Jeg er tyk, og jeg er smuk!

Jeg er et fucking beast, når jeg vil være det. Det fandt jeg et bevis på i dag. Den 2. april 2018 skrev jeg mine tænker og mit hjerte ud. Jeg skrev det i et word-dokument ved navn "Jeg er tyk, og jeg er smuk" og jeg tænkte ikke nærmere over det i næsten et år, indtil jeg i dag fandt det igen.

I april havde jeg endnu ikke startet bloggen, så jeg vidste ikke, hvordan og om jeg kunne dele mine tanker. Jeg vidste ikke, om folk overhovedet ville læse mine små udbrud af frustration og kvindelig vrede på styrke 10. Men nu ved jeg, at det vil du faktisk rigtig gerne. Du brænder lidt for at se mig dumme mig eller give dig en ny joke til julefrokosten, så her kommer den.

Mine damer og herrer!
Jeg præsenterer: Christina fra den 2. april 2018. Præ-T-rex og med en hulens masse på hjerte;

Jeg er tyk, og jeg er smuk!

”Kunne du ikke tænke dig at give mig dit nummer, din frække lille tøs”

”Du må da indrømme, at du er større end mig”

”Vi to har den samme røv…. Jeg synes, min røv er grim”

”Du ligner ikke en, der kan svømme særlig hurtigt”

”Mænd har altid haft mere magt end kvinder. Det kan du ikke ændre”

”Du trænger til at tabe dig lidt”

”Det ville være pænere, hvis du tabte dig lidt”

Mit navn er Christina, og jeg er 20 år ung. Da 2018 startede, begyndte jeg at samle på ord. Det her er ord, som folk har sagt til mig. Der er nu gået 3 måneder, og det er tid til en kvartalsopgørelse. Jeg har valgt nogle citater ud fra mine veninder, min familie, min arbejdsgiver og fra fremmede kunder på restauranten, hvor jeg arbejder.

Jeg er en af de personer, der kæmper med lav selvtillid, og det går udover min livsglæde. Så da nytåret kom, tog jeg mig selv i at lave det samme nytårsfortsæt, som jeg i altid har gjort: ”I år skal jeg tabe mig, så jeg kan blive glad”, men hvert år er jeg blevet mere ulykkelig end nogensinde før. 

Danmark kunne umuligt være et af verdens lykkeligste lande, for jeg alene var ulykkelig nok til at tippe skalaen. Jeg har altid tænkt, at min lykke (eller mangel derpå) hænger sammen med min vægt og mit udseende. Men det viste sig, at jeg var stadig ulykkelig, når jeg havde formået at tabe mig. Jeg var stadig ulykkelig, når jeg havde lagt makeup. Og jeg blev endnu mere ulykkelig, hvis mine venner kaldte mig for smuk. For jeg er jo for tyk til at være smuk. Så det var på tide, at jeg prøvede noget nyt. Jeg ville bare … være glad.

I takt med at jeg begyndte at acceptere, at jeg ikke skulle tabe mig lige nu, og at min lykke ikke afhang af tallet på vægten, gik det op for mig, at det ikke kun var mig selv, der havde forventninger og holdninger til, hvordan jeg ser ud, hvordan jeg burde se ud. Disse kommentarer er ikke pludselig kommet, fordi jeg har valgt at acceptere mig selv. De har altid været en del af mit liv, jeg har bare altid ignoreret dem eller ladet som om, jeg ikke tog dem til mig. Sandheden er, at det gør jeg. Selvfølgelig gør jeg det.

Forskellen er bare, at nu er jeg opmærksom på det. Jeg hører, hvad folk rent faktisk siger til mig. Jeg noterer det. Og jeg bruger det, selvom jeg er alt for konfliktsky til at konfrontere folk i øjeblikket.

Det vigtigste, jeg har lært i de sidste tre måneder er: Jeg er ikke til for andres øjnes skyld. Min krop er ikke til for, at du skal kigge på mig. Jeg skal ikke tilfredsstille dine øjne! Ligeledes skal du ikke tilfredsstille mine øjne! Det er fuldstændig lige meget, hvordan jeg ser ud. Jeg er et kompetent og fantastisk menneske lige meget hvad.

Jeg har altid modeleret min krop efter, at folk kiggede på mig. Jeg sidder og står kun på bestemte måder, for at min mave og lår ikke skal se for tykke ud. Når jeg ligger og ser film med mine venner, er jeg opmærksom på, om jeg har dobbelthage. Selv når jeg er alene, og jeg ligger på siden, skammer jeg mig over, at min mave stikker ud fra min krop. Ikke fordi jeg selv ser den være sådan – fordi hvis den stikker ud, når jeg bare er for mig selv, så stikker den også ud, når der er folk omkring mig, der kan se den.

Når jeg er tiltrukket af en mand, tænker jeg omgående: Han er ikke interesseret, for min mave er tykkere end hans. Jeg er ikke det værd. Han kan umuligt være tiltrukket af mig eller ønske at give mig en chance, når der findes så mange kvinder, der er smukkere end mig!

Og det skal slutte lige nu. Jeg er ikke til for andres øjne.

Min første erindring af, at jeg skulle tilfredsstille andres øjne, var da et familiemedlem efter min konfirmation sagde: ”Du har glemt at barbere dig under din arme”. Da jeg var 13, var jeg slet ikke nået dertil. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men jeg kan huske, at jeg startede med at barbere mig ugen efter.

Vi kvinder kan være lede mod hinanden. Fem ud af syv citater på min liste er fra kvinder. Vi holder os op imod og bedømmer os selv ud fra hinanden. Hvorfor gør vi det? Det eneste, vi opnår, er sårende bemærkninger og uvenskab. Kvinder er i en evig konkurrence imod hinanden. Konkurrencen omhandler alt fra tøjstørrelse, makeup, øjenbryn, hår på hovedet, hår på kroppen, store numser, store bryster, karakterer, arbejde, tøjstil, hudfarve, længde på øjenvipper, glat hud, alt. Det er alt. Er hun tyndere end mig? Hvor tykke er hendes lår, hvis hun sidder ned? Ej, hendes hår er flottere end mit. Men hun har for meget makeup på. Det der er overhovedet ikke naturligt! Ha, hun har sikkert fået lavet sine bryster også. Men hun har en kæreste. Så hun er flottere end mig. Det glæder os at finde ud af, at en person er tykkere end os. Og det er en enorm fornærmelse, når folk siger, at man er tykkere, end man føler sig. Kvinders syn på kvinder er lige så galt, som mænds syn på kvinder er. Vi burde støtte hinanden i stedet. Det burde vi virkelig. Jeg synes, vi skal starte med, hvordan vi tænker om hinanden. Det vil lægge en grundsten for, hvordan vi taler til og om hinanden.

Damer, come on.

Én ting er, hvordan kvinder taler til hinanden, en anden er, hvordan mænd taler til kvinder. Der er ét citat i mængden, som du nok havde gættet, var leveret af en mand. Det burde ikke komme som en overraskelse, at min navn ikke er ”din frække lille tøs”. Mit navn er Christina, men i det øjeblik var mit navn ”din frække lille tøs”, fordi jeg ignorerede ham. Jeg svarede ham ikke. Jeg fortalte ham ikke, at det var uacceptabelt, at han talte sådan til mig, og derfor blev jeg et objekt. Jeg blev et objekt for hans seksuelle tilnærmelser. Denne aften lærte jeg en endnu en ting: Jeg vil ikke være nogen andens objekt. Jeg vil være mit eget subjekt! Jeg vil ikke gå på kompromis med min eget velbefindende, for at en mand kan kalde mig en ”fræk lille tøs” foran sine venner og få deres anerkendelse og billige grin.

For sandheden er, det var grimt. Jeg havde øvet mig på og kæmpet for at være glad, og så kommer der en mand, som kan vælte det hele på fem sekunder. Jeg er godt klar over, at jeg er tyndhudet, og man kan sagtens sige, at jeg burde have trukket på skuldrene og taget det som et kompliment, men det er forkert. For det er ikke et kompliment. Det har aldrig været et kompliment. Hvordan skal det på nogen måde være et kompliment at blive gjort til et objekt? Han sagde det ikke, for at jeg skulle føle mig godt tilpas, eller fordi han virkelig ønskede at få mit nummer. Han sagde det, fordi han vidste, at han kunne. Men det kan han ikke mere. For nu arbejder jeg på at være mit eget subjekt. Det betyder, at det er slut med at være nogens objekt.

Det er også slut med at sige undskyld, fordi jeg eksisterer. Hvis der fandtes en app til at tælle, hvor mange gange jeg siger ”undskyld” på én dag, ville min telefon brænde sammen. Jeg skal ikke sige undskyld på forhånd, fordi jeg er bange for at fejle eller sige noget dumt. Hvis jeg dummer mig, skal jeg nok undskylde.

Det er slut med at skjule dobbelthagen, når jeg ser serier på computer, for hvad nu hvis nogen kigger med igennem kameraet.

For nu er det min tur til at være glad.

Kort nyt fra Feministmaven

Feminisme handler ikke om at hade mænd. Feminisme handler ikke om at kæmpe imod mænd eller at ville bestemme over mænd. Feminisme handler ikke om at ville nedgøre mænd og tage hævn over de nedgørelser, som kvinder har lidt igennem historien. 

Feminisme er ikke kampen mellem mænd og kvinder. 

Men hvad handler feminisme så om? 

For mig handler feminisme om kvinder. Det handler om, at turde stå op for mig selv og ikke mindst for andre kvinder omkring mig og sige: Det er ikke okay, at kvinder skal være bange for at gå hjem, når det er mørkt. Det handler om at sige nej til overgreb og nej til chikane. Det handler om at være ligestillet med mænd både i status og i løn. Det handler om retten til at være glad for sig selv uden føle, at man skal ændre sig selv for at tilfredsstille en mand. 

Vi kvinder skal være stærke og stå fast i vores rettigheder, og vi skal hjælpe hinanden. Vi skal sætte mennesker fri og befri dem fra undertrykkelse. Det er lige fra unge piger i U-lande, der bliver nægtet skolegang, til den prostituerede, som skal have samme rettigheder til a-kasse og arbejdsløshedspenge, som vi andre har. 

Vi skal ikke tale nogen ned. Vi skal tale alle op. Som Michelle Obama sagde: "There is no limit to what we, as women, can accomplish". Jeg tror på, at det er rigtigt. Vi skal ikke opgive dem magt og indflydelse, vi har, fordi vi tror, vi ikke har nogen. Det kan godt være, at jeg ikke kan ændre systemet alene. Jeg kan formegentligt ikke komme særlig langt med nogle af mine ord alene. Jeg kan ikke råbe nogen politikere op alene. Men vi kan sammen. Sammen kan vi buldre og trampe til lortet falder sammen. Sammen kan vi ændre systemet, og sammen kan vi gøre verden et bedre sted for kvinder, som lider, uanset hvor de er. Sammen er vi stærke. 

Så på med de røde strømper, Søster, og gå ud og dans! Du fortjener det! Fest og fejr dig selv. Du er skøn, som du er. I nat fejrer vi os selv. Og i morgen går vi i gang med at arbejde for de, som ikke kan fejre sig selv endnu. 

T-rex; det forsigtige fossil!

Helt ærligt; jeg er et forsigtigt menneske. Jeg har altid lyttet til alle mere eller mindre livskloge mennesker omkring mig. Jeg lytter til andre mere, end jeg lytter til mig selv...

"

Lad være med at farve dit hår.

Det der kommer du til at fortryde.

Det er en dum ide at få en tatovering.

Chriiiistiiiina.... nej. 

Tror du ikke, du kommer til at støde folk?

Den der trøje viser din mave. Den kan du ikke have på.

Piercinger vil ikke klæde dig.

Tager du ikke lige en bh på?

Når du bliver gammel vil din tatovering blive rynket og grim.

Når du står sådan, kan jeg se dit mavefedt.

Hold da op manner! Du skal da vist klippes!

Du kommer nok til at se anderledes på det senere.

Jeg synes virkelig ikke, det er så godt... 

- Altså at du har hår på benene.

Den tøj stil er ikke noget for dig, Christina!

Ej nej, Christina!

Det lyder sørme spændende med en jordrejse! 

Men lad lige være, det kunne være farligt.

Har du ikke for mange t-shirts?

Kvinder i din størrelse bør ikke gå i bikini.

"

Suk. 

Jeg ved, at folk ikke siger det i ond ånd, men det betyder ikke, at folk skal blande sig. 

Selvfølgelig er jeg er opmærksom på, at jeg igennem tiden også har fået nogle gode råd såsom:

- Du skal holde dig fra stoffer - God ide. Tak for det!

- Du skal holde dig fra rygning - Også en god ide!

- Eh, hvis du klipper alt dit hår af, så kommer det altså ikke igen med det samme - Mange tak!!

- Lad være med at tegne en stor pikkemand på politibygningen - Igen tak!

Mange af de råd er kommet fra mine forældre og nærmeste familie. Og jeg har selvfølgelig værdsat en masse af de gode råd, jeg har fået! Men både gode og dårlige råd kommer med en pris...

Min pointe er, at der med alle disse gode råd også er kommet en forsigtighed, som jeg har svært ved at slippe af med. Et eksempel på dette er, at jeg har gået med adskillige tatoveringsideer i hovedet i flere år, som jeg ved, at jeg skal have. Det er ikke til diskussion. Alligevel har jeg ventet. Jeg har flere gange haft økonomisk rådighed til at få lavet flere tatoveringer, men jeg har aldrig gjort det. 

Fordi jeg er blevet for forsigtig. 

Når man er vokset op med, at venner, familie og voksne omkring én har sagt: 

Du kommer til at fortryde .... ALT

Så ender man med at blive bange for livet. 

Jeg er så bange for at tage beslutninger og prøve nyt, for hvad nu hvis jeg fortryder? Ja og hvad så? Så gror mit hår ud igen, hvis jeg er kommet til at klippe det for kort. Huller i ørene kan gro sammen igen. Rigtig mange valg kan annulleres. 

"Jamen, Christina, det kan en tatovering jo ikke"

Det er rigtigt, at det ofte er svært at annullere tatoveringer, men det kan lade sig at gøre. Jeg har fået lov til at citere min skønne og yderst kloge veninde Maya:

"Selv hvis du på et tidspunkt indser, at du ikke ville få lige den tatovering igen, så ved du, at dengang du fik lavet tatoveringen, betød den noget for dig!"

Og da Maya sagde det, fik jeg et helt nyt perspektiv på det at få en tatovering, for ja, jeg drømmer om at få alle Marvels Avengers superhelte må min ene arm, og mange af jer vil nok tænkte: "Deeeeeet... bare nej. Det kommer du til at fortryde." Ja det gør jeg måske. Men lige nu betyder de tegneseriefigurer mere for mig, end jeg egentlig vil indrømme. Og når jeg så bliver halvfjers og Ironmans maske har fået lige så mange rynker, som jeg har, så kan jeg grine over, at jeg var så underlig og tåbelig i mine unge dage. Men jeg vil også huske; at jeg havde en periode i mit liv, hvor jeg vendte mig imod superhelte og fandt styrke og mod derigennem. Og så har jeg fået nogle flotte farver på min krop. Så hvad har jeg egentlig at miste? 

Jeg tror, jeg skal blive bedre tage andres vurderinger og råd og sige: "Tak, men nej tak". Og jeg skal blive bedre til at sige til folk: "Jeg spurgte faktisk ikke om din holdning", for nogle mennesker har tendens til at tænkte, at fordi noget er ment godt, så har de ret til at sige det. Og det har vi efterhånden slået fast her på bloggen: Vi har ikke ret til at vurdere mennesker. 

Jeg er træt af at være bange for livet. Jeg kan mærke, at jeg har opbygget en spænding, som kommer til at eksplodere en dag. Forleden dag farvede jeg mit hår midlertidigt blåt. Det var noget farve, jeg havde haft liggende i over 6 måneder, men jeg havde været bange for at gøre det. 

FARVEN VARER I 2 UGER! HVAD ER DER AT VÆRE BANGE FOR!

Og da jeg så endelig gjorde det, var det en spontan handling. Jeg vågnede en dag og tænkte, "blåt hår, Det tror jeg da vist nok lige!" Og så farvede jeg det. Uden ide om hvordan og hvorfor...

Og jeg elsker resultatet. Mit hår er ikke blevet blåt. Det er blevet koralgrønt med tyrkisblå striber. Ja, jeg ved ikke helt, hvad der gik galt, men jeg elsker, at jeg turde, og jeg elsker, at jeg gjorde det. 

For nogle uger siden fik jeg en fornemmelse - nærmest en vrede - over, at jeg føler mig hæmmet af denne forsigtighed. Jeg skrev til min ven: "Vil du med ind og se mig få en tatovering i dag?" 

Egentlig er jeg okay med, at han ikke nåede at svare, før jeg havde kølet ned og erkendt, at jeg ikke har råd lige nu, og at jeg skal have fundet den rette tatovør i stedet for bare at gå ind til en tilfældig. 

Men jeg føler den stadig; fornemmelsen af, at det snart skal ske, for ellers kommer jeg til at leve resten af mit liv med intentioner om at få en tatovering - eller 20 tatoveringer - som jeg aldrig ender med at få. 

Jeg er nødt til at sparke mig selv lidt i gang med at tage en risiko og tro på, at det nok skal gå. Jeg er nødt til at lære at stole på min egen vurdering af mit eget liv. For ellers ender den her T-rex med at blive et forsigtigt fossil. 

Hvad er det, du vil, Christina?

Jeg ved det ikke.
Jeg ved det virkelig ikke.

Jeg vil grine og tilbringe tid med mine venner.
Men jeg vil også ligge i min seng i flere dage og stirre op i loftet.

Jeg vil løbe igennem livet med bare fødder i nyslået græs.
Men det skal også gøre ondt, som når græsplænen er fyldt med tidsler.

Jeg vil elskes og nusses.
Men jeg låser døre og vinduer for at holde folk ude.

Jeg vil have hjælp med min sygdom.
Men jeg vil være i fred.

Jeg vil spørges ind til og roses og klappes af.
Men jeg vil have total stilhed.

Jeg vil smage karry, chokolade og pizza.
Men jeg spiser ikke.

Jeg vil stifte familie og venskaber.
Men jeg vil være alene.

Jeg vil have lys og varme.
Men jeg vil også have mørke og kulde.

Jeg vil grine.
Og jeg vil græde.


Jeg ved ikke, hvad jeg vil, hvis jeg kun kan vælge den ene. Alt i mit hoved er et rod, som jeg ikke kan hitte rede i. Jeg ved, at jeg har brug for al den hjælp, jeg kan få. Jeg har brug for mine venner og min familie, men det er svært, når jeg helst gerne vil lade dem gå, så jeg ikke risikerer at blive afvist.

Jeg er ikke altid så selvsikker, som jeg ved, jeg kan fremstå. Jeg har ingen ide om, hvor mit liv er på vej hen - om jeg kan fortsætte mit studie, om jeg kan få den hjælp, jeg skal bruge, og om jeg kan blive rask.

Jeg går 100% ind for, at man skal elske sig selv og sin krop. Man skal sætte sig selv først og samtidig være god mod andre. Men sandheden er, at jeg er fyldt med selvhad, som æder mig op indefra. Jeg er ikke god til passe på mig selv, og det hader jeg også ved mig selv.

Jeg siger: "Elsk din krop! Du er perfekt, som du er!"
Men når jeg ser mig selv i spejlet, så ser jeg problemer over det hele, og det resulterer oftest i, at jeg ikke spiser, før jeg er ved at besvime. Og jeg ved godt, at det er skidt. Jeg ved det virkelig godt.

For nogle år tilbage stoppede jeg med at gå på vægten, for jeg endte altid med at hade mig selv mere for hver gang, uanset om vægten var gået op eller ned. Da jeg blev indlagt, sagde jeg tydelig: "Jeg vil ikke vide, hvad jeg vejer!"
Så de noterede min vægt hver uge uden at fortælle mig, hvad den var. Og det gik fint, indtil den sidste uge, hvor en psykolog, der ikke var opmærksom på mit valg, kom til at nævne min vægt til en samtale.

Jeg græd øjeblikkeligt. At få at vide "hvor slemt det var", (mine ord - ikke hendes) fik mig til at lukke op for alt det had, jeg havde skubbet væk i årevis, og det væltede ind over mig. Siden da har det været svært for mig at spise ordentligt. Jeg havde problemer med mad før. Men jeg føler, at de er fordoblet nu. Jeg glædes, når mit tøj sidder løst og det fortæller mig, at det virker, når jeg ikke spiser. Jeg har ikke været på vægten siden, for jeg har bildt mig selv ind, at jeg stadig taber mig, og jeg er ikke klar til erkendelsen af, at det gør jeg nok ikke.

Alt det her er svært for mig at indrømme. For jeg skriver indlæg så som:"Når jeg har tabt mig", hvor jeg siger: ELSK DIG SELV! DU ER GOD NOK, SOM DU ER! Men jeg kan ikke selv følge mine egne råd, hvilket for mig får dem til at virke tomme. Men jeg er også nødt til at fortælle, at der findes to sider. Jeg kan ikke være selvsikre Christina altid. Hun er der af og til. Og så er hun pludselig væk. I skal vide, at jeg vil fortsætte med at skrive indlæg, hvor jeg vil fortælle dig præcist hvor meget jeg er værd. Og i øjeblikket vil jeg tro på det. Men andre dage ville jeg ønske, at jeg kunne få en sygdom, så jeg kunne tabe mig. Og det håber jeg jo egentlig ikke. Sådan da.


Jeg vil gerne være en rollemodel.
Men det er jeg ikke.

Når jeg har tabt mig [...]

”Når jeg har tabt mig, 

så skal jeg have en tatovering.”

”Når jeg bliver tynd, 

så skal jeg gå i lige det tøj, jeg vil.”

”Når jeg har tabt mig, 

så vil fyrene begynde at lægge mærke til mig.”

”Når jeg bliver tynd, 

så bliver jeg glad.”

”Når jeg har tabt mig, 

så starter livet virkelig for mig.”

Sådan har jeg tænkt i mange år. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været tynd på ”den sunde måde”, hvor det ikke var fordi, jeg talte kalorier med hård hånd og begrænsede mig selv ubarmhjertigt. Sidst jeg tabte mig, var i 2014 efter overgrebene. Jeg havde det forfærdeligt i min egen krop, så det var nemmere at ændre dens ydre end at arbejde med mit indre. Jeg troede, at jeg var forkert. Jeg troede, at jeg ville blive glad, hvis jeg tabte mig. Men sandheden var, at jeg var mere ulykkelig end nogensinde før.

Det blev en kamp om, hvor meget jeg kunne reducere mig selv i håb om at blive mere værd.

Spoiler alert: Det virker ikke!

Det, jeg er ved at lære, er, at livet ikke starter, når jeg har tabt mig, eller når jeg er blevet tynd og ”smuk”.

Livet er startet!

Livet kører derudaf for fulde drøn, og jeg går og venter på, at min krop bliver ”rigtig”, selvom jeg godt ved, at det ikke er det, jeg skal. Jeg skal ikke tabe mig for at leve op til nogle kropsidealer, hvor min krop ikke har det godt. Min krop kan ikke holde 60kg. Det kan den simpelthen ikke. Og det er helt okay. Min krop kan heller ikke altid holde 80 kg, og det er også okay. min vægt kører op og ned, og det her helt okay. Uanset hvad din krop vejer, så definerer det ikke dit værd, og det begrænser ikke dine rettigheder!

Jeg skal ikke tøjle mig selv og leve minimalt for at:

-       være glad

-       være smuk

-       få en tatovering

-       have venner

-       gå på en date

-       have en kæreste

-       have sex

-       klæde mig, som jeg vil

-       danse

-       være nøgen

-       være selvsikker

-       være herre lækker!

-       leve mit liv

Jeg kan gøre alt det her og have ”min egen” krop samtidig! Du kan gøre det her og meget mere uden at skulle ændre på din krop! Der er ikke noget, du ikke kan gøre. Dit liv er allerede startet. Gå ud og lev det!

Du skylder ikke nogen noget som helst angående din krop! Du skal ikke tabe dig (eller tage på) for nogen andres skyld. Gør det, hvis du føler for det, og lad være, hvis du ikke føler for det. Du er boss. Du bestemmer.

Livets gyldne regel: 

Du lever for dig.

Du er ikke skabt, for at andre skal lægge øjne på dig.

Du skal ikke ændre dig, fordi andre siger noget om dig

Du skal ikke ændre dig, fordi du er bange for, at andre skal sige noget om dig.

Du er smuk, og du er dejlig.

Du har ret til at gøre lige det, du vil! (indenfor lovens rammer dog! – T-rex opfordrer dig ikke til kriminalitet). Du er ikke begrænset af samfundets syn på din krop. Så gå ud og sving de hofter, hvis du føler for det. Eller gå hen til en fyr, når du er i byen, og køb ham en øl. Får du et afslag, så er det også helt fint. For det er til enhver tid bedre end at være hæmmet af tanken:

Jeg gør det, når jeg har tabt mig.

Velkommen til Typisk T-rex!

Typisk T-rex er mig og dig og naboen og personen ved siden af dig ved busstoppet.

Hvad er en typisk T-rex?, spørger du nok.
En typisk T-rex er en person som er helt normal og helt almindelig, men som alligevel stikker ud
- som en T-rex.

Mit navn er Christina, og jeg er 20 år gammel. Jeg troede, at jeg vidste, hvem jeg var. Jeg troede nemlig, at jeg var den facade, jeg sætter op foran folk. I løbet af det seneste år er jeg blevet opmærksom på facaden. Nu er jeg igang med at pille den ned, og jeg vil gerne invitere dig med på denne rejse.
Men du skal vide, at min blog er ærlig.
Min blog vil indeholde nogle sider, som du måske kender til, hvis du kender mig personligt.
Du er stadig meget velkommen til at følge med.

Jeg har udvalgt tre emner, som jeg primært vil blogge indenfor.
- Min depression
- Sexisme
- Kropsidealer
Du er meget velkommen til at diskutere emnerne med de andre gæster, men venligst hold en pæn tone. Grimme kommentarer vil blive slettet.

Velkommen til Typisk T-rex!