The Chapter About Being A Survivor

If you are a survivor of sexual assault, please know that you are under no obligation to speak up or to turn your story into an empowering story for others. You are allowed to focus on yourself completely. 

 

Just you.

Hocus pocus you in focus.

 

Perhaps all you want to do is to survive. Which is hard enough as it is. Surviving takes more what you may be capable to give it. It may require too much and end up overwhelming you. Know that you are allowed to take all the time you need to find your ground and stand up tall again. 

But also know that a person betrayed you. That is not and can never be your fault. Stop replaying the scenario/s trying to figure out what to change, because no matter what you believe, you will never have any responsibility for what happened. Whether you like the word or not; you are a victim of a crime. And not just any crime - one of the worst crimes you can do to anyone. Rape takes away all trust one might have in the world. Rape and the memory of the rape cannot be left in the past. It follows you everywhere you walk. It is in the walk you talk and in the way you laugh. It will always be there lingering. And that is what many people don’t understand. The feeling of having a dark spot in your mind and on your body. It is dirty, but it can’t be washed or rubbed away. And it feels like it is you – who are dirty but listen very carefully to me right now – it is not your dirt, it is theirs. You have no ownership of that dirt and no responsibility. You are not to blame. And you’re not obligated to show people the dirt if you aren’t comfortable with flashing yourself. You don’t have to talk about it, and you don’t have to show it off. 

The truth is that being raped can destroy you. No. Let me correct that sentence. The truth is that rape has the ability tell you, that you are damaged or that you are no longer whole. The feeling it gives you inside is so grim, that it devours all sense of self and wholeness. 

But please know that they did not take anything from you. You are still you – though it might not feel like it. I promise you - it is all there. 

 

After someone sexual assaulted me I spend the first few years in chaos. No one ever said that recovering would be this hard. Now – years after I am still fighting the mess that it left inside me. I fight the sadness, the hurt, the pain, the shame, the fright but most of all I fight the anger. I have learned that I am angry. I used to be all frightened and scared, but through counselling I turned some of that into anger. Though anger can be a healing feeling, it can also be destructive and keep you in your other hurtful feelings. But it is easier to be angry than it is to be scared all the time. And all I can say is: You do you, Boo. 

Some people will never understand that surviving is more than a fulltime job. You might encounter family or friends, who will ask you to choose between surviving and dwelling. We of cause want to move on eventually. But the people, who set the ultimatum doesn’t mean for you to choose. What they are asking of you is to move on now – Because they are tired of being faced with your trauma. But you know what? Fuck that. If you need to ‘dwell’ then inhabit the fuck out of it and build a cabin. And if you need to ‘survive’ then forget it ever happened. And if you want to be angry and start a movement, then please go ahead! No matter what you choose, please know that I stand behind you every part of the way. No one can tell you how to feel. 

 

So, if you need to feel angry – feel it. 

If you need to forget –move on. 

And if you need to forgive … Then forgive them. 

 

You are a fighter. Fight on. 

Brev 2

 Kære du

Min kære ven. Jeg forstår ikke, hvordan du kan virke så rolig og afslappet ud af til. Du smiler altid, og du er altid venlig. Eller det det, fordi jeg ser facaden? 

Hvorfor er du ikke vred? Jeg forstår det ikke. Jeg er vred. Jeg er så vred, at jeg næsten ikke kan beskrive det. Jeg viser det sjældent igennem min facade, men det æder mig op indefra. Jeg har næsten ikke mere af min venlighed tilbage. I dag tæskede jeg bananer. This is what it have come to. Seriøst. Jeg havde svært ved at stoppe. Jeg mosede og mosede og smadrede og SMADREDE, og jeg tror, at jeg havde kastet skålen med død banan across the room, hvis jeg ikke havde stoppet op. Stoppet op og tænkt: Hvis jeg ikke holder inde, så ender jeg med at smadre noget, som jeg sætter pris på. 

Så jeg var nødt til at stoppe. 

Men jeg har brug for at smadre noget. Det har jeg virkelig. Jeg har en tanke om, at jeg kunne kontakte en skrothandler og spørge, hvad hvad vedkommende skal have for, at jeg får lov til at gå løs med et bat i en time. Så kan jeg få lov til at skrige og slå og smadre og ødelægge og destruere og flå og og og... og slippe min vrede løs. 

Hvad kom først? Vrede eller destruktion? 

Vil min vrede vokse, når jeg giver den lov til at komme frem? Det frygter jeg. Lige nu kan jeg mærke et behov, der skriger: 

"Kast din computer tværs igennem rummet"

Jeg har før beskrevet, hvad jeg er vred over. Det er, som om verden er blevet mere kompliceret siden. Dengang konkluderede jeg, at jeg er vred over, at jeg er vred. Det er jeg stadig. Men det er sværere for mig, at identificere min vredes oprindelse. Men jeg tror, den ligger i min sygdom og fornemmelsen af, at jeg ikke har et normalt liv og kan de samme ting, som min jævnaldrende kan. Og jeg prøver og prøver, og hver gang bliver jeg slået i hovedet med en kæmpe hammer, som fortæller mig: 

"Bliv nede"

Og det svier. 

Og så tænkte jeg, at det kan være, at du har det på samme måde? Men så kom jeg til at tænke på dit smil. Hvordan gør du det? Hvordan smiler du igennem smerten. Det ved jeg, at du gør. Jeg har set dig græde engang, hvor jeg kom ind på din stue, og alligevel smilede du til mig. Min kære ven, er du ikke vred? Er du ikke rasende over, at disse livsforandrende sygdomme har ramt dig - os?

Vores sygdomme er forskellige. Vi er syge må forskellige måder, og alligevel så kan jeg se dig kæmpe med de samme ting, som jeg kæmper med. Jeg kan høre, at du taler om den samme smerte, som jeg kender fra mig selv, Så jeg gætter på, at jeg også skal medbringe et bat til dig, så vi sammen kan slå på noget skrot. 

Skizofreni

Til min nyeste youtube video skrev jeg et digt om skizofreni. Her er digtet, hvis I har lyst til at læse det.

Schizophrenia. The world I live in is different from yours. In my world the walls talk and furniture dance around. In my world I am the reason why people die. I am a death walker. Where I walk, there is death. 

But am I mad? Am I evil? Or am I chosen? For something great? For disaster? Or for an ordinary life with mediocre happiness and love. 

They say that I am sick. That I have a genetic predisposition for insanity. That is the reason for my madness. Hearing voices and seeing ghosts. Living a nightmare which I can’t wake from. 

She said she is my twin. I look at her and she glares at me. Grins at my life in secrecy. What did she say, she wanted to gain? Oh, my twin, does she see my pain? We are united like sheep in a fold. Never to see what the other side holds. What was it like when she was not there? Before I had heard her voice and words of care? Is she a demon sent from hell? Sent here to put me under her spell. 

I thought that I was just depressed. But reality is, that I have another illness, which cannot easily be explained. I live in fear of the world. I live in fear of myself and my thoughts. If my thoughts can kill, no one will be safe around me. I love my family. I love my friends. And I can’t bear the thought of never seeing them again. But I feel like I am a danger to their lives. That is what the illness wants me to think. So I stay with them and show them my love. 

I let them know that I am sick. And that I never meant to harm anyone. So if I ever hurt anyone. I am sorry... There’s parts of my brain which I don’t understand. 

Because sometimes I hear screams of death and it feels likeI have lost control over my head. But sometimes the voices are gentle and nice - like they're trying to give me their best advice. But what is their motif? Why are they there? Other than to give me a complete scare. 

I have schizophrenia.

Din eneste forpligtigelse

Kære dig. Her er nogle gyldne ord, som jeg håber, du vil tage med dig. Din eneste forpligtigelse er overfor dig selv. Altid.

Den eneste, du er forpligtiget til at elske er dig selv.

Nogle gange kan det være svært at sætte sig selv først, men det er en af grundene til, at det er så vigtigt. Du er virkelig nødt til at sætte dig selv op på en piedestal og sætte en stor krone på dit hoved. Vi er nemlig så vant til at sætte andre på piedestaler og give dem magt over os, at det gør os syge. Det gør, at vi mister kærligheden til os selv – for andre mennesker sårer os.

Nogle af de mennesker, som vi sætter over os selv kan være venner, familie og kendte, som vi (måske ubevidst) lytter mere til, end vi lytter til os selv. Forstå mig ret – det er vigtigt at få andres hjælp og nogle gange også meninger og holdninger – det kan vi vokse af som mennesker. Men hvis nogen siger noget om f.eks. din vægt, dit udseende, dit tøj, din væremåde, dit liv eller hvad du burde gøre, og du sætter deres mening over din egen, så gør du din egen piedestal mindre end deres.

Og det går ikke.

Et svar dertil kan være: ”Tak (Eller nej tak) for din mening, men jeg synes, at pink hår er fucking nice. Jeg vil ikke fjerne det. Hav en god dag” eller ”Jeg hører, hvad du siger, men i dag har jeg faktisk behov for/lyst til en kortærmet trøje. Og jeg sidder på den højeste piedestal – det siger T-rex nemlig.” og så rynker de deres øjenbryn eller bliver sure, for de er nemlig vant til, at du sætter dem højest. Men det er slut nu. Kære du er nemlig øverst. Get used to it.

Men du skal også vide, at der kan være koldt på toppen. Folk kan ofte forveksle det at sige fra og have selvkærlighed/prioritere sig selv for arrogance. Især når kvinder gør det – men det er en helt anden snak til et andet indlæg.

Men vid også, at du er i stand til at holde dig selv varm. I realiteten behøver du ikke andre end dig selv, hvis de personer ikke anerkender, that you are the love of your own life. Når man begynder at elske sig selv, så spotter man hurtigt, hvem der er giftige i sit liv. Og jeg siger ikke, at man skal smide dem ud af sit liv, for så ender man måske med at stå helt alene. Det, jeg siger, er, så længe du ved, hvem der har tendens til at være giftige, så kan du opfatte og placere deres ord anderledes. Du behøver ikke tage dem til dig.

Den eneste, du er forpligtiget til at lyttet til, er dig selv. Og det er et magisk øjeblik, når det går op for dig. Det er en enorm lettelse. Men det bliver også en byrde. For nu har nu lært en egenskab, som de fleste andre mennesker aldrig lærer. Du er nu på vej til et sted, hvor du ender med at blive gladere og mere tilpas, men det er ikke en lige vej. Det er en kæmpe labyrint, som vil forsøge at snyde dig og lokke dig ned fra din piedestal.

Og når du vil bliver kaldt for arrogant, opblæst eller egoistisk, er det bedste, du kan gøre at opfatte det som et kompliment. Du rykker ved noget i folk. Noget som de aldrig har oplevet før. Og i bund og grund er de jaloux. De vil også sidde øverst på deres egen piedestal, men de er for forpligtiget af andre mennesker til at kunne klatre derop. Hvis du har overskud, kan du hjælpe dem. Men vid også, at nogle mennesker ikke vil hjælpes. Og det er ikke dit ansvar.

Så nu vil du til at elske dig selv, hvordan gør du så det?

Det første, du skal gøre, er at lære at sige nej. Og det er sygt hårdt. Og folk kommer ikke til at forstå. Men du er nødt til at skabe grænser for at holde ukrudt ude af din have. Ukrudt er al ubehag, du kæmper med inde i dig selv: Tidspres, energiunderskud, selvhad og/eller selvskade.

Her er nogle eksempler på ting, som man kan sige nej til:

-       Nej, jeg har faktisk ikke tid/lyst til at ses, selvom det vil være sygt hyggeligt.

-       Nej, jeg har ikke lyst til alkohol.

-       Nej, jeg synes ikke, at jeg skal skifte min trøje, den er enormt god til mig.

-       Nej, jeg har ikke lyst til at spise den mad.

-       Nej, jeg er faktisk sulten, så jeg har lyst til at spise den mad.

-       Nej, jeg har ikke lavet lektier. Jeg har plejet mig selv i stedet.

-       Nej, du skal ikke tale sådan til mig.

-       Nej, du skal ikke røre mig.

-       Nej, du skal respektere mig.

-       Nej, du skal ikke sætte mig på en piedestal. Min eneste forpligtigelse er overfor mig selv.

-       Nej, jeg synes ikke det er rart, at du ringer til mig uden at spørge, om jeg har tid først.

-       Nej, i dag har jeg kun tid til at snakke i 30 minutter.

-       Nej, jeg har det ikke godt.

-       Nej, jeg skal ikke træne i dag.

-       Nej, det kan jeg ikke gøre for dig.

-       Nej, det har jeg ikke lyst til.

-       Nej, verden er ikke altid et godt sted at være, men nøj hvor vi arbejder på det!

… og til sidst:

-       Nej, for jeg elsker mig selv.

Vi er blevet alt for hurtige til at sige ja – også når vi ikke har lyst. Og det fylder vores have med ukrudt. Men når vi så får luget ud, hvordan fylder vi så haven med dragende blomster? Hvad er det, vi skal sige ja til?

Her er nogle eksempler på ting, som man kan sige ja til:

(Hvis man har lyst!)

-       Ja, hvor er det dejligt, at du skriver. Jeg vil super gerne lave noget sammen!

-       Ja, du har ret, lad os diskutere emnet.

-       Ja, lad mig lige vende tilbage til dig.

-       Ja, den her pizza er fucking lækker.

-       Ja, det er virkelig rart, når du rør mig sådan.

-       Ja, jeg tager lige et varmt bad og plejer mig selv.

-       Ja, jeg vil sygt gerne løfte nogle vægte med dig.

-       Yeeees Gurl, den her T-shirt ser fantastisk ud på mig.

-       Ja, jeg er ved at eksperimentere med makeup.

-       Ja, jeg satte mig ned og læste denne bog.

-       Ja, jeg har lavet mad til mig selv i dag.

-       Ja, jeg prioriterede mine 7-10 timers søvn i denne uge.

-       Ja, det føles fantastisk at pleje mig selv.

-       Ja, jeg har totalt brug for den der nipsting. Den fylder mig med kærlighed.

-       Ja, fortæl mig noget, som jeg ikke ved om dig.

-       Ja, vand er virkelig godt for mig.

-       Ja, nu skal jeg vise dig, hvordan jeg dyrker yoga.

-       Ja, jeg har en bestemt vejrtrækningsrutine. Vil du se?

-       Ja, lad os gå en tur. Jeg vil høre alt om dine nye bumser.

… og til sidst:

-       Ja, for jeg elsker mig selv.

Det er vigtigt, at du sætter dine grænser overfor folk både familie, venner, bekendte og fremmede. Men før du kan gøre det, så skal du finde ud af, hvor dine grænser egentlig er.

Hvordan må folk:

-       Tale til dig.

-       Tale om dig.

-       Røre dig.

-       Se på dig.

-       Kommentere på dig.

-       Manipulere med dig.

Der er kun én til at sætte dine grænser, og det er selvfølgelig dig selv. Og det kan godt tage lang tid. Så tag endelig al den tid, du skal bruge. Du har et helt liv til at afprøve og sætte grænser. At du sætter en grænse i dag, betyder ikke, at den grænse er det samme sted om ti år. Da jeg var teenager, havde jeg ikke forstået, at jeg havde ret til at sætte grænser for mig selv. Jeg troede, at jeg skulle følge ”samfundets grænser”, men samfundet har ikke nogen grænser. Samfundet har kun friheder, og dem vil du ikke lade overtage din krop. Ingen har nogen frihed over din krop. Alle skal følge dine regler og dine grænser angående din krop.

Da jeg gik i folkeskole havde vi et stykke rødt pap klisteret til tavlen. Der stod:

”Du skal behandle andre, som du selv vil behandles.”

Det er noget kæmpe bullshit. Jeg har sagt det før, og jeg vil sige det igen til verdens ende. Du skal behandle andre, som de vil behandles. LIDT HØJERE TIL DEM NEDE BAGI.

Du skal behandle andre, som de vil behandles.

Når denne regel bliver overholdt gensidigt, så bliver alles behov og grænser taget højde for. Et eksempel på dette er, at jeg er religiøs, men føler ikke behov for at råbe: ”Kristus elsker dig”, hver gang jeg ser dig. Jeg respekterer, at det ikke er alle, der er religiøse. Ligesom du respekterer, at jeg ikke kan lide de der nasty grønne tang strimler. Du smadrer dem ikke ind i min mund, når jeg åbner den for at tale.

Det er basal logik, men alligevel er det ikke alle i vores samfund, der kan aflæse hinandens grænser, og derfor bliver vi nødt til at sige dem højt nogle gange.

”Fuck nu af med din ’Kristus mig her og Kristus mig der’. Tak!”

”Fuck nu af med dit tangsnot. Tak”

(Word accepterede ’tangsnot’ som et ord!)

Bare for at give nogle eksempler…

Så hvorfor handler det her om at elske sig selv? Fordi kundskaben at kunne sætte grænser er god selvpleje og selvkærlighed. At sætte grænser betyder, at du ikke giver folk magten til at såre dig og lade dig tro, at du er for nærtagende og arrogant. Næh nej, når du har en klar grænse, så kan du afvise folk tilbage til deres side af grænsen og lukke døren i hovedet på dem. Og gør det. Luk folk ude, hvis du skaber nye sår på din sjæl. Giv folk timeout, hvis de ikke tillader dig at hele de sår, der er på din sjæl.

Luk skraldeposen og bær den ud. Den hører ikke til i din smukke have…

Når du fjerner skraldet, kan du se dine skønne blomster, som i dette tilfælde er et symbol på din værdi, kompetencer, emotionelle- og intellektuelle intelligens, mod og styrke. (Og her er du velkommen til at sætte en masse positive ord ind. Smid dem ind alle sammen. Alle dine evner og kundskaber. List alt, du kan. Navngiv dine blomster!)

Så nu hvor ukrudtet er ude, så er det tid til at pleje dine blomster. Både de, som stråler og de, som trænger til en kærlig hånd. Og hvordan man gør det, er et emne til en anden gang.

Tak fordi du læste med!

Frisk plukket depression 1 for 20 - 2 for 30.

Vidste du, at man for at kunne få diagnosen ‘depression’ skal have været depressiv i to uger? 

Til tider kan jeg have svært ved at forstå, at nogle mennesker har en depression i nogle uger, og at den så går væk af sig selv. Mine depressioner har altid varet i lange perioder - nogle gange år. 

Faktisk tænker jeg, at jeg har haft én depression fra da jeg gik i 8. klasse til denne vinter (2020), hvor jeg i februar mærkede en forbedring, som har været enormt tiltrængt. Så når man tænker over det, så vil jeg vurdere, at jeg har haft en grad af depression i omkring 8-9 år. 

OTTE TIL NI ÅR. 

Jeg kan slet ikke begribe det. 

Der har selvfølgelig været perioder, hvor jeg har haft det bedre end andre perioder, men jeg tror, at jeg har været syg stort set hele tiden. 

I februar følte jeg, at jeg fik mere overskud og kunne mærke ‘tyngden’ lette lidt. Så selvom foråret har været helt uventet stressende på mange forskellige måder, så har jeg egentlig følt, at jeg kunne holde mig oprejst igennem det. Corona har sat sig mere i min angst, end det har sat sig i min depression. 

 (Jeg troede, at jeg allerede var bange for alt, der kunne være farligt i verden. Det viste sig så… at jeg ikke havde overvejet en pandemi som en mulig fare. Så spørgsmålet er, hvad er der, at være bange for, som jeg endnu ikke har været opmærksom på?)

 

Selv igennem mine eksamener tænkte jeg, at jeg ville ende med at stå lodret, når sommerferien kom, men måske har presset alligevel været for meget?

Jeg har ikke hørt stemmer længe. Og jeg troede egentligt, at det var et overstået kapitel. Men under mine eksamener, begyndte de at komme tilbage. Det var på en anden måde end tidligere, hvor jeg havde hørt klare stemmer og skrig. Nu var det som om, nogen havde tændt for 100 fjernsynskanaler, som larmede i baggrunden. Det var særlig voldsomt, når jeg skulle sove. Og det værste var, at stemmerne ikke snakkede til mig. De snakkede til hinanden, og det var ikke altid lige klart, hvad det egentlig var, de sagde. Og i dag kan jeg ikke gengive, hvad de har sagt. Det eneste, jeg husker, er, at der var en, der sagde noget, om noget fare, som man skulle være opmærksom på. Men hvad det er, ved jeg ikke. 

Så eksamenerne kom og eksamenerne gik. 

Og stille og roligt forsvandt stemmerne. 

Og jeg tænkte: 

Cool, min hjerne ved, at nu er der sommerferie. 

Indtil for en uge siden. 

Jeg havde haft nogle venner på besøg i min lejlighed lørdag. Mine venner kan være højrøstede, så på et tidspunkt måtte jeg trække mig tilbage, fordi jeg følte mig lidt overstimuleret. Og det har nok været det første tegn på, at noget var galt. For jeg har ikke rigtig været overstimuleret (i sådan en grad, at jeg har måttet trække mig) siden i vinters. Søndag var jeg flad. Jeg sov en lur på 5 timer. Og jeg kunne ikke rigtig stå ud af sengen, da jeg skulle lave aftensmad. Det er ikke unormalt, hvis jeg har været presset. Jeg regner generelt med at have en off-day dagen efter, at jeg har set mennesker. 

Men min off-day fortsatte og blev til, hvad lægerne kalder for et ‘depressivt-skred’. Og det føles virkelig som et skred. Jorden bliver virkelig revet væk under en. 

Alle teknikker og støtte-søjler, som jeg har opbygget de seneste år, var pludselig væk, og det gik stærkt nedad. Det føltes underligt velkendt, næsten som om det havde en duft, som man kan genkende og som bringer et minde frem. Det øjeblik, det gik op for mig, at jeg var ved at få det dårligt på den dårlige måde, var en aften, hvor jeg var gået i bad. Mit hår var vådt, men jeg havde ikke kræfter i mine arme til at vaske det. Men jeg havde heller ikke kræfter til at vende om og skulle forsøge at redde mit våde hår ud uden, at det havde fået balsam i sig - det er umuligt. 

På få minutter gik jeg fra at tænke, at et bad var en god og afslappende ide til, at det var umuligt. Jeg fik mit første panik-angstanfald i mange måneder - næsten et halvt år. Og dertil følger en dejlig cocktail af ‘depressions-tanker’:

- Jeg kan ikke noget. - Jeg har ingen værdi. - Hvorfor kan folk overhovedet lide mig? - Kan folk overhovedet lide mig? - Ingen kan lide mig. - Jeg er tom. - Totalt tom. - Jeg føler ikke noget. - Jeg føler alt for meget. - Jeg føler stadig ikke noget. - Jeg har ondt over det hele. - Jeg kan ikke mærke min krop. -Er det her overhovedet min krop? - Det føles ikke som min krop. - Shit det er helt forkert alt sammen. - Hvorfor er det, at jeg tror, at jeg kan noget som helst? - Jeg kan vitterligt ikke komme på én ting, som jeg kan finde ud af. - Jeg er et ondt menneske. - Hvorfor er jeg så nederen et menneske? - Hvorfor tager jeg mig ikke bare sammen? -Det kan virkelig ikke være så svært at fucking vaske sit fucking hår. - Hvorfor har jeg hår? - Jeg fortjener ikke at have hår. - Jeg burde egentlig bare klippe det af…. 

Og lige dér gik det op for mig, at den var gal. 

Jeg tror, at jeg har skrevet om det på T-rex før, men i det øjeblik, jeg seriøst overvejer at skade mit hår eller klippe det af eller flå det af, det er et klart og tydeligt tegn på, at jeg ikke længere selv sidder i førersædet. 

Og jeg sukkede og fortalte mig selv: 

“Christina, din dejlige og kompetente kvinde… Vores depression er tilbage. Vi starter sikkerhedsplanen op.” 

Og sådan var det.

Jeg har tidligere beskrevet min sikkerhedsplan. Den er i indlægget, der hedder “Dyr med G” hvis du har lyst til at læse den. 

Torsdag nat tog jeg hjem til mine forældre, og i dag har jeg været til samtale hos overlægen i OPUS. Det er lidt ligesom at møde chefen. Hun er 'in charge', og er en meget travl kvinde. Jeg skulle have set hende alligevel, fordi vi skulle diskutere, om jeg skulle skifte depressions medicin til noget med færre bivirkninger (og risikere lidt mindre positiv effekt) eller måske bare gå ned i dosis. Men den plan har fået et stort STOP-stempel. I stedet skal jeg trappes ud af min angst-medicin, som jeg alligevel ikke mærker effekt af. Den giver kun bivirkninger og har fået over 6 måneder til at give effekt. Ud med den. Så det er planen. 

Men nu har jeg så tænkt: Er det her en ny depression, eller er den en del af mine årelange depression? For… jeg har haft det bedre, fordi medicinen har virket. Havde jeg ikke taget min medicin, så havde jeg ikke haft det godt. Så er der jo stadig behov for depressionsmedicin ergo må jeg jo stadig have haft en depression…? Jeg har bare ikke vist symptomer, fordi medicinen har gjort et fantastisk arbejde med at holde dem nede i de sidste 4 måneder. Nu går den så ikke længere. Det er en skam. Men det kan jeg godt håndtere. Det skal jeg kunne. 

Men shit hvor er det svært. 

I lørdags var jeg i biografen med to veninder. Da jeg kom hjem, Kunne. Jeg. Ikke. Mere. Jeg var så ekstremt overstimuleret (Vi havde set Little Women - en super rolig og behagelig film) og jeg brød totalt sammen. Jeg måtte bede min mor hjælpe mig ude af bilen, fordi jeg var i tvivl om, om jeg overhovedet kunne stå op, hvis jeg trådte ud uden hjælp. Jeg lå resten af dagen og aftenen i min seng med min kugledyne og ‘lege’ “Dyr med G”. 

Min pointe med det hele er, at jeg sjældent har oplevet at miste mig selv i sådan en grad på en uge. At gå fra at have det fint til at være ude af stand til at stå på mine ben FORDI MIN HJERNE ER KED AF DET. Jeg har før prøvet, at min krop ikke ville lystre, fordi min depression er så indgribende, men det er som regel der, jeg bliver indlagt efter lang tid med symptomer og utallige dage i sengen. Der her er kommet så hurtigt og voldsomt, at jeg ikke kan følge med mere. 

Og der er ‘kun’ gået 9 dage. Altså skal jeg have haft det dårligt i endnu 5 dage, før det officielt er en en depressions-diagnose værdig. 

Men altså… jeg kan dufte det, og det stinker af depression. 

T-rex fortæller om at være skæv som en langhals.

Det er mandag. Klokken er 03:51. Så det er faktisk tirsdag.
Klokken 11 tog jeg min medicin, som inkluderer:

(1) D-vitamin fordi jeg på ca. 12 og man ligge i over 200-400, hvilket er bedst for kroppen. Så jeg har fået besked på: D VITAMIN, UNGE Da-MÆ. SOLLYS, UNGE Da-MÆ. SPIS SUNDT OG VARIERET, UNGE Da-MÆ. Så det gør jeg. Jeg forsøger virkelig.

(2) Angst medicin. Giver ikke den ønskede effekt. Bliver outsourcet i den følgende måned.

(3) P-pille. Virker optimalt. Smerterne ved menstruation er næsten væk. Herlig. Vi beholder den tak.

(4) Det er miinnnn...... depressionsmedicin. Virker super godt. Især når jeg husker at tage den. Hver dag. Har faktisk formået at at tage dem hverdag siden sidste summer (Der havde jeg så også GLEMT dem i en hel måned. Jeg er ikke stolt.) Skal måske skiftes ud på grund af bivirkninger... Mine ben er til fest 24 timer i døgnet. De står aldrig stille. Det er et kæmpe problem. Jeg er begyndte at folde min kugledyne og lægge den han over mine fødder. Så holder de sig mere i ro. Men vi kan godt lide depressionsmedicinen - og selvom jeg ikke kan lugte noget, og jeg sveder som en krokodille. Det er altså super klamt, det er det.

(5) Og nummer 5 er "my pressssiiiihoiusssssssss" min Zolpidem sovemedicin. (Jeg vil starte med at påpege, at den faktisk gør et rigtig godt stykke arbejde de fleste nætter, men ikke altid...) Oh yeah. Der går mange rygter om this bad boy! Og om nogle møbler der flytter sig, eller høns omkring et lejrbål i min seng. Jeg har sågar set en dinosaur gå forbi mit vindue! Åh ja, og min telefon gror hår ja. Jeg har også lavet en talebesked til min ven og anklagede ham for ikke at bekymre sig for de individuelle masker i mit hækletøj. Det er også for groft! (Sorry, Hjalle)
Konklusionen må være, at ehhhh. Sovepillen virker ikke altid som den skal. Tydeligvis. Og det er ikke kun hos mig. Min veninde Lulu og jeg kalder fænomenet "at være Zolpidem-skæv"
Nogle gange kan man bare lægge sig til at sove. Fint Fino. Intet problem. Andre gange gør den det modsatte. Så gør den en frisk. Som havde man drukket en hel masse koffein. Og så i stedet for at blive irriteret over, at man ikke kan sove (for det opfatter man overhovedet ikke) så går man i gang med noget.

Her er nogle gode eksempler:
- Sortere ting fx. krydderier i orden efter hvor meget de dufter af regnbuen.
- Smide væk: Fx: Tøj eller i dag smed jeg 150 venner af facebook. UD med dig Ud med dig og dig og dig og dig og ah shit.... Nå må jeg hellere genansøge dem...
- Fotografere mine tatoveringer med spotlights og vinkler...

Og der ender med at gå flere timer, før man opdager, at man ikke sover. For klokken er T-3 timer til at du skal op! Hele din ellers så normalt forfærdelige nattesøvn er væk. Og du er skæv. Du er HELT BLÆST VÆK.

Da jeg kiggede mig selv i spejlet sidst havde jeg fire øjne. Ikke sådan fordrejet på nogle måder. Jeg havde bare fire øjne, og jeg godtog det som var det normalt.
Det er som at få et skud med energi, som tager alt, hvad der hedder følelser med sig. Jeg er bare.... tilpas.

Ja og nu begynder solen at stå op. Fantastisk. Fuglefløjt.

De første par gange var det meget sjovt. At få et trip ud af sin sovemedicin. (Med en heftig trekant på pakken FYI!) Men der er også en bagside af medaljen. Når jeg så lægger mig til at sove, så  får jeg de samme psykosetræk, som jeg har haft tidligere.

Jeg får stemmer der snakker i baggrunden. De siger ikke noget til mig. De snakker med hinanden, som mennesker på en restaurant eller hvis du har fjernsynet kørerne i baggrunden. De er der bare. Deres samtale har ikke noget med mig at gøre. Jeg kan zone ind og høre dem, men for det meste lader jeg bare være og lader støj være støj.

Det værste er, når skrigene kommer tilbage. Jeg kan mærke dem fysisk i mig selv. Jeg har snakket med en læge om, at det måske er mit eget ønske om at skrige højt, der transformerer sig til psykose. Min tvilling er stille. Hun siger ikke noget. Men jeg tror, at det måske er fordi, hun er gået ind i mig på en måde. For jeg kan mærke hendes tilstedeværelse, men ikke hendes ord. Måske er hun bare til stede i min vrede.

Så ja, jeg både elsker og hader Zolpidem. Det føles lidt som et trip, som min læge har ordineret. Dette er ikke håndkøbsmedicin. Den har det gyldne stempel. Men med et hvert trip føler psykosen. Og jeg ligger og kæmper for at sove, hvilket er... umuligt.

Men nu vil jeg forsøge. Dette indlæg er skrevet mens jeg var hella skæv og knap kunne se skærmen, så stavefejl vil jeg lade stå, som var det et kunstværk!
Klokken er 04:40

Adios dinos!

Er du sur, Christina?

Jeg er vred for tiden. Jeg vil faktisk ikke engang sige, at jeg er vred. Jeg er rasende. Jeg har en enormt hæmmende indespærret aggresivitet i mig, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere.

Det føles som om, at jeg er lige ved at eksplodere; at jeg balancer på en hårfin linje mellem kontrol og kaos, og jeg kan falde over kanten, hvornår det skal være. Men det gør jeg ikke. Al den vrede, som jeg har bygget op og spærret inde i mig selv, forbliver, hvor den er. Jeg kan ikke få afløb for den.

Og det gælder ikke kun vrede. Jeg er stort set ude af balance med alle mine følelser for tiden. Jeg har også et kæmpe behov for at græde, men sjældent nok følelse indeni til at formå det. Og det er egenligt ret pudsigt, for jeg har ellers følt mig glad for tiden. Siden januar har jeg følt, at jeg var bedring, og at jeg kunne overskue min undervisning og behandling.
Og alligevel er jeg af og til blevet overrumplet af trangen til at flække et eller andet på tværs og flå det i en million småstumper og brænde resterne. Det føles som en rastløshed eller en spænding i min krop, som jeg ikke kan slippe.

Midt i marts mødte min bedring stilstand, og i de sidste par uger har jeg følt en nedgang, som lige nu føles som at rutsche på en olieret rutchebane med badedragten helt inde mellem balderne. Det er sådan jeg har det for tiden.

Men uanset, hvor jeg går, så føler jeg et lille vredes-monster stå bag mig og hviske: "Eksploder, eksploder, eksploder..!" og når jeg så er lige ved at tabe kontrolen, så siger det: "Jeg laver bare sjov. Det kan du slet ikke," og så står jeg tilbage og kan ikke finde hoved eller hale i, hvad der sker.

Jeg er... enormt bange for, hvad der sker den dag, jeg eksploderer. Jeg har tidligere udtrykt denne bekymring for min behandler i psykiatrien, og hun svarede, at det, at jeg bekymrer mig for, hvad der vil ske, betyder, at der ikke kommer til at ske noget grimt. Og jeg håber, at hun har ret.

Siden jeg blev indlagt første gang, har jeg sagt (lidt for sjovt), at den dag, hvor jeg klippede mit hår af, ville være den dag, hvor jeg mistede kontrollen. Og det er egentlig en underlig ting at sige, men jeg tænker stadig, at det er rigtigt. Tanken om, at jeg impulsivt skulle klippe mit eget hår af i vrede, er så destruktiv, at jeg bliver en smule dårlig af den. Jeg har ikke selvskadet længe, men da jeg gjorde, var tanken om at klippe mit hår af en af de mest invasive og forstyrrende tanker, jeg har haft.

Jeg har ikke noget interesse i at miste mit hår. Men jeg tror, at tanken stammede fra, at det ville være et meget tydeligt råb om hjælp. Men også at jeg er rigtig glad for mit hår, og mit hår er noget af det, som jeg bliver komplimenteret på ofte. Og selvdestruktive Christina mener ikke, at hun fortjener komplimenter og at være glad for noget ved sig selv.
Det er en utroligt hård indrømmelse. Især fordi impulsen til at kaos-klippe i mit hår er vendt tilbage.

Så i takt med, at jeg har anerkedt, at jeg stadig er vred, og at denne vrede vokser, er jeg igen begyndt at tage emnet op med de behandlere, jeg har. Jeg snakkede med min bostøtte om det i denne uge, og hun sagde, at jeg kunne prøve at skrive ned, hvad det egentlig var, jeg var vred over...

Jeg har jo aldrig rigtig tænkt over, hvad det i virkeligheden var, jeg var vred over. Jeg var jo bare vred; ligesom jeg ikke altid ved, hvad jeg er ked af det over.

Jeg vil gerne dele nogle af mine overvejelser med jer:


Jeg er vred over, at jeg er syg. 

Jeg er vred over, at jeg blev voldtaget.

Jeg er vred over, at det ikke er så nemt at elske mig selv, som jeg havde håbet, det ville være. 

Jeg er vred over, at jeg har angst hver eneste dag. 

Jeg er vred over, at jeg ikke kan de samme ting som mine jævnaldrene. 

Jeg er vred over, at jeg er bange for mænd. 

Jeg er vred over, at jeg ikke kan få behandling for mine PTSD-symptomer. 

Jeg er vred over, at jeg ikke kan overskue mine daglige gøremål.

Jeg er vred over, at jeg føler mig inkompetent og uværdig af universitet. 

Jeg er vred over, at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde vil kunne passe et normalt job. 

Jeg er vred over, at jeg føler, at jeg er til fare for mig selv og mine omgivelser. 


Da jeg startede min blog - hvilket er før, jeg startede i behandling - kunne jeg ikke føle vrede. Jeg kunne slet ikke identificere følelsen. I stedet blev jeg bare ked af det.
Nu står jeg i et næsten dagligt opgør med mig selv, hvor jeg føler, at jeg mister min menneskelighed til noget, som jeg ikke selv kan styre. Jeg føler, at det er svært at blive ved med at kæmpe kampen for at få min hverdag til at fungere. Det er fristende at give op og lægge mig ned og vente på, at det holder op.

Det er okay at ligge ned nogle gange, men det er også vigtigt at rejse sig op igen, for ellers kan man bruge hele sit liv på at ligge der og vente på, at smerten forsvinder.
Og det gør den ikke af sig selv.

Til slut vil jeg dele en af mine største anerkendelser:
Jeg er vred over, at jeg er vred.