torsdag den 31. maj 2018

Må jeg give dig et kompliment? Pænt nej tak!

Vi skal snakke lidt om komplimenter.
Komplimenter?
- Ja komplimenter!

Du tænker måske, at komplimenter er en af de ting, som man da altid gerne vil have! Det er også rigtigt, at et kompliment ofte er velment og varmer om hjertet.
Men du har måske ikke tænkt over, at hver gang, du giver nogen et kompliment, vurderer du vedkommendes stil, personlighed, udseende og væremåde.
Når jeg siger til min veninde: "Du ser skide godt ud i din røde kjole!" så vurderer jeg hendes udseende og fortæller hende, at jeg har fundet hende acceptabel.
- Det har jeg absolut ingen ret til!        
Med andre ord:
Du skal ikke finde dig i mine komplimenter!


Lad mig uddybe;
Jeg har spottet tre versioner af komplimenter:

Eksempel UNO: 
"Christina, du er altid så glad og smilende!"
Vedkommende komplimenterer mig for den facade, jeg har sat op, men sandheden er, at jeg måske er ved at bryde sammen indeni. Et kompliment som dette forstærker facaden. Men hvordan skal vedkommende kunne vide det, når man ikke ved, hvad der foregår inde i en person.

Eksempel DUE: 
"Du ville være pæn, hvis du smilte noget mere!"
Dette er slet ikke et kompliment. Det er en bemærkning, men folk tror, at de siger, at jeg er køn, når jeg smiler. Det er ikke det, de siger. Ved et 'kompliment' som dette, siger man, at nogen skal ændre sit udseende for at behage en selv. No - can't do!
Dette eksempel findes i flere versioner: "Den trøje ville sidde pænere, hvis du tabte dig lidt", "Du trænger til at blive klippet. Det vil klæde dig." og så videre.
Jeg gentager: Dette er ikke et kompliment!

Eksempel TRE:
"Din trøje er super fin, men jeg havde nok valgt nogle andre bukser til. Men det er jo også bare min mening"
Men.... jeg kan ikke huske, at jeg bad om din mening. Dette er igen en træls bemærkning forklædt som et kompliment!


Vi er så vant til at skulle høre, hvad andre mener om vores krop, hår, tøj, personlighed og lignende, at vi svarer med et "tak!" - selv hvis man er lidt forvirret over, hvorvidt komplimentet er et reelt kompliment.
Men sandheden er, at ingen har ret til at kommentere dig - bortset fra dig selv!
Du er ikke skabt for, at nogen skal lægge øjne på dig. Du skal ikke gøre dig pæn for andre og tilpasse dig andre, fordi du er bange for, hvad de vil sige.


LØSNINGEN:
Hvis din ven/veninde har taget de flotteste strømper på (Og du aldrig har set noget lignende. Det er nærmest magiske strømper!). Så har du lov til at spørge:

"Må jeg give dig et kompliment?" 

Så kan din ven svare:
"Ja tak"

                                                        eller

"Nej tak"

Først når du har hørt din vens svar, kan du enten tale eller acceptere, at din ven har det helt fint, uden at vedkommende behøver vide, at du er forelsket i hendes sokker.
Komplimenter er ofte dejlige og er en måde at vise kærlighed og støtte på. Jeg beder dig bare huske, at du ikke har ret til at sige din mening om andre.

Husk at dette går begge veje! Du er aldrig forpligtet til at høre, hvad andre har at sige om dig. Det eneste mening om dig, der betyder noget, er din egen!








onsdag den 30. maj 2018

Velkommen til Typisk T-rex!

Typisk T-rex er mig og dig og naboen og personen ved siden af dig ved busstoppet.

Hvad er en typisk T-rex?, spørger du nok.
En typisk T-rex er en person som er helt normal og helt almindelig, men som alligevel stikker ud
- som en T-rex.

Mit navn er Christina, og jeg er 20 år gammel. Jeg troede, at jeg vidste, hvem jeg var. Jeg troede nemlig, at jeg var den facade, jeg sætter op foran folk. I løbet af det seneste år er jeg blevet opmærksom på facaden. Nu er jeg igang med at pille den ned, og jeg vil gerne invitere dig med på denne rejse.
Men du skal vide, at min blog er ærlig.
Min blog vil indeholde nogle sider, som du måske kender til, hvis du kender mig personligt.
Du er stadig meget velkommen til at følge med.

Jeg har udvalgt tre emner, som jeg primært vil blogge indenfor.
- Min depression
- Sexisme
- Kropsidealer
Du er meget velkommen til at diskutere emnerne med de andre gæster, men venligst hold en pæn tone. Grimme kommentarer vil blive slettet.

Velkommen til Typisk T-rex!