lørdag den 16. marts 2019

Wild Hearts Can't Be Broken

Jeg har diskuteret med mig selv om, hvad jeg skulle kalde dette indlæg. Jeg havde overvejet noget provokerende alla: "Sådan bliver du voldtaget" eller noget sørgeligt såsom: "Undskyld til mig selv", men i virkeligheden er der ikke en titel, som bedst beskriver, hvad jeg prøver at ramme med dette indlæg. Så jeg har valgt at opkalde oplægget efter en sang, som siden dens udgivelse har hjulpet mig med at bearbejde tankerne.




Det, jeg gerne vil fortælle, er historien om de voldtægter, jeg var udsat for, da jeg gik i 1g. Det er sjældent, at folk spørger mig direkte: "Hvad skete der?" og for at være helt ærlig, så er det ikke noget, jeg har lyst til at genleve hver dag, men i takt med at mine mareridt er blevet til lange nætter i panikangst og med lyset tændt, så er jeg begyndt at tage emnet op med min psykolog.

Vi snakkede om min selvtillid og selvrespekt eller nok mere mangel derpå. Og så kom vi til at snakke om, hvad der gjorde, at jeg aldrig reagerede på de mareridt jeg rent faktisk gennemleve dengang. Så her er historien - eller dele af den. Jeg håber, at du/I lærer noget af den. Jeg håber, at folk forstår, hvorfor jeg har så ondt indeni. Mine hænder ryster helt vildt, så tilgiv mig mine stavefejl.

Det var - som sagt - da jeg gik i 1g. Jeg var 16 år gammel, og jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg lige havde mistet to af mine bedste venner. Vi var gledet ud. Jeg havde endnu ikke fået venner i gymnasiet, og jeg var i bund og grund enormt ensom. Hvis noget havde bedt mig beskrive mig selv, så havde jeg sagt: Tyk, klam, dum og fed. Det var, hvad jeg var i mine egne øjne, så det måtte også være sådan andre opfattede mig.

På det her tidspunkt kæmpede jeg. Jeg kæmpede helt vildt for at holde hovedet over vande. Jeg ville bare gerne være som alle andre. Jeg ville gerne date, og jeg ville gerne have venner.
Jeg havde en profil på en online chatside, fordi det opfylde mit sociale behov. Og her skrev han til mig. Han hed Andreas.
Fra starten virkede han led og ond, men han gav mig opmærksomhed, som jeg ikke følte, at jeg havde råd til at takke nej til.


Andreas inviterede sig selv på besøg, og vi brugte lang tid på diskutere, om jeg skulle tage ham med hjem. Jeg havde fra starten sagt, at hvis vi skulle på en date, så skulle det være et offentligt sted. Men han fik mig overtalt til, at han måtte hente mig en lørdag fra mit arbejde i svømmehallen. Han kørte mig hjem til mine forældre, hvor vi tilbragte eftermiddagen.


Om aften var vi på en kinesisk buffetrestaurant bare ham og jeg. Han havde ikke gjort et særlig godt indryk på mig, og jeg vidste allerede, at jeg ikke ønskede at se ham igen, men jeg holdt ud, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme af med ham.
På et tidspunkt kom jeg gående hen til vores bord, hvor han sad, og han sagde: "Hvordan kan du ikke hade dig selv, når dine lår klasker imod hinanden på den måde?" og han var seriøs. Jeg havde aldrig nogensinde forventet at skulle svare på sådan en spørgsmål.
I dag ville jeg ønske, at jeg havde rejst mig her og forladt restauranten og aldrig kigget tilbage, men det kunne jeg ikke dengang. Jeg forstod ikke, hvad mine muligheder var. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede ham.


Da vi havde spist kørte vi tilbage til mine forældres hus. Og jeg var begyndt at glæde mig til at han skulle gå, men det var som om, at han ikke var så nem at komme af med. Vi sad i min seng, og han begyndte at gnide sig op af mig, mens han begyndte at tage tøjet af. Igen havde jeg ingen ide om, hvad jeg havde af muligheder i situationen, så jeg lå frossen og kiggede op i loftet. Jeg havde kysset med ham, men nu var det gået over mine grænser. Hele dagen havde han kommenteret på mit guldkors, og nu spurgte han, hvordan jeg kunne kalde mig selv et barn af gud, når jeg lige havde fået ham til at komme i sine underbukser. Han sagde, at nu var jeg nødt til at gøre det færdigt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg sagde nej.
Kort efter gik han. Jeg gik ud til mine forældre og satte en smilende facade op, for jeg vidste ikke, hvad der lige var sket. På det her tidspunkt havde jeg ikke forstået, at jeg var blevet voldtaget. Ordet var slet ikke faldet mig ind under overgrebet eller umiddelbart efter. Jeg tænkte bare, at nu havde jeg haft min første seksuelle oplevelse, og det var forfærdeligt. Men ingen havde fortalt mig, at den første gang ville være forfærdelig, så der måtte jo være noget galt med mig. Det var min skyld, at jeg ikke levede op til glansbiledet af, hvad sex skulle være.


Så da mine forældre spurgte, om jeg havde lyst til at se ham igen svarede jeg ja, for jeg håbede jeg kunne reparere, hvad end der var gået galt. Så Andreas blev inviteret med op i sommerhus, hvor vi skulle være en aften alene med min bror, da mine forældre var til fest.
I sommerhuset er der et rum, hvor der er en køjeseng. Vi lå i den nederste køje, og min lillebror var ude i stuen. Vi lå inde i køjen, fordi Andreas ville have sex. Jeg var på p-piller, hvilket i hans hoved betød, at jeg var tilgængelig på alle tidspunkter.
Jeg har så mange grimme og ydmygende minder forbundet med det rum. Selvom jeg sagde nej, så fik han presset sig igennem ikke én men to gange, hvorefter jeg var nødt til at sætte et stort smil på, for vi skulle køre ud og hente mine forældre. De var til stor fest hos nogle voksne venner, så vi kom til et rum fyldt med berusede voksne, hvor nogle af mændene kom med seksuelle jokes om os, da vi ankom. Ingen af dem kunne vide, at jeg var splittet indeni. Splittet imellem at holde facaden oppe og eller indrømme overfor alle, at jeg ikke vidste, hvordan man var god til sex. For alt, jeg kunne mærke, var, at jeg var ulykkelig, og jeg hadede ham, men jeg kunne ikke sætte de to ting sammen.


Næste gang, jeg så Andreas, var da jeg havde fået at vide, at vi skulle ses en weekend hos hans forældre. Så jeg tog toget fra Silkeborg til Herning og fra Herning til Holstebro. Jeg kan huske, at jeg hele vejen ville ønske, at toget ville vende om eller gå i stykker. Jeg hadede det. Ser du, Andreas misbrugte mig ikke kun seksuelt. Han var også psykologisk voldelig i højeste grad.


Hvordan kan du ikke hade sig selv, når dine lår klasker imod hinanden på den måde? Hvordan kan du være et Gudsbarn? Hvad vil Gud ikke tænke om dig? Christina, du er så tyk og grim. Hvis vi cykler en tur til Skagen, så kan du tabe dig lidt. Her er en bog om juice, fordi du er tyk, så du skal prøve kun at drikke juice, så du taber dig. Jeg ved, at du kan lide det. Jeg ved, du lige kom, du skal ikke lyve omkring det. Hvordan kunne du dog tillade dig selv at blive så tyk? 


Når vi var hos ham, så var i hans forældres kælder. Jeg fandt hurtigt ud af, hvad hans "rutine" var. Først ville han sætte en film eller Game of Thrones på. Så ville han lægge sig op af mig og begynde at tage sit eget tøj af, til han var nøgen. Så ville han sige, at jeg havde ledt ham til at blive tændt, og nu var der ikke andre valgmuligheder end sex. For det meste sagde jeg nej. Jeg sagde nej 100 gange, men jeg var aldrig stærk nok til at stå imod, for jeg ville ikke skrige højt, for hvad ville hans forældre ikke tænke? Så jeg endte ofte med at ligge og kigge op i loftet til, at han var færdig, eller han fandt på nye ting, han ville prøve. På et tidspunkt greb han fat i mit hår og tvang mig til at slikke sveden i hans armhule væk. Om natten sov jeg på gulvet, for han skubbede mig ud af sengen og ville ikke dele sin dyne. I løbet af dagen blev jeg ikke tilbudt mad. Det var først, når hans forældre lavede aftensmad, han var nødt til at lade mig komme op og spise.


Jeg tilbragte to weekender med ham hos hans forældre. Og to weekender i sommerhus med mine forældre foruden den første gang, vi sås.
Den sidste weekend hos hans forældre, havde jeg ikke spist fra fredag til søndag, og søndag aften lavede han kylling. Jeg havde fortalt ham om de krydderier, min mave ikke kan tåle, og Andreas krydrede kylling stærkt til med alle de krydderier, jeg ikke kunne tåle, lige inden jeg skulle hjem. Han mente, at han kunne kurere mig. Jeg har aldrig haft så ondt i maven som den togtur hjem.


Anden gang vi var i sommerhus, sov vi i annekset. Han kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke tabte mig, og han blev ved med at diskutere, hvor tyk jeg var. Desuden prøvede han at overtale mig til at prøve at ryge hash, fordi han tænkte, at det kunne fjerne min depression. Senere den nat lå vi og sov, da han synes, at vi skulle have sex. Jeg havde det forfærdeligt, men det kunne han ikke tage sig af, så han holdt mig nede og voldtog mig, mens jeg græd.


Min mor og jeg kørte han til en busterminal, så han kunne tage en tidligere bus hjem den næste dag. Der var tydelige problemer, men jeg kunne ikke fortælle mine forældre om det, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortælle dem, at jeg havde haft "sex".


Jeg nærede allerede dengang et ubeskriveligt had til denne person. Og jeg vidste godt, at jeg hadede ham, men havde ingen ide om, hvad jeg skulle gøre for at komme af med ham. Indtil jeg en dag fandt styrken til at fortælle ham, at han ikke skulle komme igen, var der gået omkring en måned, hvor jeg hver weekend havde set Andreas. Det meste af den tid har min hjerne fortrængt. Jeg husker det mest af alt som Helvede på jorden, en kæmpe bunke frygt og frustration over, at jeg ikke kunne gøre, hvad der var bedst for mig selv.


Da jeg endelig fik sagt fra, begyndte mareridtene. Det er de samme mareridt, som jeg stadig kæmper med i dag. Jeg drømmer, at han kommer tilbage for at slå mig og min familie ihjel. Jeg er ikke i tvivl om, at han har det i sig, så jeg er altid i tvivl om, om jeg er i sikkerhed. Jeg anmeldte aldrig voldtægterne, fordi jeg (som jeg har forklaret før) tog lang tid om at acceptere det og kalde en skovl for en skovl. Ordet voldtægt gør ondt på mig. Jeg måtte lære at elske og respektere mig selv først, før det gik op for mig, hvor galt det havde været.


Jeg har set ham 1 gang siden jeg bad ham forsvinde, og det var da han skulle hente sin juice-bog. Derudover har jeg set ham på tinder og sidst på instagram, hvor han navn og billede pludselig var foran mig.


Så hvad skete der bagefter?
Umiddelbart lige efter overgrebene ændrede jeg min livstil drastisk. Jeg kørte et hårdt træningsprogram og vejede og målte al mad, jeg indtog. Jeg vejede mig flere gange om dagen og straffede mig selv, hvis jeg vejede mere om eftermiddagen end om morgenen. Jeg tabte 12 kilo over 3 måneder. Jeg begyndte at minimere, hvor mange kalorier jeg indtog på en dag, og lavede 100-200 mavebøjninger hvor aften og morgen. Det virkede. Jeg blev tyndere, men jeg blev også sygere. Min depression tog til, indtil jeg ikke kunne klare det længere. Jeg tog alt det, jeg havde tabt, på, og min selvtillid dalede endnu dybere ned, end den havde været til at starte med.

Jeg har udviklet PTSD, som jeg stadig venter behandling for. Center for voldtægtsofre kunne ikke behandle mig på grund af min depression, og jeg venter stadig på, at behandling for depression og medicin skal gå op i en højere enhed, og jeg skal begynde at få det bedre.


Min PTSD har ikke ændret sig i takt med, at jeg har fået medicin. Tværtimod vil jeg sige, at den er på et højpunkt for tiden, hvilket betyder, at jeg får medicin til at sove på, så jeg har en chance for at sove.
Om natten ser jeg ham sidde på kanten af min seng eller stå i hjørnet af min lejlighed. Jeg er bange for, at dette indlæg skal finde vej til ham, og at han pludselig skal opsøge mig igen. Men jeg har også besluttet mig for, at jeg ikke kan leve i frygt mere.



Jeg valgte sidste forår, at jeg var nødt til at fortælle min omgangskreds og omverden, om hvad jeg havde oplevet, fordi det ikke er min voldtægt. Jeg er et offer, og det skal ikke være et tabu. Jeg havde allerede brugt alt for længe på at holde det hemmeligt, som var det min skyld og skam.
Jeg har brug for at fortælle verden om, at jeg blev voldtaget, og at det skete, og nu ved I det. I ved, hvad der skete. I ved, at jeg ikke forstod, hvad selvkærlighed var. Det var ikke et begreb, jeg havde noget forhold til. Jeg havde ikke overvejet, at jeg havde andre muligheder. I dag smerter det mig meget, at jeg ikke har haft været stærkere dengang, det kunne have sparet mig en masse smerte i dag.
Men noget af det, psykologen og jeg snakker meget om, er ikke at bearbejde 16-årige mig, at jeg ikke kunne kæmpe. Fight or Flight. Hverken fight or flight var en mulighed, så jeg gjorde, hvad jeg dengang vurderede var det bedste for mig selv. Og det er okay.


I dag har jeg lært meget af den oplevelse. Jeg har lært hvem jeg selv er, og hvem jeg ikke er, men det er ikke noget med "Jeg ville ikke gøre det om, hvis jeg kunne", for JO! Jeg ville lave det om. Jeg ville være løbet, den første gang jeg blev mistænksom overfor ham.
Men fortiden kan ikke laves om. Selvom den gør umådeligt ondt, så kan jeg ikke gøre det om. Der er et kæmpe hul i mit indre, som ikke har ladet sig fylde op med trøst eller chokolade. Det eneste jeg kan gøre, er at lære at gro og blomstre uden om hullet, så jeg en dag kan gå hen over hullet uden at falde i.











Ingen kommentarer:

Send en kommentar