Brev 2

 Kære du

Min kære ven. Jeg forstår ikke, hvordan du kan virke så rolig og afslappet ud af til. Du smiler altid, og du er altid venlig. Eller det det, fordi jeg ser facaden? 

Hvorfor er du ikke vred? Jeg forstår det ikke. Jeg er vred. Jeg er så vred, at jeg næsten ikke kan beskrive det. Jeg viser det sjældent igennem min facade, men det æder mig op indefra. Jeg har næsten ikke mere af min venlighed tilbage. I dag tæskede jeg bananer. This is what it have come to. Seriøst. Jeg havde svært ved at stoppe. Jeg mosede og mosede og smadrede og SMADREDE, og jeg tror, at jeg havde kastet skålen med død banan across the room, hvis jeg ikke havde stoppet op. Stoppet op og tænkt: Hvis jeg ikke holder inde, så ender jeg med at smadre noget, som jeg sætter pris på. 

Så jeg var nødt til at stoppe. 

Men jeg har brug for at smadre noget. Det har jeg virkelig. Jeg har en tanke om, at jeg kunne kontakte en skrothandler og spørge, hvad hvad vedkommende skal have for, at jeg får lov til at gå løs med et bat i en time. Så kan jeg få lov til at skrige og slå og smadre og ødelægge og destruere og flå og og og... og slippe min vrede løs. 

Hvad kom først? Vrede eller destruktion? 

Vil min vrede vokse, når jeg giver den lov til at komme frem? Det frygter jeg. Lige nu kan jeg mærke et behov, der skriger: 

"Kast din computer tværs igennem rummet"

Jeg har før beskrevet, hvad jeg er vred over. Det er, som om verden er blevet mere kompliceret siden. Dengang konkluderede jeg, at jeg er vred over, at jeg er vred. Det er jeg stadig. Men det er sværere for mig, at identificere min vredes oprindelse. Men jeg tror, den ligger i min sygdom og fornemmelsen af, at jeg ikke har et normalt liv og kan de samme ting, som min jævnaldrende kan. Og jeg prøver og prøver, og hver gang bliver jeg slået i hovedet med en kæmpe hammer, som fortæller mig: 

"Bliv nede"

Og det svier. 

Og så tænkte jeg, at det kan være, at du har det på samme måde? Men så kom jeg til at tænke på dit smil. Hvordan gør du det? Hvordan smiler du igennem smerten. Det ved jeg, at du gør. Jeg har set dig græde engang, hvor jeg kom ind på din stue, og alligevel smilede du til mig. Min kære ven, er du ikke vred? Er du ikke rasende over, at disse livsforandrende sygdomme har ramt dig - os?

Vores sygdomme er forskellige. Vi er syge må forskellige måder, og alligevel så kan jeg se dig kæmpe med de samme ting, som jeg kæmper med. Jeg kan høre, at du taler om den samme smerte, som jeg kender fra mig selv, Så jeg gætter på, at jeg også skal medbringe et bat til dig, så vi sammen kan slå på noget skrot.