Jeg er vred for tiden. Jeg vil faktisk ikke engang sige, at jeg er vred. Jeg er rasende. Jeg har en enormt hæmmende indespærret aggresivitet i mig, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere.
Det føles som om, at jeg er lige ved at eksplodere; at jeg balancer på en hårfin linje mellem kontrol og kaos, og jeg kan falde over kanten, hvornår det skal være. Men det gør jeg ikke. Al den vrede, som jeg har bygget op og spærret inde i mig selv, forbliver, hvor den er. Jeg kan ikke få afløb for den.
Og det gælder ikke kun vrede. Jeg er stort set ude af balance med alle mine følelser for tiden. Jeg har også et kæmpe behov for at græde, men sjældent nok følelse indeni til at formå det. Og det er egenligt ret pudsigt, for jeg har ellers følt mig glad for tiden. Siden januar har jeg følt, at jeg var bedring, og at jeg kunne overskue min undervisning og behandling.
Og alligevel er jeg af og til blevet overrumplet af trangen til at flække et eller andet på tværs og flå det i en million småstumper og brænde resterne. Det føles som en rastløshed eller en spænding i min krop, som jeg ikke kan slippe.
Midt i marts mødte min bedring stilstand, og i de sidste par uger har jeg følt en nedgang, som lige nu føles som at rutsche på en olieret rutchebane med badedragten helt inde mellem balderne. Det er sådan jeg har det for tiden.
Men uanset, hvor jeg går, så føler jeg et lille vredes-monster stå bag mig og hviske: "Eksploder, eksploder, eksploder..!" og når jeg så er lige ved at tabe kontrolen, så siger det: "Jeg laver bare sjov. Det kan du slet ikke," og så står jeg tilbage og kan ikke finde hoved eller hale i, hvad der sker.
Jeg er... enormt bange for, hvad der sker den dag, jeg eksploderer. Jeg har tidligere udtrykt denne bekymring for min behandler i psykiatrien, og hun svarede, at det, at jeg bekymrer mig for, hvad der vil ske, betyder, at der ikke kommer til at ske noget grimt. Og jeg håber, at hun har ret.
Siden jeg blev indlagt første gang, har jeg sagt (lidt for sjovt), at den dag, hvor jeg klippede mit hår af, ville være den dag, hvor jeg mistede kontrollen. Og det er egentlig en underlig ting at sige, men jeg tænker stadig, at det er rigtigt. Tanken om, at jeg impulsivt skulle klippe mit eget hår af i vrede, er så destruktiv, at jeg bliver en smule dårlig af den. Jeg har ikke selvskadet længe, men da jeg gjorde, var tanken om at klippe mit hår af en af de mest invasive og forstyrrende tanker, jeg har haft.
Jeg har ikke noget interesse i at miste mit hår. Men jeg tror, at tanken stammede fra, at det ville være et meget tydeligt råb om hjælp. Men også at jeg er rigtig glad for mit hår, og mit hår er noget af det, som jeg bliver komplimenteret på ofte. Og selvdestruktive Christina mener ikke, at hun fortjener komplimenter og at være glad for noget ved sig selv.
Det er en utroligt hård indrømmelse. Især fordi impulsen til at kaos-klippe i mit hår er vendt tilbage.
Så i takt med, at jeg har anerkedt, at jeg stadig er vred, og at denne vrede vokser, er jeg igen begyndt at tage emnet op med de behandlere, jeg har. Jeg snakkede med min bostøtte om det i denne uge, og hun sagde, at jeg kunne prøve at skrive ned, hvad det egentlig var, jeg var vred over...
Jeg har jo aldrig rigtig tænkt over, hvad det i virkeligheden var, jeg var vred over. Jeg var jo bare vred; ligesom jeg ikke altid ved, hvad jeg er ked af det over.
Jeg vil gerne dele nogle af mine overvejelser med jer:
Jeg er vred over, at jeg er syg.
Jeg er vred over, at jeg blev voldtaget.
Jeg er vred over, at det ikke er så nemt at elske mig selv, som jeg havde håbet, det ville være.
Jeg er vred over, at jeg har angst hver eneste dag.
Jeg er vred over, at jeg ikke kan de samme ting som mine jævnaldrene.
Jeg er vred over, at jeg er bange for mænd.
Jeg er vred over, at jeg ikke kan få behandling for mine PTSD-symptomer.
Jeg er vred over, at jeg ikke kan overskue mine daglige gøremål.
Jeg er vred over, at jeg føler mig inkompetent og uværdig af universitet.
Jeg er vred over, at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde vil kunne passe et normalt job.
Jeg er vred over, at jeg føler, at jeg er til fare for mig selv og mine omgivelser.
Da jeg startede min blog - hvilket er før, jeg startede i behandling - kunne jeg ikke føle vrede. Jeg kunne slet ikke identificere følelsen. I stedet blev jeg bare ked af det.
Nu står jeg i et næsten dagligt opgør med mig selv, hvor jeg føler, at jeg mister min menneskelighed til noget, som jeg ikke selv kan styre. Jeg føler, at det er svært at blive ved med at kæmpe kampen for at få min hverdag til at fungere. Det er fristende at give op og lægge mig ned og vente på, at det holder op.
Det er okay at ligge ned nogle gange, men det er også vigtigt at rejse sig op igen, for ellers kan man bruge hele sit liv på at ligge der og vente på, at smerten forsvinder.
Og det gør den ikke af sig selv.
Til slut vil jeg dele en af mine største anerkendelser: Jeg er vred over, at jeg er vred.
Jeg har diskuteret med mig selv om, hvad jeg skulle kalde dette indlæg. Jeg havde overvejet noget provokerende alla: "Sådan bliver du voldtaget" eller noget sørgeligt såsom: "Undskyld til mig selv", men i virkeligheden er der ikke en titel, som bedst beskriver, hvad jeg prøver at ramme med dette indlæg. Så jeg har valgt at opkalde oplægget efter en sang, som siden dens udgivelse har hjulpet mig med at bearbejde tankerne.
Det, jeg gerne vil fortælle, er historien om de voldtægter, jeg var udsat for, da jeg gik i 1g. Det er sjældent, at folk spørger mig direkte: "Hvad skete der?" og for at være helt ærlig, så er det ikke noget, jeg har lyst til at genleve hver dag, men i takt med at mine mareridt er blevet til lange nætter i panikangst og med lyset tændt, så er jeg begyndt at tage emnet op med min psykolog.
Vi snakkede om min selvtillid og selvrespekt eller nok mere mangel derpå. Og så kom vi til at snakke om, hvad der gjorde, at jeg aldrig reagerede på de mareridt jeg rent faktisk gennemleve dengang. Så her er historien - eller dele af den. Jeg håber, at du/I lærer noget af den. Jeg håber, at folk forstår, hvorfor jeg har så ondt indeni. Mine hænder ryster helt vildt, så tilgiv mig mine stavefejl.
Det var - som sagt - da jeg gik i 1g. Jeg var 16 år gammel, og jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg lige havde mistet to af mine bedste venner. Vi var gledet ud. Jeg havde endnu ikke fået venner i gymnasiet, og jeg var i bund og grund enormt ensom. Hvis noget havde bedt mig beskrive mig selv, så havde jeg sagt: Tyk, klam, dum og fed. Det var, hvad jeg var i mine egne øjne, så det måtte også være sådan andre opfattede mig.
På det her tidspunkt kæmpede jeg. Jeg kæmpede helt vildt for at holde hovedet over vande. Jeg ville bare gerne være som alle andre. Jeg ville gerne date, og jeg ville gerne have venner.
Jeg havde en profil på en online chatside, fordi det opfylde mit sociale behov. Og her skrev han til mig. Han hed Andreas.
Fra starten virkede han led og ond, men han gav mig opmærksomhed, som jeg ikke følte, at jeg havde råd til at takke nej til.
Andreas inviterede sig selv på besøg, og vi brugte lang tid på diskutere, om jeg skulle tage ham med hjem. Jeg havde fra starten sagt, at hvis vi skulle på en date, så skulle det være et offentligt sted. Men han fik mig overtalt til, at han måtte hente mig en lørdag fra mit arbejde i svømmehallen. Han kørte mig hjem til mine forældre, hvor vi tilbragte eftermiddagen.
Om aften var vi på en kinesisk buffetrestaurant bare ham og jeg. Han havde ikke gjort et særlig godt indryk på mig, og jeg vidste allerede, at jeg ikke ønskede at se ham igen, men jeg holdt ud, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme af med ham.
På et tidspunkt kom jeg gående hen til vores bord, hvor han sad, og han sagde: "Hvordan kan du ikke hade dig selv, når dine lår klasker imod hinanden på den måde?" og han var seriøs. Jeg havde aldrig nogensinde forventet at skulle svare på sådan en spørgsmål.
I dag ville jeg ønske, at jeg havde rejst mig her og forladt restauranten og aldrig kigget tilbage, men det kunne jeg ikke dengang. Jeg forstod ikke, hvad mine muligheder var. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede ham.
Da vi havde spist kørte vi tilbage til mine forældres hus. Og jeg var begyndt at glæde mig til at han skulle gå, men det var som om, at han ikke var så nem at komme af med. Vi sad i min seng, og han begyndte at gnide sig op af mig, mens han begyndte at tage tøjet af. Igen havde jeg ingen ide om, hvad jeg havde af muligheder i situationen, så jeg lå frossen og kiggede op i loftet. Jeg havde kysset med ham, men nu var det gået over mine grænser. Hele dagen havde han kommenteret på mit guldkors, og nu spurgte han, hvordan jeg kunne kalde mig selv et barn af gud, når jeg lige havde fået ham til at komme i sine underbukser. Han sagde, at nu var jeg nødt til at gøre det færdigt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg sagde nej.
Kort efter gik han. Jeg gik ud til mine forældre og satte en smilende facade op, for jeg vidste ikke, hvad der lige var sket. På det her tidspunkt havde jeg ikke forstået, at jeg var blevet voldtaget. Ordet var slet ikke faldet mig ind under overgrebet eller umiddelbart efter. Jeg tænkte bare, at nu havde jeg haft min første seksuelle oplevelse, og det var forfærdeligt. Men ingen havde fortalt mig, at den første gang ville være forfærdelig, så der måtte jo være noget galt med mig. Det var min skyld, at jeg ikke levede op til glansbiledet af, hvad sex skulle være.
Så da mine forældre spurgte, om jeg havde lyst til at se ham igen svarede jeg ja, for jeg håbede jeg kunne reparere, hvad end der var gået galt. Så Andreas blev inviteret med op i sommerhus, hvor vi skulle være en aften alene med min bror, da mine forældre var til fest.
I sommerhuset er der et rum, hvor der er en køjeseng. Vi lå i den nederste køje, og min lillebror var ude i stuen. Vi lå inde i køjen, fordi Andreas ville have sex. Jeg var på p-piller, hvilket i hans hoved betød, at jeg var tilgængelig på alle tidspunkter.
Jeg har så mange grimme og ydmygende minder forbundet med det rum. Selvom jeg sagde nej, så fik han presset sig igennem ikke én men to gange, hvorefter jeg var nødt til at sætte et stort smil på, for vi skulle køre ud og hente mine forældre. De var til stor fest hos nogle voksne venner, så vi kom til et rum fyldt med berusede voksne, hvor nogle af mændene kom med seksuelle jokes om os, da vi ankom. Ingen af dem kunne vide, at jeg var splittet indeni. Splittet imellem at holde facaden oppe og eller indrømme overfor alle, at jeg ikke vidste, hvordan man var god til sex. For alt, jeg kunne mærke, var, at jeg var ulykkelig, og jeg hadede ham, men jeg kunne ikke sætte de to ting sammen.
Næste gang, jeg så Andreas, var da jeg havde fået at vide, at vi skulle ses en weekend hos hans forældre. Så jeg tog toget fra Silkeborg til Herning og fra Herning til Holstebro. Jeg kan huske, at jeg hele vejen ville ønske, at toget ville vende om eller gå i stykker. Jeg hadede det. Ser du, Andreas misbrugte mig ikke kun seksuelt. Han var også psykologisk voldelig i højeste grad.
Hvordan kan du ikke hade sig selv, når dine lår klasker imod hinanden på den måde? Hvordan kan du være et Gudsbarn? Hvad vil Gud ikke tænke om dig? Christina, du er så tyk og grim. Hvis vi cykler en tur til Skagen, så kan du tabe dig lidt. Her er en bog om juice, fordi du er tyk, så du skal prøve kun at drikke juice, så du taber dig. Jeg ved, at du kan lide det. Jeg ved, du lige kom, du skal ikke lyve omkring det. Hvordan kunne du dog tillade dig selv at blive så tyk?
Når vi var hos ham, så var i hans forældres kælder. Jeg fandt hurtigt ud af, hvad hans "rutine" var. Først ville han sætte en film eller Game of Thrones på. Så ville han lægge sig op af mig og begynde at tage sit eget tøj af, til han var nøgen. Så ville han sige, at jeg havde ledt ham til at blive tændt, og nu var der ikke andre valgmuligheder end sex. For det meste sagde jeg nej. Jeg sagde nej 100 gange, men jeg var aldrig stærk nok til at stå imod, for jeg ville ikke skrige højt, for hvad ville hans forældre ikke tænke? Så jeg endte ofte med at ligge og kigge op i loftet til, at han var færdig, eller han fandt på nye ting, han ville prøve. På et tidspunkt greb han fat i mit hår og tvang mig til at slikke sveden i hans armhule væk. Om natten sov jeg på gulvet, for han skubbede mig ud af sengen og ville ikke dele sin dyne. I løbet af dagen blev jeg ikke tilbudt mad. Det var først, når hans forældre lavede aftensmad, han var nødt til at lade mig komme op og spise.
Jeg tilbragte to weekender med ham hos hans forældre. Og to weekender i sommerhus med mine forældre foruden den første gang, vi sås.
Den sidste weekend hos hans forældre, havde jeg ikke spist fra fredag til søndag, og søndag aften lavede han kylling. Jeg havde fortalt ham om de krydderier, min mave ikke kan tåle, og Andreas krydrede kylling stærkt til med alle de krydderier, jeg ikke kunne tåle, lige inden jeg skulle hjem. Han mente, at han kunne kurere mig. Jeg har aldrig haft så ondt i maven som den togtur hjem.
Anden gang vi var i sommerhus, sov vi i annekset. Han kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke tabte mig, og han blev ved med at diskutere, hvor tyk jeg var. Desuden prøvede han at overtale mig til at prøve at ryge hash, fordi han tænkte, at det kunne fjerne min depression. Senere den nat lå vi og sov, da han synes, at vi skulle have sex. Jeg havde det forfærdeligt, men det kunne han ikke tage sig af, så han holdt mig nede og voldtog mig, mens jeg græd.
Min mor og jeg kørte han til en busterminal, så han kunne tage en tidligere bus hjem den næste dag. Der var tydelige problemer, men jeg kunne ikke fortælle mine forældre om det, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortælle dem, at jeg havde haft "sex".
Jeg nærede allerede dengang et ubeskriveligt had til denne person. Og jeg vidste godt, at jeg hadede ham, men havde ingen ide om, hvad jeg skulle gøre for at komme af med ham. Indtil jeg en dag fandt styrken til at fortælle ham, at han ikke skulle komme igen, var der gået omkring en måned, hvor jeg hver weekend havde set Andreas. Det meste af den tid har min hjerne fortrængt. Jeg husker det mest af alt som Helvede på jorden, en kæmpe bunke frygt og frustration over, at jeg ikke kunne gøre, hvad der var bedst for mig selv.
Da jeg endelig fik sagt fra, begyndte mareridtene. Det er de samme mareridt, som jeg stadig kæmper med i dag. Jeg drømmer, at han kommer tilbage for at slå mig og min familie ihjel. Jeg er ikke i tvivl om, at han har det i sig, så jeg er altid i tvivl om, om jeg er i sikkerhed. Jeg anmeldte aldrig voldtægterne, fordi jeg (som jeg har forklaret før) tog lang tid om at acceptere det og kalde en skovl for en skovl. Ordet voldtægt gør ondt på mig. Jeg måtte lære at elske og respektere mig selv først, før det gik op for mig, hvor galt det havde været.
Jeg har set ham 1 gang siden jeg bad ham forsvinde, og det var da han skulle hente sin juice-bog. Derudover har jeg set ham på tinder og sidst på instagram, hvor han navn og billede pludselig var foran mig.
Så hvad skete der bagefter?
Umiddelbart lige efter overgrebene ændrede jeg min livstil drastisk. Jeg kørte et hårdt træningsprogram og vejede og målte al mad, jeg indtog. Jeg vejede mig flere gange om dagen og straffede mig selv, hvis jeg vejede mere om eftermiddagen end om morgenen. Jeg tabte 12 kilo over 3 måneder. Jeg begyndte at minimere, hvor mange kalorier jeg indtog på en dag, og lavede 100-200 mavebøjninger hvor aften og morgen. Det virkede. Jeg blev tyndere, men jeg blev også sygere. Min depression tog til, indtil jeg ikke kunne klare det længere. Jeg tog alt det, jeg havde tabt, på, og min selvtillid dalede endnu dybere ned, end den havde været til at starte med.
Jeg har udviklet PTSD, som jeg stadig venter behandling for. Center for voldtægtsofre kunne ikke behandle mig på grund af min depression, og jeg venter stadig på, at behandling for depression og medicin skal gå op i en højere enhed, og jeg skal begynde at få det bedre.
Min PTSD har ikke ændret sig i takt med, at jeg har fået medicin. Tværtimod vil jeg sige, at den er på et højpunkt for tiden, hvilket betyder, at jeg får medicin til at sove på, så jeg har en chance for at sove.
Om natten ser jeg ham sidde på kanten af min seng eller stå i hjørnet af min lejlighed. Jeg er bange for, at dette indlæg skal finde vej til ham, og at han pludselig skal opsøge mig igen. Men jeg har også besluttet mig for, at jeg ikke kan leve i frygt mere.
Jeg valgte sidste forår, at jeg var nødt til at fortælle min omgangskreds og omverden, om hvad jeg havde oplevet, fordi det ikke er min voldtægt. Jeg er et offer, og det skal ikke være et tabu. Jeg havde allerede brugt alt for længe på at holde det hemmeligt, som var det min skyld og skam.
Jeg har brug for at fortælle verden om, at jeg blev voldtaget, og at det skete, og nu ved I det. I ved, hvad der skete. I ved, at jeg ikke forstod, hvad selvkærlighed var. Det var ikke et begreb, jeg havde noget forhold til. Jeg havde ikke overvejet, at jeg havde andre muligheder. I dag smerter det mig meget, at jeg ikke har haft været stærkere dengang, det kunne have sparet mig en masse smerte i dag.
Men noget af det, psykologen og jeg snakker meget om, er ikke at bearbejde 16-årige mig, at jeg ikke kunne kæmpe. Fight or Flight. Hverken fight or flight var en mulighed, så jeg gjorde, hvad jeg dengang vurderede var det bedste for mig selv. Og det er okay.
I dag har jeg lært meget af den oplevelse. Jeg har lært hvem jeg selv er, og hvem jeg ikke er, men det er ikke noget med "Jeg ville ikke gøre det om, hvis jeg kunne", for JO! Jeg ville lave det om. Jeg ville være løbet, den første gang jeg blev mistænksom overfor ham.
Men fortiden kan ikke laves om. Selvom den gør umådeligt ondt, så kan jeg ikke gøre det om. Der er et kæmpe hul i mit indre, som ikke har ladet sig fylde op med trøst eller chokolade. Det eneste jeg kan gøre, er at lære at gro og blomstre uden om hullet, så jeg en dag kan gå hen over hullet uden at falde i.
Psykiske sygdomme er forskellige fra person til person. Det, de er for mig, er måske ikke det samme for min nabo. Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke er læge, psykiater eller psykolog. Jeg har ingen uddannelse på dette område - udover mine egne erfaringer. Alligevel vil jeg gerne prøve at beskrive lidelsen PTSD for dig. Måske kender du sygdommen fra dig selv, en ven eller et familiemedlem. Måske kender du ikke til sygdommen personligt men har hørt om den? Måske ser du soldater i krig for dit indre øje, når du hører ordet?
PTSD står for Posttraumatic Stress Disorder eller på dansk: Posttraumatisk stresslidelse. Det er en sygdom oftest associeret med soldater, der er vendt hjem fra krig, men i virkeligheden rammer den langt bredere. Sygdommen opstår efter en eller flere traumatiserende hændelser, hvor man har følt sig i livstruende fare, som blandt andet kan være: krig, brand, naturkatastrofer, ulykker, eller som det er i mit tilfælde: Voldtægt.
PTSD opstår pludseligt og ikke altid lige efter hændelsen. Man kan ikke altid finde mening i sygdommen, da den til tider bliver igangsat af de mindste ting og små detaljer. Jeg har kaldt dette indlæg "Hvem" er PTSD, fordi det for mig føles som en ekstra personlighed, jeg har med i bagagen.
Det tog mig lang tid at tage PTSD-diagnosen og ordet til mig, da jeg på en måde følte skam over at have fået en psykisk lidelse, som folk, der havde udstået langt værre traumer end mig, havde fået. I takt med, at jeg modtog behandling på Center for Voldtægtsofre, begyndte jeg for alvor at forstå, at jeg ikke var den eneste, der har udviklet PTSD efter et overgreb. Den stress, man bliver udsat for under og efter et overgreb, forsvinder nogle gange af sig selv. Andre gange gør den ikke, og det er helt okay. Nogle gange kan man selv bearbejde oplevelserne og undgå at blive påvirket til sådan en grad, at man udvikler PTSD, og andre gange skal man have hjælp.
For mig er PTSD en spændetrøje af angst stramt anbragt omkring min krop. Nogle af de symptomer, jeg oplever, er flashbacks og grusomme mareridt, som har gjort mange af mine nætter søvnløse. Jeg er altid på vagt; hvis jeg ser genstande, jeg ikke kan sige er ufarligt med 100% sikkerhed, så råber min hjerne:
"DEN EKSPLODER!"
Det er ofte plastikposer og glemte tasker, men også kunstværker og almindelige genstande i byrummet. Lyden af flyvemaskiner over mit hoved får mig til at stivne. For jeg ved, at flyvemaskiner kan kaste med bomber. Flvyemaskiner er ikke sikre.
Mange mennesker og høje lyde gør min angst værre. Når jeg er i biografen har jeg et par store høretelefoner med. Ikke for at høre musik, men for at jeg kan blokere lyden ude. Lyden i biografer er pludselig blevet for høj til mig. Ikke lidt for høj. Alt for høj. Det gælder også almindelig fjernsyn og musik. Lyd er blevet invaderende i stedet for at være spændende og behageligt. Og når lyd er kombineret med mange mennesker, så ved jeg, at jeg kommer til at kæmpe en lang kamp for at holde fatningen og for ikke at bryde sammen.
Mænd. Hvor skal jeg overhovedet begynde? Mange har sagt, at angst for mænd er en meget naturlig reaktion efter et overgreb, men det føles ikke naturligt. Det føles hæmmende. Jeg har flere gange måtte ringe til hospitaler og behandlere for at bede om at få en anden behandler end den mand, jeg havde fået tildelt, fordi jeg simpelthen ikke er tilpas i enerum med en fremmed mand.
Når jeg står og venter på bussen, og der kun står mænd, så er jeg så angst, at jeg knap kan stå på mine ben. Mænd er en af de ting, som min hjerne forbinder direkte med fare. Det er ikke sådan, at jeg er angst overfor min familie og mine venner. Dem har jeg kendt længe, og jeg ved, at de ikke er farlige. Men mit hoved er sikker på, at alle andre mænd er potentielle mordere og voldtægtsmænd. Jeg ved godt, at det ikke er alle mænd, der er onde. Men alle mænd er muligvis onde - indtil jeg lærer dem at kende. Indtil jeg ved, at det er de ikke.
Dette betyder ofte, at jeg snakker i telefon med en af mine venner næsten hver gang, jeg står i en situation, hvor jeg reelt er bange for at blive overfaldet af alle de fredelige og helt sikkert meget venlige mænd på gaden. Jeg er meget opmærksom og læser deres kropssprog for den mindste hentydning af interesse imod mig. Derfor er jeg nødt til at distrahere mig selv for ikke altid at være "on edge" hele tiden. Det hjælper ofte at snakke i telefon. Jeg kan fortælle mig selv, at hvis jeg taler i telefon, så vil en overfaldsmand tænke, at hvis de overfalder mig, så vil der blive slået alarm. Jeg er stadig ved at vænne mig til at omgåes mænd. Jeg vil være ærlig og sige, at det er svært. Det er meget sværere, end jeg troede det skulle være. Men jeg er nødt til at kæmpe imod det, for det er invaliderende. Da jeg i sommers skulle til mundtlig eksamen, og jeg trådte ind i et lokale med to fremmede mænd, så blev jeg lammet. Jeg var dobbelt stresset både over eksamen og de to mænd. Min hjerne var sikker på, at jeg skulle dø. Sådan vil jeg ikke leve mit liv.
Jeg oplever mange forskellige symptomer på PTSD. Jeg kan ikke nævne dem alle her, men der er én, som jeg vil fremhæve. Der er noget, der plager mig voldsomt meget hverdag, og det er ændringen af min personlighed. Jeg har kognitive vanskeligheder; som helt enkelt er, at jeg ikke kan koncentere mig og huske. Jeg kan ikke huske ord og aftaler. Jeg plejede at sige, at jeg havde klæbehjerne; jeg plejede at huske alt. Nu husker jeg intet. Hvor har jeg parkeret bilen? Hvem sås jeg med i går? Hvor er jeg på vej hen? Hvordan lægger jeg disse tre enkle tal sammen? Hvad hedder ham gutten fra den tegneserie, you know? Men noget af det mest skræmmende, jeg oplever, er, når jeg ikke kan genkende mennesker. Første gang, det skete, var i foråret. Min lillebror kom ind i stuen, men jeg kunne ikke genkende ham. Han var som en fremmede i mit hoved. Jeg var fuldstændig mundlam over, at der pludselig stod et fremmede menneske i min stue, og der gik adskillige sekunder før, jeg kunne genkende ham, som havde han ændret skikkelse for øjnene af mig.
Mange af symptomerne på PTSD og depression er de samme eller lignende. Derfor kan det ofte være svært for mig og mine behandlere at sige, hvor min PTSD slutter og hvor min depression starter. PTSD og depression skal i mit tilfælde behandles seperat. Det var ikke muligt for dem at hjælpe mig på Center for Voldtægtsofre, så når min depressionsbehandling er godt i gang, bliver jeg formegentlig henvist til Center for PTSD, hvor jeg skal starte PTSD behandling.
PTSD er meget mere end 'bare' stress. PTSD er angst og ubehag hver dag. Det er stress i en cocktail med sig selv i alle størrelser og afskygninger. Det er angstanfald og panik. Det er en sygdom. Og den kan afhjælpes med den rigtige pleje. Men det tager tid, og det kan tage mange forsøg. Jeg tror på, at det er kampen værd!
Her er nogle links, så du kan læse og høre mere om PTSD:
Christina, hvorfor i al verden vil du skabe en blog, som fortæller om din inderste smerte og dybeste hemmeligheder? Hvordan kunne du gøre det imod dig selv? Nu kan hele verden se, at du er blevet voldtaget. Det er da ikke noget, man har lyst til, at folk ved om én. Det er da privat.
Ja, det er rigtigt, at meget af det, jeg skriver om, er privat. Det er min private oplevelse og min private smerte. Men folk forveksler ofte privathed og skam. Og det er forkert, at det er min skam.
Jeg brugte mange år på at føle skam. Jeg gav mig selv skylden, for jeg kunne ikke forstå, hvordan nogen kunne have gjort noget så grimt imod mig. Jeg følte uendelig meget smerte over, hvad der var sket, så jeg fortalte mig selv, at det er nemmere at glemme, hvad der skete, i stedet for at acceptere, at det var voldtægt. Det var ikke mig, der ikke havde sagt fra tydeligt nok. Det var ikke mig, som havde bedt om det. Det var ikke mig, som skulle bære skylden for det. Men det gjorde jeg.
Og det var nemt at give mig selv skylden. For der var intet, der fortalte mig, at jeg ikke var ansvarlig. Dengang kørte der ikke kampanger i fjernsyn og sociale medier, som fortalte mig, at hvis jeg var i tvivl, så kom og snak med nogen!
Jeg blev voldtaget i 2014, og dengang troede jeg, at det var meningen, at jeg skulle føle skyld og skam. Det var først i 2017, at jeg blev opmærksom på det og turde sige, at jeg ikke skal bære denne skam og skyld.
Så det er ikke skam, jeg viser jer. Det er mine private minder og ar, ja, men det er okay. Det er vigtigere, at vi bryder tabuet om voldtægt, så ingen andre skal gå i så lang tid med skyld og skam, som ikke er deres at bære.
Verden tror ikke på kvinder - endnu
Det er et faktum.
Og så kan du sagtens sige:
"Jamen, jeg tror da på kvinder"
Mange tak for det. Vi er heldigvis mange, som får øjnene op for, hvad kvinder, som har været udsat for overgreb eller vold, går igennem. Og mange andre kvinder også!
Det er så ekstremt vigtigt, at vi bliver ved med at bakke op om kvinder (og mænd), som kommer frem med deres historier. Vi må på ingen måde gøre dem til skamme, for det fodrer overgrebsmændenes magt over os.
Jeg tænker meget på Christine Ford, som på meget kort tid er blevet en personlig heltinde for mig. Jeg vil ærligt fortælle, at jeg ikke kendte hende for få måneder siden, men det, hun gør, er så stærkt og modigt, at hun kun fortjener respekt. Alle mennesker i hele verden har en holdning til, om hun blev voldtaget eller ej. Og alligevel er hun stået frem og har fortalt sin historie.
Det har hun ikke gjort, fordi det er sjovt at genopleve sine traumer, eller fordi det er spændende at se, hvor mange man kan få til at tro på en. Ford har været nødt til at stå frem. For ellers vil en voldtægtsmand få mere magt, end han fortjener og evner at besidde. Endelig har hun fået en stemme, som hun bruger til at nå frem til os alle og fortælle os, at vi kan kæmpe imod mænd uanset deres magtstatus. Vi skal kæmpe imod. Men selv når vi kæmper imod, så er tendensen, at kvinder ikke bliver troet på.
Hvorfor bliver vi ikke troet på?!
Hvad er det, der gør, at denne mand vinder? Der er ingen beviser på voldtægten andet end Fords traume, som hun skal gå med hver evig eneste dag resten af sit liv. Men er det ikke nok? Bør det ikke være nok? Voldtægt er en "gratis" forbrydelse, som bliver begået hver dag. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd bliver 5.100 danske kvinder voldtaget om året. I 2017 blev 944 anmeldt. I 2016 var det kun 791. Og selv hvis en kvinde anmelder forbrydelsen til politiet, som bliver der sjældent fældet dom. Fordi man ikke tror på kvindernes traume som bevis. Vi vil hellere lade voldtægt gå ustraffet hen end at ødelægge en mands ry og rygte. For hvad med alle de mænd, som bliver falsk anklaget?
Fakta er, at mænd sjældent bliver falsk anklaget (Jeg siger ikke, at det ikke sker). Men kvinder bliver voldtaget hver dag. Fordi mænd kan. Mænd bliver ikke straffet for voldtægt. Kvinder gør. Offeret går med skyld og skam hver dag. Og det er ikke fair.
Der er aldrig nogen, der har givet mig en stemme. Så jeg tog selv en, og jeg skabte denne blog. Jeg vil nedbryde tabuer om voldtægt. Jeg vil nedbryde skam og skyld hos offeret. Jeg vil pege piger og kvinder i en retning, hvor de kan få hjælp til at nedbryde deres traumer. Og det er derfor, det er så vigtigt, at I hjælper mig med at læse og dele bloggen.
For ja, det er privat, og ja det gør ondt. Af og til gør det meget ondt at dele med jer. Men hvis jeg ikke gjorde det, så er der 0% chance for, at jeg kan hjælpe nogen. Hvis ingen gør noget, så sker der heller ikke noget.
Hej med dig!
Jeg håber, at du har haft en dejlig dag indtil videre, eller hvis du læser dette om morgen - at du så får en skøn dag!
Og at i morgen bliver fantastisk.
Og at du får et bekymringsfrit liv.
Jeg håber, at du bliver meget lykkelig!
Jeg skriver i dag om et emne, som jeg har berørt før.
Angst.
Så hvis du har personlig erfaring med angst eller er pårørende til en person med denne lidelse, så må du hjertens gerne læse med, men jeg vil også sige, at jeg beskriver min angst, som jeg oplever den, og det kan være triggering for nogle. Men velkommen til!
I dag er tirsdag den 25. september 2018. De sidste mange måneder har jeg været i behandling for PTSD på Center for Voldtægtsofre, hvor jeg har arbejdet med min angst og fået rigtig meget kvalificeret behandling. Alle, jeg har mødt der, har kun villet mig det bedste.
Min behandling er blevet afsluttet på centeret. Det er ikke, fordi jeg er rask. Jeg er blevet afsluttet på centeret, fordi jeg er for syg. Som jeg har beskrevet før, er de på centeret bekymret for, at min depression er for omfangsrig til, at de kan behandle min PTSD uden at forværre min depression.
Så hvad så nu, Christina?
- spørger du nok.
Svaret er umiddelbart ikke så lige til.
Jeg er henvist til udredningen og akutambulatoriet i Risskov i håb om, at de kan observere og stabilisere mig lidt, indtil psykiatrien er klar med en klar diagnose og en behandling. Jeg modtager anti-depressiv medicin 1 gang om dagen, beroligende 3 gange om dagen og sovepiller om natten. Det kan af og til være en rimelig en heftig cocktail, som kan få mig til at hallucinere og opføre mig underligt.
Så selvom jeg bliver taget seriøst, og mange mennesker arbejder på at hjælpe mig, så forværres min situation og hermed min angst for hver dag, der går. Jeg er plaget af angst og angstadfærd hver dag. Jeg er ved at lære at genkende angsten, for hvad den er - irrationelle tanker, som påvirker min dømmekraft. Men det er ikke altid, at jeg når at opfange angsten, enten fordi den aktiveres pludseligt, eller fordi jeg ikke har energi til at kontrollere den.
I de sidste syv dage har jeg fået tre voldsomme anfald af angst.
Tirsdag den 18. september var min depression så stærk, at jeg lå fra klokken 7:30 til 21:00 og stirrede op i mit hvide loft. Enkelte gange tvang jeg mig selv på toilet, men kravlede ned i sengen med det samme igen. Jeg spiste ikke noget hele dagen. Dagen endte med, at jeg var så opslugt i mine tanker og angst, at jeg måtte ringe til vagtlægen. For at gøre en lang historie ultra kort, så var jeg på skadestuen, hvorfra jeg blev sendt videre til akutmodtagelsen i Risskov, hvor jeg snakkede med sygeplejersker og læger, om hvorvidt det var tid til at indlægge mig. De sendte mig hjem 1:30.
Torsdag den 20. september var jeg ved at komme ovenpå igen, så jeg tog ind til formiddagstimer på uni. Jeg kan kun beskrive dagen som en super uheldig dag. Efter en time gik røgalarmen. Den var, som pedellen selv beskrev den efterfølgende,: "ret fesen", så ingen reagerede rigtig på den.
Jeg havde sådan lyst til at storme ud af klasselokalet og aldrig kigge tilbage. Jeg forsøgte at berolige mig selv ved at tælle til 10, men da jeg kunne se, at vores underviser var nervøs, og han sagde: "Vi bruger samme alarm til, hvis der er en bombe....", så fik jeg tårer i øjnene. Jeg følte, at jeg talte ned til at blive sprunget i luften. For selvfølgelig var der en bombe på skolen. Og lige i dag, hvor jeg havde samlet alle mine kræfter og var taget i skole, så ville den springe.
Men de andre griner, og jeg kan ikke rigtig aflæse stemningen. Skal vi gå eller blive?
Pludselig braser en mand igennem døren. Han råber, at der er brand, og at vi skal skynde os ud.
Jeg har aldrig oplevet, at min angst er eksploderet på den måde. Jeg hyperventilerer omgående, og hele min krop ryster. I klassen får vi samlet vores ting, og vi skynder os ud.
På pladsen foran bygningen søger væk fra de andre for at være for mig selv, så jeg ikke tiltrækker for meget opmærksomhed. Jeg kan ikke trække vejret, og jeg kan ikke stå på mine ben. Jeg er stadig overbevist om, at jeg skal dø. Vi skal alle dø. Om ti, ni, otte, syv, seks, fem, fire, tre, to, én. Nej? Okay, så om ti, ni, otte, syv, seks, fem, fire, tre, to, én! Nu. Nu. Nu. Nu. NU!
Heldigvis går jeg på hold med nogle forfærdeligt søde mennesker. To af pigerne kommer hen og hjælper mig igennem anfaldet. Der er også nogle andre personer, som tjekker og spørger ind til mig, da det går op for dem, at der sidder en op af muren, som har det dårligt.
Få minutter efter bliver alarmen blæst af, vi får at vide, at det var en øvelse. Og underligt nok gjorde det situationen meget værre. Jeg har fuld forståelse for, at evakueringsøvelser er super vigtige, og at de redder liv. Men alligevel følte jeg, at det var så unfair. Jeg kæmper hver dag imod angsten og de begrænsninger, den giver mig. Min angst ved jo ikke, at det er en øvelse. Den fortsætter flere timer efter. Flere dage efter er min angst forhøjet efter sådan en episode.
Mandag 24. september havde jeg været i Risskov til check. Jeg er derude til check cirka to gange om ugen. Det er gået helt fint. Jeg var forinden blevet sat op i medicin, så sygeplejersken tjekkede mig, og alt var i orden. Min hjerterytme var helt normal, og det samme var mit blod. Hun var ikke bekymret, sagde hun.
Så jeg tager bussen ind til byen, og kort tid efter tager jeg bussen hjem ad. Jeg kan godt mærke min angst i bussen, men jeg prøver at distancere mig fra den. Bussen var fyldt, og der var mange højlydte mennesker og børn med. Ydermere var bussen forsinket, så jeg var godt presset. Jeg sidder ned, men alligevel kan jeg mærke, at jeg bliver dårlig. Men det er okay, for jeg skal af nu...
Så jeg rejser mig og prøver at blive stående på mine ben. Jeg har ikke nogen energi i mine ben, men alligevel får jeg kæmpet mig ud af bussen. Den kører afsted, og jeg bevæger mig ud på en gå tur, som er en lille kilometer. Jeg kan godt mærke, at det bliver en hård tur hjem.
Jeg når at gå 10 meter fra busstoppestedet, før jeg ikke kan stå på mine ben mere. Jeg føler mig rigtig dårligt tilpas, og så husker jeg egentlig ikke mere.
Jeg vågner ved, at der står en mand og kvinde over mig. De er igang med at vække mig, og manden er ved at ringe efter en ambulance. De siger, at de har set mig falde om, så jeg har nok ikke været væk i mere end et par sekunder.
Men jeg har været heldig. Jeg er faldet ind på et stykke græs, og jeg har lige præcist misset et vejskilt og fliser. Jeg kunne lige så godt være faldt ud imod vejen, som er meget befærdet.
Jeg er i chok, men jeg har det bedre, så jeg siger mange tak for hjælpen, og at jeg ikke skal bruge en ambulance. Jeg skal nok selv komme hjem, selvom de gentagende gange tilbyder mig at køre mig. Jeg husker, at jeg er meget vedholdende i, at jeg bare går hjem - det er ikke noget problem. Hvilket er totalt åndsvagt. Jeg skulle have bedt om hjælp, men det ville min hjerne ikke, så jeg takker dem endnu mange gange og går afsted.
Jeg er stadig lidt omtåget, og jeg går ikke så hurtigt. Men jeg når hjem og får ringet til min mor, psykiatrisk rådgivning og min læge.
Efter at have snakket med rådgivningen og lægen kommer vi frem til, at det har været et angst-triggeret anfald, hvilket åbenbart er en ting, folk oplever. Når man først én gang er besvimet af angst, så skal man forvente, at det vender tilbage. Denne gang var jeg heldig, at jeg ikke slog mig eller faldt ind på kørebanen.
Så det er her, jeg står nu. Min krop viser angst på mange forskellige måder. Dens nyeste trick er at spille død, men det må jeg tage med. Jeg kan ikke gøre andet end at oplyse folk, om hvad de skal gøre, hvis jeg pludselig besvimer.
Der kan ikke rigtig gøres andet end at holde min krop i sikkerhed, indtil jeg vågner kort tid efter. Er jeg væk i over fem minutter, så skal man ringe efter en ambulance. Men så længe jeg ikke har slået mig i faldet, og jeg kun er væk i et par sekunder, så er der ingen grund til at ringe efter en ambulance.
Mange tak til alle, som har hjulpet mig igennem mine angstanfald - både folk, jeg kender, og de fremmede, der holdt ind for at hjælpe! Og til alle jer andre, som også er dejlige mennesker, nu ved I, hvad I skal gøre, hvis jeg eller nogen anden får et angstanfald af den ene eller den anden slags.
Det er alt sammen et skidt på vejen til at blive rask!
Jeg har haft svært ved at skrive på bloggen de sidste par
uger. Det er nok mest fordi, at det eneste, der fylder i mit hoved lige for
tiden, er min depression. Den styrer min hverdag på en måde, hvor jeg bliver
hæmmet i mine daglige gøremål og omgang med mennesker omkring mig.
Da jeg skabte Typisk T-rex, besluttede jeg, at jeg ikke
ønskede, at bloggen skulle være en “Se hvor ondt min depression gør”-blog. - I
hvert fald ikke udelukkende.
Men når depressionen er det eneste, der fylder mit hoved, så
er det svært at fylde bloggen med positive budskaber og smarte observationer.
Jeg vil gerne fylde bloggen med sandheden, som jeg ser den. Men sandheden er,
at jeg har en voldsom depression. Sådan var sandheden også for en måned og to
måneder siden. Og det ser ikke ud til at ændre sig betydeligt indenfor det
næste stykke tid.
Men I skal ikke snydes for en omgang T-rex af den grund, så
her er en update på situationen:
Jeg er startet i behandling på Center for Voldtægtsofre. Jeg
modtager behandling for mine PTSD-symptomer, og hvis jeg skal sige det selv, så
går det rigtig godt. Jeg føler mig forstået og taget alvorligt. Al personale,
jeg har mødt på centeret, er professionelle og dygtige. Der bliver taget rigtig
godt hånd om mig.
Men min depression er desværre så tung for tiden, at det
giver problemer for min behandling. Jeg har kort sagt ikke kræfter nok til både
at tage vare på mig selv og holde humøret og energiniveauet højt nok til at
udføre mine daglige opgaver.
I juli måned blev min psykolog, min læge og jeg enige om, at
jeg skulle prøve at afhjælpe min depression med medicin. Jeg brugte mange dage
på at overveje, om jeg ønskede anti-depressiv-medicin eller ej. Konceptet i sig
selv lød skræmmende og bivirkningerne lød endnu mere skræmmende.
Medicinen virker først efter 2-3 måneder, men bivirkningerne
kom øjeblikkeligt. Den første nat på medicinen sov jeg 2 timer og vågnede midt
om natten. Jeg kunne ikke sove videre. Jeg var med andre ord lysvågen, som om
jeg havde sovet en fuld nat. Jeg brugte dernæst de næste mange timer på at
stirre ud af vinduet, mens jeg så lyset komme tilbage.
Insomniaen er ikke forfærdelig, for jeg fandt ud af, at hvis
jeg tager medicinen om morgenen og laver vejrtrækningsøvelser om aftenen, så
vil jeg kunne sove igennem hele natten. (Som en baby).
Mit største problem på medicinen er kvalmen. Jeg har kvalme
70% af døgnet. Jeg vågner om natten af den. Kvalmen gør, at jeg ikke spiser.
Bare tanken om mad, giver mig lyst til at kaste op. Der er selvfølgelig nogle
dage, der er bedre end andre, men jeg har endnu ikke haft en dag på medicinen,
hvor jeg har spist 3 måltider, som jeg normalt gør.
Det nemmeste er ikke at spise, men min krop har brug for
maden for at køre optimalt og for at bekæmpe depressionen.
Kvalmen har medført, at jeg for første gang i mit liv har
været på Bones og har sagt: “Hvis jeg absolut skal have noget, så tager jeg en
salatbar til hovedret.” og dette var vel at mærke efter en fuld dag med
aktiviteter i Legoland. Og ja, det er i sig selv meget sjovt. Jeg takker
sjældent nej til mad.
Jeg elsker mad, men kvalmen gør mig syg ved tanken. Jeg har
problemer med selv at regulere kulde og varme. Jeg har svært ved at sove. Jeg
har ondt i hovedet og i maven. Jeg kan af og til mærke mit hjerte springer slag
over og slår ude af takt. Jeg sveder hele tiden, også selvom jeg fryser. Jeg
har uro i kroppen, og min krop gør ondt ved berøring.
Men…
Jeg fortsætter med at tage medicinen, også selvom der er
lange udsigter på den gavnlige virkning. Jeg vil så umådeligt gerne, at min
depression bliver mindre, så jeg kan vende tilbage til en hverdag, hvor jeg
ikke skal vælge, om jeg skal bruge min energi på at spise eller på at tage et
bad - for der er kun energi til en af delene.
Og indtil da arbejder jeg videre hos psykologen, og jeg
tager min medicin, for jeg skal bevise overfor mig selv og menneskerne omkring
mig, at jeg er mere end min depression.
Dette indlæg er et smertefuldt ærligt indlæg. Indlægget
handler om mit mentale helbred, og det handler om, hvordan jeg nåede
hertil.
Min situation lige nu er, at jeg er syg.
Jeg er meget syg endda.
Jeg lider af depression, flere forskellige former for angst,
stress og PTSD. Dette påvirker min hverdag i højere grad, end jeg hidtil har
indrømmet overfor mig selv. Jeg har (efter min sygemelding) valgt at fortsætte
mine studier, selvom jeg ved, at det bliver en lang kamp for mig at studere og
blive rask samtidig.
Da jeg gik i 8. klasse, fik jeg en depression. Den var
aldrig diagnosticeret af en læge eller afhjulpet, så den fik lov til at
fortsætte uden, at jeg egentligt vidste, hvorfor jeg havde det så skidt hele
tiden. Jeg blev mobbet i folkeskolen, men selvom jeg forsøgte at snakke med
mine lærere og skolen om det, så blev jeg aldrig mødt med forståelse.
Jeg husker, at sundhedsplejersken sagde: ”Måske skulle du
prøve at få dig nogle venner”, som om det skulle fikse mig og min ensomhed.
Depressionen udviklede sig til lavt selvværd og angst. Det
var først i 1g, jeg fandt ud af, at det var en reel depression. Jeg begyndte
hos skolepsykologen på mit gymnasium. Problemet forsvandt ikke, men jeg lærte
at genkende mine følelser.
I foråret 2014 var jeg udsat for overgreb. I løbet af en
måned blev jeg voldtaget 7 gange af den samme person. Jeg kunne godt sige, at
det var fordi, jeg ikke havde modet eller selvrespekt til at sige fra.
Men sandheden er, at jeg blev voldtaget, fordi han valgte at
gøre det imod mig. Det har taget mig 4 år at lægge skylden 100% på ham. Jeg må
indrømme, at jeg stadig kan blive i tvivl.
Efter overgrebene var jeg i helt klassisk benægtelse. Jeg
havde det værre end før, men jeg kunne ikke få mit hoved til at sætte den
voldsomme frygt, mareridtene, selvhadet og isolationen sammen med, at jeg var
ved at lægge skylden på mig selv.
Når jeg tænkte tilbage på overgrebene, brugte jeg aldrig
ordene ’overgreb’ eller ’voldtægt’, for jeg var bange for, at jeg overdrev. Jeg
var bange for at gøre det til en realitet.
Jeg kan huske en dag, hvor jeg tænkte: ”Dette er den første
dag så længe jeg kan huske, at jeg ikke har grædt” og tanken om: ”Jeg har ikke
grædt i dag” gav mig et indblik i, at den var helt galt. Det var sommer 2016,
og jeg havde holdt alle mine følelser inde mig i 2 år, men for første gang var
jeg ved at indse, at det ikke var mig,
der var problemet.
Selvom jeg havde accepteret, at jeg var et offer, så havde
jeg ikke overvejet, at jeg kunne fortælle nogen om det. Jeg betragtede det som
min egen hemmelighed, som jeg skulle beskytte og gemme væk i en mørk krog.
Vinter 2017 fortalte jeg min veninde om det. Jeg havde
aldrig troet, at jeg skulle møde så stor forståelse, som jeg gjorde. Min
veninde gav mig plads til at fortælle om overgrebene, og hun støttede mig og
hjalp mig med at bearbejde mine muligheder.
Hun fandt Center for Voldtægtsofre (CFV) og opfordrede mig
til at overveje, om det var et tilbud, jeg kunne drage nytte af.
Februar 2017 fortalte jeg mine forældre om overgrebene. Min
depression havde tippet mig over kanten, og jeg havde brug for hjælp til at
komme igennem min hverdag.
En dag fortalte jeg dem om det efter aftensmaden. Jeg havde
ikke forestillet mig, det skulle være så svært at sige ordet ’voldtægt’ for
dem, men jeg kunne knapt få det ud.
Dagen efter kontaktede jeg Center for Voldtægtsofre.
19. april 2017 blev jeg kaldet ind til afklaringssamtale på
et afbud. Jeg talte med en af de mest kompetente psykologer, jeg nogensinde har
mødt. Jeg følte mig lyttet til på en helt ny måde. Jeg turde åbne mig op og
fortælle, hvor skidt det egentlig stod til. Jeg var ikke bare klar til behandling
– jeg havde behov for det! Nu var det ikke ’sjovt mere’.
Jeg blev ringet op nogle dage mere med nyheden om, at
Centeret ville starte et traumeforløb med mig. Men jeg fik samtidigt at vide,
at jeg ville blive sat på en venteliste, da det var over 3 måneder siden
overgrebene, havde fundet sted. De kunne dog ikke fortælle mig, hvor længe jeg
skulle stå på venteliste.
Men det var fint. Jeg kunne sagtens vente en måned eller to.
Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle vente 412 dage på min anden
samtale.
412 dage er 1 år og 1 måned og 17 dage.
Jeg modtog i dag 4. juni 2018 min anden samtale på Center
for Voldtægtsofre. Det var igen af afklaringssamtale for, at psykologerne kan
vurdere, om tilbuddet stadig passer til mig.
Min situation er nemlig anderledes nu, end da jeg kaldte på
hjælp for over 412 dage siden.
Min depression er ’ondere’ end nogensinde før. Det fylder
90% af min hverdag. Den er altid til stede. Jeg blev i foråret sygemeldt fra
mit studie, fordi jeg ikke kan jonglere depressionen og studiet samtidigt.
For mig er depression ikke 1000 følelser på én gang – det er
fraværet af følelser. Glæde, sorg, ekstase, seksualitet, stolthed, selvrespekt
og kærlighed til mig selv, har været begrænsede følelser. Især vrede har været
svær at rumme. Det hele er tomt og ligegyldigt.
Derfra opstod et behov for at påføre mig selv smerte for at
fremprovokere følelser. At føle smerte er bedre end ikke at føle noget.
Mit hoved ved godt, at selvskade ikke er et godt redskab til
at kontrollere mine følelser, men når man står i absolut tomhed, så føles det
som den eneste mulighed.
Jeg ventede 412 dage på hjælp, fordi Center for
Voldtægtsofre mangler midler. De har alt for mange henvendelser i forhold til,
hvor mange de kan hjælpe!
Jeg vil gerne understrenge, at den lange ventetid ikke er
centerets skyld! Det er dem, der sidder med pengeposen.
Jeg havde et sår, som jeg havde forsøgt at hele i 3 år.
Jeg kunne ikke selv lukke såret, så jeg søgte hjælp.
Såret blev åbnet og efterladt åbent i 412 dage.
Nu har jeg fået at vide, at jeg kan forvente en indkaldelse
til traumebehandling indenfor 1-1½
måned. Så nu lukker vi forhåbentlig mit sår, så jeg kan komme videre.
Til slut vil jeg sige, at hvis du har behov for hjælp efter
et overgreb, så kontakt Center for Voldtægtsofre. Uanset hvor lang tid, det er
siden, overgrebet er sket. Uanset hvor længe du skal stå på venteliste. –
kontakt dem.
