tirsdag den 23. oktober 2018

Afdeling Q

Dette indlæg er historien om, hvordan jeg blev indlagt på afdeling Q på psykiatrisk hospital i Risskov. Jeg skriver til sidst lidt om, hvordan det er at være indlagt. Måske er det præcist, som du forventer, det er, måske er det anderledes. Du er i hvert fald meget velkommen til at læse med og finde ud af det!

Den 1. oktober ringede min telefon efter, at jeg var kommet hjem fra en ambulant samtale i Risskov. (Hvis du ikke ved det, så betyder ambulant behandling, at man får behandling på hospitalet, men tager hjem og sover). Det var sygeplejersken, som jeg havde snakket med få timer forinden. Hun sagde, at hun i samarbejde med en overlæge havde besluttet sig for, at de ville indlægge mig til trods for, at de egentlig havde sendt mig hjem tidligere. De bad mig komme tilbage hurtigst muligt.

Nogle timer senere sad min mor og jeg i venteværelset og... ja... ventede. Det var en lang process. Jeg skulle tale med sygeplejersker og læger, som skulle vurdere, om jeg virkelig skulle indlægges. Efter 2 timer kom de frem til, at jeg ville have bedst af at blive indlagt. Det blev vurderet, at jeg var til fare for mig selv, så selvom jeg nærmest tiggede om at komme hjem, og jeg egenligt havde modsat mig lægens anbefaling, så endte jeg med at blive indlagt.

Min indlæggelse i modtagelsen har jeg egentlig ikke så meget at sige om. Jeg brugte det meste af min tid på at tælle hullerne i loftet. Der var 70.000 huller. Ja, jeg talte dem alle sammen. Flere gange regnede jeg efter ved at tælle de yderste kant-huller og gange dem med hinanden. Lamperne havde også huller, men dem kunne jeg ikke tælle. Det var for svært, for det var for hårdt at stirre op i lyset.
Når jeg havde talt hullerne én gang, så talte jeg dem igen.

Den 3. oktober blev jeg pludselig udskrevet. Det gik egentlig ret hurtigt, og jeg tror måske, at det var lidt af et chok for mig, for jeg var lige begyndt at falde til ro. Min opfattelse af min udskrivelse er, at de manglede pladser på modtagelsen, og der var ikke en plads til mig på depressionsafdelingen, så det eneste, de rigtigt kunne gøre, var at udskrive mig.

Næste mandag (den 8.) var jeg til opfølgning på ambulant-afdelingen. Jeg fortalte sygeplejersken, hvordan weekenden var gået, og hvordan jeg havde det. Hun sagde, at hun ville snakke med en overlæge om, hvorvidt vi skulle sætte min medicin op. Så jeg tog hjem og fik senere på dagen et opkald. Jeg forventede at få at vide, at jeg skulle tage mere medicin, men det var ikke den besked jeg fik i telefonen. Sygeplejersken sagde, at jeg dagen efter ville få en plads på psykiatrisk hospital i depressionsafsnittet, hvor jeg ville blive indlagt igen.

Så den 9. oktober blev jeg indlagt (for real) på psykiatrisk hospital. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle forvente. Afdeling Q (min afdeling - ja det er faktisk ret sjovt) er med låste døre og gårdspladser med et højt, grønt hegn. Bygningen ligner mest af alt en gammel herregård, så jeg må indrømme, at jeg var lidt skræmt, da jeg blev låst ind, og døren smækkede bag mig.

Det er i dag den 23. oktober. Jeg er på dag 15. Da jeg blev indlagt valgte jeg at vente med at skrive om det her på bloggen, da jeg faktisk ikke vidste, om jeg havde lyst til at folk skulle vide det.
Min opfattelse er, at mange tænker på psykiatrisk hospital som værende et sted, hvor folk er så syge, at de nærmest bliver til dæmoner. Det er i hvert fald den frygt, jeg havde, da jeg blev indlagt.
Sandheden er, at ja der er nogle patienter herinde, som er syge på en måde, hvor de bliver ret skræmmende. Der er skrig både nat og dag, og jeg har også oplevet at personale fra de andre afdelinger kom løbende for at hjælpe personalet på min afdeling med en patient, der havde en episode. Foruden personalet på min afdeling kom der 11 (!) løbende. Det lyder måske ikke af meget men overvej, at det var den mængde personale, der skulle til for at styre én patient.

En ting, jeg havde frygtet, var elektrochokbehandling. Jeg har klart sagt, at det er ikke en behandlingsform, jeg ønsker. Jeg fandt nemlig ud af, at ja man bruger stadig elektrochok i dag. Det har bare fået en pænt navn. I dag hedder ECT, og man bliver lagt i narkose. Jeg kan se, at de patienter, der får ECT får nogle ret heftige hukommelsestab af det. De kan ikke huske, at de har været på afdelingen før, og de har ingen ide, hvilken stue er deres. Men jeg kan også se en forbedring hos dem, som får ECT. Lige pludselig er de optimistiske og har nærmest fået en helt anden personlighed. Men jeg har stadig gjort det klart, at det vil jeg ikke. ECT er en midlertidig behandling. Man sender strøm ind i hjernen for, at den har mere energi at arbejde med. De fleste vil som regel være tilbage i det depressionsstadie, som de var i før behandling, efter mindre end et år.

De første dage, jeg var indlagt, havde jeg ikke mulighed for at forlade afdelingen. Det har jeg nu. Jeg har "udgang efter aftale", hvilket betyder, at jeg kan gå en tur eller cykle hjem i lejligheden og være et par timer, så længe personalet ved, hvor jeg er, og jeg overholder mine tidsrammer. Hvis jeg skal være ude i længere perioder, så skal der være nogen sammen med mig. Det er ikke fordi, jeg er i fængsel. Jeg er bare stadig ustabil.

Jeg har siddet længe med dette indlæg. Jeg vil gerne fortælle sandheden, men jeg vil også gerne have, at det er poetisk og smukt. Men sandheden er, at der ikke er meget eventyr over at være indlagt på psykiatrisk hospital. Det mest eventyrlige er den store skov og vandet, der omgiver os her i Risskov. Men afdelingen flytter snart til Skejby, og der er der kun beton-udsigt. Så jeg må nok erkende, at indlæggelsen og det at være indlagt er et kapitel i mit liv, som jeg glæder mig til at se enden på. Jeg kan godt forstå, at jeg har brug for denne behandling lige nu, men jeg ville ønske, at det ikke var kommet så vidt.

For her er det mad og medicin på klokkeslæt. Det er hvide vægge og lange gange. Det er skrig på alle tider af døgnet. Det er lange samtaler med læger og psykologer, der prøver at vurdere, hvornår de kan sende sig væk. Det er kampen for at komme ud men også kampen for at blive og kræve behandling. Det er 17 stuer med mennesker, som hver bringer sin historie med ind. Det er 17 mennesker som på et tidspunkt går ud af dørene her. Nogle vender tilbage. Andre gør ikke. Der kommer nye mennekser med tomme blikke, som erstatter de tomme stuer. Og på den måde bygger historierne om lidelse og depression sig ovenpå hinanden. Alle de skæbner, som igennem tiden har været indlagt her, bærer murstenene vidne på. Det er krasmærker på døre og vægge. Det er aflåste køkkener med aflåste skuffer. Det er puslespil uden ende og farvelægning af kranier. (Ja, vi farvelægger kranier.) For hver dag, der går, trækker omverden sig længere og længere væk fra mig. Det bliver mere og mere fremmed at vide, at på et tidspunkt går jeg ud herfra. Og jeg skal selv passe på mig selv derude.

Det er en svær balancegang; at give slip og turde slappe af og overlade ansvaret til andre, men samtidig også skulle tage ansvaret tilbage, mens man stadig ikke er færdig med at hele sin krop og sit sind.


Den første dag, hvor jeg havde udgang på egen hånd, gik jeg ned til vandet og så solnedgangen. 



mandag den 15. oktober 2018

Christina, uden mærkat


Mit navn er Christina. 

"Christina" er på en måde den bedste måde at beskrive mig på. Det er det navn, mine forældre gav mig, da jeg blev døbt. Det er et godt navn. Jeg er Christina.

Men selvfølgelig kan "Christina" ikke fortælle dig detaljer om, hvem jeg er som person. Så det er det godt, at jeg kan fortælle dig, at jeg er et menneske med en række kompliceret følelser, som har en stor retfærdighedssans, og som bekymrer sig alt for meget. Og så kan jeg rigtig godt lide boller i karry.
- Det er nogle af de ord, jeg ville bruge til at beskrive mig. Sådan ser jeg mig selv.

Og det er her, vi kommer ind på dagens emne. Mærkater. For folk omkring mig ser mig ikke, som jeg ser mig selv. Det er i høj grad helt okay. Så længe de holder det for sig selv.
Du må gerne synes, at jeg er en paddehat, jeg har bare ikke behov for at høre om det. Jeg har før skrevet om, at man ikke har ret til at give folk et kompliment. Det er det samme med mærkater. Det er en vurdering af en person, som personen ikke selv har bedt om.

Jeg har ingen ret til at give dig et mærkat. 


Nu kan det godt være, at du tænker: "Eh, hvad snakker du om?"

Jeg har længe tænkt på dette indlæg. Jeg har grublet meget over det. Rigtig meget endda. Det er lidt et delikat emne. Jeg vil gerne give nogle eksempler på mærkater, som folk har sat på mig igennem tiden, men jeg er heller ikke ude på at udstille folk, så hvis du læser noget, hvor du tænker: "Geeee, det er vist mig, der har sagt det", så skal du bare vide, at det er okay. Jeg studsede over det og tænkte over det, og nu er jeg klar til fortælle, at jeg også har en holdning til de mærkater, folk sætter på mig.


Et af de mærkater, jeg ofte tænker over, er:

"Christina, du er et ret barnligt menneske"

Jeg kniber øjnene sammen, når folk siger det, for det går stik imod min opfattelse af mig selv; Jeg vil selv sige, at jeg har lavet mig et solidt voksen-fundament, og jeg har mange "voksne" kvaliteter. 
Det kan godt være, at vedkommende sagde det med tanke på, at jeg synes, at superhelte og dinosaurer er noget af det fedeste i hele verden. Men det vil jeg ikke kalde barnligt. Jeg kalder det en sund interesse. Men ja, jeg kan godt lide at underholde børn i forbindelse med mine arbejder, men efterfølgende cykler jeg hjem og betaler mine regninger - som voksne jo gør.... ikk? 


Et andet mærkat, som folk kan finde på at klaske på mig, er: 

"Christina, du er et kedeligt menneske"

Korrekt. Men du har ingen ret til at sige det. 
Folk har ofte sagt at første gang, de mødte mig, tænkte de, at jeg var et tørt menneske, som ikke havde meget humor eller gnist. (Folk har som regel sagt: "Oh boy, jeg tog fejl af dig!" efterfølgende...) Jeg kan godt forstå, at jeg har fremstået lidt introvert og måske en anelse uinteresseret i folk. Men det har faktisk en god grund. Som du nok ved, har jeg haft en depression i mange år nu. Den har varieret i sværhedsgrad og intensitet. Især da jeg startede på gymnasiet, havde jeg en svær periode. Så der står i min blå bog, at folk ikke fik det bedste indtryk af mig, men i takt med at de lærte mig at kende, så ændrede deres opfattelse af mig. Måske til det bedre. Måske til det værre. Det er okay. 


"Christina, nøj hvor er du dog et fantastisk kløgtigt menneske!"

Ej, lad være... 
Helt seriøst er opfattelsen af, at jeg skulle være et klogt menneske, noget, som jeg har kæmpet med i lang tid. Mærkatet "klog" har jeg altid søgt at opnå, så jeg har altid taget det som et kompliment. Men som det jo er med komplimenter, så ved man ikke altid, hvad de sætter i gang i folk. "Klog" blev mere end et mærkat. Det blev min identitet. Jeg søgte klogskab, og jeg higede efter anerkendelse. Jeg ville have et stort 12-tal! Det var både i skolen og fritid. Var jeg ikke den bedste, så vidste jeg ikke, hvem jeg var. Og jeg skal være den første til at sige, at det absolut ikke er en sund indstilling til livet og på ingen måde noget, jeg kan anbefale. Det forvrængede mit selvbillede, ligesåvel som det karikerede mit blik på alt omkring mig. 
Som I nok kan høre har jeg lagt den identitet på hylden. Det blev simpelthen for hårdt, for jeg mødte mennesker, som var klogere end mig. Sådan er livet. Så jeg søgte et nyt selvbillede (efter lang tids arbejde!). 


Jeg har stadig et problem med "klog"-mærkatet, for jeg har endnu ikke fundet ud af, hvem denne nye identitet er. For lige nu er jeg hverken Christina, den barnlige, eller Christina, den kedelige, eller Christina, den kloge. Jeg er faktisk Christina, den deprimerede, og det er lidt en uheldig identitet, som jeg håber, jeg kan smide om kort tid. Til tider længdes jeg efter at være Christina, den kloge, for Christina, den kloge, havde et formål. Det har Christina, den deprimerede, ikke. 

Så jeg tænker, at jeg prøver bare at være Christina for en tid. Christina uden et mærkat. Det lyder som et godt sted at starte. Det er okay at sige nej tak til mærkater også selvom det er ment godt. 
Jeg kan fortælle dig, at det er sundt ikke at sætte mærkater på alle andre, du møder. Det vil gøre dig godt. Prøv aktivt at bekæmpe trangen til at sætte folk i en boks. Uanset hvad den boks er, for mennesker er ikke firkanter. Vi passer ikke i bokse, der kan sættes et mærkat på. Sådan fungerer det ikke. 




Andre siger:

"Christina, du er da vist ved at blive lidt af en feminist. hva?" 

KORREKT! [Vrikker med de røde strømper]. Det er en korrekt opfattelse af mig, og det må du gerne sige... For jeg er enig! Men jeg kan ikke kun være Christina, feministen, (selvom det lyder godt), for så bliver folk omkring mig tossede. 



De bedste hilsner fra
Christina, uden mærkat.






søndag den 7. oktober 2018

Se mig!

Hvis du skal gøre én ting i dag, så skal du se denne video.
Kvinden i denne video er sangerinden Halsey, som skriver og synger nogle fantastiske sange om smerte og mangel på kontrol.

I videoen her holder hun en tale, som ikke ligner nogen tale, jeg nogensinde har hørt før. Første gang jeg hørte den, græd jeg. For alt hun siger, gør ondt. Dette er en stærk kvinde, som bruger sin stemme.

Tag et øjeblik til at lytte og føle med hende.
Og så må du have en dejlig dag!





Ashley Nicolette Frangipane

Skyld og skam

Christina, hvorfor i al verden vil du skabe en blog, som fortæller om din inderste smerte og dybeste hemmeligheder? Hvordan kunne du gøre det imod dig selv? Nu kan hele verden se, at du er blevet voldtaget. Det er da ikke noget, man har lyst til, at folk ved om én. Det er da privat.

Ja, det er rigtigt, at meget af det, jeg skriver om, er privat. Det er min private oplevelse og min private smerte. Men folk forveksler ofte privathed og skam. Og det er forkert, at det er min skam.

Jeg brugte mange år på at føle skam. Jeg gav mig selv skylden, for jeg kunne ikke forstå, hvordan nogen kunne have gjort noget så grimt imod mig. Jeg følte uendelig meget smerte over, hvad der var sket, så jeg fortalte mig selv, at det er nemmere at glemme, hvad der skete, i stedet for at acceptere, at det var voldtægt. Det var ikke mig, der ikke havde sagt fra tydeligt nok. Det var ikke mig, som havde bedt om det. Det var ikke mig, som skulle bære skylden for det. Men det gjorde jeg.

Og det var nemt at give mig selv skylden. For der var intet, der fortalte mig, at jeg ikke var ansvarlig. Dengang kørte der ikke kampanger i fjernsyn og sociale medier, som fortalte mig, at hvis jeg var i tvivl, så kom og snak med nogen!
Jeg blev voldtaget i 2014, og dengang troede jeg, at det var meningen, at jeg skulle føle skyld og skam. Det var først i 2017, at jeg blev opmærksom på det og turde sige, at jeg ikke skal bære denne skam og skyld.

Så det er ikke skam, jeg viser jer. Det er mine private minder og ar, ja, men det er okay. Det er vigtigere, at vi bryder tabuet om voldtægt, så ingen andre skal gå i så lang tid med skyld og skam, som ikke er deres at bære.


Verden tror ikke på kvinder - endnu
Det er et faktum.
Og så kan du sagtens sige:
"Jamen, jeg tror da på kvinder"
Mange tak for det. Vi er heldigvis mange, som får øjnene op for, hvad kvinder, som har været udsat for overgreb eller vold, går igennem. Og mange andre kvinder også!

Det er så ekstremt vigtigt, at vi bliver ved med at bakke op om kvinder (og mænd), som kommer frem med deres historier. Vi må på ingen måde gøre dem til skamme, for det fodrer overgrebsmændenes magt over os.

Jeg tænker meget på Christine Ford, som på meget kort tid er blevet en personlig heltinde for mig. Jeg vil ærligt fortælle, at jeg ikke kendte hende for få måneder siden, men det, hun gør, er så stærkt og modigt, at hun kun fortjener respekt. Alle mennesker i hele verden har en holdning til, om hun blev voldtaget eller ej. Og alligevel er hun stået frem og har fortalt sin historie.

Det har hun ikke gjort, fordi det er sjovt at genopleve sine traumer, eller fordi det er spændende at se, hvor mange man kan få til at tro på en. Ford har været nødt til at stå frem. For ellers vil en voldtægtsmand få mere magt, end han fortjener og evner at besidde. Endelig har hun fået en stemme, som hun bruger til at nå frem til os alle og fortælle os, at vi kan kæmpe imod mænd uanset deres magtstatus. Vi skal kæmpe imod. Men selv når vi kæmper imod, så er tendensen, at kvinder ikke bliver troet på.

Hvorfor bliver vi ikke troet på?!

Hvad er det, der gør, at denne mand vinder? Der er ingen beviser på voldtægten andet end Fords traume, som hun skal gå med hver evig eneste dag resten af sit liv. Men er det ikke nok? Bør det ikke være nok? Voldtægt er en "gratis" forbrydelse, som bliver begået hver dag. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd bliver 5.100 danske kvinder voldtaget om året. I 2017 blev 944 anmeldt. I 2016 var det kun 791. Og selv hvis en kvinde anmelder forbrydelsen til politiet, som bliver der sjældent fældet dom. Fordi man ikke tror på kvindernes traume som bevis. Vi vil hellere lade voldtægt gå ustraffet hen end at ødelægge en mands ry og rygte. For hvad med alle de mænd, som bliver falsk anklaget?

Fakta er, at mænd sjældent bliver falsk anklaget (Jeg siger ikke, at det ikke sker). Men kvinder bliver voldtaget hver dag. Fordi mænd kan. Mænd bliver ikke straffet for voldtægt. Kvinder gør. Offeret går med skyld og skam hver dag. Og det er ikke fair.


Der er aldrig nogen, der har givet mig en stemme. Så jeg tog selv en, og jeg skabte denne blog. Jeg vil nedbryde tabuer om voldtægt. Jeg vil nedbryde skam og skyld hos offeret. Jeg vil pege piger og kvinder i en retning, hvor de kan få hjælp til at nedbryde deres traumer. Og det er derfor, det er så vigtigt, at I hjælper mig med at læse og dele bloggen.

For ja, det er privat, og ja det gør ondt. Af og til gør det meget ondt at dele med jer. Men hvis jeg ikke gjorde det, så er der 0% chance for, at jeg kan hjælpe nogen. Hvis ingen gør noget, så sker der heller ikke noget.

Og der skal ske noget nu!



Det er ikke min tatovering - endnu