Når et menneske lever

I forbindelse med min farfars død, som jeg skrev om i mit forrige indlæg, har jeg spekuleret meget over mit eget liv og ikke mindst på, hvad det er værd.

Disse tanker grunder i, at jeg i perioder søger smerte, fordi jeg havde svært ved at identificere og føle følelser. Jeg har længe følt den “famøse tomhed”, som har beskrevet tidligere. Denne tomhed gør, at alle indtryk og alle følelser bliver til tristhed.

Når jeg er ked af det, græder jeg.

Når jeg er vred, græder jeg.

Når jeg er glad, græder jeg.

Og det eneste, det stopper tårerne er smerte.

Så jeg har fået en grim vane for at nive mig selv. Jeg niver mine arme og lår. Ofte er det ubevidst eller som refleks på, at jeg føler, at jeg er ved at græde.

Selvskaden er blevet en del af min facade. Jeg bruger den til at distrahere mig selv fra den psykiske smerte, for fysisk smerte er så meget nemmere at håndtere.

Og det er her, at historien tager en grim drejning. Jeg havde kæmpet med det her i et stykke tid, da det ikke længere føles som nok at borre neglene ned i mit kød.

Jeg stod efter en forelæsning på universitet og ventede på bussen. Det her var kort tid før min sygemelding. Jeg havde det skidt, men hvis nogen havde spurgt mig, hvad der var galt, så ville jeg ikke kunne sætte fingeren på det. For det var det hele, som var galt. Jeg var galt. Universitet var galt. Bussen var galt. Menneskerne omkring mig var galt. Jeg havde ikke mere at give af. Jeg havde kørt mig selv helt ned, men jeg kunne ikke selv sige fra.

Jeg vidste, jeg havde en lang tur hjem foran mig, og mine øjne var fyldt med tårer, selvom jeg havde nevet min arm hårdere end nogensinde før.

Og da bussen kom tænkte jeg:

“Gad vide, hvor ondt det ville gøre, hvis jeg smed mig selv foran bussen lige nu…”

Jeg gjorde det ikke, og jeg føler ikke, at jeg var tæt på, men tanken om, at den fysisk smerte i min krop ville overstige den psykiske smerte var fristende.

Forstå mig ret...

Det var ikke et ønske om at dø, som drev tanken.

Det var et ønske om ikke at føle sådan her mere. Det var et ønske om ikke at vågne hver morgen en smule mere ligeglad end dagen før.

Der var ikke en stor udvikling fra dag til dag, men det er lidt som dråber i en skål under et utæt tag; de bliver til mange, hvis skålen ikke tømmes. Og en dag kan skålen ikke rumme flere dråber. Det er næsten som om, at man forventer en eksplosion af vand, når skålen er fyldt, men det sker ikke. Vandet løber stille og roligt ned af siderne på skålen, når det ikke længere kan være i skålen. Men nu er facaden brudt.

Og når facaden er brudt finder man sig selv ved et busstoppested med tårerne løbende ned af kinderne, mens man overvejer, hvordan man dog skal tømme sin skål, så man kan blive glad… eller måske bare føle noget.

Selvom min skål ikke er tom i dag, og jeg stadig vælter rundt imellem mine følelser og støder hovedet ind i en mur, der hvor mine følelser ikke er “låst op”, så kan jeg fortælle, at det ikke vil være det værd. At smide sig foran en bus i håb om at føle noget eller som et råb om hjælp er ikke det værd.

Det er der mange grunde til, såsom at du kommer til at mærke buschaufførens liv for evigt. Uanset om du klarer den eller ej.

Men den grund, der kommer til at afholde mig fra at springe foran en bus eller andre “dumme ting” (som er min ‘pæne’ måde at sige selvmordsforsøg på) gik op for mig, da vi begravede min farfar.

For nogen skal begrave dig. Det bliver højest sandsynligt dine forældre. Hvis du nogensinde har begravet en af dine bedsteforældre, forældre eller venner, så ved du, hvor hårdt det er.

Forestil dig, at det er dine forældre, der sidder på forreste række i kirken. For det er dig, der ligger i kisten.

Det var billedet af mig i kisten og mine forældre på bænken, som jeg ikke kunne håndtere.

Det er en af de mest grusomme tanker, jeg nogensinde har haft.

Fuck alle “bus-tanker” og alt smerte i verden. For hvis du dør, så efterlader du nogle mennesker, som skal bære din kiste, og som skal vælge blomster til din grav. Og de skal vælge, hvad salmer der skal synges i kirken. Og de kommer til at mærke den psykiske smerte, som du også føler.

De vil alle tænke, at de skulle have gjort mere, eller at de skulle have set den komme. Og de vil savne dig. Og jeg vil savne dig.

Så lov mig, at du lever. Lov mig, at du kæmper videre. Dit liv er så meget mere værd, end hvad du føler lige nu - eller mangel på samme. Hvis du har brug for hjælp, så ring til nogen. Ring til en veninde/ven eller forældre.

Og hvis du har brug for hjælpe lige nu, så ring til din læge eller vagtlægen.

Jeg ringede til min læge. Og jeg sagde: “Jeg kan ikke mere. Jeg skal bruge hjælp lige nu. Og det er lige nu. Det er ikke om en time.”  

Opkaldet er et grumt minde at have. Det tog al mod, jeg havde i mig. Men hellere at have mindet om det sværeste opkald, jeg nogensinde har foretaget mig, end ingen minder overhovedet.

Og jeg fik hjælp.

Det er første skridt på vejen imod at genfinde mine følelser og lære at klare mig selv igen. Jeg er ved at lære, hvor meget jeg er værd. Det tager mig mange måneder at lære. Og det har krævet, at jeg har set min farfars kiste, for at jeg kan begynde at forstå, at jeg ikke kun er mig. Jeg er også alle menneskerne omkring mig. Jeg er bekendtskaber og nære venner. Jeg er familie.

Når et menneske lever, så lever mennesket ikke kun i og for sig selv. Du lever ikke kun i og for dig selv.

Jeg lever ikke kun i og for mig selv.