Rachmaninoff

Hvis jeg siger Rachmanioff, hvad tænker du så? Hvis navnet ikke siger dig så meget, så er det helt okay. Nu skal jeg fortælle dig lidt om ham.

For 120 år siden skrev Sergei Rachmanioff et stykke klassisk musik, som afspejlede hans kamp imod depression og personlige problemer. Symfonien er i dag kendt som hans 2. Piano Concerto, og det er rent ud sagt et dystert stykke musik.

Og måske er det den dyster stemning og den levende smerte, der gør stykket så attraktivt for mig. Jeg lærte symfonien at kende, da jeg gik i folkeskolen. Du ved, hvordan det er med klassisk musik - man kender melodien, men det er ikke altid, man kan sætte navn og kunstner på. Sådan var det også med denne symfoni, indtil vi en dag så en kortfilm, som brugte netop dette nummer i rulleteksterne, og jeg vidste, at jeg var nødt til at høre det igen og igen og igen.

Jeg har ingen musik kunstskab eller viden, så jeg skal ikke kloge mig på, hvad der gør nummeret så specielt. Men jeg kan fortælle, hvad det gør for mig.

De første 2 minutter og 20 sekunder føles som om at gå på en kirkegård i mørke. Det føles, som om  der er et sort hav inden i mine blodårer, som skvulper over. Det føles som at klynge sig fast til rælingen på et skib, der er ved at kæntre.

Fra 2:20 til 5:30 har taget mig år at lære at forstå og værdsætte. jeg har altid været draget af de mørke dele af musikken, så jeg skulle høre stykket mange gange, før jeg fandt ud af, hvad de lyse betød. For tiden læser jeg det som en forårsstorm. Der er blomster og lys, men under det hele ligger den sorte skygge stadig og lurer. Det er som om faren aldrig helt forsvinder, selvom der på overfalden er pænt og rent.

Og så kommer mit ynglingstykke. Fra 5:30 til 6:30 er jeg indhyllet i gåsehud, og hver gang jeg hører symfonien er jeg nødt til at stoppe op og lytte. For den bliver ved med at forbavse mig. Den bliver ved at få mig til at tro at jeg står i orkanens øje, men alligevel bliver den mere og mere intens, indtil jeg sidder tilbage med raseri i kroppen. Jeg bliver lige overrasket hver gang.

Og jeg ved ikke, hvorfor det er vrede, jeg sidder tilbage med. Jeg har det, som om mine blodårer brænder, og jeg er blevet snydt for en million kroner. Og det er som regel her, jeg starter stykket forfra. Der er egentlig godt en halv time mere, men jeg ved ikke om jeg er for ung eller endnu for dum til at forstå den sidste del ordentlig.

Måske er det fordi den første del af stykket symboliserer den depression, som skal overvindes, og den sidste del er for mig at se overvindelsen og helbredelsen - og der er jeg ikke endnu. Så måske kan jeg om nogle år kigge tilbage og se, at jeg nu forstår fem minutter mere, end jeg gør nu.

Så hvorfor skal du høre om Rachmanioff?
Det skal du, fordi symfonien afspejler, hvordan jeg har det lige nu. Jeg har i efteråret og i vinters haft en svær depression, som egentlig havde set ud til at aftage lidt hen over foråret. Det har været som om jeg har genvundet noget af min glæde og egenskaber. Men nu kan jeg se, at jeg egentlig har befundet mig i en forårsstorm. Tingene begyndte at blive pænere på overfalden - også selvom de aldrig blev helt gode - men lige nu er jeg på vej ud et sted, hvor jeg ikke føler, jeg kan bunde.

Jeg er et følelsesmæssigt rod. Den sidste uges tid har jeg ikke haft kontrol over mine følelser. Jeg græder det meste af dagen, og når der endelig er ophold, så er jeg så udmattet, at jeg sover.
Jeg oplever, at min krop ikke selv kan aflæse mine følelser. Når jeg er ked af det, er jeg ved at falde om af grin, som knækker over i hulk, som gør det svært at trække vejret.

Jeg står tilbage og tænker: "Hvordan skal det her nogensinde få en ende?" og det egentlige spørgsmål er vel, om jeg snart knækker kurven? Skal jeg blive ved med at få det værre eller begynder det snart at lysne? Om en uge har jeg min sidste eksamen, og jeg håber, at når presset letter, så falder der ro på, men noget i mig siger, at jeg skal igennem mørke-lys-mørke scenariet om og om igen, før jeg ender med at forstå de sidste 30 minutter af Rachmanioffs symfoni.

"Hvem" er PTSD?

Psykiske sygdomme er forskellige fra person til person. Det, de er for mig, er måske ikke det samme for min nabo. Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke er læge, psykiater eller psykolog. Jeg har ingen uddannelse på dette område - udover mine egne erfaringer. Alligevel vil jeg gerne prøve at beskrive lidelsen PTSD for dig. Måske kender du sygdommen fra dig selv, en ven eller et familiemedlem. Måske kender du ikke til sygdommen personligt men har hørt om den? Måske ser du soldater i krig for dit indre øje, når du hører ordet?

PTSD står for Posttraumatic Stress Disorder eller på dansk: Posttraumatisk stresslidelse. Det er en sygdom oftest associeret med soldater, der er vendt hjem fra krig, men i virkeligheden rammer den langt bredere. Sygdommen opstår efter en eller flere traumatiserende hændelser, hvor man har følt sig i livstruende fare, som blandt andet kan være: krig, brand, naturkatastrofer, ulykker, eller som det er i mit tilfælde: Voldtægt.
PTSD opstår pludseligt og ikke altid lige efter hændelsen. Man kan ikke altid finde mening i sygdommen, da den til tider bliver igangsat af de mindste ting og små detaljer. Jeg har kaldt dette indlæg "Hvem" er PTSD, fordi det for mig føles som en ekstra personlighed, jeg har med i bagagen.

Det tog mig lang tid at tage PTSD-diagnosen og ordet til mig, da jeg på en måde følte skam over at have fået en psykisk lidelse, som folk, der havde udstået langt værre traumer end mig, havde fået. I takt med, at jeg modtog behandling på Center for Voldtægtsofre, begyndte jeg for alvor at forstå, at jeg ikke var den eneste, der har udviklet PTSD efter et overgreb. Den stress, man bliver udsat for under og efter et overgreb, forsvinder nogle gange af sig selv. Andre gange gør den ikke, og det er helt okay. Nogle gange kan man selv bearbejde oplevelserne og undgå at blive påvirket til sådan en grad, at man udvikler PTSD, og andre gange skal man have hjælp.

For mig er PTSD en spændetrøje af angst stramt anbragt omkring min krop. Nogle af de symptomer, jeg oplever, er flashbacks og grusomme mareridt, som har gjort mange af mine nætter søvnløse. Jeg er altid på vagt; hvis jeg ser genstande, jeg ikke kan sige er ufarligt med 100% sikkerhed, så råber min hjerne:

"DEN EKSPLODER!"

Det er ofte plastikposer og glemte tasker, men også kunstværker og almindelige genstande i byrummet. Lyden af flyvemaskiner over mit hoved får mig til at stivne. For jeg ved, at flyvemaskiner kan kaste med bomber. Flvyemaskiner er ikke sikre.

Mange mennesker og høje lyde gør min angst værre. Når jeg er i biografen har jeg et par store høretelefoner med. Ikke for at høre musik, men for at jeg kan blokere lyden ude. Lyden i biografer er pludselig blevet for høj til mig. Ikke lidt for høj. Alt for høj. Det gælder også almindelig fjernsyn og musik. Lyd er blevet invaderende i stedet for at være spændende og behageligt. Og når lyd er kombineret med mange mennesker, så ved jeg, at jeg kommer til at kæmpe en lang kamp for at holde fatningen og for ikke at bryde sammen.

Mænd. Hvor skal jeg overhovedet begynde? Mange har sagt, at angst for mænd er en meget naturlig reaktion efter et overgreb, men det føles ikke naturligt. Det føles hæmmende. Jeg har flere gange måtte ringe til hospitaler og behandlere for at bede om at få en anden behandler end den mand, jeg havde fået tildelt, fordi jeg simpelthen ikke er tilpas i enerum med en fremmed mand.
Når jeg står og venter på bussen, og der kun står mænd, så er jeg så angst, at jeg knap kan stå på mine ben. Mænd er en af de ting, som min hjerne forbinder direkte med fare. Det er ikke sådan, at jeg er angst overfor min familie og mine venner. Dem har jeg kendt længe, og jeg ved, at de ikke er farlige. Men mit hoved er sikker på, at alle andre mænd er potentielle mordere og voldtægtsmænd. Jeg ved godt, at det ikke er alle mænd, der er onde. Men alle mænd er muligvis onde - indtil jeg lærer dem at kende. Indtil jeg ved, at det er de ikke.
Dette betyder ofte, at jeg snakker i telefon med en af mine venner næsten hver gang, jeg står i en situation, hvor jeg reelt er bange for at blive overfaldet af alle de fredelige og helt sikkert meget venlige mænd på gaden. Jeg er meget opmærksom og læser deres kropssprog for den mindste hentydning af interesse imod mig. Derfor er jeg nødt til at distrahere mig selv for ikke altid at være "on edge" hele tiden. Det hjælper ofte at snakke i telefon. Jeg kan fortælle mig selv, at hvis jeg taler i telefon, så vil en overfaldsmand tænke, at hvis de overfalder mig, så vil der blive slået alarm. Jeg er stadig ved at vænne mig til at omgåes mænd. Jeg vil være ærlig og sige, at det er svært. Det er meget sværere, end jeg troede det skulle være. Men jeg er nødt til at kæmpe imod det, for det er invaliderende. Da jeg i sommers skulle til mundtlig eksamen, og jeg trådte ind i et lokale med to fremmede mænd, så blev jeg lammet. Jeg var dobbelt stresset både over eksamen og de to mænd. Min hjerne var sikker på, at jeg skulle dø. Sådan vil jeg ikke leve mit liv.

Jeg oplever mange forskellige symptomer på PTSD. Jeg kan ikke nævne dem alle her, men der er én, som jeg vil fremhæve. Der er noget, der plager mig voldsomt meget hverdag, og det er ændringen af min personlighed. Jeg har kognitive vanskeligheder; som helt enkelt er, at jeg ikke kan koncentere mig og huske. Jeg kan ikke huske ord og aftaler. Jeg plejede at sige, at jeg havde klæbehjerne; jeg plejede at huske alt. Nu husker jeg intet. Hvor har jeg parkeret bilen? Hvem sås jeg med i går? Hvor er jeg på vej hen? Hvordan lægger jeg disse tre enkle tal sammen? Hvad hedder ham gutten fra den tegneserie, you know? Men noget af det mest skræmmende, jeg oplever, er, når jeg ikke kan genkende mennesker. Første gang, det skete, var i foråret. Min lillebror kom ind i stuen, men jeg kunne ikke genkende ham. Han var som en fremmede i mit hoved. Jeg var fuldstændig mundlam over, at der pludselig stod et fremmede menneske i min stue, og der gik adskillige sekunder før, jeg kunne genkende ham, som havde han ændret skikkelse for øjnene af mig.

Mange af symptomerne på PTSD og depression er de samme eller lignende. Derfor kan det ofte være svært for mig og mine behandlere at sige, hvor min PTSD slutter og hvor min depression starter. PTSD og depression skal i mit tilfælde behandles seperat. Det var ikke muligt for dem at hjælpe mig på Center for Voldtægtsofre, så når min depressionsbehandling er godt i gang, bliver jeg formegentlig henvist til Center for PTSD, hvor jeg skal starte PTSD behandling.

PTSD er meget mere end 'bare' stress. PTSD er angst og ubehag hver dag. Det er stress i en cocktail med sig selv i alle størrelser og afskygninger. Det er angstanfald og panik. Det er en sygdom. Og den kan afhjælpes med den rigtige pleje. Men det tager tid, og det kan tage mange forsøg. Jeg tror på, at det er kampen værd!



Her er nogle links, så du kan læse og høre mere om PTSD:

Posttraumatisk Stresslidelse:
https://netdoktor.dk/sygdomme/fakta/posttraumatisk_stress.htm

Kognitive vanskeligheder:
http://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp/taenk-dig-staerk/kognitive-vanskeligheder/1-hvad-er-kognitive-vanskeligheder.aspx

Mine karakterer definerer ikke mig som person

Jeg læste en artikel på dr.dk ved navn: ”Gymnasier giver høje årskarakterer: ’Advarselslamperne bør blinke’”.

I denne artikel skriver DR: ”Helt generelt er der en tendens til, at der bliver uddelt en smule højere årskarakterer end prøvekarakterer. Således var årskaraktererne sidste år højere på 127 af 141 gymnasier.”

Og jeg sidder tilbage og tænker hvorfor mon det?

DRs vinkel på sagen er, at lærerne er for rundhåndede med karaktererne, og så snart der kommer en ”uvildig censor” på banen, så kan man se præcis, hvad eleven egentlig kan præstere.

Men det er forkert.

Så nu vil jeg give jer sandheden om eksamen.

Eksamen er et virvar af indtryk og udtryk. Der er så mange ting, som spiller ind i, hvordan din eksamen går! Er du nervøs? Er du for nervøs? Har du andre problemer i hovedet? Har du fået sovet? Kom du til at kaste op på skolens toilet, og lugter du nu lidt af bræk? Præsterer du godt under denne slags pres?

Da jeg blev student for to år siden, var jeg til eksamen i et fag, der hedder Almen studieforberedelse – AT som forkortelse.  AT er ikke et fag, man får en årskarakter i, for det er et fag, som man kun har i perioder i løbet af ens gymnasietid. I AT skriver man en opgave i to fag. Hos mig var det latin A og religion C. Et par uger efter skal man op og ’forsvare’ sin opgave hos en af ens egne lærere og en fremmed censor. Jeg havde en censor i latin og egen lærer i religion.

Det går hverken værre eller bedre, end at da jeg kommer ind så lukker min hjerne ned for alt jeg ved om latin. På dette tidspunkt havde jeg haft to års latin ved siden af folkeskolen og 3 år i gymnasiet. Jeg vidste, at jeg kunne, men denne dag havde jeg glemt alt.

Jeg fumler mig frem, og det ender med, at jeg slet ikke tør sige noget latin-relateret ved det grønne bord.

Jeg endte med at få et 4-tal. Jeg var sønderknust. Jeg var så uendeligt ked af det. Jeg sad på toilettet og græd en halv time, hvor jeg ingen kontrol havde over mine følelser. Det endte med, at min religionslærer fulgte mig over til studievejlederen, som også var min græsklærer.

Og hos min søde og kyndige studievejleder/græsklærer lærte jeg noget, som jeg har taget med mig til alle eksamener lige siden. Hun sagde:

Din præstation i de 20 minutter, du sidder ved det bord, siger intet om dig. Det siger intet om din intelligens. Det eneste, det siger noget om, er de 20 minutter, hvor du var under pres. Dine lærere ved godt, hvad du kan, Christina, det er derfor du får årskarakterer.

Hun havde ret. Selvfølgelig havde hun ret. Det er bare svært at lukke sådan nogle vise ord ind, når man sidder med et snit, hvor et 10-tal vil trække en ned, og så ser man et 4-tal i øjnene.

Men efter at jeg fik ro på, og jeg kom på afstand af situationen, så kunne jeg godt se, at det var værd at huske på.

Som sagt har jeg taget hendes ord med til de eksamener, jeg har været til siden både i gymnasiet og på universitet. Men alligevel finder jeg mig selv på et toilet efter hver eksamen uanset, hvordan det gik. Men det handler ikke længere om de 4-taller, jeg får. Det handler om det pres, jeg er under.

Jeg er ved at lære at give slip på karakterræset. Men jeg mærker stadig presset. Jeg mærker stadig kvalmen og gråden. For eksamen er en utrolig presset situation. Du har læst og læst og øvet dig og øvet dig, og af og til kan det føles som om intet af det hænger ved, og at du starter forfra hver dag. Og så pludselig bliver det hele forløst i 20 minutter, hvor du sidder med to fremmede (sådan er det af og til på uni), som sidder og vurderer alt du siger. De vurderer, om du er klog eller ikke så klog. Og når du hører dig selv sige noget forkert eller slet ikke sige noget overhovedet, så kan du mærke presset.

Når jeg snakker med voksne om dette pres, så siger de ofte: ’Men, Christina, sådan er det jo også på arbejdsmarkedet. Det er ikke meget anderledes’.

Det er både rigtigt og forkert.

Jeg vil sige, at jeg ikke ved meget om ’det voksne arbejdsmarked’, men jeg har været til jobsamtaler, både hvor jeg ikke fik jobbet, og hvor jeg fik jobbet. Jeg har passet tre arbejdspladser ved siden af universitet. Og hvordan det så er i forhold til et ’rigtigt voksenarbejde’, det kan jeg ikke sige noget om, men jeg ved, at der ikke er en direkte karakterskala på arbejdspladsen, hvor du får sat et klistermærke i panden med det tal, som du bliver vurderet til at være.

Og det er rigtigt, at der er nogle, som er rigtig dygtige til at tale til eksamen, hvilket giver dem nogle rigtig gode karakterer, men det er ikke størstedelen af dem, jeg kender. Størstedelen af dem, jeg kender, jagter karaktererne og arbejder hårdt for dem. Vi jagter dem som en kat efter en mus. Men hvorfor gør vi det? Det er jo ikke engang altid, vi skal bruge dem til at komme ind på en uddannelse.

Det forenklede svar er: Har du måske lyst til, at nogle vurderer dig til mindre, end du bør være værd? At sætte en karakter på, er ligesom at sætte en pris på folk. Koster du -3, 00, 02, 4, 7, 10 eller 12? Sådan føles det.

Derfor kaster vi os hovedkulds efter de høje karakterer. Derfor fejler det nogle gange. Derfor gør det ondt, når det fejler.

Så kære DR

I jeres artikel om, hvorfor eksamenskarakterer er lavere end årskarakterer, glemte I at tage højde for, at eksamen… er en eksamen…

Og kære dig, der læser med

Hvis du står over for at skulle få karakterer eller på et tidspunkt har fået dem, så husk:

De definerer ikke, hvad du kan, eller hvem du er.

Det definerer hverken hvor klog du er, eller hvem du er som person.

Artikel-link fra DR.dk: https://www.dr.dk/nyheder/indland/gymnasier-giver-hoeje-aarskarakterer-advarselslamperne-boer-blinke