fredag den 17. august 2018

Tak!

Jeg er meget overvældet. Denne gang er det ikke kun på grund af min depression. Bloggen har snart 2.000 visninger! Jeg havde slet ikke drømt om, at folk rent faktisk ville læse med, når jeg skulle kloge mig på områder, hvor jeg ingen professionel erfaring har. Og ikke nok med, at I har læst med, I har også kommenteret, opmuntret og skrevet til mig.

Jeg har modtaget så meget positiv feedback, at jeg har svært ved at rumme det hele. Jeg har modtaget beskeder fra familie og venner, som jeg forventede ville nævne, at de har læst bloggen. Men jeg har også modtaget beskeder fra personer, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle høre fra. Og det betyder rigtig meget for mig, for de betyder, at bloggen når ud til folk, og at den sætter nogle tanker i gang. Så I skal have tusinde tak for jeres beskeder.

Det gælder også jer, som har snakket med mig mand til kvinde eller kvinde til kvinde. Det gælder uanset om I har sagt: "Jeg har læst din blog. Jeg tror på dig", eller om I henslængt har givet udtryk for, at I ved, hvad der sker hos mig for tiden. Det kan være utrolig svært at snakke om de emner, jeg bringer op (Tro mig, jeg mærker det!), men I gør det godt!

Bloggen er et pusterum, men den er også lige så meget en måde for mig at skabe en platform, hvor vi (mest mig) kan tale åbent om emner, som er sindssygt svære at tale om. Det er umådeligt svært at sige til folk så som klassekammerater og kollegaer: "Ja, min opførsel er lidt underlig lige nu, men det er, fordi jeg har PTSD, fordi jeg blev voldtaget for 4 år siden." eller "Jeg har en depression og angst, der gør, at jeg ikke kan stille mig op foran klassen for at holde et oplæg uden varsel, uden at jeg løber ud af klassen med tåre og snot i hele ansigtet, og det er okay."

Så jeg vil rigtig gerne sige mange tak til jer!
I gør et stort stykke arbejde for mig og for andre i min situation ved at læse bloggen! Jo mere I deler den med jeres venner og på medier rundt omkring, jo mere når den ud til folk, som enten kan have gavn af at læse bloggen eller grine lidt af mig.

Så del bloggen én gang mere og slå fødderne op med en kop te og slap af. Du har fortjent det.


torsdag den 16. august 2018

Hvad fylder en mand?

Jeg sad for nogle uger siden i bus ved et firemandsområde. De af jer, der af og til kører i bus eller tog, ved, hvad jeg snakker om. 2x2 sæder overfor hinanden. Da jeg sætter mig er de andre sæder tomme, men kort efter stiger to unge mænd på bussen. Den ene sætter sig ved siden af mig og den anden sætter sig overfor. Sidstnævnte sætter sin sportstaske på sædet overfor mig.

Jeg trækker mig straks til mig og gør mig så lille som muligt, for at vi alle kan være der. Jeg trækker mig over imod vinduet, og jeg samler mine ben og presser dem imod væggen.
Jeg har siddet i denne ubehagelige stilling i godt fem minutter, før det går op for mig, hvordan de to mænd sidder. De sidder begge med spredte ben og knæ, der vender ud af. De har armene ned langs siden af kroppen. De fylder kort sagt rigtig meget. Og her sidder jeg ved siden af og gør mig så lille som overhovedet muligt for ikke at være til ulejlighed og for at mindske, hvor meget vores lår gnubber sig op af hinanden.

Den dag blev jeg opmærksom på, at jeg som kvinde trak mig for at gøre plads til to mænd, som til gengæld fyldte mere end, hvad deres andel var. Og da jeg kiggede rundt i bussen, var jeg tæt på at grine. Alle kvinder, jeg så, sad med samlet ben og gjorde sig små, for langt største delen af mændene i den efterhånden fyldte bus bredte sig og sine legemsdele langt ud over deres sæder.

Og siden da, har jeg forsøgt at være observant i toge og busser, men jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænkt så meget over det (da jeg i min sommerferie ikke har kørt så meget med offentlig transport), indtil jeg faldt over denne lille stribe (kvadrat er det vel egentlig), som rammer plet på emnet. Så selvfølgelig ville jeg lige dele tegneserien og emnet med jer. Så kan I selv gøre observationer og lave en vurdering.



Hvad så nu, Typisk T-rex?

Jeg har haft svært ved at skrive på bloggen de sidste par uger. Det er nok mest fordi, at det eneste, der fylder i mit hoved lige for tiden, er min depression. Den styrer min hverdag på en måde, hvor jeg bliver hæmmet i mine daglige gøremål og omgang med mennesker omkring mig.
Da jeg skabte Typisk T-rex, besluttede jeg, at jeg ikke ønskede, at bloggen skulle være en “Se hvor ondt min depression gør”-blog. - I hvert fald ikke udelukkende.
Men når depressionen er det eneste, der fylder mit hoved, så er det svært at fylde bloggen med positive budskaber og smarte observationer. Jeg vil gerne fylde bloggen med sandheden, som jeg ser den. Men sandheden er, at jeg har en voldsom depression. Sådan var sandheden også for en måned og to måneder siden. Og det ser ikke ud til at ændre sig betydeligt indenfor det næste stykke tid.
Men I skal ikke snydes for en omgang T-rex af den grund, så her er en update på situationen:

Jeg er startet i behandling på Center for Voldtægtsofre. Jeg modtager behandling for mine PTSD-symptomer, og hvis jeg skal sige det selv, så går det rigtig godt. Jeg føler mig forstået og taget alvorligt. Al personale, jeg har mødt på centeret, er professionelle og dygtige. Der bliver taget rigtig godt hånd om mig.

Men min depression er desværre så tung for tiden, at det giver problemer for min behandling. Jeg har kort sagt ikke kræfter nok til både at tage vare på mig selv og holde humøret og energiniveauet højt nok til at udføre mine daglige opgaver.
I juli måned blev min psykolog, min læge og jeg enige om, at jeg skulle prøve at afhjælpe min depression med medicin. Jeg brugte mange dage på at overveje, om jeg ønskede anti-depressiv-medicin eller ej. Konceptet i sig selv lød skræmmende og bivirkningerne lød endnu mere skræmmende.

Medicinen virker først efter 2-3 måneder, men bivirkningerne kom øjeblikkeligt. Den første nat på medicinen sov jeg 2 timer og vågnede midt om natten. Jeg kunne ikke sove videre. Jeg var med andre ord lysvågen, som om jeg havde sovet en fuld nat. Jeg brugte dernæst de næste mange timer på at stirre ud af vinduet, mens jeg så lyset komme tilbage.
Insomniaen er ikke forfærdelig, for jeg fandt ud af, at hvis jeg tager medicinen om morgenen og laver vejrtrækningsøvelser om aftenen, så vil jeg kunne sove igennem hele natten. (Som en baby).

Mit største problem på medicinen er kvalmen. Jeg har kvalme 70% af døgnet. Jeg vågner om natten af den. Kvalmen gør, at jeg ikke spiser. Bare tanken om mad, giver mig lyst til at kaste op. Der er selvfølgelig nogle dage, der er bedre end andre, men jeg har endnu ikke haft en dag på medicinen, hvor jeg har spist 3 måltider, som jeg normalt gør.
Det nemmeste er ikke at spise, men min krop har brug for maden for at køre optimalt og for at bekæmpe depressionen.
Kvalmen har medført, at jeg for første gang i mit liv har været på Bones og har sagt: “Hvis jeg absolut skal have noget, så tager jeg en salatbar til hovedret.” og dette var vel at mærke efter en fuld dag med aktiviteter i Legoland. Og ja, det er i sig selv meget sjovt. Jeg takker sjældent nej til mad.

Jeg elsker mad, men kvalmen gør mig syg ved tanken. Jeg har problemer med selv at regulere kulde og varme. Jeg har svært ved at sove. Jeg har ondt i hovedet og i maven. Jeg kan af og til mærke mit hjerte springer slag over og slår ude af takt. Jeg sveder hele tiden, også selvom jeg fryser. Jeg har uro i kroppen, og min krop gør ondt ved berøring.

Men…
Jeg fortsætter med at tage medicinen, også selvom der er lange udsigter på den gavnlige virkning. Jeg vil så umådeligt gerne, at min depression bliver mindre, så jeg kan vende tilbage til en hverdag, hvor jeg ikke skal vælge, om jeg skal bruge min energi på at spise eller på at tage et bad - for der er kun energi til en af delene.


Og indtil da arbejder jeg videre hos psykologen, og jeg tager min medicin, for jeg skal bevise overfor mig selv og menneskerne omkring mig, at jeg er mere end min depression.