Wild Hearts Can't Be Broken

Jeg har diskuteret med mig selv om, hvad jeg skulle kalde dette indlæg. Jeg havde overvejet noget provokerende alla: "Sådan bliver du voldtaget" eller noget sørgeligt såsom: "Undskyld til mig selv", men i virkeligheden er der ikke en titel, som bedst beskriver, hvad jeg prøver at ramme med dette indlæg. Så jeg har valgt at opkalde oplægget efter en sang, som siden dens udgivelse har hjulpet mig med at bearbejde tankerne.

Det, jeg gerne vil fortælle, er historien om de voldtægter, jeg var udsat for, da jeg gik i 1g. Det er sjældent, at folk spørger mig direkte: "Hvad skete der?" og for at være helt ærlig, så er det ikke noget, jeg har lyst til at genleve hver dag, men i takt med at mine mareridt er blevet til lange nætter i panikangst og med lyset tændt, så er jeg begyndt at tage emnet op med min psykolog.

Vi snakkede om min selvtillid og selvrespekt eller nok mere mangel derpå. Og så kom vi til at snakke om, hvad der gjorde, at jeg aldrig reagerede på de mareridt jeg rent faktisk gennemleve dengang. Så her er historien - eller dele af den. Jeg håber, at du/I lærer noget af den. Jeg håber, at folk forstår, hvorfor jeg har så ondt indeni. Mine hænder ryster helt vildt, så tilgiv mig mine stavefejl.

Det var - som sagt - da jeg gik i 1g. Jeg var 16 år gammel, og jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg lige havde mistet to af mine bedste venner. Vi var gledet ud. Jeg havde endnu ikke fået venner i gymnasiet, og jeg var i bund og grund enormt ensom. Hvis noget havde bedt mig beskrive mig selv, så havde jeg sagt: Tyk, klam, dum og fed. Det var, hvad jeg var i mine egne øjne, så det måtte også være sådan andre opfattede mig.

På det her tidspunkt kæmpede jeg. Jeg kæmpede helt vildt for at holde hovedet over vande. Jeg ville bare gerne være som alle andre. Jeg ville gerne date, og jeg ville gerne have venner.
Jeg havde en profil på en online chatside, fordi det opfylde mit sociale behov. Og her skrev han til mig. Han hed Andreas.
Fra starten virkede han led og ond, men han gav mig opmærksomhed, som jeg ikke følte, at jeg havde råd til at takke nej til.


Andreas inviterede sig selv på besøg, og vi brugte lang tid på diskutere, om jeg skulle tage ham med hjem. Jeg havde fra starten sagt, at hvis vi skulle på en date, så skulle det være et offentligt sted. Men han fik mig overtalt til, at han måtte hente mig en lørdag fra mit arbejde i svømmehallen. Han kørte mig hjem til mine forældre, hvor vi tilbragte eftermiddagen.


Om aften var vi på en kinesisk buffetrestaurant bare ham og jeg. Han havde ikke gjort et særlig godt indryk på mig, og jeg vidste allerede, at jeg ikke ønskede at se ham igen, men jeg holdt ud, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme af med ham.
På et tidspunkt kom jeg gående hen til vores bord, hvor han sad, og han sagde: "Hvordan kan du ikke hade dig selv, når dine lår klasker imod hinanden på den måde?" og han var seriøs. Jeg havde aldrig nogensinde forventet at skulle svare på sådan en spørgsmål.
I dag ville jeg ønske, at jeg havde rejst mig her og forladt restauranten og aldrig kigget tilbage, men det kunne jeg ikke dengang. Jeg forstod ikke, hvad mine muligheder var. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede ham.


Da vi havde spist kørte vi tilbage til mine forældres hus. Og jeg var begyndt at glæde mig til at han skulle gå, men det var som om, at han ikke var så nem at komme af med. Vi sad i min seng, og han begyndte at gnide sig op af mig, mens han begyndte at tage tøjet af. Igen havde jeg ingen ide om, hvad jeg havde af muligheder i situationen, så jeg lå frossen og kiggede op i loftet. Jeg havde kysset med ham, men nu var det gået over mine grænser. Hele dagen havde han kommenteret på mit guldkors, og nu spurgte han, hvordan jeg kunne kalde mig selv et barn af gud, når jeg lige havde fået ham til at komme i sine underbukser. Han sagde, at nu var jeg nødt til at gøre det færdigt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg sagde nej.
Kort efter gik han. Jeg gik ud til mine forældre og satte en smilende facade op, for jeg vidste ikke, hvad der lige var sket. På det her tidspunkt havde jeg ikke forstået, at jeg var blevet voldtaget. Ordet var slet ikke faldet mig ind under overgrebet eller umiddelbart efter. Jeg tænkte bare, at nu havde jeg haft min første seksuelle oplevelse, og det var forfærdeligt. Men ingen havde fortalt mig, at den første gang ville være forfærdelig, så der måtte jo være noget galt med mig. Det var min skyld, at jeg ikke levede op til glansbiledet af, hvad sex skulle være.


Så da mine forældre spurgte, om jeg havde lyst til at se ham igen svarede jeg ja, for jeg håbede jeg kunne reparere, hvad end der var gået galt. Så Andreas blev inviteret med op i sommerhus, hvor vi skulle være en aften alene med min bror, da mine forældre var til fest.
I sommerhuset er der et rum, hvor der er en køjeseng. Vi lå i den nederste køje, og min lillebror var ude i stuen. Vi lå inde i køjen, fordi Andreas ville have sex. Jeg var på p-piller, hvilket i hans hoved betød, at jeg var tilgængelig på alle tidspunkter.
Jeg har så mange grimme og ydmygende minder forbundet med det rum. Selvom jeg sagde nej, så fik han presset sig igennem ikke én men to gange, hvorefter jeg var nødt til at sætte et stort smil på, for vi skulle køre ud og hente mine forældre. De var til stor fest hos nogle voksne venner, så vi kom til et rum fyldt med berusede voksne, hvor nogle af mændene kom med seksuelle jokes om os, da vi ankom. Ingen af dem kunne vide, at jeg var splittet indeni. Splittet imellem at holde facaden oppe og eller indrømme overfor alle, at jeg ikke vidste, hvordan man var god til sex. For alt, jeg kunne mærke, var, at jeg var ulykkelig, og jeg hadede ham, men jeg kunne ikke sætte de to ting sammen.


Næste gang, jeg så Andreas, var da jeg havde fået at vide, at vi skulle ses en weekend hos hans forældre. Så jeg tog toget fra Silkeborg til Herning og fra Herning til Holstebro. Jeg kan huske, at jeg hele vejen ville ønske, at toget ville vende om eller gå i stykker. Jeg hadede det. Ser du, Andreas misbrugte mig ikke kun seksuelt. Han var også psykologisk voldelig i højeste grad.


Hvordan kan du ikke hade sig selv, når dine lår klasker imod hinanden på den måde? Hvordan kan du være et Gudsbarn? Hvad vil Gud ikke tænke om dig? Christina, du er så tyk og grim. Hvis vi cykler en tur til Skagen, så kan du tabe dig lidt. Her er en bog om juice, fordi du er tyk, så du skal prøve kun at drikke juice, så du taber dig. Jeg ved, at du kan lide det. Jeg ved, du lige kom, du skal ikke lyve omkring det. Hvordan kunne du dog tillade dig selv at blive så tyk? 


Når vi var hos ham, så var i hans forældres kælder. Jeg fandt hurtigt ud af, hvad hans "rutine" var. Først ville han sætte en film eller Game of Thrones på. Så ville han lægge sig op af mig og begynde at tage sit eget tøj af, til han var nøgen. Så ville han sige, at jeg havde ledt ham til at blive tændt, og nu var der ikke andre valgmuligheder end sex. For det meste sagde jeg nej. Jeg sagde nej 100 gange, men jeg var aldrig stærk nok til at stå imod, for jeg ville ikke skrige højt, for hvad ville hans forældre ikke tænke? Så jeg endte ofte med at ligge og kigge op i loftet til, at han var færdig, eller han fandt på nye ting, han ville prøve. På et tidspunkt greb han fat i mit hår og tvang mig til at slikke sveden i hans armhule væk. Om natten sov jeg på gulvet, for han skubbede mig ud af sengen og ville ikke dele sin dyne. I løbet af dagen blev jeg ikke tilbudt mad. Det var først, når hans forældre lavede aftensmad, han var nødt til at lade mig komme op og spise.


Jeg tilbragte to weekender med ham hos hans forældre. Og to weekender i sommerhus med mine forældre foruden den første gang, vi sås.
Den sidste weekend hos hans forældre, havde jeg ikke spist fra fredag til søndag, og søndag aften lavede han kylling. Jeg havde fortalt ham om de krydderier, min mave ikke kan tåle, og Andreas krydrede kylling stærkt til med alle de krydderier, jeg ikke kunne tåle, lige inden jeg skulle hjem. Han mente, at han kunne kurere mig. Jeg har aldrig haft så ondt i maven som den togtur hjem.


Anden gang vi var i sommerhus, sov vi i annekset. Han kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke tabte mig, og han blev ved med at diskutere, hvor tyk jeg var. Desuden prøvede han at overtale mig til at prøve at ryge hash, fordi han tænkte, at det kunne fjerne min depression. Senere den nat lå vi og sov, da han synes, at vi skulle have sex. Jeg havde det forfærdeligt, men det kunne han ikke tage sig af, så han holdt mig nede og voldtog mig, mens jeg græd.


Min mor og jeg kørte han til en busterminal, så han kunne tage en tidligere bus hjem den næste dag. Der var tydelige problemer, men jeg kunne ikke fortælle mine forældre om det, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortælle dem, at jeg havde haft "sex".


Jeg nærede allerede dengang et ubeskriveligt had til denne person. Og jeg vidste godt, at jeg hadede ham, men havde ingen ide om, hvad jeg skulle gøre for at komme af med ham. Indtil jeg en dag fandt styrken til at fortælle ham, at han ikke skulle komme igen, var der gået omkring en måned, hvor jeg hver weekend havde set Andreas. Det meste af den tid har min hjerne fortrængt. Jeg husker det mest af alt som Helvede på jorden, en kæmpe bunke frygt og frustration over, at jeg ikke kunne gøre, hvad der var bedst for mig selv.


Da jeg endelig fik sagt fra, begyndte mareridtene. Det er de samme mareridt, som jeg stadig kæmper med i dag. Jeg drømmer, at han kommer tilbage for at slå mig og min familie ihjel. Jeg er ikke i tvivl om, at han har det i sig, så jeg er altid i tvivl om, om jeg er i sikkerhed. Jeg anmeldte aldrig voldtægterne, fordi jeg (som jeg har forklaret før) tog lang tid om at acceptere det og kalde en skovl for en skovl. Ordet voldtægt gør ondt på mig. Jeg måtte lære at elske og respektere mig selv først, før det gik op for mig, hvor galt det havde været.


Jeg har set ham 1 gang siden jeg bad ham forsvinde, og det var da han skulle hente sin juice-bog. Derudover har jeg set ham på tinder og sidst på instagram, hvor han navn og billede pludselig var foran mig.


Så hvad skete der bagefter?
Umiddelbart lige efter overgrebene ændrede jeg min livstil drastisk. Jeg kørte et hårdt træningsprogram og vejede og målte al mad, jeg indtog. Jeg vejede mig flere gange om dagen og straffede mig selv, hvis jeg vejede mere om eftermiddagen end om morgenen. Jeg tabte 12 kilo over 3 måneder. Jeg begyndte at minimere, hvor mange kalorier jeg indtog på en dag, og lavede 100-200 mavebøjninger hvor aften og morgen. Det virkede. Jeg blev tyndere, men jeg blev også sygere. Min depression tog til, indtil jeg ikke kunne klare det længere. Jeg tog alt det, jeg havde tabt, på, og min selvtillid dalede endnu dybere ned, end den havde været til at starte med.

Jeg har udviklet PTSD, som jeg stadig venter behandling for. Center for voldtægtsofre kunne ikke behandle mig på grund af min depression, og jeg venter stadig på, at behandling for depression og medicin skal gå op i en højere enhed, og jeg skal begynde at få det bedre.


Min PTSD har ikke ændret sig i takt med, at jeg har fået medicin. Tværtimod vil jeg sige, at den er på et højpunkt for tiden, hvilket betyder, at jeg får medicin til at sove på, så jeg har en chance for at sove.
Om natten ser jeg ham sidde på kanten af min seng eller stå i hjørnet af min lejlighed. Jeg er bange for, at dette indlæg skal finde vej til ham, og at han pludselig skal opsøge mig igen. Men jeg har også besluttet mig for, at jeg ikke kan leve i frygt mere.



Jeg valgte sidste forår, at jeg var nødt til at fortælle min omgangskreds og omverden, om hvad jeg havde oplevet, fordi det ikke er min voldtægt. Jeg er et offer, og det skal ikke være et tabu. Jeg havde allerede brugt alt for længe på at holde det hemmeligt, som var det min skyld og skam.
Jeg har brug for at fortælle verden om, at jeg blev voldtaget, og at det skete, og nu ved I det. I ved, hvad der skete. I ved, at jeg ikke forstod, hvad selvkærlighed var. Det var ikke et begreb, jeg havde noget forhold til. Jeg havde ikke overvejet, at jeg havde andre muligheder. I dag smerter det mig meget, at jeg ikke har haft været stærkere dengang, det kunne have sparet mig en masse smerte i dag.
Men noget af det, psykologen og jeg snakker meget om, er ikke at bearbejde 16-årige mig, at jeg ikke kunne kæmpe. Fight or Flight. Hverken fight or flight var en mulighed, så jeg gjorde, hvad jeg dengang vurderede var det bedste for mig selv. Og det er okay.


I dag har jeg lært meget af den oplevelse. Jeg har lært hvem jeg selv er, og hvem jeg ikke er, men det er ikke noget med "Jeg ville ikke gøre det om, hvis jeg kunne", for JO! Jeg ville lave det om. Jeg ville være løbet, den første gang jeg blev mistænksom overfor ham.
Men fortiden kan ikke laves om. Selvom den gør umådeligt ondt, så kan jeg ikke gøre det om. Der er et kæmpe hul i mit indre, som ikke har ladet sig fylde op med trøst eller chokolade. Det eneste jeg kan gøre, er at lære at gro og blomstre uden om hullet, så jeg en dag kan gå hen over hullet uden at falde i.

Sidsterangsmennesket

Jeg har aldrig følt mig som et førsterangsmenneske. Heller ikke som et andenrangsmenneske. Hvis jeg skulle beskrive mit liv og min opvækst, så husker jeg det som om, at jeg var et sidsterangsmenneske. Det handler ikke om, at min familie ikke elsker mig - det ved jeg de gør. Det handler heller ikke om, at jeg ikke havde nogen venner -for det har jeg haft on/off igennem mit liv.

Følelsen af at være et sidsterangsmenneske handler om at føle sig ubetydelig. Det er følelsen af ikke at være nogens nummer 1 eller nummer 2. Det handler om at stå med én fod inde i lejeren og én fod i en frossen sø, som du ikke kan træde ud af. Du kan stadig lugte bålet og måske også mærke varmen af og til, men du vil aldrig være helt inde. Du vil aldrig være gennemvarm, for uanset hvor meget du strækker dig for at nå bålet og nå trygheden, så vil din ene fod altid være fastfrosset i mørket og i kulden. Og sådan føles det at være et sidsterangsmenneske. 

Man kan føle sig som et sidsterangsmenneske af og til. Det er en del af livet. For de fleste bliver det sommer, og isen på søen tør, så du kan trække din fod op og gå ind i lejeren helt. For andre er det vinter i den vildeste Game of Thrones- stil, hvor vinteren nærmest varer for evigt. Men lige pludselig vil sommeren vende tilbage, og isen vil smelte. Heldigvis kan man gå lidt frem og tilbage, uden at det har store konsekvenser. Mange vil opleve, at man jonglerer i et "lillefingervarmt" område. 

Jeg husker at være et sidsterangsmenneske tilbage fra min barndom. Jeg husker det specielt ved, at blive valgt sidst til rundbold hver dag. At stå tilbage med de samme en-to personer. At kigge på hinanden i en indbyrdes kamp om, hvem der bliver valgt ikke-sidst. Jeg kan stadig huske følelsen. Jeg kan stadig se de andre sidsterangsmennesker stå sammen med mig på rundboldsbanen. Og jeg vil vædde med, at de godt ved, hvem de er, og de kan sikkert stadig se mig stå sammen med dem. 

Jeg ved godt, at det at blive valgt sidst til sport også har noget med atletisk styrke at gøre, men helt ærligt så var vi børn. Der var ikke nogen af os, der var atletiske mestre. Desuden var jeg konkurrencesvømmer dengang. Så jeg vurderer ikke, at jeg blev valgt sidst på grund af fysisk svaghed. 

En dag, som jeg tydeligt husker, er 9. klassernes sidste skoledag, da jeg gik i 8. klasse. Det er en af de dage, hvor jeg første gang blev opmærksom på, at folk ikke så mig, som jeg så mig selv. Den dag var jeg et rigtigt sidsterangsmenneske. Foran hele skolen uddelte 9.klasserne priser for *året babe*, *årets scoring*, *årets par*.... I kender genren. Jeg husker, at det var det vildeste, der kunne ske; at blive nomineret til en af priserne. Det var aldrig sket for mig. Jeg var slet ikke populær nok til overhovedet at blive overvejet. 

Men dette år blev jeg nomineret. Jeg blev rent faktisk ikke bare nomineret. Jeg vandt. Og så skulle man tro, at det var med jublen og smil, at jeg gik imod scenen. Men det var det ikke. Det var lige modsat. Jeg vandt ikke *året lækreste* eller *årets klogeste*. Prisen, jeg vandt, var *årets joke*.
Foran hele skolen måtte jeg gå op på scenen (hvis man ikke gik op friviligt, så blev man trukket derop), hvor jeg blev overrakt et bånd med ordene: *ÅRETS JOKE*, og der blev råbt "tale, tale, tale, tale". Hvad skulle jeg sige? Jeg var lige blev ydmyget foran hele skolen. Jeg husker en brændende lyst til at råbe:

FUCK JER!

Ud til alle tilskuere og 9.klasserne og til lærerne, fordi de lod dette ske. Jeg har mange gange ønsket, at jeg udlevede denne små-rebelske lyst. Jeg ville ønske, at jeg havde flået båndet af og brændt det lige der midt på scenen. Jeg ville ønske, at jeg havde stukket hende, der overrakte mig båndet, en kæmpe lussing. Jeg ville ønske, at jeg havde råbt, at de alle var; [Indsæt 1.000 grimme ord]. Men det gjorde jeg ikke. Jeg tvang frem et "Tak", og så gik jeg. Jeg gik ud af hallen med tårer strømmende ned af kinderne. Jeg gik forbi elever og lærere, og ingen sagde noget. For sådan var det dengang. Ingen bekymrede sig for, om du græd. Ingen havde tid til overs for et sidsterangsmenneske. 

Nogle år efter fortalte jeg min mor, om hvad der var sket. Jeg havde skammet mig i flere år, så jeg havde ikke fortalt nogen om det. Jeg havde gemt båndet i en kasse under min seng. Dengang lovede jeg min mor, at jeg ville smide båndet ud. Men det gjorde jeg ikke. Der er et minde knyttet til *ÅRETS JOKE*, som er blevet en del af det, som har udformet mig. Så jeg kunne ikke smide det ud. Jeg har det stadig. (Undskyld, Mor).
Jeg har ikke tænkt mig at smide det ud lige nu, for jeg har en plan. Planen er ikke at gemme på det for evigt. Planen er at brænde båndet, som jeg skulle have gjort den dag for mange år siden. I mit hoved er den perfekte plan at samle min omgangskreds og brænde alt det negative skidt, jeg har samlet igennem årene. Jeg vil holde en ceremoni til ære for mig. Jeg vil spise boller i karry og drikke champagne og pepsi twist. Jeg vil høre Fall Out Boy og jeg vil have lov til at græde over at have været et sidsterangsmenneske for så længe. Og det skal handle om mig. Jeg skal være et førsterangsmenneske. Bare for denne ene dag.

Jeg vil ikke love mig selv, at jeg er færdig med at være et sidsterangsmenneske, for så ville jeg lyve for mig selv. Jeg ved godt, at jeg altid vil have en fod fastfrosset ude i isen. Det ved jeg med sikkerhed, for jeg ved, at jeg ikke er min egen førsteprioritet. Jeg bliver ved med at sætte folk foran mig selv, også selvom jeg godt ved, at jeg egentlig fortjener bedre, og derfor vil jeg altid være et sidsterangsmenneske. Jeg gør mig selv mindre, og jeg bryder mine egne regler for nogle mennesker, som er min førsteprioritet, men hvor jeg ikke er deres førsteprioritet. Heller ikke andenprioritet. Jeg er sidsteprioritet. Et sidsterangsmenneske. Men jeg bliver hængende, for det er, hvad jeg kender. Jeg kender følelsen af den ene kolde fod. Jeg kender lugten af bålet. Og jeg strækker mig efter varmen hver dag. Og når jeg tror, at jeg kan nå flammen, så bliver jeg brændt og sendt tilbage til den frosne sø, hvor jeg står på strakte tæer for at holde hovedet oven vande. Og her er jeg fastfrosset. Og nu kommer vinteren, så udsigten er, at jeg kommer til at være her et stykke tid. Så I ved, hvor I kan finde mig. Den koldeste sø. På bunden. Men stadig med hovedet i vandskorpen. Stadig med øjnene rettet imod lejeren.

Sidsterangsmennesket. 

Skyld og skam

Christina, hvorfor i al verden vil du skabe en blog, som fortæller om din inderste smerte og dybeste hemmeligheder? Hvordan kunne du gøre det imod dig selv? Nu kan hele verden se, at du er blevet voldtaget. Det er da ikke noget, man har lyst til, at folk ved om én. Det er da privat.

Ja, det er rigtigt, at meget af det, jeg skriver om, er privat. Det er min private oplevelse og min private smerte. Men folk forveksler ofte privathed og skam. Og det er forkert, at det er min skam.

Jeg brugte mange år på at føle skam. Jeg gav mig selv skylden, for jeg kunne ikke forstå, hvordan nogen kunne have gjort noget så grimt imod mig. Jeg følte uendelig meget smerte over, hvad der var sket, så jeg fortalte mig selv, at det er nemmere at glemme, hvad der skete, i stedet for at acceptere, at det var voldtægt. Det var ikke mig, der ikke havde sagt fra tydeligt nok. Det var ikke mig, som havde bedt om det. Det var ikke mig, som skulle bære skylden for det. Men det gjorde jeg.

Og det var nemt at give mig selv skylden. For der var intet, der fortalte mig, at jeg ikke var ansvarlig. Dengang kørte der ikke kampanger i fjernsyn og sociale medier, som fortalte mig, at hvis jeg var i tvivl, så kom og snak med nogen!
Jeg blev voldtaget i 2014, og dengang troede jeg, at det var meningen, at jeg skulle føle skyld og skam. Det var først i 2017, at jeg blev opmærksom på det og turde sige, at jeg ikke skal bære denne skam og skyld.

Så det er ikke skam, jeg viser jer. Det er mine private minder og ar, ja, men det er okay. Det er vigtigere, at vi bryder tabuet om voldtægt, så ingen andre skal gå i så lang tid med skyld og skam, som ikke er deres at bære.


Verden tror ikke på kvinder - endnu
Det er et faktum.
Og så kan du sagtens sige:
"Jamen, jeg tror da på kvinder"
Mange tak for det. Vi er heldigvis mange, som får øjnene op for, hvad kvinder, som har været udsat for overgreb eller vold, går igennem. Og mange andre kvinder også!

Det er så ekstremt vigtigt, at vi bliver ved med at bakke op om kvinder (og mænd), som kommer frem med deres historier. Vi må på ingen måde gøre dem til skamme, for det fodrer overgrebsmændenes magt over os.

Jeg tænker meget på Christine Ford, som på meget kort tid er blevet en personlig heltinde for mig. Jeg vil ærligt fortælle, at jeg ikke kendte hende for få måneder siden, men det, hun gør, er så stærkt og modigt, at hun kun fortjener respekt. Alle mennesker i hele verden har en holdning til, om hun blev voldtaget eller ej. Og alligevel er hun stået frem og har fortalt sin historie.

Det har hun ikke gjort, fordi det er sjovt at genopleve sine traumer, eller fordi det er spændende at se, hvor mange man kan få til at tro på en. Ford har været nødt til at stå frem. For ellers vil en voldtægtsmand få mere magt, end han fortjener og evner at besidde. Endelig har hun fået en stemme, som hun bruger til at nå frem til os alle og fortælle os, at vi kan kæmpe imod mænd uanset deres magtstatus. Vi skal kæmpe imod. Men selv når vi kæmper imod, så er tendensen, at kvinder ikke bliver troet på.

Hvorfor bliver vi ikke troet på?!

Hvad er det, der gør, at denne mand vinder? Der er ingen beviser på voldtægten andet end Fords traume, som hun skal gå med hver evig eneste dag resten af sit liv. Men er det ikke nok? Bør det ikke være nok? Voldtægt er en "gratis" forbrydelse, som bliver begået hver dag. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd bliver 5.100 danske kvinder voldtaget om året. I 2017 blev 944 anmeldt. I 2016 var det kun 791. Og selv hvis en kvinde anmelder forbrydelsen til politiet, som bliver der sjældent fældet dom. Fordi man ikke tror på kvindernes traume som bevis. Vi vil hellere lade voldtægt gå ustraffet hen end at ødelægge en mands ry og rygte. For hvad med alle de mænd, som bliver falsk anklaget?

Fakta er, at mænd sjældent bliver falsk anklaget (Jeg siger ikke, at det ikke sker). Men kvinder bliver voldtaget hver dag. Fordi mænd kan. Mænd bliver ikke straffet for voldtægt. Kvinder gør. Offeret går med skyld og skam hver dag. Og det er ikke fair.


Der er aldrig nogen, der har givet mig en stemme. Så jeg tog selv en, og jeg skabte denne blog. Jeg vil nedbryde tabuer om voldtægt. Jeg vil nedbryde skam og skyld hos offeret. Jeg vil pege piger og kvinder i en retning, hvor de kan få hjælp til at nedbryde deres traumer. Og det er derfor, det er så vigtigt, at I hjælper mig med at læse og dele bloggen.

For ja, det er privat, og ja det gør ondt. Af og til gør det meget ondt at dele med jer. Men hvis jeg ikke gjorde det, så er der 0% chance for, at jeg kan hjælpe nogen. Hvis ingen gør noget, så sker der heller ikke noget.

Og der skal ske noget nu!

Det er ikke min tatovering - endnu