PTSD står for Posttraumatic Stress Disorder eller på dansk: Posttraumatisk stresslidelse. Det er en sygdom oftest associeret med soldater, der er vendt hjem fra krig, men i virkeligheden rammer den langt bredere. Sygdommen opstår efter en eller flere traumatiserende hændelser, hvor man har følt sig i livstruende fare, som blandt andet kan være: krig, brand, naturkatastrofer, ulykker, eller som det er i mit tilfælde: Voldtægt.
PTSD opstår pludseligt og ikke altid lige efter hændelsen. Man kan ikke altid finde mening i sygdommen, da den til tider bliver igangsat af de mindste ting og små detaljer. Jeg har kaldt dette indlæg "Hvem" er PTSD, fordi det for mig føles som en ekstra personlighed, jeg har med i bagagen.
Det tog mig lang tid at tage PTSD-diagnosen og ordet til mig, da jeg på en måde følte skam over at have fået en psykisk lidelse, som folk, der havde udstået langt værre traumer end mig, havde fået. I takt med, at jeg modtog behandling på Center for Voldtægtsofre, begyndte jeg for alvor at forstå, at jeg ikke var den eneste, der har udviklet PTSD efter et overgreb. Den stress, man bliver udsat for under og efter et overgreb, forsvinder nogle gange af sig selv. Andre gange gør den ikke, og det er helt okay. Nogle gange kan man selv bearbejde oplevelserne og undgå at blive påvirket til sådan en grad, at man udvikler PTSD, og andre gange skal man have hjælp.
For mig er PTSD en spændetrøje af angst stramt anbragt omkring min krop. Nogle af de symptomer, jeg oplever, er flashbacks og grusomme mareridt, som har gjort mange af mine nætter søvnløse. Jeg er altid på vagt; hvis jeg ser genstande, jeg ikke kan sige er ufarligt med 100% sikkerhed, så råber min hjerne:
"DEN EKSPLODER!"
Det er ofte plastikposer og glemte tasker, men også kunstværker og almindelige genstande i byrummet. Lyden af flyvemaskiner over mit hoved får mig til at stivne. For jeg ved, at flyvemaskiner kan kaste med bomber. Flvyemaskiner er ikke sikre.
Mange mennesker og høje lyde gør min angst værre. Når jeg er i biografen har jeg et par store høretelefoner med. Ikke for at høre musik, men for at jeg kan blokere lyden ude. Lyden i biografer er pludselig blevet for høj til mig. Ikke lidt for høj. Alt for høj. Det gælder også almindelig fjernsyn og musik. Lyd er blevet invaderende i stedet for at være spændende og behageligt. Og når lyd er kombineret med mange mennesker, så ved jeg, at jeg kommer til at kæmpe en lang kamp for at holde fatningen og for ikke at bryde sammen.
Mænd. Hvor skal jeg overhovedet begynde? Mange har sagt, at angst for mænd er en meget naturlig reaktion efter et overgreb, men det føles ikke naturligt. Det føles hæmmende. Jeg har flere gange måtte ringe til hospitaler og behandlere for at bede om at få en anden behandler end den mand, jeg havde fået tildelt, fordi jeg simpelthen ikke er tilpas i enerum med en fremmed mand.
Når jeg står og venter på bussen, og der kun står mænd, så er jeg så angst, at jeg knap kan stå på mine ben. Mænd er en af de ting, som min hjerne forbinder direkte med fare. Det er ikke sådan, at jeg er angst overfor min familie og mine venner. Dem har jeg kendt længe, og jeg ved, at de ikke er farlige. Men mit hoved er sikker på, at alle andre mænd er potentielle mordere og voldtægtsmænd. Jeg ved godt, at det ikke er alle mænd, der er onde. Men alle mænd er muligvis onde - indtil jeg lærer dem at kende. Indtil jeg ved, at det er de ikke.
Dette betyder ofte, at jeg snakker i telefon med en af mine venner næsten hver gang, jeg står i en situation, hvor jeg reelt er bange for at blive overfaldet af alle de fredelige og helt sikkert meget venlige mænd på gaden. Jeg er meget opmærksom og læser deres kropssprog for den mindste hentydning af interesse imod mig. Derfor er jeg nødt til at distrahere mig selv for ikke altid at være "on edge" hele tiden. Det hjælper ofte at snakke i telefon. Jeg kan fortælle mig selv, at hvis jeg taler i telefon, så vil en overfaldsmand tænke, at hvis de overfalder mig, så vil der blive slået alarm. Jeg er stadig ved at vænne mig til at omgåes mænd. Jeg vil være ærlig og sige, at det er svært. Det er meget sværere, end jeg troede det skulle være. Men jeg er nødt til at kæmpe imod det, for det er invaliderende. Da jeg i sommers skulle til mundtlig eksamen, og jeg trådte ind i et lokale med to fremmede mænd, så blev jeg lammet. Jeg var dobbelt stresset både over eksamen og de to mænd. Min hjerne var sikker på, at jeg skulle dø. Sådan vil jeg ikke leve mit liv.
Jeg oplever mange forskellige symptomer på PTSD. Jeg kan ikke nævne dem alle her, men der er én, som jeg vil fremhæve. Der er noget, der plager mig voldsomt meget hverdag, og det er ændringen af min personlighed. Jeg har kognitive vanskeligheder; som helt enkelt er, at jeg ikke kan koncentere mig og huske. Jeg kan ikke huske ord og aftaler. Jeg plejede at sige, at jeg havde klæbehjerne; jeg plejede at huske alt. Nu husker jeg intet. Hvor har jeg parkeret bilen? Hvem sås jeg med i går? Hvor er jeg på vej hen? Hvordan lægger jeg disse tre enkle tal sammen? Hvad hedder ham gutten fra den tegneserie, you know? Men noget af det mest skræmmende, jeg oplever, er, når jeg ikke kan genkende mennesker. Første gang, det skete, var i foråret. Min lillebror kom ind i stuen, men jeg kunne ikke genkende ham. Han var som en fremmede i mit hoved. Jeg var fuldstændig mundlam over, at der pludselig stod et fremmede menneske i min stue, og der gik adskillige sekunder før, jeg kunne genkende ham, som havde han ændret skikkelse for øjnene af mig.
Mange af symptomerne på PTSD og depression er de samme eller lignende. Derfor kan det ofte være svært for mig og mine behandlere at sige, hvor min PTSD slutter og hvor min depression starter. PTSD og depression skal i mit tilfælde behandles seperat. Det var ikke muligt for dem at hjælpe mig på Center for Voldtægtsofre, så når min depressionsbehandling er godt i gang, bliver jeg formegentlig henvist til Center for PTSD, hvor jeg skal starte PTSD behandling.
PTSD er meget mere end 'bare' stress. PTSD er angst og ubehag hver dag. Det er stress i en cocktail med sig selv i alle størrelser og afskygninger. Det er angstanfald og panik. Det er en sygdom. Og den kan afhjælpes med den rigtige pleje. Men det tager tid, og det kan tage mange forsøg. Jeg tror på, at det er kampen værd!
Her er nogle links, så du kan læse og høre mere om PTSD:
Posttraumatisk Stresslidelse:
https://netdoktor.dk/sygdomme/fakta/posttraumatisk_stress.htm
Kognitive vanskeligheder:
http://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp/taenk-dig-staerk/kognitive-vanskeligheder/1-hvad-er-kognitive-vanskeligheder.aspx
Ingen kommentarer:
Send en kommentar