De sidste par måneder er et nyt problem listet ind på mig. Jeg har længe gået med angst og uro, men nu har min angst udviklet sig til tvangspræget adfærd, som hæmmer mig i min hverdag.
Det startede med, at jeg langsomt blev bange for mine egne tanker. Tanker om sygdom og katastrofe opstod i mit hoved - næsten som om jeg ønskede, at det skulle ske. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg fandt død og ulykke spændende, så jeg blev forskrækket over, at jeg tænkte så meget på det. Jeg ønsker ikke, at nogen skal komme galt til skade. Tværtimod frygter jeg det! Alligevel kan jeg ikke andet end at frygte, at mine tanker skal give nogen problemer eller være årsag til, at folk bliver syge. Logisk ved jeg godt, at det lyder fjollet, og at jeg ikke har magt til at gøre folk syge. Men logikken stopper ikke mine tanker... Så de fortsætter uhindret.
Jeg vågnede en morgen, og jeg kunne mærke, at jeg ikke skulle stå ud af sengen. Tidspunktet var helt forkert. Hvis jeg stod ud af sengen, ville nogen komme galt afsted. Så jeg blev liggende. Jeg blev liggende og stirrede på uret på min telefon, indtil følelsen gik væk. Nu kunne jeg stå op.
Næste morgen var følelsen der igen, og jeg blev liggende. Jeg blev liggende indtil klokken var xx.05. Fem minutter over hel måtte jeg stå op.
Sådan blev det ved i et par dage, og jeg skabte et meget fast system, som hed, at jeg ikke måtte stå op mellem xx.45 og xy.05. Efter et par dage føltes dette også forkert, så jeg indsnævrede mit vinduet så det efterhånden kom til at hedde: xx.30 til xy.25. SÅ nu havde jeg et fem minutters vindue, hvori jeg måtte rejse mig fra sengen, så var jeg mindst muligt skyld i, at nogen kom til skade. Missede jeg vinduet, så skulle jeg vente en time.
Og sådan har jeg levet i snart en måned nu.
Min hverdag er blevet fyldt med små ting, som er sikkerhedsforanstaltninger for, at alle er raske og i live. Sker der et uheld eller nogen bliver syge, så tænker jeg: "Hvad har jeg gjort?" og "Hvordan forhindrer jeg det fra at ske igen?"
Jeg har rigtig meget uro i min krop, og når det går op for mig, at mine ben og fødder bevæger sig i en bestemt rytme, så tør jeg ikke afbryde den, for... Nogen kunne dø. Og det kredser i mit hoved, at jeg hele tiden sætter folk i fare på grund af min egen bekvemlighed. Så jeg må hellere fortsætte, indtil jeg giver op af udmattethed eller fordi jeg skal bruge mine fødder til at gå med.
Et af mine nyeste problemer er, at jeg ikke må træde på revner i fliser eller asfalt. Det gælder også revnerne mellem stenene. Det gør det meget besværligt for mig at bevæge mig ud af min lejlighed. Hver gang jeg skal ud at handle, går jeg med 100% fokus på ikke at træde på revnerne. Og jeg træder over revnerne eller må tage små skridt indenfor fliserne. Og jeg kan se, at folk kigger på mig, men hvad skal jeg ellers gøre? Jeg kan ikke flyve. Og jeg har prøvet at fortælle mig selv, at det er gammel overtro, som nogen har besluttet. Det er ikke sådan, det er i virkeligheden.
Nogle af fliserne i mit køkken har revner i sig. Og jeg stod og kiggede på dem og tænkte: "Hvad hvis jeg ved et uheld kommer til at træde på dem, hvis jeg ikke er opmærksom i et øjeblik?" Så lagde jeg et tæppe hen over dem og fortalte mig selv, at så træder jeg teknisk set ikke på revnerne.
Jeg skulle ud med skraldet i dag, men jeg stod og kiggede på fliserne foran min lejlighed og tænkte: "De her fliser er så smalle, at jeg umuligt kan gå på dem uden at røre revnerne". Jeg ville kunne gå på græsset nogle af stederne, men langt fra alle steder. Så jeg lod mit skrald ligge.
I morgen skal jeg tage kampen op igen. For jeg skal jo ud med mit skrald på et tidspunkt. Og jeg har udtænkt en plan. Jeg kan gå på græsset til en omvej, som tager mig ud til nogle store fliser, som jeg kan gå på hen til skraldestationen. Men hvordan kommer jeg så til min postkasse?
Det er en uendelig omgang "Jorden er giftig" og det optager enormt meget energi og tid. Det er udmattende, at mit hoved konstant er fyldt med tanker om skyld og død. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal stoppe det.
I søndags trykte Jyllands-Posten min kronik "Sidsterangsmennesket". Jeg har fået utrolig meget feedback, hvoraf 99% har været roser. Enormt mange fremmede mennesker har skrevet til mig og min Typisk T-rex har fået 700 besøgende på en uge, hvilket er en god del. Så naturligvis er jeg meget overvældet over responsen! Mange tusinde tak skal I alle have - for at I følger mig og støtter mit lille skribent eventyr!
Hvis jeg siger Rachmanioff, hvad tænker du så? Hvis navnet ikke siger dig så meget, så er det helt okay. Nu skal jeg fortælle dig lidt om ham.
For 120 år siden skrev Sergei Rachmanioff et stykke klassisk musik, som afspejlede hans kamp imod depression og personlige problemer. Symfonien er i dag kendt som hans 2. Piano Concerto, og det er rent ud sagt et dystert stykke musik.
Og måske er det den dyster stemning og den levende smerte, der gør stykket så attraktivt for mig. Jeg lærte symfonien at kende, da jeg gik i folkeskolen. Du ved, hvordan det er med klassisk musik - man kender melodien, men det er ikke altid, man kan sætte navn og kunstner på. Sådan var det også med denne symfoni, indtil vi en dag så en kortfilm, som brugte netop dette nummer i rulleteksterne, og jeg vidste, at jeg var nødt til at høre det igen og igen og igen.
Jeg har ingen musik kunstskab eller viden, så jeg skal ikke kloge mig på, hvad der gør nummeret så specielt. Men jeg kan fortælle, hvad det gør for mig.
De første 2 minutter og 20 sekunder føles som om at gå på en kirkegård i mørke. Det føles, som om der er et sort hav inden i mine blodårer, som skvulper over. Det føles som at klynge sig fast til rælingen på et skib, der er ved at kæntre.
Fra 2:20 til 5:30 har taget mig år at lære at forstå og værdsætte. jeg har altid været draget af de mørke dele af musikken, så jeg skulle høre stykket mange gange, før jeg fandt ud af, hvad de lyse betød. For tiden læser jeg det som en forårsstorm. Der er blomster og lys, men under det hele ligger den sorte skygge stadig og lurer. Det er som om faren aldrig helt forsvinder, selvom der på overfalden er pænt og rent.
Og så kommer mit ynglingstykke. Fra 5:30 til 6:30 er jeg indhyllet i gåsehud, og hver gang jeg hører symfonien er jeg nødt til at stoppe op og lytte. For den bliver ved med at forbavse mig. Den bliver ved at få mig til at tro at jeg står i orkanens øje, men alligevel bliver den mere og mere intens, indtil jeg sidder tilbage med raseri i kroppen. Jeg bliver lige overrasket hver gang.
Og jeg ved ikke, hvorfor det er vrede, jeg sidder tilbage med. Jeg har det, som om mine blodårer brænder, og jeg er blevet snydt for en million kroner. Og det er som regel her, jeg starter stykket forfra. Der er egentlig godt en halv time mere, men jeg ved ikke om jeg er for ung eller endnu for dum til at forstå den sidste del ordentlig.
Måske er det fordi den første del af stykket symboliserer den depression, som skal overvindes, og den sidste del er for mig at se overvindelsen og helbredelsen - og der er jeg ikke endnu. Så måske kan jeg om nogle år kigge tilbage og se, at jeg nu forstår fem minutter mere, end jeg gør nu.
Så hvorfor skal du høre om Rachmanioff?
Det skal du, fordi symfonien afspejler, hvordan jeg har det lige nu. Jeg har i efteråret og i vinters haft en svær depression, som egentlig havde set ud til at aftage lidt hen over foråret. Det har været som om jeg har genvundet noget af min glæde og egenskaber. Men nu kan jeg se, at jeg egentlig har befundet mig i en forårsstorm. Tingene begyndte at blive pænere på overfalden - også selvom de aldrig blev helt gode - men lige nu er jeg på vej ud et sted, hvor jeg ikke føler, jeg kan bunde.
Jeg er et følelsesmæssigt rod. Den sidste uges tid har jeg ikke haft kontrol over mine følelser. Jeg græder det meste af dagen, og når der endelig er ophold, så er jeg så udmattet, at jeg sover.
Jeg oplever, at min krop ikke selv kan aflæse mine følelser. Når jeg er ked af det, er jeg ved at falde om af grin, som knækker over i hulk, som gør det svært at trække vejret.
Jeg står tilbage og tænker: "Hvordan skal det her nogensinde få en ende?" og det egentlige spørgsmål er vel, om jeg snart knækker kurven? Skal jeg blive ved med at få det værre eller begynder det snart at lysne? Om en uge har jeg min sidste eksamen, og jeg håber, at når presset letter, så falder der ro på, men noget i mig siger, at jeg skal igennem mørke-lys-mørke scenariet om og om igen, før jeg ender med at forstå de sidste 30 minutter af Rachmanioffs symfoni.
Trigger-advarsel: Dette indlæg omhandler selvskade, selvmordstanker og depressionstanker.
Der er gris og gorilla. Og gedde...
Man skulle ikke tro, at en børneleg kan gøre stor forskel mellem liv og død, men den gør den. Og jeg skal forklare dig hvorfor.
Jeg har en app, der hedder "min plan". Det er en app, der skal fungere som redningskrans, når den eneste vej frem er igennem selvskade, eller man har tabt håb for livet. Det er en meget simpel app. Man skriver sine symptomer ind og kan derefter "parre" symptom med en strategi til at få symptomerne til at forsvinde.
Man kan kode sine pårørende ind, og den ved altid, hvor det nærmeste sygehus er, så skulle man ende med at gøre skade på sig selv, så kan man hurtigt få hjælp.
Det her er min stategi-liste. Den er ikke specielt imponerende, men den er tilpasset mig. Stategierne deler sig lidt op i to kategorier:
UNO: Jeg er ked af det - kategorien
Se en god film
Ring til Mor og Far
Tage PN (Beroligende medicin).
DUO: Jeg er panik-ked af det - kategorien.
Ring til Mor og Far
Skub den 10 minutter
Tag et bad (Gerne koldt)
Vejrtrækningsøvelser
Dyr med G
Nogle af dem siger sig selv, men "skub den 10 minutter" kræver måske lidt forklaring. Det handler i bund og grund om, at jeg sætter et ur til 10 minutter, når jeg gerne vil skade mig selv. Og så venter jeg 10 minutter - til når uret ringer. Men så sætter jeg et nyt ur - igen på 10 minutter. Jeg skubber den hele tiden 10 minutter, fordi jeg kan overskue 10 minutter af gangen, når jeg er ked af det. Det er ikke altid jeg kan overskue 1 time eller en hel nat.
Jeg er som regel kommet på bedre tanker, når de 10 minutter er gået 2-3 gange.
Og det er her Dyr med G kommer ind i billedet.
Forestil dig, at jeg sidder med ansigtet fuldstændig opløst i tårer. Jeg sidder med valget mellem at skade mig selv eller ringe til vagtlægen og blive indlagt. Og så sidder jeg der, og jeg siger:
"Christina. Find alle dyr, der findes, med G" og det kan syntes fjollet og nærmest pinligt, men det er en leg, der rydder alle tanker i hovedet. For min krop hulker stadig, og jeg er ved at falde fra mig selv, men mit hoved er roligere og mere fokuseret, for jeg prøver at finde alle fucking dyr, der starter med G.
Det er en overlevelsesmekanisme. Det lyder måske underligt, men for mig er det overlevelse. Nogle gange kan jeg falde igennem flere lag af sindsstemning på få sekunder. Jeg kan gå fra at være okay til at være frustreret over, at jeg ikke.... kan. Jeg kan intet. Jeg kan ikke passe på mig selv, og jeg kan ikke være til nytte.
Og så bliver jeg sur på mig selv over, at jeg ender med at blive samfundets røvhul, og så er det, at jeg begynder at få tanker om selvskade. Jeg har forestilling om, at jeg fortjener smerte, og at al den uro og sorg, jeg føler inden i, bliver nemmere at håndtere med smerte. Nogle gange handler det også om, at jeg har så ondt indeni, men ikke har nogle fysiske mærker som bevis på min smerte. Det er stor frustration. Og jeg er heldig, at jeg ikke fejler noget fysisk, men det kan nogle gange føles uretfærdigt, at jeg har så mange sygdomme, som man ikke kan se.
Der er ingen, der stopper op og siger: "Nå for den da, Christina har da vel nok brækket benet. Det ser ud til at gøre rigtig ondt. Skal vi ikke lige finde dig en gips og noget smertestillende?"
Sådan fungerer det ikke med mentalt helbred. Fremmede kigger ikke på mig og siger: "Nå for dælen, der har vi ganske vist en lille depressions-person. Stakkels dig, hva"; Eller jo, men det er mest, når jeg står foran kassedamen med tårer løbende ned af kinderne og 4 pakker kiks.
Men når jeg tvinger mig selv til at finde alle dyr med G, så er jeg nødt til at lukke alt det ude. Jeg er nødt til at fokusere på grævlinger og guldfisk. Og det virker som regel. For når jeg er færdig med G, så vælger jeg et andet bogstav. Og før jeg er nået igen alfabetet, så er min sovepille begyndt at virke. Og før jeg ved af det, så drømmer jeg om gæs og en ged - der hedder Gilbert.
Hvilken sindslidelse er kendetegnet ved forandringer i måden at opfatte sig selv, andre og verden på? Et andet typisk tegn er vrangforestillinger og tankeforstyrrelser. Sygdommen hænger blandt andet sammen med forstyrrelser i signalstoffet dopamin i hjernen.
I sidste uge blev jeg del af en ny statistik. Hvert år får 500 danskere diagnostiseret skizofreni. Og jeg er blevet en af dem. Jeg har flere gange i løbet af det sidste år sagt: "Nå, i det mindste har jeg ikke skizofreni" og grint. Egentlig griner jeg stadig. Skæbnen vil af og til gå nogle underlige veje, og nu har den ført mig til endnu en diagnose, men der er stadig en stor del usikkerhed i spil.
Jeg fik diagnosen Udifferentieret (blandet) skizofreni, som på dansk hedder "Vi-ved-ikke-helt-hvad-du-fejler-skizofreni", så de gav mig en diagnose og nu prøver vi noget behandling, der forhåbentlig skal hjælpe.
Jeg bliver behandler i OPUS, som er skizofreni-klinikken med de skarpeste psykologer. Jeg føler mig i gode hænder her, selvom jeg starter forfra med min behandling.
Så hvad fejler jeg egentlig?
Overlægen, der udreddede mig, spurgte, hvilke af mine symptomer, der generede mig mest, og man skulle måske tro, at jeg svarede stemmerne og skrigene i mit hoved eller opfattelsen og tanken om verden som et computerspil - som enten vindes eller tabes ud fra dine handlinger. Jeg kunne også have svaret, at jeg var mest generet af mine negative symptomer, som er mangel på energi, følelsesforladthed og koncentrationsbesvær.
Men jeg svarede:
"At jeg er så bange hele tiden"
For jeg kan godt forstå, at nogle dele af min hjerne er ude af balance. Jeg kan fortælle mig selv; "Jeg er ked af det i dag, fordi min hjerne mangler visse stoffer." Og så kan jeg mærke og acceptere ked af det-heden. Men frygt er noget andet. At leve i konstant angst er uudholdeligt.
Jeg vågner om natten OVERBEVISTom, at jeg skal dø, eller at der er nogen, som er ved at bryde ind. Jeg har prøvet at ligge stiv af skræk, fordi jeg var 100% sikker på, at Djævlen var i min lejlighed. Jeg har været i bussen, på uni, på gågaden, blandt venner, i supermarkedet, på hospitalet og tænkt: "Nu springer vi i luften", og jeg har ventet på eksplosionen. Forventet at den skulle ske. Hvert sekund. Bare ventet på at dø.
Jeg hørte engang en TED-talk, hvor foredragsholderen sagde: At have angst er lidt ligesom at misse det sidste trin på trappen. Du falder et ganske kort sekund, men hele din krop når at opleve suset af adrenalin og spænding, som bliver forløst af jorden, som griber dig. Men når man har angst bliver man ikke fanget af jorden. Man falder om og om igen.
Sådan føles det.
Men hvorfor har jeg så skizofreni?
Jeg ved det ikke... Det hele er stadig meget nyt for mig, og der er mange ubesvarede spørgsmål...
Måske er det stress-udløst. Måske har jeg haft for meget skole, for meget job, for meget depression, for meget angst, for meget PTSD, for meget sårbarhed, som har gjort, at jeg har været "modtagelig" for sygdommen. Skizofreni smitter ikke, men man kan være genetisk disponeret, hvis andre i ens familie har skizofreni. Så vidt jeg ved, har jeg ikke nogen familiemedlemmer med skizofreni.
Men... er jeg sådan rigtig skizofren?
Altså der er ingen grund til at tænke anderledes om mig. Jeg er stadig mig. Jeg er ikke pludselig blevet farlig - tværtimod.
Men ja, som jeg har skrevet om før, så har jeg vrangforestillinger. Jeg hører skrig. Rigtige rædselsskrig. Jeg hører dem især om natten. Derudover har jeg en kommentator, som jeg kalder for min ufødte tvilling (Smuk kliche), som taler til mig, når jeg presset.
Ifølge min journal - Ja, der ligger mange lange journaler...- har jeg noget, der hedder tankepåvirkningsoplevelser. Hvilket der står, fordi jeg fortalte lægen om, at jeg er klar over, at noget, jeg har tænkt, formegentlig har påvirket min mormor og farfars død. Jeg tænker helt seriøst, at jeg har ansvar og skyld i deres død, hvilket er hårde tanker at gå rundt med. Jeg skal altid være forsigtig med mine tanker, for folk kan komme til skade, fordi jeg ikke udviser min taknemmelighed for dem.
Men samtidigt er der et ekstremt kaos indeni. Det er som om jeg holder på 1.000 heliumsballoner, som jeg forsøger at gribe om, men af og til smutter en ud af hænderne på mig, og så er det, der sker uheld.
Er jeg så slet ikke deprimeret?
Jo, jeg vil faktisk sige, at jeg lige nu er i forværing efter en periode, med gode dage. Jeg har lige nu overflod af dårlige dage og nætter. Og så tænker du måske: Har du ikke altid det?
Tjo, måske. Jeg skriver i hvert fald mest om min depression, når den er hård ved mig. Jeg burde måske være bedre til at dele mine gode dage på bloggen, men jeg er sikker på, at de ikke er lige så spændende, som de dårlige er.
Skizofreni, depression og angst hænger desværre godt sammen, så de tre går ofte hånd i hånd. Og det gør de hos mig. Så fordi jeg får en skizofreni-diagnose betyder det ikke, at jeg så ikke har depression. Man kan måske nærmere sige, at jeg har angst og depression på grund af min skizofreni.
Men hey, så vidt jeg ved kan der komme en psykolog om en måned og sige: "WAIT lige a half. Du har jo slet ikke skizofreni! Du hører slet ikke til i denne afdeling. Du skal faktisk et helt andet sted hen..." og så får jeg en anden diagnose og bliver sendt et andet sted hen.
I 2008 sendte 'Troldspejlet' en anmeldelse af den splinternye 'Twilight'-film, som gik i biograferne. Dengang var jeg 11. Jeg sagde: "Mor, jeg vil gerne se den film". Min mor svarede, at hvis jeg læste bogen, så måtte jeg komme i biografen og se filmen, så min mor købte bogen til mig.
Twilight skulle være den første af mange bøger, jeg har samlet på i tidernes løb. For selvom jeg ikke nåede at læse bogen færdig, før den var ude af biograferne, så skulle den være skelsættende på flere måder igennem mit liv.
Jeg slugte bogen råt. Jeg husker, at jeg sad i cykelskuret i frikvartererne dybt begravet i de over 500 sider. Jeg havde aldrig før mødt et medie, som jeg kunne fordybe mig så fuldstændigt. Men denne fortælling optog mig i sådan en grad, at jeg tog bogen med uanset, hvor jeg gik. Jeg havde den altid til at ligge på kanten af mit bord i skolen, og jeg tog den med på alle køreture, uanset hvor korte de end måtte være.
Da der ikke var mere bog, læste jeg næste bog i serien, og derefter var der ikke udgivet flere bøger på dansk i serien, så jeg måtte finde andre bog-serier. Og hermed voksede min kærlighed til bøger; ikke kun at læse bøger, men også at skrive, fantasere og imaginere historier, som ellers kun fandtes i mit hoved - i hvert fald indtil jeg skrev dem ned.
Jeg blev lige så forelsket i film-serien, som jeg havde været i bog serien. Jeg sad i biografen til premiere og talte dagene til nye udgivelser. Det endte med, at jeg købte den sidste bog på engelsk, før jeg overhovedet var en stabil engelsklæser, fordi jeg var nødt til at vide, hvad der skete.
Hvorfor snakker vi 'Twilight'?- tænker du nok.
Vi snakker 'Twilight' fordi jeg for nyligt genlæste og genså filmene, og da den sidste film endte, sad jeg med en overvældende nostalgisk energi, som jeg ikke kunne placere. Var den god eller dårlig?
Jeg havde tårer trillende ned af kinderne af to grunde:
UNO:
Jeg var nostalgisk over genoplivning af alle de gode minder, jeg har med Twilight. Jeg har så meget kærlighed til de karakterer i min krop, at det føltes tumpet og en anelse pinligt at indrømme. At serien stadig er lige så god, som jeg husker den, er en lettelse.
DUO:
Jeg genoplevede den smerte, jeg havde haft i disse år i mit liv. I folkeskolen havde jeg problemer med at passe ind. Jeg husker ikke, om jeg sad i cykelskuret med en kilotung roman fordi jeg ikke havde nogen venner. Eller om jeg ikke havde nogen venner fordi jeg sad i cykelskuret med min bog. Jeg husker bare, at jeg ikke havde nogle venner, men at jeg havde en bog.
Folkeskolen bærer nogle grimme minder med sig. Jeg var et nemt mål for mobning, fordi jeg var tydeligt anderledes. Jeg bar en rød-strikket-og-stribet-hue hver dag. Min mormor havde strikket den til mig. Faktisk havde jeg to. De var magen til hinanden, så jeg kunne skifte lidt mellem dem.
Hvis du kendte mig dengang, så kan du måske huske min hue?
Jeg husker, at jeg stod i midten af en rundtkreds, mens huen blev kastet rundt, og jeg forsøgte at jagte den. Jeg husker, at den hver dag blev taget fra mig, og jeg skulle jage hvem end, der havde taget den. Hver dag skulle jeg lege "tampen brænder", fordi nogen havde gemt min hue et sted i skolen.
Jeg husker, at der blev oprettet en falsk facebook-profil ved navn 'Jeppe Fuldmåne', som søgte mit venskab på facebook. Jeg var ikke gammel nok til at forstå, at den var falsk, men da der pludselig blev kommenteret: "Smuk", "Du er lækker", "Du er flot" under alle mine billeder, så kunne jeg forstå, at var noget galt. Vedkommende var kun venner med folk fra min årgang, som var "outsidere". Det var alle sidsterangsmenneskerne. Jeg konfronterede den falske profil, og den blev lukket, men jeg fandt aldrig ud af, hvem det var, selvom jeg har mine anelser.
Jeg husker, at jeg var på vej fra klasselokalet til biblioteket alene, da en gruppe af de ældre elever kommer gående imod mig. Jeg kan huske, hvad jeg havde på i detaljer. Jeg havde cowboybukser på, en sort Nik & Jay-trøje. Et par fingreløsevanter, som min mormor havde strikket. Jeg havde sort eyeliner og sort mascara på. Og jeg husker det meget specifikt, fordi denne gruppe af ældre elever begyndte at råbe: "EMO" efter mig. På det her tidspunkt har jeg gået i 7. eller 8. Men jeg husker det tydeligt. For jeg var ikke emo. Jeg var misforstået.
Jeg husker, at jeg en dag i 7. klasse kom ind i klasselokalet, og jeg så, at der var blevet sat et kondom nedover min drikkedunk. Og alle grinede. Alle undtagen mig. Min taske var fyldt med bitte små stykker af papir, som var blevet klippet ud og dumpet ned i min taske.
Jeg husker, at jeg sad hos sundhedsplejersken i 8. klasse, og jeg fortalte hende, at jeg havde ondt inden i. Jeg fortalte, at jeg ikke kunne finde venner i min klasse, og at jeg græd hver dag. Og jeg fortalte, at jeg var uendeligt ked af det. Jeg husker svaret, jeg fik. Hun sagde, og jeg citerer: "Prøv at tab dig lidt og få nogle venner". Det var, hvad hun sagde. Aldrig var jeg blevet så svigtet. Jeg havde prøvet at åbne op overfor 'en voksen', om at jeg var bange for, at jeg havde en depression, og jeg havde fået et usselt svar, som sidder i mig i dag.
Jeg var ødelagt. Jeg kan huske, at jeg nogle måneder efter skrev et brev i ren fortvivlelse. Jeg det stadig liggende et sted. Det blev 15 sider langt. Papiret knasede, fordi det var blevet genneblødt af tårer. Da jeg startede med at skrive brevet, vidste jeg ikke, hvem det var til. Men det var et råb om hjælp, som aldrig blev sendt. Jeg ville have sneget det ind under døren til sundhedsplejersken, men jeg vidste ikke, om hun ville tage mig seriøst denne gang.
Jeg husker, jeg sad i klassen en dag, da drengene bad 'Google Translate'-damen om at læse højt med sin robot-stemme. Jeg husker, at høre ordene: "Gormsen er grim"og "Gormsen er en luder" blive læst høj i ekkoet af deres grin. Jeg husker, min mor havde sagt: "Så slog ham, hvis han fortjener det", så det gjorde jeg. Jeg slog ud efter ham, der havde været efter mig i flere år. Og jeg fik problemer. Den første gang, jeg nogensinde reagerede på den mobning, jeg var udsat for. Jeg blev sat uden for døren, og efter en (for mig) meget frustrerende samtale med min klasselærer, hvor jeg fik at vide, at jeg var skurken, blev jeg bedt om at sige undskyld. Og jeg svarede nej. Jeg ville ikke sige undskyld. Jeg havde fået at vide af min mor, at jeg ikke skulle undskylde, hvis jeg slog ham.
Jeg husker en af de sidste uger af 9. klasse, blev jeg fortalt et af de rygter, der havde været omkring mig. Rygtet gik ud på, at jeg var lesbisk, og jeg havde lavet øjne og sagt ting såsom: "jeg vil have dig" og indikeret, at jeg var seksuelt tiltrukket af pigerne i parallelklasserne. Jeg skulle eftersigende have været "helt vildt klam" og "open for business".
Og i det øjeblik, jeg hørte disse rygter blev jeg enormt glad. Glad for at folkeskolen skulle slutte nu. Glad for, at jeg aldrig skulle se nogle af disse mennesker igen. Glad for, at jeg aldrig mere skulle jage mine ting rundt på skolen. Glad for, at det var okay at hade mennesker, for det gjorde jeg. Jeg var så indbrændt. Det var slut med at spille ligeglad, for folkeskolen var ovre. Lige om lidt.
Så hvad har 'Twilight' at gøre med det hele? Jeg det ikke helt. Men det, jeg ved. er, at mens jeg har genlæst og genset serien, er disse minder dukket op i mit indre. Og jeg finder mig stoppe op og gispe i smerte over, at jeg har været det her igennem. At genopleve 'Twilight' gav mig en masse glæde, men det viste mig også en del af mit liv, som har stået i baggrund af depression og PTSD i nogle år nu. Jeg var et offer for mobning i folkeskolen. Og jeg har i mange år underspillet og måske ikke helt været opmærksom på, hvor slemt det var, for det var min hverdag.
Twilight var, hvad gjorde mig glad i denne periode af mit liv. Det var, hvad jeg forsvandt væk og fordybede mig i. Og det er Tusmørke-effekten. At tillade sig selv at overgive sig til bøger og film, fordi det er hvad, der er til rådighed, når man sidder i cykelskuret som 11 årig.
Billedet her er taget i 2010. Det var et par uger, før jeg fyldte 13. Sådan så jeg ud.
Dette emne har stået på min To-do-liste, fra før jeg oprettede bloggen. Så nu er det ved at være tid til, at vi skal snakke om kropsbehåring. Vi har det alle sammen. Og vi ved alle sammen, at vi alle sammen har det. Nogle har meget lidt naturlig hår og andre er dækket på hele kroppen. Og det er bare de "store hår". Vi er alle dækket af meget små og fine hår. Det er en del vores naturlige hud.
Hvis du kigger på din arm, så kan du formegentlig se dem. De gør ingen skade, tværtimod er de med til at regulere vores kropstemperatur.
Vidste du, at hvis din krop er i energimangel f.eks. ved et vægttab eller spiseforstyrrelse, så skruer kroppen op for produktionen af hår, og man vil få en højere mængde hår på kroppen, fordi kroppen kæmper for at holde sig varm.
Min hud er bleg og mine hår er hvide. Jeg har aldrig haft noget stort problem med kropsbehåring, fordi folk simpelthen ikke kan se, om jeg har barberet ben eller ej. Så jeg har da prøvet det et par gange, men det var tidskrævende og skulle holdes ved lige hver uge. Og da jeg arbejdede i svømmehalen valgte jeg at sige: "Det kan jeg simpelthen ikke finde tid til, så må folk se mine bare ben med hår på." og der er aldrig nogensinde nogen, som har kommenteret mine naturligt behårede ben, mens jeg har været på arbejde.
Men jeg snakker af og til med mine tidligere kollegaer om emnet, og mange af dem barberer deres ben, og har udtrykt jalousi over mine "usynlige" hår.
Men hvorfor har vi overhovedet fået ind i hovedet, at ben ikke må have hår på sig? Kvinder skal helst barbere ben, og mænd skal helst lade være. Det er da for underligt. Det samme gælder hår under armene og i kønsområdet.
Kvinder skal helst ikke have hår - slet ikke under armene - men mænd kan køre deres egen stil. Det er sjældent, jeg møder en mand, som har barberet sig i armhulerne. Og jeg kan da godt forstå, de ikke gider. Nøj, hvor tager det meget energi og penge at holde sig barberet.
Da jeg blev indlagt i efteråret måtte vi ikke have skrabere, så jeg blev tvunget til ikke at barbere mig i efteråret. Og mine bade var markant hurtigere og markant behageligere. Jeg skulle ikke stå med en arm vredet af led og gøre mig skeløjet for at se min egen armhule - med en ny og dog allerede sløv skraber i hånden, hvor tre stykker havde kostet 85kr - men det er jo også, fordi de er lyserrøde og har en "gel", som mest af alt gør, at man slet ikke kan komme til.
Så jeg lod være. Jeg kunne ikke gøre det, da jeg var indlagt, og da jeg blev udskrevet var alt mit hår vokset ud. Og hvis du nogensinde har prøvet at afskrabe hår, som er over 3 millimeter lange, så ved du, at det faktisk er næsten umuligt. Hårene sætter sig fast imellem bladene, som var de limet fast.
Jeg lod min naturlige pels vokse ud, og det er skønt - venner. Stort OK herfra. Og nu har jeg hår under armene, som snart er 3-4 cm lange. Min kropslugt er blevet meget mere "rolig" og området klør eller sviger aldrig mere.
Så jeg begyndte at tænke:
- Hvornår kan jeg begynde at style det?
- Gad vide om, jeg kan flette det?
- Hvordan vil de se ud i anden farve?
Forestil jer lige alle de blikke, jeg vil få, når jeg til sommer kommer gående med min lyserrøde T-rex badedragt og grønne hår i armhulerne? Eller en matchende pink måske...?
Jeg ved godt, at det måske er en fremmede tanke for dig, men overvej lige hvor mange hoveder, jeg ville vende. Hele stranden ville kigge efter mig. Det kan godt være, at du har en god røv, men jeg har lyserrøde armhuler. Slå den!
Naturligvis holdt jeg op med at købe skrabere, men det kom til et punkt, hvor jeg tænkte: Hvad hvis jeg gerne vil fjerne mine hår en dag? Hvad hvis jeg vil lave en fletning og fjerne alt det andet hår. (Til de interesserede kan jeg fortælle, at jeg har prøvet. Det er desværre umuligt at flette sin egen armhule...) Så jeg begyndte at lede efter alternativer til plastik-skraberen, og jeg faldt over safety razor- modellen, som er lavet i metal, og hvor man kun udskrifter bladet, når det engang er færdigt. Jeg bestilte en, og jeg må sige, at jeg er meget imponeret.
Jeg barberede den ene armhule (kun én fordi alle en feminists kræfter sidder i armhulehårene - at du ved det...) og det tog 30 sekunder. Der var ingen hår, der sad fast i skraberen, og jobbet blev udført uden andet besvær en den nødvendige skiløjet position. Og I må gerne se resultatet.
Mine damer og herre, jeg præsenterer min ene barberede armhule og min anden ubarberede armhule. De er lige smukke og gør mig lige meget til en kvinde. Og de er helt rene, så de er ikke klamme, med mindre du har et problem med at se min naturlige pels. Det er også okay. Jeg kan ikke konvertere alle på én dag. Men i tilfælde af, at du aldrig har et en kvinde med hår i armhulen; værsgo det er gratis.
Det smukke ved barbering er, at man selv bestemmer. Til alle mine søstre (og brødre), som elsker at være hårfri - You go, girls! og til alle os, der bare er lidt trætte af barbering - Go us as well! Og hvis du vil gå fuldt ud hulemand, så har du vores velsignelse!
Det er sjældent, jeg skriver om noget, som jeg ikke selv synes, jeg har svaret på. Men det gør jeg nu. Det sidste års tid har spørgsmålet om, der virkelig findes en soulmate til os hver, eller om kærlighed er mere eller mindre tilfældig process, som handler om, hvem man er heldig (eller uheldig) at møde.
Jeg vil gerne starte med at sige, jeg er ung - blot 21 år, men jeg har oplevet forskellige grader af forelskelse og kærlighed igennem de sidste par år, så jeg har alligevel noget at sige om emnet. Det kan være, at jeg har skiftet holdning om 1 år, men det kan jeg ikke tage stilling til nu. Det gode ved livet er, at man lærer nyt hele tiden. Plat - I know.
Så skal man vente på "Mr. Right"?
Jeg vil virkelig gerne tro på, at der findes mennesker, som er er skabt for hinanden, men hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, at mennesker mødes og forelsker sig i hinanden tilfældigt. Og enten så klikker man sammen, eller også gør man ikke. Det finder man ud af, som tiden går. Nogle ved det i løbet af en enkelt aften. Ja, vi skal så ikke ses igen. Og så er den ikke længere. Nogen når at være gift et helt liv, før det går op for dem, at man faktisk skulle noget helt andet. Og så lægger man sine planer om.
Men er det fordi, at vedkommende, man havde mødt, ikke var ens soulmate? Hvornår ved man, at man har mødt den rette? SKAL MAN VENTE PÅ HAM?
Jeg tror ikke, at jeg skal vente på "Mr. Right". Måske er det fordi, han ikke findes derude. Måske er han på den anden side af planten og har besluttet sig for at slå ned med en tilfældig kvinde. Måske har jeg bare for travlt med alle de andre ting, jeg skal nå i mit liv. Han står ikke på min "one day more"-liste, fordi han ikke skal have den magt over mig. Jeg vil ikke være bundet af en mand, hvis det betyder, jeg kompromiser min egen lykke. Det er noget, jeg har lært i løbet af det sidste år.
Man kan godt være ensom i et forhold, selvom man tror, at det er det rette for en. Og når man kommer ud på den anden side, går det op for en, at man begge havde trukket en forestilling om ægte kærlighed ned over hovedet på hinanden. Og jeg ville ofre alt for at holde fast i "ægte kærlighed", da jeg først troede, jeg havde fundet den. Og pludselig smuldrer den imellem fingrene på en, som havde man vendt et timeglas.
Nogle mennesker på min alder har allerede slået sig ned med mand og hus og børn. Det er utroligt at tænke over nogle af de forskellige, der er på min generation og generationerne nogle få årtier tilbage. Vi er alle sammen vildt forskellige steder i vores liv. Der er ikke længere en tradition, der dikterer, at man skal være gift som 25 årig og have børn som 30 årig. Nogle vælger at gøre det før. Nogle gør det bagefter. Nogle gør det slet ikke. Nogle laver helt om i traditionerne.
Da jeg gik i folkeskole, var der en af mine lærere, som valgte at få børn uden en mand. Hun har i dag to dejlige børn, som jeg har haft fornøjelsen at kende lidt. Dengang havde jeg en forestilling af, at man skulle finde sig en mand, som man skulle have børn med, men min lærer var med til at åbne mine øjne og få et bredere perspektiv på, hvad det vil sige at stifte familie. Kvinder har et "biologisk ur", der tikker, og hvis "Mr. Right" ikke står ved ens side, hvad gør man så?
Venter man på ham og risikerer at misse sin chance eller samler man hammeren op og begynder at bygge sit eget hus? Så fuck da det, hvis der ikke står en mand ved din side. Der står allerede venner og familie, som er klar til at bygge rede og isolere den med blødt fluf. Du og dine børn får et varmt og sikkert hjem alligevel!
Der er også mennesker på min alder, som stadig har ved at finde fodfæste i hele dating-miljøet. Der kan være mange forskellige grunde til, at man har været ude og danse med de vilde bavianer. Blandt andet er der mange unge i LGBTQ+ sammenhænge, som har af og til svært ved at finde en partner til trods for, at homoseksualitet er mere velset end nogensinde før. (Min universitets-hjerne undersøgte, hvor mange, der er homoseksuelle. Man (USA - verdens navle) anslår at det er 1/5, der har homoseksuelle eller biseksuelle "tendenser"). Jeg kan godt forstå, at det er svært. Jeg synes, det er svært at finde en heteroseksuel-"Mr. Right", hvor mine odds er 4/5. Forestil dig, at man også skal ramme i den 1/5 kategori mennesker, der allerede har fundet ud af, at de er til eget køn.
Så hvad nu, hvis jeg vælger at forfølge min drøm om at skrive bøger og lave film, og jeg skal rejse hele verden rundt. Jeg lever det vilde liv med røde løbere og Oscar-statuetter (Ja kliche, følg lige med alligevel) og pludselig møder jeg min "Mr. Right", når jeg mindst venter det! Hvad hvis min ægte kærlighed har fast bopæl i Danmark? Han er måske arkitekt i Odense og har to børn. Hvad gør jeg så? Vælger jeg "jetsetter"-livet eller familielivet? Skal jeg vælge? Det er ikke nok at vente på ham. Man skal også at være klar til smide alle ens fancy drømme og planer, fordi det er hvad, man gør, når nan er forelsket. Man smider det hele ud af vinduet. Men vil jeg det?
Som jeg sidder her i min seng i mit nattøj, tænker jeg, "Næh nej, jeg skal have det der fancy-fancy liv med champagne. Ingen mand skal holde mig tilbage", men jeg tror ikke, at jeg tænker sådan, når der står en mand foran mig, som jeg har slået kløerne i, og han er i gang med at bygge mig et hus med blødt fluf og indendørs rutsjebane.
Men lige nu tænker jeg, at jeg hellere vil forfølge mine drømme og mål, end jeg vil vente tilbage og lade chancerne passere mig forbi, fordi jeg forventer, der skal komme en mand forbi mig.
Jeg har nogle gange brug for at huske på, at i morgen ikke kun bringer mere tomhed og depression. I morgen har al mulighed for at bringe glæde og spænding. Så jeg skrev en liste over nogle ting, jeg skal opleve. Nogle af tingene har jeg allerede været så heldig at opleve inden og efter, jeg skrev listen.
Da jeg skrev listen var jeg meget opmærksom på, at min glæde ikke skal være afhængig af andre. Så det er bevist, at der hverken står "bliv gift" eller "få børn" på listen, selvom det er ønsker, jeg har.
De punkter, der står i kursiv, har jeg allerede haft glæden af at opleve, men de fortjener at blive gentaget.
Fall out boy koncert (igen)
Nickelback koncert (igen)
Besøge USA
L.A./ Hollywood
New York
Las Vegas
Avengers 4
Marvel museum.
Panic a! the Disco koncert.
Verdens omrejse
Få en tatovering
Tag på spontan rejse
Bestig et bjerg
Møde en avenger.
Comic con!
Besøg Fridas restaurant i Palermo
Se koralrev
Få en pelset ven.
Weekend i Disneyland
Lære keramik
Blive budt op til dans
Afholde min ceremoni.
Besøge pepsi-fabrik.
Spise boller i karry, imens jeg
ser en smuk solnedgang.
Vidste du, at en af bivirkningerne ved depressionsmedicin er... depression? Og selvmordstanker.
Derudover er der en lang liste af bivirkninger alt fra de almindelige til de meget sjældne. Alt fra:
Kvalme
Appetitmangel
Appetitøgning
Søvnbesvær
Mærkelige drømme
Rysten
Følelse af at hjertet pumper i brystet
Mavesmerter
Opkastning
Fordøjelsesbesvær
ØGET SVEDTENDENS
Hyppig vandladning
Træthed
Alle disse, jeg har nævnt er under "Almindelige bivirkninger 1 ud af 10 personer"
Jeg har dem alle.
Jeg er enormt ramt af bevirkninger ved min medicin, men som du nok har regnet ud, er der én, der overgår de andre.
Øget svedtendens.
Eller som jeg kalder det: Depressionssved.
Kort sagt er det som om, min krop fuldstændighed har mistet al evne til at regulere min kropstemperatur. Jeg kan gå fra at fryse til at være overophedet på få minutter; alt imens jeg kampsveder.
Jeg tror, min krop er ved at bevise, at jeg har Aarhus' mest produktive svedkirtler. Hold nu op mand, jeg er altid gennemblødt af sved. Uanset om jeg har været i træningscenteret eller ude at cykle, eller om jeg bare ligger i sengen. Jeg er gennemblødt.
Nogle nætter er det så slemt, at jeg har måttet skifte nattøj og sengetøj, fordi det simpelthen er ubehageligt vådt. Og nu tænker du nok: "Tak tak, det er riiiiigeligt med information", men nej, det bliver værre endnu, for når jeg har været ude og gå eller træne, så bliver jeg ved med at svede, selv efter jeg har været i bad, så bliver sveden ved med at løbe i dråber ned af min krop. Et styks nyvasket krop med ekstra sved - tak.
Hvis du - ligesom mig - får eller har fået depressionsmedicin, så kender du måske til denne øget svedtendens. Den overrasker en, når man tror, man har snydt den. Jeg har snakket med en af mine veninder, som også får denne slags medicin, og vi var overraskende og pinagtigt enige i, at sveden var det værste. Faktisk blev det i det øjeblik utroligt forløsende at snakke med en anden ung person, som ligeledes følte, at hendes krop var ligeså sved-forstyrret som min. For det kan nok mest af alt beskrives som at gå i overgangsalderen som 21 årig. Men hey, så ved jeg, hvad jeg har at se frem til.
Så hvis du ser mig, og jeg ligner en, der ikke har vasket hår i en uge, så er det bare fordi, jeg har en enorm overproduktion af sved. Heldigvis har jeg endnu ikke fået klager over, at jeg lugter, men det kan også bare være, fordi folk er for høflige til at fortælle mig det.
Jeg har diskuteret med mig selv om, hvad jeg skulle kalde dette indlæg. Jeg havde overvejet noget provokerende alla: "Sådan bliver du voldtaget" eller noget sørgeligt såsom: "Undskyld til mig selv", men i virkeligheden er der ikke en titel, som bedst beskriver, hvad jeg prøver at ramme med dette indlæg. Så jeg har valgt at opkalde oplægget efter en sang, som siden dens udgivelse har hjulpet mig med at bearbejde tankerne.
Det, jeg gerne vil fortælle, er historien om de voldtægter, jeg var udsat for, da jeg gik i 1g. Det er sjældent, at folk spørger mig direkte: "Hvad skete der?" og for at være helt ærlig, så er det ikke noget, jeg har lyst til at genleve hver dag, men i takt med at mine mareridt er blevet til lange nætter i panikangst og med lyset tændt, så er jeg begyndt at tage emnet op med min psykolog.
Vi snakkede om min selvtillid og selvrespekt eller nok mere mangel derpå. Og så kom vi til at snakke om, hvad der gjorde, at jeg aldrig reagerede på de mareridt jeg rent faktisk gennemleve dengang. Så her er historien - eller dele af den. Jeg håber, at du/I lærer noget af den. Jeg håber, at folk forstår, hvorfor jeg har så ondt indeni. Mine hænder ryster helt vildt, så tilgiv mig mine stavefejl.
Det var - som sagt - da jeg gik i 1g. Jeg var 16 år gammel, og jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg lige havde mistet to af mine bedste venner. Vi var gledet ud. Jeg havde endnu ikke fået venner i gymnasiet, og jeg var i bund og grund enormt ensom. Hvis noget havde bedt mig beskrive mig selv, så havde jeg sagt: Tyk, klam, dum og fed. Det var, hvad jeg var i mine egne øjne, så det måtte også være sådan andre opfattede mig.
På det her tidspunkt kæmpede jeg. Jeg kæmpede helt vildt for at holde hovedet over vande. Jeg ville bare gerne være som alle andre. Jeg ville gerne date, og jeg ville gerne have venner.
Jeg havde en profil på en online chatside, fordi det opfylde mit sociale behov. Og her skrev han til mig. Han hed Andreas.
Fra starten virkede han led og ond, men han gav mig opmærksomhed, som jeg ikke følte, at jeg havde råd til at takke nej til.
Andreas inviterede sig selv på besøg, og vi brugte lang tid på diskutere, om jeg skulle tage ham med hjem. Jeg havde fra starten sagt, at hvis vi skulle på en date, så skulle det være et offentligt sted. Men han fik mig overtalt til, at han måtte hente mig en lørdag fra mit arbejde i svømmehallen. Han kørte mig hjem til mine forældre, hvor vi tilbragte eftermiddagen.
Om aften var vi på en kinesisk buffetrestaurant bare ham og jeg. Han havde ikke gjort et særlig godt indryk på mig, og jeg vidste allerede, at jeg ikke ønskede at se ham igen, men jeg holdt ud, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme af med ham.
På et tidspunkt kom jeg gående hen til vores bord, hvor han sad, og han sagde: "Hvordan kan du ikke hade dig selv, når dine lår klasker imod hinanden på den måde?" og han var seriøs. Jeg havde aldrig nogensinde forventet at skulle svare på sådan en spørgsmål.
I dag ville jeg ønske, at jeg havde rejst mig her og forladt restauranten og aldrig kigget tilbage, men det kunne jeg ikke dengang. Jeg forstod ikke, hvad mine muligheder var. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede ham.
Da vi havde spist kørte vi tilbage til mine forældres hus. Og jeg var begyndt at glæde mig til at han skulle gå, men det var som om, at han ikke var så nem at komme af med. Vi sad i min seng, og han begyndte at gnide sig op af mig, mens han begyndte at tage tøjet af. Igen havde jeg ingen ide om, hvad jeg havde af muligheder i situationen, så jeg lå frossen og kiggede op i loftet. Jeg havde kysset med ham, men nu var det gået over mine grænser. Hele dagen havde han kommenteret på mit guldkors, og nu spurgte han, hvordan jeg kunne kalde mig selv et barn af gud, når jeg lige havde fået ham til at komme i sine underbukser. Han sagde, at nu var jeg nødt til at gøre det færdigt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg sagde nej.
Kort efter gik han. Jeg gik ud til mine forældre og satte en smilende facade op, for jeg vidste ikke, hvad der lige var sket. På det her tidspunkt havde jeg ikke forstået, at jeg var blevet voldtaget. Ordet var slet ikke faldet mig ind under overgrebet eller umiddelbart efter. Jeg tænkte bare, at nu havde jeg haft min første seksuelle oplevelse, og det var forfærdeligt. Men ingen havde fortalt mig, at den første gang ville være forfærdelig, så der måtte jo være noget galt med mig. Det var min skyld, at jeg ikke levede op til glansbiledet af, hvad sex skulle være.
Så da mine forældre spurgte, om jeg havde lyst til at se ham igen svarede jeg ja, for jeg håbede jeg kunne reparere, hvad end der var gået galt. Så Andreas blev inviteret med op i sommerhus, hvor vi skulle være en aften alene med min bror, da mine forældre var til fest.
I sommerhuset er der et rum, hvor der er en køjeseng. Vi lå i den nederste køje, og min lillebror var ude i stuen. Vi lå inde i køjen, fordi Andreas ville have sex. Jeg var på p-piller, hvilket i hans hoved betød, at jeg var tilgængelig på alle tidspunkter.
Jeg har så mange grimme og ydmygende minder forbundet med det rum. Selvom jeg sagde nej, så fik han presset sig igennem ikke én men to gange, hvorefter jeg var nødt til at sætte et stort smil på, for vi skulle køre ud og hente mine forældre. De var til stor fest hos nogle voksne venner, så vi kom til et rum fyldt med berusede voksne, hvor nogle af mændene kom med seksuelle jokes om os, da vi ankom. Ingen af dem kunne vide, at jeg var splittet indeni. Splittet imellem at holde facaden oppe og eller indrømme overfor alle, at jeg ikke vidste, hvordan man var god til sex. For alt, jeg kunne mærke, var, at jeg var ulykkelig, og jeg hadede ham, men jeg kunne ikke sætte de to ting sammen.
Næste gang, jeg så Andreas, var da jeg havde fået at vide, at vi skulle ses en weekend hos hans forældre. Så jeg tog toget fra Silkeborg til Herning og fra Herning til Holstebro. Jeg kan huske, at jeg hele vejen ville ønske, at toget ville vende om eller gå i stykker. Jeg hadede det. Ser du, Andreas misbrugte mig ikke kun seksuelt. Han var også psykologisk voldelig i højeste grad.
Hvordan kan du ikke hade sig selv, når dine lår klasker imod hinanden på den måde? Hvordan kan du være et Gudsbarn? Hvad vil Gud ikke tænke om dig? Christina, du er så tyk og grim. Hvis vi cykler en tur til Skagen, så kan du tabe dig lidt. Her er en bog om juice, fordi du er tyk, så du skal prøve kun at drikke juice, så du taber dig. Jeg ved, at du kan lide det. Jeg ved, du lige kom, du skal ikke lyve omkring det. Hvordan kunne du dog tillade dig selv at blive så tyk?
Når vi var hos ham, så var i hans forældres kælder. Jeg fandt hurtigt ud af, hvad hans "rutine" var. Først ville han sætte en film eller Game of Thrones på. Så ville han lægge sig op af mig og begynde at tage sit eget tøj af, til han var nøgen. Så ville han sige, at jeg havde ledt ham til at blive tændt, og nu var der ikke andre valgmuligheder end sex. For det meste sagde jeg nej. Jeg sagde nej 100 gange, men jeg var aldrig stærk nok til at stå imod, for jeg ville ikke skrige højt, for hvad ville hans forældre ikke tænke? Så jeg endte ofte med at ligge og kigge op i loftet til, at han var færdig, eller han fandt på nye ting, han ville prøve. På et tidspunkt greb han fat i mit hår og tvang mig til at slikke sveden i hans armhule væk. Om natten sov jeg på gulvet, for han skubbede mig ud af sengen og ville ikke dele sin dyne. I løbet af dagen blev jeg ikke tilbudt mad. Det var først, når hans forældre lavede aftensmad, han var nødt til at lade mig komme op og spise.
Jeg tilbragte to weekender med ham hos hans forældre. Og to weekender i sommerhus med mine forældre foruden den første gang, vi sås.
Den sidste weekend hos hans forældre, havde jeg ikke spist fra fredag til søndag, og søndag aften lavede han kylling. Jeg havde fortalt ham om de krydderier, min mave ikke kan tåle, og Andreas krydrede kylling stærkt til med alle de krydderier, jeg ikke kunne tåle, lige inden jeg skulle hjem. Han mente, at han kunne kurere mig. Jeg har aldrig haft så ondt i maven som den togtur hjem.
Anden gang vi var i sommerhus, sov vi i annekset. Han kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke tabte mig, og han blev ved med at diskutere, hvor tyk jeg var. Desuden prøvede han at overtale mig til at prøve at ryge hash, fordi han tænkte, at det kunne fjerne min depression. Senere den nat lå vi og sov, da han synes, at vi skulle have sex. Jeg havde det forfærdeligt, men det kunne han ikke tage sig af, så han holdt mig nede og voldtog mig, mens jeg græd.
Min mor og jeg kørte han til en busterminal, så han kunne tage en tidligere bus hjem den næste dag. Der var tydelige problemer, men jeg kunne ikke fortælle mine forældre om det, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortælle dem, at jeg havde haft "sex".
Jeg nærede allerede dengang et ubeskriveligt had til denne person. Og jeg vidste godt, at jeg hadede ham, men havde ingen ide om, hvad jeg skulle gøre for at komme af med ham. Indtil jeg en dag fandt styrken til at fortælle ham, at han ikke skulle komme igen, var der gået omkring en måned, hvor jeg hver weekend havde set Andreas. Det meste af den tid har min hjerne fortrængt. Jeg husker det mest af alt som Helvede på jorden, en kæmpe bunke frygt og frustration over, at jeg ikke kunne gøre, hvad der var bedst for mig selv.
Da jeg endelig fik sagt fra, begyndte mareridtene. Det er de samme mareridt, som jeg stadig kæmper med i dag. Jeg drømmer, at han kommer tilbage for at slå mig og min familie ihjel. Jeg er ikke i tvivl om, at han har det i sig, så jeg er altid i tvivl om, om jeg er i sikkerhed. Jeg anmeldte aldrig voldtægterne, fordi jeg (som jeg har forklaret før) tog lang tid om at acceptere det og kalde en skovl for en skovl. Ordet voldtægt gør ondt på mig. Jeg måtte lære at elske og respektere mig selv først, før det gik op for mig, hvor galt det havde været.
Jeg har set ham 1 gang siden jeg bad ham forsvinde, og det var da han skulle hente sin juice-bog. Derudover har jeg set ham på tinder og sidst på instagram, hvor han navn og billede pludselig var foran mig.
Så hvad skete der bagefter?
Umiddelbart lige efter overgrebene ændrede jeg min livstil drastisk. Jeg kørte et hårdt træningsprogram og vejede og målte al mad, jeg indtog. Jeg vejede mig flere gange om dagen og straffede mig selv, hvis jeg vejede mere om eftermiddagen end om morgenen. Jeg tabte 12 kilo over 3 måneder. Jeg begyndte at minimere, hvor mange kalorier jeg indtog på en dag, og lavede 100-200 mavebøjninger hvor aften og morgen. Det virkede. Jeg blev tyndere, men jeg blev også sygere. Min depression tog til, indtil jeg ikke kunne klare det længere. Jeg tog alt det, jeg havde tabt, på, og min selvtillid dalede endnu dybere ned, end den havde været til at starte med.
Jeg har udviklet PTSD, som jeg stadig venter behandling for. Center for voldtægtsofre kunne ikke behandle mig på grund af min depression, og jeg venter stadig på, at behandling for depression og medicin skal gå op i en højere enhed, og jeg skal begynde at få det bedre.
Min PTSD har ikke ændret sig i takt med, at jeg har fået medicin. Tværtimod vil jeg sige, at den er på et højpunkt for tiden, hvilket betyder, at jeg får medicin til at sove på, så jeg har en chance for at sove.
Om natten ser jeg ham sidde på kanten af min seng eller stå i hjørnet af min lejlighed. Jeg er bange for, at dette indlæg skal finde vej til ham, og at han pludselig skal opsøge mig igen. Men jeg har også besluttet mig for, at jeg ikke kan leve i frygt mere.
Jeg valgte sidste forår, at jeg var nødt til at fortælle min omgangskreds og omverden, om hvad jeg havde oplevet, fordi det ikke er min voldtægt. Jeg er et offer, og det skal ikke være et tabu. Jeg havde allerede brugt alt for længe på at holde det hemmeligt, som var det min skyld og skam.
Jeg har brug for at fortælle verden om, at jeg blev voldtaget, og at det skete, og nu ved I det. I ved, hvad der skete. I ved, at jeg ikke forstod, hvad selvkærlighed var. Det var ikke et begreb, jeg havde noget forhold til. Jeg havde ikke overvejet, at jeg havde andre muligheder. I dag smerter det mig meget, at jeg ikke har haft været stærkere dengang, det kunne have sparet mig en masse smerte i dag.
Men noget af det, psykologen og jeg snakker meget om, er ikke at bearbejde 16-årige mig, at jeg ikke kunne kæmpe. Fight or Flight. Hverken fight or flight var en mulighed, så jeg gjorde, hvad jeg dengang vurderede var det bedste for mig selv. Og det er okay.
I dag har jeg lært meget af den oplevelse. Jeg har lært hvem jeg selv er, og hvem jeg ikke er, men det er ikke noget med "Jeg ville ikke gøre det om, hvis jeg kunne", for JO! Jeg ville lave det om. Jeg ville være løbet, den første gang jeg blev mistænksom overfor ham.
Men fortiden kan ikke laves om. Selvom den gør umådeligt ondt, så kan jeg ikke gøre det om. Der er et kæmpe hul i mit indre, som ikke har ladet sig fylde op med trøst eller chokolade. Det eneste jeg kan gøre, er at lære at gro og blomstre uden om hullet, så jeg en dag kan gå hen over hullet uden at falde i.
Feminisme handler ikke om at hade mænd. Feminisme handler ikke om at kæmpe imod mænd eller at ville bestemme over mænd. Feminisme handler ikke om at ville nedgøre mænd og tage hævn over de nedgørelser, som kvinder har lidt igennem historien.
Feminisme er ikke kampen mellem mænd og kvinder.
Men hvad handler feminisme så om?
For mig handler feminisme om kvinder. Det handler om, at turde stå op for mig selv og ikke mindst for andre kvinder omkring mig og sige: Det er ikke okay, at kvinder skal være bange for at gå hjem, når det er mørkt. Det handler om at sige nej til overgreb og nej til chikane. Det handler om at være ligestillet med mænd både i status og i løn. Det handler om retten til at være glad for sig selv uden føle, at man skal ændre sig selv for at tilfredsstille en mand.
Vi kvinder skal være stærke og stå fast i vores rettigheder, og vi skal hjælpe hinanden. Vi skal sætte mennesker fri og befri dem fra undertrykkelse. Det er lige fra unge piger i U-lande, der bliver nægtet skolegang, til den prostituerede, som skal have samme rettigheder til a-kasse og arbejdsløshedspenge, som vi andre har.
Vi skal ikke tale nogen ned. Vi skal tale alle op. Som Michelle Obama sagde: "There is no limit to what we, as women, can accomplish". Jeg tror på, at det er rigtigt. Vi skal ikke opgive dem magt og indflydelse, vi har, fordi vi tror, vi ikke har nogen. Det kan godt være, at jeg ikke kan ændre systemet alene. Jeg kan formegentligt ikke komme særlig langt med nogle af mine ord alene. Jeg kan ikke råbe nogen politikere op alene. Men vi kan sammen. Sammen kan vi buldre og trampe til lortet falder sammen. Sammen kan vi ændre systemet, og sammen kan vi gøre verden et bedre sted for kvinder, som lider, uanset hvor de er. Sammen er vi stærke.
Så på med de røde strømper, Søster, og gå ud og dans! Du fortjener det! Fest og fejr dig selv. Du er skøn, som du er. I nat fejrer vi os selv. Og i morgen går vi i gang med at arbejde for de, som ikke kan fejre sig selv endnu.
Dette indlæg er historien om, hvordan jeg blev indlagt på afdeling Q på psykiatrisk hospital i Risskov. Jeg skriver til sidst lidt om, hvordan det er at være indlagt. Måske er det præcist, som du forventer, det er, måske er det anderledes. Du er i hvert fald meget velkommen til at læse med og finde ud af det!
Den 1. oktober ringede min telefon efter, at jeg var kommet hjem fra en ambulant samtale i Risskov. (Hvis du ikke ved det, så betyder ambulant behandling, at man får behandling på hospitalet, men tager hjem og sover). Det var sygeplejersken, som jeg havde snakket med få timer forinden. Hun sagde, at hun i samarbejde med en overlæge havde besluttet sig for, at de ville indlægge mig til trods for, at de egentlig havde sendt mig hjem tidligere. De bad mig komme tilbage hurtigst muligt.
Nogle timer senere sad min mor og jeg i venteværelset og... ja... ventede. Det var en lang process. Jeg skulle tale med sygeplejersker og læger, som skulle vurdere, om jeg virkelig skulle indlægges. Efter 2 timer kom de frem til, at jeg ville have bedst af at blive indlagt. Det blev vurderet, at jeg var til fare for mig selv, så selvom jeg nærmest tiggede om at komme hjem, og jeg egenligt havde modsat mig lægens anbefaling, så endte jeg med at blive indlagt.
Min indlæggelse i modtagelsen har jeg egentlig ikke så meget at sige om. Jeg brugte det meste af min tid på at tælle hullerne i loftet. Der var 70.000 huller. Ja, jeg talte dem alle sammen. Flere gange regnede jeg efter ved at tælle de yderste kant-huller og gange dem med hinanden. Lamperne havde også huller, men dem kunne jeg ikke tælle. Det var for svært, for det var for hårdt at stirre op i lyset.
Når jeg havde talt hullerne én gang, så talte jeg dem igen.
Den 3. oktober blev jeg pludselig udskrevet. Det gik egentlig ret hurtigt, og jeg tror måske, at det var lidt af et chok for mig, for jeg var lige begyndt at falde til ro. Min opfattelse af min udskrivelse er, at de manglede pladser på modtagelsen, og der var ikke en plads til mig på depressionsafdelingen, så det eneste, de rigtigt kunne gøre, var at udskrive mig.
Næste mandag (den 8.) var jeg til opfølgning på ambulant-afdelingen. Jeg fortalte sygeplejersken, hvordan weekenden var gået, og hvordan jeg havde det. Hun sagde, at hun ville snakke med en overlæge om, hvorvidt vi skulle sætte min medicin op. Så jeg tog hjem og fik senere på dagen et opkald. Jeg forventede at få at vide, at jeg skulle tage mere medicin, men det var ikke den besked jeg fik i telefonen. Sygeplejersken sagde, at jeg dagen efter ville få en plads på psykiatrisk hospital i depressionsafsnittet, hvor jeg ville blive indlagt igen.
Så den 9. oktober blev jeg indlagt (for real) på psykiatrisk hospital. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle forvente. Afdeling Q (min afdeling - ja det er faktisk ret sjovt) er med låste døre og gårdspladser med et højt, grønt hegn. Bygningen ligner mest af alt en gammel herregård, så jeg må indrømme, at jeg var lidt skræmt, da jeg blev låst ind, og døren smækkede bag mig.
Det er i dag den 23. oktober. Jeg er på dag 15. Da jeg blev indlagt valgte jeg at vente med at skrive om det her på bloggen, da jeg faktisk ikke vidste, om jeg havde lyst til at folk skulle vide det.
Min opfattelse er, at mange tænker på psykiatrisk hospital som værende et sted, hvor folk er så syge, at de nærmest bliver til dæmoner. Det er i hvert fald den frygt, jeg havde, da jeg blev indlagt.
Sandheden er, at ja der er nogle patienter herinde, som er syge på en måde, hvor de bliver ret skræmmende. Der er skrig både nat og dag, og jeg har også oplevet at personale fra de andre afdelinger kom løbende for at hjælpe personalet på min afdeling med en patient, der havde en episode. Foruden personalet på min afdeling kom der 11 (!) løbende. Det lyder måske ikke af meget men overvej, at det var den mængde personale, der skulle til for at styre én patient.
En ting, jeg havde frygtet, var elektrochokbehandling. Jeg har klart sagt, at det er ikke en behandlingsform, jeg ønsker. Jeg fandt nemlig ud af, at ja man bruger stadig elektrochok i dag. Det har bare fået en pænt navn. I dag hedder ECT, og man bliver lagt i narkose. Jeg kan se, at de patienter, der får ECT får nogle ret heftige hukommelsestab af det. De kan ikke huske, at de har været på afdelingen før, og de har ingen ide, hvilken stue er deres. Men jeg kan også se en forbedring hos dem, som får ECT. Lige pludselig er de optimistiske og har nærmest fået en helt anden personlighed. Men jeg har stadig gjort det klart, at det vil jeg ikke. ECT er en midlertidig behandling. Man sender strøm ind i hjernen for, at den har mere energi at arbejde med. De fleste vil som regel være tilbage i det depressionsstadie, som de var i før behandling, efter mindre end et år.
De første dage, jeg var indlagt, havde jeg ikke mulighed for at forlade afdelingen. Det har jeg nu. Jeg har "udgang efter aftale", hvilket betyder, at jeg kan gå en tur eller cykle hjem i lejligheden og være et par timer, så længe personalet ved, hvor jeg er, og jeg overholder mine tidsrammer. Hvis jeg skal være ude i længere perioder, så skal der være nogen sammen med mig. Det er ikke fordi, jeg er i fængsel. Jeg er bare stadig ustabil.
Jeg har siddet længe med dette indlæg. Jeg vil gerne fortælle sandheden, men jeg vil også gerne have, at det er poetisk og smukt. Men sandheden er, at der ikke er meget eventyr over at være indlagt på psykiatrisk hospital. Det mest eventyrlige er den store skov og vandet, der omgiver os her i Risskov. Men afdelingen flytter snart til Skejby, og der er der kun beton-udsigt. Så jeg må nok erkende, at indlæggelsen og det at være indlagt er et kapitel i mit liv, som jeg glæder mig til at se enden på. Jeg kan godt forstå, at jeg har brug for denne behandling lige nu, men jeg ville ønske, at det ikke var kommet så vidt.
For her er det mad og medicin på klokkeslæt. Det er hvide vægge og lange gange. Det er skrig på alle tider af døgnet. Det er lange samtaler med læger og psykologer, der prøver at vurdere, hvornår de kan sende sig væk. Det er kampen for at komme ud men også kampen for at blive og kræve behandling. Det er 17 stuer med mennesker, som hver bringer sin historie med ind. Det er 17 mennesker som på et tidspunkt går ud af dørene her. Nogle vender tilbage. Andre gør ikke. Der kommer nye mennekser med tomme blikke, som erstatter de tomme stuer. Og på den måde bygger historierne om lidelse og depression sig ovenpå hinanden. Alle de skæbner, som igennem tiden har været indlagt her, bærer murstenene vidne på. Det er krasmærker på døre og vægge. Det er aflåste køkkener med aflåste skuffer. Det er puslespil uden ende og farvelægning af kranier. (Ja, vi farvelægger kranier.) For hver dag, der går, trækker omverden sig længere og længere væk fra mig. Det bliver mere og mere fremmed at vide, at på et tidspunkt går jeg ud herfra. Og jeg skal selv passe på mig selv derude.
Det er en svær balancegang; at give slip og turde slappe af og overlade ansvaret til andre, men samtidig også skulle tage ansvaret tilbage, mens man stadig ikke er færdig med at hele sin krop og sit sind.
Den første dag, hvor jeg havde udgang på egen hånd, gik jeg ned til vandet og så solnedgangen.
