Tusmørke-effekten

I 2008 sendte 'Troldspejlet' en anmeldelse af den splinternye 'Twilight'-film, som gik i biograferne. Dengang var jeg 11. Jeg sagde: "Mor, jeg vil gerne se den film". Min mor svarede, at hvis jeg læste bogen, så måtte jeg komme i biografen og se filmen, så min mor købte bogen til mig.

Twilight skulle være den første af mange bøger, jeg har samlet på i tidernes løb. For selvom jeg ikke nåede at læse bogen færdig, før den var ude af biograferne, så skulle den være skelsættende på flere måder igennem mit liv.

Jeg slugte bogen råt. Jeg husker, at jeg sad i cykelskuret i frikvartererne dybt begravet i de over 500 sider. Jeg havde aldrig før mødt et medie, som jeg kunne fordybe mig så fuldstændigt. Men denne fortælling optog mig i sådan en grad, at jeg tog bogen med uanset, hvor jeg gik. Jeg havde den altid til at ligge på kanten af mit bord i skolen, og jeg tog den med på alle køreture, uanset hvor korte de end måtte være.
Da der ikke var mere bog, læste jeg næste bog i serien, og derefter var der ikke udgivet flere bøger på dansk i serien, så jeg måtte finde andre bog-serier. Og hermed voksede min kærlighed til bøger; ikke kun at læse bøger, men også at skrive, fantasere og imaginere historier, som ellers kun fandtes i mit hoved - i hvert fald indtil jeg skrev dem ned.

Jeg blev lige så forelsket i film-serien, som jeg havde været i bog serien. Jeg sad i biografen til premiere og talte dagene til nye udgivelser. Det endte med, at jeg købte den sidste bog på engelsk, før jeg overhovedet var en stabil engelsklæser, fordi jeg var nødt til at vide, hvad der skete.

Hvorfor snakker vi 'Twilight'?- tænker du nok.
Vi snakker 'Twilight' fordi jeg for nyligt genlæste og genså filmene, og da den sidste film endte, sad jeg med en overvældende nostalgisk energi, som jeg ikke kunne placere. Var den god eller dårlig?
Jeg havde tårer trillende ned af kinderne af to grunde:

UNO:
Jeg var nostalgisk over genoplivning af alle de gode minder, jeg har med Twilight. Jeg har så meget kærlighed til de karakterer i min krop, at det føltes tumpet og en anelse pinligt at indrømme. At serien stadig er lige så god, som jeg husker den, er en lettelse.

DUO:
Jeg genoplevede den smerte, jeg havde haft i disse år i mit liv. I folkeskolen havde jeg problemer med at passe ind. Jeg husker ikke, om jeg sad i cykelskuret med en kilotung roman fordi jeg ikke havde nogen venner. Eller om jeg ikke havde nogen venner fordi jeg sad i cykelskuret med min bog. Jeg husker bare, at jeg ikke havde nogle venner, men at jeg havde en bog.

Folkeskolen bærer nogle grimme minder med sig. Jeg var et nemt mål for mobning, fordi jeg var tydeligt anderledes. Jeg bar en rød-strikket-og-stribet-hue hver dag. Min mormor havde strikket den til mig. Faktisk havde jeg to. De var magen til hinanden, så jeg kunne skifte lidt mellem dem.
Hvis du kendte mig dengang, så kan du måske huske min hue?
Jeg husker, at jeg stod i midten af en rundtkreds, mens huen blev kastet rundt, og jeg forsøgte at jagte den. Jeg husker, at den hver dag blev taget fra mig, og jeg skulle jage hvem end, der havde taget den. Hver dag skulle jeg lege "tampen brænder", fordi nogen havde gemt min hue et sted i skolen.

Jeg husker, at der blev oprettet en falsk facebook-profil ved navn 'Jeppe Fuldmåne', som søgte mit venskab på facebook. Jeg var ikke gammel nok til at forstå, at den var falsk, men da der pludselig blev kommenteret: "Smuk", "Du er lækker", "Du er flot" under alle mine billeder, så kunne jeg forstå, at var noget galt. Vedkommende var kun venner med folk fra min årgang, som var "outsidere". Det var alle sidsterangsmenneskerne. Jeg konfronterede den falske profil, og den blev lukket, men jeg fandt aldrig ud af, hvem det var, selvom jeg har mine anelser.

Jeg husker, at jeg var på vej fra klasselokalet til biblioteket alene, da en gruppe af de ældre elever kommer gående imod mig. Jeg kan huske, hvad jeg havde på i detaljer. Jeg havde cowboybukser på, en sort Nik & Jay-trøje. Et par fingreløsevanter, som min mormor havde strikket. Jeg havde sort eyeliner og sort mascara på. Og jeg husker det meget specifikt, fordi denne gruppe af ældre elever begyndte at råbe: "EMO" efter mig. På det her tidspunkt har jeg gået i 7. eller 8. Men jeg husker det tydeligt. For jeg var ikke emo. Jeg var misforstået.

Jeg husker, at jeg en dag i 7. klasse kom ind i klasselokalet, og jeg så, at der var blevet sat et kondom nedover min drikkedunk. Og alle grinede. Alle undtagen mig. Min taske var fyldt med bitte små stykker af papir, som var blevet klippet ud og dumpet ned i min taske.

Jeg husker, at jeg sad hos sundhedsplejersken i 8. klasse, og jeg fortalte hende, at jeg havde ondt inden i. Jeg fortalte, at jeg ikke kunne finde venner i min klasse, og at jeg græd hver dag. Og jeg fortalte, at jeg var uendeligt ked af det. Jeg husker svaret, jeg fik. Hun sagde, og jeg citerer: "Prøv at tab dig lidt og få nogle venner". Det var, hvad hun sagde. Aldrig var jeg blevet så svigtet. Jeg havde prøvet at åbne op overfor 'en voksen', om at jeg var bange for, at jeg havde en depression, og jeg havde fået et usselt svar, som sidder i mig i dag.
Jeg var ødelagt. Jeg kan huske, at jeg nogle måneder efter skrev et brev i ren fortvivlelse. Jeg det stadig liggende et sted. Det blev 15 sider langt. Papiret knasede, fordi det var blevet genneblødt af tårer. Da jeg startede med at skrive brevet, vidste jeg ikke, hvem det var til. Men det var et råb om hjælp, som aldrig blev sendt. Jeg ville have sneget det ind under døren til sundhedsplejersken, men jeg vidste ikke, om hun ville tage mig seriøst denne gang.

Jeg husker, jeg sad i klassen en dag, da drengene bad 'Google Translate'-damen om at læse højt med sin robot-stemme. Jeg husker, at høre ordene: "Gormsen er grim"og "Gormsen er en luder" blive læst høj i ekkoet af deres grin. Jeg husker, min mor havde sagt: "Så slog ham, hvis han fortjener det", så det gjorde jeg. Jeg slog ud efter ham, der havde været efter mig i flere år. Og jeg fik problemer. Den første gang, jeg nogensinde reagerede på den mobning, jeg var udsat for. Jeg blev sat uden for døren, og efter en (for mig) meget frustrerende samtale med min klasselærer, hvor jeg fik at vide, at jeg var skurken, blev jeg bedt om at sige undskyld. Og jeg svarede nej. Jeg ville ikke sige undskyld. Jeg havde fået at vide af min mor, at jeg ikke skulle undskylde, hvis jeg slog ham.

Jeg husker en af de sidste uger af 9. klasse, blev jeg fortalt et af de rygter, der havde været omkring mig. Rygtet gik ud på, at jeg var lesbisk, og jeg havde lavet øjne og sagt ting såsom: "jeg vil have dig" og indikeret, at jeg var seksuelt tiltrukket af pigerne i parallelklasserne. Jeg skulle eftersigende have været "helt vildt klam" og "open for business".

Og i det øjeblik, jeg hørte disse rygter blev jeg enormt glad. Glad for at folkeskolen skulle slutte nu. Glad for, at jeg aldrig skulle se nogle af disse mennesker igen. Glad for, at jeg aldrig mere skulle jage mine ting rundt på skolen. Glad for, at det var okay at hade mennesker, for det gjorde jeg. Jeg var så indbrændt. Det var slut med at spille ligeglad, for folkeskolen var ovre. Lige om lidt.

Så hvad har 'Twilight' at gøre med det hele? Jeg det ikke helt. Men det, jeg ved. er, at mens jeg har genlæst og genset serien, er disse minder dukket op i mit indre. Og jeg finder mig stoppe op og gispe i smerte over, at jeg har været det her igennem. At genopleve 'Twilight' gav mig en masse glæde, men det viste mig også en del af mit liv, som har stået i baggrund af depression og PTSD i nogle år nu. Jeg var et offer for mobning i folkeskolen. Og jeg har i mange år underspillet og måske ikke helt været opmærksom på, hvor slemt det var, for det var min hverdag.

Twilight var, hvad gjorde mig glad i denne periode af mit liv. Det var, hvad jeg forsvandt væk og fordybede mig i. Og det er Tusmørke-effekten. At tillade sig selv at overgive sig til bøger og film, fordi det er hvad, der er til rådighed, når man sidder i cykelskuret som 11 årig.

Billedet her er taget i 2010. Det var et par uger, før jeg fyldte 13. Sådan så jeg ud.

Naturlig pels

Dette emne har stået på min To-do-liste, fra før jeg oprettede bloggen. Så nu er det ved at være tid til, at vi skal snakke om kropsbehåring. Vi har det alle sammen. Og vi ved alle sammen, at vi alle sammen har det. Nogle har meget lidt naturlig hår og andre er dækket på hele kroppen. Og det er bare de "store hår". Vi er alle dækket af meget små og fine hår. Det er en del vores naturlige hud.
Hvis du kigger på din arm, så kan du formegentlig se dem. De gør ingen skade, tværtimod er de med til at regulere vores kropstemperatur.

Vidste du, at hvis din krop er i energimangel f.eks. ved et vægttab eller spiseforstyrrelse, så skruer kroppen op for produktionen af hår, og man vil få en højere mængde hår på kroppen, fordi kroppen kæmper for at holde sig varm.

Min hud er bleg og mine hår er hvide. Jeg har aldrig haft noget stort problem med kropsbehåring, fordi folk simpelthen ikke kan se, om jeg har barberet ben eller ej. Så jeg har da prøvet det et par gange, men det var tidskrævende og skulle holdes ved lige hver uge. Og da jeg arbejdede i svømmehalen valgte jeg at sige: "Det kan jeg simpelthen ikke finde tid til, så må folk se mine bare ben med hår på." og der er aldrig nogensinde nogen, som har kommenteret mine naturligt behårede ben, mens jeg har været på arbejde.
Men jeg snakker af og til med mine tidligere kollegaer om emnet, og mange af dem barberer deres ben, og har udtrykt jalousi over mine "usynlige" hår.

Men hvorfor har vi overhovedet fået ind i hovedet, at ben ikke må have hår på sig? Kvinder skal helst barbere ben, og mænd skal helst lade være. Det er da for underligt. Det samme gælder hår under armene og i kønsområdet.
Kvinder skal helst ikke have hår - slet ikke under armene - men mænd kan køre deres egen stil. Det er sjældent, jeg møder en mand, som har barberet sig i armhulerne. Og jeg kan da godt forstå, de ikke gider. Nøj, hvor tager det meget energi og penge at holde sig barberet.

Da jeg blev indlagt i efteråret måtte vi ikke have skrabere, så jeg blev tvunget til ikke at barbere mig i efteråret. Og mine bade var markant hurtigere og markant behageligere. Jeg skulle ikke stå med en arm vredet af led og gøre mig skeløjet for at se min egen armhule - med en ny og dog allerede sløv skraber i hånden, hvor tre stykker havde kostet 85kr - men det er jo også, fordi de er lyserrøde og har en "gel", som mest af alt gør, at man slet ikke kan komme til.

Så jeg lod være. Jeg kunne ikke gøre det, da jeg var indlagt, og da jeg blev udskrevet var alt mit hår vokset ud. Og hvis du nogensinde har prøvet at afskrabe hår, som er over 3 millimeter lange, så ved du, at det faktisk er næsten umuligt. Hårene sætter sig fast imellem bladene, som var de limet fast.

Jeg lod min naturlige pels vokse ud, og det er skønt - venner. Stort OK herfra. Og nu har jeg hår under armene, som snart er 3-4 cm lange. Min kropslugt er blevet meget mere "rolig" og området klør eller sviger aldrig mere.

Så jeg begyndte at tænke:
- Hvornår kan jeg begynde at style det?
- Gad vide om, jeg kan flette det?
- Hvordan vil de se ud i anden farve?

Forestil jer lige alle de blikke, jeg vil få, når jeg til sommer kommer gående med min lyserrøde T-rex badedragt og grønne hår i armhulerne? Eller en matchende pink måske...?
Jeg ved godt, at det måske er en fremmede tanke for dig, men overvej lige hvor mange hoveder, jeg ville vende. Hele stranden ville kigge efter mig. Det kan godt være, at du har en god røv, men jeg har lyserrøde armhuler. Slå den!

Naturligvis holdt jeg op med at købe skrabere, men det kom til et punkt, hvor jeg tænkte: Hvad hvis jeg gerne vil fjerne mine hår en dag? Hvad hvis jeg vil lave en fletning og fjerne alt det andet hår. (Til de interesserede kan jeg fortælle, at jeg har prøvet. Det er desværre umuligt at flette sin egen armhule...) Så jeg begyndte at lede efter alternativer til plastik-skraberen, og jeg faldt over safety razor- modellen, som er lavet i metal, og hvor man kun udskrifter bladet, når det engang er færdigt. Jeg bestilte en, og jeg må sige, at jeg er meget imponeret.

Jeg barberede den ene armhule (kun én fordi alle en feminists kræfter sidder i armhulehårene - at du ved det...) og det tog 30 sekunder. Der var ingen hår, der sad fast i skraberen, og jobbet blev udført uden andet besvær en den nødvendige skiløjet position. Og I må gerne se resultatet.

   

Mine damer og herre, jeg præsenterer min ene barberede armhule og min anden ubarberede armhule. De er lige smukke og gør mig lige meget til en kvinde. Og de er helt rene, så de er ikke klamme, med mindre du har et problem med at se min naturlige pels. Det er også okay. Jeg kan ikke konvertere alle på én dag. Men i tilfælde af, at du aldrig har et en kvinde med hår i armhulen; værsgo det er gratis. 

Det smukke ved barbering er, at man selv bestemmer. Til alle mine søstre (og brødre), som elsker at være hårfri - You go, girls! og til alle os, der bare er lidt trætte af barbering - Go us as well! Og hvis du vil gå fuldt ud hulemand, så har du vores velsignelse!

Det er bare pels.