Overbelægning

Jeg vil gerne dele et brev, jeg har skrevet i forbindelse med overbelægning på psykiatrisk hospital. Vi ligger to patienter på nogle af stuerne, hvilket er mindre end optimale forhold! I kan selv læse med her: 

Aarhus 16. januar 2019

Kære Skejby Universitetshospital og Region Midtjylland

Mit navn er Christina Gormsen. Jeg er 21 år gammel, og jeg er i øjeblikket indlagt på psykiatrisk afdeling sengeafsnit 5 i Skejby. Jeg er diagnosticeret med depression, PTSD, angst, og jeg er i udredning for personlighedsforstyrrelse. Mine psykiske lidelser gør, at jeg har brug for stabilitet og forudsigelighed for, at jeg kan have forhåbninger om lindring.

Jeg er indlagt på en overbelægningsstue, hvor jeg deler stue med en anden patient. Overbelægningsstuerne er handikapstuer, som har en anelse større rum, hvor man derfor har stillet en ekstra seng ind, fordi der er for mange patienter i forhold til stuer.

Jeg har set flere patienter komme ind og ud, mens jeg har været på denne stue. Nye medpatienter kan komme på alle tider af døgnet, og de er altid fremmede mennesker, som – ligesom jeg selv – er enormt sårbare og har brug for en stue, hvor de kan trække sig tilbage og være sig selv.

På en overbelægningsstue er der ikke mulighed for privatliv. Jeg er altid opmærksom på, at døren kan gå op når som helst. Når den anden seng er tom, kan det være en ny patient, der kommer ind. Og når sengen er besat, går døren op flere gange, fordi den anden patient selvfølgelig har brug for at komme og gå på stuen.

Vi er ikke et sted i vores liv lige nu, hvor vi har brug for at være sociale på alle tider af døgnet. Nøglebegreberne til bedring er ro og hvile samt stimulering i kontrolleret og begrænset omfang. Vi er mennesker, som græder og kan have angstanfald flere gange dagligt. Vi har brug for at kunne tale med personale uden at blive overhørt af en anden patient, og vi har brug for at medpatienter kan få deres behandling uden, at vi skal sendes ud af vores stue, for at der kan tales fortroligt. At være indlagt på en overbelægningsstue er på ingen måde optimal for min og mine medpatienters bedring – tvært imod vil jeg sige, at det er yderst anstrængende, ikke at kunne være alene og ikke at kunne føle, at ens stue er et trygt sted.

Jeg håber, I vil tage denne problemstilling op til overvejelse. Og jeg håber, at I forstår, at overbelægningsstuer ikke er til nytte for hverken patienter eller personale.

Tak for jeres tid!

Med venlig hilsen

Christina Gormsen

Billedet er taget i vinduet til en gang på psykiatrisk sengeafsnit 4 en af de første dage, jeg var indlagt. 

Hvad sker der, når man bliver indlagt?

Den første januar 2019 måtte jeg erkende, at min depression havde taget til, og jeg var nu på et niveau, hvor jeg endnu en gang ikke kunne passe på mig selv. Og det er, hvad dette indlæg handler om. Jeg vil gerne fortælle om min oplevelse, fra da jeg blev indlagt på "den lyserøde" i tirsdags. Jeg håber, du vil læse med, men jeg er også godt klar over, at alt den her snak om depression og indlæggelse kan være triggering for nogle, så hvis du bliver påvirket, kan det være, du skal springe dette indlæg over.


Hvordan vidste jeg, at det var tid til en indlæggelse?
Jeg havde i nogle dage haft en tunghed i min krop, så jeg vidste godt, at jeg var på vej ned. Men jeg havde ikke regnet, at det ville gå så hurtigt, som det gjorde - på trods af at jeg havde haft nogle travle uger.

Det tog cirka 2 døgn fra "Okay, Christina, vi kan godt klare nogle dage alene. Det bliver lækkert med lidt ro og selvforkælelse" til "............ mit navn er Christina." (forklaring følger). Jeg lå i min seng tirsdag og kunne næsten ikke bevæge mig. Min lyst og motivation var væk. Jeg stirrede op i loftet, mens youtube kørte ved siden af mig. I mit hoved kørte grimme tanker i ring; såsom: "Jeg er allerede død", "hvis jeg ku' få lov til at sove de næste fem dage uden at vågne, så ville det være dejligt.", "Shit, der er skole om en måned. Det kan jeg slet ikke..." Alt hvad der var svært eller en udfordring poppede frem som en fuldstændig uoverskuelig opgave, og tankerne ville ikke forsvinde. Til sidst samlede jeg alt min energi, og  jeg rejste mig og gik ud for at købe en pizza, som jeg kunne smide i ovnen.

Og det var her, det gik rigtig op for mig, hvor slemt det var. Jeg havde høretelefoner på, hvori jeg hørte noget stille musik. Og mens jeg gik imod Menu, løb tårerne ned af mine kinder, men vinden var så voldsom, at jeg kunne lade som om det bare var vinden. Og da jeg så endelig nåede til Menu, så var der lukket. Så jeg gik i en anden butik, men de var løbet tør for frysepizzaer. Så jeg stod midt i et supermarked med røde kinder og udmattelsestårer i hele fjæset. Det har været et kønt syn - det er jeg ikke i tvivl om.

Jeg købte to skåle risalamande i mangel på bedre og gik hjem igen. Der er cirka 700 meter mellem butikkerne og min lejlighed. Det tog mig 25 minutter at gå hjem. Ét skridt af gangen og i medvind. Det var det hurtigste jeg kunne gå. Min krop kunne ikke bevæge sig hurtigere. Der var ikke mere kraft eller styrke. Og nu løb tårerne ikke ked af mine kinder. Det regnede på mig. Kun på mig. Tudende og grædende gik jeg, mens jeg tænkte: ".... mit navn er Christina, mit navn er Christina..."

Jeg ved ikke, hvor den mantra kommer fra, men jeg har efterhånden hørt den nok gange til, at jeg ved, at det er en katastrofetanke. Når jeg ikke kan mere, så dukker den op. Den kan komme én gang eller hundrede gange. Den kan stå på et split sekund eller en time.... Mit navn er Christina.

Og der vidste jeg, at jeg skulle indlægges, og jeg skulle have noget seriøs hjælp. Senere på aftenen (klokken 20.00) ringede jeg til vagtlægen og fortalte, hvordan jeg havde det. Han bad mig melde ind på akutskadestuen i Skejby. Mine forældre hentede mig og kørte mig ind.


Akutskadestuen 
Der var få patenter på skadestuen omkring klokken 21.15 den første januar, hvilket var et held (sidst ventede vi i 2 timer). Vi ventede omkring 20 minutter, før jeg blev kaldt ind til en læge. Vi snakkede kort, før han besluttede at ringe til psykiatrien for at høre, om de ville snakke med mig. Jeg blev sendt ud i venteværelset igen for at vente på en, der skulle følge mig til psykiatrisk modtagelse.


Psykiatrisk modtagelse
Tidligere var modtagelsen en del af psykiatrien i Risskov. Nu er den en del af skadestuen. Så vi blev ført ind i et venteværelse ikke langt fra det andet. I modtagelsen sa der allerede to og ventede. Klokken har vel været 21.45-22.00, da jeg kom ind i modtagelsen.

I modtagelsen ventede jeg først en halv time, før jeg blev kaldt ind til en "forsamtale", som blev holdt med en sygeplejerske. Her fortalte jeg, hvad jeg havde fortalt lægen kort forinden. Hun skrev ned og spurgte ind til mine depressive tendenser og min psykose. Jeg fik at vide, at der var én foran mig i kø til at snakke med lægen, men sygeplejersken ville ikke gætte på, hvor lang tid det ville tage.

Kort efter sad jeg igen i venteværelset. Manden foran mig blev kaldt ind. Så nu vidste jeg, at jeg var den næste. Så vi ventede. Mens vi ventede kom en dame ind, hun var knapt kommet ind i rummet før hun vendte om. Hun foretrak at vente i enrum.
Der gik ikke lang tid, før tre unge kom ind. Det var tydeligt, at den ene kvinde var meget ked af det. De sad lidt, men kort efter gik de også til enrum. Så vi sad nu alene i venteværelset. Vi ventede og ventede. Manden foran mig var for længst kommet ud og sendt hjem, så jeg sad og ventede på, at jeg skulle blive hentet af lægen. Men det gjorde jeg ikke. Klokken nærmede sig midnat og sneg sig over midnat, og vi ventede stadig. Til sidst måtte vi gå ud og høre, hvad der skete. Vi fik at vide, at der nu var to foran mig.
Det kunne jeg slet ikke. Vi havde siddet i flere timer og ventet, mens andre var kommet foran mig. en sygeplejerske fortalte, at de var mere akutte. Egentlig kan jeg godt forstå det, hvis man er mere akut, har man brug for hjælp først. Men i situationen kunne jeg ikke forstå, hvordan nogen kunne være mere akut end jeg var. Jeg kunne ikke længere holde tårerne tilbage. Vi blev bedt om at vente på lægen, så det gjorde vi, selvom vi egentlig var klar til at køre hjem uden at se lægen.

Kort tid efter så jeg den unge kvinde gå ud af dørene med et kæmpe smil og grin på hendes læber, og jeg brød sammen. Jeg følte mig så ulykkeligt og så unfair behandlet, hvordan kunne hun gå ud af døren fra psykiatrisk modtagelse så glad og samtidig være kommet foran mig i køen, fordi hun var mere akut. Jeg følte mig til grin. Jeg følte, at jeg ikke blev taget seriøst.

Heldigvis kom lægen kort efter og hentede mig ind. Vi snakkede i lidt tid. Hun foreslog mig en indlæggelse. Og jeg takkede ja. Vi snakkede lidt om, hvad vilkår min indlæggelse skulle være på, og det endte med, at jeg foreløbigt ikke har udgang. Jeg blev indlagt under en problemstilling som hedder: Depressivt skred, hvilket bare betyder, at min depression er blevet værre.


Indlæggelse
Efter læge samtalen var der igen ventetid. Der var fuldt optaget på den sengeafsnit 5, som svarer til den afdeling, jeg havde været på, da psykiatrisk hospital lå i Risskov. I november blev Risskov lagt sammen med Skejby, og afdelingerne er blevet omlagt. Så nu skulle jeg på sengeafsnit 4, hvor jeg ikke kender personalet. Jeg havde håbet på afsnit 5, men den gik ikke. Vi blev fortalt, at man nu var så presset på stuer, at de var begyndt at lægge to patienter på nogle af stuerne.

Jeg blev tilbudt en orlovsplads, hvilket betyder, at der faktisk er en, som har stuen, men vedkommende er på orlov hjemme, så jeg fik deres plads. Vedkommende er nu kommet igen, men har fået en anden stue, da jeg skal have en stue, hvor der er mulighed for skærmning - det står i min behandlingsplan. (Skærmning er når personale sidder i døråbningen og observerer en patient.)


Hvad så?
Det tager 5 timer at blive indlagt. Fra jeg ringede til vagtlægen til jeg havde en stue og en seng. Det er en hård process, og det er ikke for sjov. Mine forældre og jeg har flere gange oplevet at sidde og vente i flere timer i modtagelsen. Nogle gange bliver man taget ind. Andre gange bliver man sendt hjem.
Indlæggelsesprocessen er unødvendig hård. Man skal snakke med personale af flere omgange.


Er vi så færdige med at blive indlagt?
Nej. Dagen efter bliver man kaldt ind til en halvanden time lang samtale med en læge, som spørger om alt forfra. Derudover skal man tjekkes somatisk. Altså skal ens reflekser testes, ens syn, ens balance, ens alt... Man bliver testet på alt.

Men det er stadig ikke nok. Dagen efter lægesamtalen kom to sygeplejersker ind med en maskine, for jeg skulle have taget EKG for at sikre, at mit hjerte har det godt. Det kan nemt blive påvirket af medicinen.

Og i dag vågnede jeg ved, at døren blev åbnet klokken 7.30, og fire sygeplejersker rullede et stort bord og en skærm ind. Så skulle jeg have taget blodprøver lige pludselig. Jeg var ikke vågen, men lyset blev tændt, og de skannede mit armbånd, mens der blev spurgt: "Hvad er dit navn? Hvad er dit CPR-nummer?" Jeg havde knapt en ide om, hvor jeg var, men to minutter efter var der stukket en nål i min arm. Jeg nåede ikke engang at fortælle dem, at nåle trigger min angst.



Og nu er jeg indlagt. Der er stadig spørgsmål ved, om jeg fortsat skal have denne stue, og om jeg måske kan få lov til at rykke til sengeafsnit 5, hvor jeg kender personalet. Jeg har fortalt dem, at det ikke er fordi, jeg har noget imod afsnit 4. Jeg savner bare den peer-medarbejder og kontaktpersonerne, der er på afsnit 5.

Her på afsnit 4 kører der Huset på Christianshavn i fjernsynet døgnet rundt. Alle (bortset fra mig og en ung mand) er 50+, så er er høj fjernsyn og gammelmandsråben dagen lang. Det føles i høj grad som at bo på et plejehjem. Sengeafsnit 4; plejehjemmet.

Til slut får I et af mine kønneste billeder med. Det her billede tog jeg, fordi jeg tænkte, at I nok gerne ville se, hvordan man så ser ud, når man har brug 5 timer på at blive indlagt. Det var så lidt ;).

Sidsterangsmennesket

Jeg har aldrig følt mig som et førsterangsmenneske. Heller ikke som et andenrangsmenneske. Hvis jeg skulle beskrive mit liv og min opvækst, så husker jeg det som om, at jeg var et sidsterangsmenneske. Det handler ikke om, at min familie ikke elsker mig - det ved jeg de gør. Det handler heller ikke om, at jeg ikke havde nogen venner -for det har jeg haft on/off igennem mit liv.

Følelsen af at være et sidsterangsmenneske handler om at føle sig ubetydelig. Det er følelsen af ikke at være nogens nummer 1 eller nummer 2. Det handler om at stå med én fod inde i lejeren og én fod i en frossen sø, som du ikke kan træde ud af. Du kan stadig lugte bålet og måske også mærke varmen af og til, men du vil aldrig være helt inde. Du vil aldrig være gennemvarm, for uanset hvor meget du strækker dig for at nå bålet og nå trygheden, så vil din ene fod altid være fastfrosset i mørket og i kulden. Og sådan føles det at være et sidsterangsmenneske. 

Man kan føle sig som et sidsterangsmenneske af og til. Det er en del af livet. For de fleste bliver det sommer, og isen på søen tør, så du kan trække din fod op og gå ind i lejeren helt. For andre er det vinter i den vildeste Game of Thrones- stil, hvor vinteren nærmest varer for evigt. Men lige pludselig vil sommeren vende tilbage, og isen vil smelte. Heldigvis kan man gå lidt frem og tilbage, uden at det har store konsekvenser. Mange vil opleve, at man jonglerer i et "lillefingervarmt" område. 

Jeg husker at være et sidsterangsmenneske tilbage fra min barndom. Jeg husker det specielt ved, at blive valgt sidst til rundbold hver dag. At stå tilbage med de samme en-to personer. At kigge på hinanden i en indbyrdes kamp om, hvem der bliver valgt ikke-sidst. Jeg kan stadig huske følelsen. Jeg kan stadig se de andre sidsterangsmennesker stå sammen med mig på rundboldsbanen. Og jeg vil vædde med, at de godt ved, hvem de er, og de kan sikkert stadig se mig stå sammen med dem. 

Jeg ved godt, at det at blive valgt sidst til sport også har noget med atletisk styrke at gøre, men helt ærligt så var vi børn. Der var ikke nogen af os, der var atletiske mestre. Desuden var jeg konkurrencesvømmer dengang. Så jeg vurderer ikke, at jeg blev valgt sidst på grund af fysisk svaghed. 

En dag, som jeg tydeligt husker, er 9. klassernes sidste skoledag, da jeg gik i 8. klasse. Det er en af de dage, hvor jeg første gang blev opmærksom på, at folk ikke så mig, som jeg så mig selv. Den dag var jeg et rigtigt sidsterangsmenneske. Foran hele skolen uddelte 9.klasserne priser for *året babe*, *årets scoring*, *årets par*.... I kender genren. Jeg husker, at det var det vildeste, der kunne ske; at blive nomineret til en af priserne. Det var aldrig sket for mig. Jeg var slet ikke populær nok til overhovedet at blive overvejet. 

Men dette år blev jeg nomineret. Jeg blev rent faktisk ikke bare nomineret. Jeg vandt. Og så skulle man tro, at det var med jublen og smil, at jeg gik imod scenen. Men det var det ikke. Det var lige modsat. Jeg vandt ikke *året lækreste* eller *årets klogeste*. Prisen, jeg vandt, var *årets joke*.
Foran hele skolen måtte jeg gå op på scenen (hvis man ikke gik op friviligt, så blev man trukket derop), hvor jeg blev overrakt et bånd med ordene: *ÅRETS JOKE*, og der blev råbt "tale, tale, tale, tale". Hvad skulle jeg sige? Jeg var lige blev ydmyget foran hele skolen. Jeg husker en brændende lyst til at råbe:

FUCK JER!

Ud til alle tilskuere og 9.klasserne og til lærerne, fordi de lod dette ske. Jeg har mange gange ønsket, at jeg udlevede denne små-rebelske lyst. Jeg ville ønske, at jeg havde flået båndet af og brændt det lige der midt på scenen. Jeg ville ønske, at jeg havde stukket hende, der overrakte mig båndet, en kæmpe lussing. Jeg ville ønske, at jeg havde råbt, at de alle var; [Indsæt 1.000 grimme ord]. Men det gjorde jeg ikke. Jeg tvang frem et "Tak", og så gik jeg. Jeg gik ud af hallen med tårer strømmende ned af kinderne. Jeg gik forbi elever og lærere, og ingen sagde noget. For sådan var det dengang. Ingen bekymrede sig for, om du græd. Ingen havde tid til overs for et sidsterangsmenneske. 

Nogle år efter fortalte jeg min mor, om hvad der var sket. Jeg havde skammet mig i flere år, så jeg havde ikke fortalt nogen om det. Jeg havde gemt båndet i en kasse under min seng. Dengang lovede jeg min mor, at jeg ville smide båndet ud. Men det gjorde jeg ikke. Der er et minde knyttet til *ÅRETS JOKE*, som er blevet en del af det, som har udformet mig. Så jeg kunne ikke smide det ud. Jeg har det stadig. (Undskyld, Mor).
Jeg har ikke tænkt mig at smide det ud lige nu, for jeg har en plan. Planen er ikke at gemme på det for evigt. Planen er at brænde båndet, som jeg skulle have gjort den dag for mange år siden. I mit hoved er den perfekte plan at samle min omgangskreds og brænde alt det negative skidt, jeg har samlet igennem årene. Jeg vil holde en ceremoni til ære for mig. Jeg vil spise boller i karry og drikke champagne og pepsi twist. Jeg vil høre Fall Out Boy og jeg vil have lov til at græde over at have været et sidsterangsmenneske for så længe. Og det skal handle om mig. Jeg skal være et førsterangsmenneske. Bare for denne ene dag.

Jeg vil ikke love mig selv, at jeg er færdig med at være et sidsterangsmenneske, for så ville jeg lyve for mig selv. Jeg ved godt, at jeg altid vil have en fod fastfrosset ude i isen. Det ved jeg med sikkerhed, for jeg ved, at jeg ikke er min egen førsteprioritet. Jeg bliver ved med at sætte folk foran mig selv, også selvom jeg godt ved, at jeg egentlig fortjener bedre, og derfor vil jeg altid være et sidsterangsmenneske. Jeg gør mig selv mindre, og jeg bryder mine egne regler for nogle mennesker, som er min førsteprioritet, men hvor jeg ikke er deres førsteprioritet. Heller ikke andenprioritet. Jeg er sidsteprioritet. Et sidsterangsmenneske. Men jeg bliver hængende, for det er, hvad jeg kender. Jeg kender følelsen af den ene kolde fod. Jeg kender lugten af bålet. Og jeg strækker mig efter varmen hver dag. Og når jeg tror, at jeg kan nå flammen, så bliver jeg brændt og sendt tilbage til den frosne sø, hvor jeg står på strakte tæer for at holde hovedet oven vande. Og her er jeg fastfrosset. Og nu kommer vinteren, så udsigten er, at jeg kommer til at være her et stykke tid. Så I ved, hvor I kan finde mig. Den koldeste sø. På bunden. Men stadig med hovedet i vandskorpen. Stadig med øjnene rettet imod lejeren.

Sidsterangsmennesket. 

Kortvarig glæde

Dette indlæg er en kort opdatering på, hvad der foregår i disse dage.

Tirsdag den 30. oktober blev jeg udskrevet. Til trods for, at mine forældre og jeg selv havde udtryk bekymring for, hvorvidt jeg var stabil nok til at blive sendt hjem, skete det alligevel.

For at gøre en lang historie kort, så tog jeg hjem tirsdag. Onsdag havde jeg en aftale med en god veninde og en kop varm kakao. Og torsdag skulle jeg til opstart i ambulant behandling i depressionsafdelingen.

Jeg havde ikke talt med min nye psykolog mere end en halv time, før hun begyndte at snakke om, at vi skulle genoverveje indlæggelse. På det tidspunkt var det knapt 35 timer, siden jeg forlod Q1, og nu var jeg altså på vej ind igen. Der blev ringet efter en læge, som skulle tage den endelige beslutning. Overlægen kom, og det endte med ordene: "Jeg ringer lige til Q1 og hører, om de har en ledig stue." og så vidste jeg godt, hvad der skulle ske.

Så nu er jeg atter indlagt. Det er formegentlig kun en uge, og så kan jeg komme hjem og være lidt for mig selv efterfølgende.

Afdeling Q

Dette indlæg er historien om, hvordan jeg blev indlagt på afdeling Q på psykiatrisk hospital i Risskov. Jeg skriver til sidst lidt om, hvordan det er at være indlagt. Måske er det præcist, som du forventer, det er, måske er det anderledes. Du er i hvert fald meget velkommen til at læse med og finde ud af det!

Den 1. oktober ringede min telefon efter, at jeg var kommet hjem fra en ambulant samtale i Risskov. (Hvis du ikke ved det, så betyder ambulant behandling, at man får behandling på hospitalet, men tager hjem og sover). Det var sygeplejersken, som jeg havde snakket med få timer forinden. Hun sagde, at hun i samarbejde med en overlæge havde besluttet sig for, at de ville indlægge mig til trods for, at de egentlig havde sendt mig hjem tidligere. De bad mig komme tilbage hurtigst muligt.

Nogle timer senere sad min mor og jeg i venteværelset og... ja... ventede. Det var en lang process. Jeg skulle tale med sygeplejersker og læger, som skulle vurdere, om jeg virkelig skulle indlægges. Efter 2 timer kom de frem til, at jeg ville have bedst af at blive indlagt. Det blev vurderet, at jeg var til fare for mig selv, så selvom jeg nærmest tiggede om at komme hjem, og jeg egenligt havde modsat mig lægens anbefaling, så endte jeg med at blive indlagt.

Min indlæggelse i modtagelsen har jeg egentlig ikke så meget at sige om. Jeg brugte det meste af min tid på at tælle hullerne i loftet. Der var 70.000 huller. Ja, jeg talte dem alle sammen. Flere gange regnede jeg efter ved at tælle de yderste kant-huller og gange dem med hinanden. Lamperne havde også huller, men dem kunne jeg ikke tælle. Det var for svært, for det var for hårdt at stirre op i lyset.
Når jeg havde talt hullerne én gang, så talte jeg dem igen.

Den 3. oktober blev jeg pludselig udskrevet. Det gik egentlig ret hurtigt, og jeg tror måske, at det var lidt af et chok for mig, for jeg var lige begyndt at falde til ro. Min opfattelse af min udskrivelse er, at de manglede pladser på modtagelsen, og der var ikke en plads til mig på depressionsafdelingen, så det eneste, de rigtigt kunne gøre, var at udskrive mig.

Næste mandag (den 8.) var jeg til opfølgning på ambulant-afdelingen. Jeg fortalte sygeplejersken, hvordan weekenden var gået, og hvordan jeg havde det. Hun sagde, at hun ville snakke med en overlæge om, hvorvidt vi skulle sætte min medicin op. Så jeg tog hjem og fik senere på dagen et opkald. Jeg forventede at få at vide, at jeg skulle tage mere medicin, men det var ikke den besked jeg fik i telefonen. Sygeplejersken sagde, at jeg dagen efter ville få en plads på psykiatrisk hospital i depressionsafsnittet, hvor jeg ville blive indlagt igen.

Så den 9. oktober blev jeg indlagt (for real) på psykiatrisk hospital. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle forvente. Afdeling Q (min afdeling - ja det er faktisk ret sjovt) er med låste døre og gårdspladser med et højt, grønt hegn. Bygningen ligner mest af alt en gammel herregård, så jeg må indrømme, at jeg var lidt skræmt, da jeg blev låst ind, og døren smækkede bag mig.

Det er i dag den 23. oktober. Jeg er på dag 15. Da jeg blev indlagt valgte jeg at vente med at skrive om det her på bloggen, da jeg faktisk ikke vidste, om jeg havde lyst til at folk skulle vide det.
Min opfattelse er, at mange tænker på psykiatrisk hospital som værende et sted, hvor folk er så syge, at de nærmest bliver til dæmoner. Det er i hvert fald den frygt, jeg havde, da jeg blev indlagt.
Sandheden er, at ja der er nogle patienter herinde, som er syge på en måde, hvor de bliver ret skræmmende. Der er skrig både nat og dag, og jeg har også oplevet at personale fra de andre afdelinger kom løbende for at hjælpe personalet på min afdeling med en patient, der havde en episode. Foruden personalet på min afdeling kom der 11 (!) løbende. Det lyder måske ikke af meget men overvej, at det var den mængde personale, der skulle til for at styre én patient.

En ting, jeg havde frygtet, var elektrochokbehandling. Jeg har klart sagt, at det er ikke en behandlingsform, jeg ønsker. Jeg fandt nemlig ud af, at ja man bruger stadig elektrochok i dag. Det har bare fået en pænt navn. I dag hedder ECT, og man bliver lagt i narkose. Jeg kan se, at de patienter, der får ECT får nogle ret heftige hukommelsestab af det. De kan ikke huske, at de har været på afdelingen før, og de har ingen ide, hvilken stue er deres. Men jeg kan også se en forbedring hos dem, som får ECT. Lige pludselig er de optimistiske og har nærmest fået en helt anden personlighed. Men jeg har stadig gjort det klart, at det vil jeg ikke. ECT er en midlertidig behandling. Man sender strøm ind i hjernen for, at den har mere energi at arbejde med. De fleste vil som regel være tilbage i det depressionsstadie, som de var i før behandling, efter mindre end et år.

De første dage, jeg var indlagt, havde jeg ikke mulighed for at forlade afdelingen. Det har jeg nu. Jeg har "udgang efter aftale", hvilket betyder, at jeg kan gå en tur eller cykle hjem i lejligheden og være et par timer, så længe personalet ved, hvor jeg er, og jeg overholder mine tidsrammer. Hvis jeg skal være ude i længere perioder, så skal der være nogen sammen med mig. Det er ikke fordi, jeg er i fængsel. Jeg er bare stadig ustabil.

Jeg har siddet længe med dette indlæg. Jeg vil gerne fortælle sandheden, men jeg vil også gerne have, at det er poetisk og smukt. Men sandheden er, at der ikke er meget eventyr over at være indlagt på psykiatrisk hospital. Det mest eventyrlige er den store skov og vandet, der omgiver os her i Risskov. Men afdelingen flytter snart til Skejby, og der er der kun beton-udsigt. Så jeg må nok erkende, at indlæggelsen og det at være indlagt er et kapitel i mit liv, som jeg glæder mig til at se enden på. Jeg kan godt forstå, at jeg har brug for denne behandling lige nu, men jeg ville ønske, at det ikke var kommet så vidt.

For her er det mad og medicin på klokkeslæt. Det er hvide vægge og lange gange. Det er skrig på alle tider af døgnet. Det er lange samtaler med læger og psykologer, der prøver at vurdere, hvornår de kan sende sig væk. Det er kampen for at komme ud men også kampen for at blive og kræve behandling. Det er 17 stuer med mennesker, som hver bringer sin historie med ind. Det er 17 mennesker som på et tidspunkt går ud af dørene her. Nogle vender tilbage. Andre gør ikke. Der kommer nye mennekser med tomme blikke, som erstatter de tomme stuer. Og på den måde bygger historierne om lidelse og depression sig ovenpå hinanden. Alle de skæbner, som igennem tiden har været indlagt her, bærer murstenene vidne på. Det er krasmærker på døre og vægge. Det er aflåste køkkener med aflåste skuffer. Det er puslespil uden ende og farvelægning af kranier. (Ja, vi farvelægger kranier.) For hver dag, der går, trækker omverden sig længere og længere væk fra mig. Det bliver mere og mere fremmed at vide, at på et tidspunkt går jeg ud herfra. Og jeg skal selv passe på mig selv derude.

Det er en svær balancegang; at give slip og turde slappe af og overlade ansvaret til andre, men samtidig også skulle tage ansvaret tilbage, mens man stadig ikke er færdig med at hele sin krop og sit sind.

Den første dag, hvor jeg havde udgang på egen hånd, gik jeg ned til vandet og så solnedgangen.