jeg havde været syg og svag i flere dage efterfølgende.
Jeg er sikker på, at min krop ikke har reageret sådan udelukkende på grund af alkoholen. Jeg er bange for, at det var bartenderen, som har blandet noget i mine drinks. Vi sad ved et bord, så vi så ikke drinksene blive lavet. Jeg gik ud fra, at jeg kunne stole på, at drinksene var rene, når de kom direkte fra bartenderen.

Jeg skriver det her oplæg for at fortælle historien og i håb om, at nogen kan lære af mine erfaringer!
Det eneste, jeg kan sige, som kan hjælpe er: vær opmærksom!
Vær opmærksom på dine drinks! Vær opmærksom på dine venner og veninder! Efterlad ikke dine venner og veninder – især hvis de ikke er sig selv. Pas på hinanden derude!

Se jeres drinks blive lavet eller køb øl, der bliver åbnet ved bordet. Drik ikke fra andres drinks og efterlad ikke jeres drinks ude af syne.

Billedet her er taget i elevatoren, da jeg var på vej i byen denne aften. 



mandag den 18. juni 2018

Når jeg har tabt mig [...]

”Når jeg har tabt mig, 
så skal jeg have en tatovering.”

”Når jeg bliver tynd, 
så skal jeg gå i lige det tøj, jeg vil.”

”Når jeg har tabt mig, 
så vil fyrene begynde at lægge mærke til mig.”

”Når jeg bliver tynd, 
så bliver jeg glad.”

”Når jeg har tabt mig, 
så starter livet virkelig for mig.”


Sådan har jeg tænkt i mange år. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været tynd på ”den sunde måde”, hvor det ikke var fordi, jeg talte kalorier med hård hånd og begrænsede mig selv ubarmhjertigt. Sidst jeg tabte mig, var i 2014 efter overgrebene. Jeg havde det forfærdeligt i min egen krop, så det var nemmere at ændre dens ydre end at arbejde med mit indre. Jeg troede, at jeg var forkert. Jeg troede, at jeg ville blive glad, hvis jeg tabte mig. Men sandheden var, at jeg var mere ulykkelig end nogensinde før.
Det blev en kamp om, hvor meget jeg kunne reducere mig selv i håb om at blive mere værd.

Spoiler alert: Det virker ikke!

Det, jeg er ved at lære, er, at livet ikke starter, når jeg har tabt mig, eller når jeg er blevet tynd og ”smuk”.

Livet er startet!

Livet kører derudaf for fulde drøn, og jeg går og venter på, at min krop bliver ”rigtig”, selvom jeg godt ved, at det ikke er det, jeg skal. Jeg skal ikke tabe mig for at leve op til nogle kropsidealer, hvor min krop ikke har det godt. Min krop kan ikke holde 60kg. Det kan den simpelthen ikke. Og det er helt okay. Min krop kan heller ikke altid holde 80 kg, og det er også okay. min vægt kører op og ned, og det her helt okay. Uanset hvad din krop vejer, så definerer det ikke dit værd, og det begrænser ikke dine rettigheder!

Jeg skal ikke tøjle mig selv og leve minimalt for at:
-       være glad
-       være smuk
-       få en tatovering
-       have venner
-       gå på en date
-       have en kæreste
-       have sex
-       klæde mig, som jeg vil
-       danse
-       være nøgen
-       være selvsikker
-       være herre lækker!
-       leve mit liv

Jeg kan gøre alt det her og have ”min egen” krop samtidig! Du kan gøre det her og meget mere uden at skulle ændre på din krop! Der er ikke noget, du ikke kan gøre. Dit liv er allerede startet. Gå ud og lev det!

Du skylder ikke nogen noget som helst angående din krop! Du skal ikke tabe dig (eller tage på) for nogen andres skyld. Gør det, hvis du føler for det, og lad være, hvis du ikke føler for det. Du er boss. Du bestemmer.

Livets gyldne regel: 
Du lever for dig.

Du er ikke skabt, for at andre skal lægge øjne på dig.
Du skal ikke ændre dig, fordi andre siger noget om dig
Du skal ikke ændre dig, fordi du er bange for, at andre skal sige noget om dig.

Du er smuk, og du er dejlig.
Du har ret til at gøre lige det, du vil! (indenfor lovens rammer dog! – T-rex opfordrer dig ikke til kriminalitet). Du er ikke begrænset af samfundets syn på din krop. Så gå ud og sving de hofter, hvis du føler for det. Eller gå hen til en fyr, når du er i byen, og køb ham en øl. Får du et afslag, så er det også helt fint. For det er til enhver tid bedre end at være hæmmet af tanken:


Jeg gør det, når jeg har tabt mig.



tirsdag den 12. juni 2018

Pige- og drengeslikkepinde

Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange om dagen, jeg skal forholde mig til pigeting og drengeting - ofte markeret med pigefarver og drengefarver. Du ved lyserød og blå/grøn.
Vi møder kønsopdeling så meget i vores hverdag, at vi helt glemmer, at det sker.

På restauranten, hvor jeg arbejder, har vi en skål med slikkepinde i grøn, rød og gul. En far løfter sin dreng op for at nå en. Drengen tager en rød, hvorpå faren siger: "Du skal da ikke have en pigeslikkepind!" og stikker drengen en grøn i stedet.

I øjeblikket bliver jeg så lamslået over farens kommentar, at jeg ikke får sagt noget, men efterfølgende kommer jeg til at tænke:

"Hvad i alverden er en pigeslikkepind?" 

Er den røde slikkepind en "pigeslikkepind", fordi den har en rødlig farve? Og hvorfor vil faren ikke have, at drengen skal have en slikkepind, der forbindes med piger? Vil det gøre ham til en tøsedreng? Dit barn er 3 år gammel, og du fodrer det med snak om, hvad piger må, og hvad drenge må. Piger må spise lyserrøde ting. Drenge må spise grønne ting.

For hvad er det egentlig, han siger? Han siger, at hans søn ikke skal tage den røde slikkepind, fordi den repræsenterer "kvindelige værdier". Men hvorfor de "kvindelige værdier ikke lige så gode som "mandeværdierne"? Hvorfor vil det være så galt, hvis hans søn spiste en "pigeslikkepind". Det er jo ikke fordi drengen på magisk vis vil blive forvandlet til en pige, og selv hvis han gjorde, hvad er der så galt med at være en pige?
Det jeg hører, er, at han implicit siger, at "kvindeværdierne" i den røde slikkepind er mindre værd en "mandeværdierne" i den grønne slikkepind?

Det er en utroligt frusterende situation at stå i, at få at vide, at kvinder ikke er lige så meget værd som mænd. At når en dreng er en "tøsepige", så er han ikke en "ordentlig mand", fordi han viser følelser eller er tilbøjelig til at kunne lide "pigeting".

Så kan man jo sige: "Herregud, Christina, det er jo bare en slikkepind"...

Øh nej.... 

Det er ikke bare en slikkepind. Det er en samfundsformation, hvor vi lærer børn, at drenge er sådan nogle, der kæmper med sværd og leger vildt i frikvarteret, og piger er sådan nogle, der laver perleplader og leger med dukker. Det her handler ikke om, at "kvinder har et moderligt instinkt, der kommer til udtryk i en tidlig alder. Og drenge er beskytterne, der skal øve sig i at kæmpe..."
Buller-shit.

Et andet eksempel er fra, da jeg gik i folkeskole. Vi havde musik i flere år. Ikke én gang har jeg spillet trommer. Kun få gange spillede jeg guitar i musiktimerne til trods for, at jeg gik til guitar i min fritid.
Jeg kan tydeligt huske, at jeg mægtigt gerne ville spille trommer i nogle af sangene i timerne, men der var altid kamp fra drenges side om at spille trommer, hvilket ofte endte i, at vi piger sang eller stod med en lille æg med ris i. Hvis vi var heldige kunne vi slås om marimbaerne, men det er jo ikke helt trommer - er det vel?

Det blev hurtigt en rolle, jeg trådte ind i. Drenge havde førsteret til trommerne og guitarerne. Pigerne havde... ikke. Jeg troede, at jeg ikke kunne, fordi det gør piger ikke. Og hvis der var nogle piger, der spillede trommer, så var det drengepigerne. Og jeg blev først opmærksom på den tanke, da jeg blev ældre.

Drengepige. Rimelig sejt ikke?
Tøsedreng. Ikke så sejt.

Hvor mange piger kender du, der går i "drengetøj"? En del vil jeg gætte på.
Hvor mange drenge kender du, der går i "pigetøj"? Ikke så mange vil jeg skyde på.

Hvorfor er det, at det, vi associerer med drenge, får en ophøjet status?
Og det, vi associerer med piger, får en nedgjort status?

Jeg tror ikke kun, at det er piger, der lider under denne kønsopdeling. Det gør drenge også. De skal leve op til nogle samfundsforventniger om, at rigtige drenge ikke græder, at de "mander sig op", at de leger voldsomt, at de svarer igen og at de spiser grønne slikkepinde.

Den tre årige dreng på restauranten kunne have fået en slikkepind med jordbærsmag. I stedet fik han sur æblesmag.




onsdag den 6. juni 2018

Undskyld dig! #1

Undskyld dig! er story time, hvor jeg fortæller om ubehøvlede ting, folk omkring mig siger og gør. Kan du genkende en historie herinde, som noget du selv har sagt eller gjort, så undskyld dig! 
Dette er sandheden set fra mine øjne, og dette er, hvad dine kommentarer gør ved mig!

Hos min kæreste er de 4 lejere, som hver har et værelse. Derudover deler de toilet, bad og køkken.
2 af min kærestes naboer har jeg aldrig set eller haft noget problem med. Den sidste nabo er derimod en helt anden sag. Kort fortalt stinker der altid af bræk ud af hans værelse (som ligger lige ved siden af min kærestes), hans mug-befængte tallerkener står altid i køkkenet i flere uger, der ligger cigaretskoder OVER ALT, og han bruger toilettet til at slukke dem på og skylle ud i. Denne mand har været meget fuld alle de gange, jeg er stødt ind i ham, og han råber og er altid voldsomt ubehagelig.
Jeg har prøvet at holde mig væk og lade være med at gå ud i gangen, når jeg kan høre, at han er i nærheden. Men i dag overfusede han os, og jeg havde intet sted at flygte hen.

Min kæreste og jeg stod i køkkenet og lavede mad, da han kommer hjem. Man kan høre ham, inden han er trådt ind af døren. Han går forbi 'vores' værelse, hvor døren står på klem. Han stopper op og kigger tydeligvis ind. Ellices værelse roder i dag, for vi er ved at vaske alle sengetøj og lagner. Jeg har taget opvasken og båret det rene service ind, så det er klar til at blive sat på plads.

Naboen råber tydeligt: "Ah, Mongol! Det her orker jeg simpelthen ikke." og så fortsætter han til sit eget værelse, som er overfor køkkenet. Både min kæreste og jeg er stille. Vi venter på, at han skal låse sig ind på sit værelse.
Det gør han så, imens han bander grimme ting af os.
Vi ser på hinanden og ånder lettet op.

Et minut efter kommer naboen ud igen. Han kigger kort ind på os, men går så direkte på toilet. Igen er vi stille. Energien omkring ham er simpelthen så ubehagelig, at jeg faktisk bliver en smule skræmt allerede her.
Da naboen kommer ud fra toilettet, går han forbi os men vender om og træder ind, så han spærrer dørenåbningen til køkkenet. Og så begynder han at overfuse os.

Han har hævet stemme, så han næsten råber. Han siger, at Ellice skal tage sig 'fucking sammen' og om 'køkkenet nu skal flyde de næste to uger, fordi vi laver mad', selvom det er hans opvask, der står i et kæmpe bjerg i hjørnet. Han bruger en masse grimme ord, som jeg ikke vil gentage.

Jeg skal til at sige, at det ville være dejligt, hvis han ville hidse sig ned og sænke stemmen, men han træder frem imod os og fremtoner sig truende. Og pludselig tør jeg ikke sige noget, for jeg kan mærke, at sandsynligheden for, at han bliver fysisk, hvis jeg siger noget, ligger omkring de 90%. Ellice har tidligere fortalt mig, at han bliver voldelig, så jeg træder tilbage og bliver mundlam.

Al den vrede, jeg havde over hans kommentarer, bliver til angst. Jeg bliver bange for ham. Det er ikke kun, fordi han taler grimt. Jeg er bange for, at han skal slå mig eller Ellice. Der er to gryder med kogende vand på komfuret ved siden af os, og jeg bliver bange for, at han skal skubbe en af os, så vi får det kogende vand ned over os.

Alt ved ham skræmmer mig. Hans fuldskab. Hans råben. Hans opførsel. Og.... at han ramte mig så dybt. Han var og havde alle de karaktertræk, som jeg ikke kan lide ved mennesker: Voldsomhed, selvvisk, ubetænksomhed, arrighed og ikke mindst; direkte aggression til et punkt, hvor jeg ikke ved, om jeg kan forsvare mig overfor ham.

Ellice afværgede ham, og naboen gik indtil sig selv.
Men jeg sidder tilbage nu frygtsom og uden appetit.
Den dejlige og afslappede dag, vi har haft, er væk, og mine stressniveauer er ekstremt høje.
Nu vil vi gå en tur, og genfinde det gode humør!

For helt ærligt
- Hvem tror du, du er?


Undskyld dig!








tirsdag den 5. juni 2018

You are beautiful - it is true!


Hvordan ser denne kvinde ud?

Hvordan ser en kvinde ud, som kan få James Blunt til at være så ulykkelig? I musikvideoen begår han selvmord, fordi han ikke kan være sammen med hende.

Jamen Blunt synger:
"You are beautiful - it is true!"
om og om igen.

Men jeg havde aldrig forestillet mig, at det kunne være en som mig, han synger om. Men hvorfor ikke? Hvem definerer skønhed? Det er ikke bare 'øjet, der ser' - det er det sind, der respekterer og accepterer alle.

Du er smuk. Jeg er smuk. Vi er alle smukke. 


Og hvis du føler, at du aldrig vil møde et andet menneske, som synes du er smuk, så vent... Vent og træk vejret. For uanset hvordan du ser ud, så synger James Blunt om dig!


Hav en dejlig dag!



Ingen lommer? - Det er en ommer!

Lommer…. Can’t live without them – can’t live with… oh wait!

Afhængigt af dit køn og din omgang med kvindetøj så ved du måske, at kvinders tøj ikke altid har lommer. Nogle bukser har miniaturelommer, som du lige akkurat kan klemme to fingre i, men som ikke kan indeholde andet end fnuller.

Så er der de falske lommer… puuuuha. Det burde være ulovligt! Bukserne er designet, så det ser ud som om, de har lommer. MEN DET HAR DE IKKE!

Nogle bukser har også lommer… som er syet sammen, så du ikke kan komme i dem. Hvis du vil benytte din lomme, så skal du selv sprætte den op. Dette gør man fra designerens side, så at tøjet skal sidde pænere på, når du prøver det i butikken. Men har I mænd derude nogensinde sprætter jeres lommer op? I så fald vil jeg vældig gerne høre om det!

Jeg syer af og til mit eget tøj. I foråret syede jeg et pleaded skirt i 50’er stil. Opskriften, jeg brugte, havde ikke lommer, så jeg måtte finde ud af, hvordan jeg kunne sy lommer i min nederdel. Det var ikke specielt svært, og jeg må sige at resultatet er meget tilfredsstillende!
Jeg elsker store lommer!


For min telefon er ikke mindre end en mands telefon. Min pung er ikke mindre end en mands pung. Mine nøgler er ikke mindre end en mands nøgler. Jeg har akkurat de samme ting med mig som en mand har. Hvorfor har mine bukser så ingen lommer?

Min lækre nederdel med GIGA lommer!