Frisk plukket depression 1 for 20 - 2 for 30.

Vidste du, at man for at kunne få diagnosen ‘depression’ skal have været depressiv i to uger? 

Til tider kan jeg have svært ved at forstå, at nogle mennesker har en depression i nogle uger, og at den så går væk af sig selv. Mine depressioner har altid varet i lange perioder - nogle gange år. 

Faktisk tænker jeg, at jeg har haft én depression fra da jeg gik i 8. klasse til denne vinter (2020), hvor jeg i februar mærkede en forbedring, som har været enormt tiltrængt. Så når man tænker over det, så vil jeg vurdere, at jeg har haft en grad af depression i omkring 8-9 år. 

OTTE TIL NI ÅR. 

Jeg kan slet ikke begribe det. 

Der har selvfølgelig været perioder, hvor jeg har haft det bedre end andre perioder, men jeg tror, at jeg har været syg stort set hele tiden. 

I februar følte jeg, at jeg fik mere overskud og kunne mærke ‘tyngden’ lette lidt. Så selvom foråret har været helt uventet stressende på mange forskellige måder, så har jeg egentlig følt, at jeg kunne holde mig oprejst igennem det. Corona har sat sig mere i min angst, end det har sat sig i min depression. 

 (Jeg troede, at jeg allerede var bange for alt, der kunne være farligt i verden. Det viste sig så… at jeg ikke havde overvejet en pandemi som en mulig fare. Så spørgsmålet er, hvad er der, at være bange for, som jeg endnu ikke har været opmærksom på?)

 

Selv igennem mine eksamener tænkte jeg, at jeg ville ende med at stå lodret, når sommerferien kom, men måske har presset alligevel været for meget?

Jeg har ikke hørt stemmer længe. Og jeg troede egentligt, at det var et overstået kapitel. Men under mine eksamener, begyndte de at komme tilbage. Det var på en anden måde end tidligere, hvor jeg havde hørt klare stemmer og skrig. Nu var det som om, nogen havde tændt for 100 fjernsynskanaler, som larmede i baggrunden. Det var særlig voldsomt, når jeg skulle sove. Og det værste var, at stemmerne ikke snakkede til mig. De snakkede til hinanden, og det var ikke altid lige klart, hvad det egentlig var, de sagde. Og i dag kan jeg ikke gengive, hvad de har sagt. Det eneste, jeg husker, er, at der var en, der sagde noget, om noget fare, som man skulle være opmærksom på. Men hvad det er, ved jeg ikke. 

Så eksamenerne kom og eksamenerne gik. 

Og stille og roligt forsvandt stemmerne. 

Og jeg tænkte: 

Cool, min hjerne ved, at nu er der sommerferie. 

Indtil for en uge siden. 

Jeg havde haft nogle venner på besøg i min lejlighed lørdag. Mine venner kan være højrøstede, så på et tidspunkt måtte jeg trække mig tilbage, fordi jeg følte mig lidt overstimuleret. Og det har nok været det første tegn på, at noget var galt. For jeg har ikke rigtig været overstimuleret (i sådan en grad, at jeg har måttet trække mig) siden i vinters. Søndag var jeg flad. Jeg sov en lur på 5 timer. Og jeg kunne ikke rigtig stå ud af sengen, da jeg skulle lave aftensmad. Det er ikke unormalt, hvis jeg har været presset. Jeg regner generelt med at have en off-day dagen efter, at jeg har set mennesker. 

Men min off-day fortsatte og blev til, hvad lægerne kalder for et ‘depressivt-skred’. Og det føles virkelig som et skred. Jorden bliver virkelig revet væk under en. 

Alle teknikker og støtte-søjler, som jeg har opbygget de seneste år, var pludselig væk, og det gik stærkt nedad. Det føltes underligt velkendt, næsten som om det havde en duft, som man kan genkende og som bringer et minde frem. Det øjeblik, det gik op for mig, at jeg var ved at få det dårligt på den dårlige måde, var en aften, hvor jeg var gået i bad. Mit hår var vådt, men jeg havde ikke kræfter i mine arme til at vaske det. Men jeg havde heller ikke kræfter til at vende om og skulle forsøge at redde mit våde hår ud uden, at det havde fået balsam i sig - det er umuligt. 

På få minutter gik jeg fra at tænke, at et bad var en god og afslappende ide til, at det var umuligt. Jeg fik mit første panik-angstanfald i mange måneder - næsten et halvt år. Og dertil følger en dejlig cocktail af ‘depressions-tanker’:

- Jeg kan ikke noget. - Jeg har ingen værdi. - Hvorfor kan folk overhovedet lide mig? - Kan folk overhovedet lide mig? - Ingen kan lide mig. - Jeg er tom. - Totalt tom. - Jeg føler ikke noget. - Jeg føler alt for meget. - Jeg føler stadig ikke noget. - Jeg har ondt over det hele. - Jeg kan ikke mærke min krop. -Er det her overhovedet min krop? - Det føles ikke som min krop. - Shit det er helt forkert alt sammen. - Hvorfor er det, at jeg tror, at jeg kan noget som helst? - Jeg kan vitterligt ikke komme på én ting, som jeg kan finde ud af. - Jeg er et ondt menneske. - Hvorfor er jeg så nederen et menneske? - Hvorfor tager jeg mig ikke bare sammen? -Det kan virkelig ikke være så svært at fucking vaske sit fucking hår. - Hvorfor har jeg hår? - Jeg fortjener ikke at have hår. - Jeg burde egentlig bare klippe det af…. 

Og lige dér gik det op for mig, at den var gal. 

Jeg tror, at jeg har skrevet om det på T-rex før, men i det øjeblik, jeg seriøst overvejer at skade mit hår eller klippe det af eller flå det af, det er et klart og tydeligt tegn på, at jeg ikke længere selv sidder i førersædet. 

Og jeg sukkede og fortalte mig selv: 

“Christina, din dejlige og kompetente kvinde… Vores depression er tilbage. Vi starter sikkerhedsplanen op.” 

Og sådan var det.

Jeg har tidligere beskrevet min sikkerhedsplan. Den er i indlægget, der hedder “Dyr med G” hvis du har lyst til at læse den. 

Torsdag nat tog jeg hjem til mine forældre, og i dag har jeg været til samtale hos overlægen i OPUS. Det er lidt ligesom at møde chefen. Hun er 'in charge', og er en meget travl kvinde. Jeg skulle have set hende alligevel, fordi vi skulle diskutere, om jeg skulle skifte depressions medicin til noget med færre bivirkninger (og risikere lidt mindre positiv effekt) eller måske bare gå ned i dosis. Men den plan har fået et stort STOP-stempel. I stedet skal jeg trappes ud af min angst-medicin, som jeg alligevel ikke mærker effekt af. Den giver kun bivirkninger og har fået over 6 måneder til at give effekt. Ud med den. Så det er planen. 

Men nu har jeg så tænkt: Er det her en ny depression, eller er den en del af mine årelange depression? For… jeg har haft det bedre, fordi medicinen har virket. Havde jeg ikke taget min medicin, så havde jeg ikke haft det godt. Så er der jo stadig behov for depressionsmedicin ergo må jeg jo stadig have haft en depression…? Jeg har bare ikke vist symptomer, fordi medicinen har gjort et fantastisk arbejde med at holde dem nede i de sidste 4 måneder. Nu går den så ikke længere. Det er en skam. Men det kan jeg godt håndtere. Det skal jeg kunne. 

Men shit hvor er det svært. 

I lørdags var jeg i biografen med to veninder. Da jeg kom hjem, Kunne. Jeg. Ikke. Mere. Jeg var så ekstremt overstimuleret (Vi havde set Little Women - en super rolig og behagelig film) og jeg brød totalt sammen. Jeg måtte bede min mor hjælpe mig ude af bilen, fordi jeg var i tvivl om, om jeg overhovedet kunne stå op, hvis jeg trådte ud uden hjælp. Jeg lå resten af dagen og aftenen i min seng med min kugledyne og ‘lege’ “Dyr med G”. 

Min pointe med det hele er, at jeg sjældent har oplevet at miste mig selv i sådan en grad på en uge. At gå fra at have det fint til at være ude af stand til at stå på mine ben FORDI MIN HJERNE ER KED AF DET. Jeg har før prøvet, at min krop ikke ville lystre, fordi min depression er så indgribende, men det er som regel der, jeg bliver indlagt efter lang tid med symptomer og utallige dage i sengen. Der her er kommet så hurtigt og voldsomt, at jeg ikke kan følge med mere. 

Og der er ‘kun’ gået 9 dage. Altså skal jeg have haft det dårligt i endnu 5 dage, før det officielt er en en depressions-diagnose værdig. 

Men altså… jeg kan dufte det, og det stinker af depression. 

Depressionssved

Vidste du, at en af bivirkningerne ved depressionsmedicin er... depression? Og selvmordstanker.

Derudover er der en lang liste af bivirkninger alt fra de almindelige til de meget sjældne. Alt fra:
Kvalme
Appetitmangel
Appetitøgning
Søvnbesvær
Mærkelige drømme
Rysten
Følelse af at hjertet pumper i brystet
Mavesmerter
Opkastning
Fordøjelsesbesvær
ØGET SVEDTENDENS
Hyppig vandladning
Træthed

Alle disse, jeg har nævnt er under "Almindelige bivirkninger 1 ud af 10 personer"
Jeg har dem alle.
Jeg er enormt ramt af bevirkninger ved min medicin, men som du nok har regnet ud, er der én, der overgår de andre.

Øget svedtendens.
Eller som jeg kalder det: Depressionssved.

Kort sagt er det som om, min krop fuldstændighed har mistet al evne til at regulere min kropstemperatur. Jeg kan gå fra at fryse til at være overophedet på få minutter; alt imens jeg kampsveder.
Jeg tror, min krop er ved at bevise, at jeg har Aarhus' mest produktive svedkirtler. Hold nu op mand, jeg er altid gennemblødt af sved. Uanset om jeg har været i træningscenteret eller ude at cykle, eller om jeg bare ligger i sengen. Jeg er gennemblødt.

Nogle nætter er det så slemt, at jeg har måttet skifte nattøj og sengetøj, fordi det simpelthen er ubehageligt vådt. Og nu tænker du nok: "Tak tak, det er riiiiigeligt med information", men nej, det bliver værre endnu, for når jeg har været ude og gå eller træne, så bliver jeg ved med at svede, selv efter jeg har været i bad, så bliver sveden ved med at løbe i dråber ned af min krop. Et styks nyvasket krop med ekstra sved - tak.

Hvis du - ligesom mig - får eller har fået depressionsmedicin, så kender du måske til denne øget svedtendens. Den overrasker en, når man tror, man har snydt den. Jeg har snakket med en af mine veninder, som også får denne slags medicin, og vi var overraskende og pinagtigt enige i, at sveden var det værste. Faktisk blev det i det øjeblik utroligt forløsende at snakke med en anden ung person, som ligeledes følte, at hendes krop var ligeså sved-forstyrret som min. For det kan nok mest af alt beskrives som at gå i overgangsalderen som 21 årig. Men hey, så ved jeg, hvad jeg har at se frem til.

Så hvis du ser mig, og jeg ligner en, der ikke har vasket hår i en uge, så er det bare fordi, jeg har en enorm overproduktion af sved. Heldigvis har jeg endnu ikke fået klager over, at jeg lugter, men det kan også bare være, fordi folk er for høflige til at fortælle mig det.

Hvad sker der, når man bliver indlagt?

Den første januar 2019 måtte jeg erkende, at min depression havde taget til, og jeg var nu på et niveau, hvor jeg endnu en gang ikke kunne passe på mig selv. Og det er, hvad dette indlæg handler om. Jeg vil gerne fortælle om min oplevelse, fra da jeg blev indlagt på "den lyserøde" i tirsdags. Jeg håber, du vil læse med, men jeg er også godt klar over, at alt den her snak om depression og indlæggelse kan være triggering for nogle, så hvis du bliver påvirket, kan det være, du skal springe dette indlæg over.


Hvordan vidste jeg, at det var tid til en indlæggelse?
Jeg havde i nogle dage haft en tunghed i min krop, så jeg vidste godt, at jeg var på vej ned. Men jeg havde ikke regnet, at det ville gå så hurtigt, som det gjorde - på trods af at jeg havde haft nogle travle uger.

Det tog cirka 2 døgn fra "Okay, Christina, vi kan godt klare nogle dage alene. Det bliver lækkert med lidt ro og selvforkælelse" til "............ mit navn er Christina." (forklaring følger). Jeg lå i min seng tirsdag og kunne næsten ikke bevæge mig. Min lyst og motivation var væk. Jeg stirrede op i loftet, mens youtube kørte ved siden af mig. I mit hoved kørte grimme tanker i ring; såsom: "Jeg er allerede død", "hvis jeg ku' få lov til at sove de næste fem dage uden at vågne, så ville det være dejligt.", "Shit, der er skole om en måned. Det kan jeg slet ikke..." Alt hvad der var svært eller en udfordring poppede frem som en fuldstændig uoverskuelig opgave, og tankerne ville ikke forsvinde. Til sidst samlede jeg alt min energi, og  jeg rejste mig og gik ud for at købe en pizza, som jeg kunne smide i ovnen.

Og det var her, det gik rigtig op for mig, hvor slemt det var. Jeg havde høretelefoner på, hvori jeg hørte noget stille musik. Og mens jeg gik imod Menu, løb tårerne ned af mine kinder, men vinden var så voldsom, at jeg kunne lade som om det bare var vinden. Og da jeg så endelig nåede til Menu, så var der lukket. Så jeg gik i en anden butik, men de var løbet tør for frysepizzaer. Så jeg stod midt i et supermarked med røde kinder og udmattelsestårer i hele fjæset. Det har været et kønt syn - det er jeg ikke i tvivl om.

Jeg købte to skåle risalamande i mangel på bedre og gik hjem igen. Der er cirka 700 meter mellem butikkerne og min lejlighed. Det tog mig 25 minutter at gå hjem. Ét skridt af gangen og i medvind. Det var det hurtigste jeg kunne gå. Min krop kunne ikke bevæge sig hurtigere. Der var ikke mere kraft eller styrke. Og nu løb tårerne ikke ked af mine kinder. Det regnede på mig. Kun på mig. Tudende og grædende gik jeg, mens jeg tænkte: ".... mit navn er Christina, mit navn er Christina..."

Jeg ved ikke, hvor den mantra kommer fra, men jeg har efterhånden hørt den nok gange til, at jeg ved, at det er en katastrofetanke. Når jeg ikke kan mere, så dukker den op. Den kan komme én gang eller hundrede gange. Den kan stå på et split sekund eller en time.... Mit navn er Christina.

Og der vidste jeg, at jeg skulle indlægges, og jeg skulle have noget seriøs hjælp. Senere på aftenen (klokken 20.00) ringede jeg til vagtlægen og fortalte, hvordan jeg havde det. Han bad mig melde ind på akutskadestuen i Skejby. Mine forældre hentede mig og kørte mig ind.


Akutskadestuen 
Der var få patenter på skadestuen omkring klokken 21.15 den første januar, hvilket var et held (sidst ventede vi i 2 timer). Vi ventede omkring 20 minutter, før jeg blev kaldt ind til en læge. Vi snakkede kort, før han besluttede at ringe til psykiatrien for at høre, om de ville snakke med mig. Jeg blev sendt ud i venteværelset igen for at vente på en, der skulle følge mig til psykiatrisk modtagelse.


Psykiatrisk modtagelse
Tidligere var modtagelsen en del af psykiatrien i Risskov. Nu er den en del af skadestuen. Så vi blev ført ind i et venteværelse ikke langt fra det andet. I modtagelsen sa der allerede to og ventede. Klokken har vel været 21.45-22.00, da jeg kom ind i modtagelsen.

I modtagelsen ventede jeg først en halv time, før jeg blev kaldt ind til en "forsamtale", som blev holdt med en sygeplejerske. Her fortalte jeg, hvad jeg havde fortalt lægen kort forinden. Hun skrev ned og spurgte ind til mine depressive tendenser og min psykose. Jeg fik at vide, at der var én foran mig i kø til at snakke med lægen, men sygeplejersken ville ikke gætte på, hvor lang tid det ville tage.

Kort efter sad jeg igen i venteværelset. Manden foran mig blev kaldt ind. Så nu vidste jeg, at jeg var den næste. Så vi ventede. Mens vi ventede kom en dame ind, hun var knapt kommet ind i rummet før hun vendte om. Hun foretrak at vente i enrum.
Der gik ikke lang tid, før tre unge kom ind. Det var tydeligt, at den ene kvinde var meget ked af det. De sad lidt, men kort efter gik de også til enrum. Så vi sad nu alene i venteværelset. Vi ventede og ventede. Manden foran mig var for længst kommet ud og sendt hjem, så jeg sad og ventede på, at jeg skulle blive hentet af lægen. Men det gjorde jeg ikke. Klokken nærmede sig midnat og sneg sig over midnat, og vi ventede stadig. Til sidst måtte vi gå ud og høre, hvad der skete. Vi fik at vide, at der nu var to foran mig.
Det kunne jeg slet ikke. Vi havde siddet i flere timer og ventet, mens andre var kommet foran mig. en sygeplejerske fortalte, at de var mere akutte. Egentlig kan jeg godt forstå det, hvis man er mere akut, har man brug for hjælp først. Men i situationen kunne jeg ikke forstå, hvordan nogen kunne være mere akut end jeg var. Jeg kunne ikke længere holde tårerne tilbage. Vi blev bedt om at vente på lægen, så det gjorde vi, selvom vi egentlig var klar til at køre hjem uden at se lægen.

Kort tid efter så jeg den unge kvinde gå ud af dørene med et kæmpe smil og grin på hendes læber, og jeg brød sammen. Jeg følte mig så ulykkeligt og så unfair behandlet, hvordan kunne hun gå ud af døren fra psykiatrisk modtagelse så glad og samtidig være kommet foran mig i køen, fordi hun var mere akut. Jeg følte mig til grin. Jeg følte, at jeg ikke blev taget seriøst.

Heldigvis kom lægen kort efter og hentede mig ind. Vi snakkede i lidt tid. Hun foreslog mig en indlæggelse. Og jeg takkede ja. Vi snakkede lidt om, hvad vilkår min indlæggelse skulle være på, og det endte med, at jeg foreløbigt ikke har udgang. Jeg blev indlagt under en problemstilling som hedder: Depressivt skred, hvilket bare betyder, at min depression er blevet værre.


Indlæggelse
Efter læge samtalen var der igen ventetid. Der var fuldt optaget på den sengeafsnit 5, som svarer til den afdeling, jeg havde været på, da psykiatrisk hospital lå i Risskov. I november blev Risskov lagt sammen med Skejby, og afdelingerne er blevet omlagt. Så nu skulle jeg på sengeafsnit 4, hvor jeg ikke kender personalet. Jeg havde håbet på afsnit 5, men den gik ikke. Vi blev fortalt, at man nu var så presset på stuer, at de var begyndt at lægge to patienter på nogle af stuerne.

Jeg blev tilbudt en orlovsplads, hvilket betyder, at der faktisk er en, som har stuen, men vedkommende er på orlov hjemme, så jeg fik deres plads. Vedkommende er nu kommet igen, men har fået en anden stue, da jeg skal have en stue, hvor der er mulighed for skærmning - det står i min behandlingsplan. (Skærmning er når personale sidder i døråbningen og observerer en patient.)


Hvad så?
Det tager 5 timer at blive indlagt. Fra jeg ringede til vagtlægen til jeg havde en stue og en seng. Det er en hård process, og det er ikke for sjov. Mine forældre og jeg har flere gange oplevet at sidde og vente i flere timer i modtagelsen. Nogle gange bliver man taget ind. Andre gange bliver man sendt hjem.
Indlæggelsesprocessen er unødvendig hård. Man skal snakke med personale af flere omgange.


Er vi så færdige med at blive indlagt?
Nej. Dagen efter bliver man kaldt ind til en halvanden time lang samtale med en læge, som spørger om alt forfra. Derudover skal man tjekkes somatisk. Altså skal ens reflekser testes, ens syn, ens balance, ens alt... Man bliver testet på alt.

Men det er stadig ikke nok. Dagen efter lægesamtalen kom to sygeplejersker ind med en maskine, for jeg skulle have taget EKG for at sikre, at mit hjerte har det godt. Det kan nemt blive påvirket af medicinen.

Og i dag vågnede jeg ved, at døren blev åbnet klokken 7.30, og fire sygeplejersker rullede et stort bord og en skærm ind. Så skulle jeg have taget blodprøver lige pludselig. Jeg var ikke vågen, men lyset blev tændt, og de skannede mit armbånd, mens der blev spurgt: "Hvad er dit navn? Hvad er dit CPR-nummer?" Jeg havde knapt en ide om, hvor jeg var, men to minutter efter var der stukket en nål i min arm. Jeg nåede ikke engang at fortælle dem, at nåle trigger min angst.



Og nu er jeg indlagt. Der er stadig spørgsmål ved, om jeg fortsat skal have denne stue, og om jeg måske kan få lov til at rykke til sengeafsnit 5, hvor jeg kender personalet. Jeg har fortalt dem, at det ikke er fordi, jeg har noget imod afsnit 4. Jeg savner bare den peer-medarbejder og kontaktpersonerne, der er på afsnit 5.

Her på afsnit 4 kører der Huset på Christianshavn i fjernsynet døgnet rundt. Alle (bortset fra mig og en ung mand) er 50+, så er er høj fjernsyn og gammelmandsråben dagen lang. Det føles i høj grad som at bo på et plejehjem. Sengeafsnit 4; plejehjemmet.

Til slut får I et af mine kønneste billeder med. Det her billede tog jeg, fordi jeg tænkte, at I nok gerne ville se, hvordan man så ser ud, når man har brug 5 timer på at blive indlagt. Det var så lidt ;).

Kunsten at skrige i stilhed

Vi kan alle høre dem, kan vi ikke? Hvis du lukker øjnene kan du så høre dem? Hvis jeg nu er helt stille, og jeg holder vejret, kan du så ikke høre dem? Heller ikke når du er alene? Du kan ikke høre dem? Venligst sig, at du også kan høre dem!

Der er to kvinder og en mand, men de tydeligste er de tre børn. De bor inde i mit hoved - siger lægerne. Egentlig vidste jeg godt, at de kun findes i mit hoved, inden jeg talte med lægerne om dem. Jeg vidste godt, at jeg er den eneste, der hører dem. Derfor gik der lang tid, før jeg fortalte nogen om "den brændende familie".

Jeg havde allerede fortalt om min tvilling, som også bor derinde. Jeg havde fortalt, at vi taler sammen, og hun er til stede i alt, jeg gør. Lægerne havde sagt, at jeg ikke er skizofren, jeg er blot psykotisk. Jeg har en psykose. Det er en del af min depression.

Men jeg havde ikke fortalt lægerne om de andre. For jeg har ikke vidst, hvad jeg skulle sige om dem. De taler nemlig ikke til mig. De skriger blot. De skriger af angst og frygt. De skriger til og af mig. Deres stemmer overdøver alt andet, og de er tydelige, som når nogen taler til mig, men i modsætning til min tvilling, så er de ikke altid til stede. For det meste er de stille. De skriger kun, når jeg er presset. Jeg hører dem oftest, når jeg ligger alene, når jeg skal sove, eller når jeg mærker min angst er på vej. Jeg kan være i et selskab, hvor jeg skulle være glad og social, men det eneste, jeg kan fokusere på, er skrigene i mit hoved. Det lyder som en dramatisk film, men det er min virkelighed.

Jeg kalder dem for "den brændende familie", for de skriger, som var de brændt inde i et hus. Nogle gange står jeg udenfor huset og hører dem skrige. Andre gange er jeg inde i huset og skriger med dem. Det er forskellige oplevelser, men begge er lige grusomme.
Da jeg endelig var klar til at fortælle lægerne om familien, så var jeg endnu ikke klar til at snakke om dem, så jeg skrev et brev med en blyant, jeg havde på hospitalet. Jeg nedskrev de ord, som jeg ikke kunne sige, imens min tvilling grinende fortalte mig: "Det er dumt - det der. Det er meget dumt - det der.".
Da lægerne havde fået brevet - som jeg havde gemt på min stue, til jeg havde samlet mod nok til at afleverede det- kaldte de mig ind til samtale. De gav mig noget medicin, som skal slukke mine tanker.

Så nu er mine tanker slukket. Der er ro. Det gælder både stemmerne og mig. Det er prisen for ikke at have psykose. Min tvilling er for det meste stille. Af og til stikker hun hovedet frem og skal sige noget, men det er mest, når jeg er træt eller fysisk udmattet.
Familien er til gengæld sværere at slukke for. Jeg troede længe, at de var påvirket succesfuldt af medicinen, men de er langsomt ved at vende tilbage. I går var jeg på restaurant med nogle venner og deres venner. Jeg var så lammet af angst og skrigene i mit hoved, at jeg ikke fik ytret ét eneste ord i samtalen. Jeg overdriver ikke - de, som var der, er mit vidne. Jeg var lammet. Jeg kunne ikke engang bestille selv hos tjeneren. Jeg var så udmattet af skrigene, som helt exceptionelt havde været i gang i næsten et helt døgn der, at jeg ikke kunne ikke længere lade som, at jeg er et velfungerende menneske.

Jeg snakkede med en psykolog om, at skrigende kan være min underbevidsthed, der skriger om hjælp, når jeg føler mig presset og angst. Mit indre skriger, mens jeg er stille. Jeg skriger i stilhed, når jeg ikke kan fortælle nogen, hvad der egentlig foregår inde i mig. Hun fortalte, at det er meget normalt, at psykosen (i mit tilfælde skrigene) kan forværres, når man prøver at række ud efter hjælp, men møder en lukket dør. Ensomhed og selvbebrejdelse fodrer min psykose. Hendes råd var at tvinge folk til at bruge tid med mig, men det er lettere sagt end gjort.

I dag sad jeg alene i bussen. Jeg var på vej hjem, og helt ærligt følte jeg mig meget ensom. Så ensom, som man nu kan være, når der er et rungende ekko af død i ens hoved. Jeg havde håbet, jeg kunne være ude lidt og snakke med nogle mennesker, så det kunne overdøve skrigende. Men jeg for vildt, og derfor var jeg kommet for sent, og den gruppe, jeg ville have tilsluttet mig, var ved at bryde op. Så jeg tog direkte hjem igen - endnu mere ensom, end da jeg tog afsted. Og jeg kunne kun spørge mig selv: "Hvem er dum nok til at fare vildt på en lige vej?"

Nu sidder jeg herhjemme. Jeg prøver at holde sammen på mig selv. Om lidt er der julekaldender og medicin. Så kan jeg forhåbentlig sove om nogle timer.

Jeg ville gerne dele denne side af sygdommen med jer. Det er en alvorlig og grim side af det at have en svær depression. Min depressionsmedicin begynder langsomt at virke på humøret, men det tager ikke tomheden, ensomheden og psykosen. Det har jeg stadig - også selvom jeg får medicin på en lang række af punkterne. Hverken læger, psykologer eller medicin kan trylle med en depression. Det tager lang tid at blive rask. Og indtil da øver jeg mig på ikke at skrige i stilhed.

Kortvarig glæde

Dette indlæg er en kort opdatering på, hvad der foregår i disse dage.

Tirsdag den 30. oktober blev jeg udskrevet. Til trods for, at mine forældre og jeg selv havde udtryk bekymring for, hvorvidt jeg var stabil nok til at blive sendt hjem, skete det alligevel.

For at gøre en lang historie kort, så tog jeg hjem tirsdag. Onsdag havde jeg en aftale med en god veninde og en kop varm kakao. Og torsdag skulle jeg til opstart i ambulant behandling i depressionsafdelingen.

Jeg havde ikke talt med min nye psykolog mere end en halv time, før hun begyndte at snakke om, at vi skulle genoverveje indlæggelse. På det tidspunkt var det knapt 35 timer, siden jeg forlod Q1, og nu var jeg altså på vej ind igen. Der blev ringet efter en læge, som skulle tage den endelige beslutning. Overlægen kom, og det endte med ordene: "Jeg ringer lige til Q1 og hører, om de har en ledig stue." og så vidste jeg godt, hvad der skulle ske.

Så nu er jeg atter indlagt. Det er formegentlig kun en uge, og så kan jeg komme hjem og være lidt for mig selv efterfølgende.

Afdeling Q

Dette indlæg er historien om, hvordan jeg blev indlagt på afdeling Q på psykiatrisk hospital i Risskov. Jeg skriver til sidst lidt om, hvordan det er at være indlagt. Måske er det præcist, som du forventer, det er, måske er det anderledes. Du er i hvert fald meget velkommen til at læse med og finde ud af det!

Den 1. oktober ringede min telefon efter, at jeg var kommet hjem fra en ambulant samtale i Risskov. (Hvis du ikke ved det, så betyder ambulant behandling, at man får behandling på hospitalet, men tager hjem og sover). Det var sygeplejersken, som jeg havde snakket med få timer forinden. Hun sagde, at hun i samarbejde med en overlæge havde besluttet sig for, at de ville indlægge mig til trods for, at de egentlig havde sendt mig hjem tidligere. De bad mig komme tilbage hurtigst muligt.

Nogle timer senere sad min mor og jeg i venteværelset og... ja... ventede. Det var en lang process. Jeg skulle tale med sygeplejersker og læger, som skulle vurdere, om jeg virkelig skulle indlægges. Efter 2 timer kom de frem til, at jeg ville have bedst af at blive indlagt. Det blev vurderet, at jeg var til fare for mig selv, så selvom jeg nærmest tiggede om at komme hjem, og jeg egenligt havde modsat mig lægens anbefaling, så endte jeg med at blive indlagt.

Min indlæggelse i modtagelsen har jeg egentlig ikke så meget at sige om. Jeg brugte det meste af min tid på at tælle hullerne i loftet. Der var 70.000 huller. Ja, jeg talte dem alle sammen. Flere gange regnede jeg efter ved at tælle de yderste kant-huller og gange dem med hinanden. Lamperne havde også huller, men dem kunne jeg ikke tælle. Det var for svært, for det var for hårdt at stirre op i lyset.
Når jeg havde talt hullerne én gang, så talte jeg dem igen.

Den 3. oktober blev jeg pludselig udskrevet. Det gik egentlig ret hurtigt, og jeg tror måske, at det var lidt af et chok for mig, for jeg var lige begyndt at falde til ro. Min opfattelse af min udskrivelse er, at de manglede pladser på modtagelsen, og der var ikke en plads til mig på depressionsafdelingen, så det eneste, de rigtigt kunne gøre, var at udskrive mig.

Næste mandag (den 8.) var jeg til opfølgning på ambulant-afdelingen. Jeg fortalte sygeplejersken, hvordan weekenden var gået, og hvordan jeg havde det. Hun sagde, at hun ville snakke med en overlæge om, hvorvidt vi skulle sætte min medicin op. Så jeg tog hjem og fik senere på dagen et opkald. Jeg forventede at få at vide, at jeg skulle tage mere medicin, men det var ikke den besked jeg fik i telefonen. Sygeplejersken sagde, at jeg dagen efter ville få en plads på psykiatrisk hospital i depressionsafsnittet, hvor jeg ville blive indlagt igen.

Så den 9. oktober blev jeg indlagt (for real) på psykiatrisk hospital. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle forvente. Afdeling Q (min afdeling - ja det er faktisk ret sjovt) er med låste døre og gårdspladser med et højt, grønt hegn. Bygningen ligner mest af alt en gammel herregård, så jeg må indrømme, at jeg var lidt skræmt, da jeg blev låst ind, og døren smækkede bag mig.

Det er i dag den 23. oktober. Jeg er på dag 15. Da jeg blev indlagt valgte jeg at vente med at skrive om det her på bloggen, da jeg faktisk ikke vidste, om jeg havde lyst til at folk skulle vide det.
Min opfattelse er, at mange tænker på psykiatrisk hospital som værende et sted, hvor folk er så syge, at de nærmest bliver til dæmoner. Det er i hvert fald den frygt, jeg havde, da jeg blev indlagt.
Sandheden er, at ja der er nogle patienter herinde, som er syge på en måde, hvor de bliver ret skræmmende. Der er skrig både nat og dag, og jeg har også oplevet at personale fra de andre afdelinger kom løbende for at hjælpe personalet på min afdeling med en patient, der havde en episode. Foruden personalet på min afdeling kom der 11 (!) løbende. Det lyder måske ikke af meget men overvej, at det var den mængde personale, der skulle til for at styre én patient.

En ting, jeg havde frygtet, var elektrochokbehandling. Jeg har klart sagt, at det er ikke en behandlingsform, jeg ønsker. Jeg fandt nemlig ud af, at ja man bruger stadig elektrochok i dag. Det har bare fået en pænt navn. I dag hedder ECT, og man bliver lagt i narkose. Jeg kan se, at de patienter, der får ECT får nogle ret heftige hukommelsestab af det. De kan ikke huske, at de har været på afdelingen før, og de har ingen ide, hvilken stue er deres. Men jeg kan også se en forbedring hos dem, som får ECT. Lige pludselig er de optimistiske og har nærmest fået en helt anden personlighed. Men jeg har stadig gjort det klart, at det vil jeg ikke. ECT er en midlertidig behandling. Man sender strøm ind i hjernen for, at den har mere energi at arbejde med. De fleste vil som regel være tilbage i det depressionsstadie, som de var i før behandling, efter mindre end et år.

De første dage, jeg var indlagt, havde jeg ikke mulighed for at forlade afdelingen. Det har jeg nu. Jeg har "udgang efter aftale", hvilket betyder, at jeg kan gå en tur eller cykle hjem i lejligheden og være et par timer, så længe personalet ved, hvor jeg er, og jeg overholder mine tidsrammer. Hvis jeg skal være ude i længere perioder, så skal der være nogen sammen med mig. Det er ikke fordi, jeg er i fængsel. Jeg er bare stadig ustabil.

Jeg har siddet længe med dette indlæg. Jeg vil gerne fortælle sandheden, men jeg vil også gerne have, at det er poetisk og smukt. Men sandheden er, at der ikke er meget eventyr over at være indlagt på psykiatrisk hospital. Det mest eventyrlige er den store skov og vandet, der omgiver os her i Risskov. Men afdelingen flytter snart til Skejby, og der er der kun beton-udsigt. Så jeg må nok erkende, at indlæggelsen og det at være indlagt er et kapitel i mit liv, som jeg glæder mig til at se enden på. Jeg kan godt forstå, at jeg har brug for denne behandling lige nu, men jeg ville ønske, at det ikke var kommet så vidt.

For her er det mad og medicin på klokkeslæt. Det er hvide vægge og lange gange. Det er skrig på alle tider af døgnet. Det er lange samtaler med læger og psykologer, der prøver at vurdere, hvornår de kan sende sig væk. Det er kampen for at komme ud men også kampen for at blive og kræve behandling. Det er 17 stuer med mennesker, som hver bringer sin historie med ind. Det er 17 mennesker som på et tidspunkt går ud af dørene her. Nogle vender tilbage. Andre gør ikke. Der kommer nye mennekser med tomme blikke, som erstatter de tomme stuer. Og på den måde bygger historierne om lidelse og depression sig ovenpå hinanden. Alle de skæbner, som igennem tiden har været indlagt her, bærer murstenene vidne på. Det er krasmærker på døre og vægge. Det er aflåste køkkener med aflåste skuffer. Det er puslespil uden ende og farvelægning af kranier. (Ja, vi farvelægger kranier.) For hver dag, der går, trækker omverden sig længere og længere væk fra mig. Det bliver mere og mere fremmed at vide, at på et tidspunkt går jeg ud herfra. Og jeg skal selv passe på mig selv derude.

Det er en svær balancegang; at give slip og turde slappe af og overlade ansvaret til andre, men samtidig også skulle tage ansvaret tilbage, mens man stadig ikke er færdig med at hele sin krop og sit sind.

Den første dag, hvor jeg havde udgang på egen hånd, gik jeg ned til vandet og så solnedgangen. 

If you're happy and you know it clap your hands...

Hej med dig!
Jeg håber, at du har haft en dejlig dag indtil videre, eller hvis du læser dette om morgen - at du så får en skøn dag!
Og at i morgen bliver fantastisk.
Og at du får et bekymringsfrit liv.
Jeg håber, at du bliver meget lykkelig!

Jeg skriver i dag om et emne, som jeg har berørt før.
Angst.

Så hvis du har personlig erfaring med angst eller er pårørende til en person med denne lidelse, så må du hjertens gerne læse med, men jeg vil også sige, at jeg beskriver min angst, som jeg oplever den, og det kan være triggering for nogle. Men velkommen til!

I dag er tirsdag den 25. september 2018. De sidste mange måneder har jeg været i behandling for PTSD på Center for Voldtægtsofre, hvor jeg har arbejdet med min angst og fået rigtig meget kvalificeret behandling. Alle, jeg har mødt der, har kun villet mig det bedste.
Min behandling er blevet afsluttet på centeret. Det er ikke, fordi jeg er rask. Jeg er blevet afsluttet på centeret, fordi jeg er for syg. Som jeg har beskrevet før, er de på centeret bekymret for, at min depression er for omfangsrig til, at de kan behandle min PTSD uden at forværre min depression.

Så hvad så nu, Christina?
- spørger du nok.

Svaret er umiddelbart ikke så lige til.
Jeg er henvist til udredningen og akutambulatoriet i Risskov i håb om, at de kan observere og stabilisere mig lidt, indtil psykiatrien er klar med en klar diagnose og en behandling. Jeg modtager anti-depressiv medicin 1 gang om dagen, beroligende 3 gange om dagen og sovepiller om natten. Det kan af og til være en rimelig en heftig cocktail, som kan få mig til at hallucinere og opføre mig underligt.

Så selvom jeg bliver taget seriøst, og mange mennesker arbejder på at hjælpe mig, så forværres min situation og hermed min angst for hver dag, der går. Jeg er plaget af angst og angstadfærd hver dag. Jeg er ved at lære at genkende angsten, for hvad den er - irrationelle tanker, som påvirker min dømmekraft. Men det er ikke altid, at jeg når at opfange angsten, enten fordi den aktiveres pludseligt, eller fordi jeg ikke har energi til at kontrollere den.

I de sidste syv dage har jeg fået tre voldsomme anfald af angst.

Tirsdag den 18. september var min depression så stærk, at jeg lå fra klokken 7:30 til 21:00 og stirrede op i mit hvide loft. Enkelte gange tvang jeg mig selv på toilet, men kravlede ned i sengen med det samme igen. Jeg spiste ikke noget hele dagen. Dagen endte med, at jeg var så opslugt i mine tanker og angst, at jeg måtte ringe til vagtlægen. For at gøre en lang historie ultra kort, så var jeg på skadestuen, hvorfra jeg blev sendt videre til akutmodtagelsen i Risskov, hvor jeg snakkede med sygeplejersker og læger, om hvorvidt det var tid til at indlægge mig. De sendte mig hjem 1:30.

Torsdag den 20. september var jeg ved at komme ovenpå igen, så jeg tog ind til formiddagstimer på uni. Jeg kan kun beskrive dagen som en super uheldig dag. Efter en time gik røgalarmen. Den var, som pedellen selv beskrev den efterfølgende,: "ret fesen", så ingen reagerede rigtig på den.
Jeg havde sådan lyst til at storme ud af klasselokalet og aldrig kigge tilbage. Jeg forsøgte at berolige mig selv ved at tælle til 10, men da jeg kunne se, at vores underviser var nervøs, og han sagde: "Vi bruger samme alarm til, hvis der er en bombe....", så fik jeg tårer i øjnene. Jeg følte, at jeg talte ned til at blive sprunget i luften. For selvfølgelig var der en bombe på skolen. Og lige i dag, hvor jeg havde samlet alle mine kræfter og var taget i skole, så ville den springe.
Men de andre griner, og jeg kan ikke rigtig aflæse stemningen. Skal vi gå eller blive?
Pludselig braser en mand igennem døren. Han råber, at der er brand, og at vi skal skynde os ud.

Jeg har aldrig oplevet, at min angst er eksploderet på den måde. Jeg hyperventilerer omgående, og hele min krop ryster. I klassen får vi samlet vores ting, og vi skynder os ud.
På pladsen foran bygningen søger væk fra de andre for at være for mig selv, så jeg ikke tiltrækker for meget opmærksomhed. Jeg kan ikke trække vejret, og jeg kan ikke stå på mine ben. Jeg er stadig overbevist om, at jeg skal dø. Vi skal alle dø. Om ti, ni, otte, syv, seks, fem, fire, tre, to, én. Nej? Okay, så om ti, ni, otte, syv, seks, fem, fire, tre, to, én! Nu. Nu. Nu. Nu. NU!

Heldigvis går jeg på hold med nogle forfærdeligt søde mennesker. To af pigerne kommer hen og hjælper mig igennem anfaldet. Der er også nogle andre personer, som tjekker og spørger ind til mig, da det går op for dem, at der sidder en op af muren, som har det dårligt.

Få minutter efter bliver alarmen blæst af, vi får at vide, at det var en øvelse. Og underligt nok gjorde det situationen meget værre. Jeg har fuld forståelse for, at evakueringsøvelser er super vigtige, og at de redder liv. Men alligevel følte jeg, at det var så unfair. Jeg kæmper hver dag imod angsten og de begrænsninger, den giver mig. Min angst ved jo ikke, at det er en øvelse. Den fortsætter flere timer efter. Flere dage efter er min angst forhøjet efter sådan en episode.

Mandag 24. september havde jeg været i Risskov til check. Jeg er derude til check cirka to gange om ugen. Det er gået helt fint. Jeg var forinden blevet sat op i medicin, så sygeplejersken tjekkede mig, og alt var i orden. Min hjerterytme var helt normal, og det samme var mit blod. Hun var ikke bekymret, sagde hun.
Så jeg tager bussen ind til byen, og kort tid efter tager jeg bussen hjem ad. Jeg kan godt mærke min angst i bussen, men jeg prøver at distancere mig fra den. Bussen var fyldt, og der var mange højlydte mennesker og børn med. Ydermere var bussen forsinket, så jeg var godt presset. Jeg sidder ned, men alligevel kan jeg mærke, at jeg bliver dårlig. Men det er okay, for jeg skal af nu...

Så jeg rejser mig og prøver at blive stående på mine ben. Jeg har ikke nogen energi i mine ben, men alligevel får jeg kæmpet mig ud af bussen. Den kører afsted, og jeg bevæger mig ud på en gå tur, som er en lille kilometer. Jeg kan godt mærke, at det bliver en hård tur hjem.
Jeg når at gå 10 meter fra busstoppestedet, før jeg ikke kan stå på mine ben mere. Jeg føler mig rigtig dårligt tilpas, og så husker jeg egentlig ikke mere.

Jeg vågner ved, at der står en mand og kvinde over mig. De er igang med at vække mig, og manden er ved at ringe efter en ambulance. De siger, at de har set mig falde om, så jeg har nok ikke været væk i mere end et par sekunder.
Men jeg har været heldig. Jeg er faldet ind på et stykke græs, og jeg har lige præcist misset et vejskilt og fliser. Jeg kunne lige så godt være faldt ud imod vejen, som er meget befærdet.

Jeg er i chok, men jeg har det bedre, så jeg siger mange tak for hjælpen, og at jeg ikke skal bruge en ambulance. Jeg skal nok selv komme hjem, selvom de gentagende gange tilbyder mig at køre mig. Jeg husker, at jeg er meget vedholdende i, at jeg bare går hjem - det er ikke noget problem. Hvilket er totalt åndsvagt. Jeg skulle have bedt om hjælp, men det ville min hjerne ikke, så jeg takker dem endnu mange gange og går afsted.
Jeg er stadig lidt omtåget, og jeg går ikke så hurtigt. Men jeg når hjem og får ringet til min mor, psykiatrisk rådgivning og min læge.

Efter at have snakket med rådgivningen og lægen kommer vi frem til, at det har været et angst-triggeret anfald, hvilket åbenbart er en ting, folk oplever. Når man først én gang er besvimet af angst, så skal man forvente, at det vender tilbage. Denne gang var jeg heldig, at jeg ikke slog mig eller faldt ind på kørebanen.

Så det er her, jeg står nu. Min krop viser angst på mange forskellige måder. Dens nyeste trick er at spille død, men det må jeg tage med. Jeg kan ikke gøre andet end at oplyse folk, om hvad de skal gøre, hvis jeg pludselig besvimer.
Der kan ikke rigtig gøres andet end at holde min krop i sikkerhed, indtil jeg vågner kort tid efter. Er jeg væk i over fem minutter, så skal man ringe efter en ambulance. Men så længe jeg ikke har slået mig i faldet, og jeg kun er væk i et par sekunder, så er der ingen grund til at ringe efter en ambulance.


Mange tak til alle, som har hjulpet mig igennem mine angstanfald - både folk, jeg kender, og de fremmede, der holdt ind for at hjælpe! Og til alle jer andre, som også er dejlige mennesker, nu ved I, hvad I skal gøre, hvis jeg eller nogen anden får et angstanfald af den ene eller den anden slags.

Det er alt sammen et skidt på vejen til at blive rask!

Hvad så nu, Typisk T-rex?

Jeg har haft svært ved at skrive på bloggen de sidste par uger. Det er nok mest fordi, at det eneste, der fylder i mit hoved lige for tiden, er min depression. Den styrer min hverdag på en måde, hvor jeg bliver hæmmet i mine daglige gøremål og omgang med mennesker omkring mig.

Da jeg skabte Typisk T-rex, besluttede jeg, at jeg ikke ønskede, at bloggen skulle være en “Se hvor ondt min depression gør”-blog. - I hvert fald ikke udelukkende.

Men når depressionen er det eneste, der fylder mit hoved, så er det svært at fylde bloggen med positive budskaber og smarte observationer. Jeg vil gerne fylde bloggen med sandheden, som jeg ser den. Men sandheden er, at jeg har en voldsom depression. Sådan var sandheden også for en måned og to måneder siden. Og det ser ikke ud til at ændre sig betydeligt indenfor det næste stykke tid.

Men I skal ikke snydes for en omgang T-rex af den grund, så her er en update på situationen:

Jeg er startet i behandling på Center for Voldtægtsofre. Jeg modtager behandling for mine PTSD-symptomer, og hvis jeg skal sige det selv, så går det rigtig godt. Jeg føler mig forstået og taget alvorligt. Al personale, jeg har mødt på centeret, er professionelle og dygtige. Der bliver taget rigtig godt hånd om mig.

Men min depression er desværre så tung for tiden, at det giver problemer for min behandling. Jeg har kort sagt ikke kræfter nok til både at tage vare på mig selv og holde humøret og energiniveauet højt nok til at udføre mine daglige opgaver.

I juli måned blev min psykolog, min læge og jeg enige om, at jeg skulle prøve at afhjælpe min depression med medicin. Jeg brugte mange dage på at overveje, om jeg ønskede anti-depressiv-medicin eller ej. Konceptet i sig selv lød skræmmende og bivirkningerne lød endnu mere skræmmende.

Medicinen virker først efter 2-3 måneder, men bivirkningerne kom øjeblikkeligt. Den første nat på medicinen sov jeg 2 timer og vågnede midt om natten. Jeg kunne ikke sove videre. Jeg var med andre ord lysvågen, som om jeg havde sovet en fuld nat. Jeg brugte dernæst de næste mange timer på at stirre ud af vinduet, mens jeg så lyset komme tilbage.

Insomniaen er ikke forfærdelig, for jeg fandt ud af, at hvis jeg tager medicinen om morgenen og laver vejrtrækningsøvelser om aftenen, så vil jeg kunne sove igennem hele natten. (Som en baby).

Mit største problem på medicinen er kvalmen. Jeg har kvalme 70% af døgnet. Jeg vågner om natten af den. Kvalmen gør, at jeg ikke spiser. Bare tanken om mad, giver mig lyst til at kaste op. Der er selvfølgelig nogle dage, der er bedre end andre, men jeg har endnu ikke haft en dag på medicinen, hvor jeg har spist 3 måltider, som jeg normalt gør.

Det nemmeste er ikke at spise, men min krop har brug for maden for at køre optimalt og for at bekæmpe depressionen.

Kvalmen har medført, at jeg for første gang i mit liv har været på Bones og har sagt: “Hvis jeg absolut skal have noget, så tager jeg en salatbar til hovedret.” og dette var vel at mærke efter en fuld dag med aktiviteter i Legoland. Og ja, det er i sig selv meget sjovt. Jeg takker sjældent nej til mad.

Jeg elsker mad, men kvalmen gør mig syg ved tanken. Jeg har problemer med selv at regulere kulde og varme. Jeg har svært ved at sove. Jeg har ondt i hovedet og i maven. Jeg kan af og til mærke mit hjerte springer slag over og slår ude af takt. Jeg sveder hele tiden, også selvom jeg fryser. Jeg har uro i kroppen, og min krop gør ondt ved berøring.

Men…

Jeg fortsætter med at tage medicinen, også selvom der er lange udsigter på den gavnlige virkning. Jeg vil så umådeligt gerne, at min depression bliver mindre, så jeg kan vende tilbage til en hverdag, hvor jeg ikke skal vælge, om jeg skal bruge min energi på at spise eller på at tage et bad - for der er kun energi til en af delene.

Og indtil da arbejder jeg videre hos psykologen, og jeg tager min medicin, for jeg skal bevise overfor mig selv og menneskerne omkring mig, at jeg er mere end min depression.