Jeg er meget overvældet. Denne gang er det ikke kun på grund af min depression. Bloggen har snart 2.000 visninger! Jeg havde slet ikke drømt om, at folk rent faktisk ville læse med, når jeg skulle kloge mig på områder, hvor jeg ingen professionel erfaring har. Og ikke nok med, at I har læst med, I har også kommenteret, opmuntret og skrevet til mig.
Jeg har modtaget så meget positiv feedback, at jeg har svært ved at rumme det hele. Jeg har modtaget beskeder fra familie og venner, som jeg forventede ville nævne, at de har læst bloggen. Men jeg har også modtaget beskeder fra personer, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle høre fra. Og det betyder rigtig meget for mig, for de betyder, at bloggen når ud til folk, og at den sætter nogle tanker i gang. Så I skal have tusinde tak for jeres beskeder.
Det gælder også jer, som har snakket med mig mand til kvinde eller kvinde til kvinde. Det gælder uanset om I har sagt: "Jeg har læst din blog. Jeg tror på dig", eller om I henslængt har givet udtryk for, at I ved, hvad der sker hos mig for tiden. Det kan være utrolig svært at snakke om de emner, jeg bringer op (Tro mig, jeg mærker det!), men I gør det godt!
Bloggen er et pusterum, men den er også lige så meget en måde for mig at skabe en platform, hvor vi (mest mig) kan tale åbent om emner, som er sindssygt svære at tale om. Det er umådeligt svært at sige til folk så som klassekammerater og kollegaer: "Ja, min opførsel er lidt underlig lige nu, men det er, fordi jeg har PTSD, fordi jeg blev voldtaget for 4 år siden." eller "Jeg har en depression og angst, der gør, at jeg ikke kan stille mig op foran klassen for at holde et oplæg uden varsel, uden at jeg løber ud af klassen med tåre og snot i hele ansigtet, og det er okay."
Så jeg vil rigtig gerne sige mange tak til jer!
I gør et stort stykke arbejde for mig og for andre i min situation ved at læse bloggen! Jo mere I deler den med jeres venner og på medier rundt omkring, jo mere når den ud til folk, som enten kan have gavn af at læse bloggen eller grine lidt af mig.
Så del bloggen én gang mere og slå fødderne op med en kop te og slap af. Du har fortjent det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar