Frisk plukket depression 1 for 20 - 2 for 30.

Vidste du, at man for at kunne få diagnosen ‘depression’ skal have været depressiv i to uger? 

Til tider kan jeg have svært ved at forstå, at nogle mennesker har en depression i nogle uger, og at den så går væk af sig selv. Mine depressioner har altid varet i lange perioder - nogle gange år. 

Faktisk tænker jeg, at jeg har haft én depression fra da jeg gik i 8. klasse til denne vinter (2020), hvor jeg i februar mærkede en forbedring, som har været enormt tiltrængt. Så når man tænker over det, så vil jeg vurdere, at jeg har haft en grad af depression i omkring 8-9 år. 

OTTE TIL NI ÅR. 

Jeg kan slet ikke begribe det. 

Der har selvfølgelig været perioder, hvor jeg har haft det bedre end andre perioder, men jeg tror, at jeg har været syg stort set hele tiden. 

I februar følte jeg, at jeg fik mere overskud og kunne mærke ‘tyngden’ lette lidt. Så selvom foråret har været helt uventet stressende på mange forskellige måder, så har jeg egentlig følt, at jeg kunne holde mig oprejst igennem det. Corona har sat sig mere i min angst, end det har sat sig i min depression. 

 (Jeg troede, at jeg allerede var bange for alt, der kunne være farligt i verden. Det viste sig så… at jeg ikke havde overvejet en pandemi som en mulig fare. Så spørgsmålet er, hvad er der, at være bange for, som jeg endnu ikke har været opmærksom på?)

 

Selv igennem mine eksamener tænkte jeg, at jeg ville ende med at stå lodret, når sommerferien kom, men måske har presset alligevel været for meget?

Jeg har ikke hørt stemmer længe. Og jeg troede egentligt, at det var et overstået kapitel. Men under mine eksamener, begyndte de at komme tilbage. Det var på en anden måde end tidligere, hvor jeg havde hørt klare stemmer og skrig. Nu var det som om, nogen havde tændt for 100 fjernsynskanaler, som larmede i baggrunden. Det var særlig voldsomt, når jeg skulle sove. Og det værste var, at stemmerne ikke snakkede til mig. De snakkede til hinanden, og det var ikke altid lige klart, hvad det egentlig var, de sagde. Og i dag kan jeg ikke gengive, hvad de har sagt. Det eneste, jeg husker, er, at der var en, der sagde noget, om noget fare, som man skulle være opmærksom på. Men hvad det er, ved jeg ikke. 

Så eksamenerne kom og eksamenerne gik. 

Og stille og roligt forsvandt stemmerne. 

Og jeg tænkte: 

Cool, min hjerne ved, at nu er der sommerferie. 

Indtil for en uge siden. 

Jeg havde haft nogle venner på besøg i min lejlighed lørdag. Mine venner kan være højrøstede, så på et tidspunkt måtte jeg trække mig tilbage, fordi jeg følte mig lidt overstimuleret. Og det har nok været det første tegn på, at noget var galt. For jeg har ikke rigtig været overstimuleret (i sådan en grad, at jeg har måttet trække mig) siden i vinters. Søndag var jeg flad. Jeg sov en lur på 5 timer. Og jeg kunne ikke rigtig stå ud af sengen, da jeg skulle lave aftensmad. Det er ikke unormalt, hvis jeg har været presset. Jeg regner generelt med at have en off-day dagen efter, at jeg har set mennesker. 

Men min off-day fortsatte og blev til, hvad lægerne kalder for et ‘depressivt-skred’. Og det føles virkelig som et skred. Jorden bliver virkelig revet væk under en. 

Alle teknikker og støtte-søjler, som jeg har opbygget de seneste år, var pludselig væk, og det gik stærkt nedad. Det føltes underligt velkendt, næsten som om det havde en duft, som man kan genkende og som bringer et minde frem. Det øjeblik, det gik op for mig, at jeg var ved at få det dårligt på den dårlige måde, var en aften, hvor jeg var gået i bad. Mit hår var vådt, men jeg havde ikke kræfter i mine arme til at vaske det. Men jeg havde heller ikke kræfter til at vende om og skulle forsøge at redde mit våde hår ud uden, at det havde fået balsam i sig - det er umuligt. 

På få minutter gik jeg fra at tænke, at et bad var en god og afslappende ide til, at det var umuligt. Jeg fik mit første panik-angstanfald i mange måneder - næsten et halvt år. Og dertil følger en dejlig cocktail af ‘depressions-tanker’:

- Jeg kan ikke noget. - Jeg har ingen værdi. - Hvorfor kan folk overhovedet lide mig? - Kan folk overhovedet lide mig? - Ingen kan lide mig. - Jeg er tom. - Totalt tom. - Jeg føler ikke noget. - Jeg føler alt for meget. - Jeg føler stadig ikke noget. - Jeg har ondt over det hele. - Jeg kan ikke mærke min krop. -Er det her overhovedet min krop? - Det føles ikke som min krop. - Shit det er helt forkert alt sammen. - Hvorfor er det, at jeg tror, at jeg kan noget som helst? - Jeg kan vitterligt ikke komme på én ting, som jeg kan finde ud af. - Jeg er et ondt menneske. - Hvorfor er jeg så nederen et menneske? - Hvorfor tager jeg mig ikke bare sammen? -Det kan virkelig ikke være så svært at fucking vaske sit fucking hår. - Hvorfor har jeg hår? - Jeg fortjener ikke at have hår. - Jeg burde egentlig bare klippe det af…. 

Og lige dér gik det op for mig, at den var gal. 

Jeg tror, at jeg har skrevet om det på T-rex før, men i det øjeblik, jeg seriøst overvejer at skade mit hår eller klippe det af eller flå det af, det er et klart og tydeligt tegn på, at jeg ikke længere selv sidder i førersædet. 

Og jeg sukkede og fortalte mig selv: 

“Christina, din dejlige og kompetente kvinde… Vores depression er tilbage. Vi starter sikkerhedsplanen op.” 

Og sådan var det.

Jeg har tidligere beskrevet min sikkerhedsplan. Den er i indlægget, der hedder “Dyr med G” hvis du har lyst til at læse den. 

Torsdag nat tog jeg hjem til mine forældre, og i dag har jeg været til samtale hos overlægen i OPUS. Det er lidt ligesom at møde chefen. Hun er 'in charge', og er en meget travl kvinde. Jeg skulle have set hende alligevel, fordi vi skulle diskutere, om jeg skulle skifte depressions medicin til noget med færre bivirkninger (og risikere lidt mindre positiv effekt) eller måske bare gå ned i dosis. Men den plan har fået et stort STOP-stempel. I stedet skal jeg trappes ud af min angst-medicin, som jeg alligevel ikke mærker effekt af. Den giver kun bivirkninger og har fået over 6 måneder til at give effekt. Ud med den. Så det er planen. 

Men nu har jeg så tænkt: Er det her en ny depression, eller er den en del af mine årelange depression? For… jeg har haft det bedre, fordi medicinen har virket. Havde jeg ikke taget min medicin, så havde jeg ikke haft det godt. Så er der jo stadig behov for depressionsmedicin ergo må jeg jo stadig have haft en depression…? Jeg har bare ikke vist symptomer, fordi medicinen har gjort et fantastisk arbejde med at holde dem nede i de sidste 4 måneder. Nu går den så ikke længere. Det er en skam. Men det kan jeg godt håndtere. Det skal jeg kunne. 

Men shit hvor er det svært. 

I lørdags var jeg i biografen med to veninder. Da jeg kom hjem, Kunne. Jeg. Ikke. Mere. Jeg var så ekstremt overstimuleret (Vi havde set Little Women - en super rolig og behagelig film) og jeg brød totalt sammen. Jeg måtte bede min mor hjælpe mig ude af bilen, fordi jeg var i tvivl om, om jeg overhovedet kunne stå op, hvis jeg trådte ud uden hjælp. Jeg lå resten af dagen og aftenen i min seng med min kugledyne og ‘lege’ “Dyr med G”. 

Min pointe med det hele er, at jeg sjældent har oplevet at miste mig selv i sådan en grad på en uge. At gå fra at have det fint til at være ude af stand til at stå på mine ben FORDI MIN HJERNE ER KED AF DET. Jeg har før prøvet, at min krop ikke ville lystre, fordi min depression er så indgribende, men det er som regel der, jeg bliver indlagt efter lang tid med symptomer og utallige dage i sengen. Der her er kommet så hurtigt og voldsomt, at jeg ikke kan følge med mere. 

Og der er ‘kun’ gået 9 dage. Altså skal jeg have haft det dårligt i endnu 5 dage, før det officielt er en en depressions-diagnose værdig. 

Men altså… jeg kan dufte det, og det stinker af depression. 

Rachmaninoff

Hvis jeg siger Rachmanioff, hvad tænker du så? Hvis navnet ikke siger dig så meget, så er det helt okay. Nu skal jeg fortælle dig lidt om ham.

For 120 år siden skrev Sergei Rachmanioff et stykke klassisk musik, som afspejlede hans kamp imod depression og personlige problemer. Symfonien er i dag kendt som hans 2. Piano Concerto, og det er rent ud sagt et dystert stykke musik.

Og måske er det den dyster stemning og den levende smerte, der gør stykket så attraktivt for mig. Jeg lærte symfonien at kende, da jeg gik i folkeskolen. Du ved, hvordan det er med klassisk musik - man kender melodien, men det er ikke altid, man kan sætte navn og kunstner på. Sådan var det også med denne symfoni, indtil vi en dag så en kortfilm, som brugte netop dette nummer i rulleteksterne, og jeg vidste, at jeg var nødt til at høre det igen og igen og igen.

Jeg har ingen musik kunstskab eller viden, så jeg skal ikke kloge mig på, hvad der gør nummeret så specielt. Men jeg kan fortælle, hvad det gør for mig.

De første 2 minutter og 20 sekunder føles som om at gå på en kirkegård i mørke. Det føles, som om  der er et sort hav inden i mine blodårer, som skvulper over. Det føles som at klynge sig fast til rælingen på et skib, der er ved at kæntre.

Fra 2:20 til 5:30 har taget mig år at lære at forstå og værdsætte. jeg har altid været draget af de mørke dele af musikken, så jeg skulle høre stykket mange gange, før jeg fandt ud af, hvad de lyse betød. For tiden læser jeg det som en forårsstorm. Der er blomster og lys, men under det hele ligger den sorte skygge stadig og lurer. Det er som om faren aldrig helt forsvinder, selvom der på overfalden er pænt og rent.

Og så kommer mit ynglingstykke. Fra 5:30 til 6:30 er jeg indhyllet i gåsehud, og hver gang jeg hører symfonien er jeg nødt til at stoppe op og lytte. For den bliver ved med at forbavse mig. Den bliver ved at få mig til at tro at jeg står i orkanens øje, men alligevel bliver den mere og mere intens, indtil jeg sidder tilbage med raseri i kroppen. Jeg bliver lige overrasket hver gang.

Og jeg ved ikke, hvorfor det er vrede, jeg sidder tilbage med. Jeg har det, som om mine blodårer brænder, og jeg er blevet snydt for en million kroner. Og det er som regel her, jeg starter stykket forfra. Der er egentlig godt en halv time mere, men jeg ved ikke om jeg er for ung eller endnu for dum til at forstå den sidste del ordentlig.

Måske er det fordi den første del af stykket symboliserer den depression, som skal overvindes, og den sidste del er for mig at se overvindelsen og helbredelsen - og der er jeg ikke endnu. Så måske kan jeg om nogle år kigge tilbage og se, at jeg nu forstår fem minutter mere, end jeg gør nu.

Så hvorfor skal du høre om Rachmanioff?
Det skal du, fordi symfonien afspejler, hvordan jeg har det lige nu. Jeg har i efteråret og i vinters haft en svær depression, som egentlig havde set ud til at aftage lidt hen over foråret. Det har været som om jeg har genvundet noget af min glæde og egenskaber. Men nu kan jeg se, at jeg egentlig har befundet mig i en forårsstorm. Tingene begyndte at blive pænere på overfalden - også selvom de aldrig blev helt gode - men lige nu er jeg på vej ud et sted, hvor jeg ikke føler, jeg kan bunde.

Jeg er et følelsesmæssigt rod. Den sidste uges tid har jeg ikke haft kontrol over mine følelser. Jeg græder det meste af dagen, og når der endelig er ophold, så er jeg så udmattet, at jeg sover.
Jeg oplever, at min krop ikke selv kan aflæse mine følelser. Når jeg er ked af det, er jeg ved at falde om af grin, som knækker over i hulk, som gør det svært at trække vejret.

Jeg står tilbage og tænker: "Hvordan skal det her nogensinde få en ende?" og det egentlige spørgsmål er vel, om jeg snart knækker kurven? Skal jeg blive ved med at få det værre eller begynder det snart at lysne? Om en uge har jeg min sidste eksamen, og jeg håber, at når presset letter, så falder der ro på, men noget i mig siger, at jeg skal igennem mørke-lys-mørke scenariet om og om igen, før jeg ender med at forstå de sidste 30 minutter af Rachmanioffs symfoni.

Tusmørke-effekten

I 2008 sendte 'Troldspejlet' en anmeldelse af den splinternye 'Twilight'-film, som gik i biograferne. Dengang var jeg 11. Jeg sagde: "Mor, jeg vil gerne se den film". Min mor svarede, at hvis jeg læste bogen, så måtte jeg komme i biografen og se filmen, så min mor købte bogen til mig.

Twilight skulle være den første af mange bøger, jeg har samlet på i tidernes løb. For selvom jeg ikke nåede at læse bogen færdig, før den var ude af biograferne, så skulle den være skelsættende på flere måder igennem mit liv.

Jeg slugte bogen råt. Jeg husker, at jeg sad i cykelskuret i frikvartererne dybt begravet i de over 500 sider. Jeg havde aldrig før mødt et medie, som jeg kunne fordybe mig så fuldstændigt. Men denne fortælling optog mig i sådan en grad, at jeg tog bogen med uanset, hvor jeg gik. Jeg havde den altid til at ligge på kanten af mit bord i skolen, og jeg tog den med på alle køreture, uanset hvor korte de end måtte være.
Da der ikke var mere bog, læste jeg næste bog i serien, og derefter var der ikke udgivet flere bøger på dansk i serien, så jeg måtte finde andre bog-serier. Og hermed voksede min kærlighed til bøger; ikke kun at læse bøger, men også at skrive, fantasere og imaginere historier, som ellers kun fandtes i mit hoved - i hvert fald indtil jeg skrev dem ned.

Jeg blev lige så forelsket i film-serien, som jeg havde været i bog serien. Jeg sad i biografen til premiere og talte dagene til nye udgivelser. Det endte med, at jeg købte den sidste bog på engelsk, før jeg overhovedet var en stabil engelsklæser, fordi jeg var nødt til at vide, hvad der skete.

Hvorfor snakker vi 'Twilight'?- tænker du nok.
Vi snakker 'Twilight' fordi jeg for nyligt genlæste og genså filmene, og da den sidste film endte, sad jeg med en overvældende nostalgisk energi, som jeg ikke kunne placere. Var den god eller dårlig?
Jeg havde tårer trillende ned af kinderne af to grunde:

UNO:
Jeg var nostalgisk over genoplivning af alle de gode minder, jeg har med Twilight. Jeg har så meget kærlighed til de karakterer i min krop, at det føltes tumpet og en anelse pinligt at indrømme. At serien stadig er lige så god, som jeg husker den, er en lettelse.

DUO:
Jeg genoplevede den smerte, jeg havde haft i disse år i mit liv. I folkeskolen havde jeg problemer med at passe ind. Jeg husker ikke, om jeg sad i cykelskuret med en kilotung roman fordi jeg ikke havde nogen venner. Eller om jeg ikke havde nogen venner fordi jeg sad i cykelskuret med min bog. Jeg husker bare, at jeg ikke havde nogle venner, men at jeg havde en bog.

Folkeskolen bærer nogle grimme minder med sig. Jeg var et nemt mål for mobning, fordi jeg var tydeligt anderledes. Jeg bar en rød-strikket-og-stribet-hue hver dag. Min mormor havde strikket den til mig. Faktisk havde jeg to. De var magen til hinanden, så jeg kunne skifte lidt mellem dem.
Hvis du kendte mig dengang, så kan du måske huske min hue?
Jeg husker, at jeg stod i midten af en rundtkreds, mens huen blev kastet rundt, og jeg forsøgte at jagte den. Jeg husker, at den hver dag blev taget fra mig, og jeg skulle jage hvem end, der havde taget den. Hver dag skulle jeg lege "tampen brænder", fordi nogen havde gemt min hue et sted i skolen.

Jeg husker, at der blev oprettet en falsk facebook-profil ved navn 'Jeppe Fuldmåne', som søgte mit venskab på facebook. Jeg var ikke gammel nok til at forstå, at den var falsk, men da der pludselig blev kommenteret: "Smuk", "Du er lækker", "Du er flot" under alle mine billeder, så kunne jeg forstå, at var noget galt. Vedkommende var kun venner med folk fra min årgang, som var "outsidere". Det var alle sidsterangsmenneskerne. Jeg konfronterede den falske profil, og den blev lukket, men jeg fandt aldrig ud af, hvem det var, selvom jeg har mine anelser.

Jeg husker, at jeg var på vej fra klasselokalet til biblioteket alene, da en gruppe af de ældre elever kommer gående imod mig. Jeg kan huske, hvad jeg havde på i detaljer. Jeg havde cowboybukser på, en sort Nik & Jay-trøje. Et par fingreløsevanter, som min mormor havde strikket. Jeg havde sort eyeliner og sort mascara på. Og jeg husker det meget specifikt, fordi denne gruppe af ældre elever begyndte at råbe: "EMO" efter mig. På det her tidspunkt har jeg gået i 7. eller 8. Men jeg husker det tydeligt. For jeg var ikke emo. Jeg var misforstået.

Jeg husker, at jeg en dag i 7. klasse kom ind i klasselokalet, og jeg så, at der var blevet sat et kondom nedover min drikkedunk. Og alle grinede. Alle undtagen mig. Min taske var fyldt med bitte små stykker af papir, som var blevet klippet ud og dumpet ned i min taske.

Jeg husker, at jeg sad hos sundhedsplejersken i 8. klasse, og jeg fortalte hende, at jeg havde ondt inden i. Jeg fortalte, at jeg ikke kunne finde venner i min klasse, og at jeg græd hver dag. Og jeg fortalte, at jeg var uendeligt ked af det. Jeg husker svaret, jeg fik. Hun sagde, og jeg citerer: "Prøv at tab dig lidt og få nogle venner". Det var, hvad hun sagde. Aldrig var jeg blevet så svigtet. Jeg havde prøvet at åbne op overfor 'en voksen', om at jeg var bange for, at jeg havde en depression, og jeg havde fået et usselt svar, som sidder i mig i dag.
Jeg var ødelagt. Jeg kan huske, at jeg nogle måneder efter skrev et brev i ren fortvivlelse. Jeg det stadig liggende et sted. Det blev 15 sider langt. Papiret knasede, fordi det var blevet genneblødt af tårer. Da jeg startede med at skrive brevet, vidste jeg ikke, hvem det var til. Men det var et råb om hjælp, som aldrig blev sendt. Jeg ville have sneget det ind under døren til sundhedsplejersken, men jeg vidste ikke, om hun ville tage mig seriøst denne gang.

Jeg husker, jeg sad i klassen en dag, da drengene bad 'Google Translate'-damen om at læse højt med sin robot-stemme. Jeg husker, at høre ordene: "Gormsen er grim"og "Gormsen er en luder" blive læst høj i ekkoet af deres grin. Jeg husker, min mor havde sagt: "Så slog ham, hvis han fortjener det", så det gjorde jeg. Jeg slog ud efter ham, der havde været efter mig i flere år. Og jeg fik problemer. Den første gang, jeg nogensinde reagerede på den mobning, jeg var udsat for. Jeg blev sat uden for døren, og efter en (for mig) meget frustrerende samtale med min klasselærer, hvor jeg fik at vide, at jeg var skurken, blev jeg bedt om at sige undskyld. Og jeg svarede nej. Jeg ville ikke sige undskyld. Jeg havde fået at vide af min mor, at jeg ikke skulle undskylde, hvis jeg slog ham.

Jeg husker en af de sidste uger af 9. klasse, blev jeg fortalt et af de rygter, der havde været omkring mig. Rygtet gik ud på, at jeg var lesbisk, og jeg havde lavet øjne og sagt ting såsom: "jeg vil have dig" og indikeret, at jeg var seksuelt tiltrukket af pigerne i parallelklasserne. Jeg skulle eftersigende have været "helt vildt klam" og "open for business".

Og i det øjeblik, jeg hørte disse rygter blev jeg enormt glad. Glad for at folkeskolen skulle slutte nu. Glad for, at jeg aldrig skulle se nogle af disse mennesker igen. Glad for, at jeg aldrig mere skulle jage mine ting rundt på skolen. Glad for, at det var okay at hade mennesker, for det gjorde jeg. Jeg var så indbrændt. Det var slut med at spille ligeglad, for folkeskolen var ovre. Lige om lidt.

Så hvad har 'Twilight' at gøre med det hele? Jeg det ikke helt. Men det, jeg ved. er, at mens jeg har genlæst og genset serien, er disse minder dukket op i mit indre. Og jeg finder mig stoppe op og gispe i smerte over, at jeg har været det her igennem. At genopleve 'Twilight' gav mig en masse glæde, men det viste mig også en del af mit liv, som har stået i baggrund af depression og PTSD i nogle år nu. Jeg var et offer for mobning i folkeskolen. Og jeg har i mange år underspillet og måske ikke helt været opmærksom på, hvor slemt det var, for det var min hverdag.

Twilight var, hvad gjorde mig glad i denne periode af mit liv. Det var, hvad jeg forsvandt væk og fordybede mig i. Og det er Tusmørke-effekten. At tillade sig selv at overgive sig til bøger og film, fordi det er hvad, der er til rådighed, når man sidder i cykelskuret som 11 årig.

Billedet her er taget i 2010. Det var et par uger, før jeg fyldte 13. Sådan så jeg ud.

Hvad jeg har lært de sidste 365 dage...

Jeg er tilbage med endnu et svært indlæg. Som altid har jeg prøvet at give jer 100% indblik bag facaden, og jeg ved, at jeg berør nogle emner, som kan gøre ondt og trigge nogen. Jeg håber, at alle har lært lige så meget, som jeg har det sidste år.

Om ensomhed

Uanset hvor mange venner jeg har, så er der en følelse, som hænger ved og som har bidt sig fast. Jeg er ensom. Ensomhed er en følelse, som ikke bor et bestemt sted i kroppen. Den hænger bare ved og lader sig slæbe med. Du kan ikke løbe fra den. Den kan ikke bedøves. Den lader dig tro, at du har besejret den, men så sniger den sig op på dig og bider dig endnu hårdere end før.

Om venner

Det sidste års tid har jeg fået nye venner. Jeg har også mistet venner - gode venner endda. Jeg fik også et nyt venskab, hvor jeg mindst ventede det. Jeg mødte et menneske, mens jeg var indlagt, som hurtigt er blevet en person, som jeg kan betro mig til, og som forstår, hvad jeg går igennem. Og jeg håber, vi kan være venner hele livet.
Jeg har også venner, som jeg har kendt i mange år. Om dem har jeg lært, at jeg elsker dem meget højt.  Jeg har enormt stor tiltro til mine venner, men i løbet af det sidste år, har jeg lært, at de bare er mennesker. Venner er ikke små guder, der bor omkring én. De er bare små personer, som kæmper de samme kampe og indånder den samme luft, som man selv gør. Alle mine venner kæmper. De kæmper med næb og klør. Alle har de hver deres kampe. De er ikke bedre, end jeg er. Men de er lige så gode. Jeg respekterer mine venner enormt meget, for jeg har fået et indblik, hvad de har i rygsækken, og alligevel har de af og til tid og overskud til at tage et kig i min rygsæk. Så kan vi kigge lidt i hinandens rygsække. Vi kan ikke gøre hinandens rygsække lettere, men i det mindste er vi ikke længere alene om at bære vores rygsække. Bare det, at vi ved, hvad hinanden kæmper med, betyder, at vi ikke er så alene om det mere.

Om kærlighed

Jeg har lært rigtig meget om kærlighed. Jeg har lært, at den eneste kærlighed, som aldrig er til at bøje,  er kærligheden i en familie. Familie elsker dig ubetinget. Alle andre, der siger, de elsker dig, har deres egen agenda. Det kan være, de elsker dig i dag, men i morgen er de væk. Sådan er det.

Om at græde i badet

Badet er det bedste sted at græde. Første gang man prøver det, føles det underligt. Men det gode ved at græde i badet er, at man er alene, man behøver ikke tørre sine tårer væk - for det klarer vandet, man  skal ikke se sine blodskudte øjne bagefter - for spejlet er helt dugget til, man er omgivet af varme og behagelige dufte.

Om at græde i offentligheden

Faktisk er der ikke særlig stor forskel på at græde i badet og at græde i offentligheden. Du vil altid være alene om det. Jeg har grædt mange steder i løbet af det sidste års tid. Jeg har grædt på universitetet. Ofte. Jeg har grædt i fyldte busser. Jeg har grædt, mens jeg gik ned af gå gaden. Folk er oftest ligeglad, hvis de overhovedet ser det. Nogle stirrer, fordi de er bange for at blande sig. Mennesker vi ikke smittes med ens tristhed.

Om at gå på universitetet

Fuck det, jeg vil hellere være glad. At gå på universitet gør ikke mennesker glade. Det gør mennesker til robotter. Jeg har lært, at man ikke er fintuddannet, bare fordi man kan finde fra Nobelparken og hen til Søaudiatorierne. Nixen Karen Blixen! Jeg har læst på uni i halvandet år. Jeg er stadig lige så forvirret, som jeg altid har været. Det er meningen, at jeg om endnu halvandet år skal have en kort videregående uddannelse. Men hvad i al verden er det? Jeg ved ikke mere om at være menneske, end jeg gjorde før. Jeg kan fortælle dig lidt om de forskellige dynastier i Kina, og jeg kan snakke med om, hvordan Marshall-planen reddede Europa efter Anden Verdenskrig. Men det gør mig ikke et bedre eller gladere menneske. Jeg er bare et veloplyst menneske. Et veloplyst meget trist menneske.
Men alligevel så går jeg der stadig. Jeg kæmper for at læse til timerne og komme til timerne. Det gør jeg, fordi jeg har lært, at det er min bedste chance for at finde ud af noget om mig selv og om verden. Og ellers ryger jeg på kontakthjælp. Og så skal min syge røv på understøttelse.

Om medicin

Medicin er ikke altid svaret. Medicin er ikke en skudsikker rustning. Medicin kan være en nødvendighed, men medicin er ikke uden konsekvenser. Jeg får rigtig meget medicin nu. Det gjorde jeg ikke for et år siden. Jeg er ikke bedre nu, end jeg var dengang. Men jeg er holdt op med at få det værre. Nu er jeg bare stabilt skidt tilpas.

Om skønhed

Åh, skønhed, du hellige gral. Bægeret, som selveste Jesus har drukket af. Skønhed, verden tilbeder dig... Jeg har lært, at jeg ville ønske, at verden have bredere standarter for skønhed, så vi alle kunne være inkluderet. I sig selv er der ikke noget galt med skønhed. Problemet opstår først, når man begynder at definere, hvad der ikke er skønhed.

Om sandhed

Sandheden er sværere at levere, end jeg havde troet, da jeg lavede bloggen. For hvor sandheden er, der er smerten også. Sandhed er ikke standarten hos mennesker. Alle lyver. Venner lyver. Politikere lyver. Elskere lyver. Selv familie lyver af og til. Hvorfor lyver man? Det gør man, fordi sandheden gør ondt. Vi er ikke glansbilleder, og det er okay. Jeg har lært, at jeg hellere vil se en krakeleret virkelighed, end jeg vil se glansbilledet; forestillingen af lykke og glæde. For jeg har lært, at jeg som regel lærer sandheden at kende før eller senere.
Derfor prøver jeg at give jer sandheden om mig og om mit liv. Og du er her endnu, så der må være noget, som enten er spændende eller forfriskende at få at vide. Forhåbentlig er det sandheden.

Om smerte

Jeg har lært, at jeg har et liv fyldt med meget smerte. Mere smerte end jeg troede. Alt gør ondt. Men det er ikke kun mig, der kender smerte. Alle bærer smerte med sig. Den bider sig fast ligesom ensomhed. Smerte er en universal glæde. Glæde; fordi når livet gør ondt, så er du i det mindste ikke død.

Om mig selv

Jeg er stærkere, end jeg selv troede, jeg var. Jeg er stærkere, end hvad der forventes af mig. Jeg er ikke bange for smerten, for så havde jeg ikke haft den her blog. Jeg har lært, at jeg giver den alt, jeg har. For havde jeg ikke gjort det, så havde jeg ikke været her mere. Og det er barske sager, men det er min virkelighed. Jeg har udviklet mig meget det seneste år. For et år siden troede jeg stadig på det gode i verden. Jeg må indrømme, at det gør jeg ikke i dag. I stedet har jeg i dag udviklet en sans for bullshit, som jeg ikke havde for et år siden. Det hjælper mig med at bygge det hus, jeg skal bo i. Hver dag, der har været fyldt med smerte, giver mig en mursten, som jeg putter i min rygsæk. Og ja, det er rigtig tungt at bære rundt på, men en dag har jeg nok mursten til at bygge mig et hus. Og så bestemmer jeg selv hvem og hvad, der bliver lukket ind. Det er vigtigt for mig at huske på, at jeg bestemmer.

Om at sige nej

Og når det er mig, der bestemmer, så kommer der til at være flere nej'er. Jeg er ved at lære at sige nej; for at passe på mig selv og min omverden. Jeg håber, du kommer til at opleve at få et nej fra mig, for det betyder, at jeg har udviklet mig.

Om at sige ja

For når jeg har lært at sige nej, så betyder et ja 100 gange mere, end det nogensinde har gjort før. Jeg har lært, hvad jeg ønsker at sige ja til. Jeg håber, at jeg kan sige ja til være glad og fyldt med håb. Jeg vil gerne sige ja til at danse i badedragt på en tropisk ø med mine venner i den ene hånd og billig rom i den anden hånd. Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg skal sige ja til at være glad.

Om hvad der ikke definerer mig

Jeg har også lært en hel masse om, hvad der ikke er mig. For det første: Jeg er ikke min sygdom. Jeg er ikke al den her smerte og alle de her grimme dage. Jeg er et menneske med en sygdom. Jeg er et menneske, der har flere svære ting med i rygsækken, men det skal ikke definere mig resten af mit liv.
Mit intellekt og karakterer definerer mig ikke, tværtimod har jeg lært, at jeg er meget mere end det. Jeg rummer flere dybder og muligheder, som ikke kan defineres med tal og "fint".
Min vægt definerer mig ikke. Om jeg bruger en størrelse 38 eller 44 i bukser... Det er røv lige meget. Man bliver ikke mere glad af at købe små bukser. Jeg har prøvet at søge lykken i de små størrelser. Det virker ikke, og det skal heller ikke virke, for modebranchen skal ikke have lov til at definere mig.
En anden ting, der ikke definerer mig og aldrig kommer til at definere mig; om jeg har en mand i mit liv. Jeg kan ikke gå og vente på at finde "Mister Right" at slå mig ned med. Hvis han kommer, så kommer han. Jeg er færdig med lede. For jeg har lært, at jeg ikke er et bedre menneske, når jeg har en kæreste. Jeg kan bygge mit hus uden en partner. Jeg kan være glad uden.

Om taknemmelighed

Jeg har lært, hvor meget taknemmelighed, jeg rummer. Især overfor min familie og de læger og sygeplejersker, der passer på mig. Jeg er taknemmlig for at være i live; for at Gud passer på mig. Jeg er taknemmelig for alle de mennesker, der viser mig støtte i min hverdag; for alle jer, der læser med - om I er tavse eller ej, så kan jeg se, I er der.



I de sidste 365 dage har jeg lært, at jeg ikke skal være tyndere, smukkere, sjovere eller have flere venner for at have det godt. Det, som jeg skal satse på, er at være glad. Man må sige, at jeg om nogen ved, hvad det betyder ikke at være glad. Og det er ikke løsningen.

Kunsten at skrige i stilhed

Vi kan alle høre dem, kan vi ikke? Hvis du lukker øjnene kan du så høre dem? Hvis jeg nu er helt stille, og jeg holder vejret, kan du så ikke høre dem? Heller ikke når du er alene? Du kan ikke høre dem? Venligst sig, at du også kan høre dem!

Der er to kvinder og en mand, men de tydeligste er de tre børn. De bor inde i mit hoved - siger lægerne. Egentlig vidste jeg godt, at de kun findes i mit hoved, inden jeg talte med lægerne om dem. Jeg vidste godt, at jeg er den eneste, der hører dem. Derfor gik der lang tid, før jeg fortalte nogen om "den brændende familie".

Jeg havde allerede fortalt om min tvilling, som også bor derinde. Jeg havde fortalt, at vi taler sammen, og hun er til stede i alt, jeg gør. Lægerne havde sagt, at jeg ikke er skizofren, jeg er blot psykotisk. Jeg har en psykose. Det er en del af min depression.

Men jeg havde ikke fortalt lægerne om de andre. For jeg har ikke vidst, hvad jeg skulle sige om dem. De taler nemlig ikke til mig. De skriger blot. De skriger af angst og frygt. De skriger til og af mig. Deres stemmer overdøver alt andet, og de er tydelige, som når nogen taler til mig, men i modsætning til min tvilling, så er de ikke altid til stede. For det meste er de stille. De skriger kun, når jeg er presset. Jeg hører dem oftest, når jeg ligger alene, når jeg skal sove, eller når jeg mærker min angst er på vej. Jeg kan være i et selskab, hvor jeg skulle være glad og social, men det eneste, jeg kan fokusere på, er skrigene i mit hoved. Det lyder som en dramatisk film, men det er min virkelighed.

Jeg kalder dem for "den brændende familie", for de skriger, som var de brændt inde i et hus. Nogle gange står jeg udenfor huset og hører dem skrige. Andre gange er jeg inde i huset og skriger med dem. Det er forskellige oplevelser, men begge er lige grusomme.
Da jeg endelig var klar til at fortælle lægerne om familien, så var jeg endnu ikke klar til at snakke om dem, så jeg skrev et brev med en blyant, jeg havde på hospitalet. Jeg nedskrev de ord, som jeg ikke kunne sige, imens min tvilling grinende fortalte mig: "Det er dumt - det der. Det er meget dumt - det der.".
Da lægerne havde fået brevet - som jeg havde gemt på min stue, til jeg havde samlet mod nok til at afleverede det- kaldte de mig ind til samtale. De gav mig noget medicin, som skal slukke mine tanker.

Så nu er mine tanker slukket. Der er ro. Det gælder både stemmerne og mig. Det er prisen for ikke at have psykose. Min tvilling er for det meste stille. Af og til stikker hun hovedet frem og skal sige noget, men det er mest, når jeg er træt eller fysisk udmattet.
Familien er til gengæld sværere at slukke for. Jeg troede længe, at de var påvirket succesfuldt af medicinen, men de er langsomt ved at vende tilbage. I går var jeg på restaurant med nogle venner og deres venner. Jeg var så lammet af angst og skrigene i mit hoved, at jeg ikke fik ytret ét eneste ord i samtalen. Jeg overdriver ikke - de, som var der, er mit vidne. Jeg var lammet. Jeg kunne ikke engang bestille selv hos tjeneren. Jeg var så udmattet af skrigene, som helt exceptionelt havde været i gang i næsten et helt døgn der, at jeg ikke kunne ikke længere lade som, at jeg er et velfungerende menneske.

Jeg snakkede med en psykolog om, at skrigende kan være min underbevidsthed, der skriger om hjælp, når jeg føler mig presset og angst. Mit indre skriger, mens jeg er stille. Jeg skriger i stilhed, når jeg ikke kan fortælle nogen, hvad der egentlig foregår inde i mig. Hun fortalte, at det er meget normalt, at psykosen (i mit tilfælde skrigene) kan forværres, når man prøver at række ud efter hjælp, men møder en lukket dør. Ensomhed og selvbebrejdelse fodrer min psykose. Hendes råd var at tvinge folk til at bruge tid med mig, men det er lettere sagt end gjort.

I dag sad jeg alene i bussen. Jeg var på vej hjem, og helt ærligt følte jeg mig meget ensom. Så ensom, som man nu kan være, når der er et rungende ekko af død i ens hoved. Jeg havde håbet, jeg kunne være ude lidt og snakke med nogle mennesker, så det kunne overdøve skrigende. Men jeg for vildt, og derfor var jeg kommet for sent, og den gruppe, jeg ville have tilsluttet mig, var ved at bryde op. Så jeg tog direkte hjem igen - endnu mere ensom, end da jeg tog afsted. Og jeg kunne kun spørge mig selv: "Hvem er dum nok til at fare vildt på en lige vej?"

Nu sidder jeg herhjemme. Jeg prøver at holde sammen på mig selv. Om lidt er der julekaldender og medicin. Så kan jeg forhåbentlig sove om nogle timer.

Jeg ville gerne dele denne side af sygdommen med jer. Det er en alvorlig og grim side af det at have en svær depression. Min depressionsmedicin begynder langsomt at virke på humøret, men det tager ikke tomheden, ensomheden og psykosen. Det har jeg stadig - også selvom jeg får medicin på en lang række af punkterne. Hverken læger, psykologer eller medicin kan trylle med en depression. Det tager lang tid at blive rask. Og indtil da øver jeg mig på ikke at skrige i stilhed.

Sidsterangsmennesket

Jeg har aldrig følt mig som et førsterangsmenneske. Heller ikke som et andenrangsmenneske. Hvis jeg skulle beskrive mit liv og min opvækst, så husker jeg det som om, at jeg var et sidsterangsmenneske. Det handler ikke om, at min familie ikke elsker mig - det ved jeg de gør. Det handler heller ikke om, at jeg ikke havde nogen venner -for det har jeg haft on/off igennem mit liv.

Følelsen af at være et sidsterangsmenneske handler om at føle sig ubetydelig. Det er følelsen af ikke at være nogens nummer 1 eller nummer 2. Det handler om at stå med én fod inde i lejeren og én fod i en frossen sø, som du ikke kan træde ud af. Du kan stadig lugte bålet og måske også mærke varmen af og til, men du vil aldrig være helt inde. Du vil aldrig være gennemvarm, for uanset hvor meget du strækker dig for at nå bålet og nå trygheden, så vil din ene fod altid være fastfrosset i mørket og i kulden. Og sådan føles det at være et sidsterangsmenneske. 

Man kan føle sig som et sidsterangsmenneske af og til. Det er en del af livet. For de fleste bliver det sommer, og isen på søen tør, så du kan trække din fod op og gå ind i lejeren helt. For andre er det vinter i den vildeste Game of Thrones- stil, hvor vinteren nærmest varer for evigt. Men lige pludselig vil sommeren vende tilbage, og isen vil smelte. Heldigvis kan man gå lidt frem og tilbage, uden at det har store konsekvenser. Mange vil opleve, at man jonglerer i et "lillefingervarmt" område. 

Jeg husker at være et sidsterangsmenneske tilbage fra min barndom. Jeg husker det specielt ved, at blive valgt sidst til rundbold hver dag. At stå tilbage med de samme en-to personer. At kigge på hinanden i en indbyrdes kamp om, hvem der bliver valgt ikke-sidst. Jeg kan stadig huske følelsen. Jeg kan stadig se de andre sidsterangsmennesker stå sammen med mig på rundboldsbanen. Og jeg vil vædde med, at de godt ved, hvem de er, og de kan sikkert stadig se mig stå sammen med dem. 

Jeg ved godt, at det at blive valgt sidst til sport også har noget med atletisk styrke at gøre, men helt ærligt så var vi børn. Der var ikke nogen af os, der var atletiske mestre. Desuden var jeg konkurrencesvømmer dengang. Så jeg vurderer ikke, at jeg blev valgt sidst på grund af fysisk svaghed. 

En dag, som jeg tydeligt husker, er 9. klassernes sidste skoledag, da jeg gik i 8. klasse. Det er en af de dage, hvor jeg første gang blev opmærksom på, at folk ikke så mig, som jeg så mig selv. Den dag var jeg et rigtigt sidsterangsmenneske. Foran hele skolen uddelte 9.klasserne priser for *året babe*, *årets scoring*, *årets par*.... I kender genren. Jeg husker, at det var det vildeste, der kunne ske; at blive nomineret til en af priserne. Det var aldrig sket for mig. Jeg var slet ikke populær nok til overhovedet at blive overvejet. 

Men dette år blev jeg nomineret. Jeg blev rent faktisk ikke bare nomineret. Jeg vandt. Og så skulle man tro, at det var med jublen og smil, at jeg gik imod scenen. Men det var det ikke. Det var lige modsat. Jeg vandt ikke *året lækreste* eller *årets klogeste*. Prisen, jeg vandt, var *årets joke*.
Foran hele skolen måtte jeg gå op på scenen (hvis man ikke gik op friviligt, så blev man trukket derop), hvor jeg blev overrakt et bånd med ordene: *ÅRETS JOKE*, og der blev råbt "tale, tale, tale, tale". Hvad skulle jeg sige? Jeg var lige blev ydmyget foran hele skolen. Jeg husker en brændende lyst til at råbe:

FUCK JER!

Ud til alle tilskuere og 9.klasserne og til lærerne, fordi de lod dette ske. Jeg har mange gange ønsket, at jeg udlevede denne små-rebelske lyst. Jeg ville ønske, at jeg havde flået båndet af og brændt det lige der midt på scenen. Jeg ville ønske, at jeg havde stukket hende, der overrakte mig båndet, en kæmpe lussing. Jeg ville ønske, at jeg havde råbt, at de alle var; [Indsæt 1.000 grimme ord]. Men det gjorde jeg ikke. Jeg tvang frem et "Tak", og så gik jeg. Jeg gik ud af hallen med tårer strømmende ned af kinderne. Jeg gik forbi elever og lærere, og ingen sagde noget. For sådan var det dengang. Ingen bekymrede sig for, om du græd. Ingen havde tid til overs for et sidsterangsmenneske. 

Nogle år efter fortalte jeg min mor, om hvad der var sket. Jeg havde skammet mig i flere år, så jeg havde ikke fortalt nogen om det. Jeg havde gemt båndet i en kasse under min seng. Dengang lovede jeg min mor, at jeg ville smide båndet ud. Men det gjorde jeg ikke. Der er et minde knyttet til *ÅRETS JOKE*, som er blevet en del af det, som har udformet mig. Så jeg kunne ikke smide det ud. Jeg har det stadig. (Undskyld, Mor).
Jeg har ikke tænkt mig at smide det ud lige nu, for jeg har en plan. Planen er ikke at gemme på det for evigt. Planen er at brænde båndet, som jeg skulle have gjort den dag for mange år siden. I mit hoved er den perfekte plan at samle min omgangskreds og brænde alt det negative skidt, jeg har samlet igennem årene. Jeg vil holde en ceremoni til ære for mig. Jeg vil spise boller i karry og drikke champagne og pepsi twist. Jeg vil høre Fall Out Boy og jeg vil have lov til at græde over at have været et sidsterangsmenneske for så længe. Og det skal handle om mig. Jeg skal være et førsterangsmenneske. Bare for denne ene dag.

Jeg vil ikke love mig selv, at jeg er færdig med at være et sidsterangsmenneske, for så ville jeg lyve for mig selv. Jeg ved godt, at jeg altid vil have en fod fastfrosset ude i isen. Det ved jeg med sikkerhed, for jeg ved, at jeg ikke er min egen førsteprioritet. Jeg bliver ved med at sætte folk foran mig selv, også selvom jeg godt ved, at jeg egentlig fortjener bedre, og derfor vil jeg altid være et sidsterangsmenneske. Jeg gør mig selv mindre, og jeg bryder mine egne regler for nogle mennesker, som er min førsteprioritet, men hvor jeg ikke er deres førsteprioritet. Heller ikke andenprioritet. Jeg er sidsteprioritet. Et sidsterangsmenneske. Men jeg bliver hængende, for det er, hvad jeg kender. Jeg kender følelsen af den ene kolde fod. Jeg kender lugten af bålet. Og jeg strækker mig efter varmen hver dag. Og når jeg tror, at jeg kan nå flammen, så bliver jeg brændt og sendt tilbage til den frosne sø, hvor jeg står på strakte tæer for at holde hovedet oven vande. Og her er jeg fastfrosset. Og nu kommer vinteren, så udsigten er, at jeg kommer til at være her et stykke tid. Så I ved, hvor I kan finde mig. Den koldeste sø. På bunden. Men stadig med hovedet i vandskorpen. Stadig med øjnene rettet imod lejeren.

Sidsterangsmennesket. 

Hvordan har du det?

Det er et spørgsmål, som vi både stiller og svarer i flæng, men jeg tror, vi alle har prøvet at svare uærligt, fordi vi ved, at vedkommende, som stiller spørgsmålet, forventer svar såsom:

”Fint”

”Jamen, jeg har det da godt!”

”Suuuuuper!”

”Godt tak”

Med flere…

Hvad har du nogensinde prøvet at svare med, hvordan du virkelig har det?

”Ikke så godt. Tak fordi du spørger!”

”Det går lidt op og ned”

”Jeg har en depression, så nogle dage er gode, og nogle dage er ikke så gode.”

”Jeg har det faktisk rigtig godt i dag!”

”Jeg er lidt træt i dag”

”Jeg har ikke grædt i dag, så det går strålende”

”Jeg er en T-rex. Mine arme er for korte til at nå kagefadet. Det er grufuldt!”

Jeg vil opfordre dig til at tænke over, hvad du svarer. Det er ikke alle, man har lyst til at invitere ind bag facaden, og af og til er tidspunkt og sted ikke helt rigtigt til en samtale, som dette kræver.

Men husk, at folk som regel spørger, fordi de bekymrer sig om dig!

Så prøv om du kan svare ærligt. Åben op for diskussionen. Og sørg for at du også spørger andre, fordi du gerne vil høre deres svar. Lyt til din vens svar og se ham/hende i øjnene, så de ved, at de har din fulde opmærksomhed rettet imod dem. Hav respekt og forståelse for, at vedkommendes svar måske ikke er, hvad du forventede at høre.

Og det er okay!

For det er helt okay ikke at have det godt! Det handler ikke om, at du skal skynde dig at få det bedre. Du skal ikke gemme dig for andre dig, og lade som om alt er godt.

Det er okay at spørge om hjælp, hvis du ikke har det godt. Det er også okay at lade være.

Det er okay at gerne ville snakke om det. Det er også okay ikke at ville snakke om det.

Det er dine følelser.

Ingen kan fortælle dig, hvad du føler!