Den 1. oktober ringede min telefon efter, at jeg var kommet hjem fra en ambulant samtale i Risskov. (Hvis du ikke ved det, så betyder ambulant behandling, at man får behandling på hospitalet, men tager hjem og sover). Det var sygeplejersken, som jeg havde snakket med få timer forinden. Hun sagde, at hun i samarbejde med en overlæge havde besluttet sig for, at de ville indlægge mig til trods for, at de egentlig havde sendt mig hjem tidligere. De bad mig komme tilbage hurtigst muligt.
Nogle timer senere sad min mor og jeg i venteværelset og... ja... ventede. Det var en lang process. Jeg skulle tale med sygeplejersker og læger, som skulle vurdere, om jeg virkelig skulle indlægges. Efter 2 timer kom de frem til, at jeg ville have bedst af at blive indlagt. Det blev vurderet, at jeg var til fare for mig selv, så selvom jeg nærmest tiggede om at komme hjem, og jeg egenligt havde modsat mig lægens anbefaling, så endte jeg med at blive indlagt.
Min indlæggelse i modtagelsen har jeg egentlig ikke så meget at sige om. Jeg brugte det meste af min tid på at tælle hullerne i loftet. Der var 70.000 huller. Ja, jeg talte dem alle sammen. Flere gange regnede jeg efter ved at tælle de yderste kant-huller og gange dem med hinanden. Lamperne havde også huller, men dem kunne jeg ikke tælle. Det var for svært, for det var for hårdt at stirre op i lyset.
Når jeg havde talt hullerne én gang, så talte jeg dem igen.
Den 3. oktober blev jeg pludselig udskrevet. Det gik egentlig ret hurtigt, og jeg tror måske, at det var lidt af et chok for mig, for jeg var lige begyndt at falde til ro. Min opfattelse af min udskrivelse er, at de manglede pladser på modtagelsen, og der var ikke en plads til mig på depressionsafdelingen, så det eneste, de rigtigt kunne gøre, var at udskrive mig.
Næste mandag (den 8.) var jeg til opfølgning på ambulant-afdelingen. Jeg fortalte sygeplejersken, hvordan weekenden var gået, og hvordan jeg havde det. Hun sagde, at hun ville snakke med en overlæge om, hvorvidt vi skulle sætte min medicin op. Så jeg tog hjem og fik senere på dagen et opkald. Jeg forventede at få at vide, at jeg skulle tage mere medicin, men det var ikke den besked jeg fik i telefonen. Sygeplejersken sagde, at jeg dagen efter ville få en plads på psykiatrisk hospital i depressionsafsnittet, hvor jeg ville blive indlagt igen.
Så den 9. oktober blev jeg indlagt (for real) på psykiatrisk hospital. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle forvente. Afdeling Q (min afdeling - ja det er faktisk ret sjovt) er med låste døre og gårdspladser med et højt, grønt hegn. Bygningen ligner mest af alt en gammel herregård, så jeg må indrømme, at jeg var lidt skræmt, da jeg blev låst ind, og døren smækkede bag mig.
Det er i dag den 23. oktober. Jeg er på dag 15. Da jeg blev indlagt valgte jeg at vente med at skrive om det her på bloggen, da jeg faktisk ikke vidste, om jeg havde lyst til at folk skulle vide det.
Min opfattelse er, at mange tænker på psykiatrisk hospital som værende et sted, hvor folk er så syge, at de nærmest bliver til dæmoner. Det er i hvert fald den frygt, jeg havde, da jeg blev indlagt.
Sandheden er, at ja der er nogle patienter herinde, som er syge på en måde, hvor de bliver ret skræmmende. Der er skrig både nat og dag, og jeg har også oplevet at personale fra de andre afdelinger kom løbende for at hjælpe personalet på min afdeling med en patient, der havde en episode. Foruden personalet på min afdeling kom der 11 (!) løbende. Det lyder måske ikke af meget men overvej, at det var den mængde personale, der skulle til for at styre én patient.
En ting, jeg havde frygtet, var elektrochokbehandling. Jeg har klart sagt, at det er ikke en behandlingsform, jeg ønsker. Jeg fandt nemlig ud af, at ja man bruger stadig elektrochok i dag. Det har bare fået en pænt navn. I dag hedder ECT, og man bliver lagt i narkose. Jeg kan se, at de patienter, der får ECT får nogle ret heftige hukommelsestab af det. De kan ikke huske, at de har været på afdelingen før, og de har ingen ide, hvilken stue er deres. Men jeg kan også se en forbedring hos dem, som får ECT. Lige pludselig er de optimistiske og har nærmest fået en helt anden personlighed. Men jeg har stadig gjort det klart, at det vil jeg ikke. ECT er en midlertidig behandling. Man sender strøm ind i hjernen for, at den har mere energi at arbejde med. De fleste vil som regel være tilbage i det depressionsstadie, som de var i før behandling, efter mindre end et år.
De første dage, jeg var indlagt, havde jeg ikke mulighed for at forlade afdelingen. Det har jeg nu. Jeg har "udgang efter aftale", hvilket betyder, at jeg kan gå en tur eller cykle hjem i lejligheden og være et par timer, så længe personalet ved, hvor jeg er, og jeg overholder mine tidsrammer. Hvis jeg skal være ude i længere perioder, så skal der være nogen sammen med mig. Det er ikke fordi, jeg er i fængsel. Jeg er bare stadig ustabil.
Jeg har siddet længe med dette indlæg. Jeg vil gerne fortælle sandheden, men jeg vil også gerne have, at det er poetisk og smukt. Men sandheden er, at der ikke er meget eventyr over at være indlagt på psykiatrisk hospital. Det mest eventyrlige er den store skov og vandet, der omgiver os her i Risskov. Men afdelingen flytter snart til Skejby, og der er der kun beton-udsigt. Så jeg må nok erkende, at indlæggelsen og det at være indlagt er et kapitel i mit liv, som jeg glæder mig til at se enden på. Jeg kan godt forstå, at jeg har brug for denne behandling lige nu, men jeg ville ønske, at det ikke var kommet så vidt.
For her er det mad og medicin på klokkeslæt. Det er hvide vægge og lange gange. Det er skrig på alle tider af døgnet. Det er lange samtaler med læger og psykologer, der prøver at vurdere, hvornår de kan sende sig væk. Det er kampen for at komme ud men også kampen for at blive og kræve behandling. Det er 17 stuer med mennesker, som hver bringer sin historie med ind. Det er 17 mennesker som på et tidspunkt går ud af dørene her. Nogle vender tilbage. Andre gør ikke. Der kommer nye mennekser med tomme blikke, som erstatter de tomme stuer. Og på den måde bygger historierne om lidelse og depression sig ovenpå hinanden. Alle de skæbner, som igennem tiden har været indlagt her, bærer murstenene vidne på. Det er krasmærker på døre og vægge. Det er aflåste køkkener med aflåste skuffer. Det er puslespil uden ende og farvelægning af kranier. (Ja, vi farvelægger kranier.) For hver dag, der går, trækker omverden sig længere og længere væk fra mig. Det bliver mere og mere fremmed at vide, at på et tidspunkt går jeg ud herfra. Og jeg skal selv passe på mig selv derude.
Det er en svær balancegang; at give slip og turde slappe af og overlade ansvaret til andre, men samtidig også skulle tage ansvaret tilbage, mens man stadig ikke er færdig med at hele sin krop og sit sind.
Den første dag, hvor jeg havde udgang på egen hånd, gik jeg ned til vandet og så solnedgangen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar