Jeg ved det virkelig ikke.
Jeg vil grine og tilbringe tid med mine venner.
Men jeg vil også ligge i min seng i flere dage og stirre op i loftet.
Jeg vil løbe igennem livet med bare fødder i nyslået græs.
Men det skal også gøre ondt, som når græsplænen er fyldt med tidsler.
Jeg vil elskes og nusses.
Men jeg låser døre og vinduer for at holde folk ude.
Jeg vil have hjælp med min sygdom.
Men jeg vil være i fred.
Jeg vil spørges ind til og roses og klappes af.
Men jeg vil have total stilhed.
Jeg vil smage karry, chokolade og pizza.
Men jeg spiser ikke.
Jeg vil stifte familie og venskaber.
Men jeg vil være alene.
Jeg vil have lys og varme.
Men jeg vil også have mørke og kulde.
Jeg vil grine.
Og jeg vil græde.
Jeg ved ikke, hvad jeg vil, hvis jeg kun kan vælge den ene. Alt i mit hoved er et rod, som jeg ikke kan hitte rede i. Jeg ved, at jeg har brug for al den hjælp, jeg kan få. Jeg har brug for mine venner og min familie, men det er svært, når jeg helst gerne vil lade dem gå, så jeg ikke risikerer at blive afvist.
Jeg er ikke altid så selvsikker, som jeg ved, jeg kan fremstå. Jeg har ingen ide om, hvor mit liv er på vej hen - om jeg kan fortsætte mit studie, om jeg kan få den hjælp, jeg skal bruge, og om jeg kan blive rask.
Jeg går 100% ind for, at man skal elske sig selv og sin krop. Man skal sætte sig selv først og samtidig være god mod andre. Men sandheden er, at jeg er fyldt med selvhad, som æder mig op indefra. Jeg er ikke god til passe på mig selv, og det hader jeg også ved mig selv.
Jeg siger: "Elsk din krop! Du er perfekt, som du er!"
Men når jeg ser mig selv i spejlet, så ser jeg problemer over det hele, og det resulterer oftest i, at jeg ikke spiser, før jeg er ved at besvime. Og jeg ved godt, at det er skidt. Jeg ved det virkelig godt.
For nogle år tilbage stoppede jeg med at gå på vægten, for jeg endte altid med at hade mig selv mere for hver gang, uanset om vægten var gået op eller ned. Da jeg blev indlagt, sagde jeg tydelig: "Jeg vil ikke vide, hvad jeg vejer!"
Så de noterede min vægt hver uge uden at fortælle mig, hvad den var. Og det gik fint, indtil den sidste uge, hvor en psykolog, der ikke var opmærksom på mit valg, kom til at nævne min vægt til en samtale.
Jeg græd øjeblikkeligt. At få at vide "hvor slemt det var", (mine ord - ikke hendes) fik mig til at lukke op for alt det had, jeg havde skubbet væk i årevis, og det væltede ind over mig. Siden da har det været svært for mig at spise ordentligt. Jeg havde problemer med mad før. Men jeg føler, at de er fordoblet nu. Jeg glædes, når mit tøj sidder løst og det fortæller mig, at det virker, når jeg ikke spiser. Jeg har ikke været på vægten siden, for jeg har bildt mig selv ind, at jeg stadig taber mig, og jeg er ikke klar til erkendelsen af, at det gør jeg nok ikke.
Alt det her er svært for mig at indrømme. For jeg skriver indlæg så som:"Når jeg har tabt mig", hvor jeg siger: ELSK DIG SELV! DU ER GOD NOK, SOM DU ER! Men jeg kan ikke selv følge mine egne råd, hvilket for mig får dem til at virke tomme. Men jeg er også nødt til at fortælle, at der findes to sider. Jeg kan ikke være selvsikre Christina altid. Hun er der af og til. Og så er hun pludselig væk. I skal vide, at jeg vil fortsætte med at skrive indlæg, hvor jeg vil fortælle dig præcist hvor meget jeg er værd. Og i øjeblikket vil jeg tro på det. Men andre dage ville jeg ønske, at jeg kunne få en sygdom, så jeg kunne tabe mig. Og det håber jeg jo egentlig ikke. Sådan da.
Jeg vil gerne være en rollemodel.
Men det er jeg ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar